Ret din forskudsopgørelse

  1. Log på skat.dk/tastselv med NemID.
  2. Vælg Forskudsopgørelsen 2019.
  3. Gå til feltet Lønindkomst mv. (201). Er feltet ikke synligt, gå til Oftest tilføjede felter, vælg Nyt job og udfyld feltet.
  4. Hvis det rigtige beløb, dvs. det beløb, du regner med at få i løn i år, allerede står i feltet, skal du ikke gøre mere. Du kan så logge af nu.
  5. Hvis beløbet ikke står der eller er forkert, skriver du det beløb, som du regner med at få i løn i år. Se eksempel. Vælg spørgsmålstegnet ud for felterne for at få hjælp.
  6. Har du allerede fået løn fra et andet arbejde eller SU i løbet af året, gå til Oftest tilføjede felter og vælg Indkomst og betalt skat indtil ændring.
    • Pension, dagpenge og SU indtil ændring (ikke am-bidragspligtig) (353): Skriv det beløb, du eventuelt har fået i dagpenge SU eller skoleydelse i løbet af året indtil videre.
    • Lønindkomst inkl. søindkomst indtil ændring (før fradrag af am-bidrag) (360): Skriv det beløb, du har tjent i løn i løbet af året indtil videre (Se beløbet på din seneste lønseddel).
    • Betalt A-skat indtil ændring (361): Skriv det beløb, du eventuelt har betalt i A-skat i løbet af året indtil videre (Se beløbet på din seneste lønseddel)
  7. Vælg Beregn nederst på siden og tjek, at du har skrevet rigtigt.
  8. Vælg Godkend.


Tak for nu. Du skal ikke gøre mere.

Har du andre spørgsmål, så kontakt Skattestyrelsen

 

Fakta

  • Du skal ændre din forskudsopgørelse, når du får et studiejob ved siden af SU og skoleydelse.
  • Da du søgte om SU, valgte du, om SU skal bruge dit hovedkort eller bikort. Du skal bruge dit hovedkort det sted, hvor du tjener mest. Det er som regel SU.
  • Da du første gang blev tildelt skoleydelse, valgte du, om skolen skal bruge dit frikort, hovedkort eller bikort. Du skal bruge dit hovedkort det sted, hvor du tjener mest.
  • Får du mere i SU eller skoleydelse, end du tjener på dit studiejob, skal din arbejdsgiver bruge dit bikort og ikke dit hovedkort. Tal med din arbejdsgiver eller tjek din lønseddel.
  • SU-styrelsen giver os automatisk besked om, hvor meget du får i SU. Din SU vil fremgå af felt 306.
  • Er du elev på en ungdomsuddannelse, må du som udgangspunkt tjene 8.846 kr. pr. måned ved siden af SU, i de måneder du modtager SU i 2019.
  • Er du studerende på en videregående uddannelse, må du som udgangspunkt tjene 13.375 kr. pr. måned ved siden af SU, i de måneder du modtager SU i 2019.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter