Bor du på den ene side af den dansk-tyske grænse og arbejder på den anden side? Og har du grundet Corona-situationen haft flere hjemmearbejdsdage end du plejer? Så skal du være opmærksom på, at flere hjemmearbejdsdage kan have betydning for, hvor du skal betale skat.

Læs mere om, hvilke regler der gælder i din situation.

Når du bor i Danmark og har indtægter fra udlandet, skal du selv sørge for at indberette de udenlandske oplysninger til Skattestyrelsen. 

Når du har en udenlandsk arbejdsgiver, og du udfører arbejdet både i Danmark og i Tyskland, skal du som udgangspunkt fordele din løn til beskatning i henholdsvis Danmark og Tyskland ud fra antal arbejdsdage i hvert land. Se også nedenstående afsnit om Hvor skal min ferie med løn beskattes? under Ofte stillede spørgsmål.

Sådan gør du

  1. Log på TastSelv og vælg Ret årsopgørelsen/oplysningsskemaet.
  2. Den del af lønnen, som skal beskattes i Tyskland, indberetter du i modulet Udenlandsk lønindkomst. Vælg Mit arbejde er udført for privat, udenlandsk arbejdsgiver, vælg herefter land: Tyskland og svar på de efterfølgende spørgsmål.
  3. Den del af lønnen, som skal beskattes i Danmark, indberetter du i modulet Andre udenlandske indkomster. Vælg land: Tyskland. På siden Andre Indkomster skriver du beløbet i Rubrik 1015 - Løn fra udenlandsk arbejdsgiver for arbejde udført i Danmark.
  4. Du skal kun indsende dokumentation eller beregninger, hvis Skattestyrelsen anmoder om det.

Mangler du de relevante rubrikker på din årsopgørelse, skal du ringe til os på 72 22 28 92, så vi kan hjælpe dig. Eller du kan skrive til os ved at logge på TastSelv og vælge Ret årsopgørelsen/oplysningsskemaet. Nederst kan du klikke på Kontakt os, hvis du mangler en rubrik (vælg Udlandsforhold).

Når du får løn fra en privat, dansk arbejdsgiver, er det afgørende for beskatningen af lønindkomsten, hvor du rent fysisk udfører dit arbejde. Udfører du arbejdet i Danmark, er du skattepligtig af lønnen her i Danmark. Udfører du arbejdet i Tyskland, fx fordi du arbejder hjemme, skal du sandsynligvis beskattes i Tyskland. Spørg skattemyndighederne i Tyskland.

Du skal derfor som udgangspunkt fordele din løn til beskatning i henholdsvis Danmark og Tyskland ud fra antal arbejdsdage i hvert land. Se også nedenstående afsnit om Hvor skal min ferie med løn beskattes? under Ofte stillede spørgsmål.

Din fulde løn, som din arbejdsgiver har indberettet til os, fremgår af din årsopgørelse 2020 i rubrik 11 og rubrik 16. Rubrik 11 indeholder den del af lønnen, der skal beskattes i Danmark. I rubrik 16 kan du se den del af din løn, der er skattefri i Danmark. Hvis du har haft flere hjemmearbejdsdage i 2020 end du plejer, er det derfor rubrik 11 og 16, du kan have ændringer til.

Du kan ikke ændre beløbene selv. Ring til os på 72 22 28 92 eller send oplysninger til os via Ret årsopgørelsen/oplysningsskemaet i TastSelv.

Sådan sender du oplysningerne til os

  1. Log på TastSelv
  2. Vælg Ret årsopgørelsen/oplysningsskemaet
  3. Klik på Se hvor beløbet kommer fra ud for rubrik 11
  4. Klik på Send mail
  5. Skriv at du bor i Tyskland og arbejder i Danmark øverst, og skriv dine oplysninger om fordelingen i beskedboksen
  6. Vedhæft dokumentation eller beregninger for den del af lønnen, du mener, der skal beskattes i hhv. Danmark og Tyskland.
  7. Klik på Send

Offentligt ansat?

Hvis du er offentligt ansat, fx i en dansk kommune, kan situationen være anderledes. Læs mere på Offentligt ansat grænsependler.

Feriedage med løn skal beskattes i det land, hvor ferien er optjent. Betalte du fx skat af din fulde indkomst i Danmark i den periode, hvor du optjente feriedagene (2018 og 2019), skal de beskattes i Danmark i indkomståret 2020. Det samme gælder, hvis du har valgt at få indefrosne feriepenge udbetalt.

Du skal være opmærksom på, om du fortsat kan bruge grænsegængerreglerne, hvis beskatningen af din løn i 2020 fordeles mellem Danmark og Tyskland. For at kunne bruge grænsegængerreglerne, skal mindst 75 procent af din indkomst beskattes i Danmark. Er du ikke længere omfattet af reglerne for grænsegængere, kan du fx ikke trække private renteudgifter til finansiering af bolig i Tyskland fra.

Læs mere om reglerne for grænsegængere

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se afsnit C.F.3.1.2 Lønindtægt og afsnit C.F.2.1 Opgørelse af udenlandsk indkomst i Den juridiske vejledning.