Dato for udgivelse
05 Jul 2018 14:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Jun 2018 11:58
SKM-nummer
SKM2018.356.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-0218197
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Overførsel, udbytte, løn, eneanpartshaver, ikke fejl
Resumé

Skatterådet fandt, at et beløb, der var overført fra A ApS til anpartshaveren A, skulle behandles efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt. Anpartshaveren havde gjort gældende, at overførslen var en fejlekspedition, men Skatterådet fandt under hensyn til omstændighederne ved overførslen og den forløbne tid på næsten fire måneder fra overførslen til anmodningen om berigtigelse, at der ikke kunne bortses fra overførslen skattemæssigt.

Reference(r)

Ligningsloven § 2
Ligningslovens § 16 A
Ligningsloven § 16 E

Henvisning

Den juridiske vejledning C.B.3.5.3.3


Spørgsmål:

  1. Kan det bekræftes, at beløbet på 575.378,75 kr., der d. 7/7-2017 er overført fra A ApS til A, ikke skal behandles efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt, forudsat at beløbet, inkl. renter for perioden fra 7/7-2017 indtil overførslen, overføres tilbage til A ApS?

Svar:

  1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

A ejer 100% af A ApS, som igen ejer 45% af B ApS.

A ApS er en aktiv konsulentvirksomhed.

B ApS er et aktivt driftsselskab, der beskæftiger sig med internationale rekrutterings- og konsulentopgaver. B ApS er ejet af 3 aktionærer.

C Bank overfører løbende penge fra B ApS til A ApS. Af kontoudtog for både A ApS og B ApS fremgår det, at disse overførsler foregår ofte og med ikke uvæsentlige beløb.

Overførslerne er afregninger af fordringer mellem de to selskaber og foretages ifølge aftale mellem A og dennes faste bankrådgiver.

A giver rådgiver besked via email, når der skal foretages en overførsel mellem de to konti. Beløbets størrelse afhænger af saldoen på konto i B ApS.

Den 7/7-17 er der fejlagtigt overført et beløb på 575.378,75 kr. fra A ApS til A´s private konto i C Bank. En atypisk overførsel i forhold til det øvrige betalingsmønster mellem selskaberne.

Overførslen skulle have været taget fra B ApS og indsat på A ApS’ konto ligesom de mange øvrige overførsler.

Den 7/7-17 var A´s faste bankrådgiver på ferie, hvorfor en kollega i banken varetog hendes email mm. Denne kollega var imidlertid ikke opmærksom på den sædvanlige forretningsgang ved overførslerne og overførte fejlagtigt beløbet til A´s private konto.

A anvender ikke netbank og kigger aldrig på sin konto, hvorfor det først er på det tidspunkt hvor revisor skal til at bogføre (ultimo oktober 2017), at man bliver opmærksom på, at overførslen er sket fejlagtigt. Revisor gør dog, straks han bliver opmærksom på overførslen, A opmærksom herpå, hvorefter A tager kontakt til banken for at få ændret dispositionen, se mail af 1/11-17.

Fejloverførslen er erkendt af C Bank (ultimo oktober). Parterne er altså enige om, at der er grundlag for at foretage en annullering af dispositionen.

Dispositionen ønskes annulleret således at beløbet (575.378,75 kr.) tilbageføres fra A´s private konto i C Bank og indsættes på konto i A ApS. Renteberegningerne på kontiene rettes også tilsvarende, således at tilbageførslen ændres hele vejen igennem.

Som bilag til anmodningen er vedlagt selskabernes regnskaber, kontoudtog samt kopi af mails fra A til sin bankrådgiver i C Bank og bankrådgiverens mail til SKAT.

Det fremgår af kontoudskriften for A´s private banking konto, at der den 7. juli 2017 blev indsat 575.378,75 kr. fra A ApS´ konto.

Det fremgår af kontoudskriften for A´s private banking konto for perioden 7. juli 2017 til 29. december 2017, at der på tidspunktet for overførslen af de 575.378,75 kr. den 7. juli 2017 var et underskud på aktionærens private konto på 37.146,24 kr.

I perioden 7. juli 2017 til 29. december 2017 var der 6 overførsler til kontoen på i alt 5.249 kr. De resterende ca. 630 poster i perioden er hævninger fra kontoen, som primært består i Dankort-betalinger.

Saldoen på kontoen falder som følge heraf jævnt i perioden fra 538.232,51 kr. den 7. juli 2017 (underskuddet på 37.146,24 tillagt overførslen på 575.378,75 kr.) til 304.303,97 kr. den 29. december 2017.

Herefter er der 3 overførsler til kontoen og 2 hævninger fra kontoen, hvorefter saldoen 31/12-2017 er 408.617,97 kr.

Det fremgår endvidere af kontoudskriften for B ApS, at der jævnligt er overført beløb i størrelsesordenen 42.000-874.000 kr. til A ApS. I perioden 18/7-2017-11/1-2018 er der således overført 2,6 mio. kr.

Følgende fremgår af en mail fra A 7. juli 2017 til hans bankrådgiver, D, C Bank:

”Hej D

Jeg ved at der er kommet ca kr. 550.000 kr på min C Bank-konto som du gerne må overføre til min egen konto…tak.

Med venlig hilsen / Best regards

A”

Følgende fremgår af en mail fra A den 1. november 2017 til hans bankrådgiver, D, C Bank:

”Hej D

I forbindelse med at jeg bad om overførsel d. 7 juli d.å af beløb kr. 550.000 fra min B-konto til min konto, overførte din kollega (da du hold ferie, fejlagtigt beløbet til min private banking account i stedet for til min A ApS konto.

Beløbet viste sig endda at være kr. 570.000,- og hun tog ikke kontakt til mig for at sikre at beløbet var rigtigt ej heller at kontoen var rigtig.

Denne forkerte overførsel har potentiel en stor risiko, da det kan betragtes som et ulovligt aktionærlån, alternativt at der naturligvis skal betales skat af beløbet. Fejltagelsen er erkendt af C Bank og du har ligeledes bekræftet overfor [rådgiver E], at I vil skrive en mail til SKAT, som dokumenterer at det er jeres fejldisposition mht til overførsel til en forkert konto, fra jeres side.

Jeg skal bede C Bank om at anmode SKAT om omgørelse af dispositionen.

Hvis jeg ikke kan få tilladelse til omgørelse er det min holdning at C Bank bør dække merskatten som følge af den høje udbytteudbetaling.

Historisk har jeg altid udbyttemæssigt holdt dig til grænsen på 27% og det har jeg en forventning om at fortsætte med. Merskatten er forskellen fra 27% til 42%, og dermed 15% af det udbetalte beløb.

[Rådgiver E] kan være C Bank behjælpelige med anmodning om omgørelse. Det vil også være alle parters fælles interesse i at få løst denne problemstilling bedst og hurtigst muligt uden gener for mig.

Med venlig hilsen / Best regards

A”

SKAT har modtaget kopi af 5 yderligere mails om overførsel af penge, som skatteyderen har sendt til C Bank.

I 4 af disse mails er teksten i emnefeltet ”Overførsel”, og mailteksten er henholdsvis ”Er du venlig at overføre til A ApS hvis der er indgået penge på min konto i B”, ”Tænker at der er kommet indbetalinger fra kunder….er du venlig at checke?”, ”Tror der er kommet indbetalinger til A ApS..” og ”Hvis der er gået penge ind på min konto så må du gerne overføre….tak.”.

I den 5. mail er teksten i emnefeltet ”Tror der er penge på kontoen” og mailteksten er ”Jeg tror er der indbetalinger/udbytte til overførsel til A ApS”

Følgende fremgår af mails fra D, C Bank, den 6. og 8. november 2017 til SKAT:

”Vi (C Bank) plejer løbende at overføre penge fra A´s selskab B ApS (CVR …) til A´s selskab A ApS (CVR …). Ved en fejl har vi den 7.7.17 overført penge fra A ApS til A´s private konto i stedet for mellem selskaberne. Vi har fejlagtigt den 7.7.17 overført kr. 575.378,75 fra A ApS til A. De skulle ikke have været hævet privat.”

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1 bør besvares med et ”ja”.

Der kan i henhold til Skatteforvaltningslovens § 29 anmodes om omgørelse af en privatretlig disposition, hvis denne har haft utilsigtede skattemæssige virkninger, jf. Juridisk Vejledning afsnit A.A.14.1. Det er imidlertid ikke enhver ændring af en privatretlig disposition, der kræver tilladelse til omgørelse, fx hvis der er tale om en disposition der er udtryk for en ren fejlekspedition, jf. Juridisk Vejledning afsnit A.A.14.1.6.

Da den omtalte overførsel mellem A ApS og A´s private konto kan karakteriseres som en ren fejlekspedition, mener vi at dispositionen kan annulleres civilretligt uden tilladelse, og uden at det vil få skattemæssige konsekvenser. Vi har lagt vægt på:

at der ved en gennemgang af de vedlagte kontoudtog, der viser overførsler mellem B ApS og A ApS, tydeligt ses, at dispositionen der ønskes annulleret er en atypisk pengeoverførsel i forhold det sædvanlige betalingsmønster mellem selskaberne.

at der ikke foreligger nogen aftale mellem A og banken om at overføre beløb fra selskabets konti til hans private konto.

at A straks efter at revisor har fået kendskab til dispositionen tager kontakt til banken for at få ændret dispositionen.

at parterne er enige om at tilbageføre de fejlagtigt overførte beløb.

Ligningslovens § 16 E fastslår, at der er tale om et skattepligtigt aktionærlån, når en person låner penge af et selskab som han har særlig tilknytning til. En tilbagebetaling af et sådant lån ophæver ikke beskatningen af lånet, dog fastslår Juridisk Vejledning afsnit C.B.3.5.3.3, at en tilbagebetaling ophæver beskatningen, hvis der er tale om en fejlekspedition. Herudfra mener vi derfor ikke, at der er tale om et skattepligtigt aktionærlån i denne omtalte situation.

Spørgers høringssvar af 18. april 2018

Rådgiver har ikke bemærkninger til det faglige i sagen.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at beløbet på 575.378,75 kr., der d. 7/7-2017 er overført fra A ApS til A, ikke skal behandles efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt, forudsat at beløbet, inkl. renter for perioden fra 7/7-2017 indtil overførslen, overføres tilbage til A ApS.

Begrundelse

Lån fra et selskab til selskabets eneanpartshaver anses for en hævning uden tilbagebetalingspligt, og dermed løn eller udbytte, medmindre lånet ydes som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, jf. Ligningslovens § 16 E.

Repræsentanten ønsker, at overførslen på 575.378,75 kr. den 7/7-2017 fra A ApS til eneanpartshaveren A skal anses for en fejl, der skattemæssigt annulleres, således at hverken overførslen til A ApS eller tilbageførslen af beløbet inklusiv renter til A ApS har skattemæssige konsekvenser.

Det fremgår af høringsskemaet til lovforslag nr. 199 om ligningslovens § 16 E om aktionærlån (L199), at Foreningen af Statsautoriserede Revisorer spurgte:

”Hvis beskatning ved etablering af ulovlige aktionærlån fastholdes, bør der efter FSRs opfattelse kun ske beskatning i de tilfælde, hvor der ikke er tale om en fejl, som rettes umiddelbart efter de opdages. Dette kan opnås ved at etablere en fornuftig adgang til omgørelse for disse fejl i skatteforvaltningslovens § 29. Dette bør sikres ved en udtrykkelig hjemmel og ved en fornuftig administrering af reglerne om omgørelse. Alternativt bør der indføres en regel, hvorefter at lån, der tilbagebetales inden for f.eks. 2 måneder efter at fejlen er opdaget ikke beskattes som hævninger uden tilbagebetalingspligt.”

Skatteministeren svarede, at

”Hvis en disposition er ugyldig, uvirksom eller beror på en fejlekspedition, skal der ikke søges om omgørelse. En fejlagtig udbetaling kan skattemæssigt annulleres uden brug af omgørelsesmuligheden i skatteforvaltningsloven.”

Skatteministeren fandt således ikke anledning til at indføre en lempelig eller objektiv mulighed for omgørelse, men Skatteministeren henviste dog til, at der består en mulighed for at undgå beskatning af en fejlekspedition.

Dette blev gentaget i bilag 11 til L 199, hvor skatteministeren udtalte, at

”Formålet med beskatningen af aktionærlån m.v. er at fjerne incitamentet til at udbetale løn eller udbytte i form af lån. Dette formål vil i vidt omfang forspildes, hvis beskatningen uden videre kan ophæves ved tilbagebetaling, f.eks. i tilfælde af at SKAT forhøjer aktionærens indkomst med lånet. Hvis lånet er opstået ved en ekspeditionsfejl, eller hvis betingelserne for omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt, kan beskatning efter ligningslovens § 16 E undgås ved tilbagebetaling af lånet.”

Tilbagebetaling af lånet fritager således ikke anpartshaveren for beskatning af lånet. Det afgørende er, om lånet er opstået ved en ekspeditionsfejl.

Det fremgår endvidere af bilag 21 til L 199, at

”FSR skal derfor endnu en gang anmode om, at der indsættes en udtrykkelig hjemmel til omgørelse, således at skatteyderen har mulighed for at ændre en fejldisposition og dermed undgå den hårde skattemæssige konsekvens, som en omkvalificering til hævning uden tilbagebetalingspligt er.

Alternativt bør der indføres en regel, hvorefter at ”lån”, der tilbagebetales inden for f.eks. 2 måneder efter, at fejlen er opdaget ikke beskattes som hævninger uden tilbagebetalingspligt.

Det er på ingen måde rimeligt, at almindelige dagligdags disposition, som i nogle tilfælde medfører, at der sker fejl skal straffes skattemæssigt på denne måde.

FSR skal anmode ministeriet om at bekræfte, at der - selv uden en ekstra lovhjemmel hertil - vil være mulighed for omgørelse efter de nugældende regler, hvis lånet er opstået som følge af en fejl, hvor selskabet ikke har stillet midler direkte til rådighed for aktionæren.”

Skatteministeren svarede, at

”Adgangen til at rette fejl eller søge omgørelse følger de almindelige regler herom. Hvis lånet er opstået ved en ren fejlekspedition, kan fejlen rettes uden at søge omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29.

Hvis der ikke er tale om en ren fejlekspedition, er adgangen til omgørelse afhængig af, om betingelserne i skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt. En af de afgørende betingelser for omgørelse er, at dispositionen utvivlsomt skal have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige. Det er anført i bemærkningerne til lovforslaget, at de skattemæssige konsekvenser af at optage et aktionærlån som udgangspunkt må forventes at være forudset på dispositionstidspunktet, hvis der er en klar og almindlig kendt lovregel herom. Der skal dog altid foretages en konkret vurdering af, om betingelserne for omgørelse er opfyldt.

Hvis det må antages, at aktionæren i den konkrete situation ikke var vidende om de skattemæssige konsekvenser ved at optage lånet, vil der være mulighed for omgørelse. I denne vurdering vil indgå, hvorledes lånet er opstået.

Jeg finder derfor ikke grundlag for at udvide omgørelsesmulighederne ved en lovændring.”

Skatteministeren gjorde det således klart, at der skulle være tale om en ”ren” fejlekspedition, og at skatteministeren i øvrigt ikke ville lempe mulighederne for omgørelse af aktionærlån.

Den 7. juli 2017 skrev A følgende mail til sin bankrådgiver:

”Hej D Jeg ved at der er kommet ca kr. 550.000 kr på min C Bank-konto som du gerne må overføre til min egen konto…tak.”

Den 1. november 2017 skrev A igen en mail til sin bankrådgiver. Det fremgår bl.a. af mailen, at

”I forbindelse med at jeg bad om overførsel d. 7 juli d.å. af beløb kr. 550.000 fra min B-konto til min konto, overførte din kollega (da du hold ferie, fejlagtigt beløbet til min private banking account i stedet for min A ApS konto.

Beløbet viste sig endda at være kr. 570.000,- og hun tog ikke kontakt til mig for at sikre at beløbet var rigtigt ej heller at kontoen var rigtig.

Denne forkerte overførsel har potentiel en stor risiko, da det kan betragtes som et ulovligt aktionærlån, alternativt at der naturligvis skal betales skat af beløbet. Fejltagelsen er erkendt af C Bank og du har ligeledes bekræftet overfor [rådgiver E], at I vil skrive en mail til SKAT, som dokumenterer at det er jeres fejldisposition mht til overførsel til en forkert konto, fra jeres side.

Jeg skal bede C Bank om at anmode SKAT om omgørelse af dispositionen.”

A har således anmodet sin bankrådgiver om at overføre beløbet til ”min egen konto” den 7. juli 2017, men det fremgår af hans efterfølgende mail af 1. november 2017, at han har haft en forventning om, at der ville ske overførsel til A ApS.

A´s anmodning om overførsel til ”min egen konto” må dog som udgangspunkt forstås som A´s private konto og ikke selskabets konto. Der ses ikke at være objektive kendsgerninger, der støtter, at der skulle være tale om en ren fejlekspedition. Der er derfor ikke tale om en ren fejlekspedition, idet banken blot har gjort, som den fik besked på.

Uanset at banken og A alligevel er enige om, at overførslen til A´s private konto er en ren fejlekspedition, kan der under hensyn til de nævnte omstændigheder ved overførslen og den forløbne tid på næsten fire måneder fra overførslen til anmodningen om berigtigelse ikke bortses fra overførslen skattemæssigt.

Det skyldes, at virkningen af at betragte et lån som en ren fejlekspedition er, at anpartshaveren har haft et lån uden at blive beskattet af det, hvorfor denne virkning - ligesom alle andre situationer, hvor det gøres gældende, at der er tale om en fejl - må være en snæver undtagelse til udgangspunktet om beskatning.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ”Nej”.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Ligningsloven § 16 E

Hvis et selskab m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, og tilsvarende selskaber m.v. hjemmehørende i udlandet direkte eller indirekte yder lån til en fysisk person, behandles lånet efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt, forudsat at der mellem långiver og låntager er en forbindelse omfattet af § 2. 1. pkt. finder ikke anvendelse på lån, der ydes som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, på sædvanlige lån fra pengeinstitutter eller på lån til selvfinansiering som nævnt i selskabsloven § 206, stk. 2. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på sikkerhedsstillelser og på midler, der stilles til rådighed.

Stk. 2. Ved tilbagebetaling af lån m.v., der er beskattet efter stk. 1, medregnes det tilbagebetalte ikke ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst.

Forarbejder

Bilag 2 til L199 - Høringsskema

Bemærkning
Hvis beskatning ved etablering af ulovlige aktionærlån fastholdes, bør der efter FSRs opfattelse kun ske beskatning i de tilfælde, hvor der ikke er tale om en fejl, som rettes umiddelbart efter de opdages. Dette kan opnås ved at etablere en fornuftig adgang til omgørelse for disse fejl i skatteforvaltningslovens § 29. Dette bør sikres ved en udtrykkelig hjemmel og ved en fornuftig administrering af reglerne om omgørelse.

Alternativt bør der indføres en regel, hvorefter at lån, der tilbagebetales inden for f.eks. 2 måneder efter at fejlen er opdaget ikke beskattes som hævninger uden tilbagebetalingspligt.

Kommentar
Hvis en disposition er ugyldig, uvirksom eller beror på en fejlekspedition, skal der ikke søges om omgørelse. En fejlagtig udbetaling kan skattemæssigt annulleres uden brug af omgørelsesmuligheden i skatteforvaltningsloven.

Bilag 11 til L199

Dobbeltbeskatning
I det oprindelige høringssvar afgivet 8. august 2012 angav Danske Advokater, at det pågældende udkast til lovforslag ville resultere i dobbeltbeskatning. Dette kritikpunkt er fort sat til stede. Ved et aktionærlån omfattet af den nye bestemmelse er der altid to parter. Med forslagets stk. 2 undgår man dobbeltbeskatning af den ene part - selskabet. Tilbagebetales det udlånte beløb, kan selskabet modtage det skattefrit, uanset om udlånet er fradraget som en lønudgift. Betragtes selskabets status, har selskabet fået et fradrag uden at betale herfor. Dette er ikke at undgå dobbeltbeskatning, men i stedet genereres der et ekstra fradrag. Situationen er den stik modsatte hos låntager, der beskattes af lånet. Låntager - givetvis ofte en fysisk person - vil her blive beskattet af det beløb, som er lånt og nu tilbagebetalt. Med andre ord sker der her en beskatning af et beløb, uden at aktionæren har fået et beløb. Dette kan betegnes som dobbeltbeskatning, da låntager jo skal betale en skat uden at have fået likvider til det.

Den eneste måde, denne dobbeltbeskatning hos låntager og det fiktive fradrag hos långiver kan løses på, er, at beskatningen frafaldes, hvis beløbet tilbagebetales. Herved sikres beskatningen på lånetidspunktet. Er der f.eks. tale om en låntager, der bliver insolvent, er den pågældende blevet retmæssigt beskattet, og långiver har fået fradrag, hvis beløbet behandles som løn. Netop denne situation skulle udløse beskatning, jf. bemærkningerne til lovforslaget. Samtidig undgår man beskatning i de situationer, hvor lånet tilbagebetales. Der er her ikke nogen vedblivende pengestrøm, der skal beskattes.

Kommentar
Formålet med beskatningen af aktionærlån m.v. er at fjerne incitamentet til at udbetale løn eller udbytte i form af lån. Dette formål vil i vidt omfang forspildes, hvis beskatningen uden videre kan ophæves ved tilbagebetaling, f.eks. i tilfælde af at SKAT forhøjer aktionærens indkomst med lånet. Hvis lånet er opstået ved en ekspeditionsfejl, eller hvis betingelserne for omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt, kan beskatning efter ligningslovens § 16 E undgås ved tilbagebetaling af lånet.

Bilag 21 til L199

Omgørelse
Skatteministeriet har ift. høringsudkastet ændret i teksten i bemærkningerne vedr. muligheden for at skatteyderen kan få omgørelse. Efter FSRs vurdering vil dette ikke være tilstrækkeligt til at forhindre en aldeles uretfærdig beskatning af de skatteydere, der på grund af en fejltagelse skal beskattes efter de foreslåede regler.

FSR skal derfor endnu en gang anmode om, at der indsættes en udtrykkelig hjemmel til omgørelse, således at skatteyderen har mulighed for at ændre en fejldisposition og dermed undgå den hårde skattemæssige konsekvens, som en omkvalificering til hævning uden tilbagebetalingspligt er.

Alternativt bør der indføres en regel, hvorefter at ”lån”, der tilbagebetales inden for f.eks. 2 måneder efter, at fejlen er opdaget ikke beskattes som hævninger uden tilbagebetalingspligt.

Det er på ingen måde rimeligt, at almindelige dagligdags disposition, som i nogle tilfælde medfører, at der sker fejl skal straffes skattemæssigt på denne måde.

FSR skal anmode ministeriet om at bekræfte, at der – selv uden en ekstra lovhjemmel hertil - vil være mulighed for omgørelse efter de nugældende regler, hvis lånet er opstået som følge af en fejl, hvor selskabet ikke har stillet midler direkte til rådighed for aktionæren.

Kommentar
Adgangen til at rette fejl eller søge omgørelse følger de almindelige regler herom. Hvis lånet er opstået ved en ren fejlekspedition, kan fejlen rettes uden at søge omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29.

Hvis der ikke er tale om en ren fejlekspedition, er adgangen til omgørelse afhængig af, om betingelserne i skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt. En af de afgørende betingelser for omgørelse er, at dispositionen utvivlsomt skal have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige. Det er anført i bemærkningerne til lovforslaget, at de skattemæssige konsekvenser af at optage et aktionærlån som udgangspunkt må forventes at være forudset på dispositionstidspunktet, hvis der er en klar og almindlig kendt lovregel herom. Der skal dog altid foretages en konkret vurdering af, om betingelserne for omgørelse er opfyldt.

Hvis det må antages, at aktionæren i den konkrete situation ikke var vidende om de skattemæssige konsekvenser ved at optage lånet, vil der være mulighed for omgørelse. I denne vurdering vil indgå, hvorledes lånet er opstået.

Jeg finder derfor ikke grundlag for at udvide omgørelsesmulighederne ved en lovændring.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter