Dato for udgivelse
29 Oct 2018 11:41
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 Oct 2018 09:59
SKM-nummer
SKM2018.531.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
15-0059296
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Is, chokolade- og sukkervarer samt kaffe og te
Emneord
Chokoladeafgift, karamelsovs, erstatningsvare
Resumé

Der skulle svares chokoladeafgift af karamelsovs i henhold til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10.

 

Reference(r)

Lov om chokolade- og sukkervareafgift (lov nr. 254 af 12. juni 1922) § 1
Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 1 samt nr. 10

Henvisning

SKATs juridiske vejledning 2014-2

 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-2 afsnit E.A.2.3.3


SKAT har vurderet, at der skal betales chokoladeafgift af selskabets karamelsovs i henhold til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10. 

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Selskabet leverer og distribuerer fødevarer og materialer, som anvendes i forbindelse med fremstilling af fødevarer. Selskabet importerer karamelsovs i poser af 2 kg. Karamelsovsen sælges til restaurationer, hvor det bruges af konsum-is fremstillere som topping på isdessert. Selskabet sælger ikke den pågældende karamelsovs til detailvirksomheder.

Det fremgår af produktbeskrivelsen på karamelsovsen, at produktnavnet er ”[…]” fra G1. Produktet indeholder følgende ingredienser: glukosesirup, sødet kondenseret sødmælk (sødmælk, sukker) glukose-fruktose sirup, smør, fortykningsmiddel: pektin, salt stabilisator, natriumcitrater.

Produktets farve er medium gylden brun, og produktet leveres i emballage i størrelsen 19 cm x 35 cm x 3,5 cm og indeholder 1.470 ml. Produktet fremtræder som en tyktflydende væske med karamelsmag.

SKATs afgørelse
SKAT har vurderet, at den pågældende karamelsovs er et afgiftspligtigt produkt i henhold til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10.

Som begrundelse for afgørelsen har SKAT bl.a. anført:

”…Det fremgår af lovbekendtgørelse nr. 752 af 10. juni 2013 med senere ændringer om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m., at der skal svares afgift til statskassen af følgende varer:

§ 1

  1. Chokolade og chokoladevarer, kakaomasse, kakaopulver, kakaosmør og kakaopræparater af enhver art.
  2. Lakridssaft, lakrids og lakridsvarer af enhver art. Pulveriseret lakridsrod og blandinger af salmiak og lakridsrod og lign.
  3. Masser helt eller delvis fremstillet af mandler, nødder eller andre kerner af enhver art samt varer af sådanne masser.
  4. Konfekt, bolsjer, dragévarer, skummasse, skumvarer, fondant, sukrede korn og lign. tilsat essenser eller farve samt i øvrigt sukkervarer af enhver art.
  5. Tyggegummi.
  6. Kandiseret frugt og frugtskal samt andre kandiserede varer med undtagelse af skaller af citrusfrugter.
  7. Sukkade, marmelade og tilsvarende varer, når de er formet i plader, stænger, figurer og lign.
  8. Vafler, der er pålagt eller på anden måde er i forbindelse med chokolade, skummasse eller masser helt eller delvis af mandler, nødder eller kerner, medmindre vaflerne afsættes i blandinger med afgiftsfri vafler, biskuit og lign. i et sådant forhold, at antallet af vafler ikke overstiger 25 pct. af det samlede antal stykker i blandingen, og vaflerne ikke efter punkt 10 betragtes som erstatningsvarer for eller efterligninger af chokoladevarer.
  9. Kager, kiks og lign. delvis bestående af skummasse, når bagværket ikke udgør mindst to tredjedele af varens rumfang.
  10. Andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse samt den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under 1-8.

I Den juridiske vejledning fra SKAT, version 2014-2 i afsnit E.A.2.3.3 chokolade- og sukkervarer omfattet af reglerne, fremgår følgende:

Andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og brug og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt ovenfor, undtagen kager, kiks og lignende. Se chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10.

Ved vurdering af om et produkt kan betragtes som en efterligning af eller en erstatningsvare for fx chokoladevarer, er varens fremtræden og markedsføring lige så væsentlig som indholdet. Det betyder, at varer, der efter beskaffenhed og anvendelse minder om chokoladevarer, også er omfattet af afgiften.

Et eksempel på en afgiftspligtig vare, der betragtes som efterligninger eller erstatningsvarer er følgende dessertsauce:
”Produktet anvendes som dessertsauce til is og fremtræder som en lys brun tyktflydende væske med karamelsmag, og består af saccharose, vand, fedt, glucose, stivelse, mælkefedt, hasselnødder, konserveringsmiddel m.m.”. Produktet er omfattet af det afgiftspligtige vareområde.

Det er SKATs opfattelse at karamelsovsen ”[…]”, der leveres fra H1 ApS, er identisk med den afgiftspligtige dessertsauce, der fremstår som et eksempel på et afgiftspligtigt produkt i Den juridiske vejledning. Produktet indeholder stort set samme ingredienser og fremtræder ligeledes som en lys brun tyktflydende væske med karamelsmag. Produktet kan anvendes til is eller anden dessert på samme måde, som en traditionel chokoladesauce anvendes.

Produktet indeholder ikke kakao og er ikke omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1. Produktet er dog efter en samlet bedømmelse af beskaffenhed, anvendelse en efterligning eller erstatning for en chokoladesauce omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1. SKAT vurderer således, at produktet er afgiftspligtigt i henhold til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10.

Jeres bemærkninger på vegne af H1 ApS af 31. oktober 2014 til SKATs forslag til afgørelse af 9. september 2014 giver ikke anledning til ændring af SKATs opfattelse.

I henviser til en ikke offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten (LSR10.12.1998, 661-1606-0001) om vurdering af afgiftspligt for produkterne ”neutral fudge icing” og” caramel fudge icing”. Det fremgår af sagen, at neutral fudge icing er beskrevet som en hvid glasur, der kan tilsættes f.eks. gul farve og citronsmag, og caramel fudge icing som en sammensætning af førstnævnte og karamelmasse i forholdet 60/40. Begge er beskrevet som glasur, der er luftet, og derved har fået en blød konsistens, og med en tiltænkt anvendelse som fudge glasur på kagesnitter. SKAT mener ikke, at disse produkter er sammenlignelige med karamelsovsen i denne sag.

I henviser desuden til en tidligere udgave af Den juridiske vejledning, version 1.5 (23.01.2012 – 15.07.2012), hvoraf der i bilaget D.1 om afgørelser om afgiftsfrie eksempler fremgår et eksempel på en afgiftsfri karamelsovs. I mener, at denne udgave af Den juridiske vejledning stadig er gældende.

Med udgangspunkt i det forvaltningsretlige lighedsprincip har H1 således et retskrav på, at indholdet i eksempler fra Den juridiske vejledning fra 2012 kan anvendes, såfremt eksemplet har den fornødne hjemmel i lovgivningen og ikke er klart i strid med højere rangerende retskilder.

Det afgiftsfrie eksempel på karamelsovs i bilag D.1 i Den juridiske vejledning fra 2012, kan ikke anses for at have hjemmel i ordlyden af chokoladeafgiftslovens § 1, hvorfor eksemplet er fjernet fra senere udgaver af vejledningen. Henset hertil har H1 ApS ikke et retskrav til, at indholdet i eksemplet om afgiftsfri karamelsovs fra Den juridiske vejledning fra 2012 kan anvendes jf. SKM2012.399.LSR.

SKAT har derfor truffet afgørelse i henhold til seneste udgave af Den juridiske vejledning, version 2.2, 30/7-2014, hvoraf det fremgår, at karmelsauce er et afgiftspligtigt produkt jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10.
…”

Selskabets opfattelse
Selskabet har nedlagt principal påstand om, at karamelsovs, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt i forbindelse med fremstilling af konsum-is ikke er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1.

Selskabet har nedlagt subsidiær påstand om, at karamelsovs, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt i forbindelse med fremstilling af konsum-is, tidligst kan anses for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, med fremadrettet virkning fra SKATs forslag til afgørelse den 9. september 2014 til selskabet og efter et passende varsel på cirka 6 måneder.

Til støtte for disse påstande har selskabets repræsentant bl.a. anført:

”…
Argumenter for vores primære påstand
Det er vores opfattelse, at karamelsovs leveret af H1, som udelukkende anvendes erhvervsmæssigt i forbindelse med fremstilling af konsum-is ikke er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1.

Karamelsovs - ikke omfattet af chokoladeafgiftsloven

Det er vores opfattelse, at karamelsovs leveret af H1 til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse i forbindelse med fremstilling af konsum-is, ikke er omfattet af chokoladeafgiftsloven § 1. Produktet handles i en sådan form, at det udelukkende kan anvendes til erhvervsmæssig brug og produktet indeholder ikke ingredienser, som er afgiftspligtige i sig selv.

Ifølge chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1 skal der betales afgift af de varer, som er oplistet i bestemmelsen.


Det er SKATs opfattelse, at karamelsovsen er afgiftspligtig efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10 ud fra en samlet bedømmelse af varens beskaffenhed og anvendelse, som en efterligning eller erstatning for chokoladesauce der anvendes til is, og som er afgiftspligtigt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Det er vores opfattelse, at karamelsovsen ikke kan betragtes som en efterligning eller erstatning for chokoladesauce. Dette ud fra, at produktet handles i en sådan form, at det udelukkende kan anvendes til erhvervsmæssig brug og at produktet ikke indeholder ingredienser, som er afgiftspligtige i sig selv.

Sammenligning med chokoladesauce eller "dessertsauce"
Det er vores opfattelse, at karamelsovsen, som H1 leverer ikke kan sammenlignes eller kaldes identisk med den afgiftspligtige dessertsauce. Den afgiftspligtige dessertsauce indeholder nødder og sælges i plastflasker (250 g) og skal anvendes som dessertsauce til is til detailsalgsmarkedet.

Af SKATs Juridiske Vejledning, version 1.5 (23.01.2012-15.07.2012), afsnit D.1.11, bilaget om afgørelser om afgiftspligt/ afgiftsfri varer fremgår karamelsovs på listen over afgiftsfrie produkter og "dessertsauce" af de afgiftspligtige produkter. På listen er produkterne defineret som følgende:

  • "Afgiftspligtig dessertsauce - lys brun tyktflydende væske nærmest med karamelsmag, bestående af saccharose, vand, fedt, glucose, stivelse, mælkefedt, hasselnødder, konserveringsmiddel m.m. Sælges i plastflasker (250 g) og skal anvendes som dessertsauce til is.
  • Afgiftsfri karamelsovs - sukker, glucose, mørkfarin, jævningsmiddel og aroma. Sælges til iscremefabrikker til brug ved fremstilling af konsum-is"

I en ikke offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten (LSR.10.12.1998, 661-1606-0001), men som kort er gengivet i SKATs Juridiske Vejledning version 2.2 af 30. juli 2014, afsnit EA.2.3.3 anses "caramel fudge icing" som ikke afgiftspligtig efter chokoladeafgiftsloven. I kendelsen udtaler Landsskatteretten, at:

"Retten finder efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder om de omhandlede varer tiltænkte anvendelse og om den måde, hvorpå de særskilt forhandles, ikke, at varerne, uanset deres sammensætning, kan anses som svarende til eller som efterligningerne eller erstatninger for den type varer, der er opregnet i lovens § 1, stk. 1, nr. 4. De omhandlede varer kan derfor hverken anses for omfattet af § 1, stk.1, nr. 4 eller § 1, stk.1, nr.10".

Landsskatteretten henviser i kendelsen både til en afgørelse, hvor varer betegnet som karamelsovs, og som er sammensat af sukker, glucose, mørk farin, jævningsmiddel og aroma, er afgiftsfri og til Told- og Skatteregion Vejles afgørelse af 11. september 1997, hvor fedtglasur også anses for afgiftsfri efter chokoladeafgiftsloven.

Endvidere udtaler retten, hvordan praksis inden for karamelsovs og fedtglasur er sammenfattet:

"Denne praksis er sammenfattet således, at karamelsovs, der består af 90 % forskellige sukkervarer og fedtglasur, der består af 50 % sukker og 42 % er afgiftsfrit. Under henvisning hertil, til at de omhandlede produkter er af en sådan beskaffenhed, at de udelukkende kan anvendes til erhvervsmæssig brug, og til at hverken de ovennævnte produkter eller de omhandlede varer indeholder råvarer, der i sig selv er afgiftspligtige, må også de omhandlede varer der hovedsageligt består af 50 % sukker, 25 % glukose og 16 % olie, anses for afgiftsfri".

Ud fra Landsskatterettens udtalelse om praksis inden for karamelsovs og fedtglasur og ud fra eksemplerne i SKATs Juridiske Vejledning, er vi af den opfattelse, at den karamelsovs, som H1 leverer, kan ligestilles med den afgiftsfrie karamelsovs nævnt i både SKATs Juridiske Vejledning version 1.5 (23.01.2012-15.07.2012) samt i Landsskatterettens afgørelser. Dette bl.a. set ud fra, at den karamelsovs, som H1 leverer i store træk indeholder de samme ingredienser, som den afgiftsfrie karamelsovs samt at karamelsovsen sælges til erhvervsmæssig brug ved fremstilling af konsum-is.

Argumenter for vores subsidiære påstand
SKAT har ved omskrivningen af SKATs Juridiske Vejledning valgt, at fjerne den afgiftsfrie karamelsovs fra afsnittet vedr. chokoladeafgift. SKAT oplyste på mødet i SKAT med H1 og revisions- og konsulentvirksomheden R1 den 7. oktober 2014, at SKAT forholder sig til, hvad der står i den seneste udgave af SKATs Juridiske Vejledning og at man ikke kigger på tidligere praksis.

Frem til 16. juli 2012 fremgik produktet karamelsovs både på listen over afgiftspligtige og afgiftsfrie produkter i SKATs juridiske Vejledning afsnit D.1.11. Det afgiftspligtige produkt sælges til detail i 250 gram og produktet indeholder afgiftspligtige ingredienser. Det afgiftsfrie produkt, anvendes udelukkende erhvervsmæssigt i forbindelse med fremstilling af konsum-is og indeholder ikke afgiftspligtige ingredienser.

Uanset, at SKAT har valgt, at fjerne den afgiftsfrie karamelsovs fra SKATs Juridiske Vejledning afsnit om chokoladeafgift, er det vores vurdering, at den karamelsovs, som H1 leverer er sammenlignelig med den karamelsovs, som tidligere var beskrevet i den Juridiske Vejledning og det produkt som beskrives i ikke-offentliggjort Landsskatteretskendelse af 10. december 1998, 661-1606-00019, hvor retten fastslår at produktet "caramel fudge icing" anses som ikke afgiftspligtigt i henhold til chokoladeafgiftsloven.

Såfremt det har været SKATs hensigt, at ændre praksis ved at fjerne det afgiftsfrie eksempel af karamelsovs i SKATs Juridiske Vejledning, er det vores opfattelse at denne praksisændring af Landsskatterettens afgørelse og udtagelse skulle have været ændret ved et styresignal.

Af SKATs Juridiske Vejledning afsnit A.A.1.1.2 fremgår at:

"Både styresignaler og SKAT-meddelelser er bindende tjenestebefalinger, der har samme retlige status som cirkulærer, og ligesom cirkulærer rangerer de under lov og bekendtgørelse i den retskildemæssige trinfølge.

Det er fastslået i domspraksis, at da Den juridiske vejledning og herunder styresignaler og SKAT-meddelelser fastlægger gældende praksis, kan borgere og virksomheder støtte ret herpå i det omfang, at denne praksis ikke klart er i uoverensstemmelse med højere rangerende retskilder."

"Styresignaler bruges i følgende tilfælde:

  • styresignal om genoptagelse
  • styresignal om fastlæggelse og/eller præcisering af praksis.

Styresignal om fastlæggelse og/eller præcisering af praksis

Styresignalet fastlægger praksis på områder, hvor 

  • der ikke tidligere har været fastlagt en praksis,
  • retsgrundlaget er uklart,
  • det konstateres, at praksis ikke er ensartet,
  • en forespørgsel fra fx et andet ministerium eller SKAT nødvendiggør en udmelding om
  • generel lovfortolkning,
  • den offentlige debat viser, at der er behov for en udmelding.

Der skal altid udsendes et styresignal i de ovennævnte situationer. I disse tilfælde er det ikke tilstrækkeligt at indarbejde nye informationer i Den juridiske vejledning, idet der ikke herved skabes den fornødne opmærksomhed om den pågældende information."

Det er vores opfattelse, ud fra betragtningen om, at karamelsovs leveret af H1 er sammenlignelig med den afgiftsfrie karamelsovs nævnt i SKATs Juridiske Vejledning frem til 16. juli 2012 og ud fra en betragtning om, at SKAT ikke har udsendt et styresignal om ændring af denne praksis, at H1 kan støtte ret på SKATs Juridiske Vejledning frem til SKATs forslag til afgørelse den 9. september 2014 til selskabet og efter et passende varsel, som passende kan sættes til 6 måneder.

Konklusion
Det er vores opfattelse, at karamelsovs, som udelukkende anvendes erhvervsmæssigt i forbindelse med fremstilling af konsum-is ikke er omfattet af chokoladeafgiftsloven, da produktet er fuldt sammenligneligt med produktet, som anses som ikke afgiftspligtigt i ikke-offentliggjort Landsskatteretskendelse af 10. december 1998, 661-1606-00019, hvor der ved afgørelsen er lagt vægt på produktets erhvervsmæssige anvendelse.

Subsidiært er det vores opfattelse, at afgiftspligten kun er gældende fremadrettet.

SKATs udtalelser
SKAT har i udtalelse af 21. januar 2015 fastholdt, at karamelsovsen er afgiftspligtig i henhold til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10.

Følgende fremgår bl.a. af SKATs udtalelse.

”…
Det er SKATs vurdering, at karamelsovsen i sagen er afgiftspligtig jf. chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 10. Produktet er identisk med den afgiftspligtige dessertsauce, der fremstår som et eksempel på et afgiftspligtigt produkt i Den juridiske vejledning.

Det afgiftsfrie eksempel på karamelsovs, som fremgik af Den juridiske vejledning fra 2012, kan ikke anses for at have hjemmel i chokoladeafgiftslovens § 1, hvorfor eksemplet er fjernet fra senere udgaver af vejledningen.
…”

SKAT har den 24. maj 2018 i forbindelse med behandlingen af sagen for Landsskatteretten afgivet følgende bemærkninger:

”…
Skattefaglig afdeling, Afgifter, kan tilslutte sig Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse.
…”

Selskabets udtalelse
Selskabets repræsentant har den 3. juli 2018 i forbindelse med behandling af sagen for Landsskatteretten fastholdt, at den pågældende karamelsovs ikke er omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftsloven.

Der fremgår bl.a. følgende bemærkninger af denne udtalelse:

”…
Under henvisning til Skatteankestyrelsens sags nr. […] fastholder H1 ApS de angivne påstande.

På baggrund af praksisændringen i Øster Landsrets dom, offentliggjorde SKAT et styresignal af 7. juni 2016 (SKM2016.253.SKAT).

I styresignalet fastslår SKAT følgende (vores fremhævning):

"4. Ændring af SKATs praksis
Ved vurdering af, om et produkt kan betragtes som en efterligning af eller en erstatningsvare for fx. chokoladevarer efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, skal der foretages en samlet bedømmelse (...)
(...)
Derimod er varer, der hverken indeholder chokolade eller kakao,og i smag afviger fra chokoladevarer, som det meget klare udgangspunkt ikke omfattet af afgiftspligten. Det gælder, selvom varerne har samme form som chokoladevarer, og sælges samme steder som disse.

En tilsvarende afgrænsning kan som udgangspunkt tillige anvendes for så vidt angår efterligninger af eller erstatninger for varer omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 2-8."

Det bemærkes, at karamelsovsen indeholder glycosesirup, sødet kondenseret sødmælk, glycose-fruktose sirup, smør, fortykningsmiddel, pektin, salt, stabilisator, natriumcitrater. Produktet bliver tariferet i position 2103. Karamelsovsen indeholder hverken chokolade eller kakao, og afviger i øvrigt fra chokoladevarer i smagen.

Det er derfor vores helt klare overbevisning, at karamelsovsen ikke er omfattet af afgiftspligten i chokoladeafgiftsloven, hvilket direkte følger af SKATs styresignal SKM2016.253.SKAT.
…”

Landsskatterettens afgørelse
Lov om chokolade- og sukkervareafgift blev indført ved lov nr. 254 af 12. juni 1922. Afgiften omfattede efter denne lovs § 1 chokolade og chokoladevarer af enhver art, kakaopræparater med undtagelse af kakaopulver færdigt til umiddelbart forbrug, lakrids og lakridsvarer af enhver art, marcipan og marcipanvarer af enhver art samt sukkervarer af enhver art, herunder også kandiserede sager.

Det fremgår af bemærkningerne til forslag til lov om omsætningsafgift af chokolade- og sukkervarer m.m., fremsat den 23. november 1921, at der med loven er tilsigtet en beskatning af luksusforbrug.

I henhold til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, betales der bl.a. afgift af følgende produkter, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 752 af den 10. juni 2013 om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m., herefter benævnt chokoladeafgiftsloven:

”§ 1
Af følgende varer svares afgift til statskassen:
1. Chokolade og chokoladevarer, kakaomasse, kakaopulver, kakaosmør og kakaopræparater af enhver art.

10. Andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse samt den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under 1-8.”

Af lovforarbejderne fremgår, at der ved vurdering af, om der er tale om et produkt omfattet af § 1, stk. 1, nr. 10, skal foretages en samlet bedømmelse af produktets beskaffenhed, anvendelse, markedsføring og smag, jf. Folketingstidende 1979-80, Tillæg A, spalte 190.

Østre Landsret har ved dom af den 25. juni 2015 taget stilling til, hvorvidt barer, der var fuldt dækket af chokolade, og barer, der var fuldt dækket med yoghurt, var omfattet af chokoladeafgiftsloven (offentliggjort som SKM2015.654.ØLR). Der fremgår følgende af Østre Landsrets præmisser:

”Begrebet ”chokoladevarer” er hverken defineret i chokoladeafgiftsloven eller i forarbejderne til denne lov og de tidligere love om afgift på chokoladevarer. Anvendelsen af ordene ”chokolade og chokoladevarer … af enhver art” i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, viser imidlertid, at lovgivningsmagten har tilsigtet at give bestemmelsen et bredt anvendelsesområde, hvilket yderligere understreges ved bestemmelsen om afgiftspligt for efterligninger og erstatningsvarer i lovens § 1, stk. 1, nr. 10.

I overensstemmelse med en naturlig sproglig forståelse af ”chokoladevarer” finder landsretten, at bestemmelsen omfatter varer, hvor chokoladen er karaktergivende for produktet, og at der i den forbindelse må lægges vægt på bl.a. den relative mængde af chokolade i varen, hvor fremtrædende chokoladesmagen er, og om varen visuelt fremtræder som værende af chokolade.

Der er derimod ikke holdepunkter for en antagelse om, at varens pris, ernæringsindhold og aftagergrupper indgår i afgrænsningen af begrebet ”chokoladevarer” i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1. Der er heller ikke grundlag for at anlægge en indskrænkende fortolkning af ”chokoladevarer” således, at det er en betingelse for afgiftspligt, at varen ikke tillige har andre karaktergivende egenskaber.

De af sagen omhandlede proteinbarer har et ydre af chokolade og en relativ andel af chokolade på mellem 16,7 og 19,5 %. Parterne har ikke fremlagt smagsprøver fra landsretten, men parterne har begge anført, at barerne smager af chokolade. Disse udsagn understøttes af, at S selv har givet barerne betegnelser, hvor ordet ”chocolate” indgår typisk som produktets første ord, og af vidnet D’s forklaring om, at formålet med chokoladeovertrækket er at maskere den smag, som proteinbarerne ellers vil have.
[…]”

Østre Landsret nåede herefter frem til, at de barer, der var fuldt dækket med chokolade, var omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, mens de barer, der var fuldt dækket af yoghurt, efter rettens opfattelse, faldt uden for lovens anvendelsesområde.

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at karamelsovsen alene anvendes erhvervsmæssigt i forbindelse med fremstilling af konsum-is, og at karamelsovsen derfor ikke er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1.

Landsskatteretten finder ikke, at karamelsovsen er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, da produktet hverken indeholder chokolade eller kakao.

Ved vurderingen af, hvorvidt karamelsovsen kan anses for at være en efterligning af eller erstatningsvare for en sukker- eller chokoladevare, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, skal der henses til varens karakter, herunder varens beskaffenhed, anvendelse og markedsføring.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at den pågældende karamelsovs kan anvendes som en blandt flere muligheder for topping/dessertsauce på is eller anden dessert, og at den vil dække samme behov for forbrugeren, som en traditionel chokoladesovs. Det er oplyst om karamelsovsen, at den har en medium gylden brun farve og er en tyktflydende væske med en sød smag af karamel.

Landsskatteretten finder derfor, at karamelsovsen, efter en samlet vurdering af dens beskaffenhed og anvendelse, kan anses for at være en erstatningsvare omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10.

Landsskatteretten bemærker i forhold til anbringendet om erhvervsmæssig anvendelse, at selskabet sælger den pågældende karamelsovs til et andet selskab, som foretager selve fremstillingen af isen, hvor karamelsovsen anvendes som topping. Det selskab, som denne klagesag omhandler, foretager således ingen fremstilling af is, idet selskabet alene videresælger karamelsovsen til et andet selskab. Landsskatteretten finder derfor ikke, at det er relevant at se nærmere på, hvorvidt den pågældende karamelsovs anvendes til erhvervsmæssig fremstilling af konsum-is i denne sag.

Repræsentanten har subsidiært nedlagt påstand om, at karamelsovsen tidligst, fra SKATs forslag til afgørelse den 9. september 2014, kan være omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, og med et passende varsel på 6 måneder derfra. Repræsentanten har i den forbindelse henvist til, at SKATs juridiske vejledning, gældende fra den 23. januar 2012 til den 15. juli 2012, har angivet et eksempel på henholdsvis en type karamelsovs, der var omfattet af chokolade- og sukkervareafgiften, samt et eksempel på en anden type karamelsovs, der var afgiftsfri.

Hertil bemærker Landsskatteretten, at SKATs juridiske vejledning efterfølgende er ændret, således at eksemplet vedrørende en afgiftsfri karamelsovs er fjernet derfra. Den version af den juridiske vejledning, som repræsentanten henviser til, var ikke gældende på afgørelsestidspunktet.

Repræsentanten har endvidere henvist til en ikke-offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten (LSR10.12.1998, 661-1606-0001), som er omtalt i SKM2014.471.SR. I denne sag blev der truffet afgørelse om, at der ikke skulle betales chokoladeafgift af et produkt, der blev anvendt som glasur.

Hertil bemærker Landsskatteretten, at reglerne om dækningsafgift er ændret efter Landsskatterettens kendelse af 10. december 1998, og at praksis på området er præciseret ved SKATs juridiske vejledning 2014-2, der trådte i kraft den 30. juli 2014.

På den baggrund stadfæster Landsskatteretten SKATs afgørelse.