Dato for udgivelse
16 Apr 2018 15:55
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
16 Apr 2018 15:55
SKM-nummer
SKM2018.163.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
18-0133121
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Forældelse + Lønindeholdelse
Emneord
Inddrivelse, forældelse, modregning, tvungne betalingsordninger, lønindeholdelse, genoptagelse, tilbagebetaling, rentegodtgørelse
Resumé

På baggrund af § 18 d i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil restanceinddrivelsesmyndigheden genoptage de inddrivelsessager, hvor det er konstateret, at der kan være foretaget ulovlig inddrivelse i løbet af inddrivelsessystemet EFIs driftsperiode fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015.

Dette styresignal beskriver rammerne for restanceinddrivelsesmyndighedens genoptagelse af egen drift i de tilfælde, hvor det ikke umiddelbart kan konstateres, at de berørte fordringer har været retskraftige på tidspunktet for inddrivelsen i EFIs driftsperiode.

Styresignalet indeholder desuden retningslinjer for borgeres og virksomheders anmodning om genoptagelse.

Hjemmel

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige §§ 18 d, 18 e, 18 f og 18 g

Reference(r)

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige §§ 18 d, 18 e, 18 f og 18 g

Henvisning

-


1. Sammenfatning

På baggrund af en række konstaterede fejl i inddrivelsen har Folketinget den 5. april 2018 vedtaget en lov, lov nr. 258 af 10. april 2018, som fastlægger reglerne for restanceinddrivelsesmyndighedens genoptagelse af sager af egen drift og efter anmodning.

Restanceinddrivelsesmyndigheden genoptager sager af egen drift i de situationer, hvor det er konstateret, at der har været foretaget inddrivelse eller modtaget frivillig betaling på nogle fordringer, som kan have været forældede, da inddrivelsen eller betalingen fandt sted, og hvor betalingen på den enkelte fordring er på mindst 3.000 kr.

For at sikre alle borgere og virksomheder samme mulighed for at få genoptaget deres sag er der i loven givet adgang til, at borgere og virksomheder, der mener, at de kan have været udsat for ulovlig inddrivelse i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015 eller i samme periode kan have foretaget en frivillig betaling af gæld, der ikke længere var retskraftig, kan få deres sag genoptaget efter anmodning, forudsat at anmodningen er modtaget af restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 7. september 2018. Er en anmodning om genoptagelse fremsat rettidigt, vil genoptagelse kunne ske, selv om det tilbagebetalingskrav, som borgeren eller virksomheden vil have, hvis inddrivelsen eller den frivillige betaling var uberettiget, efter de almindelige formueretlige regler ville være forældet.

Læs nærmere i nedenstående afsnit om, i hvilke tilfælde restanceinddrivelsesmyndigheden genoptager sager af egen drift, og i hvilke tilfælde sager alene genoptages efter anmodning fra borgeren eller virksomheden.

2. Genoptagelse af egen drift

Det er konstateret, at restanceinddrivelsesmyndigheden i perioden 1. september 2013 til og med den 7. september 2015 har foretaget inddrivelse eller modtaget frivillige betalinger på nogle fordringer, som kan have været forældede, da inddrivelsen eller betalingen fandt sted. 

Inddrivelse kan være sket i form af:

  • Modregning
  • Tvungen betalingsordning
  • Lønindeholdelse
  • Særskilt lønindeholdelse
  • Udlæg

Herudover er det konstateret, at der er inddrevet beløb eller modtaget frivillige betalinger på nogle fordringer, hvor sagsbehandlingsfejl i forbindelse med et tidligere inddrivelsesskridt kan være skyld i, at fordringen var forældet, da den nye inddrivelse eller den frivillige betaling fandt sted, fordi det tidligere inddrivelsesskridt som følge af ugyldighed ikke har afbrudt forældelsen.

Restanceinddrivelsesmyndigheden genoptager disse sager af egen drift, se herom i afsnit 2.2. Genoptagelsen sker efter reglen i § 18 d, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

2.1 Beløbsgrænse på 3.000 kr.

Der er indført en beløbsgrænse på 3.000 kr. Det betyder, at restanceinddrivelsesmyndigheden kun genoptager af egen drift, hvis det samlede beløb, der er inddrevet eller modtaget på den enkelte fordring i perioden 1. september 2013 til og med den 7. september 2015, udgør mindst 3.000 kr.

Sager om inddrivelse eller frivillig betaling af fordringer, hvor der er inddrevet eller modtaget under 3.000 kr., vil således ikke blive genoptaget af egen drift, men borgere og virksomheder kan anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om genoptagelse. Læs nærmere herom i afsnit 3.

Se § 18 d, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

2.2 Underretning om genoptagelse af egen drift

Restanceinddrivelsesmyndigheden sender en underretning til de borgere og virksomheder, der er omfattet af genoptagelsen af egen drift. Borgeren eller virksomheden vil modtage underretningen via e-boks inden den 1. maj 2018. De, der ikke er tilmeldt e-boks, vil modtage et almindeligt brev.

Underretningen vil indeholde en oversigt over, hvilke fordringer der vil være omfattet af restanceinddrivelsesmyndighedens genoptagelse af egen drift. Det er kun de fordringer, der fremgår af underretningen, som vil være omfattet af genoptagelsen af egen drift.

Bemærk, at der kan blive sendt mere end ét brev eller én underretning i e-boks til hver borger eller virksomhed.

2.3 Restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse i alle sager

I alle de sager, der genoptages af egen drift, vil restanceinddrivelsesmyndigheden træffe en afgørelse i sagen.

 Afgørelsen kan eksempelvis gå ud på at fastslå

  • om fordringen var forældet på inddrivelses- eller betalingstidspunktet
  • om gyldighedsbetingelser i forbindelse med afgørelser om eksempelvis modregning er opfyldt.

I sidstnævnte type af afgørelser vil der ikke i alle tilfælde blive taget stilling til, om fordringen er forældet. Denne vurdering vil ske på et senere tidspunkt, før der igangsættes inddrivelse af fordringen. 

Restanceinddrivelsesmyndigheden forventer at have afsluttet genoptagelsesopgaven medio 2019, hvor de sidste afgørelser træffes og sendes.  

2.4 Der vil ske modregning i eventuelle beløb til udbetaling

I forbindelse med tilbagebetaling af beløb, der ved en genoptagelse konstateres at være modtaget eller inddrevet med urette, vil restanceinddrivelsesmyndigheden undersøge, om det beløb, der skal tilbagebetales, kan anvendes til modregning i borgerens eller virksomhedens eventuelle øvrige gæld til det offentlige, der er til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil modregne en borgers eller virksomheds tilbagebetalingskrav i borgerens eller virksomhedens gæld til det offentlige, såfremt de sædvanlige modregningsbetingelser er opfyldt.

2.5 Rentegodtgørelse af tilbagebetalingskravet

Hvis et beløb er inddrevet eller modtaget med urette, vil tilbagebetalingsbeløbet blive forrentet med procesrenten efter rentelovens § 5.

Når tilbagebetalingen vedrører et beløb, som er indbetalt efter påkrav, forrentes beløbet fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen.

Der beregnes ikke rentes rente.

Et krav på rentegodtgørelse vil blive benyttet til modregning, såfremt de almindelige modregningsbetingelser er opfyldt.

En eventuel rentegodtgørelse er skattepligtig og vil automatisk indgå i beregningen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvor rentegodtgørelsen udbetales eller anvendes til modregning.

3. Genoptagelse på borgerens eller virksomhedens anmodning

Bemærk: En anmodning om genoptagelse kan medføre, at restancen ikke senere bliver afskrevet. Se afsnit 3.5 nedenfor.

Bemærk også: Hvis borgeren eller virksomheden modtager et brev fra restanceinddrivelsesmyndigheden om, at genoptagelse sker af egen drift, er det ikke nødvendigt at anmode om genoptagelse, hvis anmodningen vedrører den eller de samme fordringer. Breve om genoptagelse af egen drift udsendes inden 1. maj 2018.

En borger eller en virksomhed, som mener enten frivilligt eller via et inddrivelsesskridt at have betalt på en forældet fordring, eller at der foreligger en sagsbehandlingsfejl i forbindelse med inddrivelsen, kan anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om genoptagelse

En anmodning om genoptagelse skal vedrøre en frivillig betaling eller betaling i forbindelse med inddrivelse, der er sket i perioden 1. september 2013 til 7. september 2015.

Der kan anmodes om genoptagelse uanset størrelsen af det beløb, der er inddrevet eller frivilligt indbetalt.

Eksempel:
Der er truffet en afgørelse om lønindeholdelse. I den forbindelse trækkes borgeren i løn i månederne juli, august og september 2013. 

Der kan alene anmodes om genoptagelse vedrørende den lønindeholdelse, der er sket i september 2013, idet inddrivelsen her er sket inden for perioden 1. september 2013 til 7. september 2015.

Andre eksempler:

Betaling eller inddrivelse kan ligeledes være sket i forbindelse med følgende typer af sager:

  • Afgørelse om modregning
  • Afgørelse om tvungen betalingsordning
  • Afgørelse om lønindeholdelse
  • Afgørelse om særskilt lønindeholdelse
  • Betaling i henhold til en tilsigelse til udlægsforretning
  • Betaling i henhold til et udlæg
  • Betaling i henhold til en erindringsskrivelse
  • Frivillig betaling

Ved en genoptagelsesanmodning vil der, hvis kravene til anmodningen er opfyldt, jf. afsnit 3.2 nedenfor, ske genoptagelse af de betalinger, som har ført til hel eller delvis dækning af en restance i perioden 1. september 2013 til 7. september 2015.

3.1 Der vil ske modregning i eventuelle beløb til udbetaling

I forbindelse med tilbagebetaling af beløb, der med urette er inddrevet eller modtaget ved en frivillig betaling, vil restanceinddrivelsesmyndigheden undersøge, om tilbagebetalingskravet kan anvendes til modregning i borgerens eller virksomhedens eventuelle gæld til det offentlige, der er under inddrivelse.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil modregne en borgers eller virksomheds tilbagebetalingskrav i borgerens eller virksomhedens gæld til det offentlige, såfremt de sædvanlige modregningsbetingelser er opfyldt.

3.2 Krav til en anmodning om genoptagelse

En anmodning om genoptagelse skal indeholde tilstrækkelige oplysninger, til at restanceinddrivelsesmyndigheden kan genoptage sagen. 

Anmodning kan ske via genoptagelsesblanketten, som findes på SKATs hjemmeside: blanket 51.062. Ved at udfylde og indsende blanketten sikres det, at restanceinddrivelsesmyndigheden har tilstrækkelig med oplysninger til at genoptage sagen.

Hvis anmodning sker uden anvendelse af blanketten, skal anmodningen som minimum indeholde tilstrækkelige oplysninger til at muliggøre en sikker identifikation af:

  1. Ansøger – herunder navn, adresse og cvr-/cpr-nr.
  2. Den sag (afgørelse m.v., jf. ovenfor), der ønskes genoptaget
  3. Den konkrete betaling, enten modtaget ved inddrivelse eller frivillig betaling, der skal genoptages
  4. Den eller de fordringer, for hvilken eller hvilke der anmodes om genoptagelse.

Bemærk, at anmodningen skal vedrøre en inddrivelse eller frivillig betaling, der er sket i perioden den 1. september 2013 til den 7. september 2015.

3.4 Hvis der mangler oplysninger i genoptagelsesanmodningen

Hvis der i anmodningen ikke er tilstrækkelige oplysninger, til at restanceinddrivelsesmyndigheden kan identificere den konkrete betaling og den sag, der ligger til grund for den efter ansøgerens opfattelse ulovlige inddrivelse eller uretmæssige frivillige betaling, samt den eller de fordringer, for hvilken eller hvilke sagen ønskes genoptaget, vil restanceinddrivelsesmyndigheden i første omgang anmode om yderligere oplysninger.

Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden ikke efterfølgende modtager de nødvendige oplysninger, vil anmodningen blive afvist, eller der vil på det foreliggende grundlag blive truffet afgørelse om, hvorvidt genoptagelse af sagen skal ske.

3.5 Konsekvenser af en genoptagelse

Fordringer, der på baggrund af en anmodning om genoptagelse bliver undersøgt for forældelse, vil ikke indgå i den afskrivningsrunde, der finder sted fra og med den 8. september 2018 med henblik på under visse betingelser at afskrive visse fordringer, når der er tvivl om deres retskraft, jf. § 18 h i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

En genoptagelse, som sker efter anmodning og viser, at fordringen ikke var forældet på betalings- eller inddrivelsestidspunktet, medfører således, at den pågældende fordring ikke vil kunne afskrives, selv om borgeren i øvrigt opfylder afskrivningsbetingelserne i § 18 h i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. 

3.6 Frist for anmodninger om genoptagelser

En anmodning om genoptagelse skal være restanceinddrivelsesmyndigheden i hænde senest den 7. september 2018. Anmodninger om genoptagelser, der modtages den 8. september 2018 eller senere, vil blive afvist. Se § 18 d, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Bemærk, at hvis anmodningen om genoptagelse sendes pr. brev, skal brevet være modtaget hos SKAT senest den 7. september 2018 ved kontortids ophør.

3.7 Rentegodtgørelse af tilbagebetalingskravet

Hvis det i forbindelse med restanceinddrivelsesmyndighedens behandling af genoptagelsesanmodningen konstateres, at et beløb er inddrevet eller modtaget med urette, vil tilbagebetalingsbeløbet blive forrentet med procesrenten efter rentelovens § 5.

Når tilbagebetalingen vedrører et beløb, som er indbetalt efter påkrav, forrentes beløbet fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen.

Der beregnes ikke rentes rente.

Et sådant krav på rentegodtgørelse vil blive benyttet til modregning, såfremt de almindelige modregningsbetingelser er opfyldt.

En eventuel rentegodtgørelse er skattepligtig og vil automatisk indgå i beregningen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvor rentegodtgørelsen udbetales eller anvendes til modregning. 

4. Udskydelse af forældelsesfristen for tilbagebetalingskrav

Forældelsesfristen for tilbagebetalingskrav, som en borger eller virksomhed har som følge af en uretmæssig inddrivelse eller frivillig betaling, der fandt sted i perioden den 1. september 2013 til den 7. september 2015 vedrørende fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, løber fra den 8. september 2015, jf. § 18 e i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

5. Skattemæssige konsekvenser af en genoptagelse

Lovændringen den 1. april 2018 indebærer, at der ikke sker kursgevinstbeskatning af gevinst ved forældelse, der er indtrådt senest den 19. november 2015, af fordringer, der inden denne dato er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse. Der vil ligeledes ikke ske genoptagelse af skatteansættelser i de tilfælde, hvor en skattepligtig uberettiget har opnået fradrag for renter vedrørende fordringer, der viser sig at have været forældede, da renterne blev tilskrevet.

Skattepligtige, der allerede har fået deres skatteansættelse ændret på grund af et uberettiget fradrag for renter, eller som har selvangivet en kursgevinst opnået på grund af forældede fordringer, kan begære skatteansættelsen genoptaget, med henblik på at rentefradraget igen indgår i skatteansættelsen, eller at den selvangivne kursgevinst fjernes fra skatteansættelsen.

Se §§ 18 f og 18 g i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.  

6. Henvendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden om genoptagelse

Henvendelse kan ske på telefon nummer 70 15 73 04.

Skriftlige henvendelser kan sendes via kontaktformularen ved at logge på www.skat.dk/tastselv vælg Kontakt  Skriv til SKAT  Betaling og gæld  Gæld og restance  Hvis der er fejl i din gæld.