Dato for udgivelse
28 Jan 2021 16:47
Til
Virksomheder, som sælger og afgiftsberigtiger køretøjer i overgangsperioden for L 129.
Sagsnummer
21-0001954
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Gældsstyrelsen - 70 15 73 04
Resumé

I dette nyhedsbrev beskriver Motorstyrelsen, hvordan forhandlere kan leve op til de gældende fakturakrav og regnskabskravene i registreringsafgiftslovens § 21 ved salg og afgiftsberigtigelse af køretøjer i overgangsperioden for lovforslaget om omlægning af bilafgifter (L 129).


Den 18. december 2020 fremsatte skatteministeren et lovforslag om omlægning af bilafgifter. Motorstyrelsen har i et nyhedsbrev af 18. december 2020 beskrevet de vigtigste initiativer i lovforslaget, herunder de foreslåede overgangsordninger. 

I perioden fra lovforslaget blev fremsat den 18. december 2020, og indtil loven træder i kraft, forventeligt den 1. juni 2021, (herefter overgangsperioden) skal alle afgiftsberigtigelser m.v. ske efter de hidtil gældende regler. Motorstyrelsen henviser til nyhedsbrevet af 18. december 2020 for en nærmere gennemgang af de forskellige overgangsregler. Dette nyhedsbrev forudsætter kendskab til de overgangsordninger, som beskrives i nyhedsbrevet. 

Motorstyrelsen har modtaget flere henvendelser fra branchen om, hvilke oplysninger fakturaen skal indeholde i overgangsperioden, så momsreglerne samt reglerne om regnskabskrav i registreringsafgiftslovens § 21, stk. 1, overholdes. Formålet med dette nyhedsbrev er at beskrive, hvordan der kan faktureres korrekt i overgangsperioden. 

I overgangsperioden skal forhandlere overfor Skatteforvaltningen angive afgiften efter de hidtil gældende regler. Der kan opstilles følgende kategorier for, hvordan forhandleren kan fastsætte salgsprisen over for kunden: 

  1. Salgsprisen overfor kunden fastsættes enten efter de nye regler, som er foreslået i L 129, men endnu ikke vedtaget (herefter betegnet: de nye regler), eller efter de regler, der var gældende den 17. december 2020 (overgangsordning om bindende købsaftaler).
  2. Salgsprisen fastsættes efter de gældende regler i 2021, dvs. uden hensyntagen til de nye, foreslåede regler.

1. Salgsprisen fastsættes overfor kunden efter de nye regler eller på baggrund af overgangsordningen

Denne kategori omfatter de køretøjer, som sælges med en salgspris inkl. registreringsafgift, der er beregnet efter de nye regler, eller hvor salgsprisen inkl. registreringsafgift er fastsat ud fra de regler, der gjaldt den 17. december 2020 (hvis overgangsordningen anvendes). 

Fælles for køretøjer i denne kategori er, at salgsprisen overfor kunden inkl. registreringsafgift beregnes på anden vis end ud fra de gældende 2021-regler.

Her er to mulige undergrupper af situationer: Den registreringsafgift, som opkræves hos kunden (beregnet efter de nye regler eller reglerne pr. 17. december 2020), kan enten være højere eller lavere end den registreringsafgift, som forhandleren angiver på månedsangivelsen (beregnet efter de gældende 2021-regler). 

1.1. Kunden opkræves et lavere beløb, end forhandleren angiver på månedsangivelsen

Kunden kan blive opkrævet et lavere beløb, end det forhandleren angiver på månedsangivelsen, når den beregnede registreringsafgift efter de nye regler, eller reglerne pr. 17. december 2020 (som salgsprisen til kunden er fastsat med udgangspunkt i), er lavere end den beregnede afgift efter de gældende 2021-regler. 

Efter registreringsafgiftslovens § 21, stk. 1, skal oplysninger om bilens pris og registreringsafgift beregnet efter gældende regler fremgå af fakturaen. Denne registreringsafgift er det beløb, som forhandleren faktisk har angivet på månedsangivelsen. Beløbet vil blive omberegnet, når lovforslaget vedtages, og loven forventeligt træder i kraft den 1. juni 2021 - en evt. difference vil blive tilbagebetalt. Det er nød-vendigt, at afgiften, beregnet efter de gældende 2021-regler, fremgår af fakturaen, og at det forklares, hvorfor dette beløb fremgår.

Eksempel 1 (med fiktive tal og uden leveringsomkostninger)

Et køretøj sælges for 100.000 kr. ekskl. moms og registreringsafgift. Den afgiftspligtige værdi udgør 125.000 kr., og registreringsafgiften efter de foreslåede nye regler beregnes til 75.000 kr. Den endelige salgspris inkl. moms og registreringsafgift udgør 200.000 kr. Registreringsafgiften efter de gældende 2021-regler udgør 100.000 kr., som forhandleren angiver på månedsangivelsen, og dette skal også fremgå af fakturaen. 

Der kan skrives følgende på fakturaen:

Pris opgjort efter gældende regler Pris opgjort efter de nye regler (L 129)
Pris i alt inkl. moms og ekskl. registreringsafgift 125.000 kr. 125.000 kr.
Pris i alt inkl. moms og registreringsafgift 225.000 kr. 200.000 kr.
Heraf moms 25.000 kr. 25.000 kr.
Registreringsafgift 100.000 kr. 75.000 kr.

Afgiftsberegningen i fakturaen er sket i henhold til lovforslag nr. 129 af 18. december 2020 (L 129), mens den indbetalte afgift til Motorregisteret er sket efter de gældende regler. Afgiften vil blive omberegnet i Motorregisteret efter den 1. juni 2021. Den indbetalte afgift udgør [indsæt den indbetalte afgift]. Du betaler afgift efter de nye regler, og omberegningen vil derfor ikke medføre tilbagebetaling til dig efter leverin-gen, hvis L 129 vedtages uden ændringer.

Det bør fremgå af fakturaen, at kunden opkræves prisen opgjort efter de nye regler, dvs. 200.000 kr. i eksemplet ovenfor. 

Når Motorstyrelsen omberegner registreringsafgiften på 100.000 kr., efter loven er trådt i kraft, vil forhandleren få tilbagebetalt differencen på 25.000 kr., idet registreringsafgiften efter de foreslåede regler beregnes til 75.000 kr. 

Det er ikke nødvendigt at udstede kreditnota til kunden, da kunden allerede har betalt afgiften på 75.000 kr., og forhandleren har lagt det resterende beløb ud. Momsgrundlaget ændres ikke i forbindelse med omberegningen.

Hvis det efter omberegningen viser sig, at der er uoverensstemmelse mellem den omberegnede registreringsafgift og det beløb, som kunden har betalt i registrerings-afgift, vil det være nødvendigt at udstede en kreditnota samt en ny faktura. Det kan fx skyldes, at forhandleren har lavet fejl i beregningen af registreringsafgift efter de nye regler, eller at de foreslåede regler er ændret i perioden fra købsaftalen blev indgået, til loven vedtages. 

1.2. Kunden opkræves et højere beløb, end forhandleren angiver på månedsangivelsen

Kunden kan blive opkrævet et højere beløb, end forhandleren angiver på månedsangivelsen, når den beregnede registreringsafgift efter de nye regler (som salgsprisen til kunden er fastsat med udgangspunkt i), er højere end den beregnede afgift efter de gældende 2021-regler. Det samme gælder, hvis overgangsordningen om bindende købs- eller leasingaftaler anvendes, og salgsprisen til kunden dermed fastsættes efter reglerne pr. 17. december 2020.  

Efter de gældende fakturakrav er det ikke tilladt at opkræve et højere afgiftsbeløb hos kunden, end det som forhandleren faktisk indbetaler (angiver på månedsangivelsen). Differencen skal derfor på fakturaen betegnes som en sikkerhedsstillelse for senere efteropkrævning af registreringsafgift. 

Fakturaen skal indeholde de beløb, som kunden faktisk betaler til forhandleren:

  • Bilens pris inkl. moms og ekskl. registreringsafgift (afgiftspligtig værdi)
  • Bilens pris inkl. registreringsafgift og sikkerhedsstillelse for yderligere registreringsafgift (dvs. den pris, som kunden faktisk betaler)
  • Momsbeløbet (sikkerhedsstillelsen er ikke momspligtig)
  • Registreringsafgiftsbeløbet (svarende til det, der er angivet på månedsangivelsen).

Sikkerhedsstillelse for yderligere registreringsafgift (differencen mellem registreringsafgiften efter gældende 2021-regler og det beregnede afgiftsbeløb efter de nye regler eller reglerne pr. 17. december 2020).

Efter registreringsafgiftslovens § 21, stk. 1, skal oplysninger om bilens pris og registreringsafgift beregnet efter gældende regler fremgå af fakturaen. Denne registreringsafgift er det beløb, som forhandleren faktisk har angivet på månedsangivelsen.
 Beløbet vil blive omberegnet, når lovforslaget vedtages, og loven forventeligt træder i kraft den 1. juni 2021 - en evt. difference vil blive efteropkrævet. Denne difference skal på fakturaen betegnes som en sikkerhedsstillelse for senere opkrævning af yderligere registreringsafgift. 

Den registreringsafgift, der anføres på fakturaen, skal således være den afgift, der angives til Motorstyrelsen. Det beløb, der opkræves hos kunden som betaling for den fremtidige afgift, skal angives som værende en sikkerhedsstillelse, der opgøres, når afgiften er endelig opkrævet af Motorstyrelsen.

Eksempel 2 (med fiktive tal og uden leveringsomkostninger)

Et køretøj sælges for 100.000 kr. ekskl. moms og registreringsafgift. Den afgiftspligtige værdi udgør 125.000 kr. inkl. moms, og registreringsafgiften efter de foreslåede nye regler beregnes til 75.000 kr. Den endelige salgspris inkl. moms og registreringsafgift udgør 200.000 kr. Registreringsafgiften efter de gældende 2021-regler beregnes til 60.000 kr. 

Kunden opkræves allerede ved salget den fulde registreringsafgift på 75.000 kr., som er beregnet efter de nye regler. Forhandleren angiver dog kun 60.000 kr. i regi-streringsafgift, som er afgiften efter de gældende 2021-regler. Forhandleren vil i forbindelse med Motorstyrelsens omberegning, efter loven er trådt i kraft, blive opkrævet yderligere 15.000 kr. i registreringsafgift. Dette beløb, som er opkrævet hos kunden inden omberegningen, skal på fakturaen betegnes som en sikkerhedsstillelse for yderligere registreringsafgift. 

Der kan skrives følgende på fakturaen:

Pris i alt inkl. moms og ekskl. registreringsafgift 125.000 kr.
Pris i alt inkl. moms, registreringsafgift og sikkerhedsstillelse 200.000 kr.
Heraf moms 25.000 kr.
Registreringsafgift 60.000 kr.
Sikkerhedsstillelse for yderligere registreringsafgift 15.000 kr.

Afgiftsberegningen i fakturaen er sket i henhold til lovforslag nr. 129 af 18. december 2020 (L 129), mens den indbetalte afgift til Motorregisteret er sket efter de gældende regler. Afgiften vil blive omberegnet i Motorregisteret efter den 1. juni 2021. Den indbetalte afgift udgør [indsæt den indbetalte afgift]. Differencen mellem den indbetalte afgift og den beregnede afgift i denne faktura betegnes som en sikkerhedsstillelse for yderligere registreringsafgift. Du betaler afgift efter de nye regler, og omberegningen vil derfor ikke medføre ekstraopkrævning hos dig efter leveringen, hvis L 129 vedtages uden ændring. 

Det understreges, at sikkerhedsstillelsen også faktisk skal behandles som en sikkerhedsstillelse. Det betyder, at hvis det endelige afgiftsbeløb i eksemplet ovenfor bli-ver mindre end 15.000 kr., skal differencen afregnes over for kunden. Bliver det endelige afgiftsbeløb højere end 15.000 kr., og skal dette beløb opkræves hos kunden, vil det være nødvendigt at udstede en kreditnota og en ny faktura. 

Der må ikke udarbejdes mere end én kontrakt ved køb eller salg af et køretøj, jf. registreringsafgiftslovens § 21, stk. 2. Der vil således skulle udstedes kreditnota i de tilfælde, hvor den endelige registreringsafgift ikke er overensstemmende med den på fakturaen anførte afgift og sikkerhedsstillelse.

2. Salgsprisen fastsættes efter de gældende 2021-regler

Denne kategori omfatter de køretøjer, som sælges med en salgspris inkl. registreringsafgift, der er beregnet efter de gældende 2021-regler. 

Fakturaen skal i de tilfælde udfærdiges på normal vis, idet der er overensstemmelse mellem det angivne afgiftsbeløb overfor Skatteforvaltningen og det beløb, som opkræves hos kunden. Fakturaen skal indeholde følgende, jf. registreringsafgiftslovens § 21, stk. 1:

  • Bilens pris inkl. moms og ekskl. registreringsafgift
  • Bilens pris inkl. registreringsafgift (dvs. den pris, som kunden betaler)
  • Momsbeløbet
  • Registreringsafgift (svarende til den registreringsafgift, som forhandleren faktisk angiver på månedsangivelsen).

Når registreringsafgiften bliver omberegnet, efter loven er trådt i kraft, vil der være uoverensstemmelse mellem Motorstyrelsens omberegnede registreringsafgift og den registreringsafgift, som kunden har betalt. Her vil det være nødvendigt, at forhandleren - efter omberegningen - udsteder en kreditnota til kunden samt en ny faktura, hvor det korrekte afgiftsbeløb m.v. fremgår.