Dato for offentliggørelse
18 Jun 2018 14:44
Tidsfrist for afgivelse af høringssvar
08 Aug 2018 12:00
Kontaktperson
Lars Rendboe og Dorthe Dahl
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
16-1725916 og 18-0751474
Dokument type
Udkast til styresignal
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Solcelleanlæg, solceller, vindmøller, registrering, nettoafregning, momsgrundlag, bytte, udtagning
Status
Offentliggjort
Resumé

I styresignalet beskrives ændring af praksis vedrørende momsregistrering af små solcelleanlæg og husstandsvindmøller, der er omfattet af den såkaldt gamle ordning med nettoafregning af el på årsbasis (gruppe 6), jf. SKM2016.484.LSR.

I styresignalet beskrives endvidere ændring af praksis for opgørelse af salgsmoms for små solcelleanlæg og husstandsvindmøller, der er omfattet af den gamle ordning med nettoafregning af el på årsbasis (gruppe 6), jf. SKM2017.266.LSR og SKM2017.267.LSR

Reference(r)

Momsloven §§ 3-4, § 5, stk. 1, § 27, stk. 1, § 28, stk. 1, og §§ 47-49

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit D.A.3.1.4.2.1.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit D.A.8.1.1.10.2.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit D.A.8.1.2.1.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit D.A.8.1.2.4.

Høringsparter
Høringsliste finans.docx
Høringsliste Moms.docx

Sammenfatning

I styresignalet beskrives ændring af praksis vedrørende momsregistrering af små solcelleanlæg og husstandsvindmøller, der er placeret i forbindelse med beboelse og skal tilvejebringe husstandens private elforbrug. Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at et solcelleanlæg, der er omfattet af den såkaldt ”gamle” ordning med nettoafregning af el på årsbasis (gruppe 6), kan momsregistreres, jf. SKM2016.484.LSR.

I styresignalet beskrives endvidere ændring af praksis for opgørelse af salgsmoms for små solcelleanlæg og husstandsvindmøller, der er omfattet af den gamle ordning med nettoafregning af el på årsbasis (gruppe 6), jf. SKM2017.266.LSR og SKM2017.267.LSR.

Hidtidig praksis

Den gamle ordning for små solcelleanlæg og husstandsvindmøller med nettoafregning af el på årsbasis (gruppe 6) omfatter anlæg, der er leveret, monteret og nettilsluttet senest den 19. november 2012.

SKAT udsendte styresignal SKM2013.818.SKAT i anledning af EU-domstolens dom i sagen C-219/12, Fuchs. I dommen blev det fastslået, at driften af et solcelleanlæg anses for økonomisk aktivitet med levering af el til nettet mod indtægter af en vis varig karakter som omhandlet i 6. momsdirektivs artikel 4, stk. 1 og 2, selvom mængden af produceret elektricitet altid er mindre end den samlede mængde elektricitet, som operatøren forbruger privat. Der var i dommen tale om, at solcelleejeren rent faktisk betalte og modtog betaling i penge for den elektricitet, der blev leveret til ham fra elselskabet og den elektricitet, som han leverede til elselskabet.

SKATs praksis vedrørende momsregistrering af små solcelleanlæg og husstandsvindmøller på den gamle ordning med nettoafregning af el på årsbasis er, at produktionen af el på årsbasis skal være større end forbruget, for at solcelleanlægget eller husstandsvindmøllen kan være omfattet af styresignalet SKM2013.818.SKAT og dermed kan momsregistreres. Det skyldes, at når forbruget ikke overstiger produktionen, så modtager ejeren af solcelleanlægget/husstandsvindmøllen ikke – som i dommen – betaling i penge fra elselskabet.

SKAT har endvidere hidtil haft en praksis om, at momsregistrerede ejere af små solcelleanlæg og husstandsvindmøller, der er tilmeldt nettoafregning på årsbasis, skal betale udtagningsmoms af hele den producerede elektricitet, som ejeren har forbrugt i den private husholdning, jf. momslovens § 28, stk. 1, jf. § 5, stk. 1.

Ved beregning af fremstillingsprisen i udtagningssituationen, jf. momslovens § 28, stk. 1, skal der endvidere anvendes en fast afskrivningsperiode på 5 år for solcelleanlægget eller husstandsvindmøllen.

Baggrunden for ændring af praksis

Landsskatteretten har i SKM2016.484.LSR truffet afgørelse om, at levering af elektricitet fra et solcelleanlæg, der er omfattet af den gamle ordning med nettoafregning af el på årsbasis, anses for selvstændig økonomisk virksomhed med levering af elektricitet mod vederlag. Der kan ikke stilles krav om, at produktionen af el på årsbasis er større end forbruget. Solcelleanlægget kan dermed momsregistreres efter momslovens § 47, selvom den årlige omsætning ikke overstiger 50.000 kr.

Landsskatteretten har i SKM2017.266.LSR og SKM2017.267.LSR endvidere truffet afgørelse om, at der ikke skal betales udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 1, og § 28, stk. 1, for den mæng­de produceret elektricitet, som en solcelleejer har leveret til elselskabet, og som medfører en nedsættelse af klagerens elregning.

Momsgrundlaget for denne mængde elektricitet skal derimod opgøres efter momslovens § 27, stk. 1, jf. § 4, stk. 1, og SKM2016.484.LSR, hvorefter der skal betales ”byttemoms” af den elektricitet, der er leveret til elselskabet mod vederlag i andet end penge.

Landsskatteretten har i SKM2017.266.LSR og SKM2017.267.LSR endelig truffet afgørelse om, at momsgrundlaget, hvoraf der skal betales udtagningsmoms, dvs. den elektricitet, der ikke er leveret til elselskabet mod vederlag i form af penge eller elektricitet, men derimod forbrugt direkte af klageren selv i produktionsøjeblikket i den private husholdning, skal opgøres efter momslovens § 28, stk. 1, jf. § 5, stk. 1. Momslovens § 28, stk. 1, indeholder ikke hjemmel til at anvende en fast afskrivningsperiode på 5 år. Der skal derfor ved opgørelsen af fremstillingsprisen for den udtagne elektricitet tages udgangspunkt i den faktiske fremstillingspris, herunder den faktiske leve- og brugstid for solcelleanlægget.

Ny praksis

Driften af små solcelleanlæg og husstandsvindmøller, der er omfattet af den gamle ordning med nettoafregning af el på årsbasis, anses for selvstændig økonomisk virksomhed med levering af elektricitet mod vederlag. Der kan ikke stilles krav om, at produktionen af el på årsbasis er større end forbruget. Solcelleanlægget og husstandsvindmøllen kan dermed momsregistreres, jf. momslovens § 47 og § 49, stk. 1, om frivillig registrering.

Derudover skal momsregistrerede virksomheder, der er tilmeldt nettoafregning på årsbasis, opgøre moms af deres leverancer mv. på følgende måde:

  1. Der skal kun betales udtagningsmoms af den elektricitet, der er forbrugt af ejeren selv i produktionsøjeblikket i den private husholdning, dvs. den elektricitet, som ikke er leveret til elselskabet. Ved opgørelse af fremstillingsprisen skal der tages udgangspunkt i den faktiske fremstillingspris, herunder den faktiske leve- og brugstid for solcelleanlægget/husstandsvindmøllen, jf. momslovens § 28, stk. 1, jf. § 5, stk. 1.
  2. Der skal betales ”byttemoms” af den elektricitet, der er leveret til elselskabet mod vederlag i andet end penge. Ved byttehandler er momsgrundlaget for det, der gives i bytte, værdien af det, der tages i bytte, jf. momslovens § 27, stk. 1, jf. § 4, stk. 1.

Hidtidig praksis om, at momsregistrerede ejere, der er tilmeldt nettoafregning på årsbasis, skal betale moms af den betaling i form af penge, som ejeren modtager fra elselskabet for årets overskudsproduktion, er ikke ændret af afgørelserne fra Landsskatteretten og opretholdes dermed, jf. momslovens § 27, stk. 1.

Regler om nettoafregning på årsbasis

§ 20-21 i bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet, og § 5 i den tidligere bekendtgørelse herom, nr. 804 af 28. juni 2010, indeholder regler om den gamle ordning med nettoafregning på årsbasis.

Genoptagelse

Adgang til genoptagelse

Der kan anmodes om genoptagelse af momstilsvaret, hvis hidtidig dansk praksis samlet set har været til ugunst for virksomheden. Hvis der anmodes om genoptagelse, skal anmodningen omfatte alle de afgiftsperioder, der kan ske genoptagelse for. Der kan ikke anmodes om genoptagelse alene for udvalgte perioder.

Ordinær genoptagelse

I henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.

Ekstraordinær genoptagelse

Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, som resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis.

Hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan der vedrørende SKM2016.484.LSR ske ekstraordinær genoptagelse af sager, der vedrører afgiftsperioder, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet den 1. december 2012.

Hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan der vedrørende SKM2017.266.LSR og SKM2017.267.LSR ske ekstraordinær genoptagelse af sager, der vedrører afgiftsperioder, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet den 1. april 2012.

Reaktionsfrist

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Reaktionsfristen regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på SKATs hjemmeside.

Anmodning om genoptagelse

Anmodning om genoptagelse skal indgives til SKAT, Nykøbingvej 76, Bygning 45, 4990 Sakskøbing.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr. samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling. Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Skattemæssige konsekvenser

Genoptagelsen af momstilsvaret kan have skattemæssige konsekvenser, bl.a. for opgørelsen af det skattemæssige afskrivningsgrundlag.

SKAT vil snarest udsende et styresignal herom.

Gyldighed

Den ændrede praksis, som er indeholdt i styresignalet, vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning, 2018-2.

Efter offentliggørelsen af Den juridiske vejledning 2018-2 og udløbet af reaktionsfristen, jf. ovenfor, bortfalder styresignalet. 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter