Indhold

Dette afsnit handler om den oplysningspligt, som efter skattekontrolloven påhviler finansielle virksomheder, herunder pengeinstitutter vedrørende oplysninger om indskud, lån, depot eller boks m.v.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over ændringer
  • Hvilke oplysninger
  • Hvem skal modtage anmodningen om oplysninger
  • Konti i visse jurisdiktioner
  • Værdipapircentraler
  • Oplysningerne skal være nødvendige for skattekontrollen
  • Oplysninger i elektronisk form
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Regel

Finansielle virksomheder er for så vidt egne forhold undergivet samme oplysningspligt som andre erhvervsdrivende og juridiske personer. 

Herudover er det i SKL § 59 fastsat, at finansielle virksomheder efter anmodning skal oplyse Skatteforvaltningen om deres kundeforhold.

Bestemmelsen i SKL § 59 er en videreførelse og præcisering af bestemmelserne i den tidligere gældende skattekontrollovs § 8 D og 8 G om oplysningspligt for finansielle virksomheder, vekselere, advokater m.v.

Baggrunden for bestemmelsen i SKL § 59 er, at der er et særligt hensyn at tage, hvor tredjemand har en lovbestemt tavshedspligt af hensyn til beskyttelsen af den borger, som er kunde eller klient hos den pågældende, hvilket gælder finansielle virksomheder, teleselskaber og advokater.

Der er derfor udformet nye bestemmelser, der særskilt præciserer omfanget af den oplysningspligt, som den pågældende tredjemand har, således at der tages klart stilling til, hvornår tredjemands tavshedspligt viger for en oplysningspligt. Dette betyder, at bestemmelserne udtømmende regulerer, hvilke oplysninger Skatteforvaltningen kan anmode finansielle virksomheder om.

Oversigt over ændringer

Tidligere SKL

Gældende SKL

Indholdet af ændringer

§ 8 G, stk. 1, pkt. 1-5, jf. § 8 D, stk. 1

§ 59, stk. 1

For finansielle virksomheders vedkommende gælder § 59, som indholdsmæssigt svarer til den tidligere SKL § 8 G med visse ændringer.

Efter § 59, stk. 1, skal finansielle virksomheder efter anmodning oplyse Skatteforvaltningen om:

1) En kundes indskud, lån, depot eller boks.

2) Omsætning med eller for kunden af penge og lignende og af kreditmidler og værdipapirer.

3) Aftaler med eller for kunden om terminskontrakter samt købe- og salgsretter.

4) Ekspedition af udbetalinger og modtagelse af indbetalinger for kunden, herunder hvem der er modtager af en udbetaling eller foretager en indbetaling.

5) Ydelse af garantier til kunden.

6) Konti for fysiske eller juridiske personer, som ikke er hjemmehørende i Danmark, herunder bevægelser på kontoen, oplysning om kontohavers identitet og kontaktadresse og begrundelse for oprettelse af kontoen.

7) Transaktioner med konti i fremmede jurisdiktioner, når der ikke eksisterer en aftale mellem de kompetente myndigheder i Danmark og den pågældende jurisdiktion om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti, samt jurisdiktioner, som er på en fælles EU-liste over ikke-samarbejdende skattejurisdiktioner.

Det er herefter udtrykkeligt lovfæstet, at den finansielle virksomhed vil kunne afkræves oplysninger om, hvem der har foretaget indsætning eller hævning på kontoen, når dette ikke fremgår direkte af kontoudtoget, da oplysninger om de rene bevægelser på kontoen ikke i sig selv er anvendelige i revisionsøjemed. Der er ikke tale om en udvidelse af bestemmelsen, men alene en præcisering af denne.

§ 8 D, stk. 3, 1. pkt.

§ 59, stk. 2

Efter bestemmelsen kan værdipapircentraler kun afkræves oplysninger om, hvilket institut der er kontoførende for nærmere angivne personer eller kontofører nærmere angivne papirer, og om ejere af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked.

På baggrund af denne identifikation vil Skatteforvaltningen hos den pågældende finansielle virksomhed kunne anmode om de oplysninger, som er nødvendige til kontrollens gennemførelse.

Bestemmelsen er en videreførelse af stk. 3 i den tidligere gældende skattekontrollovs § 8 D.

Desuden indeholder bestemmelsen hjemmel til, at Skatteforvaltningen kan indhente oplysninger i værdipapircentraler om ejere af aktier, der er optaget til handel på regulerede markeder. Formålet er, at Skatteforvaltningen kan få oplysninger om ejere af ihændehaveraktier. Da det ikke er registreret i værdipapircentralens systemer, om en aktie er en ihændehaveraktie eller ej, omfatter bestemmelsen adgang til oplysninger om alle aktier.

Bestemmelsen er ny.

§ 59, stk. 3

Efter § 59, stk. 3, skal oplysningerne være nødvendige for skattekontrollen. Formuleringen er bredere ifht. bestemmelsen i skattekontrollovs § 8 G, stk. 1, idet kravet om nødvendighed også  omfatter krav om væsentlighed og proportionalitet.

Skatteforvaltningen skal begrunde en anmodning om udlevering af oplysninger under hensyntagen til Skatteforvaltningens tavshedspligt om den enkelte skattepligtiges forhold.

Opbevares oplysningerne i elektronisk form, kan Skatteforvaltningen forlange, at oplysningerne udleveres i et anerkendt filformat i elektronisk form eller indsendes digitalt i et anerkendt filformat.

Hvilke oplysninger

Bestemmelsen i SKL § 59, stk. 1, angår oplysningspligtens omfang.

Oplysningspligten omfatter alle kunder, både erhvervsdrivende og ikke erhvervsdrivende.

Efter SKL § 59, stk. 1, skal finansielle virksomheder efter anmodning oplyse Skatteforvaltningen om:

1) Kundens indskud, lån, depot og boks:

Efter SKL § 59, stk. 1, nr. 1 vil den finansielle virksomhed kunne afkræves oplysninger om de indskud, som en navngiven kunde har foretaget på sin konto, om kunden har et lån i banken og i givent fald lånets oprindelige hovedstol og afdragsprofil, om diskonterede veksler, og om kunden har et værdipapirdepot og i givet fald bevægelser i depotet og afkast på værdipapirerne, og endelig om kunden har en boks.

2) Omsætning med eller for kunden af penge og lign. og af kreditmidler og værdipapirer:

Efter SKL § 59, stk. 1, nr. 2 vil den finansielle virksomhed kunne afkræves oplysninger om omsætning for kunden af penge og lignende betalingsmidler, f.eks. rejsechecks og bankveksler, kreditmidler, f.eks. gældsbreve og pantebreve, samt aktier og obligationer.

3) Aftaler med eller for kunden om terminskontrakter og købe- og salgsretter:

Efter SKL § 59, stk. 1, nr. 3 vil den finansielle virksomhed kunne afkræves oplysninger om aftaler med kunden om terminskontrakter, herunder eksempelvis terminsforretninger (finansielle kontrakter) og formidlede arrangementer med udenlandske pengeinstitutter, hvor formidleren ikke yder lån, modtager indskud eller er depositar, finansielle futures og optioner, valuta- og renteinstrumenter og andre købe- og salgsretter.

4) Ekspedition af udbetalinger og modtagelse af indbetalinger for kunden, herunder hvem der er modtager af en udbetaling eller foretager en indbetaling:

Efter SKL § 59, stk. 1, nr. 4 vil den finansielle virksomhed kunne afkræves oplysninger om ekspedition af udbetalinger og modtagelse af indbetalinger, herunder hvem der er modtager af en udbetaling eller foretager en indbetaling. Skatteforvaltningen vil således kunne kræve transaktionsoplysninger vedrørende ind- og udbetalinger, f.eks. på hvis vegne en indbetaling eller udbetaling har fundet sted, i det omfang oplysningerne ikke fremgår direkte af kontoudtoget. Nærmere oplysninger om formålet med de pågældende transaktioner kan imidlertid ikke kræves efter bestemmelsen i § 59, stk. 1.

5) Ydelse af garantier til eller for kunden:

Efter SKL § 59, stk. 1, nr. 5 vil den finansielle virksomhed endvidere kunne afkræves oplysninger om ydelse af garantier til kunden, herunder sikkerhedsstillelse for lån og kreditter.

6) Konti for fysiske eller juridiske personer, som ikke er hjemmehørende i Danmark, herunder bevægelser på kontoen, oplysning om kontohavers identitet og kontaktadresse og begrundelse for oprettelse af kontoen:

Det er i SKL § 59, stk. 1, nr. nr. 6, fastsat, at finansielle virksomheder på opfordring skal give kontooplysninger og baggrundsoplysninger om kunder, som ikke er bosiddende i Danmark, men har en konto i pengeinstituttet.

7) Transaktioner med konti i fremmede jurisdiktioner, når der ikke eksisterer en aftale mellem de kompetente myndigheder i Danmark og den pågældende jurisdiktion om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti, og i jurisdiktioner, som er på en fælles EU-liste over ikkesamarbejdende skattejurisdiktioner.

Skatteforvaltningen kan således uden Skatterådets tilladelse kræve oplysninger fra pengeinstitutter om underliggende transaktionsoplysninger, herunder specificering af beløb, når der er tale om en navngiven kontohaver samt oplysninger om hvem, der er indbetaler eller er modtager af et beløb på kontoen, såfremt pengeinstituttet ligger inde med de pågældende oplysninger.

Skatteforvaltningen har ligeledes adgang til at få oplyst på hvis vegne en indbetaling eller udbetaling har fundet sted, og herunder også om eventuelle fuldmagtsforhold vedrørende konto tilhørende en navngiven person. 

Der henvises til byretsdommen, SKM2014.209.BR. Efter at Skatteforvaltningen (det dagældende SKAT) forgæves havde rettet henvendelse til skatteyderen selv med anmodning om kontooplysninger m.v., havde man tilvejebragt de pågældende oplysninger ved anmodning herom direkte til banken og skatteyderens forretningsforbindelse. Dette var lovligt, idet der var tale om oplysninger af væsentlig betydning for skatteligningen, jf. dagældende SKL § 8 D. Og da oplysningerne ikke var tilvejebragt med henblik på en straffesag, var tilvejebringelsen af oplysningerne fra tredjemand ikke i strid med reglerne i RSL § 10.

Se også Ombudsmandens udtalelse i sag FOU nr. 2014.0010 om indhentelse af oplysninger efter den dagældende SKL § 8 D og daglige bøder efter dagældende skattekontrollovs § 9.

Pengeinstitutter skal således på anmodning give baggrundsoplysninger om kunder, som ikke er bosiddende i Danmark, og oplysninger om bevægelser på deres konto i pengeinstituttet. Dette er et supplement til den automatiske indberetningspligt, som pengeinstitutterne er pålagt, om status pr. 31. december for konti, hvor kontohaver har bopæl eller hjemsted i udlandet, jf. lov nr. 1634 af 26. december 2013. En tilsvarende automatisk indberetningspligt er gældende for kunder med danske cvr- eller cpr-numre. Se tillige afsnit A.B.1.2.3 om indberetningspligt for finansielle virksomheder m.v.

Såfremt de ønskede oplysninger om forhold i stk. 1, pkt. 1-5, vedrører ikke identificerbare fysiske eller juridiske personer, skal der foreligge en tilladelse fra Skatterådet, jf. SKL § 62.

Hvem skal modtage anmodningen om oplysninger

Et pålæg om oplysningspligt skal rettes til den pågældende juridiske persons bestyrelse eller øverste daglige ledelse.

For pengeinstitutters vedkommende er det fx det pågældende pengeinstituts hovedsæde og ikke den lokale filial.

Konti i visse jurisdiktioner

I SKL § 59, stk. 1, nr. 7 er det fastsat, at finansielle virksomheder skal afgive oplysninger om transaktioner med konti i fremmede jurisdiktioner, når der ikke eksisterer en aftale mellem de kompetente myndigheder i Danmark og den pågældende jurisdiktion om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti, samt jurisdiktioner, som er på en fælles EU-liste over ikke-samarbejdende skattejurisdiktioner.

Bestemmelsen er ny.

Med automatisk udveksling menes, at den pågældende jurisdiktion udveksler oplysninger med de danske skattemyndigheder på grundlag af aftaler eller EU-regler, der gennemfører OECD’s fælles indberetningsstandard (Common Reporting Standard) for udveksling af oplysninger om finansielle konti, på grundlag af den såkaldte FATCA-aftale mellem Danmark og USA eller på grundlag af eventuelle tilsvarende aftaler om udveksling af oplysninger om finansielle konti, som Danmark måtte indgå i fremtiden.

Skatterådet har xfirex gange givet Skatteforvaltningen (det dagældende SKAT) tilladelse til at indhente oplysninger fra danske pengeinstitutter om personer og virksomheders pengeoverførsler til og fra en række lande med det formål at finde ikke-beskattede indtægter og formuer skjult i udlandet og efterprøve de aftaler, som Skatteforvaltningen i fællesskab med de øvrige nordiske lande har indgået med skattelylande og skattelylignende lande.

Der er således primært tale om lande, som Skatteforvaltningen ikke udveksler information med, lande, som der er indgået aftaler med, og hvor aftalerne skal efterprøves, og lande, hvor der er erfaring for, at de kan virke som transitlande, eller hvor der skjules indtægter eller formuer.

Bestemmelsen omhandler finansielle virksomheders oplysningspligt vedrørende oplysninger om transaktioner med konti i jurisdiktioner, der er på en fælles EU-liste over ikke-samarbejdende skattejurisdiktioner. EU’s ministerråd (ECOFIN) havde anmodet den såkaldte adfærdskodeksgruppe for erhvervsbeskatning (Code of Conduct (business taxation)) om at udarbejde en fælles EU-liste over ikke-samarbejdende skattejurisdiktioner inden udgangen af 2017. Adfærdskodeksgruppen skulle undersøge, hvilke lande der kunne placeres på listen. Til dette formål er der opstillet tre kriterier, som alle tre skal opfyldes af skattejurisdiktionerne, hvis de skal anses for at være samarbejdende jurisdiktioner.

Kriterierne indebærer, at en jurisdiktion skal overholde internationale retningslinjer og standarder for god skattepraksis vedrørende:

1) skattegennemsigtighed, dvs. de internationale standarder for udveksling af skatteoplysninger,

2) fair beskatning, dvs. at lande ikke må have skadelige regimer i strid med EU’s adfærdskodeks og ikke må have aggressive skattearrangementer med henblik på at tiltrække profit, som ikke afspejler den reelle økonomisk aktivitet i jurisdiktionen, og

3) OECD’s minimumsstandarder mod udhuling af skattebasen og overflytning af overskud (Base Erosion and Profit Shifting).

Det er hensigten, at listen skal opdateres løbende. Ved at henvise til en sådan liste sikres det, at Skatteforvaltningen kan anmode om oplysninger om transaktioner med konti i jurisdiktioner omfattet af en sådan liste.

Se Det Europæiske Råds hjemmeside om EU-liste over ikke-samarbejdende skattejurisdiktioner, "Beskatning: EU-liste over ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner".

Værdipapircentraler

Efter SKL § 59, stk. 2, kan værdipapircentraler kun afkræves oplysninger om, hvilket institut der er kontoførende for nærmere angivne personer eller kontofører nærmere angivne papirer, og om ejere af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked.

Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere gældende skattekontrollovs § 8 D, stk. 3.

Værdipapircentraler er dermed alene oplysningspligtige med hensyn til hvilket pengeinstitut, der er kontoførende for nærmere angivne personer eller kontofører for nærmere angivne værdipapirer. På baggrund af denne identifikation kan Skatteforvaltningen hos den pågældende finansielle virksomhed anmode om de oplysninger, som er nødvendige til kontrollens gennemførelse.

Bestemmelsen indeholder derudover hjemmel til, at Skatteforvaltningen kan indhente oplysninger i værdipapircentraler om ejere af aktier, der er optaget til handel på regulerede markeder. Bestemmelsen er rettet mod ihændehaveraktier, som er kendetegnet ved, at selskabet ikke kender ejeren - i modsætning til navneaktier. Ihændehaveraktier giver således aktionæren mulighed for at være anonym, f.eks. over for selskabet og offentlige myndigheder. Der har bl.a. fra OECD været peget på, at ihændehaveraktier kan misbruges til sløring af ejerskab og derigennem til skatteunddragelse.

Formålet er, at Skatteforvaltningen kan få oplysninger om ejere af ihændehaveraktier. Da det ikke er registreret i værdipapircentralens systemer, om en aktie er en ihændehaveraktie eller ej, omfatter bestemmelsen adgang til oplysninger om alle aktier.

Oplysninger skal være nødvendige for skattekontrollen

Det fremgår af SKL § 59, stk. 3, at oplysningerne skal være nødvendige for skattekontrollen. Heri ligger, at indgrebet skal være egnet til og nødvendigt for at opnå det tilsigtede mål.

I den tidligere gældende skattekontrollovs § 8 G var det anført, at oplysningerne skulle have væsentlig betydning for skatteligningen. I SKL § 59, stk. 3 er "skatteligning" ændret til "skattekontrol", idet bestemmelserne omfatter situationer, hvor der enten foretages en kontrol af en eksisterende ansættelse af indkomstskat eller en kontrol, fordi der ikke foreligger en skatteansættelse. Resultatet af kontrollen kan blive en ændret eller ny skatteansættelse.

Kravet om nødvendighed omfatter et krav om væsentlighed og proportionalitet. Skatteforvaltningen vil skulle foretage en konkret afvejning af hensynet til det offentliges behov for at modtage oplysninger over for, hvor alvorligt indgrebet er i den skattepligtiges privatliv. Der skal ske en afvejning af det samfundsmæssige hensyn over for de byrder, som den oplysningspligtige vil blive pålagt i forbindelse med fremskaffelse af oplysningerne.

Oplysningerne skal være væsentlige for en korrekt skatteansættelse, og oplysningerne må ikke kunne tilvejebringes med mindre indgribende midler. I denne afvejning af byrden for den oplysningspligtige kan det ligeledes være af betydning, om Skatteforvaltningen alene anmoder om oplysninger inden for den ordinære ligningsfrist, eller om Skatteforvaltningen anmoder om oplysninger længere tilbage i tid.

Skatteforvaltningen vil skulle begrunde en anmodning om udlevering af oplysninger under hensyntagen til Skatteforvaltningens tavshedspligt om den enkelte skattepligtiges forhold.

Oplysninger i elektronisk form

Opbevares oplysningerne i elektronisk form, kan Skatteforvaltningen forlange, at oplysningerne udleveres i et anerkendt filformat i elektronisk form eller indsendes digitalt i et anerkendt filformat, jf. SKL § 59, stk. 3.

Den digitale udvikling betyder, at mange oplysninger vil kunne forefindes i elektronisk form i et anerkendt filformat. Det betyder en lettelse af byrden for den oplysningspligtige og for Skatteforvaltningen, når oplysningerne kan afgives i elektronisk form, og dette vil kunne kræves, hvis det er muligt for den indberetningspligtige.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Domme

SKM2014.209.BR

En bank blev pålagt udleveringspligt. Oplysningerne var ikke i strid med RSL § 10.

Se SKM2013.698.LSR

Landsskatteretskendelser

SKM2019.528.LSR

Landsskatteretten anså det for at være af væsentlig betydning for SKATs undersøgelse af skatteyderens eventuelle skattepligt af renteindtægter, at SKAT kunne indhente oplysninger om klagerens konti. Det var derfor berettiget at anvende oplysningspligten i skattekontrollovens § 8 D over for en bank, uanset om der forelå en konkret mistanke om en lovovertrædelse eller ej, så længe oplysningerne alene søgtes tilvejebragt med henblik på andre spørgsmål end fastsættelse af straf, nemlig skatteligningen.

 

SKM2013.698.LSR

En bank blev pålagt at udlevere oplysninger til brug for vurdering af, om der kunne statueres dansk skattepligt.

SKM2013.458.LSR

SKATs anmodning til en bank om udlevering af oplysninger var ikke en forvaltningsmæssig afgørelse. Sagen blev derfor afvist.