Dato for udgivelse
21 Mar 2018 09:13
Resumé

Udenlandske banker ser ud til at have taget aktiv del i etableringen af selskabskonstruktioner til brug for skattely. Det viser en gennemgang af ca. 2.400 mails fra Panama-papirerne, som SKAT har foretaget.  

 


I september 2016 fik SKAT tilladelse til at købe lækkede data om danskere, som optrådte i de såkaldte Panama Papers. I den forbindelse modtog SKAT oplysninger om 317 off-shore selskaber og har på den baggrund indtil videre identificeret 494 fysiske og juridiske personer. En del af materialet bestod desuden af ca. 2.400 mails, der primært var sendt mellem udenlandske pengeinstitutter og advokatfirmaet Mossack Fonseca & Co i Panama. SKATs foreløbige gennemgang af de mange mails og det øvrige materiale giver indikationer på, at udenlandske pengeinstitutter har spillet en aktiv rolle i etableringen af selskabskonstruktioner til brug for skattely.

- I forbindelse med vores gennemgang af skattesagerne i Panama Papers så vi et mønster i forhold til rådgiverne, der fik os til at gennemgå indholdet af de mange mails mere systematisk. Vores gennemgang viser, at en række udenlandske pengeinstitutter har taget aktiv del i etableringen af selskabskonstruktioner til brug for skattely, siger Steen Bechmann Jacobsen, nyudnævnt direktør for Særlig Kontrol i SKAT.

SKATs gennemgang af materialet har indtil videre afsløret konkrete tilfælde, hvor pengeinstitutterne har anvendt selskaber, stillet til rådighed af Mossack Fonseca & Co., med direktører, der har poster i flere tusinde selskaber. Gennemgangen har desuden vist, at visse pengeinstitutter har bestilt tilbagedaterede dokumenter, fakturaer samt bestyrelsesreferater med forudbestemte beslutninger hos Mossack Fonseca & Co, ligesom der er set konkrete tilfælde, hvor pengeinstitutterne har afgivet urigtige oplysninger til SKAT.

Indtil videre ingen tegn på involvering af danske banker
De mange mails afslører desuden en række tilfælde, hvor rådgivning er foregået på dansk, hvilket tyder på, at danskere ansat i udenlandske pengeinstitutter har været involveret, ligesom der er tilfælde, hvor der er blevet sendt bankudskrifter udarbejdet på dansk. Men der er indtil videre ikke tegn på, at danske pengeinstitutter aktivt har etableret selskabskonstruktioner til brug for skattely.    

- Det er især udenlandske pengeinstitutter inden for EU, som vi er stødt på i de sager, som vi indtil videre har behandlet. Det er endnu for tidligt at sige, om også danske pengeinstitutter har været involveret, men indtil nu er der ikke noget, der tyder på det, siger Steen Bechmann Jacobsen.

Undersøgelserne af de mange mails er afsluttet, men det kan ikke afvises, at der vil komme nye oplysninger om pengeinstitutternes og andre rådgiveres rolle i forbindelse med SKATS behandling af de uafsluttede sager. Det er samtidigt også for tidligt at sige noget om, hvorvidt der kan blive tale om at gøre et ansvar gældende i forhold til personer, der har rådgivet i konkrete sager.

Finanstilsynet er tirsdag blevet orienteret om resultatet af SKATs undersøgelser.

Kort om Særlig Kontrol:
Særlig Kontrol er det område i SKAT, og fra 1. juli 2018 det område i den kommende Skattestyrelse, der arbejder på at imødegå national og international skatteunddragelse og organiseret økonomisk kriminalitet.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter