Dato for udgivelse
27 Jun 2018 13:14
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
03 Apr 2018 11:47
SKM-nummer
SKM2018.305.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
92/2018
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Tabsfradrag, afståelse, aktieanparter, fradragsberettiget, valutaterminskontrakter, anpartskapitalen, datterselskaber, tabslidende, fradragsbegrænsning, modsatrettede, uden økonomisk risiko
Resumé

Et selskab ønskede at få tabsfradrag ved afståelse af aktier og anparter efter den dagældende aktieavancebeskatningslov, hvorefter tab ved afståelse af aktier eller anparter, der var ejet i mindre end 3 år, var fradragsberettigede.

Selskabet lod derfor seks datterselskaber indgå kortfristede, modsatrettede valutaterminskontrakter med det formål at konstruere tab i tre af datterselskaberne. I de datterselskaber, som led tab på valutaterminskontrakterne, betalte selskabet banken for tabet og lod senere anpartskapitalen i to af datterselskaberne forhøje ved et kapitalindskud. For så vidt angik det sidste ”taber-selskab” havde datterselskabet tilstrækkelig kapital til at inddække tabet på valutaterminsforretningen. Selskabet solgte efterfølgende aktierne og anparterne i de tabslidende datterselskaber, hvorved der opstod et aktie-/anpartsavancetab.

SKAT nægtede fradrag, idet der efter SKATs opfattelse var tale om konstruerede tab i alle tre tilfælde.

Landsskatteretten begrænsede fradraget, men ikke fuldt ud. Retten fandt, at Højesteret i SKM2014.422.HR om et tilsvarende arrangement lavet af samme skatteyder i et tidligere indkomstår havde fastslået, at fradragsbegrænsningen skulle opgøres på én bestemt måde, nemlig svarende til størrelsen af kapitalforhøjelsen. SKAT kunne derfor ikke reducere fradraget med tabet på valutaterminsforretningerne.

Ministeriet indbragte sagen fsva. dette tab for domstolene. Sagen blev grundet sin principielle karakter henvist til landsretten i 1. instans, som gav ministeriet medhold i, at SKAT med rette havde nægtet fradrag i de tre datterselskaber.

Selskabet ankede landsrettens dom til Højesteret, der stadfæstede dommen.

Som begrundelse for at nægte fradrag for tabene på valutaterminsforretningerne fastslog Højesteret indledningsvis, at sagen angik den samme type skattearrangement som det, der forelå til pådømmelse i SKM2014.422.HR. Ligesom skattearrangementet i SKM2014.422.HR var valutaterminsforretningerne uden nævneværdig økonomisk risiko og ikke havde nogen forretningsmæssig begrundelse. Dispositionernes eneste formål og eneste virkning var at skabe et fradragsberettiget tab for selskabet.

Herefter udtalte Højesteret med henvisning til SKM2014.422.HR, at sådanne konstruerede tab ikke er fradragsberettiget, og at det er uden betydning for bedømmelsen, om der foretages en kapitalforhøjelse i datterselskabet til dækning af tabene på valutaterminsforretningerne, eller om datterselskabet med den tabsgivende forretning på forhånd er kapitaliseret, således at det med egne midler kan dække tabet. Da ministeriets påstand i SKM2014.422.HR ikke var begrænset til at fradragsreduktionen skulle ske på en bestemt måde, kunne SKAT opgøre tabet som gjort.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 20. afdeling den 20. april 2017 (SKM2017.339.ØLR).

Reference(r)

Aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 2 (dagældende)

Aktieavancebeskatningslovens § 6 (dagældende)

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-1, C.B.2.1.5.7

Den Juridiske Vejledning 2018-1, C.B.2.9.1

Den Juridiske Vejledning 2018-1, C.B.2.3.6

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.B.2.3.6. Gevinst og tab ved afståelse af skattepligtige porteføljeaktier.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.B.2.9.1. Kapitaludvidelse ved gældskonvertering,

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.B.1.8.1. Overordnede principper for beskatningen af finansielle kontrakter.


Parter

H1

(v/Adv. Svend Erik Holm)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. Steffen Sverke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen, Michael Rekling og Jan Schans Christensen.

Sagens oplysninger og parternes påstande

Parterne har gentaget deres påstande.

Supplerende sagsfremstilling

H1 købte den 20. september 2002 anparterne i G2 for 377.582 kr. og købte den 1. oktober 2002 anparterne i G1 for 831.709 kr. og aktierne i G3 for 32.536.714 kr. I G2 og G1 blev der den 18. december 2002 foretaget kapitalforhøjelser på henholdsvis 21,5 mio. kr. og 21 mio. kr. De anskaffelsessummer for G2 og G1 på henholdsvis 21.877.582 kr. og 21.831.709 kr., der er oplyst i landsrettens sagsfremstilling, omfatter således både den oprindelige købesum og de efterfølgende kapitalforhøjelser.

Det er ubestridt, at H1’s køb og salg af aktierne og anparterne i de tre selskaber skete på markedsvilkår.

Højesterets begrundelse og resultat

Spørgsmålet i sagen er, om der ved opgørelsen efter den dagældende aktieavancebeskatningslov af H1’s tab ved salg af aktierne og anparterne i G1, G3 og G2 som anført af H1 alene skal ses bort fra kapitalforhøjelserne i G1 og G2, eller om der ved opgørelsen som anført af Skatteministeriet i det hele skal ses bort fra H1’s tab, der hidrører fra tabene på valutaterminsforretningerne i de tre selskaber.

Denne sag angår samme type skattearrangement som det, der forelå til pådømmelse i Højesterets dom af 11. juni 2014 (UfR 2014.2742) (SKM2014.422.HR). I arrangementet, som også havde samme formål som arrangementet i 2014-sagen, indgik som centralt element sambeskattede søsterselskaber i G5-koncernen, som parvis foretog modsatrettede valutaterminsforretninger, idet det ene selskab foretog en kortfristet valutaforretning i USD mod EUR, mens det andet datterselskab for stort set samme beløb foretog en valutaforretning i DKK mod USD. Til forskel fra situationen i 2014-sagen var et af de selskaber, der i denne sag led tab ved valutaterminsforretningen (G3), på forhånd kapitaliseret således, at det ikke var nødvendigt med en kapitalforhøjelse for at dække tabet.

Ligesom i 2014-sagen var valutaterminsforretningerne i denne sag i forhold til H1 uden nævneværdig økonomisk risiko og havde ingen forretningsmæssig begrundelse. Formålet med forretningerne var alene at påføre det ene af to søsterselskaber et tab, som modsvaredes af en gevinst af nogenlunde samme størrelse i det andet søsterselskab. Forretningerne var således tilrettelagt og blev også gennemført på en måde, som i realiteten var økonomisk neutral for H1.

Det var i 2014-sagen på forhånd planlagt, at det datterselskab, som led tab, skulle indfri sin gæld via en kapitaludvidelse (hvilket ville forøge aktiernes/anparternes anskaffelsessum for moderselskabet), således at kapitaludvidelsen kunne slå igennem som et tab på aktierne/anparterne i det pågældende selskab ved et salg inden for tre år efter erhvervelsen. Den måde, som valutaterminsforretningerne var tilrettelagt og gennemført på, betød således – i sammenhæng med sambeskatningsreglerne – at dispositionernes eneste formål og eneste virkning var at skabe et fradragsberettiget tab for moderselskabet efter reglerne i den dagældende aktieavancebeskatningslov.

I 2014-dommen dækkede kapitalforhøjelserne i datterselskaberne i det væsentlige tabene ved valutaterminsforretningerne, og fradragsret for forhøjelserne blev nægtet, fordi der ud fra en helhedsvurdering af arrangementet, herunder de samtidige modsatrettede gevinstgivende terminsforretninger i søsterselskaberne, ikke var tale om reelle tab på aktierne/anparterne i selskaberne med de tabsgivende terminsforretninger, men om tab, der var konstrueret alene med henblik på at opnå fradragsret.

Det følger af 2014-dommen, at sådanne konstruerede tab på aktierne/anparterne ikke er fradragsberettiget. Det er uden betydning herfor, om der foretages en kapitalforhøjelse i datterselskabet til dækning af tabene på terminsforretningerne, eller om datterselskabet med den tabsgivende terminsforretning på forhånd er kapitaliseret således, at det med egne midler kan dække tabet.

I 2014-sagen gjorde Skatteministeriet alene gældende – og fik medhold i – at der ved opgørelsen af anskaffelsessummerne skulle ses bort fra kapitalforhøjelserne. Kapitalforhøjelserne svarede som nævnt i det væsentlige til tabene på valutaterminsforretningerne, og denne afgrænsning af Skatteministeriets påstand i 2014-sagen afskærer ikke Skatteministeriet fra i den foreliggende sag at gøre gældende, at der i det hele skal ses bort fra tabene på terminsforretningerne i datterselskaberne.

På den baggrund tiltræder Højesteret, at der ved opgørelsen efter den dagældende aktieavancebeskatningslov af H1’s tab ved salget af aktierne og anparterne i G1, G3 og G2 i 2002 skal ses bort fra det tab, der hidrører fra tabene på valutaterminsforretningerne i de tre datterselskaber.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 betale 375.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.