Du skal være opmærksom på, at det er frivilligt for forretningerne, om de vil medvirke til, at du kan få momsen tilbage. Derfor er det en god ide at lave en aftale med forretningen. Hvis forretningen ikke ønsker at medvirke, har du ingen mulighed for at få momsen tilbage.

Du skal gøre tre ting for at få momsen tilbage:

1. Få en faktura i forretningen

Du skal have en faktura af forretningen. På fakturaen skal der stå:

  • Udstedelsesdato
  • Forretningens navn og adresse
  • Forretningens momsregistreringsnummer
  • Dit navn og din adresse i udlandet
  • Varernes antal, art og værdi (salgsprisen med moms samt momsbeløbet).

Du skal over for forretningen dokumentere, at du bor uden for EU ved at vise pas, identitetskort eller anden legitimation.

2. Send eller tag varen med ud af landet

Du kan få momsen tilbage, uanset om du selv udfører varen eller sender den hjem.

Når du selv tager varen med ud af landet

Hvis du selv tager varen med i din personlige bagage, når du rejser ud af EU, skal du have toldmyndigheden i det EU-land, du rejser ud fra, til at stemple din faktura.

For at få stemplet skal du fremvise følgende:

  • Pas
  • Billet eller rejseplan
  • Dokumentation for din bopæl uden for EU
  • Varen.

Stemplet skal du sørge for at få umiddelbart før afrejse samme dag, som du rejser.

Rejser du fra Danmark til et andet EU-land, inden du rejser ud af EU, er det toldmyndigheden i det pågældende EU-land, der skal stemple din faktura. Det gælder uanset, om du rejser med fly, bil, tog eller færge.

Rejser du via flere lufthavne, skal toldmyndighederne i den sidste lufthavn, inden du forlader EU, stemple din faktura, medmindre du ved rejsens begyndelse har tjekket varen ind til dit endelige bestemmelsessted uden for EU. Har du det, skal Toldstyrelsen stemple din faktura.

Når du sender varen ud af landet

Hvis du sender varen ud af landet, skal du sørge for at få et bevis eller en attest fra toldmyndigheden eller fra en anden kompetent myndighed i dit eget land for, at varen er indført hertil.

3. Send fakturaen til forretningen

Når du har fået stemplet din faktura eller fået et bevis eller en attest, sender du fakturaen eller beviset/attesten til den forretning, hvor du har købt varen. Forretningen sender dig herefter momsbeløbet.