Dato for offentliggørelse
21 Jan 2011 12:02
Moms og lønsumsafgift
Resumé

SKAT udgiver 2 gange årligt en momsvejledning, der er en samling af de gældende momsregler. Vejledningen er opbygget efter momslovens systematik. Dvs., at vejledningen følger paragrafferne i momsloven.

Vejledningens formål er at være en hjælp i det praktiske arbejde med momsreglerne, herunder også en hjælp for de ca. 430.000 momsregistrerede virksomheder og deres revisorer, advokater m.fl. i arbejdet med at sikre en korrekt momsafregning.

Vejledningen giver en udførlig beskrivelse af momsreglerne, og der er i teksten bl.a. henvist til de love og bekendtgørelser, der er relevante for momsloven. Såvel momsloven som momsbekendtgørelsen er medtaget som bilag.

Hvad er nyt?

Momsfritagelsen for levering af nye bygninger, nye bygninger med tilhørende jord, byggegrunde og visse bebyggede grunde blev ophævet den 1. januar 2011. Se D.11.9.

Momsfritagelsen for rejsebureauvirksomhed blev ophævet den 1. januar 2011. Særordningen for rejsebureauer (rejsearrangører) finder anvendelse fra samme dato. Se D.11.16 og Q.3.

Momsfritagelsen for ejendomsadministration blev ophævet den 1. januar 2011. Se D.11.8.

Den andel af købsmomsen vedrørende hotelovernatninger, som kan fradrages (i tilfælde af udgifter af strengt erhvermæssig karakter) blev den 1. januar 2011 hævet til 50 pct. Se J.3.2 og J.3.3

Der er den 1. januar 2011 sket ændringer i reglerne om det momsmæssige beskatningssted for kulturelle aktiviteter mv., herunder messer og udstillinger. Se E.3.3.3 og E.3.4.6.

Der er den 1. januar 2011 sket en skærpelse af oplysningskravene i forbindelse med import af varer bestemt til andre EU-lande, se I.3.4.

Der er den 1. januar 2011 sket en række tekniske ændringer i momsloven med hensyn til visse former for erhvervelser (Juridiske personer og NATO-styrker, se D.9), postydelser (se Den juridiske vejledning, afsnit D.A.5.13), levering af el, gas, varme og kulde (se E.2.4, E.3.4.9.8 og I.3.5), prisafslag (se G.1.4), og leverancer til visse internationale organisationer (se I.1.1.5 og I.3.7)

Momsloven er præciseret i overensstemmelse med SKM2009.272.DEP om fradragsgrundlaget i forbindelse med billeasing, se J.3.4.

På baggrund af EU-domstolens dom i sag C-84/09 anser Skatteministeriet ikke længere SKM2002.63.LSR om erhvervelse af nye transportmidler (både) for udtryk for gældende praksis. Herefter er det tidspunktet for leveringen, og ikke tidspunktet for transporten af båden til Danmark, der er afgørende for, om båden kan anses som ny eller brugt i momslovens forstand. Se D.9.1.

Skatteministeriet har i SKM2010.499.SKAT meddelt, at praksis om, at erhvervsskolers kommercielt tilrettelagte kursusvirksomhed ikke kan anses som drevet med gevinst for øje og dermed som momspligtig kursusvirksomhed, som følge af SKM2010.382.VLR ikke kan opretholdes. Skolerne skal derfor fremover betale moms af kommercielt tilrettelagt kursusvirksomhed. Praksisændringen har virkning fra den 1. januar 2011.

Skatteministeriet har i SKM2010.505.SKAT efter fornyet overvejelse udsendt styresignal om genoptagelse på baggrund af EF-domstolens dom i sag C-8/01 og Højesterets dom i sag SKM2009.501.HR vedrørende momslovens § 13, stk. 1, nr. 20.

Skatteministeriet har i SKM2010.622.SKAT meddelt, at der på visse betingelser er fradragsret for moms af udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden. Virksomheder, der ikke har taget fradrag eller som har beregnet udtagningsmoms ved bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret, når betingelserne er opfyldt.

Skatteministeriet har i SKM2010.653.SKAT meddelt, at praksis for kørsel i specialindrettede vare og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 4 ton, hvor der er fratrukket fuld moms ved anskaffelsen, ændres således at svinkeærinder hjem-ærinde-hjem bliver omfattet af reglen om svinkeærinder på op til 1.000 km/år, når kørslen sker i forbindelse med naturgasdistributionsselskabernes særlige vagtordninger. Det er en betingelse, at den enkelte vagtperiode er længere end 3 døgn.

Skatteministeriet har i SKM2010.712.SKAT meddelt, at andelsboligforeningers levering af brugsrettigheder til andelshaverne mod betaling af boligafgift sidestilles med momsfri udlejning af fast ejendom. Praksis i SKM2007.882.LSR om at andelsboligforeningers udleje af parkeringspladser til andelshaverne er momspligtig, kan ikke opretholdes.

Skatteministeriet gør i SKM2010.734.SKAT på baggrund af Højesterets dom i SKM2010.396.HR og ministeriets kommentar i SKM2010.727.SKAT rede for de konkrete forhold, der er afgørende for fastlæggelsen af det momsmæssige beskatningssted for transaktionerne i grænsehandelskoncepter. Endvidere omtales konsekvenserne af dommen for afgiftstilsvaret for andre danske virksomheder, som har indgået eller indgår i tilsvarende grænsehandelskoncepter uden at have momsberigtiget varesalgene i Danmark.

Flyvninger mellem Danmark og steder uden for EU anses for udført uden for EU. Formidling i andens navn og for andens regning af sådanne flyvninger er derfor omfattet af fritagelsen. Når formidlingsydelsen blev leveret til den rejsende, var formidlingsydelsen indtil 1. januar 2011 dog som udgangspunkt i stedet momsfri efter momslovens nu ophævede § 13, stk. 1, nr. 16, om rejsebureauvirksomhed. Se I.1.11.

Der er derudover indarbejdet en række domme og kendelser i vejledningen.

Se oversigt over indarbejdede afgørelser mv.

ISBN-nummer
978-87-7121-024-8