Dato for udgivelse
28 Jan 2020 09:22
Til
Virksomheder der handler efter reglerne for EU-salg uden moms
Sagsnummer
20-0258412
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Skattestyrelsen (moms) - 72 22 28 67
Resumé

Indførsel af nye momsregler - også kaldet Quick fixes - for varehandel i EU pr. 01/01-2020. 


Nye regler for EU-salg uden moms

Fra den 1. januar 2020 er der kommet ny lovgivning vedr. EU-salg uden moms, og det kan have betydning for din virksomheds handlen med andre virksomheder inden for EU. Nedenfor er en kort introduktion til de områder, der bliver ændret.

Skærpede regler for indberetning af EU-salg uden moms

Fremadrettet skal du oplyse momsnummer på køber, når du indberetter EU-salg uden moms via TastSelv Erhverv. Hvis du ikke gør det, eller hvis der er fejl i indberetningen, kan din virksomhed blive pålagt at opkræve fuld moms ved salg af varer inden for EU.

Nye regler, når der handles med varer efter en konsignationsaftale

De nye regler tillader, at en leverandør kan slippe for at lade sig momsregistrere i det EU-land, varerne sendes til i forbindelse med en konsignationsaftale. For at kunne handle efter de nye regler, skal den forventede køber af varerne kendes, inden og når varerne bliver lagt på konsignationslager. Derudover skal sælger fremover indberette nyt momsnummer, hvis der bliver ændret til en ny køber, eller indeberette, hvis varerne tages retur, og der intet salg finder sted.

Sådan indberettes oplysninger om konsignationsaftaler

Vær opmærksom på, at du endnu ikke kan indberette oplysninger om konsignationsaftaler via TastSelv Erhverv. Du skal i stedet bruge en kontaktformular. Skattestyrelsen vil informere, når det bliver muligt at indberette oplysninger om konsignationsaftaler via TastSelv Erhverv.

Læs mere om, hvordan du indberetter oplysninger om konsignationsaftaler.

Nye regler for kædehandel med varer inden for EU

Fra den 1. januar 2020 skærpes momsreglerne for kædehandel på tværs af grænser i EU. Kædehandel vil sige, at der sker flere salg af varer, mens der kun sker én transport af varen. De nye regler betyder blandt andet, at en mellemhandler kan gøre sit salg til næste led i kæden til et momsfrit salg. Det kræver dog, at mellemhandleren er momsregistreret i det land, hvorfra varen sendes eller transporteres, og at mellemhandleren oplyser dette momsnummer til sælger. Du kan læse mere om reglerne for kædehandel i Den juridiske vejledning, afsnit D.A.6.1.9 Kædehandel – Nye regler fra 2020.

Nye krav om dokumentation af fysiske forsendelser af varer

For at kunne lave et EU-salg uden moms skal det kunne dokumenteres, at de varer, der er solgt, er blevet transporteret eller sendt til et andet land inden for EU. Det vil sige, at varen er blevet transporteret/sendt af sælger eller tredjemand for sælgers regning, eller af køber eller tredjemand for købers regning. Hvis I handler efter de nye regler, skal transporten af varen kunne dokumenteres i form af mindst to ikke-modstridende dokumenter fra uafhængige parter. Det kan være en transportfaktura, et fragtbrev, en erklæring fra fragtfører eller speditør eller en modtagererklæring fra køber.

Læs mere om de nye dokumentationskrav.