KGL § 15 er en undtagelse fra hovedreglen i KGL § 14, stk. 2, jf. § 38 om skattefrihed for kursgevinster på blåstemplede fordringer i danske kroner. Bestemmelsen regulerer beskatningen i visse situationer, hvor fordringer er erhvervet for lånte midler.
Formålet med bestemmelsen er at hindre arrangementer (såvel organiserede som individuelle), som udnytter den forskellige skattemæssige behandling af renteudgifter på lån og kursgevinster på blåstemplede fordringer. Bestemmelsen tilsigter at hindre arrangementer, hvor blåstemplede fordringer erhverves for lånte midler med den virkning, at den skattepligtige opnår en fradragsberettiget nettorenteudgift og en delvis skattefri kursgevinst. Arrangementer af denne type giver typisk et negativt resultat før skat, men et positivt resultat efter skat ved beskatning efter mindsterentebestemmelsen.
Spørgsmålet om, hvorvidt en fordring anses for erhvervet for lånte midler, sker efter to afgrænsningskriterier, jf. § 15, stk. 2. Erhvervelse for lånte midler anses herefter at foreligge:
  1. Hvis den skattepligtige i forbindelse med erhvervelsen har optaget lån, der står i åbenbart misforhold til det kapitalbehov, som den skattepligtiges øvrige virksomhed eller privatforbrug betinger. Om der foreligger et åbenbart misforhold, må bero på en konkret vurdering af lånets størrelse på baggrund af den skattepligtiges økonomiske forhold i øvrigt.
  2. Hvis sammenhængen mellem erhvervelse og låneoptagelse klart fremgår af omstændighederne ved erhvervelsen. Dette vil fx være tilfældet, hvis et obligationskøb og låneoptagelse sker gennem samme formidler eller udbyder, og obligationerne måske lægges til sikkerhed for lånet.

Opnåelse af usædvanlig kredit ligestilles med låneoptagelse.

Undtaget fra beskatning efter særbestemmelsen er tilfælde, hvor personer (og dødsboer) uden skattemæssig begrundelse eller fordel erhverver obligationer for lånte midler. Efter § 15, stk. 3 sker der således ikke beskatning af kursgevinsten:
  1. Hvis den skattepligtige godtgør, at de udgifter vedrørende lånet, som kan fradrages ved indkomstopgørelsen, kun overstiger de skattepligtige indtægter af fordringerne med et forholdsvis uvæsentligt beløb. De fradragsberettigede udgifter vedrørende lånet vil typisk bestå af renter og provisioner samt for realkreditlåns vedkommende tillige af bidrag til realkreditinstituttet. Ved opgørelsen af skattepligtige indtægter af fordringerne medregnes ikke kursgevinster, som alene er skattepligtige efter § 15. I tilfælde, hvor en skattepligtig optager et almindeligt obligationslån i et realkreditinstitut og beholder obligationerne, overstiger de fradragsberettigede udgifter vedrørende lånet kun de skattepligtige indtægter af obligationerne med bidraget til  realkreditinstituttet. Bidraget er af uvæsentligt omfang set i forhold til den skattepligtige renteindtægt af obligationerne, og situationen vil derfor ikke være omfattet af beskatning efter særbestemmelsen.
  2. Hvis den skattepligtige godtgør, at lånet og fordringerne under ét giver negativt  resultat efter skat selv ved beskatning efter mindsterentereglen. Ved denne  resultatopgørelse medregnes også provision, stempelafgift og andre udgifter, som ikke er fradragsberettigede. Der sker således ikke beskatning efter særbestemmelsen, hvis en skattepligtig optager et kontantlån baseret på blåstemplede obligationer og opkøber de underliggende obligationer, hvor personens nettoudgift til rente og bidrag overstiger nettoafkastet af  obligationerne, således at det samlede resultat er negativt selv efter beskatning efter mindsterentebestemmelsen.

Bedømmelsen af, i hvilket omfang de fradragsberettigede udgifter vedrørende lånet overstiger de skattepligtige indtægter af fordringerne, og om lånet og fordringerne giver negativt resultat efter skat, foretages for den skattepligtiges samlede ejer- henholdsvis debitorperiode. Det er således fx uden betydning, om renteudgift og renteindtægt falder i hvert sit indkomstår, så renteudgiften i første indkomstår overstiger  renteindtægten væsentligt.

KGL § 15 svarer til § 7 A, stk. 1 - 3 i den tidligere gældende KGL. Nedenstående praksis er derfor fortsat gældende.
LR har i et tilfælde, hvor en skatteyder på eget initiativ havde påtaget sig en yderligere renteudgift for at opnå et negativt resultat, set bort fra denne yderligere udgift. LR lagde i det konkrete tilfælde ved afgørelsen af, om skatteyderen var omfattet af § 7 A, vægt på de oprindelige aftalevilkår, ifølge hvilke det samlede  arrangement ville være positivt før kursavancebeskatningen. Afgørelsen er stadfæstet af LSR. Se TfS 1995, 542.
I TfS 1996, 266 fandt LSR, at et beløb benævnt kurtage, som skulle betales ved afviklingen af et arrangement med køb af obligationer for lånte midler, før arrangementets udløb, ikke fandtes at være fastsat efter normale forretningsmæssige principper, men med henblik på at undgå beskatning efter KGL's § 7 A. Beløbet kunne derfor ikke fragå ved opgørelsen af det samlede resultat for arrangementet. Da resultatet herefter ikke var negativt, var kursgevinsten skattepligtig efter § 7 A.
I TfS 1996, 540 fandt LSR at der, ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste på unoterede fordringer, omfattet af KGL's § 7 A, skulle anvendes en lineær  kursopskrivning i forhold til fordringens løbetid ved fastlæggelsen af kursværdien den 16. juni 1992. LSR fandt det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at de pågældende obligationer pr. nævnte dato havde en markedsværdi, der var højere, hvorfor ansættelsen blev stadfæstet.
I TfS 1997, 814 fandt LSR, at bedømmelsen af det økonomiske resultat af et  lånearrangement, skulle foretages på grundlag af skatteyderens samlede dispositioner i det pågældende indkomstår, hvor der skete beskatning efter KGL § 7 A. I TfS 1998, 225 fandt LSR, at en fastsat formidlingsprovision, der netop bevirkede, at det samlede resultat af arrangementet blev negativt med 1.000 kr., ikke skulle indgå i opgørelsen efter KGL § 7 A, stk. 3, 2. pkt.
Ny tekst startVed opgørelse af det samlede resultat, jf. KGL § 7A, stk. 3, 2. pkt., kunne der ikke ske modregning af realiserede kurstab for 1994 og 1995 på lånefinansierede obligationer i en i 1993 realiseret kursgevinst ved salg af andre lånefinansierede obligationer. Det var uden betydning, at alle obligationer var finansieret af samme underliggende lån, jf. Østre landsrets dom i TfS 1999, 529.
Ny tekst slut
Bestemmelsen har virkning for gevinster, der realiseres den 16. juni 1992 eller senere. I tilfælde, hvor sammenhængen mellem erhvervelse og låneoptagelse ikke klart fremgår af omstændighederne, jf. det ovenfor anførte, har bestemmelsen dog alene virkning for fordringer, der er erhvervet den 16. juni 1992 eller senere. Personer, som efter § 15 skal medregne gevinst på fordringer, som efter de tidligere gældende regler ikke skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan ved anvendelsen af reglerne i § 26, stk. 1, i stedet for anskaffelsessummen benytte værdien den 16. juni 1992. Valget skal træffes samlet for samtlige fordringer under ét, jf. KGL § 42, stk. 12.  Opmærksomheden henledes i den forbindelse på den ovenfor nævnte  landsskatteretskendelse i TfS 1996, 540.