Aftale om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien

EU-Kommissionen og den britiske regering blev den 24. december 2020 enige om en aftale om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien. Aftalen er trådt i kraft pr. 1. januar 2021.

Denne side afspejler endnu ikke indholdet i aftalen. Vi opdaterer løbende vejledningssiderne på skat.dk, efterhånden som detaljerne i den netop indgåede handelsaftale mellem EU og Storbritannien afklares mellem parterne.

Du kan finde aftalen på dansk om det fremtidige forhold på EU-Kommissionens hjemmeside, hvor du også kan finde mere information om aftalens betydning. Derudover kan du orientere dig på Udenrigsministeriets hjemmeside ift. de seneste opdateringer om Brexit.

Denne side er opdateret 29. januar 2021 kl. 14.00.

Fra den 1. januar 2021 er Storbritannien ikke længere et EU-land. Det betyder, at Storbritannien vil blive et land uden for EU (et såkaldt tredjeland), hvilket kan påvirke britiske virksomheder, der er registreret for afregning af skatter og afgifter i Danmark.

Herunder kan du læse om, hvordan Brexit kan påvirke din virksomheds registreringer indenfor told, skatter, afgifter og moms.

Vi anbefaler, at du ændrer de registreringer, der er relevante for din virksomhed, inden d. 1. januar 2021 eller hurtigst muligt derefter.

Du kan tjekke virksomhedens registreringer ved at logge på TastSelv Erhverv. Vælg Profil → Registreringsbevis.

Hvis virksomheden ikke længere har aktiviteter i Danmark, skal du afmelde virksomhedens registrering ved at udfylde blanket 40.003 Ophørsblanketten på virk.dk. Send blanketten til Erhvervsstyrelsen.

Som følge af Storbritanniens udtrædelse af EU, skal du være opmærksom på, om din virksomhed fortsat kan anvende fjernsalgsreglerne. Din virksomhed kan kun anvende reglerne for fjernsalg, hvis virksomheden har et lager i EU eller i Nordirland, hvor varerne leveres fra..

Reglerne om fjernsalg går ud på, at virksomheder fra Nordirland eller et EU-lande skal momsregistreres og betale dansk moms til Danmark, hvis deres årlige salg af varer til danske forbrugere overstiger 280.000.

Såfremt virksomheden ikke længere skal være registreret for fjernsalg, skal den afmeldes på virk.dk. Se afsnittet ovenfor ’Afmeld registrering, hvis virksomheden ikke længere har aktiviteter i Danmark’

Hvis virksomheden alene er registeret for moms i Danmark, skal den ikke foretage sig noget. Jf. dog afsnittet ovenfor omkring 'Registrering af fjernsalgsmoms'.

Skattestyrelsen stiller ikke krav om en hæftende repræsentant. 

Virksomhed med fast forretningssted i Danmark

Hvis virksomheden har fast forretningssted i Danmark, skal du blot oplyse os om det. Det gør du ved at logge på TastSelv Erhverv og vælge Kontakt → Skriv til os → Selvstændige (fx start og luk virksomhed) → Ændringer i virksomheden → Registrering af britisk virksomhed i Danmark.

Virksomhed med fast forretningssted i EU

Hvis virksomheden har fast forretningssted i et andet EU-land end Danmark, skal du sende os registreringsbevis og momsnummer for det faste forretningssted. Det gør du ved at logge på TastSelv Erhverv og vælge Kontakt → Skriv til os → Selvstændige (fx start og luk virksomhed) → Ændringer i virksomheden → Registrering af britisk virksomhed i Danmark.

Du skal også oplyse om en hæftende repræsentant, der er bosat i Danmark. Det gør du ved at udfylde bilaget 40.117 Hæftende repræsentant - bilag ved registrering af udenlandsk virksomhed på virk.dk. Send bilaget til Erhvervsstyrelsen.

Virksomhed uden fast forretningssted i EU

Hvis virksomheden ikke har et fast forretningssted i EU, skal du give Erhvervsstyrelsen besked om en hæftende repræsentant for virksomheden. Det gør du ved at udfylde bilaget 40.117 Hæftende repræsentant - bilag ved registrering af udenlandsk virksomhed på virk.dk. Send bilaget til Erhvervsstyrelsen.

Særlige regler for Nordirland

Virksomheder hjemmehørende i Nordirland betragtes som værende hjemmehørende i EU’s toldområde.

Har virksomheden et dansk EORI-nummer

Hvis virksomheden har et dansk EORI-nummer (Economic Operator Registration Identification), så vil virksomheden beholde det efter den 31. december 2020.

Har virksomheden et britisk EORI-nummer

Hvis virksomheden har et britisk EORI-nummer, bliver dette ugyldigt, når overgangsperioden mellem EU og Storbritannien ophører. Virksomheden kan derfor ikke benytte nummeret i EU efter den 31. december 2020.

Hvis virksomheden er registreret for import eller eksport i Danmark, kan du anmode om et dansk EORI-nummer via TastSelv Erhverv. Du sender oplysningerne ved at logge på TastSelv Erhverv og vælge Kontakt → Skriv til os → Selvstændige (fx start og luk virksomhed) → Ændringer i virksomheden → Registrering af britisk virksomhed i Danmark.

Har du spørgsmål vedrørende EORI-nummer

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Toldstyrelsen på 72 22 12 02.

Virksomhed med fast driftssted i Danmark

Hvis virksomheden har fast driftssted i Danmark og medarbejdere i Danmark, skal den udbetale løn som A-indkomst. Det betyder, at virksomheden skal have en befuldmægtiget, der blandt andet skal stå for at udbetale lønnen. Den befuldmægtigede skal være bosat i Danmark.

Du oplyser om den befuldmægtigede ved at udfylde bilaget 40.115 Befuldmægtigede - kildeskat. bilag ved registrering af udenlandsk virksomhed med fast driftssted på virk.dk. Send bilaget til Erhvervsstyrelsen.

Virksomhed uden fast driftssted i Danmark

Hvis virksomheden ikke har fast driftssted i Danmark og udbetaler lønnen som A-indkomst, skal virksomheden have en befuldmægtiget, der blandt andet skal stå for at udbetale lønnen. Den befuldmægtigede skal være bosat i Danmark.

Du oplyser om den befuldmægtigede ved at udfylde bilaget 40.114 Befuldmægtigede - kildeskat. bilag ved registrering af udenlandsk virksomhed uden fast driftssted på virk.dk. Send bilaget til Erhvervsstyrelsen. 

Virksomhedens registrering for selskabsskat påvirkes ikke af, at Storbritannien forlader EU.

Hvis du har spørgsmål om britiske virksomheders registreringsforhold i Danmark, så er du velkommen til at skrive til os.

Det gør du ved at logge på TastSelv Erhverv og vælge Kontakt → Skriv til os → Selvstændige (fx start og luk virksomhed) → Ændringer i virksomheden → Registrering af britisk virksomhed i Danmark.

Er din virksomhed ikke tilmeldt kontakt med Skatteforvaltningen

Hvis du ikke har mulighed for at vælge "Skriv til os", skal du først tilmelde Kontakt med Skatteforvaltningen.

Det gør du ved at logge på TastSelv Erhverv og vælge Profil → Profiloplysninger → Tilmeldingsoplysninger → Kontakt med Skatteforvaltningen.

Husk også at acceptere pop-op vinduer.

Vejledningen findes på siden: Tilmeld din virksomhed Kontakt med Skatteforvaltningen