Dato for udgivelse
11 Oct 2019 12:57
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 Oct 2019 10:51
SKM-nummer
SKM2019.501.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
B-844-17
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Overført, bankkonto, lån, indsætninger, ikke, krævet, tilbagebetalt, fradragsret,
Resumé

Appellantens indkomst var forhøjet for 2006-2010 af beløb, som var overført til hans bankkonto. For landsretten frafaldt han anbringender om, at beløbene var skattefrie, fordi de udgjorde lån. Han frafaldt desuden anbringender om, at forhøjelserne var sket for sent, jf. skatteforvaltningslovens § 27. Han gjorde i stedet det nye anbringende gældende, at han ikke havde erhvervet ret til beløbene, fordi Østre Landsret ved dom af 23. maj 2018 i en straffesag havde bestemt, at beløbene skulle konfiskeres. I anden række gjorde han det nye anbringende gældende, at indsætningerne skulle fratrækkes ved indkomstopgørelsen som et indkomsttab.

Henset til, at den person, som overførte beløbene til appellanten, ikke havde krævet pengene tilbagebetalt, og at han heller ikke kunne kræve beløbene tilbagebetalt, fandt landsretten, at appellanten i overensstemmelse med det grundlæggende princip om retserhvervelse endeligt erhvervede ret til og blev skattepligtig af de enkelte beløb, da han modtog dem i årene fra 2006 til 2010. Det forhold, at der flere år efter skete formel konfiskation af beløbet, kunne i relation til spørgsmålet om skattepligt efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, ikke føre til et andet resultat.

I relation til appellantens subsidiære anbringende om fradragsret fandt landsretten, at skattemyndighederne er berettiget til at afslå at nedsætte hans skattepligtige indkomst alene som følge af den formelle bestemmelse om konfiskation, henset til at der ikke er sket en faktisk fratagelse af formuegoder eller sket hel eller delvis betaling. Den formelle beslutning om konfiskation kunne således ikke føre til nedsættelse af beskatningen, hvis konfiskationsbestemmelsen ikke reelt gennemføres.

På den baggrund stadfæstede landsretten dommen.

Reference(r)

Statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-2, C.A.1.2.1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-2, afsnit C.C.2.2.2.17

Redaktionelle noter

Tidligere instand: Landsrettens afgørelse fra den 22. december 2015 13-6728821


Parter

A
(v/adv. Anna Bastkær C. Stangerup)

Mod

Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/adv. Steffen Sværke

Afsagt af Landsretsdommerne

Bloch Andersen, Annette Dam Ryt-Hansen og Morten Lange (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Københavns Byrets dom af 23. marts 2017 (BS 43C-1439/2016) er anket af A med påstand om, at hans skatteansættelse for indkomstårene

2006 nedsættes med 130.000 kr.,
2007 nedsættes med 505.000 kr.,
2008 nedsættes med 493.000 kr.,
2009 nedsættes med 600.000 kr.,
og for
2010 nedsættes med 150.000 kr.

A har nedlagt subsidiær påstand om, at hans skatteansættelse for indkomstårene 2006-2010 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling
A blev den 28. april 2017 sigtet for bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2. Den 10. august 2017 blev han yderligere sigtet for overtrædelse af straffelovens § 144. Den iværksatte anke af byrettens dom i nærværende sag blev udsat på udfaldet af straffesagen mod A.

Ved Byrettens dom af 7. december 2017 blev A fundet skyldig i bedrageri af særlig grov beskaffenhed og misbrug af sin stilling ved at indtaste urigtige oplysninger i SKATs sagsbehandlingssystem og derved i forening med WT at fremkalde en vildfarelse hos ansatte i SKAT om, at et selskab, der var ejet af WT, var berettiget til at få udbetalt 37.416.285,18 kr. i udbytterefusion. A blev videre fundet skyldig i bestikkelse ved i årene 2006-2011 uberettiget at have modtaget et vederlag herfor på 2.083.000 kr. A blev straffet med fængsel i 6 år, og byretten bestemte, at der skulle ske konfiskation af beløbet på 2.083.000 kr. i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, jf. § 76, stk. 1.

Straffen blev ved Østre Landsrets dom af 23. maj 2018 nedsat til fængsel i 5 år. A blev frifundet for den rejste tiltale for misbrug af stilling, da der var indtrådt forældelse. Landsretten stadfæstede byrettens bestemmelse om, at der skulle ske konfiskation af 2.083.000 kr. i medfør af straffelovens § 75, stk. 1.

Af udskrift af A’s konto i F1-bank fremgår, at der i perioden fra den 23. marts 2006 til den 26. februar 2010 af 41 gange blev overført 1.878.000 kr. fra WT til A’s konto. Det fremgår videre, at beløbene løbende udgår fra kontoen. Der er mellem parterne enighed om, at de overførte beløb svarer til den del af beløbet på 2.083.000 kr., der blev overført fra 2006-2010, og som er formelt og endeligt konfiskeret ved Østre Landsrets dom af 23. maj 2018. Det er ubestridt, at A hverken helt eller delvist har tilbagebetalt det konfiskerede beløb, og at han ikke som følge af konfiskationen er frataget formuegoder.

Retsgrundlaget

Straffelovens § 75, stk. 1, lyder:

»Udbyttet ved en strafbar handling eller et hertil svarende beløb kan helt eller delvis konfiskeres. Savnes der fornødent grundlag for at fastslå beløbets størrelse, kan der konfiskeres et beløb, som skønnes at svare til det indvundne udbytte.«

Bestemmelsen fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i straffeloven, som byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 355/1964 om konfiskation, hvoraf fremgår bl.a. s. 13, 21 og 26:

»III. PRINCIPIELLE SYNSPUNKTER VEDRØRENDE ANVENDELSEN AF KONFISKATION

1) Udbyttekonfiskation må påregnes at have en præventiv betydning gennem dens markering af, at det »ikke kan betale sig at begå forbrydelser«. Den virker desuden som en imødekommelse af en almindelig retsopfattelse, hvorefter det ville være anstødeligt, om en lovovertræder efter straffesagens afslutning kunne beholde det ved lovovertrædelsen indvundne udbytte…

BEMÆRKNINGER TIL LOVUDKASTET
Til § 77 [nu § 75]

A. Typer af konfiskationsobjekter m.v.
1) Bestemmelsen i stk. 1 hjemler ligesom den gældende regel i § 77, stk. 1, nr. 3, en almindelig adgang til konfiskation af det ved en strafbar handling indvundne udbytte. Efter rådets opfattelse, jfr. ovenfor …, er udbyttekonfiskation den konfiskationsform, der har den klareste begrundelse, og som indebærer de færreste betænkeligheder. Det bør være en typisk følge af en strafbar handling, at det indvundne udbytte konfiskeres, for så vidt det ikke fratages lovovertræderen ved gennemførelse af vindikations- eller erstatningskrav. Også bortset fra de sidstnævnte tilfælde kan der dog forekomme tilfælde, hvor udbyttekonfiskation bør undlades. Dette gælder visse tilfælde, hvor udbyttet ikke længere er i behold, og som til dels vil blive berørt nedenfor. Reglen om udbyttekonfiskation må således fortsat udformes som en fakultativ bestemmelse.

B. Nærmere om de forskellige typer af konfiskationsobjekter
1. Udbytte

f) Det, der kan konfiskeres, er alene udbyttet ved en strafbar handling. Ovenfor … er berørt det særlige spørgsmål vedrørende såkaldt indirekte udbytte. Men også bortset herfra indebærer bestemmelsen et Konfiskation bør forudsætte en vis nærmere forbindelse mellem handlingens ulovlige egenskaber og det indvundne udbytte. Dette kausalitetskrav lader sig vanskeligt udforme i mere præcise regler. Noget væsentligt behov herfor foreligger heller ikke, når konfiskationsreglerne er fakultative. Her skal blot peges på et par sider af problemet. Når talen er om ulovlige forretninger, vil forholdet jævnligt være det, at ulovligheden kun er en enkelt side af forholdet (i en vare, der fabrikeres og sælges med fortjeneste, er indgået et ulovligt importeret stof; en eksportforretning er afviklet med et andet land end tilladt i eksporttilladelsen). I sådanne tilfælde vil det praktiske alternativ til det, der er sket, ofte være, at en lignende forretning ville være blevet afviklet på lovlig måde; dette bør kunne tages i betragtning ved udbytteberegningen, således at konfiskationen begrænses til den merfortjeneste, der er opnået gennem anvendelse af den ulovlige fremgangsmåde. «

Af skatteministerens svar på spørgsmål nr. S1088 af 3. marts 1995 om udbyttekonfiskation fremgår bl.a.:

»De skatteretlige følger af en konfiskation er bl.a. afhængig af de nærmere omstændigheder ved den strafbare aktivitet, herunder om udbyttet har været indtægtsført og beskattet.
Jeg kan generelt oplyse, at det ikke i sig selv udelukker beskatning, at en indtægt er erhvervet ved en strafbar handling.
Dette gælder, hvor den ulovlige indtægt er opnået gennem en retshandel, og selv om indtægten vil kunne konfiskeres. Gennemføres der senere en konfiskation, kan skatteyderen fratrække det konfiskerede beløb i sin indkomstopgørelse for konfiskationsåret eller efter indhentet tilladelse i de(t) år, hvori den konfiskerede indtægt er medtaget i indkomstopgørelsen.
Er en ulovlig indtægt derimod opnået gennem en egenmægtig tilegnelse f.eks. ved tyveri, røveri eller underslæb, kan der ikke ske beskatning, da der aldrig er erhvervet nogen ret til indkomsten.«

Procedure

A har for landsretten frafaldet sine anbringender om, at de beløb, der blev overført til hans konto i F1-bank fra WT, var lån. Han har endvidere frafaldet anbringenderne om, at ansættelsen for indkomstårene 2006-2007 var sket for sent, fordi han ikke havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og fordi skattemyndighederne ikke iagttog 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Endelig har A frafaldet sine indsigelser mod forhøjelsen af hans skattepligtige indkomst med de beløb på i alt 200.374 kr., som hidrører fra andre kilder end WT, og han har reduceret sin påstand tilsvarende.

A har herefter procederet i overensstemmelse med sammenfattende processkrift af 2. april 2019 med følgende anbringender:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte A af kr. 1.878.000 indsat af WT på A’s bankkonto i perioden fra den 23. marts 2006 til den 26. februar 2010, idet indsætningerne er konfiskeret ved Østre Landsret ved dom af den 23. maj 2018, hvorfor A ikke har erhvervet ret til beløbene.

Såfremt Landsretten måtte finde, at der er grundlag for beskatning af disse indsætninger på A’s bankkonto, gøres det gældende, at indsætningerne skal fratrækkes ved indkomstopgørelsen som et indkomsttab, idet indsætningerne derved vil være beskattede indsætninger, der er konfiskeret efter straffelovens § 75, stk. 1, jf. § 76. Betingelserne for fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, er derved opfyldt.

I det følgende uddybes ovenstående anbringender nærmere.

1 KONFISKATION AF INDSÆTNINGERNE

Statsskattelovens § 4 knæsætter princippet om realiserede økonomiske fordele. Princippet medfører, at en skatteyder alene skal beskattes, i det omfang den pågældende faktisk har realiseret en indkomst. I den forbindelse anfører eksempelvis PJ m.fl. i Skatteretten 1, 7. udgave, side 186 følgende:

”I begrebsmæssig henseende stilles krav om en umiddelbar økonomisk fordel, der forbedrer den økonomiske evne, og som kan omsættes til forbrug.”

Dette skal forstås i sammenhæng med det almindelige retserhvervelsesprincip, hvor beskatning indtræder, når en skattepligtig person opnår en endelig ret til et formuegode.

I nærværende sag er spørgsmålet, om der er grundlag for beskatning af et beløb, der er konfiskeret i en straffesag, og om der derved er erhvervet endelig ret til beløbet.

Af en række domme mv. på området fremgår det, at et formuegode ikke beskattes hos den skattepligtige person, når beløbet er konfiskeret. Den skattepligtige person har i dette tilfælde netop ikke opnået ret til beløbet.

I den forbindelse kan henvises til Højesterets dom af den 18. december 1998 offentliggjort i TfS 1999, 86 … I denne sag var en skatteyder tidligere blevet dømt for tyveri af europaller og herved pålagt at betale en erstatning på kr. 108.794. De stjålne europaller var blevet solgt for kr. 312.297, og skatteyder havde dermed opnået en fortjeneste på kr. 203.503, idet der i forbindelse med straffesagen ikke var sket konfiskation.

Spørgsmålet var således, om forskelsbeløbet på kr. 203.503 (kr. 312.297 – kr. 108.794) var skattepligtigt efter statsskattelovens § 4.

Højesteret fandt, at skatteyderen havde oppebåret en fortjeneste på kr. 203.503, der var forskelsbeløbet mellem det videresolgte beløb og konfiskations- og erstatningsbeløbet. Af Højesterets bemærkninger fremgår følgende:

”Det fremgår af sagen, at A i 1992 gennem salg af stjålne paller har haft en indtjening, som ikke er blevet konfiskeret i forbindelse med straffesagen, og som overstiger det erstatningskrav, som bestjålne har gjort gældende, med 203.503 kr. Da A herved faktisk har oppebåret en fortjeneste i 1992 på 203.503 kr., og da det ikke i sig selv udelukker beskatning, at fortjenesten er erhvervet på grundlag af en strafbar handling, stadfæster Højesteret dommen” (min fremhævning).

Af denne dom kan bl.a. udledes, at skatteyder alene skal beskattes af erhvervelser opnået ved strafbar handling for den del af beløbet, der overstiger konfiskations- og erstatningsbeløbet.

At der ikke er grundlag for beskatning af beløb, der i forbindelse med en straffesag er konfiskeret, fremgår også bl.a. af afgørelse fra Landsskatteretten af den 3. januar 2018, sagsnr. 16-0169200…

I denne sag var skatteyder i en straffesag kendt skyldig i salg af euforiserende stoffer, og der var sket konfiskation af den samlede fortjeneste for salget heraf. I skattesagen fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for beskatning af videresalget af de euforiserende stoffer, hvilket var begrundet med følgende:

”Da retten i forbindelse med straffesagen har konfiskeret et beløb svarende til hele den samlede opgjorte fortjeneste vil der således ikke være yderligere fortjeneste til beskatning hos klageren.”

Det kan således konstateres, at et konfiskeret beløb ikke kan beskattes.

I nærværende sag har Østre Landsret ved dom af den 23. maj 2018 tiltrådt, at der skal ske konfiskation hos A som bestemt af byretten ved dom afsagt den 7. december 2017…

Som anført ovenfor er det ubestridt, at beløbet på kr. 1.878.000 i nærværende sag er det samme beløb, som er konfiskeret ved dom fra Østre Landsret…

Eftersom der ikke er grundlag for at beskatte et konfiskeret beløb, idet skatteyder ikke har opnået en fortjeneste, er der ikke grundlag for at beskatte A af de 41 indsætninger på i alt kr. 1.878.000.

Afslutningsvis bemærkes det, at det er uden betydning for vurderingen, om det konfiskerede beløb også reelt fratages den pågældende, altså i nærværende sag A.

Dette understøttes bl.a. af den ovenfor nævnte højesteretsdom af den 18. december 1998 offentliggjort i TfS 1999, 86…

I denne sag fremgår det nemlig ikke, om erstatningen faktisk var betalt. Tværtimod fremgår følgende:

”Af sagens oplysninger fremgår, at sagsøgeren på straffedommens tidspunkt var under gældssanering.”

Det er således oplyst, at sagsøgeren var under gældssanering, på det tidspunkt hvor sagsøger idømtes et erstatningskrav. Til trods for denne oplysning stadfæstede Højesteret landsrettens dom om, at det alene er fortjenesten, der må anses for skattepligtig.

2 FRADRAG FOR DET KONFISKEREDE BELØB

Finder Landsretten, at der er grundlag for beskatning af de i sagen omhandlede indsætningerne på A’s bankkonto, gøres det gældende, at indsætninger er fradragsberettigede udgifter, idet indsætningerne derved vil være beskattede indsætninger, der ubestridt er konfiskeret. Betingelserne for fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, er derved opfyldt.

Et beskattet beløb, der er konfiskeret, er en fradragsberettiget udgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. bl.a. Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit C,C.2.2.2.17. Dette gælder også, selvom beløbet er konfiskeret som følge af overtrædelse af bestemmelser i straffeloven.

I nærværende sag betyder det, at betingelserne for fradrag i denne situation er opfyldt, idet indsætningerne på A’s bankkonto således både vil være beskattet samt konfiskeret efter straffelovens § 75, stk. 1, jf. § 76, stk. 1.

På baggrund heraf gøres det gældende, at de i sagen omhandlede indsætninger skal fratrækkes ved indkomstopgørelse som et indkomsttab, såfremt Landsretten finder, at indsætningerne skal beskattes.”

Skatteministeriet har procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 2. april 2019 med følgende anbringender:

”Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A skal beskattes efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, af indsætningerne på sin konto på i alt 1.878.000 kr. i indkomstårene 2006-2010, og at han ikke har fradragsret som følge af konfiskationen.

Der tilgik over en flerårig periode A en række større beløb, og det påhviler A at løfte bevisbyrden for, at beløbene kunne modtages skattefrit, jf. fra retspraksis f.eks. UfR 2009.163 H … og UfR 2018.3603 H …

Det er - nu - ubestridt, at A ikke har løftet denne bevisbyrde.

Som nævnt er hans eneste tilbageværende indsigelse, at der ikke er grundlag for at beskatte ham, idet Østre Landsret ved dommen i straffesagen af 23. maj 2018 (…) har truffet beslutning om konfiskation, subsidiært at han har en fradragsret af samme grund.

Denne indsigelse er ikke holdbar.

A modtog pengene i 2006-2010, og det er ubestridt, at han dengang brugte alle pengene til sit almindelige forbrug.

WT har ikke krævet pengene tilbage – og det kunne han i øvrigt heller ikke, jf. herved UfR 2014.2434 H (…). Der var altså ikke nogen oprindelig tvist om beløbene, og A erhvervede dermed ret til beløbene, da han modtog dem i 20062010.

Herved realiserede A en økonomisk fordel i 2006-2010 og skal beskattes som sket.

Det bemærkes, at A ikke har gjort gældende, at pengene hidrørte fra et strafbart forhold, og at dette i sig selv medfører, at der ikke skal ske beskatning. Han har jo indtil nu tværtimod fastholdt, at der er tale om lån. Men selv hvis han havde gjort gældende, at der var tale om strafbare erhvervelser, som ikke kunne beskattes, ville det ikke være holdbart. Det er nemlig ikke godtgjort, at de 1.878.000 kr., han modtog fra WT i 2006-2010, hidrører fra de ca. 37 mio. kr., som han medvirkede til at bedrage statskassen for. Den omstændighed, at pengene hidfører fra bestikkelse, gør dem ikke skattefri, når WT ikke krævede pengene tilbage og heller ikke kunne gøre det.

De efterfølgende forhold fører ikke til, at beskatningen for 2006-2010 skal bortfalde.

Anklageskriftet med påstand om konfiskation blev indgivet den 8. september 2017, dvs. mange år efter, at A modtog og brugte pengene.

Ved straffedommene (…) afsagde domstolene dom om konfiskation af 2.083.000 kr. hos A og af 37.416.285,18 kr. hos WT.

De 2.083.000 kr. svarer til de beløb, som i 2006-2011 blev overført til A fra WT, hvoraf beløbene for 2006-2010 udgjorde de 1.878.000 kr., som er beskattet.

A gør gældende, at dommene om konfiskation bevirker, at der ikke er grundlag for at beskatte ham af de i sagen omhandlede indsætninger på hans bankkonto fra WT.

Heroverfor gør ministeriet gældende, at konfiskation kun kan have betydning for indkomstopgørelsen, hvis der rent faktisk foretages konfiskation, dvs. at det konfiskerede beløb fratages vedkommende.

Det er med andre ord en forudsætning for, at en i øvrigt hjemlet beskatning kan bortfalde som følge af konfiskation, at den pågældende ikke oppebærer et formuegode, men rent faktisk må fralægge sig dette.

Når situationen er den, at der er modtaget og forbrugt kontanter, fører det således ikke til nedsættelse af beskatningen, at der formelt træffes afgørelse om konfiskation, hvis den ikke reelt gennemføres.

A har ikke ret i, at det fremgår af praksis, at det uden videre er sådan, at der ikke sker beskatning, hvis der afsiges dom om konfiskation.

Højesteret har med UfR 1999.426 H (…) fastslået, at det ikke udelukker beskatning, at en fortjeneste er erhvervet på grundlag af en strafbar handling. Der var imidlertid ikke truffet afgørelse om konfiskation i sagen. Højesteret skulle derfor ikke tage stilling til, hvilken betydning det ville have, hvis dette var sket, herunder om beskatningen ville bortfalde, når blot der var truffet formel afgørelse om konfiskation, uden at konfiskation faktisk var gennemført. Dommen er med andre ord ikke den støtte for appellantens holdning, som han ellers giver udtryk for i sit påstandsdokument…

Ved afgørelse af 3. januar 2018 (…) fandt Landsskatteretten, at der ikke skulle ske beskatning af fortjenesten ved salg af euforiserende stoffer, fordi beløbet var konfiskeret. Det var ubestridt, at det beløb på 130.000 kr., som var konfiskeret, skulle fragå ved beskatningen, jf. således også gengivelsen af SKATs afgørelse… Gengivelsen af sagens faktiske omstændigheder i Landsskatterettens afgørelse tyder på, at beløbet rent faktisk var konfiskeret (…). Sagens tvist var derimod, hvor stor fortjenesten havde været, idet SKAT havde opgjort den til i alt 1.118.000 kr. (…), mens Landsskatteretten fandt, at fortjenesten udgjorde 130.000 kr., dvs. netop svarende til det konfiskerede beløb.

Af relevans er derimod UfR 2019.540 H (…), hvor Højesteret fandt, at der ved konfiskation af en taxichaufførs løn skulle tages hensyn til, at han havde betalt skat med ca. 36 pct.af lønindtægten, således at konfiskationen kun skete for den resterende del. Det vil sige, at når der rent faktisk er betalt skat, så skal der ikke ske konfiskation af den fulde bruttoindkomst, for så ville den pågældende jo komme til at betale det samme beløb to gange. Det samme princip må gælde, når der skal tages stilling til, hvilken betydning en konfiskation har for beskatningen, dvs. at der kun skal ske nedsættelse af skatten i det omfang, der rent faktisk er sket betaling af det formelt konfiskerede beløb.

A er rent faktisk ikke frataget de betydelige beløb, han modtog fra WT. Ministeriet gjorde i ankeduplikken (…) gældende, at der heller ikke ses at være udsigt til, at A, som er født i 1949, kan betale det konfiskerede beløb til det offentlige – og dette har han ikke rejst indsigelse mod. Skattestyrelsen har oplyst, at han indtil nu, dvs. ca. 10 måneder efter Østre Landsrets dom i straffesagen, ikke har betalt nogen del af det konfiskerede beløb.

Hvis A på et senere tidspunkt – mod forventning – rent faktisk måtte betale det konfiskerede beløb helt eller delvis, vil han efter ansøgning kunne opnå skattefradrag herfor.

Der er heller ikke grundlag for at indrømme ham fradrag i sin skattepligtige indkomst pga. konfiskationen, når han ikke har betalt nogen de penge, som han oppebar i bestikkelse, og som han anvendte til forbrug.

I forbindelse med straffesagen traf Østre Landsret som nævnt beslutning om konfiskation af de ca. 37 mio. kr. hos WT. Herved udtalte landsretten (…), at det ikke kunne føre til, at der ikke skulle ske konfiskation, at han forinden ved Østre Landsrets dom af 16. februar 2017 var blevet anset for skatte- og momspligtig af overførsler fra Dee Investment Ltd. Herved bemærkede landsretten, at det ikke under skattesagen var gjort gældende, at de overførte beløb ikke tilhørte ham, og at hans forsvarer havde oplyst, at der var søgt om genoptagelse af skatteansættelserne. Højesteret afviste den 29. maj 2018 WT’s anmodning om ekstraordinær anke efter retsplejelovens § 399, som han havde motiveret med konfiskationen.”

Landsrettens begrundelse og resultat
A har for landsretten frafaldet en række anbringender og har endeligt gjort gældende, at det beløb på i alt 1.878.000 kr., som han i årene 2006-2010 modtog fra WT, ikke skal medregnes i hans skattepligtige indkomst som følge af, at Østre Landsret ved dom af 23. maj 2018 har bestemt, at beløbet skal konfiskeres, hvorfor han ikke har erhvervet ret til beløbet, subsidiært at overførslerne skal fratrækkes ved indkomstopgørelserne som et indkomsttab.

Sagen angår for landsretten derfor alene, om A med rette er beskattet af beløbet på 1.878.000 kr. efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, og i givet fald, om han som følge af konfiskationen herefter har fradragsret for et indkomsttab efter statsskattelovens § 6, stk. 1.

A er ved Østre Landsrets dom af 23. maj 2018 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, ved i forening med WT at have begået groft bedrageri over for SKAT og overtrædelse af straffelovens § 144 ved at have modtaget 2.083.000 kr. i bestikkelse.

Det konfiskerede beløb svarer til det samlede beløb, som A i henhold til aftale modtog fra WT som en ulovlig indtægt i form af bestikkelse. Det lægges til grund, at beløbene derefter løbende udgik fra A’s konto ved hævninger eller betalinger. Det lægges endvidere som ubestridt til grund, at WT ikke har krævet beløbet tilbagebetalt. Henset hertil, og til at WT heller ikke kunne have krævet beløbet tilbagebetalt, finder landsretten, at A i overensstemmelse med det grundlæggende princip om retserhvervelse endeligt erhvervede ret til og blev skattepligtig af de enkelte beløb, da han modtog dem i årene fra 2006 til 2010.

Skattemyndighederne var derfor berettiget til at forhøje A’s skattepligtige indkomst for de pågældende år med de pågældende beløb, idet han ikke havde selvangivet disse. Det forhold, at der flere år efter sker formel konfiskation af beløbet, kan i relation til spørgsmålet om skattepligt efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, ikke føre til et andet resultat.

Spørgsmålet er herefter, om A har krav på, at hans skattepligtige indkomst for de pågældende år nedsættes igen som følge af fradragsret for det indkomsttab, som konfiskationen formelt indebærer.

Skattemyndighederne har ikke truffet nogen afgørelse herom, men Skatteministeriet har ikke under denne sag protesteret mod, at landsretten tager stilling til spørgsmålet. Under hensyn hertil, og da sagen vedrører et principielt retligt spørgsmål, finder landsretten ikke grundlag for af egen drift at afvise at tage stilling til spørgsmålet.

Ifølge ligningsvejledningen foretages der fradrag i den skattepligtige indkomst for beløb, der konfiskeres, hvis beløbene er indgået i den skattepligtige indkomst. Fradraget foretages efter praksis enten i det år, der sker konfiskation/betaling, eller efter ansøgning i et tidligere år.

Parterne har oplyst, at A ikke faktisk er blevet frataget formuegoder eller har foretaget betaling som følge af konfiskationsbestemmelsen. Det lægges herefter til grund, at det konfiskerede beløb hverken helt eller delvist er frataget A.

Landsretten finder, at skattemyndighederne er berettiget til at afslå at nedsætte A’s skattepligtige indkomst alene som følge af den formelle bestemmelse om konfiskation, henset til at der ikke er sket en faktisk fratagelse af formuegoder eller sket hel eller delvis betaling. Den formelle beslutning om konfiskation kan således ikke føre til nedsættelse af beskatningen, hvis konfiskationsbestemmelsen ikke reelt gennemføres.

Med denne begrundelse stadfæster landsretten byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten med i alt 75.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens varighed og betydning. Der er lagt vægt på, at A først umiddelbart inden hovedforhandlingen frafaldt en række anbringender, hvorefter sagen alene har vedrørt spørgsmålet om konfiskationens betydning for skatteansættelsen, som har medført, at hovedforhandlingen alene har varet en halv retsdag.

T h I  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.