Dato for udgivelse
20 Jun 2019 15:28
Til
Virksomheder beskæftiget med registreringsafgift mv. af køretøjer
Sagsnummer
18-1729819
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

Nyhedsbrevet beskriver de overordnede retningslinjer for værdifastsættelse af højrestyrede biler.


Indledning

I dette nyhedsbrev beskrives de overordnede retningslinjer for værdifastsættelse af højrestyrede biler. Bemærk, at der er tale om retningslinjer og ikke egentlige regler. Det betyder, at der vil være tilfælde, hvor retningslinjerne ikke skal benyttes ved værdifastsættelse af højrestyrede køretøjer.

 Retningslinjerne gælder også ved værdifastsættelse af veteranbiler. Det er dog en betingelse for at give veteranbiler fradrag for højrestyring, at registreringsafgiften beregnes med basis i veteranbilens handelspris og ikke ud fra veteranbilens brugsværdi (brugsværdien er defineret som 40 % af den oprindelige afgiftspligtige værdi).

Hvad er en højrestyret bil?

I en højrestyret bil er rat, pedaler m.v. placeret i bilens højre side. Højrestyrede biler er som udgangspunkt ikke produceret med henblik på at skulle benyttes i lande med højrekørsel, som fx Danmark.

 Værdifastsættelse af højrestyrede biler

Målet med en værdifastsættelse er at fastlægge bilens almindelige pris ved salg til en bruger her i landet inklusive moms og registreringsafgift, dvs. handelsprisen. Ud fra handelsprisen kan registreringsafgiften og den afgiftspligtige værdi beregnes. Handelsprisen ansættes med udgangspunkt i prisen for en tilsvarende brugt bil eller for en bil af så vidt muligt tilsvarende mærke og model.

Det er Motorstyrelsens opfattelse, at en højrestyret bil som udgangspunkt vil have en lavere værdi på det danske marked end en tilsvarende og i øvrigt identisk bil, som er venstrestyret. I disse tilfælde kan der gives et fradrag i handelsprisen. Dette er dog alene et udgangspunkt, og som beskrevet nedenfor kan der forekomme tilfælde, hvor en højrestyret bil ikke skal have et fradrag i handelsprisen.

En værdifastsættelse er altid en konkret vurdering, og nedenstående retningslinjer kan derfor ikke anvendes betingelsesløst. Der kan være tilfælde, hvor en anvendelse af nedenstående retningslinjer vil medføre en pris, som ikke er udtryk for handelsprisen. I sådanne tilfælde vil det være nødvendigt at fravige retningslinjerne.

Hvornår og hvordan skal fradrag for højrestyring gives?

Et eventuelt fradrag for højrestyring skal foretages efter eventuelle øvrige reguleringer i handelsprisen som følge af fx køretøjets stand, afvigende kilometerantal, udstyr m.v.

Bemærk også, at et eventuelt fradrag for højrestyring under alle omstændigheder kun kan gives, såfremt de annoncerede biler – som prisen fastsættes med udgangspunkt i – er venstrestyrede.

Biler der kun er produceret som højrestyret

Visse bilmodeller produceres alene som højrestyrede. Et eksempel herpå kan være en Nissan R34 Skyline GT-R. Sådanne biler kan ikke få et fradrag i handelsprisen. Det skyldes, at bilen ikke kan antages at have en lavere værdi end tilsvarende biler af samme mærke, model m.v., idet de sammenlignelige biler netop også er højrestyrede.

Bemærk dog, at sådanne biler i visse tilfælde kan findes i en venstrestyret udgave. Dette vil i så fald skyldes, at bilen efterfølgende er blevet ombygget til at være venstrestyret. Forudsat at ombygningen er lovlig, og at bilen lovligt kan indregistreres i Danmark, vil en bil, som er ombygget fra højrestyret til venstrestyret, som udgangspunkt have en højere værdi end tilsvarende højrestyrede biler.

Ved værdifastsættelse af en bil, der er produceret som højrestyret og efterfølgende ombygget til venstrestyret, vil det efter omstændighederne være nødvendigt at give et tillæg i handelsprisen. Dette forudsætter, at bilen er værdifastsat med udgangspunkt i sammenlignelige køretøjer, som alle er højrestyrede.

Det er Motorstyrelsens opfattelse, at tillægget i langt de fleste af sådanne tilfældevil udgøre mellem 15 og 25 %.

Specialbiler der tillige er produceret som venstrestyret

Med ”specialbiler” menes i dette nyhedsbrev biler, som kun i begrænset omfang er udbudt til salg på det danske marked, som overvejende anvendes til lejlighedsvis kørsel, som typisk kører mellem 0-5.000 km. årligt, og som findes i både en venstre- og højrestyret udgave. Et eksempel herpå kunne være en Toyota Supra A80 (4. gen) eller en Lamborghini Aventador.

Blandt andet som følge af det relativt lave udbud af sådanne biler, vil der typisk være en vis efterspørgsel af også de højrestyrede udgaver, som er sat til salg på det danske marked. Det er Motorstyrelsens vurdering, at sådanne højrestyrede ”specialbiler” har en lavere handelsværdi på det danske marked, og at fradraget i disse tilfælde som udgangspunkt vil udgøre mellem 15 og 25 %.

Biler der tillige er produceret som venstrestyret

En højrestyret bil vil som udgangspunkt have en væsentlig lavere handelsværdi på det danske marked, såfremt bilen tillige er produceret og solgt til det danske marked som venstrestyret. Dette gælder særligt for de mere ”gængse” bilmodeller, hvor udbuddet af annoncerede køretøjer er relativt stort. Eksempler herpå kunne være en VW Golf VII, Ford Fiesta eller en BMW 5-serie.

Grundet det store udbud af sådanne modeller på det danske marked vil en tilsvarende højrestyret model være særdeles vanskelig at afsætte i Danmark til den samme pris som de tilsvarende venstrestyrede modeller. Det er Motorstyrelsens vurdering, at fradraget i handelsprisen for disse ”gængse” højrestyrede bilmodeller som udgangspunkt udgør mellem 60 % og 70 %.

Ombygning fra højrestyring til venstrestyring efter afgiftsberigtigelsen

Motorstyrelsen bemærker, at såfremt der sker ombygning fra højrestyring til venstrestyring af en bil, som er afgiftsberigtiget som højrestyret, vil bilen miste sin afgiftsmæssige identitet.

Det betyder, at bilen skal afgiftsberigtiges på ny, såfremt den efter ombygningen skal benyttes på færdselslovens område. Ved denne senere afgiftsberigtigelse kan der ikke gives et fradrag, idet bilen nu er venstrestyret. Der kan heller ikke gives et fradrag for den allerede betalte registreringsafgift.

Venlig hilsen

Jura og Processer
Motorstyrelsen