Dato for udgivelse
23 Dec 2020 07:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 Dec 2020 11:50
SKM-nummer
SKM2020.558.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-37573/2020 og BS-9481/2019
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Syn og skøn, Stutteri, Betaling af omkostninger til syn og skøn
Resumé

I en sag om hvorvidt drift et stutteri i skattemæssig henseende, kunne anses for drevet erhvervsmæssigt, blev der til belysning heraf afholdt syn og skøn. Ved afslutningen af syn og skønnet var parterne ikke enige om fordelingen af omkostningerne til syn og skønnet. Ingen af parterne ønskede at stille supplerende spørgsmål.

Byretten traf afgørelse om, at Skatteforvaltningen skulle afholde udgifterne til syn og skønnet jf. retsplejelovens § 343 stk.3

Rekvisitus anførte i kæren, at der jf. retsplejelovens § 201 var indhentet et overslag over omkostningerne ved besvarelsen af rekvirentens spørgsmål, og havde ikke selv stillet spørgsmål. Rekvisitus anførte desuden at det efter retsplejelovens § 343 stk.2, var rekvirenten der foreløbigt skulle afholde udgifterne til syn og skønnet, og da retten ikke havde hjemmel til, at træffe afgørelse i den bagvedliggende materielle administrative klagesag, og at denne hjemmel var tillagt Landsskatteretten, kunne retsplejelovens § 343 stk. 3 ikke finde anvendelse, da denne bestemmelse forudsatte at der var truffet afgørelse i den administrative materielle sag til hvilken der var optaget syn og skøn. Der var desuden ikke i selve ordlyden af retsplejelovens § 343 stk. 3 hjemmel til den af retten foretagne vurdering af udfaldet af syn og skønnet. Dette fremgår alene af forarbejderne. Rekvisitus anførte endeligt, at det ville være i strid med forarbejderne til reglerne i retsplejelovens §§ 201 og 208, som indført i 2014, og at der ville opstå en regelkonflikt mellem §§ 201 og 208 og retsplejelovens § 343 stk. 3. Retsplejelovens §§ 201 of 208 ville således blive uden reel betydning for omkostningsfordelingen.

Såvel byretten som landsretten, var ikke enige og med henvisning til Højesterets kendelse i UfR 2020.1011, blev det afgjort, at omkostningerne ved syn og skønnet skulle afgøres efter retsplejelovens § 343 stk. 3 jf. anmodning herom, og ud fra rettens vurdering af udfaldet af syn og skønnet. Det bemærkes at det sagen i UfR 2020.1011, drejede sig om hvorvidt det kunne pålægges Skatteforvaltningen, at betale skønsmandens honorar direkte. Det var der efter Højesterets opfattelse ikke hjemmel til i retsplejelovens § 343 stk. 3. Højesteretssagen drejede sig således ikke om retsplejelovens §§ 201 og 208.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a

Skatteforvaltningloven  § 47

Retsplejeloven § 343

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2020-2, A.A.11.2.7


Byrettens kendelse af 15. september 2020

Parter

A

(v/advokat Jane Karlskov Bille)

mod

Skatteforvaltningen

Kendelse afsagt af

Dommerfuldmægtig Jakob Herborg

Skønsmanden har anmodet om honorar for udarbejdelse af skønserklæringen af 30. januar 2020 med 65.450 kr. med tillæg af moms og for udarbejdelse af skønserklæringen af 1. juni 2020 med 3.750 kr. med tillæg af moms. Parterne har ikke fremsendt bemærkninger til honoraret, hvorfor dette godkendes.

Skatteforvaltningen har den 18. december 2018 givet A tilsagn om fuld omkostningsdækning til alle udgifterne til afholdelse af syn og skøn.

Parterne har anmodet retten om i medfør af retsplejelovens § 343, stk. 3, at tage stilling til, hvem der skal bære omkostningerne til skønsmanden.

Højesteret har i afgørelsen refereret i U 2020.1011 H udtalt, at der ikke er hjemmel i retsplejelovens § 343, stk. 3, til med henvisning til det meddelte tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse at pålægge Skattestyrelsen at betale skønsmandens honorar i forbindelse med bevisoptagelsen til brug for klagesagen ved Landsskatteretten.

Sagen vil ved bevisoptagelsens afslutning behandles videre ved Landsskatteretten og således ikke ved de almene domstole. Dette forhold ændrer imidlertid ikke på, at retten ved fastsættelsen af sagens omkostninger kan inddrage udfaldet af bevisoptagelsen.

Det er alene A, der har stillet spørgsmål til skønsmanden. Skatteforvaltningen har den 18. december 2018 vurderet, at et syn og skøn vil kunne tilføre nye væsentlige oplysninger til sagen. Skønserklæringen af 1. juni 2020 og den supplerende skønserklæring af 1. juni 2020 må anses for at støtte As synspunkter om, at driften er af erhvervsmæssig karakter. Herefter, og da det ikke kan udelukkes, at A herefter vil blive givet medhold i klagesagen for Landsskatteretten, skal Skatteforvaltningen betale omkostningerne til skønsmanden, jf. retsplejelovens § 343, stk. 3.

Sagen blev sluttet.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Vestre Landsrets kendelse af 19. november 2020

Parter

Skatteforvaltningen

mod

A

(v/advokat Jane Karlskov Bille)

Kendelse afsagt af

Landsdommerne Peter Buhl, Chris Olesen og Malene Værum Westmark 

Ved beslutning af 15. september 2020 har Retten i Y1-By (sag BS-9481/2019) bestemt, at Skatteforvaltningen skal betale omkostningerne til skønsmanden.

Skattestyrelsen har kæret afgørelsen med påstand om, at skønsmandens honorar principalt foreløbigt betales af A, subsidiært betales af A.

A har påstået stadfæstelse.

Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet.

Landsretten afsagde

KENDELSE

Efter skatteforvaltningslovens § 47 finder retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning tilsvarende anvendelse i en række sager, der behandles af skattemyndighederne.

Der blev i denne sag optaget bevis i form af syn og skøn, og efter skønsforretningens afslutning har byretten i medfør af retsplejelovens § 343, stk. 3, bestemt, at Skatteforvaltningen skal betale omkostningerne til skønsmanden.

Skattestyrelsen har navnlig gjort gældende, at byretten kun kunne træffe bestemmelse om foreløbig betaling af omkostninger, da endelig afgørelse efter retsplejelovens § 343, stk. 3, først kan træffes i forbindelse med sagens materielle afgørelse. I denne sag skal den materielle afgørelse ikke træffes af domstolene, men af skattemyndighederne, og der er under denne behandling særlige regler om, at skatteyderen kan få sine udgifter godtgjort.

Landsretten bemærker, at det forhold, at der er meddelt tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse, ikke kan tillægges betydning ved afgørelsen om sagsomkostningerne ved bevisoptagelsen efter retsplejelovens § 343, stk. 3, jf. U2020.1011H.

Det fremgår af retsplejelovens § 343, stk. 3, at retten træffer bestemmelse om betaling af omkostningerne ved bevisoptagelsen, medmindre parterne har aftalt andet. Det er i bestemmelsens forarbejder forudsat, at en sådan afgørelse træffes på baggrund af resultatet af bevisoptagelsen, og retspraksis har med henvisning til bestemmelsens ordlyd og formål fastslået, at retten ikke kan bestemme, at afgørelsen først skal træffes i forbindelse med den retssag, der angår genstanden for den isolerede bevisoptagelse, jf. U2016.3824V og U2018.2857Ø.

Landsretten tiltræder på den baggrund, at byretten i medfør af retsplejelovens § 343, stk. 3, har truffet bestemmelse om omkostningerne ved bevisoptagelsen, selv om sagen i øvrigt verserer ved skattemyndighederne. Landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse.

Efter kæresagens udfald skal Skattestyrelsen i sagsomkostninger for landsretten betale 4.000 kr. til A til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms.

THI BESTEMMES:

Byrettens afgørelse stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal Skattestyrelsen inden 14 dage betale 4.000 kr. til A. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Sagen sluttet.