Dato for offentliggørelse
13 Jun 2018 09:51
Tidsfrist for afgivelse af høringssvar
06 Jul 2018 23:59
Kontaktperson
Julie Rabølle Nyrnberg
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
17-1891431
Dokument type
Udkast til styresignal
Overordnede emner
Afgift
Emneord
Energiafgift - Overskudsvarme - vederlag
Resumé

Ændring af praksis om overskudsvarmeafgift som følge af Skatterådets bindende svar af 24. oktober 2017, SKM2017.647.SR.

Det skal til orientering nævnes, at den fremtidige retstilstand vedr. overskudsvarmeafgiften kan blive ændret som følge af regeringens energiudspil og de aftaler om ændret lovgivning, der måtte indgås i forlængelse heraf.

Reference(r)

Elafgiftsloven § 11, stk. 9, 2. pkt.
Gasafgiftsloven § 10, stk. 9, 3. pkt.
Mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 9, 3. pkt.
Kulafgiftsloven § 8. stk. 8, 3. pkt.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit E.A.4.6.10.6.

Høringsparter
Høringsliste Moms.docx

1. Sammenfatning          

I dette styresignal beskrives ændring af praksis vedrørende betaling af overskudsvarmeafgift, når overskudsvarmen afsættes, jf. elafgiftsloven § 11, stk. 9, 2. pkt., gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 3. pkt., mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 3. pkt., og kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 3. pkt.

Praksisændringen sker som følge af et bindende svar fra Skatterådet af 24. oktober 2017, SKM2017.647.SR.

I det bindende svar solgte en virksomhed overskudsvarme videre til et fjernvarmeselskab, som dermed overtog forpligtelsen til at betale overskudsvarmeafgift. Skatterådet kom i det bindende svar frem til, at på trods af, at overskudsvarmeafgiften dermed blev overvæltet i vederlaget, skulle der ikke betales overskudsvarmeafgift af den del af vederlaget, som udgjorde overskudsvarmeafgiften. Der skulle således ikke betales overskudsvarmeafgift af overskudsvarmeafgiften.  

I styresignalet fastsættes frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, der skal ledsage en anmodning om genoptagelse.

2. Underkendt praksis

I det omfang at en del af det varme vand eller varme, som stammer fra en produktionsproces, efterfølgende nyttiggøres ved særlige installationer, der er indrettet til indvinding af varme, nedsættes den samlede tilbagebetaling med 50,0 kr. pr. gigajoule (GJ) varme (2015-niveau). I det omfang varmen afsættes, udgør nedsættelsen dog højst 33,0 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen

I henhold til SKATs praksis skal alle udgifter, som er forbundet med nyttiggørelse af overskudsvarme, og som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmeværket afholder, indtil varmen er leveret til varmeværket, indregnes i vederlaget. Denne praksis har hidtil også medført, at når overskudsvarmeafgiften indregnes i vederlaget, så betales der overskudsvarmeafgift af overskudsvarmeafgiften.

Dette fremgår af SKATs Juridiske Vejledning 2017-2 afsnit E.A.4.6.10.6 ”Overskudsvarme der afsættes”.

”(…)

Den tidligere Told- og Skattestyrelse udarbejdede i 1999 et notat om bl.a. grundlaget for beregning af afgift af overskudsvarme, der afsættes. Notatet er stadig aktuelt, bortset fra de historiske satser, ligesom der heller ikke længere skal ske nedsættelse af CO2-afgiften for processer omfattet af proceslisten.

(…)

Af forarbejderne til reglerne fremgår det, at der ved det samlede vederlag forstås både vederlag, som afregnes i forhold til den leverede mængde varme, og faste bidrag.

Dette skal efter styrelsens opfattelse forstås således, at vederlaget omfatter alle omkostninger for varmeværket forbundet med leveringen af overskudsvarme fra virksomheden.

Udgangspunktet for beregningen af vederlaget er den situation, hvor virksomheden har opsat et anlæg til nyttiggørelse af overskudsvarmen, og derefter afsætter varmen til et varmeselskab. Der sker herefter betaling for varmen i forhold til leverancen. Ved overvæltning af overskudsvarmeafgiften bliver afgiften en del af vederlaget. Afgiftens maksimale andel af vederlaget skal dermed beregnes af vederlaget inkl. afgift.

 (…)”

3. Baggrunden for ændring af praksis

I SKM2017.647.SR kom Skatterådet frem til, at der ikke fandtes tilstrækkelige holdepunkter i elafgiftsloven til at følge SKATs praksis i forhold til, hvorvidt overskudsvarmeafgiften skal anses som en del af vederlaget i lovens forstand, og at der dermed skal betales overskudsvarmeafgift af den overskudsvarmeafgift, som er indregnet i vederlaget.

Elafgiftsloven § 11, stk. 9, foreskriver alene, at afgiften beregnes ud fra det samlede vederlag, herunder faste bidrag.

Skatterådet fandt derved, at lovgiver ikke positivt har fastslået, at afgiften skal være en del af vederlaget. Der skulle dermed ikke betales overskudsvarmeafgift af den overvæltede overskudsvarmeafgift.

4. Ny praksis

Overskudsvarmeafgiften beregnes pr. GJ overskudsvarme, men således at for overskudsvarme, som afsættes, udgør afgiften højst 33 pct. af vederlaget for varmeleverancen.

Det er SKATs opfattelse, at overskudsvarmeafgiften ikke skal indregnes som en del af vederlaget i afgiftsmæssig forstand. Overskudsvarmeafgiften skal derfor beregnes af det samlede vederlag ekskl. overskudsvarmeafgiften. Praksisændringen er gældende for elafgiftslovens § 11, stk. 9, 2. pkt., gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 3. pkt., mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 3. pkt., og kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 3. pkt.

Eksempel

Hidtidig praksis

Vederlag inkl. afgift* 665.000 kr.
Afgift 33 pct. af 665.000 (665.000*0,33)   219.450 kr.

Ny praksis

Vederlag inkl. afgift*  665.000 kr.
Vederlag ekskl. afgift (665.000:1,33)**            500.000 kr.
Afgift 33 pct. af 500.000 165.000 kr.

*Når vederlaget fastsættes, indregnes alle omkostninger, herunder afgiften.

 **Når afgiften udgør 33 pct. af vederlaget ekskl. afgift, vil vederlaget inkl. afgift være 133 pct. af vederlaget ekskl. afgift. Vederlaget ekskl. afgift kan derfor beregnes som vederlaget inkl. afgift divideret med 1,33.”

5. Genoptagelse

Virksomheder med tilsvarende forhold som i SKM2017.647.SR vil have adgang til genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2 og § 32, stk. 1 nr. 1. Der kan derfor ske genoptagelse i den situation, hvor en virksomhed har betalt overskudsvarmeafgift af den afgift, som er indregnet i det samlede vederlag i forbindelse med levering af overskudsvarme.

5.1. Ordinær genoptagelse

I henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.

5.1.2 Ekstraordinær genoptagelse

Efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, kan der ske genoptagelse som følge af en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. Genoptagelse kan ske efter anmodning til gunst for den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede fra og med den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis.

Hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan der derfor ske genoptagelse for alle virksomheder med en påbegyndt, men ikke udløbet, afgiftsperiode den 24 oktober 2014. dvs. 3 år forud for den 24. oktober 2017, hvor Skatterådet traf afgørelse i SKM2017.647.SR, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1.

5.2 Reaktionsfrist

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Reaktionsfristen regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på SKATs hjemmeside.

5.3 Anmodning om genoptagelse

Anmodning om genoptagelse kan ske digitalt på www.skat.dk eller ved at sende en skriftlig anmodning til SKAT på adressen: SKAT, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing.

Anmodningen om genoptagelse skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr., samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling. 

5.4 Dokumentation

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet relevant bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan bidrage til at dokumentere kravet for hver afgiftsperiode. SKAT forbeholder sig ret til at anmode virksomheden om yderligere dokumentation og oplysninger til brug for vurderingen af anmodningen om genoptagelse og tilbagebetaling af afgift.

6. Gyldighed

Praksisændringen har virkning fra datoen for offentliggørelsen af dette styresignal.

Den ændrede praksis, som er indeholdt i styresignalet, vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning, 2019-1 afsnit E.A.4.6.10.6

Efter offentliggørelsen i Den juridiske vejledning 2019-1 og udløbet af reaktionsfristen, jf. ovenfor, er styresignalet ophævet. 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter