Skattestyrelsen modtager nu oplysninger fra udlandet om udbytter, renter og andet afkast af formue. Snart kommer også oplysninger om pension, løn, bestyrelseshonorarer, afkast på livsforsikringer og ejendomme. Oplysningerne kommer ikke automatisk med på din årsopgørelse, og du skal derfor selv tjekke tallene og oplyse dine udlandsforhold i dit oplysningsskema (tidligere selvangivelse). Har du allerede oplyst korrekt, skal du ikke gøre noget.

Når vi modtager oplysninger fra udlandet:

  • får du brev eller digital post om, at vi har modtaget oplysninger fra udlandet.
  • udstilles oplysningerne i dine skatteoplysninger i TastSelv. Du kan se oplysningerne om dine udenlandske forhold ved at logge på skat.dk/tastselv. Klik herefter på Skatteoplysninger > Indkomstår > Udenlandsk indkomst > Oplysninger modtaget fra udlandet.
  • du skal selv tjekke, om oplysningerne er korrekte. 
  • Hvis du er enig, skal du ind og oplyse tallene, hvis du ikke allerede har gjort det. Læs mere på Hjælp til at oplyse udlandsforhold
  • Hvis du er uenig, skal du bede dem, der har indberettet oplysningerne, om at rette deres indberetning til de udenlandske skattemyndigheder, som sender videre til Skattestyrelsen. Er du uenig i beløbet, skal du indtaste det beløb i dit oplysningsskema, som du mener er korrekt.

I skatteguiden, som du finder herunder, kan du se, hvordan udenlandsk indkomst beskattes. Skatten afhænger af forskellige forhold bl.a. af de aftaler om dobbeltbeskatning, som Danmark har indgået med en række lande.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter