Dato for udgivelse
04 Jul 2019 13:42
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 Jun 2019 13:34
SKM-nummer
SKM2019.352.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-19612/2018
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Lån, manglende partshøring, gældsbrev
Resumé

Sagen omhandlede en skatteyder, der havde fået overført 1 mio. kr. i 2010 og 1 mio. kr. i 2012 fra en bekendt. Skatteyderen gjorde gældende, at begge overførsler udgjorde lån, og at hun derfor ikke skulle beskattes af de overførte beløb.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at overførslen i 2010 udgjorde et lån og lagde bl.a. vægt på, at der ikke forelå gældsbreve eller andre skriftlige tilkendegivelser vedrørende overførslerne, samt at skatteyderen ikke havde ageret, som om der var tale om et lån. Retten fandt således, at skatteyderen ikke alene ved sin egen og hendes mands forklaring havde godtgjort, at beløbet var overført til hende som lån.

Retten fandt det heller ikke godtgjort, at overførslen i 2012 udgjorde et lån. Retten lagde bl.a. vægt på, at skatteyderen – trods et fremlagt gældsbrev – ikke havde godtgjort, at hun havde påtaget sig en reel tilbagebetalingsforpligtelse.

Endelig fandt retten, at en partshøringsfejl begået af SKAT ud fra en konkret væsentlighedsvurdering ikke førte til, at SKATs afgørelse var ugyldig.

Reference(r)

Statsskattelovens § 4, litra c

Henvisning

Den Juridiske Vejledning, 2019-2 C.A.6.1.1.

Redaktionelle noter

Sagen er anket til Østre Landsret


Parter

A

(advokat Kasper Kelm Demant)

mod

Skatteministeriet Departementet (advokat Malthe Gade Jeppesen)

Afsagt af byretsdommer

Ulla Ingerslev.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 7. juni 2018. Sagen vedrører nedsættelse af skattepligtig indkomst.

Sagsøgeren, A, har fremsat påstand om, at hendes skattepligtige indkomst for indkomståret

2010              nedsættes med kr. 1.000.000, og

2012              nedsættes med kr. 1.000.000.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse, subsidiært at A skal beskattes af 2.000.000,-, kr. i indkomståret 2014. Den endelige opgørelse hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af sagsøgerens beskrivelse i det sammenfattende processkrift fremgår:

” Sagen drejer sig om, hvorvidt der som antaget af skattemyndighederne er grundlag for at forhøje A’s skatteansættelser for indkomstårene 2010 og 2012 med overførsler fra SA på i alt kr. 2.000.000.

Det nærmere tvistepunkt i sagen er for det første, hvorvidt overførslen på kr. 1.000.000 i 2010 var et lån eller en gave. Såfremt retten måtte finde, at der var tale om en gave, er tvistepunktet i anden række, hvorvidt gavetilsagnet var kommet A til kundskab allerede i 2010.

Det nærmere tvistepunkt i sagen er for det andet, hvorvidt overførslen på kr. 1.000.000 i 2012 var et lån eller en gave.

Såfremt retten måtte finde, at der var tale om en gave, er tvistepunktet i anden række, hvorvidt gavetilsagnet var kommet A til kundskab allerede i 2012.

Det nærmere tvistepunkt i sagen er for det tredje, hvorvidt SKATs afgørelse af den 10. januar 2014 vedrørende indkomstårene 2006, 2010 og 2012 er ugyldig som følge af væsentlige sagsbehandlingsmangler.

Der er enighed mellem parterne om, at konsekvensen af, at A får medhold i sin principale påstand, er, at der er sket en gældseftergivelse i 2014 af det samlede lån.

Der er således også enighed mellem parterne om, at A’s skatteansættelse for indkomståret 2014 i givet fald vil skulle behandles på ny af skattemyndighederne med henblik på blandt andet at vurdere fordringens kursværdi for kreditor på eftergivelsestidspunktet.

Endelig er der også enighed om, at dette resultat på hensigtsmæssig vis opnås ved, at retten hjemviser A’s skatteansættelse for indkomståret 2014 til skattemyndighederne.”

Landsskatteretten afsagde den 8. marts 2018 afgørelse i sagen. Heraf fremgår blandt andet:

”Landsskatterettens afgørelse

Sagens realitet

Af statsskattelovens § 4, stk. 1, fremgår, at som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

I statsskattelovens § 5 er opregnet en række formueforskydninger, som ikke henregnes til den skattepligtige indkomst, herunder gaver, der falder ind under afsnit II i boafgiftsloven samt arv og forskud på arv.

Klageren og SA er ikke inden for den gaveafgiftspligtige kreds i boafgiftslovens § 22.

Klageren har bevisbyrden for, at de modtagne beløb ikke har medført skattepligt efter statsskattelovens § 4, stk. 1. Der henvises til afgørelserne refereret i SKM2013.363.BR og SKM2016.70.BR.

Klageren har ikke bestridt, at de omhandlede overførsler i 2006, 2010 og 2012 fra SA er tilgået hendes private konto. Klageren har i øvrigt i 2006 og 2007 modtaget gaver fra SA. Der foreligger ikke gældsbreve eller anden form for dokumentadon, der kan påvise en tilbagebetalingsforpligtelse vedrørende beløbene overført til klageren i indkomstårene 2006 og 2010.

For så vidt angår overførslen på 1.000.000 kr. i 2006 finder Landsskatteretten det godtgjort, at denne overførsel skulle være sket til klagerens ægtefælle, SM. Klageren har fået overført 1.000.000 kr. mere end hun ifølge gavebrev skulle have modtaget, mens klagerens ægtefælle har modtaget 1.000.000 kr. mindre end han ifølge gavebrev skulle have modtaget. Klagerens ægtefælle er beskattet af det omhandlede beløb i 2007. Landsskatteretten nedsætter på denne baggrund klagerens skattepligtige indkomst for 2006 med 1.000.000 kr.

For så vidt angår overførslen på 1.000.000 kr. i indkomståret 2010 finder Landsskatteretten, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at det til klageren overførte beløb ikke er indkomstskattepligtigt. Klageren har ikke fremlagt nogen form for dokumentation for, at der skulle være tale om et lån, som klageren havde pligt til at tilbagebetale. Landsskatteretten finder derfor, at beløbet er en indkomstskattepligtig gave.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse for så vidt angår indkomståret 2010.

Der foreligger et gældsbrev underskrevet den 25. april 2012 vedrørende 1.000.000 kr. af overførslen på 2.000.000 kr. i 2012. Henset til, at lånet

ifølge gældsbrevet er uopsigeligt fra kreditors side indtil år 2032 sammenholdt med bemærkningerne i SM’s svar til SA’s advokat om, at det har været SA’s ønske, at der skulle ske tilbagebetaling enten ved modregning i arv eller ved konvertering til en gave, hvor afgift/skat ville blive betalt af SA, finder Landsskatteretten ikke, at gældsbrevet kan tjene som dokumentation for en reel tilbagebetalingsforpligtelse.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at det til klageren i 2012 overførte beløb ikke er indkomstskattepligtigt.

Landsskatteretten lægger vægt på, at der ikke foreligger en reel tilbagebetalingsforpligtelse sammenholdt med, at klageren tidligere har modtaget gaver fra SA. Landsskatteretten finder, at 1.000.000 kr. af beløbet er en indkomstskattepligtig gave, og at retserhvervelsestidspunktet og dermed beskatningstidspunktet er overførselstidspunktet, da klageren allerede på dette tidspunkt må have indset, at der var tale om en gave.

Forskellen mellem det til klageren i april 2012 overførte beløb på 2.000.000 kr. og det af klageren underskrevne gældsbrev på 1.000.000 kr. svarer til det beløb, som klagerens søn, SC, ifølge et af ham underskrevet gældsbrev skulle have modtaget fra SA. Der er ikke sket overførsel af beløb fra SA til SC i 2012. SKAT har beskattet såvel klageren som SC af det samme beløb. På baggrund af en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder at der foreligger et underskrevet dokument mellem SC og SA vedrørende beløbet, finder Landsskatteretten, at beløbet skal beskattes hos SC.

Landsskatteretten nedsætter derfor klagerens skattepligtige indkomst for 2012 med 1.000.000 kr.

Sagens formalitet

SKAT har pligt til at foretage høring, inden der træffes afgørelse om ændring af en skatteansættelse. Reglerne herom fremgår af forvaltningslovens § 19 og af skatteforvaltningslovens § 20.

Landsskatteretten bemærker, at SKAT i afgørelsen til klageren har anført nye oplysninger modtaget fra SA’s advokat. Disse oplysninger har ikke været sendt i høring hos klageren. Det må anses for en sagsbehandlingsfejl, at SKAT ikke forud for afgørelsen har sendt disse oplysninger i høring.

Landsskatteretten finder ud fra en konkret væsentlighedsbetragtning, at denne sagsbehandlingsfejl ikke kan føre til afgørelsens ugyldighed, da afgørelsen grundlæggende er baseret på de oplysninger, som SKAT har anført i forslaget til afgørelse. Der henvises til afgørelserne refereret i SKM2006.677.HR og SKM2003.556.ØLR.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.”

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A og dennes ægtefælle, SM.

A har forklaret, at hendes far var revisor for SA, som de kaldte SA. Hendes far døde i august 1996 og havde allerede dengang aftalt med SA og SM, at SM skulle fortsætte med at hjælpe SA. Det var på det tidspunkt, at de blev venner med SA. Det kom lidt udefra og meget pludseligt. De sås typisk to gange årligt i henholdsvis hendes sommerhus og lejlighed. Hun har aldrig modtaget gaver fra SA eller givet hende gaver.

Hun skrev under på et gældsbrev ved overførslen af beløbet i 2010. Det kom i stand på initiativ fra SA. Hun kan ikke huske, om hun selv har talt med SA om beløbet. Hun har ikke gældsbrevet. Vilkårene var de samme som dem, der fremgår af de senere gældsbrev fra 2012. Hun aftalte ikke vilkårene med SA. SM stod for det hele. Hun havde ikke et konkret lånebehov i 2010 og ved ikke, hvad beløbet blev brugt til. Det er hendes mand, SM, der står for økonomien. Hun mener, at beløbet gik til køb af ejendommen på Y1-ejendom. Hun ved ikke, hvilke beløb der blev brugt til hvad.

SM stod for økonomien. Hvis han mente, at det var godt at investere et lån i fast ejendom eller værdipapirer, stolede hun på det. Det gør hun stadig. Hun havde en fornemmelse af, at der var et testamente, men hun havde ingen konkret viden om indholdet heraf.

SA lånte dem til muligheder, og beløbene gik til en pulje, som SM brugte til investeringer. De overvejede ikke i 2010 at betale dele af beløbet tilbage, fordi de så havde mere at investere for. Hun har ikke afdraget på gælden. Der har ikke været tale om, at de skulle begynde at afdrage. Det var SM der stod for økonomien. Det havde ingen betydning for hendes evt. tilbagebetaling af lånet, at SA var velhavende.

Den 25. april 2012 fik hun overført 2 mio. kr., men hun underskrev kun et gældsbrev på 1 mio., fordi den ene mio. var til hendes søn, SC. Lånet kom i stand på samme måde som i 2010, dvs. gennem SM. SA tog også her initiativet. Hun erindrer ikke konkret, om hun talte med SA om lånet, men det var ikke hemmeligt. Hun har ikke deltaget i nogen aftale om lånevilkårene i gældsbrevet af 25. april 2012. Hun ved ikke, hvorfor det var afdragsfrit til 2032. Hun har ikke afdraget på gælden og tror ikke, at hun har betalt renter. Hun ved ikke, hvad det beløb, hun modtog, blev brugt til. Det indgik i en pulje. Det var SA’s ønske, at børnene fik muligheder.

Da hun modtog brevet fra advokat JS, var bruddet med SA sket. Det var meget ubehageligt, at de var afskåret fra at tage kontakt til hende. SA fik nyt telefonnummer, og dørklokken virkede ikke. De havde det så dårligt med det, at de overvejede at kontakte en advokat. De fik svaret, at de ikke kunne gøre noget, så længe SA ikke ønskede noget ændret.

Hun havde ikke forventet et sådant brev, men var dog ikke overrasket. Det var ikke rart. Hun talte med SM om, at det ikke var rart under disse omstændigheder at skylde penge til nogen. De talte om, hvordan lånene kunne afvikles hurtigst muligt.

Hun kender den mail, hendes mand sendte den 4. marts 2013 til advokat JS. Den passus, der er skrevet med mindre skrift på side 2 i mailen, er ikke noget, SA har givet udtryk for i forhold til hende og hendes mand. Det må SA have talt med andre om. Hun tror, at SA muligvis har tænkt det, der fremgår af teksten.

SA’s hensigt med at yde lånene var at give folk, hun kendte, mulighed for at have en bolig, de kunne være trygge i. Det var en mulighed for, at de kunne købe noget, de ellers ikke ville have mulighed for.

SM har til denne sag forklaret, at A’s lån i 2010 sammen med hans 4 mio. kr. blev brugt til ejendommen på Y1-ejendom, der blev købt som forældrekøb til SJ. Der var andre omkostninger ved købet end købesummen. Lånene er ikke anvendt til konkrete formål men til indgået i familiens formue.

Beløbet i 2012 blev ikke brugt til noget konkret, men er indgået i familiens formue, som han har anvendt til investeringer. Det kan være brugt til køb af ejendom, værdipapirer, afdrag på gæld eller andet. Han ved som revisor, at det normalt altid kan være godt at låne penge, særligt hvis vilkårene er gode. Han betalte i sin virksomhed mere i rente i banken på dette tidspunkt.

Han er bekendt med, at A den 21. februar 2013 modtog et brev fra advokat JS. Han talte med A og familien om det. Han husker ikke, om alle deres børn modtog brevet, men i hvert fald én gjorde. Brevet kom efter bruddet med SA. De talte om, hvordan de kunne få afviklet lånene, når de var hos en, der var styret af nogle personer, som de ikke havde det godt med.

Den passus, der er anført med småt på side 2 i hans mail af 4. marts 2013, blev indsat, fordi de havde talt med de andre, der havde fået lån. De var enige om, at det var bedst at udarbejde en samlet besvarelse, blandt andet fordi de var bekymrede for SA. Når det var en fælles mail, skulle de være enige om svaret. Nogle af de andre mente, at det kunne være SA’s mening at eftergive dem gælden. Han selv mente ikke, at det var interessant, hvad der måtte kunne ske. Han fik den pågældende passus fra en anden mail, vist fra NS og NF, der havde søgt råd hos en advokat. Han vedstår, at det er ham, der har sendt mailen.

Han har ikke haft fuldmagt til SA’s konto. Han har kun haft fuldmagt til at hjælpe med ombytning af investeringer. Han har ikke kunnet hæve penge.

Han er bekendt med alle gældsbreve vedrørende de udlån, der har været. Han har set dem alle. Alle gældsbreve var enslydende omkring vilkår og svarede til dem, der er underskrevet den 25. april 2012, måske med undtagelse af løbetiden. Lånevilkårene er aftalt af SA sammen med MB. Han har talt med SA om lånene til A. Det var SA’s ønske at give låntagerne muligheder for at gøre ting. SA var selv blevet velhavende ved at investere i NO.

Løbetiden frem til 2032, hvor SA ville være 108 år, var langsigtet placering af midler. Hun havde oprettet en fond, G1-fond, der ville kunne nyde godt af de beløb, der kom til den tid. A har ikke betalt renter, for renterne skulle tillægges lånet. Der var ingen sikkerhed for lånene.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført blandt andet:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det i første række gældende, at de af A modtagne beløb i 2010 og 2012 udgjorde lån og ikke gaver, og således er skatteansættelsen for de pågældende indkomstår uvedkommende i indkomstårene 2010 og 2012.

Det gøres gældende, at A ikke tidligere har modtaget gaver fra SA, når bortses fra den kompensation for arven, som hun skulle have haft ifølge SA’s nødtestamente. Der foreligger således ikke et gavemiljø.

I situationen med kompensation for arv, hvor beløbet var givet til eje, lå beskatningen SA på sinde. Der blev udfærdiget gavebrev (E s. 139), og SA ønskede selv at foretage indbetalingen til skattemyndighederne, før selvangivelsen forelå, om end dette selvsagt ikke lod sig gøre. A selvangav da også beløbet og indbetalte frivilligt skatten allerede inden indkomstårets udgang (E s. 143 og 145)

Det ses tydeligt af parternes dispositioner, at man har anset de i sagen omhandlede overførsler som lån, allerede fordi der er oprettet lånedokumenter, ligesom der er anført ”lån” på overførslen i 2012.

Det ses også, at når SA har givet beløb til eje, har skattebetalingen ligget hende på sinde (E s. 139).

SA har da også efterfølgende tilkendegivet, at der var tale om lån, som hun ikke længere agter at søge inddrevet, (E s. 211 og 215), ligesom SA, via advokat JS, i 2013 ligefrem truede med indenretlige skridt til sikring af sit tilgodehavende (E s. 167 og 176)

At advokat JS efterfølgende et enkelt sted har anført, at SA på et senere tidspunkt anså beløbene som gaver, ændrer ikke herpå, når SA allerede på overførselstidspunktet, og stedse herefter, har behandlet overførslerne som lån.

Sagsøger har da også kunne påvise væsentlige fejl i advokat JS’s oplysninger, herunder at SM skulle have haft fuldmagt til SA’s konti, hvilket er en dokumenteret falsk oplysning (E s. 209). En oplysning, som skattemyndighederne ligefrem har lagt afgørende vægt på i relation til tekstanmærkningerne på overførslerne (E s. 205-206)

Skattemyndighederne har i sagen lagt afgørende vægt på, at det skulle være meningen, at As lån fra SA senere skulle udlignes i forbindelse med arv (E s. 206), vel vidende fra SKATs side, at A ikke var begunstiget i SA’s testamente, ligesom man bevidst har fortiet denne afgørende oplysning for A.

Når SKAT anfører, at ”der i forbindelse med udbetalingerne, på samme tid oprettes et testamente, hvori ”lånet” skulle udlignes med et legat” (E s. 206), er dette fuldstændigt udokumenteret, ligesom efterfølgende oplysninger viser, at det ligefrem er positivt forkert, hvilket SKAT var bekendt med, jf. oversigten over testamenter (E s. 173), der viser, at der slet ikke blev oprettet testamente i forbindelse med den i sagen omhandlede overførsel på kr. 1.000.000 den 22. februar 2010, ligesom testamentet fra 2012 ikke indeholder en begunstigelse af A.

Det gøres gældende, at i en situation som den foreliggende, hvor parterne har disponeret efter, at der er tale om et lån, ligesom objektiv dokumentation støtter dette, er det Skatteministeriets bevisbyrde, at der i stedet var tale om en gave på tidspunktet for overførslen, jf. TfS 2000, 544 LSR. Denne bevisbyrde har Skatteministeriet ikke løftet.

Såfremt man måtte finde, at en eller flere af de i sagen omhandlede udbetalinger udgjorde skattepligtige gaver, gøres det i anden række gældende, at gavetilsagnet først er kommet A til kundskab i indkomståret 2014, hvor SA ubestridt eftergiver gælden.

Det gøres således gældende, at A først skal beskattes heraf i indkomståret 2014, hvor hun kan støtte ret på gaven.

Selv såfremt SA måtte have haft en intention om at lade lånene udligne ved senere arv, er dette ikke ensbetydende med, at lånene skal beskattes på udbetalingstidspunktet. Der er tværtimod tale om en hel almindelig anvendt fremgangsmåde (E s. 217)

Det gøres gældende, at A ikke er begunstiget i SA’s testamente af 12. september 2012.

Såfremt en låntager skal beskattes på lånetidspunktet, når ovenstående fremgangsmåde anvendes, vil dette alt andet lige forudsætte, at testamentet er uigenkaldeligt eller i det mindste, at skattemyndighederne kan godtgøre, at låntager var bekendt med testamentet, således at denne har fået et endeligt og ubetinget retligt krav over for giveren, jf. TfS 1989, 176 V. Denne bevisbyrde har skattemyndighederne ikke løftet.

Det gøres i tredje række gældende, at skattemyndighedernes afgørelse af den 10. januar 2014 (E s. 191) er ugyldig som følge af væsentlige sagsbehandlingsmangler.

Det gøres videre i den henseende gældende, at skattemyndighederne både forinden fremsendelse af agterskrivelse af den 11. oktober 2013 (E s. 177), samt i tiden herefter, men forinden fremsendelse af afgørelsen den 10. januar 2014, har modtaget skriftlige og telefoniske henvendelser fra SA’s advokat, JS (E s. 183-190), der har haft væsentlig betydning for skattemyndighedernes vurdering af A’s sag, og som A ikke var gjort bekendt med, forinden skattemyndighederne traf afgørelse.

At oplysningerne fra advokat JS var væsentlige for sagen illustreres tydeligt af, at skattemyndighederne har citeret hele henvendelsen ind i afgørelsen (E s. 194), ligesom man har ændret begrundelsen til i vidt omfang at henvise til oplysningerne herfra (E s. 197198).

A er først blevet bekendt med ovennævnte skrivelser og notater samtidigt med, at hun blev bekendt med afgørelsen af den 10. januar 2014. Det gøres således gældende, at skattemyndighederne ikke har partshørt A om disse telefoniske og skriftlige henvendelser, der var af særlig vigtig betydning for A’s skattesag.

Det gøres således gældende, at SKATs afgørelse af den 10. januar 2014 lider af så væsentlige sagsbehandlingsmangler i form af manglende partshøring, at afgørelsen er ugyldig, og at forhøjelserne for indkomstårene 2010 og 2012 som følge heraf skal bortfalde.

Det gøres gældende, at den manglende partshøring er en sagsbehandlingsmangel, der ud fra en generel væsentlighedsbedømmelse medfører ugyldighed.

Selv såfremt man måtte finde, at der for så vidt angår sagsbehandlingsmanglen skal anlægges en konkret væsentlighedsbedømmelse, gøres det gældende, at skattemyndighederne ikke har løftet bevisbyrden for, at manglen har været konkret uvæsentlig.”

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

”…

2.      ANBRINGENDER

2.1  Gaver

Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, at gaver skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Gaver anses for skattepligtige i det indkomstår, hvor gavetilsagnet kommer til modtagerens kundskab, jf. Den juridiske vejledning 2019-1, pkt. C.A.1.2.1.

A modtog den 22. februar 2010 kr. 1.000.000,fra SA, jf. bilag. Det fremgår af de underliggende bilag til overførslen, jf. bilag A, at beløbet blev overført med teksten ”fra SA” til A.

A modtog yderligere kr. 2.000.000,fra SA den 25. april 2012, jf. bilag E. Beløbet blev overført med teksten ”Lån A”. Landsskatteretten fandt imidlertid, at kr. 1.000.000,ud af den samlede overførsel skulle beskattes hos As søn, SC, jf. bilag 1, side 47. Sagen angår derfor alene kr. 1.000.000,-, selv om overførslen er på i alt kr. 2.000.000,-.

Det påhviler A at bevise, at overførslerne på i alt kr. 2.000.000,-, som ifølge hende udgør lån, ikke er skattepligtige gaver, jf. eksempelvis U2010.415/2H, U2009.163H og SKM2015.633.ØLR.

A og SA var i de omhandlede år gode venner og havde en tæt relation, jf. stævningen, side 3. Dette understøttes af, at A modtog en betydelig gave på kr. 12.500.000,fra SA i 2007, jf. stævningen, side 3. Under disse omstændigheder skærpes bevisbyrde for, at der faktisk foreligger et låneforhold, jf. eksempelvis U2009.2325H, SKM2003.247.VLR og SKM2012.586.ØLR.

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A ikke har løftet sin skærpede bevisbyrde. Hun har således ikke bevist, at der bestod et låneforhold med realitet, og at hun havde påtaget sig en reel tilbagebetalingsforpligtelse vedrørende de modtagne beløb.

Tværtimod taler sagens faktiske omstændigheder for, at overførslerne på i alt kr. 2.000.000,udgør skattepligtige gaver.

SA har således via sin advokat JS oplyst i brev af 14. november 2014 (bilag H), at hun betragter de overførte beløb som gaver og ikke lån. JS’s mail af 15. november 2017 (bilag 16) ændrer ikke herpå, idet hans bemærkning om, at SA ikke agter at søge de overførte ”beløb” inddrevet skal ses i lyset af henvendelsen af 16. oktober 2017 fra A’s advokat (bilag 15), hvori JS anmodes om at bekræfte, at lånene er eftergivet.

Tilsvarende ændrer JS’s bemærkning i brev af 9. juli 2013 (bilag 12) om, at det af nogle lånedokumenter ”synes” at fremgå, at A skulle være låntager, ikke herved. Det fremgår således af brevet, at JS endnu ikke havde afsluttet sine undersøgelser af beløb overført fra SA’s konto, hvorfor JS’s senere brev af 14. november 2014 (bilag H), må lægges til grund.

Om de enkelte overførsler skal følgende bemærkes:

2.1.1.  Overførslen den 20. februar 2010 på kr. 1.000.000,-

A gør gældende, at overførslen på kr. 1.000.000,den 20. februar 2010 udgjorde et lån. A har imidlertid ikke kunnet fremlægge lånedokumentation, og hun har alene kunnet oplyse, at der efter hendes ”bedste erindring” blev aftalt en årlig forretning på 4 %, jf. stævningen, side 3, 4. sidste afsnit.

A har allerede af denne grund ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for, at overførslen på kr. 1.000.000,udgjorde et lån og ikke en skattepligtig gave.

2.1.2 Overførslen den 25. april 2012 på kr. 1.000.000,-

Til støtte for sit synspunkt om, at overførslen den 25. april 2012 på kr. 1.000.000,udgjorde et lån, har A fremlagt et gældsbrev på kr. 1.000.000,(bilag 10).

Vilkårene i gældsbrevet er imidlertid så usædvanlige, at gældsbrevet ikke kan dokumentere, at der skulle foreligge et faktisk låneforhold med en reel tilbagebetalingsforpligtelse på kr. 1.000.000,-. Gældsbrevet er uopsigeligt for kreditor, og der er først pligt til at betale lånet tilbage i 2032 – dvs. på et tidspunkt, hvor SA er 108 år. Hertil kommer, at gældsbrevet er afdragsfrit, og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at renterne er blevet tilskrevet.

At der aldrig har foreligget et reelt låneforhold understøttes af en mail af 4. marts 2013 (bilag F) fra As ægtefælle, SM, hvoraf fremgår, at de overførte beløb skulle konverteres til enten arv eller gaver. Det har dermed aldrig været tanken, at de overførte beløb på noget tidspunkt skulle tilbagebetales, ligesom det heller ikke har været tanken, at modtageren skulle betale renter af beløbet.

Hertil kommer, at SA ligeledes den 25. april 2012 overførte kr. 2.000.000,til A’s mand samt kr. 1.000.000,til to af parrets sønner, ligesom SA ligeledes samme dag overførte yderligere kr. 1.000.000,til hver af otte andre personer omfattet af sin omgangskreds, jf. bilag I.

A har da blot bekræftet, at baggrunden for overførslerne ikke var akutte pengebehov, men at lånene blot indgik som en ”integreret del af finansieringen af de investeringer m.v.”, der blev foretaget af familien SH, jf. processkrift I, side 2, 4. afsnit.

A gør i processkrift II, side 2, gældende, at hun ikke er begunstiget i SA’s testamente af 12. september 2012, og at hun derfor ikke skal beskattes af lånene på udbetalingstidspunktet.

Om A er eller ikke er betænkt i dette testamente, er imidlertid uden betydning for vurderingen af, om overførslerne udgjorde lån eller gaver.

I et indlæg til Landsskatteretten anførte A, at SA brød kontakten med hendes ”gamle” venner i 2012, herunder familien SH, jf. bilag 1, side 15. Videre anføres det i et andet indlæg til Landsskatteretten, at SA måske havde testamenteret et beløb svarende til resttilgodehavenderne, men at testamentet ikke var uigenkaldeligt, ligesom ”det må anses for højst sandsynligt, at testamentet da også de facto er blevet ændret siden”, jf. bilag 1, side 44.

Testamentet af 12. september 2012 er udarbejdet efter de omhandlede overførsler, og efter det oplyste brud mellem familien SH. Hvis A ikke er betænkt i testamentet, siger en sådan ændring dermed under alle omstændigheder ikke noget om, hvorvidt overførslerne – foretaget på et tidspunkt, hvor der utvivlsomt bestod en ganske tæt relation mellem SA og familien SH – udgjorde lån eller gaver. Hertil kommer, som nævnt, at SA ifølge de foreliggende oplysninger selv betragter overførslerne som gaver og ikke lån, jf. bilag H.

2.2   Ugyldighed

A gør gældende, at SKATs afgørelse er ugyldig, da SKAT har undladt at partshøre A om oplysningerne modtaget fra advokat JS, jf. stævningen, side 32.

Som anført i stævningen fandt Landsskatteretten, at denne manglende partshøring udgjorde en sagsbehandlingsfejl, der dog ud fra en konkret væsentlighedsvurdering ikke kunne føre til, at SKATs afgørelse var ugyldig, jf. bilag 1.

Under sagens behandling i Landsskatteretten fik A mulighed for at fremkomme med bemærkninger til oplysningerne fra advokat JS, hvorfor der under alle omstændigheder ikke længere foreligger en sagsbehandlingsfejl, der kan føre til afgørelsens ugyldighed.

Det er således fast antaget i retspraksis, at en sådan eventuel sagsbehandlingsfejl kan repareres af en rekursinstans, jf. eksempelvis U2002.752H (landsrettens begrundelse) og TfS 2006, 814 V, som netop omhandlede manglende partshøring.

Det gøres sammenfattende gældende, at den manglende partshøring ud fra en konkret væsentlighedsvurdering ikke kan føre til, at afgørelsen er ugyldig, jf. eksempelvis SKM2006.677.HR og SKM2003.556.ØLR.

Den manglende partshøring over oplysningerne modtaget fra advokat JS har således ikke haft betydning for sagens materielle indhold, ligesom den heller ikke har haft betydning for As mulighed for at anfægte afgørelsen til Landsskatteretten og indbringe sagen for domstolene.

2.3   Skatteministeriets subsidiære påstand

Hvis retten måtte finde, at de overførslerne udgør lån, gør Skatteministeriet gældende, at A efterfølgende har fået eftergivet lånene, og at de derfor skal beskattes som en gældseftergivelse i indkomståret 2014.

A har i processkrift II, side 1, anført, at hun er enig i, at hun skal beskattes af en gældseftergivelse i indkomståret 2014, hvis retten måtte finde, at overførslerne udgør lån, samt at den endelige beløbsmæssige opgørelse heraf bør hjemvises til Skattestyrelsen.”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Efter statsskattelovens § 4 skal alle indtægter som altovervejende udgangspunkt anses som skattepligtig indkomst. Herunder fremgår det udtrykkelig af § 4, litra c, at gaver indgår i den skattepligtige indkomst.

Som en undtagelse fremgår det af statsskattelovens § 5, litra b, at gaver indenfor den kreds, der er anført i boafgiftslovens afsnit II, ikke medregnes i den skattepligtige indkomst.

Baggrund

Retten lægger til grund, at SA i 2007 gav A en gave på 12,5 mio kr., antagelig som anført af A for at efterkomme et ønske fra SA’s afdøde søster. Beløbet blev selvangivet som skattepligtig indkomst.

A har ikke nogen familiemæssig relation til SA eller hendes søster, men har forklaret, at hendes far indtil 1996 hjalp søstrene med regnskaber og andre papirer, og at hendes mand, SM overtog denne opgave i 1996 og i den forbindelse mødte søstrene ca. 2 gange årligt.

Beløbet i 2010

Der blev den 22. februar 2010 overført 1 mio kr. fra SA til A. Beløbet blev overført med teksten ”fra SA”.

Da det er udgangspunktet for indkomst af enhver art er, at der er tale om skattepligtig indkomst, må det som anført af Skatteministeriet være A som skatteyder, der har bevisbyrden for, at beløbene ikke er indkomst men skattefrie overførsler.

Der foreligger ikke gældsbreve eller andre skriftlige tilkendegivelser vedrørende dette beløb. Der er ikke afhørt vidner om overførslerne, og A har ikke ageret, som om der var tale om et lån. A har således heller ikke efter det angivelige brud med SA i 2012 gjort noget for helt eller delvis at tilbagebetale beløbet. Henset hertil finder retten, at A ikke ved sin egen og sin mands forklaring har godtgjort, at beløbene blev overført til hende som lån.

Retten finder derfor, at det var korrekt, at A’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 blev forhøjet med 1 mio. kr.

Beløbet i 2012

Hvad angår det beløb på 1 mio. kr., der den 25. april 2012 blev overført fra SA til A med teksten ”lån SA”, lægger retten til grund, at det fremgår af SA’s instruks til banken, at der skulle overføres 1 mio. kr. til A. Det er heri anført, at der på hendes konto vedrørende dette beløb skulle anføres ”lån + A”, og at hun anmodede om, at der hos modtageren blev anført ”lån SA”. Det fremgår af instruksen, at der samme dag blev overført beløb til i alt 10 personer.

Retten lægger videre til grund, at SA og A samme dag underskrev et gældsbrev på 1 mio. kr. Gældsbrevet er anført med forrentning på 4% p.a., første gang 31. december 2012. Der fremgår ingen afdragsbestemmelser, men det fremgår, at lånet er uopsigeligt fra kreditors side i hele løbetiden, og at debitor kan indfri lånet når som helst, dog senest år 2032. Det fremgår af sagen, at tilsvarende gældsbreve samme dag blev underskrevet af 9 andre personer. Navnene på de øvrige underskrivere fremgår ikke af sagen.

As ægtefælle, SM, har som svar på en henvendelse fra SA’s advokat den 26. februar 2013, sendt en mail den 4. marts 2013 på egne vegne og på vegne 9 andre, navngivne personer, herunder A og deres søn OJ.

Retten lægger efter SM’s forklaring til grund, at mailen blev sendt på vegne de personer, der ligesom han selv havde fået en henvendelse fra SA’s advokat.

Det fremgår af SM’s mail, at det hele tiden havde været tanken, at beløbene skulle modregnes i arv eller ved en senere gave, hvor gavegiver skulle betale gaveafgiften eller skatten.

Henset hertil finder retten, at A ikke har godtgjort, at der – trods gældsbrevet har været en reel tilbagebetalingsforpligtelse for så vidt angår beløbet i 2012.

Den omstændighed, at den anførte passus i mailen er skrevet med en mindre skrift, ændrer ikke herved. Det er også uden betydning, at SM har forklaret, at denne passus er en han fik fra nogen af de andre, på hvis vegne han skrev mailen.

Beløbet på 1 mio. kr. anses derfor for at være korrekt medtaget ved opgørelsen af A’s skattepligtige indkomst for 2012.

Sagsbehandlingsfejlen

Det er ubestridt, at der blev begået en sagsbehandlingsfejl hos SKAT, idet A ikke blev partshørt over de oplysninger fra SA’s advokat, JS, som SKAT modtog dels forud for og dels efter at have sendt agterskrivelse til SM, men inden afgørelsen blev truffet.

Spørgsmålet om, hvorvidt denne sagsbehandlingsfejl i sig selv er så væsentlig, at den kan føre til at anse afgørelsen om skatteansættelsen for ugyldig, må – som anført i Højesterets afgørelse gengivet i U.2007.225/2H – afhænge af en konkret væsentlighedsvurdering. Fejlen kan ikke anses at have haft betydning for afgørelsen, idet A ikke ved kontradiktion under sagens behandling hos SKAT kunne have påvirket afgørelsen på en sådan måde, at hun ikke var anset som skattepligtig.

Retten finder derfor, at afgørelsen ikke er ugyldig som følge af den mangelfulde partshøring.

Sagsomkostningerne

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 100.000,00 kr. inkl. moms. Det er oplyst, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

Retten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens værdi på 1.000.000 kr. Retten har videre lagt vægt på, at sagen er blevet hovedforhandlet på ca. 3 timer, og at den er gennemført selvstændigt, selv om Skatteministeriet havde ønsket, at der skete sammenlægning af denne sag med andre sager, anlagt af As nære familie.

T H I K E N D E S F O R R E T :

Skatteministeriet Departementet frifindes.

A skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 100.000,00 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter