Dato for udgivelse
01 Feb 2021 11:20
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 Dec 2020 10:37
SKM-nummer
SKM2021.57.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Gældsstyrelsen
Sagsnummer
BS-33133/2018
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ophør af virksomhed + Selskabsbeskatning
Emneord
Frist, Skatteforvaltningen, Konkursskatteloven
Resumé

Sagen angik, om skatteforvaltningen havde iagttaget fristen i konkursskattelovens § 15, stk. 3, 3. pkt., jf. 1. pkt., hvorefter afgørelse om konkursskattepligt skal træffes inden fire uger fra modtagelse af bostyrets meddelelse om, at der er indgået et aktiv i boet, hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt.   

Retten (3 dommere) fandt efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder, at der må stilles krav om, at bostyrets meddelelse til SKAT om et sådant aktiv er klar og utvetydig.  

Retten fandt ikke, at en orientering til kreditorerne opfyldt kravet, idet der var knyttet en række forbehold til, hvorvidt aktivet ville tilgå boet samt den endelige størrelse heraf.  

Retten fandt heller ikke, at boet havde godtgjort, at kurator på anden måde, herunder telefonisk, havde givet skatteforvaltningen en sådan meddelelse, inden der blev truffet afgørelse om skattepligten. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet.   

Reference(r)

Konkursskattelovens § 15, stk. 3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-1 C.C.9.2

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatteretten, Ej offentliggjort 

Parter

H1 A/S under konkurs v/kurator, advokat KB

(v./ advokat Christian B. Elmer v./ advokat Karina Enghaven Bentsen (prøve))

mod

Skatteministeriet

(v./ advokat Tim Holmager)

Denne afgørelse er truffet af byretsdommer

Lone Bach Nielsen, dommer Mette Bytofte og kst. retsassessor Jesper Kirstein.

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 6. september 2018, drejer sig om, hvorvidt Skattestyrelsen rettidigt har truffet afgørelse om, at H1 A/S under konkurs er skattepligtigt.

H1 A/S under konkurs har påstået, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at konkursboet efter H1 A/S ikke er skattepligtigt.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Sagen har været sambehandlet med sagen BS-33154/2018-KBH.

Oplysningerne i sagen

Skatteankestyrelsen stadfæstede ved afgørelse af 8. juni 2018 en afgørelse fra SKAT af 21. december 2017, hvorefter SKAT bestemte, at H1 A/S under konkurs er skattepligtig efter konkursskattelovens § 15, stk. 3.

Af Skatteankestyrelsens afgørelse fremgår blandt andet:

"…

Faktiske oplysninger

H1 A/S blev taget under konkursbehandling ved dekret afsagt af skifteretten i Y2-by den 21. februar 2011.

Sagen er en af en række sager om samme problemstilling. Baggrunden for at en række selskaber, herunder ovennævnte, blev taget under konkursbehandling var, at SKAT blev opmærksom på handlen med campingvogne mv., som skete fra Y1-land, således at kunder kunne købe campingvogne i Y1-land med Y1-landsk moms.

SKAT aflagde kontrolbesøg hos en række danske selskaber, og traf herefter afgørelse om, at selskabernes salg af campingvogne skulle pålægges dansk moms. Dette medførte, at selskaberne, herunder ovennævnte selskab, blev efteropkrævet momsen for salget af campingvogne. Det danske momskrav blev efterfølgende nedsat fra 25 % til 20 % af omsætningen.

Der har herefter verseret 3 prøvesager i Y1-land, herunder den ene for konkursboet, om tilbagebetaling af Y1-landsk moms, idet det nu konkursramte selskabs (tidligere) Y1-landske datterselskab som mellemhandler havde angivet og betalt Y1-landsk moms af selskabets handler med private danske kunder (i perioden 1. juli 2006 til 30. juni 2009).

Konkursboet anmodede herefter de Y1-landske skattemyndigheder om genoptagelse af momsansættelse for den periode, som var omfattet af den danske momssag, hvilket førte til tilbagebetaling af størstedelen af den Y1-landske moms.

Kurator i konkursboet, NJ, R1, har den 26. juli 2017 udsendt kreditorinformation nr. 16 til kreditorerne i konkursboet, herunder SKAT. Heraf fremgår blandt andet følgende om retssagen om momsspørgsmålet i Y1-land:

"(...)

Som nævnt i den seneste redegørelse i medfør af konkurslovens 5 125, stk. 4, blev der afholdt et retsmøde ved Skatteretten i Y3-by, Y4-by, den 18. juli 2017 vedrørende tilbagesøgnings af Y1-landsk moms. På mødet deltog såvel de Y1-landske skattemyndigheder som konkursboet og boets Y1-landske advokat.

Retsmødet indledtes med retsformandens (hoveddommeren) redegørelse for sagen og dens problemstillinger, hvorefter først konkursboets Y1-landske advokat og dernæst de Y1-landske skattemyndigheder procederede sagen og herved fremførte sine argumenter og synspunkter. Efter parternes procedurer valgte retten at fremkomme med et oplæg til et forlig.

Indholdet af det af Skatteretten foreslåede forlig er, at cirka 99 % af den i Y1-land erlagte moms tilbagebetales, at de Y1-landske skattemyndigheder betaler rettens omkostninger og at hver part bærer egne omkostninger.

Dette betyder, at det totale momsbeløb, der vil blive tilbagebetalt vil være € 1.009,690,30 (cirka kr. 7.572.677,00). Hertil kommer, at momsen betalt i det enkelte indkomstår også forrentes.

At Skatteretten ikke foreslog, at der skal ske tilbagebetaling af hele den i Y1-land erlagte moms skyldes, at den Y1-landske skatteret har valgt at anse den Y1-landske mellemhandlers avance på mellem 1-2 % pr, salg for reel, og dermed momspligtig, avance. Derfor valgte Skatteretten en forligsmæssig løsning, hvor der skulle fratrækkes et beløb svarende til avancen på hhv. 1 % i 2007, 1,5 % i 2008 og 2 % i 2009 fra hele det pågældende indkomstårs momsbeløb.

Selvom det kan anfægtes, hvorvidt den Y1-landske mellemhandlers avance skal fragå i tilbagebetalingsbeløbet, anbefaler konkursboets Y1-landske advokater kraftigt, at forliget "tiltrædes"/opretholdes.

Det skal for en god ordens skyld bemærkes, at de Y1-landske processuelle regler indebærer, at forliget er indgået; men at parterne er givet til den 8. august 2017 til at afvise forliget. Såfremt ingen af parterne reagerer inden da, er forliget altså endeligt.

Som nævnt sker der også en forrentning af de enkelte indkomstårs momsbeløb. Denne forrentning er af konkursboets Y1-landske advokater estimeret til at udgøre et betydeligt beløb.

Da sagen vedrører tilbagebetaling af moms, vil det være de Y1-landske skattemyndigheder, der skal foretage den endelige beregning af rentebeløbet. Konkursboets Y1-landske advokater har dog beregnet rentebeløbet til i alt € 445.035,00 (cirka kr. 3.337.762,00). Dette betyder, at det totale beløb inklusiv renter, som de Y1-landske skattemyndigheder skal betale udgør kr. 10.910,439,74.

Det skal understreges, at beløbet er et estimat for så vidt angår forrentningen, ligesom der er regnet med en vekselkurs på 7,5. Endelig skal boets samlede udgifter til tilbagesøgningsprocessen, herunder udgifter til Y1-landsk advokatbistand, oversættelser og udgifter til deltagelse 1 møder, herunder retsmøder, afholdes af beløbet.

Konkursboet agter at tiltræde det indgåede forlig. Boet agter således ikke at bede konkursboets Y1-landske advokater om at opsige forliget, inden den af den Y1-landske Skatteret fastsatte frist. Dette betyder, at forliget vil være endeligt den 8. august 2017. Det skal i den forbindelse understreges, at de Y1-landske skattemyndigheder også har mulighed for at opsige forliget.

Såfremt der måtte være kreditorer, der ikke er enige med boet, bedes indsigelser sendt til kurator inden torsdag den 3. august 2017.

(...)"

Der fremkom ikke indsigelser, hvorfor forliget var tiltrådt af parterne den 8. august 2017.

Det fremgår blandt andet af kurators redegørelse af 21. juni 2018, at der verserer en sag for retten, hvoraf en del af sagen allerede er afgjort. Den sidste del af sagen vedrører en erstatningssag mod selskabets tidligere advokat og ledelse.

I en intern mail mellem NJ og PM, R1, af 13. november 2017, hvori blandt andet er refereret til en samtale med SKAT, fremgår følgende:

"Han [NT, SKAT] kunne også oplyse, at de skal afklare, om de mener, at der indtræder konkursskattepligt, da der nu er kommet 10 millioner i boet."

I mail af 15. november 2017 har kurator overfor Retten i Y2-by anført følgende:

"(...)

Jeg henviser til Rettens skrivelse af 9. november 2017, hvor ovennævnte konkursbo gives frist til den 20. november 2017 på at tage stilling til, hvad der videre skal ske i sagen. Opgørelsen af boets tab i anledning af skævdelingen af restkøbesummen fra virksomhedsoverdragelsen er afhængig af, at de anmeldte krav efter konkurslovens § 97 er endelige. I den forbindelse har SKAT meddelt (vedhæftet), at den endelige opgørelse af SKATs § 97 og § 98-krav først forventes at kunne ske ultimo november 2017. SKAT har telefonisk oplyst, at dette skyldes, at der tidligere er givet fradrag for momsefterbetalingen, og da det nu er lykkedes konkursboet at søge den Y1-landske moms retur, skal SKAT vurdere, hvorvidt dette giver anledning til yderligere korrektioner med betydning for deres § 97-krav.

(…)"

Den 22. november 2017 har advokat NJ anført følgende len mail til SKAT:

"(...)

I den sidste af de tre sager, der var udvalgt til at agere "prøvesag" i Y1-land, har boernes Y1-landske advokat oplyst, at hvis udbetalingsprocessen går glat, kan vi forvente at modtage beløbet i starten af december. Herefter kan vi også påbegynde afslutningen af det bo. Den sidste prøvesag er konkursboet efter G1.

(…)"

I mail af 3. december 2017 har kurator anmodet SKAT om at træffe afgørelse om skattepligt.

Skatteankestyrelsen har anmodet SKAT om at fremsende telefonnotater, der kan belyse, hvad SKAT og kurator har drøftet i relation til det Y1-landske momsrefusionskrav, herunder hvilke oplysninger SKAT har fået i den forbindelse. SKAT har dertil oplyst, at der ikke er udarbejdet telefonnotater af de samtaler, man har haft med kurator.

SKAT har i en mail den 1. maj 2018 til Skatteankestyrelsen anført følgende i forhold til drøftelserne mellem SKAT og kurator:

"(…)

Efter NTs [NT, SKAT] erindring udbad NJ sig fornyede anmeldelser d. 22. november 2017, idet der udestod en stillingtagen til, hvorvidt Kurator skulle føre sager mod selskabets tidligere advokat og ledelse.

Altså efter både NTs og egentlig også min opfattelse udstår konkursboets endelige stillingtagen til anlæggelse af sag mod advokat og ledelse afhængig af, hvorvidt de anmeldte krav efter konkurslovens § 97 er endelige. NJ skulle bruge en anmeldelse overfor retten for at begrunde enten retssagen, en eventuel udsættelse (idet endelig anmeldelse ikke kunne foretages) eller en eventuel frafald af sagen overfor de nævnte parter. Pr. den 22. december 2017 (cirkulæreskrivelsen) har kurator heller altså ikke kunnet tage denne endelige stilling.

NTs udtalelse af 14. november 2017 om endelig anmeldelse ultimo november er til brug overfor retten i Y2-by I anledning af stillingtagen til retssag (udsættelsen).

(...)"

Det fremgår af kurators redegørelse af 22. december 2017, at SKAT på tidspunktet for kurators udarbejdelse af denne havde meddelt konkursboet, at SKAT var af den opfattelse, at der var indtrådt konkursskattepligt. Det fremgår endvidere, at der var indgået et beløb på 10.846.062,58 kroner, som et aktiv i boet, hidrørende momsrefusionen samt et betydeligt rentebeløb.

I mail af 12. april 2018 fra ad hoc-kurator NK fremgår det, at selskabet modtog momsrefusionsbeløbet den 20. oktober 2017.

Advokat JL, R2, har ved mail af 24. april 2018 anmodet om at få en redegørelse for baggrunden for, at kurator den 3. december 2017 anmoder om SKAT om at træffe afgørelse om konkursskattepligt.

Kurator NJ har i mail af 25. april 2018 til advokat JL, R2, anført følgende i forhold til baggrunden for at anmode SKAT om at træffe afgørelse om konkursskattepligt:

"(…)

Efter det succesfulde arbejde med at tilbagesøge den i Y1-land inden konkursen erlagte moms var der udsigt til, at deri boet ville være fuld dækning til kreditorer med krav anmeldt efter konkurslovens § 97.

Vi kontaktede, som bekendt, derfor boets kreditorer for at bede kreditorerne opgøre og anmelde deres krav i henhold til konkurslovens § 98, så afslutningen af boet kunne påbegyndes.

I den forbindelse fik boet den 13. november 2017 telefonisk besked om, at der skulle afholdes et internt møde i SKAT, hvor sagen og spørgsmålet om konkursskattepligt for konkursboet skulle drøftes.

SKAT kunne derfor ikke opgøre deres endelige krav. Den 27. november 2017 blev boet igen kontaktet af SKAT telefonisk, hvor boet blev oplyst, at konkursskattepligt blev besluttet i afgørelsesform og at boet derfor skulle bede SKAT om at træffe en afgørelse herom. Den 3. december 2017 sendte boet derfor en kortfattet e-mail til SKAT, hvori der blev anmodet om en afgørelse vedrørende spørgsmålet om konkursskattepligt.

(…)"

Ved mail af 1. maj 2018 har sagsbehandleren i SKAT anført, at efter hans opfattelse var konkursboets endelige stillingtagen til anlæggelse af sag mod advokat og ledelse afhængig af, hvorvidt de anmeldte krav efter konkurslovens § 97 er endelige. Ifølge sagsbehandleren skulle kurator bruge en anmeldelse overfor retten for at begrunde enten retssagen, en eventuel udsættelse (idet endelig anmeldelse ikke kunne foretages) eller en eventuel frafald af sagen overfor de nævnte parter.

SKATs afgørelse

SKAT har den 21. december 2017 truffet afgørelse om, at selskabet er skattepligtigt i medfør af konkursskattelovens § 15, stk. 3. SKAT har i den forbindelse blandt andet anført følgende:

"(…)

Konkursboet er skattepligtigt

SKAT har modtaget henvendelse fra kurator R1

Det fremgår af henvendelse til SKAT d. 3. december 2017, at der til konkursboet nu er tilgået yderligere et aktiv nemlig EUR 1.009.630,30 samt renter EUR 445.035 svarende til DKK 10.910.439,74.

Beløbet hidrører fra refusion/tilbagebetaling af moms erlagt i Y1-land forud for konkursen. Selskabets indkomst har i de givne indkomstår været reduceret med den Y1-landske moms.

Konkursboets krav på tilbagebetaling af Y1-landsk moms har været omstridt. Selskabet anses at have erhvervet endelig ret til refusionen i 2017, hvorfor refusionen er en del af konkursindkomsten.

Selskabet har aflagt årsregnskab pr. 30/9.

Selskabet anses skattepligt af konkursindkomsten efter bestemmelserne i konkursskattelovens § 14 henholdsvis § 15 stk. 3.

Det følger af bestemmelsen § 15 stk. 3, at

Der kan senere træffes bestemmelse om skattepligt, hvis der indgår et aktiv i boet, som enten ikke var nævnt i bostyrets oplysninger efter stk. I, eller hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt. Det påhviler bostyret at give told-og skatteforvaltningen særskilt meddelelse om sådanne ændringer. Afgørelse om, at konkursindkomsten er skattepligtig, skal træffes inden fire uger fra meddelelsens modtagelse.

Selskabet er registreret med et underskud fra tidligere år stort kr. 4.684.980 til fremførsel i konkursboets indkomst.

Der henvises generelt til bestemmelserne i statsskatteloven.

(…)"

Skatteankestyrelsens afgørelse

Der kan i medfør af konkursskattelovens § 14, træffes bestemmelse om skattepligt, hvis det skønnes, at konkursindkomsten opgjort efter fradrag af tidligere års underskud overstiger 100.000 kr.

Bostyret skal indgive genpart af statusoversigten samt af redegørelsen til skattemyndigheden samtidig med fremsendelsen til fordringshaverne, jf. konkursskattelovens § 15, stk. 1. SKATs afgørelse om eventuel skattepligt skal træffes inden tre måneder efter modtagelsen af de i § 15, stk. 1 nævnte oplysninger, jf. konkursskattelovens § 15, stk. 2.

I medfør af konkursskattelovens § 15, stk. 3, kan der senere træffes bestemmelse om skattepligt, hvis der indgår et aktiv i boet, som enten ikke var nævnt i bostyrets oplysninger efter § 15, stk. 1, eller hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt.

SKAT skal træffe afgørelse om skattepligt senest fire uger efter at bostyret har givet SKAT meddelelse om, at der er indgået et aktiv i boet, jf. konkursskattelovens § 15, stk. 3, 3. punktum.

Det følger således af bestemmelsen i § 15, stk. 3, at der skal være erhvervet ret til aktivet, for at SKAT kan træffes afgørelse om skattepligt.

Det fremgår af bemærkningerne til konkursskattelovens § 15, stk. 3, L7 som fremsat 27. december 1990, at der skal sendes en særskilt og udtrykkelig meddelelse til SKAT:

"(...) Hvis der senere sker ændringer i boets aktiver, som ville have medført skattepligt, hvis skattemyndigheden havde kendt dem, kan myndigheden træffe ny afgørelse om skattepligt, jf. forslagets § 15, stk. 3. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der senere indgår et aktiv i boet, som enten ikke var omtalt i opgørelserne, eller hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt. Hvis en retshandel skal afkræftes for at et aktiv indgår i boet må tilhørsforholdet betragtes som omstridt. Det påhviler bostyret at sende udtrykkelig meddelelse om sådanne ændringer til skattemyndigheden, hvis eventuelle nye afgørelse skal foreligge inden fire uger fra modtagelsen af meddelelsen, hvis afgørelsen går ud på at ændre skattefrihed til skattepligt. Ellers forbliver boet skattefrit. (...)

Fristen er sat til fire uger svarende til den frist, der gælder for kreditorernes eventuelle anke af den afsluttende boopgørelse. Meddelelsen skal være særskilt. Heri ligger, at det ikke er tilstrækkeligt, hvis bo-styret nøjes med at fremsende en genpart af den afsluttende boopgørelse uden udtrykkeligt at angive, hvilke aktiver der er ny. (...)"

Det fremgår af kreditorinformation nr. 16 af 26. juli 2017, at den Y1-landske Skatteret den 18. juli 2017 kom med et forslag til forlig, af hvilket det fremgik, at 99 % af den i Y1-land betalte moms skulle tilbagebetales med renter. Parterne havde til den 8. august 2017 til at forkaste forliget, såfremt de ikke ønskede at tiltræde det.

På denne baggrund må boet anses for at have erhvervet ret til momsrefusionsbeløbet den 8. august 2017.

Skatteankestyrelsen finder ikke, at boet med kreditorinformation nr. 16 af 26. juli 2017 har givet SKAT særskilt og udtrykkelig besked om, at der er indgået et nyt aktiv i boet.

Det fremgår af bestemmelsen i konkursskattelovens § 15, stk. 3, at det er bostyret, der skal give SKAT besked om, at der er kommet nye aktiver i boet. Det kan dermed ikke udledes af bestemmelsens ordlyd, at SKAT skal rette henvendelse til boet for at sikre sig, at et aktiv er tilgået boet.

Det fremgår af sagens oplysninger, at der har været drøftelser mellem kurator og SKAT. Klageren har fremlagt intern mailkorrespondance fra november 2017 og ekstern mailkorrespondance fra april 2018, hvoraf det fremgår, at SKAT skulle være bekendt med, at boet havde erhvervet ret til momsrefusionsbeløbet.

Der foreligger ikke telefonnotater hos SKAT, der kan belyse, om der skulle være givet SKAT mundtligt besked herom.

SKAT har på den anden side oplyst, at kurator har henvendt sig, idet han ønskede at SKAT anmeldte alle krav overfor boet til brug for en udsættelse eller afvisning af retssagen.

Skatteankestyrelsen finder, at det ikke er tilstrækkeligt godtgjort af boet, at der er givet SKAT særskilt og udtrykkelig meddelelse om, at der var indgået et nyt aktiv i boet, jf. konkursskattelovens § 15, stk. 3.

Der er herved også lagt vægt på, at den til Skatteankestyrelsen fremsendte mailkorrespondance fra november 2017 og april 2018 alene refererer til samtaler med SKAT, hvor der skulle være givet SKAT besked om, at der var erhvervet ret til momsrefusionsbeløbet. Der er ligeledes lagt vægt på, at SKAT oplyser, at man har opfattet drøftelserne med kurator til brug for en retssag, en udsættelse af retssagen eller et frafald af sagen.

Boet har subsidiært påstået, at den fra Y1-land refunderede moms ikke er skattepligtig indkomst i boet.

Ifølge statsskattelovens § 4 er al indkomst som udgangspunkt skattepligtig. Der foreligger ikke tilstrækkelige oplysninger til, at styrelsen kan fastslå, at den refunderede Y1-landske moms ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst. Men styrelsen er enig med boet i, at der må tages endelig stilling til skattepligten af momsrefusionen i forbindelse med selvangivelse ved konkursboets afslutning.

Skatteankestyrelsen stadfæster dermed SKATs afgørelse.

…"

Forklaring

Der er afgivet forklaring af advokat NJ.

NJ har forklaret bl.a., at han fik sin advokatbestalling i 2017, og siden har været ansat hos R1, hvor han også var advokatfuldmægtig. Han har siden 2016 arbejdet med insolvensret, og overtog sagsbehandlingen af de såkaldte campingboer i foråret 2016. Der var oprindelig 20 konkursboer, og der resterer fortsat ca. 15 uafsluttede konkursboer.

SKAT havde i 2009 eller 2010 aflagt kontrolbesøg hos en række danske virksomheder, der forhandlede både og campingvogne fra Y1-land, hvor kunderne kunne erhverve både og campingvogne med Y1-landsk moms. SKAT rettede krav mod virksomhederne om efterbetaling af dansk moms, hvilket medførte at en række selskaber efterfølgende blev taget under konkursbehandling. Konkursboerne var i det væsentligste uden aktiver, men efterfølgende erstatningsog omstødelsessager har tilført boerne aktiver.

Der blev anlagt 3 prøvesager vedrørende tilbagesøgning af den erlagte Y1-landske moms, herunder vedrørende sagsøger, hvilket førte til tilbagebetaling af størstedelen af den erlagte Y1-landske moms. Vidnet har frigivet og tilbagebetalt en række sikkerhedsstillelser til SKAT, som havde stillet sikkerhed i forbindelse med retssagerne i Y1-land.

Det er vidnet, der har udarbejdet Kreditorinformation nr. 16 af 26. juli 2017. Han deltog den 18. juli 2017 i et retsmøde i Y4-by, hvor konkursboets Y1-landske advokater og de Y1-landske skattemyndigheder var til stede. Dommeren foreslog sagen forligt, således at 99% af den Y1-landske moms + renter skulle tilbagebetales til konkursboet. Boet var tilfreds med forliget, der dog krævede samtykke fra kreditorerne, hvorfor kreditorinformationen blev udsendt med frist til at fremkomme med eventuelle indsigelser. Der fremkom ikke indsigelser fra kreditorerne. Selvom det ikke fremgår af Kreditorinformation nr. 16, var det de Y1-landske skattemyndigheder, der foreslog at forlige sagen mod tilbagebetaling af ca. 99% af den Y1-landske moms + renter. Vidnet mener ikke, at boet efterfølgende fik tilsendt en retsbog, og han er ikke i besiddelse af dokumenter, hvoraf fremgår, at han efter den 8. august 2017 har meddelt kreditorerne, at forliget var endeligt.

NT var vidnets primære kontakt hos SKAT. Forevist mail af 13. november 2017 fra vidnet til advokat PM, forklarede vidnet, at han, på grund af den forløbne tid, ikke i detaljer kan huske telefonsamtalen med NT, men ånden i samtalen var, at den Y1-landske moms var blevet udbetalt, hvilket skete den 20. oktober 2017. Der blev ikke udarbejdet telefonnotater. På grund af den verserende erstatningssag i H1 A/S under konkurs havde kurator brug for en teoretisk dividendeberegning og en opdateret opgørelse over kreditorernes krav, hvilket også er baggrunden for vidnets mail af 15. november 2017 om fristudsættelse til retten i Y2-by. Der var løbende dialog mellem konkursboerne og SKAT, som var den største kreditor i stort set samtlige konkursboer. Vidnet vil formode, at han i perioden fra august til oktober 2017 har været i kontakt med SKAT, men han husker det ikke med sikkerhed.

NT havde bedt vidnet om at anmode SKAT om at træffe afgørelse vedrørende spørgsmålet om konkursskattepligt, hvilket vidnet gjorde ved mail af 3. december 2017. På dette tidspunkt var SKAT vidende om, at den Y1-landske moms var tilgået konkursboet som et aktiv, og vidnet kan ikke forestille sig, at han ikke forinden havde oplyst overfor SKAT, at ingen af boets kreditorer havde gjort indsigelse mod forligsforslaget.

Advokat JL, der både før og efter konkursen repræsenterede kapitalejeren i H1 A/S, havde bedt om en statusopdatering, hvilket skete ved vidnets mail af 25. april 2018.

Vidnet husker ikke, hvornår SKAT indgav den endelige anmeldelse, men vil ikke afvise, at dette først skete i 2018. Vidnet har ikke indgivet selvangivelse for konkursboet.

Parternes synspunkter

H1 A/S under konkurs har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

OPSUMMERENDE SAGSFREMSTLLING OG ANBRINGENDER

Nærværende sag omhandler, hvorvidt Gældsstyrelsen rettidigt har truffet afgørelse om konkursskattepligt, jf. konkursskattelovens § 15, stk. 3.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at Gældsstyrelsen ikke har overholdt 4-ugers fristen, jf. konkursskattelovens § 15, stk. 3, sidste pkt., og at konkursboet derfor ikke er skattepligtigt.

---o0o---

H1 A/S (herefter "H1") blev taget under konkursbehandling ved dekret afsagt af skifteretten i Y2-by den 21. februar 2011, jf. ekstraktens side 81. Advokat KB blev udpeget som kurator.

På baggrund af anmodning fra kurator i H1, advokat KB, blev undertegnede ved retsbog af 15. januar 2018 udpeget som ad hoc kurator med henblik på at vurdere, om Gældsstyrelsens afgørelse af 21. december 2017 (ekstraktens side 137-139) om konkursskattepligt for H1 skulle påklages, herunder til at føre klagesagen.

Ad hoc kurator påklagede Gældsstyrelsens afgørelse af 21. december 2017 til Skatteankestyrelsen den 19. marts 2018. Skatteankestyrelsen traf afgørelse i sagen den 8. juni 2018 (ekstraktens side 1-20), hvor Gældsstyrelsens afgørelse blev stadfæstet, hvilket var baggrunden for indbringelse af nærværende sag.

Det bemærkes derudover, at sagsøger ikke anerkender, at boet opfylder de grundlæggende betingelser for skattepligt, herunder at konkursindkomsten efter fradrag af tidligere års underskud vil overstige kr. 100.000, jf. konkursskattelovens § 14.

Af Skatteankestyrelsens afgørelse af 8. juni 2018, side 18 (ekstraktens side 19) fremgår endvidere;

"Men styrelsen er enig med boet i, at der må tages endelig stilling til skattepligten af momsrefusionen i forbindelse med selvangivelse ved konkursboets afslutning."

Sagsanlægget i nærværende sag var nødvendiggjort for at overholde fristen for sagsanlæg vedrørende det formelle i forhold til Skatteforvaltningens pligter i henhold til konkursskattelovens § 15, stk. 3. Selvangivelse skal først udarbejdes i forbindelse med boets afslutning, såfremt boet er skattepligtigt.

---o0o---

Der har verseret tre prøvesager i Y1-land, herunder den ene i regi af H1, om tilbagebetaling af Y1-landsk moms, idet det nu konkursramte selskabs (tidligere) Y1-landske datterselskab, som mellemhandler, havde angivet og betalt Y1-landsk moms af selskabets handler med danske kunder i perioden 1. juli 2006 til 30. juni 2009. Anmodningen om tilbagebetaling af den Y1-landske moms skete på baggrund af, at selskaberne, herunder H1, blev efteropkrævet moms for de ovennævnte salg af de danske skattemyndigheder i den nævnte periode. Det danske momskrav blev efterfølgende nedsat fra 25 % til 20 % af omsætningen.

Sagerne i Y1-land, herunder sagen vedrørende H1, resulterede i tilbagebetaling af 99 % af den erlagte Y1-landske moms samt renter (ekstraktens side 123). I nærværende sag i alt kr. 10.846.062,58, som blev tilført boet.

Det omtvistede i nærværende sag er, hvorvidt Gældsstyrelsen ved afgørelse af 21. december 2017 rettidig traf afgørelse om konkursskattepligt for H1, jf. konkursskattelovens § 15, stk. 3.

Den 26. juli 2017 udsendte kurator i H1 kreditorinformation nr. 16 (ekstraktens side 123-124) til kreditorerne i H1. Denne kreditorinformation omhandlede forliget vedrørende tilbagebetaling af den Y1-landske moms og renter.

Det fremgår af kreditorinformation nr. 16:

"[…]

Dette betyder, at det totale momsbeløb, der vil blive tilbagebetalt vil være € 1.009.690,30 (cirka kr. 7.572.677,00). Hertil kommer, at momsen betalt i det enkelte indkomstår også forrentes.

[…]

Da sagen vedrører tilbagebetaling af moms, vil det være de Y1-landske skattemyndigheder, der skal foretage den endelige beregning af rentebeløbet. Konkursboets Y1-landske advokater har dog beregnet rentebeløbet til i alt € 445.035,00 (cirka kr. 3.337.762,00). Dette betyder, at det totale beløb inklusive renter, som de Y1-landske skattemyndigheder skal betale udgør kr. 10.910.439,74.

[…]

Konkursboet agter at tiltræde det foreslåede forlig. […] Dette betyder, at forliget vil være endeligt den 8. august 2017. […] (undertegnede fremhævning)

Såfremt der måtte være kreditorer, der ikke er enige med boet, bedes indsigelser sendt til kurator inden torsdag den 3. august 2017."

Der fremkom ikke indsigelser, hvorfor forliget den 8. august 2017 stod ved magt.

Kreditorinformation nr. 16 var en særskilt meddelelse til kreditorerne, som alene omhandlede forliget vedrørende tilbagebetaling af den Y1-landske moms og renter. Det gøres gældende, at Gældsstyrelsen således den 26. juli 2017 kendte til aktivets størrelse.

Det gøres gældende, at aktivet, bestående af den tilbagebetalte Y1-landske moms og renter, var omtvistet indtil der blev indgået forlig med de Y1-landske skattemyndigheder, hvilket forlig blev endeligt den 8. august 2017, hvorefter aktivet uomtvisteligt tilhørte boet, jf. ovenfor.

Det følger tillige af Skatteankestyrelsens afgørelse af 8. juni 2018, side 17 (ekstraktens side 18), at;

"Det fremgår af kreditorinformation nr. 16 af 26. juli 2017, at den Y1-landske Skatteret den 18. juli 2017 kom med et forslag til forlig, af hvilket det fremgik, at 99 % af den i Y1-land betalte moms skulle tilbagebetales med renter. Parterne havde til den 8. august 2017 til at forkaste forliget, såfremt de ikke ønskede at tiltræde det.

På denne baggrund må boet anses for at have erhvervet ret til momsrefusionsbeløbet den 8. august 2017."

Kravet og aktivets tilhør til boet er således også efter Skatteankestyrelsens opfattelse endeligt afklaret den 8. august 2017.

Det gøres videre gældende, at kurator i H1 løbende har haft korrespondance med Gældsstyrelsen vedrørende sagen og sager med lignende problemstilling, herunder både før og efter den 8. august 2017, hvor forliget med de Y1-landske skattemyndigheder var endeligt.

Kurator har været i telefonisk kontakt med Gældsstyrelsen den 13. november 2017, hvilket fremgår af e-mail af 25. april 2018 (ekstraktens side 164) fra kurator v/ advokat NJ, R1 til advokat JL, R2 P/S;

"Kære JL

Efter det succesfulde arbejde med at tilbagesøge den i Y1-land inden konkursen erlagte moms var der udsigt til, at der i boet ville være fuld dækning til kreditorer med krav anmeldt efter konkurslovens § 97. Vi kontaktede, som bekendt, derfor boets kreditorer for at bede kreditorerne opgøre og anmelde deres krav i henhold til konkurslovens § 98, så afslutningen af boet kunne påbegyndes.

I den forbindelse fik boet den 13. november 2017 telefonisk besked om, at der skulle afholdes et internt møde i SKAT, hvor sagen og spørgsmålet om konkursskattepligt for konkursboet skulle drøftes. SKAT kunne derfor ikke opgøre deres endelige krav. Den 27. november 2017 blev boet igen kontaktet af SKAT telefonisk, hvor boet blev oplyst, at konkursskattepligt blev besluttet i afgørelsesform og at boet derfor skulle bede SKAT om at træffe en afgørelse herom. Den 3. december 2017 sendte boet derfor en kortfattet e-mail til SKAT, hvori der blev anmodet om en afgørelse vedrørende spørgsmålet om konkursskattepligt. E-mailen er vedhæftet. (undertegnede fremhævning)

Med venlig hilsen NJ"

I e-mail af 13. november 2017 (ekstraktens side 129) mellem advokat NJ og advokat PM, begge R1, er blandt andet også refereret til samtale med Gældsstyrelsen den 13. november 2017 vedrørende blandt andet overnævnte sag. Af e-mailen fremgår;

"Han [undertegnedes bemærkning; NT] kunne også oplyse, at de skal afklare, om de mener, at der indtræder konkursskattepligt, da der nu er kommet 10 millioner i boet."

Af tidsregistreringsudskrift (ekstraktens side 130) fra kurator vedrørende sagen fremgår endvidere, at NJ talte med NT fra Gældsstyrelsen den 13. november 2017 og den 14. november 2017.

Det gøres gældende, at Gældsstyrelsen inden eller senest i forbindelse med telefonsamtalen med kurator v/ advokat NJ den 13. november 2017 har været bekendt med, at boet var tilført aktivet i form af den Y1-landske moms og renter, herunder spørgsmålet om stillingtagen til konkursskattepligt, idet Gældsstyrelsen på dette tidspunkt oplyser, at der skal afholdes et internt møde om konkursskattepligt, jf. e-mail af 25. april 2018 (ekstraktens side 164).

I e-mail af 15. november 2017 (ekstraktens side 131-133) til retten i Y2-by vedrørende en omstødelsesog erstatningsansvarssag anlagt af H1 har advokat NJ på vegne af boet skrevet til retten i Y2-by:

"Opgørelsen af boets tab i anledning af skævdelingen af restkøbesummen fra virksomhedsover-dragelsen er afhængig af, at de anmeldte krav efter konkurslovens § 97 er endelige.

I den forbindelse har SKAT meddelt (vedhæftet), at den endelige opgørelse af SKATs § 97 og § 98-krav først forventes at kunne ske ultimo november 2017.

SKAT har telefonisk oplyst, at dette skyldes, at der tidligere er givet fradrag for momsefterbetalingen, og da det nu er lykkedes konkursboet at søge den Y1-landske moms retur, skal SKAT vurdere, hvorvidt dette giver anledning til yderligere korrektioner med betydning for deres § 97-krav.

På baggrund heraf er det ikke muligt at meddele boets stillingtagen til, hvad der videre skal ske i sagen, inden den af retten fastsatte frist den 20. november 2017."

Af e-mailen af 15. november 2017 fremgår, at Gældsstyrelsen har fået meddelelse om, at aktivet i form af den Y1-landske moms samt renter var tilgået H1 og var blevet en del af konkursbomassen, hvorfor Gældsstyrelsen har skullet overveje om dette ville få betydning for deres anmeldte § 97krav, idet en skattepligt blandt andet ville medføre en korrektion af Gældsstyrelsens anmeldte § 97-krav.

Det gøres gældende, at der i perioden fra den 13. november 2017 til den 21. december 2017, hvor det daværende SKAT (nu Gældsstyrelsen) traf afgørelse om konkursskattepligt for boet, ikke blev givet yderligere oplysninger til Gældsstyrelsen, som Gældsstyrelsen ikke allerede var i besiddelse af/havde kendskab til, hvorfor grundlaget for at træffe afgørelsen om skattepligt har været til stede senest den 13. november 2017.

Sagsøger gør således gældende, at Gældsstyrelsen har været bekendt med indgåelse af forliget og aktivets tilhør til boet tidligere end 4 uger før afgørelsen om skattepligt blev truffet.

Den 3. december 2017 sender kurator en e-mail (ekstraktens side 135) til Gældsstyrelsen, hvori kurator anmoder Gældsstyrelsen om at træffe afgørelse om spørgsmålet om konkursskattepligt.

Denne e-mail indeholder ikke oplysninger om størrelsen af aktivet m.v., og indeholder således ikke oplysninger, der gør Gældsstyrelsen i stand til at træffe afgørelse om konkursskattepligt.

Det gøres gældende, at e-mail af 3. december 2017 fra advokat NJ til Gældsstyrelsen alene kan anses som en yderligere meddelelse til Gældsstyrelsen, idet denne ikke angiver noget om størrelsen af det tilførte aktiv, hvorfor dette understreger, at Gældsstyrelsen tidligere har været fuldt ud bekendt hermed, herunder at Gældsstyrelsen tidligere har haft grundlaget for at træffe afgørelsen om konkursskattepligt.

Det gøres gældende, at der ikke er nogen hensyn, der begrunder, at Gældsstyrelsen skal have yderligere særskilt meddelelse.

Det gøres videre gældende, at 4 ugers fristen i konkursskatteloven § 15, stk. 3, skærper skattemyndighedens frist til at agere i forhold til spørgsmålet om konkursskattepligt, hvilket er et hensyn til konkursbobehandlingen og af hensyn til de øvrige kreditorer. Det gøres gældende, at det ikke kan have været hensigten, at Gældsstyrelsen skal stilles bedre end de øvrige kreditorer i boet. Dette understreges tillige af den skærpede frist på 4 uger, jf. konkursskatteloven § 15, stk. 3, ctr. konkursskatteloven § 15, stk. 2, jf. stk. 1.

Ad hoc kurator har ved stævningen opfordret (1) sagsøgte til at oplyse, hvem der deltog i internt møde hos Gældsstyrelsen den 23. november 2017 vedrørende drøftelse af spørgsmålet om konkursskattepligt, og (2) oplyse om der blev afholdt flere møder samt (3) at fremlægge referat fra mødet/møderne.

Ad hoc kurator har derudover opfordret (4) sagsøger til at fremlægge telefonnotater vedrørende telefonsamtaler med kurator vedrørende sagen samt opfordret (5) til at oplyse, om baggrunden for indkaldelse til det nævnte møde den 23. november 2017.

Det gøres gældende, at det har væsentligt betydning for sagen, hvilke overvejelser og vurderinger, der blev drøftet på mødet den 23. november 2017 hos Gældsstyrelsen, og at referatet eller dele heraf kunne være fremlagt i sagen.

Det må tillægges processuel skadevirkning, at sagsøgte ikke har besvaret eller kun delvist har besvaret sagsøgers opfordringer.

Sagsøger gør gældende, at de af sagsøgte fremsatte opfordringer er besvaret ved de fremlagte bilag.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

SAGENS TEMA OG FAKTISKE RAMME

Sagen angår prøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 8. juni 2018 (bilag 3), hvorved ankestyrelsen stadfæstede SKATs afgørelse af 21. december 2017 (bilag 2) om, at det sagsøgende selskab er skattepligtigt i medfør af konkursskattelovens § 15, stk. 3.

Boets indsigelse mod den indbragte afgørelse er af formel karakter, nemlig at SKAT (nu Gældsstyrelsen) ikke rettidigt traf afgørelse om skattepligten, jf. konkursskattelovens § 15, stk. 3, 3. pkt. Spørgsmålet er nærmere, om konkursboet har godtgjort, at boet havde givet skatteforvaltningen en sådan særskilt meddelelse som påkrævet i henhold til konkursskattelovens § 15, stk. 3, 2. pkt., tidligere end 4 uger, forinden SKAT den 21. december 2017 traf afgørelse om, at boet er skattepligtigt.

Der er enighed om, at sagen alene angår dette spørgsmål, og retten skal således ikke tage stilling til andre spørgsmål om boets skattepligt, herunder den beløbsmæssige skatteansættelse af boet.

Sagens faktiske omstændigheder er beskrevet i SKATs og Skatteankestyrelses afgørelser. Stævningen indeholder en sagsfremstilling, der imidlertid også indeholder flere anbringender, som ministeriet ikke kan tiltræde, jf. bl.a. stævningen, side 4, næstsidste afsnit, og side 6, 3.-4. afsnit.

Sagen udspringer af, at H1 A/S (tidligere G2, Y2-by A/S) blev taget under konkursbehandling ved dekret afsagt af Retten i Y2-by den 21. februar 2011.

I kurators redegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 2, af 22. juni 2011 (bilag A) var aktiverne angivet til 0 kr. Der blev derfor ikke truffet beslutning af SKAT om konkursskattepligt i forbindelse med konkursens indtræden, og det er uomtvistet, at der ikke var grundlag for en sådan beslutning. Det fremgik af redegørelsens pkt. 2 A om fordringer, at selskabet efter det oplyste havde ganske få fordringer mod diverse debitorer. Der var ikke nævnt noget om et eventuelt tilbagebetalingskrav angående Y1-landsk moms.

Årene gik, og af kurators redegørelse i medfør af konkurslovens § 125, stk. 4, af 21. juni 2017 (bilag B) fremgik, at de samlede aktiver udgjorde 9.473.873,64 kr. Af pkt. 1.3, Y1-landsk moms, fremgik, at dette aktiv - henset til usikkerheden forbundet med et potentielt tilbagesøgningskrav - blev medtaget med 0 kr. Det fremgik afslutningsvis, at næste redegørelse i medfør af konkurslovens § 125, stk. 4, ville blive udsendt senest den 21. december 2017.

Det må lægges til grund, at dette eventuelle tilgodehavende angående Y1-landsk moms også i tidligere redegørelser var medtaget med 0 kr. Først ved redegørelsen af 22. december 2017 - dvs. ca. 6 et halvt år efter kurators redegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 2 - blev dette ændret, jf. herom nedenfor.

I stævningen, side 3, citeres fra kreditorinformation nr. 16 af 26. juli 2017 (bilag 4), men der udelades væsentlige dele, herunder kurators forbehold om (side 2, nederst), at det "skal understreges, at beløbet er et estimat for så vidt angår forrentningen", hvortil kommer udgifter til tilbagesøgningsprocessen, og "skal (…) understreges, at de Y1-landske skattemyndigheder også har mulighed for at opsige forliget".

Kreditorinformation nr. 16 blev udsendt til alle boets kreditorer, og disse havde ifølge skrivelsen mulighed for at rejse indsigelse. Boet blev i svarskriftet, side 3, opfordret (1) til at oplyse og dokumentere, hvornår forliget blev indgået. Boet blev i denne forbindelse videre opfordret (2) til at oplyse, hvorvidt boet gav SKAT skriftlig meddelelse om, at forliget var tiltrådt og indgået - og i bekræftende fald fremlægge dokumentation herfor.

Boet har ikke med bemærkningerne i replikken, side 2, nederst, opfyldt ministeriets opfordring (1) om at oplyse og dokumentere, hvornår forlig med de Y1-landske skattemyndigheder blev indgået. Boet har altså ikke oplyst og dokumenteret indgåelsen af forlig. Boet har heller ikke opfyldt ministeriets opfordring (2) om i den forbindelse at oplyse og dokumentere, hvorvidt boet gav SKAT skriftlig meddelelse om, at forlig var indgået. Det må derfor lægges til grund, at boet ikke gav SKAT skriftlig meddelelse om, at forlig var tiltrådt og indgået.

Gældsstyrelsen har oplyst, at der ikke ses at have været korrespondance mellem konkursboet og SKAT i perioden fra den 26. juli 2017 (kreditorinformation nr. 16) og indtil den 6. november 2017 (jf. nedenfor om bilag C). Boet har da heller ikke fremlagt nogen korrespondance mellem boet og SKAT i dette tidsrum. Gældsstyrelsen har desuden oplyst, at der efter styrelsens erindring heller ikke var telefoniske drøftelser mellem boet og SKAT i denne periode.

Det bemærkes i denne forbindelse, at det blev anført flere steder i stævningen, f.eks. side 4, 4. afsnit, at der har verseret tre prøvesager vedrørende tilbagebetaling af Y1-landsk moms, som er endt med tilbagebetaling af størstedelen af den Y1-landske moms, og at kurator "løbende [har] været i dialog med Gældsstyrelsen vedrørende alle tre sager". Ministeriet anførte i svarskriftet, at ministeriet antog, at der herved sigtes til den fremlagte korrespondance, og at boet - ifald boet i øvrigt måtte ønske at påberåbe sig "dialog med Gældsstyrelsen" - må konkretisere dette og fremlægge dokumentation herfor. Boet har imidlertid ikke konkretiseret dette, endsige dokumenteret at der var korrespondance/dialog mellem boet og SKAT i tiden fra 26. juli 2017 og indtil den 6. november 2017.

I denne forbindelse blev boet i svarskriftet videre opfordret (3) til at angive datoen for hver af de telefonsamtaler, som ifølge sagsøgeren fandt sted mellem kurator og SKAT i tidsrummet fra 8. september 2017 og frem til SKATs afgørelse om konkursskattepligt af 21. december samme år med angivelse af, hvilken af SKATs medarbejdere kurator talte med. Denne opfordring har sagsøgeren ikke opfyldt, og boet har derfor ikke dokumenteret, at der var telefoniske drøftelser mellem boet og SKAT i perioden, jf. dog nedenfor om en samtale af 6. november 2017 og samtaler medio november 2017, jf. også bilag 7.

I en e-mail af 6. november 2017 fra advokat NJ til SKAT (bilag C) fremgår - under emnet "H1 A/S under konkurs" - at han har forsøgt at ringe angående dette konkursbo. Af samme bilag fremgår, at denne e-mail blev sendt videre internt i SKAT den 13. november, og der blev henvist til, at SKATs sagsbehandler havde talt med advokat NJ for en uge siden.

Kurator har fremlagt en intern e-mail af 13. november 2017 fra advokat NJ til advokat PM (bilag 7), hvoraf fremgår:

"Han [SKATs sagsbehandler NT] kunne oplyse, at de skal afklare, om de mener, at der indtræder konkursskattepligt, da der nu er kommet 10 millioner i boet. Jeg havde alene forstået på NM, at det var et spørgsmål om, hvorvidt det fradrag, der er givet for "dobbeltmomsen" skulle nægtes, når nu den Y1-landske moms er kommet retur." (mine understregninger)

Mailen udgør ikke et egentligt referat med klar angivelse af, hvem der udtalte hvad. Det er derfor bl.a. uklart, om det understregede blev udtalt under samtalen - og i givet fald af hvem - eller er en intern information fra advokat NJ til advokat PM.

Gældsstyrelsen har om denne samtale oplyst, at styrelsens medarbejdere ikke gav udtryk for de understregede udsagn. Ifølge Gældsstyrelsen havde styrelsen i juli-november 2017 alene kendskab til, at der var mulighed for, at boet blev skattepligtigt, fordi der eventuelt ville tilgå boet et beløb som beskrevet i kreditorinformation nr. 16 af 26. juli 2017, jf. således også Gældsstyrelsens skrivelse til Skatteankestyrelsen af 13. april 2018 (bilag F, bl.a. side 2, midt for, og side 4, øverst). Det var efter Gældsstyrelsens opfattelse således først med kurators redegørelse af 22. december 2017 (bilag D), jf. herom nedenfor, at SKAT fik en særskilt meddelelse om, at der var indgået et nyt aktiv i boet, jf. konkursskattelovens § 15, stk. 3, 2. pkt.

Sagsøgeren har desuden fremlagt en e-mail af 15. november 2017 fra advokat NJ til Retten i Y2-by (bilag 5). Det fremgår heraf, at SKAT har meddelt, at den endelige opgørelse af SKATs § 97og § 98-krav i boet først forventes at kunne ske ultimo november 2017 (bilag 5, side 3). Det fremgår videre af e-mailen:

"SKAT har telefonisk oplyst, at dette skyldes, at der tidligere er givet fradrag for momsefterbetalingen, og da det nu er lykkedes konkursboet at søge den Y1-landske moms retur, skal SKAT vurdere, hvorvidt dette giver anledning til yderligere korrektioner med betydning for deres § 97-krav."

Denne e-mail udgør heller ikke et egentligt referat, som angiver, hvem der udtalte hvad. Det fremgår ikke af e-mailen, hvilke oplysninger der blev afgivet under samtalen, henholdsvis blev oplyst af advokat NJ. Gældsstyrelsen har oplyst, at det ikke blev udtalt under denne samtale, at "det nu er lykkedes konkursboet at søge den Y1-landske moms retur", jf. også styrelsens skrivelse af 13. april 2018 til Skatteankestyrelsens (bilag F), side 4, midt for. Som anført har Gældsstyrelsen oplyst, at styrelsen på dette tidspunkt kun havde kendskab til, at der var mulighed for, at der ville tilgå boet et beløb.

Den 23. november 2017 blev holdt et møde i SKAT med deltagelse af de medarbejdere, der varetog kontakten til de konkursboer, der havde rejst tilbagebetalingskrav mod de Y1-landske myndighederne vedrørende moms. Gældsstyrelsen har til besvarelse af sagsøgerens opfordring herom oplyst, at NM, NT, ØP og NF, alle fra SKAT, deltog i dette møde.

På mødet drøftede SKATs medarbejdere den skattemæssige behandling ved en eventuel tilbagesøgning af Y1-landsk moms, herunder spørgsmål om periodisering af en eventuel beskatning. Referatet fra mødet er imidlertid et internt arbejdsdokument, som indeholder SKATs overvejelser og vurderinger. Dokumentet indeholder ikke oplysninger om sagens faktiske grundlag, endsige faktiske oplysninger som er relevante for sagens afgørelse. Referatet ville derfor også være undtaget fra aktindsigt, jf. forvaltningslovens §§ 12, 13 og 14 a, stk. 1, hvilket sagsøgeren dog så vidt vides ikke har anmodet om. På den baggrund er dokumentet ikke fremlagt.

Gældsstyrelsen har oplyst, at der ikke blev afholdt andre møder angående - eventuel - konkursskattepligt.

Endelig har Gældsstyrelsen oplyst, at der ikke forefindes notater om telefonsamtaler med kurator vedrørende sagen. Det fremgår tilsvarende af Skatteankestyrelsens afgørelse (bilag 3, side 3, nederst), at SKAT oplyste til ankestyrelsen, at der ikke blev udarbejdet telefonnotater angående de samtaler, man havde haft med kurator.

Ministeriet har med disse oplysninger besvaret boets opfordringer, så vidt det er muligt, og der er ikke grundlag for at tillægge ministeriets besvarelser nogen processuelle skadevirkninger for ministeriet, jf. modsat replikken, side 3, øverst.

Advokat NJ anmodede ved e-mail af 3. december 2017 SKAT om at træffe afgørelse vedrørende spørgsmålet om konkursskattepligt.

Gældsstyrelsen traf den 21. december 2017 afgørelse om, at konkursboet er skattepligtigt (bilag 2). Det fremgår af afgørelsen, side 1, nederst, at selskabet var registreret med et underskud fra tidligere år på 4.684.980 kr. til fremførsel i konkursboets indkomst.

Af kurators redegørelse i medfør af konkurslovens § 125, stk. 4, af 22. december 2017 (bilag D) fremgik det, at indestående udgjorde 20.379.459,68 kr. Stigningen i forhold til den omtalte redegørelse af 21. juni 2017 (bilag B) skyldtes, at der tilgik boet 10.846.062,58 kr. i anledning af forliget med de Y1-landske myndigheder, jf. nærmere redegørelsens pkt. 5.

Det fremgår af Skatteankestyrelsens afgørelse, side 4, midt for, at boet modtog beløbet den 20. oktober 2017. Dette fik Gældsstyrelsen først oplyst - efter forespørgsel - af kurator den 12. april 2018, jf. mailkorrespondance af denne dato (bilag E).

ANBRINGENDER

Skatteministeriet gør - i overensstemmelse med SKATs afgørelse som stadfæstet af Skatteankestyrelsen - overordnet gældende, at konkursboet ikke har godtgjort, at boet tidligere end 4 uger før SKATs afgørelse om skattepligt af 21. december 2007 havde givet en særskilt meddelelse om, at der var indgået et nyt aktiv i boet, jf. konkursskattelovens § 15, stk. 3, 2. pkt. Derfor har SKAT ikke overskredet fristen på fire uger fra modtagelse af en sådan meddelelse, jf. stk. 3, 3. pkt.

Det følger af konkursskattelovens § 15, stk. 3, 2. pkt., at det påhviler bostyret at give skatteforvaltningen særskilt meddelelse om "sådanne ændringer", dvs. hvis der indgår et aktiv i boet, som enten ikke var nævnt i kurators oprindelige redegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 2, eller hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt, jf. konkursskattelovens stk. 3, 1. pkt.

Konkursskattelovens § 15 stammer fra lov nr. 359 af 6. juni 1991. Af lovforslagets bemærkninger til § 15, stk. 3, følger (L7 1991, mine understregninger):

"Hvis der senere sker ændringer i boets aktiver, som ville have medført skattepligt, hvis skattemyndigheden havde kendt dem, kan myndigheden træffe ny afgørelse om skattepligt, jf. forslagets § 15, stk. 3. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der senere indgår et aktiv i boet, som enten ikke var omtalt i opgørelserne, eller hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt. Hvis en retshandel skal afkræftes for at et aktiv indgår i boet må tilhørsforholdet betragtes som omstridt. Det påhviler bostyret at sende udtrykkelig meddelelse om sådanne ændringer til skattemyndigheden, hvis eventuelle nye afgørelse skal foreligge inden fire uger fra modtagelsen af meddelelsen, hvis afgørelsen går ud på at ændre skattefrihed til skattepligt.

(…)

Fristen er sat til fire uger svarende til den frist, der gælder for kreditorernes eventuelle anke af den afsluttende boopgørelse. Meddelelsen skal være særskilt. Heri ligger, at det ikke er tilstrækkeligt, hvis bostyret nøjes med at fremsende en genpart af den afsluttende boopgørelse uden udtrykkeligt at angive, hvilke aktiver der er ny."

Til konkursskatteloven knytter sig cirkulære nr. 68 af 20. maj 1992. Af cirkulærets pkt. 19 fremgår i overensstemmelse med de citerede forarbejder, at det påhviler bostyret at sende udtrykkelig meddelelse til skattemyndighederne, hvis der senere indgår et aktiv i boet, som enten ikke var omtalt i bostyrets oprindelige oplysninger, eller hvis tilhørsforhold til boet måtte anses for usikkert eller omstridt, og at kravet om særskilt oplysning ikke er opfyldt, hvis boet blot nøjes med at fremsende en genpart af den endelige boopgørelse uden at angive, hvilke aktiver, der er nye.

Efter ordlyden og forarbejderne må konkursskattelovens § 15, stk. 3, 2. pkt., forstås sådan, at kurator skal sende en særskilt meddelelse til skatteforvaltningen, som udtrykkeligt angiver den pågældende ændring, herunder at det ikke længere er omtvistet, hvorvidt et givet aktiv indgår i boet. Med andre ord skal kurator give en klar og utvetydig meddelelse til skattemyndighederne om, at der er indgået et nyt aktiv i boet. Fristen løber først fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne har modtaget en sådan udtrykkelig meddelelse.

Der er ikke holdepunkter for boets anbringende i stævningen, side 7, næstsidste "at", om, at fristen på 4 uger "skærper skattemyndighedens frist til at agere i forhold til spørgsmålet om konkursskattepligt". Det følger derimod af både lovteksten og bemærkningerne, at det er kurator, der er pålagt en handlepligt, som alene kan opfyldes ved at sende en særskilt og udtrykkelig meddelelse til skatteforvaltningen. At der stilles strenge krav til klarheden af kurators meddelelse er en naturlig følge af, at fristen på 4 uger er præklusiv.

Det er ikke en forudsætning for, at der kan træffes afgørelse om skattepligt som følge af ændringer, at der forinden er afgivet en meddelelse ifølge § 15, stk. 3, 2. pkt. Men 4-ugers fristen i stk. 3, 3. pkt., løber først fra det tidspunkt, hvor boet måtte have afgivet en behørig meddelelse.

Det påhviler kurator at løfte bevisbyrden for, at der blev givet en meddelelse til skatteforvaltningen, som opfylder kravene i konkursskattelovens § 15, stk. 3, 2. pkt.

Sagsøgeren har ikke løftet bevisbyrden for, at der tidligere end 4 uger før SKATs afgørelse om skattepligt af 21. december 2017 var givet en sådan meddelelse fra kurator til SKAT.

I den foreliggende sag fremgik det af kurators redegørelse i medfør af konkurslovens § 125, stk. 4, af 21. juni 2017 (bilag B), at kravet på Y1-landsk moms - henset til usikkerheden forbundet med et potentielt tilbagesøgningskrav - blev medtaget med 0 kr.

Sagsøgeren skal føre bevis for, at kurator i tidsrummet herefter - og senest 4 uger før SKATs afgørelse af 21. december 2017 - gav SKAT den påkrævede meddelelse om, at beløbet ikke længere var omtvistet, men med sikkerhed ville tilgå boet. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Det var først ved redegørelsen af 22. december 2017 (bilag D), at skatteforvaltningen fik en klar meddelelse om, at forligt var endeligt, og at pengene var tilgået boet. SKAT traf således afgørelse om skattepligt, selvom 4-ugersfristen ikke var begyndt at løbe. Dette skete på grundlag af kurators anmodning af 3. december 2017, hvorved kurator anmodede SKAT om at træffe afgørelse vedrørende spørgsmålet om konkursskattepligt.

Kreditorinformation nr. 16 af 26. juli 2017 opfylder ikke betingelserne om en særskilt og udtrykkelig meddelelse om, at et aktiv er tilgået boet. Denne havde karakter af en generel meddelelse til alle kreditorer, og der var knyttet en række væsentlige forbehold til, hvorvidt et aktiv ville tilgå boet og til størrelsen heraf. Der foreligger som beskrevet ovenfor ingen dokumentation for, at kurator i tilknytning til denne kreditorinformation gav skatteforvaltningen meddelelse om, at der blev indgået forlig, og at aktiver derfor ikke længere var omtvistet. Sagsøgeren har trods opfordret hertil ikke godtgjort, at SKAT i september-november modtog oplysning fra kurator om, at forliget var indgået.

Endelig har sagsøgeren ikke godtgjort, at der telefonisk blev givet SKAT en sådan udtrykkelig meddelelse, som kræves for at udløse 4-ugers fristen. Denne bevisbyrde har sagsøgeren heller ikke løftet ved fremlæggelse af diverse e-mails, jf. ovenfor afsnit 2.

Det fremgår af de citerede bemærkninger til konkursskatteloven, at det påhviler bostyret at "sende udtrykkelig meddelelse", og det er dermed klart og naturligt forudsat, at meddelelse afgives skriftligt. Det ville være ganske enkelt for kurator at afgive en sådan skriftlig meddelelse og herved undgå den bevisusikkerhed, som ofte kan opstå om indholdet af mundtlige udsagn. Det må på den baggrund påhvile sagsøgeren at føre et sikkert bevis for, at der - tidligere end 4 uger før den 21. december 2017 - mundtligt blev afgivet en udtrykkelig meddelelse til SKAT om, at aktivet i form af tilbagesøgning af Y1-landsk moms ikke længere var omtvistet, men med sikkerhed ville tilgå boet. Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Som anført har Gældsstyrelsen oplyst, at styrelsen i juli-november 2017 alene havde kendskab til, at der var mulighed for, at boet blev skattepligtigt, fordi der ville tilgå boet et beløb som beskrevet i kreditormeddelesen af 26. juli 2017, jf. således også Gældsstyrelsens skrivelse til Skatteankestyrelsen af 13. april 2018 (bilag F). Det er som nævnt efter Gældsstyrelsen opfattelse således først med kurators redegørelse

af 22. december 2017 (bilag D), at SKAT fik en særskilt meddelelse om, at der var indgået et nyt aktiv i boet, jf. konkursskattelovens § 15, stk. 3, 2. pkt.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Retsgrundlaget

Konkursskattelovens § 15 blev indsat i konkursskatteloven ved lov nr. 359 af 6. juni 1991, og er senest ændret ved lov nr. 382 af 22. maj 1996, hvor bestemmelsen blev tilpasset som følge af nye regler om behandling af konkursboer, hvorefter kurator ikke længere skulle udarbejde en indberetning og en resultatopgørelse, men en redegørelse om boets forhold.

Konkursskattelovens § 15 har følgende ordlyd:

"…

§ 15. Bostyret skal indgive genpart af statusoversigten samt af redegørelsen, jf. konkurslovens § 125, til skattemyndigheden samtidig med fremsendelsen til fordringshaverne.

Stk. 2. Afgørelse om eventuel skattepligt skal træffes inden tre måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.

Stk. 3. Der kan senere træffes bestemmelse om skattepligt, hvis der indgår et aktiv i boet, som enten ikke var nævnt i bostyrets oplysninger efter stk. 1, eller hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt. Det påhviler bostyret at give toldog skatteforvaltningen særskilt meddelelse om sådanne ændringer. Afgørelse om, at konkursindkomsten er skattepligtig, skal træffes inden fire uger fra meddelelsens modtagelse.

Stk. 4. En afgørelse fra toldog skatteforvaltningen, der pålægger skattepligt, kan påklages af bostyret eller skyldneren, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og § 35 a, stk. 2, 1. pkt. Foreligger Landsskatterettens afgørelse om, at skattepligten skal fastholdes, ikke senest 3 måneder efter klagens modtagelse, bortfalder skattepligten.

…"

Af lovforslagets specielle bemærkninger til den tidligere konkursskattelovs § 15 (lovforslag nr. 7 af 27. november 1991) fremgår:

"…

Efter den foreslåede § 15, stk. 1, påhviler det bostyret at indsende genpart af de dokumenter, der efter § 116 i konkursloven indsendes til skifteretten, til skattemyndigheden. Med den foreslåede hjemmel i § 17 er det tanken, at skatteministeren i en bekendtgørelse herom vil bestemme, at den kommunale skattemyndighed skal modtage opgørelserne og træffe afgørelse om skattepligt i 1. instans. Opgørelsen skal danne grundlag for afgørelsen om skattepligten for konkursindkomsten. Typisk vil afgørelsen om skattepligt ikke blive truffet alene på grundlag af konkursopgørelserne. Skyldnerens selvangivelser fra årene forud for konkursen vil også blive brugt. Bostyrets værdiansættelser binder ikke skattemyndigheden, når den skal skønne over den sandsynlige indkomst i boet.

I den foreslåede § 15, stk. 2, fastsættes en frist på 3 måneder indenfor hvilken der skal træffes afgørelse om eventuel skattepligt. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor skattemyndigheden har modtaget opgørelse over boets aktiver efter § 15, stk. 1. Afgørelsen skal være afsendt fra skattemyndigheden inden fristens udløb, idet konkursboet ellers ikke bliver skattepligtigt.

Hvis der senere sker ændringer i boets aktiver, som ville have medført skattepligt, hvis skattemyndigheden havde kendt dem, kan myndigheden træffe ny afgørelse om skattepligt, jf. forslagets § 15, stk. 3. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der senere indgår et aktiv i boet, som enten ikke var omtalt i opgørelserne, eller hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt. Hvis en retshandel skal afkræftes for at et aktiv indgår i boet må tilhørsforholdet betragtes som omstridt. Det påhviler bostyret at sende udtrykkelig meddelelse om sådanne ændringer til skattemyndigheden, hvis eventuelle nye afgørelse skal foreligge inden fire uger fra modtagelsen af meddelelsen, hvis afgørelsen går ud på at ændre skattefrihed til skattepligt. Ellers forbliver boet skattefrit. En afgørelse, der går ud på at fastholde en tidligere afgørelse om skattepligt eller på at ændre en afgørelse om skattepligt til skattefrihed, er ikke omfattet af fire ugers-fristen. Forslaget afskærer hermed ikke skattemyndighederne fra at ændre en afgørelse om skattepligt til skattefrihed.

Fristen er sat til fire uger svarende til den frist, der gælder for kreditorernes eventuelle anke af den afsluttende boopgørelse. Meddelelsen skal være særskilt. Heri ligger, at det ikke er tilstrækkeligt, hvis bostyret nøjes med at fremsende en genpart af den afsluttende boopgørelse uden udtrykkeligt at angive, hvilke aktiver der er ny.

…"

Rettens begrundelse og resultat

Sagens baggrund

Sagen angår prøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 8. juni 2018, hvorved Skatteankestyrelsen stadfæstede SKATs afgørelse af 21. december 2017 om, at H1 A/S under konkurs er skattepligtigt i medfør af konkursskattelovens § 15, stk. 3.

H1 A/S blev taget under konkursbehandling ved dekret afsagt den 21. februar 2011. Selskabet havde via et Y1-landsk datterselskab fra Y1-land solgt campingvogne til danske kunder med Y1-landsk moms. SKAT traf afgørelse om, at salget af disse campingvogne skulle pålægges dansk moms. Det Y1-landske datterselskab havde angivet og betalt Y1-landsk moms, og der blev i Y1-land indledt 3 prøvesager, der vedrørte det i sagen omhandlede konkursbos datterselskab og datterselskaber til andre danske selskaber, der tillige var under konkurs, om tilbagesøgning af den Y1-landske moms.

Af kurators redegørelse af 26. juli 2017 (kreditorinformation nr. 16) til kreditorerne fremgår blandt andet, at Skatteretten i Y4-by i et retsmøde den 18. juli 2017 fremkom med et oplæg til forlig, hvorefter det Y1-landske datterselskab ville få ca. 99 % af den i Y1-land erlagte moms tilbage, at det tilbagebetalte beløb ville være ca. 7.572.677 kr., at der var tale om estimat, hvorfra der skulle fratrækkes en række omkostninger, at konkursboet agtede at tiltræde forliget, at de Y1-landske skattemyndigheder havde mulighed for at opsige forliget, og at kreditorernes eventuelle indsigelser skulle sendes til kurator inden den 3. august 2017.

Konkursskatteloven § 15, stk. 3, om særskilt meddelelse om nye aktiver

Efter konkursskattelovens § 15, stk. 3, kan der senere træffes bestemmelse om skattepligt, hvis der indgår et aktiv i boet, som enten ikke var nævnt i bostyrets oplysninger efter stk. 1, eller hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt. Det påhviler bostyret at give toldog skatteforvaltningen særskilt meddelelse om sådanne ændringer. Afgørelse om, at konkursindkomsten er skattepligtig, skal træffes inden fire uger fra meddelelsens modtagelse.

Spørgsmålet er, om konkursboet tidligere end 4 uger før SKATs afgørelse af 21. december 2017 om skattepligt har givet SKAT en særskilt meddelelse om, at der var indgået et nyt aktiv i form af momsbeløbet fra Y1-land i konkursboet.

Retten finder på baggrund af bestemmelsens indhold om, at der skal gives særskilt meddelelse sammenholdt med forarbejderne til bestemmelsen, hvori det er anført, at det påhviler bostyret at sende udtrykkelig meddelelse om sådanne ændringer til skattemyndighederne, at der må stilles krav om, at bostyrets meddelelse til SKAT om et sådant aktiv er klar og utvetydig.

Kurators redegørelse af 26. juli 2017 opfylder ikke kravet i konkursskattelovens § 15, stk. 3, til en sådan særskilt meddelelse, idet der er knyttet en række forbehold til, hvorvidt aktivet ville tilgå boet samt den endelige størrelse heraf. Konkursboet har ikke godtgjort, at SKAT i perioden herefter fik meddelelse om, at forliget var endeligt indgået.

Konkursboet har endvidere ikke godtgjort, at kurator på anden måde, herunder telefonisk, har givet SKAT en sådan særskilt meddelelse, inden SKAT traf afgørelsen den 21. december 2017.  

Skatteministeriets påstand om frifindelse tages derfor til følge.

Sagsomkostninger

Sagsomkostningerne er efter sagens skattemæssige værdi, som den er oplyst ved sagens anlæggelse, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 75.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

Retten har ved omkostningsfastsættelsen tillige tillagt det betydning, at sagen blev behandlet sammen med BS-33154/2018 KBH, der omhandler den samme problemstilling.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

H1 A/S under konkurs v/kurator, advokat KB, skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 75.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.