Dato for udgivelse
07 May 2018 14:39
Dato for afgørelse
24 Apr 2018 10:25
SKM-nummer
SKM2018.210.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
17-1835090
Dokument type
Bindende svar
Emneord
Kraftvarmeanlæg, beregning, affald, olie, co2-afgift.
Resumé

Sagen handler om, hvorvidt et kraftvarmeværk med to ovne til forbrænding af affald, biomasse og olie, efter opførelsen af et fælles røggaskondenseringsanlæg, som nyttiggør overskudsvarmen i røggassen fra ovnene, kan betragtes som ét anlæg. Dette har betydning for opgørelse af affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift. Skatterådet kan bekræfte, at de to ovne afgiftsmæssigt kan betragtes som ét anlæg, da det er den endeligt produceret varme, som er afgiftspligtig, hvilket er afgørende for bedømmelse af, om der er tale om et eller flere anlæg. Samtidig handler sagen om, hvorvidt røggaskondenseringsanlægget med en indbygget bypass-option, hvorved røgen fra den ene ovn vil kunne føres uden om røggaskondenseringsanlægget, stadig vil kunne betragtes som ét anlæg. Skatterådet kan også bekræfte dette, da bypass-optionen er til brug i de situationer, hvor den ene ovn ikke er i gang som følge af service.

Hjemmel

Kuldioxidafgiftsloven § 5, stk. 2
Kulafgiftsloven § 5, stk. 2-3 og 8-10

Reference(r)

SKM2018.5.VLR

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit E.A.4.2.7.3.


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at spørgers kraftvarmeværk efter opførelsen af et røggaskondenseringsanlæg skal betragtes som ét samlet anlæg ved opgørelse af affaldsvarme- og tillægsafgift efter kulafgiftsloven samt CO2-afgift efter CO2-afgiftsloven?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at spørgers kraftvarmeværk ved tilkøb af en bypass-option fortsat skal betragtes som ét samlet anlæg afgiftsretligt, når bypass-optionen ikke anvendes i en hel afgiftsperiode (måned)?

Svar

  1. Ja
  2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er et fælleskommunalt affaldsselskab, hvor interessenterne er X-antal kommuner.

Spørgers kraftvarmeanlæg er et CO2-kvoteomfattet affaldsbaseret forbrændingsanlæg med to ovnlinjer. Hovedaktiviteten hos spørger er produktion af elektricitet og varme ved forbrænding af affald, biomasse og fyringsolie.

Kraftvarmeværket består af to ovnlinjer (ovnlinje 1-2 og 3). Ovnlinje 1-2 er en varmeproducerende ovnlinje, hvorimod ovnlinje 3 er et kraftvarmeanlæg, der producerer elektricitet og varme. Hovedreglen er, at den afgiftspligtige mængde for affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift skal opgøres for hver ovnlinje, hvilket spørger gør på nuværende tidspunkt.

Spørger opgør på nuværende tidspunkt den afgiftspligtige mængde for affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift for ovnlinje 1-2 efter kulafgiftslovens § 5, stk. 3, 1. pkt., og § 5, stk. 8, 1. pkt., samt CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2, 3. pkt.

For ovnlinje 3 opgøres den afgiftspligtige mængde for affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift efter kulafgiftslovens § 5, stk. 3, 2. pkt. og § 5, stk. 8, 2. pkt., samt CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2.

Spørger påtænker at opføre et fælles røggaskondenseringsanlæg for ovnlinje 1-2 og ovnlinje 3. I dette tilfælde vil røggassen fra ovnlinje 1-2 samt ovnlinje 3 blive udnyttet i et fælles røggaskondenseringsanlæg. Røggassen fra både ovnlinje 1-2 og ovnlinje 3 vil blive tilført røggaskondenseringsanlægget ved hjælp af et fælles rørsystem, hvilket betyder, at det ikke vil være muligt at kunne opgøre, hvor stor en del af røggasvarmen, der stammer fra henholdsvis ovnlinje 1-2 og ovnlinje 3.

Spørger har modtaget et tilbud fra en leverandør af et røggaskondenseringsanlæg, hvor det er muligt at tilkøbe en bypass-option. Bypass-optionen medfører, at spørger kan bypasse røggassen fra ovn 1-2 direkte ud i skorstenen. Det vil sige uden om røggaskondenseringsanlægget. Dette vil være relevant, hvis ovnlinje 3 f.eks. er ude til revision.

Det ønskes derfor bekræftet, om spørgers kraftvarmeværk efter opførelsen af et fælles røggaskondenseringsanlæg afgiftsretligt kan anses som ét samlet anlæg ved opgørelse af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift på affald samt CO2-afgift på affald. Det ønskes endvidere bekræftet, at selvom spørger tilkøber en evt. bypass-optionen, så vil kraftvarmeværket fortsat skulle betragtes som ét samlet anlæg.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1: Ja.

I forbindelse med affaldsforbrændingsafgiftens omlægning ved lov nr. 461 af 12. juni 2009 blev det bestemt, at virksomheder, der afbrænder affald, skulle betale afgift efter energiindholdet i den varme, som der produceres ved affaldsforbrænding. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 126 af 4. februar 2009, at der ved opgørelsen af affaldsvarme- og tillægsafgiften skal

”… tages hensyn til, om der er tale om ren affaldsvarmeproduktion eller forskellige typer kombineret produktion, dvs. kombineret el- og varmefremstilling alene på basis af afgiftspligtigt affald, varmeproduktion på basis af en kombination af afgiftspligtigt affald og andet brændsel, og kombineret el- og varmefremstilling på basis af en kombination af afgiftspligtigt affald og andet brændsel.”

På denne baggrund opgør spørger på nuværende tidspunkt den afgiftspligtige mængde for affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift selvstændigt for hver af de to ovnlinjer, da ovnlinje 1-2 er varmeproducerende, og ovnlinje 3 er kraftvarmeproducerende.

Senere blev der ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 foretaget en række tilføjelser til kulafgiftslovens § 5. Det fremgår af bemærkninger til lovforslag nr. 207 af 22. april 2009, at der

”... (v)ed kraftvarmeproduktion forstås den nyttiggjorte mængde varme fra selve kraftvarmeenheden tillagt nyttiggjort varme fra særlige anlæg i forbindelse med kraftvarmeenheden, f.eks. nyttiggjort varme fra røggasser og lignende.”

Denne formulering medfører, at varmeenergien fra det fælles røggaskondenseringsanlæg kan tillægges kraftvarmeenhedens nyttiggjorte varmeproduktion. Hvis den nyttiggjorte varmeenergi fra røggaskondenseringsanlægget ikke kan opdeles særskilt mellem varmeenheden (ovnlinje 1-2) og kraftvarmeenheden (ovnlinje 3), så skal ovnlinjerne efter vores opfattelse afgiftsretligt anses som værende ét samlet anlæg. Dette betyder, at flere selvstændige ovnlinjer, ud fra de faktiske forhold, afgiftsretligt kan kvalificeres som værende ét samlet anlæg, hvilket svarer til SKAT’s praksis på sammenlignelige affaldsbaserede anlæg.

I spørgers tilfælde vil røggassen fra ovnlinje 1-2 samt ovnlinje 3 blive udnyttet i et fælles røggaskondenseringsanlæg. Røggassen vil blive tilført røggaskondenseringsanlægget ved hjælp af et fælles rørsystem, hvilket ikke gør det muligt at kunne opgøre, hvor stor en del af røggasvarmen, der stammer fra hver af de to ovnlinjer. Da varmeenergien fra det kommende røggaskondenseringsanlæg dermed ikke kan opdeles/fordeles på ovnlinjerne ved energimåling, er det spørgers opfattelse, at anlægget afgiftsretligt skal sammenlægges til et kraftvarmeanlæg.

På baggrund af disse overordnede principper er det spørgers opfattelse, at den afgiftspligtige mængde skal opgøres samlet for ovnlinje 1-2 og ovnlinje 3 efter installation af røggaskondenseringsanlægget, da røggasvarmen ikke kan opdeles.

Spørger vil efter opførelsen af røggaskondenseringsanlægget opgøre den afgiftspligtige mængde for affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift efter reglerne i kulafgiftslovens § 5, stk. 3, 2. pkt., og § 5, stk. 10, samt CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2. Det er dog en betingelse for anvendelse af kulafgiftslovens § 5, stk. 10, at varmen fra røggaskondenseringsanlægget udgør mindst 7 pct. af anlæggets samlede produktion af varme og elektricitet i afgiftsperioden.

Spørgsmål 2: Ja.

Spørger har som nævnt modtaget et tilbud fra en leverandør af et røggaskondenseringsanlæg, hvor der er en bypass-option. Det skal i den forbindelse bemærkes, at spørger ikke behøver at tilkøbe denne tilvalgsmulighed. Bypass-optionen medfører, at røggassen fra ovn 1-2 kan føres direkte ud i skorstenen, og dermed uden om røggaskondenseringsanlægget.

Selvom spørger tilkøber bypass-optionen, vil det stadig ikke være muligt at adskille røggassen, når bypass-optionen ikke anvendes i løbet af afgiftsperioden (måneden). På denne baggrund er det fortsat spørgers opfattelse, at kraftvarmeværket skal betragtes som ét samlet anlæg, når røggassen fra ovnlinje 1-2 og ovnlinje 3 leveres til det fælles røggaskondenseringsanlæg, selvom der er en bypass-option.

Spørger skal derfor opgøre den afgiftspligtige mængde for affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift efter reglerne i kulafgiftslovens § 5, stk. 3, 2. pkt., og § 5, stk. 10, samt CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2. Det er dog en betingelse for anvendelse af kulafgiftslovens § 5, stk. 10, at varmen fra røggaskondenseringsanlægget udgør mindst 7 pct. af anlæggets samlede produktion af varme og elektricitet i afgiftsperioden.

I det tilfælde, hvor røggassen fra ovnlinje 1-2 udledes direkte i skorstenen uden om røggaskondenseringsanlægget i en hel afgiftsperiode (måned), mens røggassen fra ovn 3 leveres i røggaskondenseringsanlægget, er det spørgers opfattelse, at afgiftsgrundlaget for affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgiften skal opgøres særskilt for hver enkelt ovnlinje, da det nu er muligt at adskille røggassen. I denne situation vil røggasvarmen netop alene være produceret på røggas fra ovn 3. Spørger opgør i denne situation den afgiftspligtige mængde for affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift for ovnlinje 1-2 efter kulafgiftslovens § 5, stk. 3, 1. pkt., og § 5, stk. 8, 1. pkt., samt CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2, 3. pkt. For ovnlinje 3 opgøres den afgiftspligtige mængde for affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift efter kulafgiftslovens § 5, stk. 3, 2. pkt., og § 5, stk. 10, samt CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2

Hvis bypass-optionen kun anvendes i en del af en afgiftsperiode (måned), mens røggassen fra ovn 1-2 i resten af måneden tilføres røggaskondenseringsanlægget, er det fortsat spørgers opfattelse, at anlægget afgiftsretligt skal kvalificeres som et anlæg for hele afgiftsperioden. Dette skyldes, at varmeenergien fra det kommende røggaskondenseringsanlæg ikke kan opdeles/fordeles på ovnlinjerne ved energimåling. Spørgers kraftvarmeværk skal i denne situation afgiftsretligt sammenlægges til et kraftvarmeanlæg.

Det er derfor spørgers opfattelse, at et tilkøb af en bypass-option ikke vil medføre, at spørger skal opgøre afgiftsgrundlaget for affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgiften særskilt for hver enkelt ovnlinje, da det fortsat ikke er muligt at adskille røggassen. Det er dog en betingelse, at røggassen fra ovnlinje 1-2 ikke leveres uden om røggaskondenseringsanlægget i en hel afgiftsperiode (måned).

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørgers kraftvarmeværk efter opførelsen af et røggaskondenseringsanlæg skal betragtes som ét samlet anlæg ved opgørelse af affaldsvarme- og tillægsafgift efter kulafgiftsloven samt CO2-afgift efter CO2-afgiftsloven.

Begrundelse

Spørgers kraftvarmeværk skal efter opførelsen af et røggaskondenseringsanlæg betragtes som ét samlet anlæg ved opgørelse af affaldsvarme- og tillægsafgift efter kulafgiftsloven samt CO2-afgift efter CO2-afgiftsloven.

Det fremgår af SKM2018.5.VLR, at selskabet, der producerer elektricitet og varme i samproduktion ved indfyring med en kombination af afgiftspligtigt affald, ved beregning af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift skal opgøre den endeligt producerede mængde varme. Derved skal der tages udgangspunkt i den nyttiggjorte varme, således at selskabet betragtes som værende ét anlæg. Derved har opgørelsen det samme udgangspunkt som den afgiftsfordeling, der skal foretages, når elektricitet og varme produceres i samproduktion.

I den pågældende sag havde selskabet en ovn til forbrænding af affald, og en gasturbine, hvor der blev forbrændt gas. Røggassen fra affaldsforbrændingsovnen førtes ind én dampkedel, og røggassen fra gasturbine førtes ind en anden dampkedel. Begge dampkedler udviklede damp, som blev blandet i en dampturbine/generator, der producerede el og varme.

I sagen skulle opgørelsen af den afgiftspligtige mængde foretages i relation til den endeligt producerede varme i dampturbinen, som er den varme, der er afgiftspligtig, og som værket er pålagt at måle. Der tages derved udgangspunkt i den nyttiggjorte varme. Derved skulle selskabets affaldsforbrændingsovn og gasturbine med en fælles dampturbine/generator til udvinding af røggas til el og varme betragtes som ét anlæg efter kulafgiftslovens § 5, stk. 3.

Ifølge det oplyste i nærværende sag kan det lægges til grund, at spørger har to ovne til forbrænding af affald, biomasse og olie, og producere varme og el. Røggassen fra ovnene føres ind i et røggaskondenseringsanlæg, som udnytter overskudsvarmen. Derved skal der ske en opgørelse af den endeligt producerede mængde varme, der leveres ab værk.

Der vil herved være tale om ét anlæg i henhold til kulafgiftslovens § 5, stk. 3. Dette gælder også for bestemmelser i kuldioxidafgiftsloven, der henviser til denne regel.

Det bemærkes, at SKAT ved besvarelsen har lagt til grund som en forudsætning, at spørger i øvrigt opfylder bestemmelserne i kulafgiftslovens § 5.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ”Ja”.

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at spørgers kraftvarmeværk ved tilkøb af en bypass-option fortsat skal betragtes som ét samlet anlæg afgiftsretligt, når bypass-optionen ikke anvendes i en hel afgiftsperiode (måned).

Begrundelse

Spørgers kraftvarmeværk kan ved tilkøb af en bypass-option i den omhandlede situation og under de givne omstændigheder også afgiftsretligt betragtes som ét samlet anlæg.

Det er herved lagt til grund, at bypass-optionen er opsat af tekniske årsager, og alene benyttes, når den ene ovn ikke er i gang som følge af service eller lignende.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med ”Ja”.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Af kulafgiftslovens § 5, stk. 2-3 og 8-10 fremgår følgende:

”Stk. 2. Virksomheder omfattet af § 2, stk. 2, 1. pkt., som ikke fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler, opgør den afgiftspligtige varme, hvoraf der skal betales afgift efter § 1, stk. 2, nr. 2, som den varme, der produceres ved forbrænding af afgiftspligtigt affald. Den producerede varme skal måles.

Stk. 3. Virksomheder omfattet af § 2, stk. 2, 1. pkt., som fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler, opgør den afgiftspligtige varme, hvoraf der skal betales afgift efter § 1, stk. 2, nr. 2, som den producerede varme fratrukket energiindholdet i de andre brændsler ganget med 0,85. Virksomheder, der producerer både varme og elektricitet, opgør den afgiftspligtige varme som den producerede varme. Herfra fratrækkes dog energiindholdet i de andre brændsler ganget med 0,85 og ganget med forholdet mellem på den ene side den producerede varme og på den anden side den producerede varme og energiindholdet i elektriciteten. Virksomheder, som er omfattet af bilag 1 til denne lov, og som producerer både varme og elektricitet, opgør dog den afgiftspligtige varme som det faktiske energiindhold i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald for anlægget fratrukket den del, som medgår til produktionen af elektricitet. Denne del beregnes efter fordelingsreglerne i § 7, stk. 1, for værker, som er omfattet af bilag 1 til denne lov. Hvis det faktiske energiindhold i affaldet, jf. 4. pkt., ikke opgøres i forbindelse med opgørelsen af udledt CO2, jf. lov om CO2-kvoter, opgøres den afgiftspligtige mængde for virksomheder, som er omfattet af bilag 1 til nærværende lov, og som producerer både varme og elektricitet, som leveret varme ganget med energiindholdet i det afgiftspligtige affald divideret med det samlede energiindhold i brændslerne. Energiindholdet i det afgiftspligtige affald beregnes som summen af leveret varme, bortkølet varme og produceret elektricitet divideret med 0,85, hvorpå fratrækkes energiindholdet i andre brændsler, mens det samlede energiindhold i brændslerne beregnes som summen af leveret varme, bortkølet varme og produceret elektricitet divideret med 0,85. Hvis energiindholdet i andre brændsler, jf. 1., 3. og 7. pkt., ikke kan dokumenteres, anvendes energiindholdet nævnt i § 7, stk. 1. Virksomheder, der foretager opgørelse af energiindholdet i de andre brændsler efter faktisk brændværdi, skal konstatere eller verificere brændværdien i hver brændselskategori og på forlangende fremvise dokumentation herfor over for told- og skatteforvaltningen. Den producerede varme skal måles. Endvidere skal al den producerede elektricitet måles. Når der foretages opgørelse af det faktiske energiindhold, jf. 4. pkt., og opgørelsen dækker en periode, jf. lov om CO2-kvoter, som er af længere varighed end afgiftsperioden, foretages for hver af de af denne periode omfattede afgiftsperioder en foreløbig opgørelse af energiindholdet. Hvis der foreligger verificerede oplysninger om energiindholdet, jf. 4. pkt., i overensstemmelse med CO2-kvotelovgivningen for en afgiftsperiode, anvendes disse oplysninger ved opgørelsen for afgiftsperioden.

Stk. 8. Virksomheder omfattet af § 2, stk. 2, 2. pkt., som ikke har tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter, og som fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler, opgør den afgiftspligtige mængde, hvoraf der skal betales afgift efter § 1, stk. 2, nr. 3, som den varme, der produceres ved forbrænding af både afgiftspligtigt affald og andre brændsler, divideret med 0,85 og fratrukket energiindholdet i de andre brændsler. Hvis der produceres både varme og elektricitet, opgøres den afgiftspligtige mængde dog som varmen fra afgiftspligtigt affald divideret med 1,2. Varmen fra afgiftspligtigt affald beregnes som den producerede varme ganget med forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald og på den anden side energiindholdet i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald og energiindholdet i de andre brændsler. Energiindholdet i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald beregnes som summen af den producerede varme og elektricitet divideret med 0,85 fratrukket energiindholdet i de andre brændsler. Elektriciteten fra afgiftspligtigt affald beregnes som den producerede elektricitet ganget med forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald og på den anden side energiindholdet i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald og energiindholdet i de andre brændsler. Hvis der produceres både varme og elektricitet, kan den afgiftspligtige mængde også opgøres som summen af den producerede varme og elektricitet fra afgiftspligtigt affald divideret med 0,85 og fratrukket elektriciteten fra afgiftspligtigt affald divideret med 0,67. Den af sidstnævnte to metoder, som virksomhederne vælger, skal benyttes i hele kalenderåret, og metoden skal være den samme, som eventuelt benyttes i kalenderåret ved tilsvarende opgørelser efter stk. 7 og § 7, stk. 1. Hvis energiindholdet i de andre brændsler ikke kan dokumenteres, anvendes energiindholdet nævnt i § 7, stk. 1. Virksomheder, der foretager opgørelse af energiindholdet i de andre brændsler efter faktisk brændværdi, skal konstatere eller verificere brændværdien i hver brændselskategori og på forlangende fremvise dokumentation herfor over for told- og skatteforvaltningen. Den producerede varme skal måles. Endvidere skal al den producerede elektricitet måles.

Stk. 9. Virksomheder omfattet af § 2, stk. 2, 2. pkt., som ikke har tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter, og som ikke fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler, kan opgøre den afgiftspligtige mængde, hvoraf der skal betales afgift efter § 1, stk. 2, nr. 3, efter reglerne i dette stykke, på betingelse af at der er installeret en eller flere røggaskondensatorer i anlægget og varmen derfra udgør mindst 7 pct. af anlæggets samlede produktion af varme og elektricitet i afgiftsperioden. Den afgiftspligtige mængde opgøres som den varme, der produceres ved forbrænding af afgiftspligtigt affald, divideret med 0,95. Hvis der produceres både varme og elektricitet, opgøres den afgiftspligtige mængde dog som produktionen af varme fratrukket produktionen af varme og elektricitet ganget med 0,1, hvorefter resultatet divideres med 1,2. Hvis der produceres både varme og elektricitet, kan den afgiftspligtige mængde også opgøres som summen af energiindholdet i den producerede varme og elektricitet fra afgiftspligtigt affald divideret med 0,95 og fratrukket energiindholdet i den producerede elektricitet divideret med 0,67. Den af sidstnævnte to metoder, som virksomhederne vælger, skal benyttes i hele kalenderåret, og metoden skal være den samme, som eventuelt benyttes i kalenderåret ved tilsvarende opgørelser efter stk. 7, 8 og 10 samt § 7, stk. 1. Den producerede varme fra røggaskondensatorer og den øvrige producerede varme skal måles hver for sig. Endvidere skal al den producerede elektricitet måles.

Stk. 10. Virksomheder omfattet af § 2, stk. 2, 2. pkt., som ikke har tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter, og som fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler, kan opgøre den afgiftspligtige mængde, hvoraf der skal betales afgift efter § 1, stk. 2, nr. 3, efter reglerne i dette stykke, på betingelse af at der er installeret en eller flere røggaskondensatorer i anlægget og varmen derfra udgør mindst 7 pct. af anlæggets samlede produktion af varme og elektricitet i afgiftsperioden. Den afgiftspligtige mængde opgøres som den varme, der produceres ved forbrænding af både afgiftspligtigt affald og andre brændsler, divideret med 0,95 og fratrukket energiindholdet i de andre brændsler. Hvis der produceres både varme og elektricitet, opgøres den afgiftspligtige mængde dog som produktionen af varme fra afgiftspligtigt affald fratrukket produktionen af varme og elektricitet fra afgiftspligtigt affald ganget med 0,1, hvorefter resultatet divideres med 1,2. Varmen fra afgiftspligtigt affald beregnes som den producerede varme, ganget med forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald og på den anden side energiindholdet i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald og energiindholdet i de andre brændsler. Energiindholdet i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald beregnes som summen af den producerede varme og elektricitet divideret med 0,95 fratrukket energiindholdet i de andre brændsler. Elektriciteten fra afgiftspligtigt affald beregnes som den producerede elektricitet ganget med forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald og på den anden side energiindholdet i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald og energiindholdet i de andre brændsler. Hvis der produceres både varme og elektricitet, kan den afgiftspligtige mængde også opgøres som summen af den producerede varme og elektricitet fra afgiftspligtigt affald divideret med 0,95 og fratrukket elektriciteten fra afgiftspligtigt affald divideret med 0,67. Den af sidstnævnte to metoder, som virksomhederne vælger, skal benyttes i hele kalenderåret, og metoden skal være den samme, som eventuelt benyttes i kalenderåret ved tilsvarende opgørelser efter stk. 7, 8 og 9, samt § 7, stk. 1. Hvis energiindholdet i de andre brændsler ikke kan dokumenteres, anvendes energiindholdet nævnt i § 7, stk. 1. Virksomheder, der foretager opgørelse af energiindholdet i de andre brændsler efter faktisk brændværdi, skal konstatere eller verificere brændværdien i hver brændselskategori og på forlangende fremvise dokumentation herfor over for told- og skatteforvaltningen. Den producerede varme fra røggaskondensatorer og den øvrige producerede varme skal måles hver for sig. Endvidere skal al den producerede elektricitet måles.”

Af kuldioxidafgiftslovens § 5, stk. 2 fremgår følgende:

”Virksomheder, som har tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter, opgør den afgiftspligtige mængde CO2, hvoraf der skal betales afgift efter § 2, stk. 1, nr. 14, som energiindholdet (GJ) i den indfyrede mængde ikkebionedbrydeligt affald til fremstilling af varme ganget med affaldets faktiske emissionsfaktor (kg CO2/GJ). For anlæg, som er omfattet af bilag 1 til lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., opgøres energiindholdet efter reglerne for opgørelse i § 5, stk. 5, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. For anlæg, som ikke er omfattet af bilag 1 til lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., opgøres energiindholdet efter reglerne for opgørelse i § 5, stk. 6, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. Virksomheden kan ved opgørelse af energiindholdet i det indfyrede ikkebionedbrydelige affald foretage et fradrag for varme fra affaldet, som forbruges af virksomheden selv, og som opfylder betingelserne for tilbagebetaling i § 9 a. Forbruget beregnes som varmen divideret med 0,85. Hvis affaldets faktiske emissionsfaktor, jf. 1. pkt., ikke opgøres i overensstemmelse med lov om CO2-kvoter, anvendes en emissionsfaktor på 37,0 kg CO2/GJ for affaldet, jf. 1. pkt. Virksomheder, der anvender ikke bionedbrydeligt affald som brændsel, som har tilladelse til udledning af CO2, jf. lov om CO2-kvoter, og som foretager direkte opgørelse af tons udledt CO2 i overensstemmelse med lov om CO2-kvoter, skal uanset 1.-6. pkt. anvende denne direkte opgørelse som en opgørelse af den afgiftspligtige mængde CO2 for ikke bionedbrydeligt affald, hvoraf der skal betales afgift efter § 2, stk. 1, nr. 14. Der foretages dog fradrag i den afgiftspligtige mængde svarende til andelen af udledningerne, som vedrører produktion af elektricitet. Andelen beregnes efter fordelingsreglerne i § 7, stk. 1, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. Ved denne beregning opgøres energiindholdet i ikke bionedbrydeligt affaldsbrændsel som summen af leveret varme, bortkølet varme og produceret elektricitet divideret med 0,85 og derpå fratrukket energiindholdet i andre brændsler, mens kraft-varme-produktionen opgøres som summen af leveret varme og bortkølet varme. Tallet 0,85 er udtryk for anlæggets virkningsgrad, men anvendes der en anden virkningsgrad ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde efter § 5, stk. 5, 4. pkt., eller § 5, stk. 6, 5. pkt., i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., skal den virkningsgrad anvendes i stedet for de 0,85. Derefter kan foretages fradrag i den afgiftspligtige mængde for varme, som forbruges af virksomheden selv, og som opfylder betingelserne for tilbagebetaling i § 9 a. Fradraget beregnes som en andel svarende til den varme, som forbruges af virksomheden selv, og som opfylder betingelserne for tilbagebetaling i § 9 a, divideret med den samlede produktion af varme, herunder bortkølet varme. Ved beregning af afgift efter § 2, stk. 1, nr. 14, på grundlag af den afgiftspligtige mængde opgjort efter 7.-13. pkt. fradrages afgift for afgiftsperioden, som virksomheden ellers ikke har fradraget eller fået tilbagebetalt, på andre brændsler end ikke bionedbrydeligt affald, for hvilke der er udledt CO2 i overensstemmelse med lov om CO2-kvoter. Hvis opgørelsen efter lov om CO2-kvoter dækker en periode, som er af længere varighed end afgiftsperioden, og virksomheden derfor ikke før førstnævnte periodes afslutning kan foretage opgørelse af afgift, foretages for hver af de af den førstnævnte periode omfattede afgiftsperioder en foreløbig opgørelse af afgiften efter § 2, stk. 1, nr. 14. Hvis der foreligger verificerede oplysninger til brug for opgørelsen af den afgiftspligtige mængde i overensstemmelse med CO2-kvotelovgivningen for en afgiftsperiode, anvendes disse oplysninger ved opgørelsen for afgiftsperioden.”

Forarbejder

Ved lov nr. 437 af 26. juni 1998 blev varme produceret ved forbrænding af affald, der er omfattet af afgiftspligten i lov om afgift af affald og råstoffer, pålagt en afgift opgjort pr. gigajoule, jf. kulafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 6 (nu nr. 5), og § 1, stk. 2. Med hensyn til opgørelsen af den afgiftspligtige mængde blev der indsat følgende § 5, stk. 3:

”For virksomheder og anlæg, der udelukkende producerer varme ved hjælp af forbrænding af affald, opgøres den afgiftspligtige mængde varme, som den mængde varme, der leveres ab værk. For virksomheder og anlæg, der producerer varme ved hjælp af en kombination af forbrænding af affald og andre brændsler, opgøres den afgiftspligtige mængde varme først som leverancen af varme ab værk. Herfra fratrækkes summen af energiindholdet i de andre brændsler ganget varmevirkningsgraden for hvert af disse brændsler. Virksomheder og anlæg, der producerer både varme og elektricitet, opgør den afgiftspligtige mængde varme først som leverancen af varme ab værk. Herfra fratrækkes summen af energiindholdet i eventuelle andre brændsler ganget varmevirkningsgraden for hvert af disse brændsler og ganget med forholdet mellem på den ene side mængden af varme og på den anden side summen af mængden af varme og energiindholdet i elektriciteten. Varmevirkningsgraden udgør for gas 0,9, for olie 0,85 og for andre brændsler 0,8. Energiindhold i andre brændsler end affald opgøres efter § 7, stk. 1.”

I forarbejderne til loven, lovforslag nr. 107 af 6. februar 1998, hedder det vedrørende § 5, stk. 3:

“Den afgiftspligtige mængde opgøres efter forslaget som energiindholdet i den varme, der produceres i forbrændingsanlægget målt umiddelbart ved anlægget. Afgiftspligten omfatter såvel leverancer af varme til andre forbrugere som eget forbrug af varme produceret ved affaldsforbrænding. I afgiftssatserne er der korrigeret for en varmevirkningsgrad af affald på 0,75. Dermed er det reelt energiindholdet i det indfyrede affald, der pålægges en afgift svarende til de foreslåede afgiftsstigninger på kul mv. Ved at indarbejde varmevirkningsgraden i afgiftssatsen bliver opgørelsen af den afgiftspligtige energimængde mere enkel. Fordelen ved denne beregningsform er desuden, at der ikke er behov for standardsatser for energiindholdet i affald, der kan variere meget afhængigt af affaldets beskaffenhed. For varmeværker, der benytter andre brændsler end affald, opgøres den afgiftspligtige energimængde efter fradrag for energiindholdet i de andre brændsler. Den afgiftspligtige energimængde bliver her opgjort som leverancen af varme ab værk fratrukket summen af energiindholdet i de andre brændsler ganget med hvert brændsels varmevirkningsgrad.”

Ved lov nr. 461 af 12. juni 2009 blev affaldsforbrændingsafgiften omlagt, således at en forbrændingsafgift på affald i affaldsafgiftsloven opgjort efter vægt blev erstattet af en ny tillægsafgift på energi og CO2 svarende til afgiften på fossile brændsler. Tillægsafgiften fremgik af kulafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 7 (nu nr. 6), jf. § 1, stk. 2, nr. 3, som “Affald anvendt som brændsel i anlæg”. § 5 om den afgiftspligtige mængde blev ændret, og stk. 2 og 3 fik følgende indhold:

”Stk. 2. Virksomheder omfattet af § 2, stk. 2, 1. pkt., som ikke fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler, opgør den afgiftspligtige varme, hvoraf der skal betales afgift efter § 1, stk. 2, nr. 2, som den varme, der produceres ved forbrænding af afgiftspligtigt affald. Den producerede varme skal måles.

Stk. 3. Virksomheder omfattet af § 2, stk. 2, 1. pkt., som fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler, opgør den afgiftspligtige varme, hvoraf der skal betales afgift efter § 1, stk. 2, nr. 2, som den producerede varme fratrukket energiindholdet i de andre brændsler ganget med 0,85. Virksomheder, der producerer både varme og elektricitet, opgør den afgiftspligtige varme som den producerede varme. Herfra fratrækkes dog energiindholdet i de andre brændsler ganget med 0,85 og ganget med forholdet mellem på den ene side den producerede varme og på den anden side den producerede varme og energiindholdet i elektriciteten. Virksomheder, som er omfattet af bilag 1 til denne lov, og som producerer både varme og elektricitet, opgør dog den afgiftspligtige varme som det faktiske energiindhold i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald for anlægget fratrukket den del, som medgår til produktionen af elektricitet. Denne del beregnes efter fordelingsreglerne i § 7, stk. 1, for værker, som er omfattet af bilag 1 til denne lov. Hvis energiindholdet i de andre brændsler, jf. 1. og 3. pkt., ikke kan dokumenteres, anvendes energiindholdet nævnt i § 7, stk. 1. Virksomheder, der foretager opgørelse af energiindholdet i de andre brændsler efter faktisk brændværdi, skal konstatere eller verificere brændværdien i hver brændselskategori og på forlangende fremvise dokumentation herfor over for told- og skatteforvaltningen. Den producerede varme skal måles. Endvidere skal al den producerede elektricitet måles.”

I forarbejderne til denne lov, lovforslag nr. 126 af 4. februar 2009, hedder det:

“Reglerne vedrørende opgørelse af den afgiftspligtige mængde for henholdsvis affaldsvarme og affald anvendt som brændsel i anlæg samles i de efterfølgende stykker (kulafgiftslovens nyaffattede § 5, stk. 2-14). Der fastsættes således regler for opgørelse af de afgiftspligtige mængder, hvoraf virksomhederne skal betale henholdsvis affaldsvarmeafgiften og den nye tillægsafgift. Reglerne følger det almindelige princip i energiafgiftslovene om, at der ikke skal betales energiafgift for virksomhedens elfremstilling eller proces.

Hvert af de to regelsæt for henholdsvis affaldsvarmeafgiften og den nye tillægsafgift er splittet op, så der tages hensyn til, om der er tale om ren affaldsvarmeproduktion eller forskellige typer kombineret produktion, dvs. kombineret el- og varmefremstilling alene på basis af afgiftspligtigt affald, varmeproduktion på basis af en kombination af afgiftspligtigt affald og andet brændsel, og kombineret el- og varmefremstilling på basis af en kombination af afgiftspligtigt affald og andet brændsel.

Reglerne om affaldsvarmeafgiften er splittet op afhængigt af, om kombineret el- og varmefremstilling foregår på et centralt værk eller et ikke centralt værk. Der er således indsat en særlig regel for de centrale værker, som afhjælper, at de gældende regler i visse tilfælde rent beregningsteknisk kan resultere i en negativ afgiftspligtig mængde, hvis et centralt værk producerer varme på basis af afgiftspligtigt affald. Denne særlige regel svarer til reglerne for de centrale værkers øvrige afgiftsmæssige fordeling af brændsel mellem el- og varmefremstilling.

Reglerne om tillægsafgiften er splittet op afhængigt af, om de omhandler et anlæg, der er CO2-kvoteomfattet eller ej. Det skyldes, at de CO2kvoteomfattede virksomheder skiller sig ud derved, at de opgør brændværdier i anvendte brændsler. Det foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om opgørelse af brændværdier i relation til disse virksomheders opgørelse af tillægsafgiften.

Ved produceret varme fra anlæg, som ikke er CO2-kvoteomfattede, forstås den mængde varme, som leveres ab værk med tillæg af eventuelt eget forbrug. For disse anlæg gælder dog, at ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde for tillægsafgiften (og eventuel CO2-afgift) skal bortkølet varme fra affaldsforbrænding medregnes til produceret varme. Bortkølet varme er varme fra anlægget, som kunne være leveret fra virksomheden eller nyttiggjort i virksomheden, hvis der havde været brug for det, men som i stedet er blevet afgivet til omgivelserne.

Hvis virksomhederne har installeret røggaskondensatorer i disse anlæg, kan de betale afgifterne af et reduceret afgiftsgrundlag på betingelse af, at varmen fra røggaskondensatorer udgør mindst 8 pct. af anlæggets samlede produktion af varme og elektricitet i afgiftsperioden. Hermed er der givet et incitament til bedre energiudnyttelse via brug af røggaskondensatorer udenfor CO2-kvotesektoren.

Den afgiftspligtige mængde, hvoraf der skal betales tillægsafgift, divideres med 1,25, når der ikke foretages opgørelse af den faktiske brændværdi i den indfyrede mængde afgiftspligtigt affald, og der ikke produceres både varme og elektricitet. Det svarer til, at tillægsafgiften ikke kan overstige 26,5 kr./GJ i disse tilfælde.”

I et notat til høringssvar til lovforslaget skrev Affald Danmark den 13. oktober 2008 bl.a.:

“Bestemmelsen om tillægsafgiften læser vi således, at den høje afgiftssats kun skal betales, når der reelt sker en samproduktion af el og varme. I de perioder, hvor der alene produceres varme, er det vores opfattelse, at der alene skal betales afgift efter den lave sats, da tillægsafgiften ellers vil være konkurrenceforvridende. Samtidig er det uklart, hvordan man forholder sig til en virksomhed, der råder over flere anlæg, der leverer til samme varmestreng. Skal tillægsafgiften opgøres på baggrund af hvert enkelt anlæg, eller er der tale om en samlet opgørelse for virksomheden under et? Det er vores opfattelse, at der bør ske en opgørelse for hvert anlæg. Ordlyden eller bemærkningerne bør klarlægge begge disse forhold.”

Skatteministeren kommenterede dette således i høringsoversigten:

“(…)

Det er korrekt, at opgørelsen skal ske pr. anlæg.

(…)”

I forarbejderne til lov nr. 527 af 12. juni 2009 om bl.a. afgiftsmæssig ligestilling af central og decentral kraftvarme, lovforslag nr. 207 af 22. april 2009, hedder det bl.a.:

“2.4. Ligestilling af afgiftsregler for central og decentral kraftvarme.

2.4.1. Gældende ret

Energiafgiftslovgivningen er indrettet på den måde, at elektricitet beskattes ved at pålægge en elafgift og CO2-afgift på forbruget heraf målt i Danmark. Modsat skal der ikke betales energiafgift og CO2-afgift af de brændsler, der anvendes til fremstillingen af elektricitet.

Ved fremstillingen af varme beskattes forbruget af brændsel til denne produktion.

Når elektricitet og varme produceres i samproduktion, skal der derfor ske en fordeling af henholdsvis brændsel til elfremstilling, der kan fritages for afgift, og brændsel til varmeproduktion, hvoraf der skal betales afgift.

Ved kraftvarmeproduktion forstås den nyttiggjorte mængde varme fra selve kraftvarmeenheden tillagt nyttiggjort varme fra særlige anlæg i forbindelse med kraftvarmeenheden, f.eks. nyttiggjort varme fra røggasser og lignende.

Består kraftvarmeværket af flere kraftvarmeenheder, foretages beregningerne for hver enkelt kedel og anlæg for sig.

Enkelte kraftvarmeværker med flere kraftvarmeenheder er så tæt forbundne med hinanden, f.eks. ved at damp produceret på en enhed anvendes til fremstilling af el og varme på en anden enhed, så at det ikke er muligt at foretage en selvstændig beregning for den enkelte enhed. I sådanne tilfælde kan told- og skatteforvaltningen tillade, at beregningerne kan ske samlet for flere enheder, såfremt det kan sandsynliggøres, at det ikke vil føre til et andet resultat, end hvis der sker en beregning for den enkelte enhed.

Varme, der produceres på selvstændige varmeproduktionsanlæg, kan ikke medregnes som en del af kraftvarmeproduktionen, heller ikke selv om varmeproduktionsanlægget fysisk er placeret i forbindelse med kraftvarmeanlægget. Endvidere kan produktion af varme, der er udtaget før en turbine, f.eks. damp der er tilført fra en kedel direkte til en kraftdampvarmeveksler, heller ikke medregnes som en del af kraftvarmeproduktionen.

Såfremt der er anvendt flere forskellige brændsler f.eks. både afgiftspligtigt brændsel og ikke-afgiftspligtige brændsler på samme tid eller inden for samme afgiftsperiode, beregnes der en andel, som anvendes for hvert brændsel, der er medgået til elfremstilling.

Kraftværker/elproducenter, der alene fremstiller elektricitet, skal ikke foretage en fordeling af brændsler mellem el- og varmefremstilling, men kan opnå afgiftsfrihed for hele brændselsforbruget, der skal kunne dokumenteres overfor told- og skatteforvaltningen.”

I et høringssvar til lovforslaget skrev Dong Energy A/S den 27. april 2009:

“(…)

Det fremgår af bemærkningerne til lovudkastet, at der som udgangspunkt med de gældende regler skal beregnes afgift “kedel for kedel”, men at SKAT, i de tilfælde hvor flere kedler er tæt forbundet til det samme turbineanlæg, kan tillade, at der foretages en samlet beregning for hele anlægget.

Det er vores opfattelse, at denne praksis ikke har været fuldstændig kendt i SKAT, hvilket som resultat har givet, at der flere steder foretages kunstige opdelinger af kedler i samledrift. Dette problem vil fortsætte med de foreslåede regler, og vi skal derfor foreslå, at der indsættes en formel regel, der tillader en fælles afgiftsberegning fra sådanne anlæg.

(…)”

Skatteministeren kommenterede dette således i høringsoversigten:

“(…)

Som anført i bemærkningerne til lovforslaget under punkt 2.4.1. er der tale om en undtagelse fra hovedreglen, som ad hoc kun undtagelsesvist kan bringes i anvendelse, og som derfor kun har været anvendt meget få gange i praksis. Det er Skatteministeriets opfattelse, at der ikke er grundlag for at indsætte en særskilt bestemmelses herom i lovgivningen.

(…)”

Ved lov nr. 555 af 2. juni 2014 blev kulafgiftslovens § 4 om afgiftsperiode ændret, således at det blev muligt at foretage en timevis fordeling af forskellige brændsler til produktion af varme og elektricitet. I forarbejderne hertil, lovforslag nr. 171 af 26. marts 2014, hedder det:

“Efter den gældende regel i § 4, stk. 1, i kulafgiftsloven er afgiftsperioden måneden. Reglen indebærer, at afgiftsopgørelse efter kulafgiftsloven, herunder enkelte dele af opgørelsen, skal foretages for måneden som helhed, medmindre der måtte gælde undtagelser hertil. Med forslaget til det nye stk. 2 foreslås en sådan undtagelse.

Den foreslåede undtagelse vedrører den situation, hvor et anlæg i et kraftvarmeværk producerer både elektricitet og varme, og hvor der tillige i betydeligt omfang anvendes forskellige typer brændsel til denne produktion. Der anvendes forskellige brændsler, når f.eks. både kul og VE-brændsel forbrændes i en kedel. Der anvendes forskellige brændsler i betydeligt omfang, når det sker jævnligt i løbet af året, hvormed der ikke er tale om noget atypisk for anlægget. Ovennævnte udtryk »et anlæg« kan i denne sammenhæng omfatte flere kedler på samme lokalitet, som er dampmæssigt forbundne. Dermed kan undtagelsen gælde, når f.eks. en kedel i anlægget kun forbrænder kul, mens en anden kedel i anlægget kun forbrænder VE-brændsel.”

Praksis

SKM2018.5.VLR

Sagens spørgsmål var, hvorvidt H1 ved beregning af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift skal anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas, således at der i afgiftsmæssig henseende er tale om ét kraftvarmeanlæg, eller om selskabet ikke kan anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas og derfor i afgiftsmæssig henseende skal betragtes som to kraftvarmeanlæg. Landsretten tiltrådte, at kraftvarmeværket i afgiftsmæssig henseende skal betragtes som ét anlæg, der fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas.

Følgende fremgår af flertallets udtalelse i Landsrettens begrundelse og resultat:

”Efter kulafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 5 og 6, skal der betales afgift af varme produceret ved forbrænding af affald. Denne sag drejer sig om, hvordan H1's afgift for 2010 skal opgøres.

Opgørelsen af den afgiftspligtige mængde er reguleret i kulafgiftslovens § 5, stk. 2-3 og 5-10, og i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, der henviser til kulafgiftsloven. Parterne er enige om, at det i forhold til H1 er kulafgiftslovens § 5, stk. 2, 3, 9 og 10, der er relevante. Det fremgår af disse bestemmelser, at H1 skal opgøre den afgiftspligtige varme, hvoraf der skal betales afgift, som den varme, der produceres ved forbrænding af afgiftspligtigt affald, og at denne varme skal måles. Hvis virksomheden alene har fyret med afgiftspligtigt affald, betales afgiften af denne målte varme (§ 5, stk. 2 og 9), mens der skal foretages et fradrag for energiindholdet i andre brændsler, hvis virksomheden har fyret med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler (§ 5, stk. 3 og 10).

Forbrændingen af affald på H1 foretages i en affaldsovn, som udvikler røggas. Røggassen føres ind i en dampkedel, der udvikler damp, som sendes videre til en dampturbine/generator, der producerer el og varme. Det er ubestridt, at det er varmen produceret i H1's dampturbine, der er den afgiftspligtige mængde varme.

H1 forbrænder endvidere gas i en gasturbine, der udvikler røggas, som via en dampkedel føres ind i dampturbinen/generatoren, hvor det blandes med dampen fra forbrændingen af affald.

H1 har målt mængden af damp, der hidrører fra gasturbinen og fra affaldsovnen, og det er derfor muligt at foretage en forholdsmæssig fordeling af den producerede varme baseret på damp produceret ved forbrænding af affald og damp produceret ved forbrænding af gas.

H1 må anses for at have fyret med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas, hvis vurderingen foretages i relation til den endeligt producerede varme i dampturbinen. H1 har derimod alene fyret med afgiftspligtigt affald, hvis vurderingen foretages i relation til den varme i form af røggas eller damp, der hidrører fra affaldsovnen.

Opgørelsen af den afgiftspligtige mængde må i overensstemmelse med lovens ordlyd foretages i relation til den endeligt producerede varme i dampturbinen, som er den varme, der er afgiftspligtig, og som H1 er pålagt at måle. Lovens ordlyd støtter ikke, at opgørelsen skal foretages med udgangspunkt i målinger på et tidligere tidspunkt i processen. Lovens ordlyd støtter heller ikke, at der skal foretages en forholdsmæssig fordeling af den endeligt producerede varme baseret på tilført damp fra flere kilder, selv om det er muligt at foretage en sådan fordeling.

En opgørelsesmetode med udgangspunkt i den varme, der leveres ab værk, svarer endvidere til den opgørelse, der fulgte af den tidligere kulafgiftslov, lovbekendtgørelse nr. 702 af 28. september 1998 § 5, stk. 3. Der er ikke i forarbejderne til lov nr. 461 af 12. juni 2009 støtte for, at den ændrede formulering fra “der producerer varme ved hjælp af en kombination af forbrænding af affald og andre brændsler” til “som fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler” tilsigtede en ændring af principperne for opgørelsen af den afgiftspligtige varme.

En opgørelse af mængden med udgangspunkt i den endeligt producerede varme i dampturbinen er endvidere bedst i overensstemmelse med lovens systematik, idet opgørelsen derved har det samme udgangspunkt som den afgiftsfordeling, der skal foretages, når elektricitet og varme produceres i samproduktion. Som anført af byretten tages der i denne sammenhæng udgangspunkt i den nyttiggjorte varme, således at H1 betragtes som ét anlæg.”

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Se spørgsmål 1

Forarbejder

Se spørgsmål 1

Praksis

Se spørgsmål 1

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter