xIndhold

Dette afsnit beskriver de grundlæggende betingelser for investorfradrag.

Afsnittet indeholder:

    • Regel

    • Hvad er de grundlæggende betingelser for investorfradrag?

x

 

xRegel

Personer, der er fuldt skattepligtige efter KSL § 1, kan fradrage investeringer i visse små og mellemstore selskaber efter reglerne i investorfradragsloven. Se IVFL § 1.

Personer, der er begrænset skattepligtige efter KSL § 2, vil som udgangspunkt ikke kunne foretage investorfradrag, da der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for begrænset skattepligtige kun kan fradrages udgifter, som vedrører de indtægter, der begrunder begrænset skattepligt. Se KSL § 2, stk. 4.

Personer, der er begrænset skattepligtige og har valgt at bruge grænsegængerreglerne i kildeskattelovens afsnit 1 A, vil heller ikke kunne opnå investorfradrag, jf. opregningen af de fradragsberettigede udgifter for personer, der anvender grænsegængerreglerne. Se KSL § 5 B.

Personer, der er begrænset skattepligtige efter KSL § 2, stk. 3, dvs. personer, der udøver erhverv med fast driftssted her i landet, vil dog kunne opnå investorfradrag, hvis investeringen skal henføres til det faste driftssted, fordi investeringen indgår i den erhvervsvirksomhed, der udøves fra det faste driftssted i Danmark.

Investorfradraget er uden betydning for opgørelse af gevinst eller tab efter aktieavancebeskatningsloven og beskatningen af eventuelt udbytte. 

Investorfradraget påvirkes i øvrigt ikke af, om der opnås gevinst eller tab på aktierne, eller om der modtages udbytte på aktierne.  

Investorfradraget blev indført ved lov nr. 1707 af 27. december 2018 (Investorfradragsloven – IVFL), som har virkning fra og med den 1. januar 2019. Se IVFL § 12, stk. 2.

Se også

Se også afsnit C.F.1, C.F.3.1 og C.F.5.x

 

xHvad er de grundlæggende betingelser for investorfradrag?

Det er en betingelse for investorfradrag, at den skattepligtige enten erhverver aktier i et målselskab som nævnt i IVFL § 3 (direkte erhvervelse) eller ved kontant indskud erhverver andele i en investorfradragsfond. En investorfradragsfond skal anvende indskudte midler til erhvervelse af aktier i målselskaber som nævnt i IVFL § 3. En investorfradragsfond skal på tidspunktet for erhvervelsen af andelene enten forvaltes af en forvalter af alternative investeringsfonde med tilladelse i henhold til lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., eller være en selvforvaltende investorfradragsfond med tilladelse i henhold til samme lov (indirekte erhvervelse). Se IVFL § 2, stk. 1. 

Ved direkte og indirekte erhvervelse af aktier i et målselskab skal aktierne i selskabet erhverves mod fuld kontant betaling, enten ved tegning af aktier i forbindelse med stiftelsen eller en senere kapitalforhøjelse, eller ved erhvervelse af allerede udstedte aktier i et selskab, der ikke tidligere har drevet erhvervsmæssig virksomhed, og hvis egenkapital fra stiftelsen har henstået som et ubehæftet kontant indestående i et pengeinstitut. Se IVFL § 2, stk. 2.

Der er følgende betingelser for investorfradrag:

  • den skattepligtige skal inden udløbet af det kalenderår, hvor en direkte eller indirekte erhvervelse er sket, skriftligt oplyse målselskabet eller investorfradragsfonden om, at der vil blive foretaget investorfradrag,
  • den skattepligtige skal samtidig oplyser målselskabet eller investorfradragsfonden om, i hvilket omfang fradraget ønskes tagetmålselskabet eller investorfradragsfonden skal indberette efter SIL § 29 a eller § 29 b.

Se IVFL § 2, stk. 3.x

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter