Dato for udgivelse
24 Apr 2018 08:24
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 Feb 2018 12:50
SKM-nummer
SKM2018.178.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Holstebro, BS 7-413/2015 og BS 7-414/2015
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering
Emneord
Interne, kloakforsyningsledninger, overspringsreglen, ledningsstrækninger, vurdering, ledningsnet,
Resumé

Boligselskabet, der ved Vurderingsankenævnet havde opnået fradrag i grundværdien på henholdsvis kr. 225.000,- og kr. 200.000,- for interne kloakforsyningsledninger, påklagede afgørelserne til Landsskatteretten, men benyttede herefter overspringsreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2.

Skatteministeriet nedlagde under retssagen påstand om nedsættelse af fradragene til henholdsvis kr. 80.733-, og kr. 49.567,-. Subsidiært påstod ministeriet, at boligselskabet skulle anerkende, at der alene var fradragsret for nærmere angivne ledningsstrækninger, og at sagerne skulle hjemvises med henblik på den beløbsmæssige opgørelse. Boligselskabet påstod frifindelse og nedlagde subsidiært påstand om hjemvisning af fradragsansættelsen.

Retten anførte med henvisning til UfR 2011.1616H (SKM2011.242.HR), at der ikke var noget til hinder for, at Skatteministeriet nedlagde skærpede påstande.

Ved vurderingen af, om der var grundlag for at tilsidesætte Vurderingsankenævnets afgørelser, lagde retten vægt på, at Vurderingsankenævnets medlemmer er politikere udnævnt efter indstilling fra kommunerne, og at Landsskatteretten er bredt sammensat af ”juridiske og læge medlemmer”, herunder politikere. Videre anførte retten, at Skatteministeriets påstand alene var begrundet i en ingeniørs vurdering af den konkrete betydning af SKM2017.330.HR og ikke havde været undergivet en helt anderledes og mere snæver faglig behandling end skattesager i øvrigt, hvortil kom, at det er uvist, hvilken del af ledningsnettet, som Vurderingsankenævnet skønsmæssigt havde udmålt fradrag for.

På den baggrund hjemviste retten sagerne i overensstemmelse med boligselskabets subsidiære påstand.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2

Vurderingslovens § 17 (Dagældende)

Vurderingslovens § 18 (Dagældende)

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-1, A.A.10.3.3

Den Juridiske Vejledning H.A.3.3.2 (Historisk)

Henvisning

 


Parter

H1

(v/Adv. Claus Rosenkilde)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af byretsdommer

Lillian Lund Tinggard

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagerne er anlagt den 19. juni 2015 og er siden den 19. maj 2017 forberedt sammen.

Sagerne vedrørte oprindeligt prøvelse af 2 afgørelser fra Vurderingsankenævnet, idet sagsøgeren, H1, ønskede sagsøgte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at H1 var berettiget til et højere fradrag i grundværdien vedrørende ejendommene beliggende Y1-adresse og Y2-adresse.

I duplik af 28. marts 2017 ændrede Skatteministeriet sin påstand fra frifindelse til nedsættelse af de af Vurderingsankenævnet fastsatte fradrag.

Den 4. april 2017 afsagde Højesteret dom i sagen SKM2017.330.HR, og H1 ændrede herefter i proceskrift af 23. juni 2017 sin påstand til frifindelse.

Under hovedforhandlingen har der herefter været uenighed om, hvorvidt Skatteministeriet har hjemmel til at nedlægge en skærpet påstand, samt om hvorvidt der er påvist grundlag for at tilsidesætte Vurderingsankenævnets afgørelse, og hvordan bevisbyrdereglerne i den forbindelse er.

H1’s påstand er i første række frifindelse.

I anden række har H1 nedlagt påstand om, at fradragsansættelsen for vurderingerne 2003-2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse, og for ejendommen beliggende Y2-adresse for afholdte udgifter til etablering af kloakanlæg hjemvises til fornyet behandling hos vurderingsmyndigheden.

Skatteministeriets påstand er i første række, at :

  1. H1’s fradrag i grundværdien for vurderingsårene 2003-2006 for ejendommen beliggende, Y1-adresse, for udgifter til etablering af kloakanlæg nedsættes til kr. 80.733.
  2. H1’s fradrag i grundværdien for vurderingsårene 2003-2006 for ejendommen beliggende, Y2-adresse, for udgifter til etablering af kloakanlæg nedsættes til kr. 49.567.

Skatteministeriets påstand er i anden række, at:

  1. H1 skal anerkende, at der for vurderingsårene 2003-2006 for ejendommen beliggende, Y1-adresse, alene er fradrag i grundværdien for udgifter til etablering af de med lyserød og blå farve i bilag D markerede kloakledninger, og at sagen hjemvises til vurderingsmyndigheden med henblik på den beløbsmæssige opgørelse af fradraget.
  2. H1 skal anerkende, at der for vurderingsårene 2003-2006 for ejendommen beliggende, Y2-adresse, alene er fradrag i grundværdien for udgifter til etablering af de med lyserød og blå farve i bilag F markerede kloakledninger, og at sagen hjemvises til vurderingsmyndigheden med henblik på den beløbsmæssige opgørelse af fradraget.

Oplysningerne i sagen
Den 31. december 2006 anmodede H1 SKAT om at forhøje fradraget for forbedringer af ejendommen beliggende Y1-adresse, og for ejendommen beliggende Y2-adresse, i det følgende kaldet Ejendommene. Den 16. juli 2008 traf SKAT afgørelse om, at fradraget ikke skulle forhøjes.

Dette påklagede H1 til Vurderingsankenævnet, som den 14. december 2012 godkendte fradrag for udgifter til etablering af kloakforsyning med henholdsvis 225.000 kr. og 200.000 kr. Nævnet lagde i sin begrundelse til grund, at der var anlagt et internt kloakanlæg på ejendommene, og at en mindre del af disse kloakanlæg kunne anses som et hovedanlæg, der har bevirket en værdistigning af grunden i ubebygget stand. Den egentligt afholdte udgift til etablering af den fradragsberettigede del af kloakanlægget kunne ikke anses for tilstrækkeligt dokumenteret, hvorfor ansættelsen skete skønsmæssigt.

Den afgørelse indbragte H1 den 11. marts 2013 for Landsskatteretten, og da sagerne den 19. juni 2015 endnu ikke var afgjort her, anlagde H1 disse retssager.

Der er under sagerne fremlagt beregninger over de faktiske udgifter ved etablering af kloakanlæggene og kort, hvorpå spildevandsledninger er markeret med henholdsvis rød og blå farve.

Til brug for sagerne er blandt andet indhentet syn og skøn vedrørende ejendommenes regnvandsledninger. Skønsmand NO har i erklæring af 12. maj 2016 blandt andet anført følgende:

"...
Spørgsmål 7a
Skønsmanden bedes oplyse, om de på bilag 4 med blå farve markerede regnvandsledninger vil kunne genanvendes helt eller delvist, hvis den nuværende bebyggelse nedrives, og der etableres en ny bebyggelse på grunden.

    1. Hvis en bekræftende besvarelse af spørgsmålet forudsætter, at visse betingelser opfyldes, herunder eventuelle betingelser med hensyn til placeringen og karakteren samt størrelsen af et nyt byggeri på grunden, bedes disse betingelser anført.
    2. Hvis hel eller delvis genanvendelse af ledningerne skønnes at ville være økonomisk urentabelt, bedes dette oplyst og begrundet.
    3. Hvis der alene skønnes at kunne blive tale om delvis genavendelse af ledningerne, bedes det angivet hvilke ledninger, der kan genanvendes.

Svar:
a)   Det skønnes at de etablerede regnvandsledninger (minus stikledninger helt eller delvist) kan genanvendes, hvis der bygges tilsvarende række/ kædehuse, men selvfølgeligt afhænger det af placeringen af disse.

b)   Det skønnes rentabelt at genanvende regnvandsledningerne helt eller delvist ved boligbyggeri af samme størrelse og mængde.

c)   Det skønnes, at det som udgangspunkt er ”hovedledningerne” i det grønne område der fortrinsvist kan genanvendes, men hvis ”stikvejene” op mellem husrækkerne bevares, vil regnvandsledninger her også kunne genanvendes.

Genanvendelse af stikledninger/tørledninger til de enkelte nedløb, kan højst sandsynligt ikke genanvendes i fuldt omfang
...
Spørgsmål 14a

Skønsmanden bedes oplyse, om de på bilag 4 med rød farve markerede spildevandsledninger vil kunne genanvendes helt eller delvist, hvis den nuværende bebyggelse nedrives, og der etableres en ny bebyggelse på grunden.

    1. Hvis en bekræftende besvarelse af spørgsmålet forudsætter, at visse betingelser opfyldes, herunder eventuelle betingelser med hensyn til placeringen og karakteren samt størrelsen af et nyt byggeri på grunden, bedes disse betingelser anført.
    2. Hvis hel eller delvis genanvendelse af ledningerne skønnes at ville være økonomisk urentabelt, bedes dette oplyst og begrundet.
    3. Hvis der alene skønnes at kunne blive tale om delvis genanvendelse af ledningerne, bedes det angivet hvilke ledninger, der kan genanvendes.

Svar:

a)  Det skønnes at de etablerede spildevandsledninger kan genanvendes, hvis der bygges tilsvarende række/kædehuse og samme antal, men selvfølgeligt afhænger det af placeringen af disse og det kan ikke udelukkes at rensebrønde skal flyttes incl. et stykke spildevandsledning før denne.

b)  Det skønnes rentabelt at genanvende spildevandsledningerne helt eller delvist, ved boligbyggeri af samme størrelse og mængde.

c)  Det skønnes, at det som udgangspunkt er ”hovedledningerne” i det grønne område der fortrinsvist kan genanvendes, men hvis ”stikvejene” op mellem husrækkerne bevares, vil spildevandsledninger her også kunne genanvendes. Genanvendelse af rensebrønde og ledninger før disse, kan højst sandsynligt ikke genanvendes i fuldt omfang.

..."

Skatteministeriet har som dokumentation for sin ændrede påstand henvist til et rids udarbejdet af Skatteankestyrelsens ingeniør, hvor den del af kloakanlægget, som efter ingeniørens vurdering udgør fradragsberettiget hovedanlæg, er markeret. Ingeniøren har i tilslutning hertil beregnet en pris for etablering af denne del af kloakanlægget. Den beregnede pris svarer til Skatteministeriets endelige påstand under sagen.

IH, SKAT, har til brug for sagen oplyst, at hun var sekretær for Vurderingsankenævnet i forbindelse med behandlingen af sagerne om Ejendommene. Hun har videre oplyst, at nævnet ikke har optegnet præcist hvilken del af kloakanlæggene, der er hovedanlæg, men nævnet har vurderet, at en mindre del af kloakanlæggene kan anses for hovedanlæg.

Parternes synspunkter
H1 har procederet sagerne i overensstemmelse med påstandsdokumentet, hvori er gjort følgende gældende:

"...

3. SAGENS PROBLEMSTILLING
Som sagen har udviklet sig er spørgsmålet, som retten skal tage stilling til, om der er grundlag for at tilsidesætte vurderingsankenævnets skøn over sagsøgers fradrag for udgifter til etablering af kloakforsyning, herunder om der er grundlag for at nedsætte de godkendte fradrag som påstået af Skatteministeriet.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at der er grundlag for at nedsætte fradragene i overensstemmelse med ministeriets skærpede påstande, herunder at det er disse skærpede påstande, der skal danne udgangspunkt for rettens prøvelse – og altså ikke de indbragte afgørelser fra vurderingsankenævnet (bilag 1 i begge sager).

Det er sagsøgers opfattelse, at det er vurderingsankenævnets afgørelser og de heri indeholdte vurderinger og skøn, der er til prøvelse i sagen. Det er videre sagsøgers opfattelse, at Skatteministeriet ikke har påvist grundlag for at tilsidesætte vurderingsankenævnets vurderinger og skøn.

4. ANBRINGENDER
Sagsøger gør overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte de af vurderingsankenævnet udøvede skøn over sagsøgers fradrag for udgifter til etablering af kloakforsyning på de omhandlede ejendomme.

4.1. Genstanden for rettens prøvelse
Det er vurderingsankenævnets afgørelser (bilag 1 i begge sager), der er til prøvelse i den foreliggende sag, og spørgsmålet er, om der er grundlag for at tilsidesætte de af vurderingsankenævnet udøvede skøn.

Det er øjensynligt Skatteministeriets opfattelse, at det er ministeriets skærpede påstande, som nedlagt i duplikken, der er til prøvelse i sagen.

Dette bestrides.

Sagsøger anerkender, at Skatteministeriet under retssagen kan nedlægge selvstændige og skærpede påstande, hvilket også er det, der følger af UfR 2011, 1616 H (SKM2011.242.HR), som Skatteministeriet har henvist til i sit påstandsdokument.

Det følger dog ikke af dommen, at Skatteministeriet i strid med skatteforvaltningslovens kompetenceafgrænsningsbestemmelser i § 1 og § 14, stk. 1, nr. 1, kan sætte sit eget skøn i stedet for klageinstansens, hvorefter det er op til skatteyderen at føre bevis for, at ministeriets skøn er forkert.

Skatteministeriet har i processkrift B, side 2, 4. afsnit anført, at ”Skatteministeriet har ved nedlæggelsen af de skærpede påstande i duplikken af 28. marts 2017 omgjort og nedsat de skønsmæssigt fastsatte fradrag (…) ”. Videre følger det i 6. afsnit, at ”Boligselskabet har ikke påvist et grundlag for at tilsidesætte Skatteministeriets skøn”. [mine understregninger]

En sådan situation, hvor Skatteministeriet under retssagen ”omgør” klageinstansens afgørelser og nedsætter allerede godkendte fradrag er at sidestille med, at ministeriet træffer afgørelser om fradragsfastsættelsen og dermed ejendomsvurderingen.

Det følger således af vurderingslovens § 5, stk. 1, at der ved vurderingen ansættes en ejendomsværdi og en grundværdi samt et eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer. En afgørelse om fradragsansættelsen er dermed også en afgørelse om en vurdering af fast ejendom.

Skatteforvaltningsloven indeholder en række kompetenceafgrænsningsbestemmelser. Det følger bl.a. af § 1, at ”Told- og skatteforvaltningen udøver forvaltning af lovgivning om skatter og lov om vurdering af landets faste ejendomme". Endvidere følger det af § 6, stk. 1, nr. 1, at vurderingsankenævnene afgør klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser efter vurderingsloven.

Før ændringen af klagestrukturen på skatteområdet, der trådte i kraft pr. 1. januar 2014 (lov nr. 649 af 12. juni 2013), fulgte det af skatteforvaltningslovens dagældende § 11, stk. 1, at Landsskatteretten afgør klager over bl.a. vurderingsankenævnenes afgørelser.

Rollefordelingen mellem de administrative instanser er dermed klart fastlagt i skatteforvaltningsloven. Faktisk er der i loven et forbud mod, at skatteministeren (og dermed også ministeriet) træffer afgørelse vedrørende vurdering af fast ejendom. Således fremgår følgende af § 14, stk. 1, nr. 1:

Der gælder følgende kompetencebegrænsninger
1)  Skatteministeren kan ikke træffe afgørelse om en ansættelse af skat, en vurdering af fast ejendom eller en registrering af et køretøj, herunder om de med sådanne ansættelser forbundne bevillinger eller dispensationer. [min understregning]

Med bestemmelsen lovfæstes det generelt, at skatteministeren – medmindre Folketinget på særlige områder har bestemt andet – ikke kan træffe afgørelse i konkrete sager, herunder hvordan en fast ejendom skal vurderes. Forbuddet omfatter såvel den retlige vurdering som udmålingen af den egentlige beløbsfastsættelse.

Østre Landsrets dom af 24. april 2013, offentliggjort som SKM2013.384.ØLR, hjemler heller ikke mulighed for Skatteministeriet til at ”omgøre” vurderingsankenævnets afgørelser og sætte sin egen i stedet.

Østre Landsrets dom er ikke umiddelbart forenelig med skatteforvaltningslovens kompetenceafgrænsningsbestemmelser, herunder særligt § 14, stk. 1, nr. 1, men når landsretten i den konkrete sag alligevel tillod Skatteministeriet at ”omgøre” Landsskatterettens afgørelse og sætte sit eget skøn i stedet, skal forklaringen findes i sagens helt særlige omstændigheder. Et forhold, der også er klart afspejlet i landsrettens præmisser. Heraf fremgår bl.a. følgende:

Skatteministeriet har i processkrift af 23. marts 2012 som følge af skønserklæringerne og Landsskatterettens kendelser af 9.september 2011 omgjort de ved Landsskatterettens kendelser af 22. oktober 2004 og 2. december 2004 skønsmæssigt ansatte fradrag og har forhøjet disse til 60.000 kr. pr. år. Under disse omstændigheder finder landsretten, at der alene skal ske en prøvelse af de af Skatteministeriet skønsmæssigt ansatte fradrag, jf. herved Højesterets dom gengivet i UfR 2011.1616 (SKM2011.242.HR). [mine understregninger]

Sagen handlede om en fond uden eget personale og uden egne lokaler, der blev administreret af en fagforening, der tillige sørgede for forvaltning af fondens formue. For dette arbejde betalte fonden et administrationsbidrag til fagforeningen. Administrationsbidraget dækkede også andre opgaver end de fradragsberettigede udgifter til formueforvaltning.

Fonden, der havde karakter af en ”strejkekasse” var interesseforbundet med fagforeningen. Under disse omstændigheder var skattemyndighederne berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af den fradragsberettigede del af administrationsbidraget.

På baggrund af et syn og skøn samt Landsskatterettens kendelser i nogle andre sager vedrørende efterfølgende indkomstår for samme fond havde Skatteministeriet ændret det oprindelige skøn (Landsskatterettens) og sat sit eget skøn i stedet for. Ifølge Skatteministeriets skøn var den fradragsberettigede del af administrationsbidraget større end den af Landsskatterettens fastsatte del.

Under disse helt særlige omstændigheder nåede landsretten frem til, at det herefter alene var Skatteministeriets skøn, der var til prøvelse. Det var fondens opfattelse, at den fradragsberettigede del af administrationsbidraget skulle forhøjes yderligere, hvilket fonden ikke fik medhold i, idet fonden ikke havde godtgjort, at Skatteministeriets skøn hvilede på et urigtigt grundlag eller var åbenbart urimeligt.

Som det fremgår, var der tale om et for fonden begunstigende skøn, idet Skatteministeriet anerkendte, at den fradragsberettigede del af administrationsbidraget. Skatteministeriet imødekom dermed delvist fondens påstand.

Det er altså ”disse omstændigheder”, herunder navnlig, at der var tale om et for fonden begunstigende skøn, at landsretten alligevel tillod Skatteministeriet at ”omgøre” Landsskatterettens afgørelse og sætte sit eget skøn i stedet.

I den foreliggende sag er der ikke sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde, at Skatteministeriet kan ”omgøre” vurderingsankenævnets afgørelser og sætte sit eget skøn i stedet. Tværtimod taler det forhold, at Skatteministeriets skøn er en skærpelse og bebyrdende for sagsøger imod, at ministeriet alligevel og i strid med skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 1, skal have lov til at gøre det.

Skatteministeriet er derfor underlagt helt almindelige bevisbyrderegler og må – som andre procesparter i en retssag – respektere dansk rets helt grundlæggende principper om, at den, der påstår noget, også må føre bevis herfor.

At det forholder sig således følger tillige af Østre Landsrets dom af 15. november 2017, offentliggjort som SKM2017.708.ØLR.

Sagen handlede bl.a. om, hvorvidt der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderingen for en ejendom i Y3-by efter skatteforvaltningslovens nugældende genoptagelsesregler. I denne vurdering indgår et væsentlighedselement. SKAT havde fastsat grundforbedringsfradraget til 1.561.200 kr. Under retssagen gjorde Skatteministeriet bl.a.. gældende, at grundejerens fradrag burde nedsættes til 1.031.000 kr. og at væsentligheden skulle ses i forhold til dette lavere fradrag. Hertil udtalte Østre Landsret følgende:

Landsretten finder, at der ved vurderingen af væsentligheden af afvigelsen skal tages udgangspunkt i fradraget på 1.561.200 kr., som efter SKATs bestemmelse har hvilet på ejendommen siden 2012. H1 har ved henvisning til den seneste og fortsat aktuelle afgørelse truffet af SKAT vedrørende dette fradrag løftet bevisbyrden for fradrages berettigelse. Det forhold, at Skatteministeriet under sagen har gjort gældende, at fradraget bør nedsættes til 1.031.000 kr., kan ikke føre til et andet resultat, da Skatteministeriet ikke har godtgjort, at SKATs afgørelse er forkert, og da det ikke kan pålægges H1 at føre et nærmere bevis for rigtigheden af SKATs afgørelse. [min understregning]

Skatteministeriet har i de foreliggende sager ikke godtgjort, at vurderingsankenævnets afgørelser er forkerte, og det kan ikke pålægges sagsøger at føre bevis for rigtigheden af disse afgørelser.

Det er således vurderingsankenævnets afgørelser (bilag 1 i begge sager) og de vurderinger og skøn, der er indeholdt heri, der er til prøvelse i nærværende sag – og ikke Skatteministeriets skøn. I overensstemmelse med ovenstående, er det Skatteministeriet, der må føre bevis for, at der er grundlag for at tilsidesætte vurderingsankenævnets afgørelser.

4.2. Er der grundlag for at tilsidesætte vurderingsankenævnets afgørelser?
Vurderingen af i hvilken udstrækning et forsyningsanlæg anlagt internt på en storparcel udgør et fradragsberettigede hovedanlæg er en juridisk vurdering, som vurderingsankenævnet som klageinstans for klager over SKATs afgørelser om ejendomsvurdering på daværende tidspunkt var kompetent til at foretage, jf. skatteforvaltningslovens dagældende § 6. Landets vurderingsankenævn har truffet afgørelse i tusindvis af tilsvarende sager om samme problemstilling.

Vurderingsankenævnet har foretaget en sådan juridisk vurdering af, hvilken del af de på grundene anlagte kloakforsyningsanlæg, der udgør et fradragsberettigede hovedanlæg, og tildelt fradrag herfor svarende til den værdiforøgelse, som nævnet vurderer, at disse anlæg har tilført grundenes værdi i ubebygget stand.

Vurderingsankenævnets skøn i sagerne er en del af den administrative praksis, som Højesteret i SKM2013.369.HR, SKM2013.879.HR og senest SKM2017.330.HR anser for at have hjemmel i vurderingslovens bestemmelser.

Med henblik på sagens oplysning har sagsøger i begge sager opfordret (1) Skatteministeriet til på et ledningskort at indtegne de dele af kloakforsyningsanlæggene, som vurderingsankenævnet i sine afgørelser (bilag 1 i begge sager) har anset som fradragsberettigede hovedanlæg.

Skatteministeriet har til besvarelse af sagsøgers opfordring fremlagt bilag H og bilag I, der er e-mails af 8. maj 2017 fra IH, der nu øjensynligt er ansat i SKAT.

IH oplyser indledningsvist, at hun var sekretær for vurderingsankenævnet, da de traf afgørelse i sagerne. Det er da også IH’s navn, der fremgår af vurderingsankenævnets afgørelser.

IH oplyser, at nævnet ikke har optegnet præcist, hvilken del af kloakanlægget, der er hovedanlæg (og altså det, som vurderingsankenævnet har godkendt fradrag for), men at nævnet har vurderet, at en mindre del af kloakanlægget kan anses som et hovedanlæg.

Endvidere oplyser IH, at nævnet på baggrund af sagens oplysninger, herunder ledningskort, efter et skøn har indrømmet sagsøgeren et fradrag på henholdsvis 225.000 kr. (Y1-adresse) og 200.000 kr. (Y2-adresse) for den mindre del af kloakforsyningsanlæggene, som nævnet har fundet udgjorde hovedanlæg.

Med besvarelsen af opfordringerne er vi for så angår, hvilke ledninger som vurderingsankenævnet har anset for hovedanlæg, altså ikke blevet klogere.

Vi ved dog, at det kun er en mindre del af ledningerne, som vurderingsankenævnet anså for hovedanlæg – akkurat som det kun var en mindre del af ledningerne, som Skatteankestyrelsens ingeniør vurderede var hovedanlæg, jf. bilag D og F.

Vi ved også, at vurderingsankenævnet har haft ledningskort til rådighed til brug for sin vurdering. Af sagsfremstillingen til vurderingsankenævnets afgørelser (bilag 1 i begge sager) på side 5 ses det, at det er de samme ledningskort, som er fremlagt i retssagen og det er de samme ledningskort, som var fremlagt i forbindelse med sagens behandling i Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten.

Sagsøger udnyttede i juni 2015 sin lovmæssige ret, jf. skatteforvaltningslovens dagældende § 48, stk. 2, til at indbringe vurderingsankenævnets afgørelse for domstolene, idet sagerne havde henlagt i Landsskatteretten i 2 år og 3 måneder uden at der var sket noget i sagerne.

Indbringelse af sagerne for domstolene gav endvidere sagsøgeren mulighed for at føre det bevis (syn og skøn), som Østre Landsret i SKM2015.89.ØLR havde lagt afgørende vægt på. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af Skatteforvaltningslovens § 47, stk. 1, nr. 2, at der ikke kan føres syn og skøn i det administrative klagesystem i sager om vurdering af fast ejendom.

Det påhviler, som redegjort for under pkt. 4.1., Skatteministeriet at føre bevis for, at der er grundlag for at tilsidesætte de af vurderingsankenævnet skønsmæssigt fastsatte fradrag, herunder at værdiforøgelsen, som de på grunden anlagte kloakforsyningsanlæg har medført, er mindre end skønnet af nævnet.

Skatteministeriet har ikke løftet denne bevisbyrde.

Det eneste Skatteministeriet har fremlagt til støtte for de skærpede påstande om nedsættelse af de godkendte fradrag er ledningskort medmarkering (bilag D og F) samt en beregning efter V&S-prisbogen foretaget med udgangspunkt i disse markeringer (bilag E og G).

Af Skatteministeriets duplik, side 2, 3. og 5. afsnit, fremgår det, at der er tale markeringer af de dele af kloakforsyningsanlæggene, som efter ingeniørens vurdering udgør fradragsberettigede hovedanlæg. Der er i øvrigt ikke oplyst noget om denne ingeniørs baggrund for at foretage denne juridiske vurdering.

Idet der netop er tale om en juridisk vurdering forekommer det mærkværdigt, at man lader denne foretage af en ingeniør.

5. SAMMENFATNING
Henset til ovenstående og henset til, at det præcise grundlag for det administrative skøn, der er til prøvelse i sagen, ikke kendes, må der udvises tilbageholdenhed med at tilsidesætte det – og i særdeleshed, når det sker til skade for sagsøger.

Vurderingsankenævnets skøn er udøvet på præcis det samme grundlag, som var forelagt Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten. Skatteankestyrelsen er i de foreliggende sager alene sekretariat for Landsskatteretten og har ingen afgørelseskompetence i sagerne. Skatteankestyrelsens skøn er endvidere udøvet af en ingeniør.

Det er vurderingsankenævnets afgørelser (bilag 1) i begge sager, der er til prøvelse i de foreliggende sager – og altså ikke Skatteankestyrelsens ingeniørs vurdering. Vurderingen af hvilke ledninger på en ejendom, der kan anses for hovedanlæg, er en juridisk vurdering, som ingeniøren ingen forudsætninger har for at foretage.

Vurderingsankenævnets skøn i sagerne er en del af den administrative praksis, som Højesteret i SKM2013.369.HR, SKM2013.879.HR og SKM2017.330.HR anser for at have hjemmel i vurderingslovens bestemmelser.

Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte de af vurderingsankenævnet udøvede skøn, hvorfor sagsøger bør frifindes i forhold til de af Skatteministeriet nedlagte skærpende påstande.
..."

Skatteministeriethar procederet sagen i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori er gjort gældende, at

"...
Anbringender

Skatteministeriets påstande støttes overordnet på, at boligselskabet ikke har godtgjort, at der på grundene er anlagt grundforbedrende kloakledninger i et større omfang end markeret med lyserød og blå farve på bilag D og F.

Vurderingslovens dagældende § 17 fastslår, at der med visse begrænsninger skal

”[…] gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien.

Det samme fastslås i § 18, hvorefter fradrag:

”[…] må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, […]

Efter lovens §§ 17 og 18 er det altså klart, at der alene gives grundforbedringsfradrag, når forbedringen øger grundværdien.

Grundværdien er defineret i vurderingslovens § 13, stk. 1, hvor det fremgår, at grundværdien er værdien af grunden i ”ubebygget” stand (med grundforbedringer).

Efter den dagældende §§ 17 og 18 i vurderingsloven sammenholdt med vurderingslovens § 13, stk. 1, kan der således alene indrømmes fradrag for anlæg, der medfører en stigning af grundens værdi i ubebygget stand.

Udgifter til anlæg, der medfører en forøgelse af den samlede ejendoms værdi, jf. vurderingslovens § 9, men ikke af værdien af grunden i ubebygget stand, kan ikke fradrages efter vurderingslovens § 17.

Hovedreglen er, at udgifter til anlæg på selve grunden ikke berettiger til fradrag efter vurderingslovens dagældende § 17. Arbejder på ejendommen henregnes i sådanne tilfælde som udgangspunkt til byggeomkostningerne.

Hovedanlægsbetragtningen er en undtagelse til denne hovedregel, jf. blandt andet Den juridiske vejledning 2017-2, afsnit H.A.3.3.2, hvor det fremgår, at der for større ejendomme, der er udlagt til f.eks. tæt, lav bebyggelse med andelsboliger, kan gives fradrag for udgifter til hovedanlæg, der betjener en større del af ejendommen.

Højesteret har i flere domme anerkendt myndighedernes praksis på området, jf. UfR 2013.2277H (SKM2013.369.HR), UfR 2014.859H (SKM2013.879.HR), UfR 2014.3322H (SKM2014.574.HR) og senest UfR 2017.2052H.

Højesteretspraksis viser, at der ved bedømmelsen af, om et anlæg kan anses for grundværdiforøgende og dermed kan anses for et fradragsberettiget hovedanlæg, skal ses på anlæggets placering i forhold til den på grunden opførte bebyggelse.

Den seneste Højesteretsdom, UfR 2017.2052H, som nærværende sag har været sat i bero på, fastslår klart, at det er en forkert udlægning af praksis, hvis man tror, at der gives fradrag for forsyningsanlæg på store grunde, blot fordi anlægget i tilfælde af en fiktiv udstykning i mindre grunde ville forsyne mere end en af disse grunde.

Det af boligselskabets fremførte synspunkt om, at fradragsretten beror på ledningernes placering ved en fiktiv udstykning, jf. stævningen, side 7, 5 og 6. afsnit, er altså ikke korrekt. Syn- og skønsmand, landinspektør NM’s besvarelse af spørgsmål om udstykning i skønserklæring af 13. maj 2016, har derfor heller ingen betydning i sagerne.

Boligselskabet bærer bevisbyrden for at være berettiget til fradrag. Det har Højesteret fastslået generelt i UfR 2004.1516H (SKM2004.162.HR) og gentaget i UfR 2016.3592H. Det samme har Højesteret fastslået konkret vedrørende grundforbedringsfradrag, blandt andet i UfR 2017.2052H.

Boligselskabet har ikke godtgjort at være berettiget til fradrag for udgiften til yderligere ledninger, end de ledninger, der er markeret med lyserød og blå farve i bilag D og F.

De markerede dele af kloakledningerne i bilag D og F udgør den del af kloakanlægget på ejendommene, som kan anses for at forsyne en større del af ejendommene. De markerede dele af ledningerne løberind til første forgrening på ejendommene, hvorefter de øvrige ledninger fortsætter rundt til det konkrete byggeri. Markeringen af den del af kloakanlæggene, der udgør fradragsberettigede hovedanlæg, er dermed i overensstemmelse med Højesteretspraksis.

De øvrige ledninger er anlagt således, at de nøje følger bebyggelsen. De er så tæt knyttet til bebyggelsen, at de ikke har nogen værdi uden bebyggelsen. Skønsmand, NO, har i skønserklæring af 12. maj 2016 blandt andet udtalt (besvarelsen af spørgsmål 7a), at en forudsætning for, at ledningerne ville kunne genanvendes helt eller delvist, er, at der ”[…] bygges tilsvarende række/kædehuse, men selvfølgeligt afhænger det af placeringen af disse.” Der er givet tilsvarende besvarelse af spørgsmål 14a og 14b. Skønserklæringen bekræfter således, at kloakledningerne knytter sig til det konkrete byggeri, og at kloakledningerne dermed ikke har nogen selvstændig værdi for grunden i ubebygget stand.

Efter Højesterets praksis er der ikke fradragsret for disse ledninger.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at boligselskabet med Vurderingsankenævnets afgørelser har opnået fradrag for en større del af ledningsnettet end de i bilag D og F markerede ledninger.

For ejendommen, Y1-adresse, er der indrømmet et fradrag på kr. 225.000,-. Udgifterne til etablering af det fradragsberettigede hovedanlæg på denne ejendom (markeringen med lyserød og blå farve i bilag D) er af Skatteankestyrelsens ingeniør beregnet til kr. 80.733,-, jf. bilag E. Begningen er udarbejdet efter de principper, der sædvanligvis anvendes ved udøvelse af skønnet over, hvad det har kostet at udføre et givet anlæg i et givet år. Det indrømmede fradrag er ca. tre gange større end den beregnede udgift til at anlægge det fradragsberettigede hovedanlæg. Der er således ingen tvivl om, at boligselskabet har opnået et fradrag, der meget væsentligt overstiger det fradrag, som boligselskabet er berettiget til.

Det samme gør sig gældende vedrørende ejendommen, Y2-adresse, hvor der er indrømmet et fradrag på kr. 200.000,-, og hvor Skatteankestyrelsens ingeniør har beregnet udgiften til det fradragsberettigede hovedanlæg til kr. 49.567,-, jf. bilag G.

De af Vurderingsankenævnet indrømmede fradrag skal derfor nedsættes i overensstemmelse med Skatteministeriets principale påstande.

De principale påstande om nedsættelse af de indrømmede fradrag udgør skærpede påstande. Skatteministeriet er berettiget til at nedlægge sådanne skærpede påstande.

Højesteret har i UfR 2011.1616H (SKM2011.242.HR) udtalt, at Skatteministeriets adgang til at nedlægge selvstændige påstande under skattesager ved domstolene om den korrekte ansættelse af en persons skat som udgangspunkt beror på almindelige skatteprocessuelle og retsplejemæssige regler og principper. I dommen udtalte Højesteret endvidere følgende:

”Skatteministeriet er procespart i sager om domstolsprøvelse af administrative afgørelser i skattesager, der indbringes for domstolene i medfør af skatteforvaltningslovens § 48 eller § 49. Der er ikke grundlag for at fastslå, at skatteforvaltningslovens § 1 og § 14, stk. 1, nr. 1, indeholder begrænsninger i den beskrevne adgang for Skatteministeriet til at nedlægge nye påstande for domstolene.”

Vurderingen af, om forsyningsanlæg er grundforbedrende, er undergivet domstolenes prøvelse, jf. SKM2015.503.ØLR, hvor landsretten omgjorde byrettens dom, som gik ud på hjemvisning, fordi Landsskatteretten ikke havde taget stilling til, om et anlæg var grundforbedrende, men nægtet fradrag på grund af manglende dokumentation for udgiftsafholdelsen.

Afgørelsen om fradrag er overladt til retten, og det forhold, at Landsskatteretten ikke nåede at træffe afgørelse, inden boligselskabet indbragte sagerne for domstolene i medfør af overspringsreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, medfører ikke, at sagerne skal hjemvises.

Den omstændighed, at Skatteministeriets principale påstande er baseret på et skøn ud fra de beregninger over udgiften, som Skatteankestyrelsens ingeniør har foretaget, medfører heller ikke, at der skal udvises tilbageholdenhed med at ændre Vurderingsankenævnets afgørelser, således som det hævdes af boligselskabet, eller at sagerne hjemvises.

Det er alene som følge af boligselskabets anvendelse af overspringsreglen, at der ikke blev truffet en endelig afgørelse i det administrative system.

Boligselskabet har endvidere ikke godtgjort, at de skønsmæssige beløb, som Skatteministeriets principale påstande er baseret på, er opgjort på et forkert grundlag eller fører til et åbenbart urimeligt resultat.
..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Højesteret har i sagen U 2011.1616 H (SKM2011.242.HR) fastslået, at Skatteministeriet under en sag for domstolene kan nedlægge en ny og skærpet påstand, og at skattekontrollovens § 14, stk. 1, nr. 1, ikke indeholder nogen begrænsninger heri. Der er herefter ikke noget til hinder for, at Skatteministeriet også under denne sag nedlægger en ny og skærpet påstand.

H1 har gjort realitetsindsigelse mod Skatteministeriets skærpede påstand og bestridt, at der er grundlag for at tilsidesætte Vurderingsankenævnets afgørelser.

Ved vurderingen af dette lægger retten vægt på, at Vurderingsankenævnets medlemmer er politikere udnævnt efter indstilling fra kommunerne, og at Landsskatteretten er bredt sammensat af juridiske og læge medlemmer, herunder politikere.

Skatteministeriet har under denne sag nedlagt en påstand, som alene er begrundet i en ingeniørs vurdering af den konkrete betydning af Højesterets dom i SKM2017.330.HR. Påstanden har således været undergivet en helt anderledes og mere snæver faglig behandling end skattesager i øvrigt. Dertil kommer, at det er ganske uvist, hvilken del af ledningsnettene, som Vurderingsankenævnet i sine afgørelser skønsmæssigt har udmålt fradrag for.

Retten finder på denne baggrund, at sagerne i overensstemmelse med H1’s subsidiære påstand bør hjemvises til fornyet behandling hos vurderingsmyndigheden.

Sagerne drejede sig oprindeligt om, hvorvidt der skulle ske forhøjelse af de af Vurderingsankenævnene fastsatte fradrag. Denne del af sagen må anses for tabt af H1. Fra foråret 2017 har sagerne i stedet drejet sig om, hvorvidt der skal ske nedsættelse af disse fradrag. Henset til at H1 har fået medhold i den subsidiære påstand, må H1 anses som vinder af denne del af sagen. Hver part skal derfor bære egne advokatomkostninger og egne udgifter til retsafgift.

Der er under den første del af sagen indhentet 2 syn og skøn, som har ingen eller meget begrænset betydning for sagernes endelige problemstillinger. H1 skal derfor endeligt afholde udgifterne til disse syn og skøn.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Fradragsansættelsen for vurderingerne 2003-2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse, og for ejendommen beliggende Y2-adresse for afholdte udgifter til etablering af kloakanlæg hjemvises til fornyet behandling hos vurderingsmyndigheden.

Ingen af parterne skal betale omkostninger til den anden part.