Dato for udgivelse
28 Feb 2018 08:25
Dato for afsagt dom/kendelse
16 Jan 2018 10:41
SKM-nummer
SKM2018.91.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
B-882-15
Dokument type
Dom
Emneord
Handelsværdi, udgangspunkt, nedskrevne, genanskaffelsesværdier, transaktioner, skøn, 6-års frist
Resumé

Sagen angik opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for vand- og spildevandforsyningsselskabers distributionsnet mv. ved indskydelsen af kommunale vandforsyningsvirksomheder i selskaber.

Sagen har sammen med en sambehandlet sag været prøvesag med betydning for mere end 250 vand-og spildevandforsyningsvirksomheder.

Sagen var en prøvelse af Landsskatterettens kendelse, hvorefter fastlæggelsen af distributionsnettets handelsværdi til brug for opgørelsen af afskrivningsgrundlaget skulle tage udgangspunkt i en DCF-model (Discounted Cash Flow).

Vand-og spildevandforsyningsselskabet gjorde under sagen gældende, at distributionsnettets handelsværdi skal tage udgangspunkt i nedskrevne genanskaffelsesværdier.

Landsretten udtalte, at der intet marked er for handel med vandforsynings- og spildevandforsyningsvirksomheder eller disses aktiver, og at der ikke findes tilsvarende eller lignende transaktioner, som kan danne grundlag for en vurdering af handelsværdien af distributionsnettet.

Landsrettens flertal (4 dommere) fastslog herefter, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det skøn, som SKAT med udgangspunkt i DCF-modellen havde foretaget ved fastlæggelsen af distributionsnettets handelsværdi.

Et mindretal (1 dommer) ville hjemvise sagen til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Et særligt spørgsmål i sagen var, om SKATs afgørelse var ugyldig som følge af forældelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, eller om afgørelsen var omfattet af den 6-årige frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Landsretten tiltrådte, at apportindskuddet af den kommunale forsyningsvirksomhed i H1 var en kontrolleret transaktion omfattet af skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 1, og at skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, dermed fandt anvendelse. SKATs afgørelse var dermed rettidig.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen blev som følge af den principielle betydning behandlet af fem dommere i Østre Landsret.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5

Skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 1

Ligningslovens § 2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-1, A.A.8.2.1.5

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-2 C.D.11.13.1.3.3

Redaktionelle noter

Dommen er anket til Højesteret


Parter

H1
(v/adv. Arne Møllin Ottosen)

mod

Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten, v/adv. Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne

Ole Dybdahl, Taber Rasmussen, Ib Hounsgaard Trabjerg, Benedikte Holberg og Morten Christensen)

Sagens oplysninger og parternes påstande

1. Påstande

Denne sag, der er anlagt ved Retten i Hjørring den 26. september 2014, er ved kendelse af 8. december 2014 henvist til behandling ved Vestre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1. Ved kendelse af 23. marts 2015 er sagen henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 254, stk. 2, med henblik på, at sagen behandles i forbindelse med Østre Landsrets sag B-107-15.

Sagen angår prøvelse af Landsskatterettens kendelse af 26. juni 2014 om opgørelsen af H1’s afskrivningsgrundlag for distributionsnet (ledningsnet) og produktionsanlæg ved indskydelsen af den kommunale vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed i selskabet i 2007.

Sagsøgeren, H1, har endeligt nedlagt følgende påstande:

Principalt: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at SKATs afgørelse af 21. september 2011 er ugyldig.

Subsidiært: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af DANVAs værdiansættelsesmodel til den nedskrevne genanskaffelsesværdi på henholdsvis 509.726.604 kr. og 2.740.103.855 kr. for spildevandsforsyningen samt 70.565.458 kr. og 607.593.321 kr. for vandforsyningen.

Mere subsidiært: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af de regulatoriske indgangsværdier godkendt af Forsyningssekretariatet til henholdsvis 352.335.458 kr. og 2.644.193.468 kr. for spildevandsforsyningen samt 71.183.205 kr. og 669.843.222 kr. for vandforsyningen.

Yderligere subsidiært: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af den korrigerede værdiansættelse fra G1 til den nedskrevne genanskaffelsesværdi på henholdsvis 2.865.184.419 kr. for ledningsnettet og 170.893.581 kr. for produktionsanlægget samlet for både vand- og spildevandsforsyningen.

Mest subsidiært: Hjemvisning af sagen til fornyet behandling.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagen har været forhandlet i forbindelse med sag B-107-15, H1 mod Skatteministeriet, jf. retsplejelovens § 254, stk. 1.

2. Sagsfremstilling
Landsskatteretten afsagde den 26. juni 2014 følgende kendelse:

”I afgørelsen har deltaget: H. Augustesen, Henrik Estrup, Freddy Dam og Kirsten Stallknecht
Klager: H1
Klage over: SKATs afgørelse af 21. september 2011

Sagen vedrører opgørelsen af selskabets afskrivningsgrundlag for distributionsnet og produktionsanlæg ved indskydelsen af den kommunale vand-og spildevandsforsyningsvirksomhed i selskabet.

Landsskatterettens afgørelse

Selskabsindkomst
SKAT har ændret den af selskabet selvangivne skattemæssige saldo for distributionsnet fra 1.825.044.883 kr. til

 


 552.189.572 kr.

Herefter har SKAT alene godkendt fradrag for 12 %, der er den selvangivne afskrivningssats, af 568.823.420 kr. (inkl. tilgang for 2007) svarende til

 
 

68.258.810 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har ændret den af selskabet selvangivne skattemæssige saldo for produktionsanlæg, der ikke er afskrevet på fra 170.893.581 kr. (eksl. tilgang for 2007) til  

 

 

51.705.936 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
H1 (selskabet) blev stiftet den 2. januar 2007 ved apportindskud af kommunens vand- og spildevandsaktiviteter, der bestod af en række forsyninger, der oprindeligt havde tilhørt Y1, Y2, Y3 og Y4 kommuner. Regnskabsmæssigt skete stiftelsen med tilbagevirkende kraft fra den 1. september 2006, mens den skattemæssige stiftelse skete den 2. januar 2007.

Ifølge årsrapporten for 2006/2007 omfatter selskabets virksomhed afledning og rensning af spildevand og regnvand, produktion og distribution af drikkevand samt tømning af private spildevandstanke. Herudover sælger selskabet drifts-og serviceydelser. Selskabet ejes direkte af Y1 Kommune.

Aktiverne omfattet af apportindskuddet bestod af produktionsanlæg i form af renseanlæg, bassiner, bygværker og ledninger samt ledningsnet for henholdsvis vand- og spildevandsaktiviteten.

I henhold til vurderingsberetning med tilhørende åbningsbalance pr. 1. september 2006 har selskabet regnskabsmæssigt opgjort værdierne ved apportindskuddet af de materielle anlægsaktiver til samlet 660.257.588 kr., der fordeler sig på ”grunde” og ”distributionsnet mv.” med henholdsvis 19.441.955 kr. og 640.815.633 kr. Derudover blev der indskudt omsætningsaktiver for 1.916.103 kr. Af vurderingsberetningen fremgår endvidere følgende under punktet ”Materielle anlægsaktiver”:

”Grunde er værdiansat til skønnet kostpris

Bygninger, distributionsnet m.v. samt andre anlæg, driftsmateriel og inventar er værdiansat til en skønnet kostpris beregnet på baggrund af aktivernes restlevetid med udgangspunkt i estimerede nedskrevne kostpriser.

Værdiansættelsen er baseret på forventning om lovgivningsmæssig udmøntning af serviceeftersynet i vandsektoren. Heri lægges der op til indregning af en forrentning af den indskudte kapital i taksterne, jf. udkast til politisk aftale af 29. september 2006. Værdiansættelsen af aktiverne er med baggrund heri værdiansat med udgangspunkt i principper, der svarer til fremgangsmåden ved udarbejdelsen af åbningsbalancer for elsektoren ved lovreformen i 1999”

Som vederlag for de indskudte aktiviteter modtog Y1 Kommune nominelt 200.000.000 kr. aktier til kurs 276,25 svarende til en overkurs på 352.505.097 kr., hvilket gav en samlet egenkapital på 552.505.097 kr. Herudover overtog selskabet en række gældsforpligtigelser for 109.668.594 kr.

Af selskabets bilag til selvangivelsen for 2007 fremgår, at selskabet har opgjort følgende afskrivningssaldi i den skattemæssige åbningsbalance pr. den 2. januar 2007 vedrørende ledningsnet og produktionsanlæg:

Produktionsanlæg

Spildevand

Vand

I alt

127.019.220 kr.

43.874.361 kr.

Ledningsnet

I alt

1.586.218.988 kr.

238.825.895 kr.

Det fremgår endvidere, at værdien af begge saldi er opgjort på baggrund af nedskrevne genanskaffelsespriser.

SKATs afgørelse
SKAT har ændret den af selskabet selvangivne skattemæssige saldo for ledningsnet fra 1.825.044.883 kr. til 552.189.572 kr. SKAT har herefter godkendt fradrag for afskrivning på 68.258.810 kr. (beregnet efter tilgang i 2007)

SKAT har endvidere ændret det af selskabet selvangivne afskrivningsgrundlag for produktionsanlæg fra 170.893.581 kr. til 51.705.936 kr.

Til støtte for afgørelsen har SKAT overordnet anført, at overdragelsen af vand- og spildevandsforsyningsaktiviteten fra Y1 Kommune til H1 er en transaktion, der er omfattet af ligningslovens § 2, hvilket medfører, at prisen for aktiviteten derfor skal fastsættes i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter – dvs. på armslængdevilkår.

SKAT har nærmere anført, at SKAT har været nødsaget til at udøve et skøn over handelsværdien af selskabets aktiver, idet det selvangivne afskrivningsgrundlag ikke er udtryk for armslængdeprisen for de aktiver, som blev apportindskudt i selskabet, jf. ligningslovens § 2, og at det pågældende skøn kun kan tilsidesættes, hvis selskabet godtgør, at det er åbenbart urimeligt eller udøvet på et klart fejlagtigt grundlag, jf. SKM2005.368.HR og SKM2009.37.HR. Selskabet har ikke formået at løfte bevisbyrden for, at skønnet kan tilsidesættes.

SKAT har i denne forbindelse henvist til, at det følger af Skatteministeriets svar på spørgsmål 5 fra DANVA af 1. april 2009 til ændringsloven nr. 460 af 26. februar 2009, der ændrede en række love, herunder selskabsskatteloven, som følge af reformen af vandsektoren, at vand- og spildevandsforsyningerne ikke kan anvende nedskrevne genanskaffelsespriser som sådan som indgangsværdier, medmindre det kan dokumenteres, at det således opgjorte beløb svarer til aktivets handelsværdi. Ligeledes fremgår det af Skatterådets afgørelse af 28. marts 2011, offentliggjort SKM2011.220.SR, at genanskaffelsesværdien, korrigeret for restlevetid, kun kan anses for at være handelsværdien, hvis det dokumenteres, at de to værdier svarer til hinanden.

Derudover har SKAT henvist til, at selskabet for perioden 2007 til 2010 alene har en gennemsnitlig afkastgrad (resultat før finansielle poster * 100/samlede aktiver) på mellem 1 – 2 % baseret på selskabets skattemæssige værdier i henhold til den subsidiære, mere subsidiære og den mest subsidiære påstand, hvilket er væsentligt under den gennemsnitlige afkastgrad for en risikofri investering i danske statsobligationer, der i perioden fra 2008 til 2010 havde en gennemsnitlig afkastgrad på 3,8 %. Da afkastet af en investering i sikre danske statsobligationer således afviger betydeligt fra afkastet i en investering i forsyningsvirksomhed, kan den skattemæssige værdiansættelse ikke være udtryk for den pris, som en uafhængig tredjemand ville betale for selskabets aktiver efter ligningslovens § 2. I tilknytning hertil har SKAT gjort gældende, at en afkastgrad på armslængdevilkår efter ligningslovens § 2 skal fastsættes på baggrund af, hvad en uafhængig investor ville kræve i afkast, og at en uafhængig investor aldrig ville foretage en investering, hvor afkastet er mindre end den risikofrie rente.

SKAT har videre til støtte for afgørelsen anført, at den bedste måde at fastlægge handelsværdien for selskabets skatterelevante aktiver på er at tage udgangspunkt i en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode, idet der for det første bliver henset til den specifikke lovmæssige regulering af indkomsten, som gælder for selskabet, for det andet vil selskabets pengestrømme kunne opgøres med relativ stor sikkerhed, og for det tredje vil pengestrømmene med stor sandsynlighed kunne forventes i en længere periode. SKAT har endvidere henvist til, at FSR i december 2002 har udarbejdet et rådgivningsnotat om værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele, hvoraf fremgår, at den indkomstbaserede værdiansættelsesmetode benævnt ”den tilbagediskonterede cash flow-model” (DCF-model) er blandt de mest benyttede værdiansættelsesmetoder i praksis.

SKAT har herefter anvendt DCF-modellen til at opgøre værdien af de aktiver, som selskabet ved apportindskuddet henførte til de skattemæssige saldi for henholdsvis distributionsnettet og produktionsanlæg. SKAT har ved beregningen taget udgangspunkt i det af selskabet fremlagte budget for 1. september 2006 til og med 2016. Med henblik på at estimere en pengestrøm fra driften har SKAT taget udgangspunkt i budgettets resultat på 57.045.000 kr. for 2007 og har heri fratrukket en skønnet forholdsmæssig andel på 5.997.179 kr. af den samlede ”overdækning” på 59.971.790 kr., som Konkurrencestyrelsen pr. 31. september 2009 har opgjort i henhold til prisloftsafgørelserne af 15. oktober 2010 for spildevandsområdet og af 22. oktober 2010 på vandområdet. Den samlede repræsentative pengestrøm, som en køber maksimalt måtte kunne henføre til distributionsnettet og produktionsanlæggene ved skattepligtens indtræden under ”hvile-i-sig-selv”-princippet, skønnes herefter til 51.047.821 kr., hvilket efter en konkret helhedsvurdering kan henføres distributionsnettet og produktionsanlæggene alene.

På baggrund af årsrapporten har SKAT opgjort den gennemsnitlige forventede vægtede levetid for distributionsnettet og produktionsanlæggene til 59,5 år, hvilket tidsrum anvendes som henfaldsperiode for den repræsentative pengestrøm. Ved opgørelsen af diskonteringsfaktoren (”WACC” – Weighted Average Cost of Capital) har SKAT anvendt en skattesats på 25 % (2007), en risikofri rente på 3,889 % (stående lån med en løbetid på 10 år), en risikopræmie på 4,5 %, betaværdi på 0,5 % (systematisk risiko ved en lav driftsmæssig risiko og lav finansiel risiko) og en gældsandel på 12 % af aktivmassen. På denne baggrund har SKAT beregnet diskonteringsfaktoren til 5,75 % afrundet til 5,7 %. Endelig har SKAT opgjort den summariske tilbagediskonterede værdi af skattebesparelsen ved skattemæssig afskrivning på de værdiansatte driftsmidler ud fra formlen: Værdi*afskrivningssats*skattesats/(afskrivningssats + diskonteringsfaktor).

Herefter har SKAT opgjort værdien af selskabets afskrivningsgrundlag på følgende måde:

År

1

2 (…)

59

60

Pengestrøm af eksisterende driftsmidler

51.047.821

50.189.874

1.286.920

428.973

Skat heraf

12.761.955

12.547.469

321.730

107.243

Netto pengestrøm

38.285.866

37.642.406

965.190

321.730

Diskonteringsfaktor

0,946

0,895

0,038

0,036

Diskonteret

36.221.254

33.692.047

36.660

11.561

Opsummeret NPV

480.952.670

Tab 1

97.913.817

Tab 2

19.933.595

Tab 3 (…)

4.058.142

Tab 9

298

Total

603.895.508

Overfor selskabets indvending om, at det er meningsløst at ansætte en markedsmæssig værdi for aktiver baseret på en fremtidig indtægtsstrøm, der ikke er undergivet fri prisdannelse, har SKAT anført, at det udslagsgivende netop er, at der er en indtægtsstrøm. Selskabets branche er undergivet en intensiv priskontrol, og ved anvendelsen af den indkomstbaserede værdiansættelsesmetode tages der dermed højde for den markedssituation, som selskabet befinder sig i. Prisloftet begrænser størrelsen af de pengestrømme, der kan forventes ved driften af en vand- eller spildevandsvirksomhed, hvilket resulterer i en lavere værdiansættelse. Den reducerede værdiansættelse er imidlertid et resultat af prisloftsreguleringen og ikke en følge af anvendelsen af en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode. Den indkomstbaserede værdiansættelsesmetode er blot velegnet til at opgøre den negative indvirkning af reguleringen ved fastlæggelsen af aktivernes værdi.

SKAT har endvidere anført, at selskabet grundlæggende ønsker, at der skal ses bort fra den faktiske markedssituation, som selskabet og dennes branche befinder sig i – dvs. først og fremmest den tætte offentlige regulering af priserne i branchen.

I forhold til den nedlagte påstand om ugyldighed har SKAT anført, at SKATs afgørelse af 21. september 2011 ikke kan anses for ugyldig som følge af forældelse, idet ansættelsen af selskabet er foretaget rettidigt inden for den udvidede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, idet der foreligger en kontrolleret transaktion mellem Y1 Kommune og selskabet omfattet af ligningslovens § 2 og skattekontrollovens § 3 B.

SKAT har nærmere anført, at bestemmelsen i skattekontrollovens § 3 B pålægger den part, der benævnes den ”skattepligtige”, en række oplysnings- og dokumentationskrav, hvilket i nærværende sag er selskabet. Efter ordlyden af bestemmelsen er det ikke en betingelse, at den anden part i den kontrollerede transaktion er skattepligtig, det være sig i Danmark eller andet steds. Det er efter ordlyden i skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 1, tilstrækkeligt, at den anden part er en ”juridisk person”. Det forskellige ordvalg med henholdsvis ”skattepligtige” og ”juridiske personer” viser, at det efter ordlyden ikke er et krav, at den juridiske person er skattepligtig. Det er ubestridt, at Y1 Kommune er en juridisk person, og da der foreligger en kontrolleret transaktion, er den skattemæssige konsekvens heraf, at den forlængede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, finder anvendelse. Fristen for afsendelse af afgørelse udløb dermed først den 1. august 2013, og den af SKAT fremsendte afgørelse af 21. september 2011 er således rettidig.

Overfor selskabets anbringende om, at opgørelsen af de skattemæssige indgangsværdier ved omdannelsen af de kommunale vand- og spildevandsforsyninger til selskaber skal ske efter selskabsskattelovens § 5 D, har SKAT anført, at selskabsskattelovens § 5 D er en generel bestemmelse om fastsættelse af skattemæssige indgangsværdier i forbindelse med et selskabs, en forenings mv.’s overgang fra skattefri aktivitet til skattepligtig aktivitet. Imidlertid omfatter selskabsskattelovens § 5 D i indkomståret 2007 alene tilfælde, hvor det samme subjekts aktivitet skifter fra skattefrihed til skattepligt og ikke, hvor en aktivitet, der er skattefri for en kommune, overdrages til en juridisk person, der er skattepligtig af aktiviteten. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse i nærværende tilfælde, hvilket selskabet også er umiddelbart enig i. Der er i øvrigt ikke grundlag for en analog anvendelse, idet der ikke er et retstomt rum, og idet ligningslovens § 2 regulerer forholdet.

Overfor selskabets anbringende om, at der indtil 2011 forelå en praksis for anvendelsen af den nedskrevne genanskaffelsesværdi, har SKAT anført, at bevisbyrden for eksistensen af en praksis, hvorefter indgangsværdien skal fastsættes til den nedskrevne genanskaffelsesværdi, påhviler selskabet, og at selskabet ikke har løftet denne bevisbyrde.

SKAT har nærmere anført, at der i den forbindelse stilles strenge krav til beviset for påstanden om, at en fast og bindende praksis har været gældende. Det er således ikke tilstrækkeligt at henvise til, at andre skatteydere har haft held til at anvende tilsvarende værdiansættelsesmetoder, uden at det er blevet anfægtet af myndighederne. Det er heller ikke tilstrækkeligt, at det kan påvises, at en myndighed har godkendt værdiansættelsesmetoden efter en egentlig ligningsmæssig prøvelse. Det er ikke engang tilstrækkeligt, hvis der kan føres bevis for, at en myndighed rent faktisk har haft en fast godkendelsespraksis på det pågældende område, hvis der er tale om en underordnet myndighed. Underordnede myndigheders eventuelle praksis er således ikke bindende for de overordnede myndigheder. End ikke, hvis der kan føres bevis for, at også de overordnede myndigheder i enkelte tilfælde har godkendt en tilsvarende opgørelsesmetode, kan det uden videre lægges til grund, at der er tale om en fast og bindende administrativ praksis. Kun hvis de overordnede myndigheder vedvarende har godkendt fremgangsmåden som udtryk for en fast praksis, er der tale om en praksis, der kan være bindende på den måde, at det vil indebære et brud på en lighedsgrundsætning, hvis en tilsvarende fremgangsmåde nægtes en skatteyder uden saglig begrundelse.

SKAT har videre anført, at praksis skabes af afgørelser fra overordnede myndigheder, jf. UfR 1994.792 H og SKM2011.587.HR, og selskabet har ikke ved sine henvisninger løftet bevisbyrden for eksistensen af den hævdede praksis i 2007.

I forhold til selskabets mere subsidiære påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af de regulatoriske indgangsværdier godkendt af Forsyningssekretariatet, har SKAT anført, at der intet belæg er for, at lovgivers ønske i skattemæssigt henseende var andet end, at aktiverne skulle opgøres til handelsværdien, idet anvendelsen af de regulatoriske indgangsværdier alene blev forbeholdt opgørelsen af prisloftet i forbindelse med takstfastsættelsen efter bekendtgørelse nr. 143 af 9. februar 2010 om prisloftsregulering af vandsektoren. Der findes ingen tilsvarende regulering for så vidt angår den skattemæssige værdiansættelse, og der er derfor ikke hjemmel til at opgøre værdien til de regulatoriske indgangsværdier.

I forhold til selskabets anbringende om, at diskonteringsfaktoren ved en værdiansættelse efter en DCF-metode kan sættes til 0 %, har SKAT anført, at hvis årsagen hertil er, at en investor i et vand- eller spildevandsselskab ikke kan oppebære et afkast af sit indskud, må det nødvendigvis følge heraf, at også det afkast, det er muligt at oppebære sættes til 0 kr., hvorved opnås en værdi af de pågældende aktiver på 0 kr. Virkningen af selskabets indsigelser overfor den af SKAT anvendte diskonteringsfaktor kan følgelig ikke meningsfuldt anskues isoleret. En justering af diskonteringsfaktoren vil have virkning på andre elementer af DCF-metoden, som mere end opvejer ændringen af diskonteringsfaktoren. Hertil kommer, at diskonteringsfaktoren skal afspejle en uafhængig købers afkastkrav, der er i overensstemmelse med en sædvanlig markedsmæssig forrentning. Endelig skal cash flowet, der ligger til grund for SKAT anvendelse af DCF-metoden, ikke inflationsreguleres, da cash flowet blandt andet modsvares af de lineære afskrivninger på de historiske investeringer (POLKAværdien) og derfor er en stationær værdi. Uanset om andre driftsudgifter måtte stige med en deraf følgende højere indtægt inden for prisloftet, vil ”netto cash flowet” ikke ændre sig, hvorfor der ikke er grundlag for inflationsregulering af cash flowet.

Selskabets opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt principal påstand om, at SKATs afgørelse skal anses for ugyldig som følge af forældelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af DANVAs værdiansættelsesmodel til den nedskrevne genanskaffelsesværdi på henholdsvis 509.726.604 kr. og 2.740.103.855 kr. for spildevandsforsyningen og 70.565.458 kr. og 607.593.321 kr. for vandforsyningen.

Mere subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af de regulatoriske indgangsværdier godkendt af Forsyningssekretariatet til henholdsvis 352.335.458 kr. og 2.644.193.468 kr. for spildevandsforsyningen og 71.183.205 kr. og 669.843.222 kr. for vandforsyningen.

Mest subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af den korrigerede værdiansættelse fra G1 til den nedskrevne genanskaffelsesværdi på henholdsvis 2.865.184.419 kr. for ledningsnettet og 170.893.581 kr. for produktionsanlægget samlet for både vand- og spildevandsforsyningen.

Repræsentanten har nærmere om lovgrundlaget for vandforsyningsvirksomheden anført, at denne virksomhed i 2007 for så vidt angik prisfastsættelsen var reguleret i vandforsyningslovens § 52 a. I 2007 blev priserne på vand dannet ved at indregne nødvendige udgifter til indvinding og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger, administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmed kapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til ny-investeringer. Således var det et muligt element i prisberegningen efter § 52 a i vandforsyningsloven, at der blev taget højde for driftsmæssige afskrivninger i forbindelse med beregning af vandpriserne. Der var således i 2007 en reguleringsmekanisme, hvor der kunne tages udgangspunkt i anlægsaktivernes kostpriser i forbindelse med beregning af vandpriserne.
Vandvirksomhederne var – som det også er tilfældet i dag – underlagt et ”hvile-i-sig-selv”-princip. Det var ikke hensigten, at der skulle kunne tjenes penge på vandforsyningsvirksomhed. ”Hvile-i-sig-selv”-princippet indebar, at der ikke kunne anvendes midler til aktiviteter, som lå uden for vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhedernes ansvarsområde. En vand- eller spildevandsforsyningsvirksomheds midler kunne ikke anvendes til at finansiere andre forsyningsvirksomheder eller almindelige skattefinansierede aktiviteter. Det var endvidere heller ikke muligt at finansiere aktiviteter forbundet med vandforsyning via midler opkrævet for aktiviteter forbundet med spildevandsforsyning eller omvendt, uanset om vand-og spildevandsaktiviteterne organisatorisk var samlet i ét selskab

Til støtte for den principale påstand har repræsentanten overordnet gjort gældende, at den udvidede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, ikke finder anvendelse, og at SKATs afgørelse, der er dateret den 21. september 2011, derved er ugyldig, idet SKAT ikke senere end den 1. august 2011 kunne foretage ansættelse af selskabets indkomst efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Repræsentanten har nærmere gjort gældende, at udskillelsen af henholdsvis vand- og spildevandsforsyningen fra Y1 Kommune til H1 ikke er en kontrolleret transaktion omfattet af bestemmelserne i ligningslovens § 2 og skattekontrollovens § 3 B, idet Y1 Kommune ikke er en juridisk person med selvstændig skattesubjektivitet, hvilket er en afgørende forudsætning for anvendelsen af ligningslovens § 2 og skattekontrollovens § 3 b. Idet ligningslovens § 2 og skattekontrollovens § 3 b således ikke finder anvendelse, finder den udvidede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, heller ikke finder anvendelse.

Til støtte herfor er der blandt andet henvist til, at det fremgår direkte af forarbejderne til såvel skattekontrollovens § 3B og ligningslovens § 2, herunder lovforslag nr. 101 af 2. juni og nr. 116 af 14. december 2005, at anvendelsen af skattekontrollovens § 3 B forudsætter, at både den ”skattepligtige” og den ”juridiske person” som nævnt i begge bestemmelsers stk. 1, nr. 1, er selvstændige skattesubjekter. Endvidere er der henvist til forarbejderne til lov nr. 452 af 31. maj 2000 om elreformen, hvoraf følger, at en kommune først blev omfattet af skattekontrolloven i det omfang, den ifaldt skattepligt efter de ved denne lov indførte bestemmelser i selskabsskattelovens § 1. Endeligt er den subjektive skattepligt for juridiske personer udtømmende angivet i selskabsskattelovens §§ 1–3. Y1 Kommune var og er undtaget fra skattepligt efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2. Henset til at den subjektive skattepligt normerer den skatteretlige retsevne, må det lægges til grund, at Y1 Kommune ikke er en juridisk person omfattet af ligningslovens § 2 eller skattekontrollovens § 3 B.

Til støtte for de øvrige påstande har repræsentanten overordnet gjort gældende, at lovgiver har forudsat, at selskabsskattelovens § 5 D skal finde anvendelse på opgørelsen af de skattemæssige indgangsværdier ved omdannelsen af de kommunale vand- og spildevandsforsyninger til selskaber, og at selskabets aktiver som følge heraf skal opgøres til handelsværdien.

Repræsentanten har med henvisning til forarbejderne til lov nr. 460 af 12. juni 2009 ”konsekvensloven” (følgeændringer af lov om vandsektorens organisering) nærmere anført, at det fremgår heraf, at de aktiver, der er i behold hos spildevandsforsyninger, der hidtil har været drevet i kommunalt regi og derfor har været skattefrie, ved overgangen til skattepligt skal værdiansættes til handelsværdien efter selskabsskattelovens § 5 D. Henset til at kommuner ikke kan drive spildevandsforsyning, jf. udskillelseskravet i vandsektorlovgivningens § 15, stk. 1, må det på baggrund heraf have været lovgivers intention, at selskabsskattelovens § 5 D tillige har skullet finde anvendelse ved de kommunale udskillelser til aktieselskaber. Det må endvidere lægges til grund, idet der ikke med konsekvensloven skete en ændring af selskabsskattelovens § 5 D, at lovgiver har været af den opfattelse, at selskabsskattelovens 5 D allerede finder anvendelse ved den skattemæssige værdiansættelse ved udskillelse af kommunale spildevandsforsyninger, hvilket vil sige, at udskillelsen af vand- og spildevandsforsyningen fra Y1 Kommune til selskabet i 2007 også må anses for omfattet af selskabsskattelovens § 5 D.

Repræsentanten har videre gjort gældende, at såfremt lovbemærkningerne ikke giver anledning til en direkte anvendelse af selskabsskattelovens § 5 D, må bestemmelserne heri finde anvendelse analogt. Dette er baseret på årsagernes lighed mellem de situationer, som umiddelbart reguleres af bestemmelserne, dvs. hvor samme skattesubjekt overgår fra skattefrihed til skattepligt, og nærværende situation, hvor den skattefrie vand- og spildevandsvirksomhed overgår til skattepligt som følge af selskabsdannelsen. I denne forbindelse må selskabsskattelovens § 5 D anses at være lex specialis i forhold til skattefrie enheders overgang til beskatning, hvor ligningslovens § 2 er en generel bestemmelse, som ikke oprindeligt var tænkt anvendt til regulering af disse særlige situationer.

Til støtte for de øvrige påstande har repræsentanten derudover overordnet gjort gældende, at der indtil 2011 forelå en praksis for anvendelsen af nedskrevne genanskaffelsesværdier i forbindelse med værdiansættelse af vandselskaber eller forsyningsselskaber, og at SKAT ud fra et lighedsprincip ikke kan ændre denne praksis med tilbagevirkende kraft. Repræsentanten har i denne forbindelse henvist til SKATs afgørelser af henholdsvis 6. februar og 1. marts 2007 vedrørende to spildevandsvirksomheder, revisionsrapport af 2. juni 2006 vedrørende G10 og Landsskatterettens utrykte kendelse af 4. december 2007 vedrørende et varmeværk, hvorved de skattemæssige indgangsværdier blev opgjort efter kostprisbaserede metoder, herunder bl.a. opgørelse til den nedskrevne genanskaffelsesværdi.

Til støtte for den subsidiære påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag skal opgøres efter DANVAs værdiansættelsesmodel, har repræsentanten overordnet anført, at en opgørelse til den nedskrevne genanskaffelsesværdi vil være det bedste udtryk for aktivernes handelsværdi, idet genanskaffelsesværdien er det bedste udtryk for, hvad det ville koste at erhverve det omhandlede aktiv i handel og vandel uden at have et konkret sammenligningsgrundlag. Om DANVAs værdiansættelsesmodel har repræsentanten nærmere anført, at DANVA i 2007 og for tidligere år havde udarbejdet en såkaldt prisbog, hvori vand- og spildevandsforsyningsvirksomheders aktiver blev prisestimeret. Priserne angav en standardpris for hvert enkelt aktiv, som en forsyningsvirksomhed normalt ejede – herunder forsyningsledninger (angivet i længdemål), pumpestationer mv. Prisbogen blev oprindeligt lavet for at sammenligne de enkelte vandvirksomheders effektivitet. Der forelå således i 2007 et ensartet grundlag for værdiansættelserne af vandvirksomhedernes aktiver. Selskabet har ikke selvangivet på grundlag af DANVAs værdiansættelsesmodel, idet denne ikke havde været anvendt i forbindelse med benchmarking i alle de kommuner, hvorfra aktiverne i selskabet stammer. Baseret på grundlag af den viden, som selskabet har fået efter SKATs afgørelse i selskabets sag, må det anses for det mest korrekte udtryk for en opgørelse til handelsværdier, samt i overensstemmelse med lighedsprincippet, at de skattemæssige indgangsværdier fastlægges i overensstemmelse med DANVAs dagældende værdiansættelsesmodel.

Til støtte for den mere subsidiære påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag for produktionsanlæg og ledningsnet skal opgøres på baggrund af de regulatoriske indgangsværdier godkendt af Forsyningssekretariatet, har selskabet anført, at der med en opgørelse på baggrund heraf er skabt en ensartet og objektiv værdiansættelsesmodel, hvor myndighederne har elimineret forsyningsselskabernes mulighed for fejlansættelser mv. De af Forsyningssekretariatet godkendte regulatoriske indgangsværdier er et korrekt og konkret udtryk for handelsværdierne af selskabets aktiver, ligesom der ved anvendelsen af de pågældende værdier er skabt sikkerhed for, at der gennemføres en ligebehandling af de skattepligtige vandselskaber i relation til grundlaget for opgørelsen af de skattemæssige indgangsværdier. Der er således med de regulatoriske indgangsværdier foretaget en gennemgribende og myndighedsskabt værdiansættelse af vandsektorens aktiver på aktivniveau, som i kraft af deres indregning i de fremtidige takster må antages at have skabt en selvstændig handelsværdi af aktiverne, hvilket tillige var den fremherskende opfattelse i branchen. Anvendelsen af de regulatoriske indgangsværdier som et samtidigt udtryk for de skattemæssige indgangsværdier synes derudover også at have været intentionen i forligskredsen bag vandsektorloven.

Vedrørende den mest subsidiære påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af den korrigerede værdiansættelse fra G1, har repræsentanten nærmere anført, at selskabet i mangel af et konkret og tilgængeligt sammenligneligt grundlag ved selvangivelsen for 2007 valgte at bestille en vurdering af selskabets aktiver hos G1. Valget af G1 blev truffet, idet G1 på daværende tidspunkt havde en stor kompetence inden for forsyningsog anlægsteknik. G1 havde på daværende tidspunkt arbejdet for et stort antal kommuner inden for spildevand og vandforsyning. G1 anvendte ved værdiansættelsen it-systemet DAKAR, der var anvendt af et stort antal kommuner til værdiansættelse af fysiske aktiver i spildevandsog vandforsyningssektoren. Den af G1 anvendte model til den konkrete værdiansættelse er i lighed med DANVAs model baseret på nedskrevne genanskaffelsespriser, således at aktivernes værdi udtrykkes som den pris, det ville koste at købe de respektive aktiver igen til nyværdi og herefter afskrevet fra anskaffelsestidspunktet og frem til datoen for værdiansættelsen på baggrund af dets estimerede levetid. Grundlaget for beregningen af genanskaffelsesprisen er et priskatalog baseret på ”V&S Prisbog Anlæg”, ”prisdata, driftsdata, love mv.” og priser fra leverandører kombineret med G1’s erfaringspriser.

Til støtte for den mest subsidiære påstand har repræsentanten gjort gældende, at den konkrete værdiansættelse på baggrund af G1’s model gav et validt og realistisk estimat for den konkrete handelsværdi, der ville være forbundet med at anskaffe aktiver, der var identiske og af samme stand, som de aktiver selskabet var i besiddelse af, og der foreligger således en klar og entydig dokumentation af aktivernes handelsværdi, baseret på den daværende viden omkring vandselskabernes anlægsværdier.

Overfor det af SKAT anførte om, at SKAT har været nødsaget til at udøve et skøn over selskabets aktiver, har repræsentanten anført, at et vandselskab, underlagt prisloftsregulering og et ”hvile-i-sig-selv”-princip, pr. definition ikke kan give noget afkast til dets ejer eller investor. Værdien af et vandselskab som investeringsobjekt er derfor reelt ikke eksisterende. En investor, som søger et afkast, vil med andre ord ikke søge at erhverve et vandselskab med det formål at opnå et afkast. De faktiske forhold gør således, at det dels ikke giver mening at vurdere værdien af et vandselskab ud fra en DCF-model, og dels at en sådan model selvsagt ikke vil kunne anvendes til at estimere værdien af aktiverne i selskabet. Det forhold, at værdien af et vandselskab som investeringsobjekt antages at være lav eller ikke-eksisterende, siger derimod intet om den faktiske handelsværdi af dets aktiver. Det giver således ingen mening at tage udgangspunkt i den risikofrie rente og dernæst forvente, at selskabet skulle give et tilsvarende afkast. Branchen har som sådan ikke noget afkastningskrav i forbindelse med dens investering i anlægsaktiverne. Vandselskabernes investeringer foretages således ikke for at begunstige investorer eller andre, men som almindelige erhvervsmæssige investeringer, hvorved det enkelte selskab kan opfylde sine forpligtelser over dets kunder inden for lovgivningens rammer.

Med hensyn til SKATs anvendelse af en DCF-model har repræsentanten indvendt, at en DCF-model ikke kan anvendes ved værdiansættelse af en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed, allerede fordi der ikke knytter sig et frit cash flow til virksomhederne eller disses aktiver. Ethvert overskud, som måtte opstå i en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed, skal ultimativt henføres og tilbagebetales til forbrugerne såvel ud fra prisloftsreguleringen som ”hvile-i-sig-selv”-princippet. En ejer af vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed kan således ikke oppebære et afkast. Afkastkravet er en nødvendig forudsætning for at kunne anvende en DCF-model til værdiansættelse. Værdien af selskabet er dermed yderst begrænset, og det vil være overordentligt vanskeligt at finde en køber, som vil overtage selskabet med økonomisk vinding for øje. At selskabet som sådan er af begrænset værdi siger dog intet om handelsværdien af selskabets aktiver. Aktiverne repræsenterer ikke uvæsentlige værdier, hvilket er dokumenteret til fulde af såvel selskabet som Naturstyrelsen og Konkurrencestyrelsen på baggrund af deres respektive værdiansættelsesmodeller.

Som eksempel på at anvendelsen af DCF-modellen giver et forkert resultat, har repræsentanten henvist til, at hvis den kommunal forsyningsvirksomhed havde erhvervet og idriftsat et anlæg til en værdi af 100 mio. kr. den 1. januar 2007, så ville dette anlæg som følge af SKATs DCF-model have en værdi af 20 mio. kr. i den skattemæssige åbningsbalance. Havde anlægget derimod været anskaffet og idriftsat af selskabet den 3. januar 2007, så ville det indgå i den skattemæssige driftsmiddelsaldo med den fulde anskaffelsessum. Det burde være åbenbart, at der ikke er sket nogen faktisk værdiforringelse eller ændring af det pågældende aktivs handelsværdi fra den 1. til den 3. januar 2007. Dette er imidlertid konsekvensen ved anvendelsen af SKATs DCF-model.

Endeligt har repræsentanten gjort gældende, at i det tilfælde af, at Landsskatteretten måtte finde, at DCF-metoden faktisk er anvendelig, må parametrene i SKATs DCF-beregninger justeres. Henset til fraværet af et investeringsmæssigt afkast inden for vandsektoren, og som et helt afgørende element i DCF-metoden, skal afkastkravet – eller WACC’en – således rettest sættes til 0 %.

Derved værdiansættes aktiverne ud fra deres faktiske ”indtjeningsevne”. Hvis en privat investor således indskyder en selskabskapital i et vandaktieselskab, så vil han 10 år senere – på grund af de regulatoriske forhold i branchen, hvorefter investoren ikke kan opnå en forrentning – kunne hæve det præcis samme beløb. Investoren har således ingen mulighed for overskud og kan ikke oppebære en forrentning, hvorfor der bør anvendes en afkastgrad på 0 % i overensstemmelse med det hvile-i-sig-selv-princip, som virksomhederne er underlagt. Endvidere bør cash-flowet, der er anvendt ved SKATs værdiansættelse, reguleres for inflation, når afkastgraden ligeledes er fastsat i løbende priser, hvis den anvendte beregningsmetode skal være konsistent.

Repræsentanten har lavet følgende opgørelse til illustration af, hvordan WACC’ens fastsættelse påvirker den samlede værdi en række forsyningsvirksomheders samlede aktiver:

Mia. kr.

6,6 %

WACC 3,9 %

0 %

Med inflation

2,7

3,9

8,4

Uden inflation

2,2

3,0

5,7

Landsskatterettens afgørelse
Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, at lignings-og ansættelsesfristen efter stk. 1, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner for skattepligtige omfattet af skattekontrollovens § 3 B, udløber i det sjette år efter det indkomstår, hvor foretagelsen eller ændring af indkomstskatten påtænkes gennemført.

Af skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 1, fremgår, at skattepligtige, hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse, i selvangivelsen skal afgive oplysninger om art og omfang af handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med de nævnte parter i nr. 1-6 (kontrollerede transaktioner).

En kommunes skattepligt fremgår af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2f, om netvirksomhed mv., og nr. 2h, om vandforsyningsvirksomhed, der blev indsat i forbindelse med vandsektorreformen, mens kommunens øvrige virksomhed er fritaget for beskatning efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2. En kommune må således på lige fod med de øvrige i § 1 nævnte selskaber og foreninger mv. betragtes som en juridisk person med selvstændig skattesubjektivitet, der blot efter § 3 er undtaget skattepligt for al anden virksomhed end den, der er nævnt i § 1.

De af repræsentanten anførte henvisninger til forarbejderne til henholdsvis ligningslovens § 2 og skattekontrollovens § 3 B samt forarbejder til lov nr. 452 af 31. maj 2000 om elreformen kan ikke føre til et andet resultat.

Idet Y1 Kommune således er en juridisk person som nævnt i skattekontrollovens § 3 B, der udøver bestemmende indflydelse over selskabet, er overdragelsen af vand- og spildevandsvirksomheden en kontrolleret transaktion omfattet af skattekontrollovens § 3 B og ligningslovens § 2. Herefter finder den udvidede lignings-og ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, anvendelse, og SKATs ændring af selskabets ansættelse af indkomstskat ved afgørelse af 21. september 2011 er således foretaget rettidigt.

For så vidt angår opgørelsen af de skattemæssige indgangsværdier efter selskabsskattelovens § 5 D, finder bestemmelserne heri anvendelse ved overgangen fra skattefrihed til skattepligt som følge af vandsektorreformen på de aktiver, som et forsyningsselskab, der er blevet stiftet som et skattefrit selskab, har i behold ved overgangen til skattepligt, og på de aktiver som en kommune ved overgangen til skattepligt har medejerskab til som følge af sin deltagelse i eksisterende vand- og spildevandsforsyningsaktiviteter, der er organiseret som et kommunalt fællesskab i interessentskabsform efter den kommunale styrelseslovs § 60.

Y1 Kommunens frivillige overdragelse af den hidtil kommunalt drevne vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed til et af kommunen ejet skattepligtigt selskab forud for udskillelseskravets indtræden den 1. januar 2010 efter vandsektorlovens § 15 (lov nr. 469 af 12. juni 2009) reguleres derimod af ligningslovens § 2, hvorefter skattepligtige, der foretager handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med en nærmere angivet kreds af interesseforbundne parter (kontrollerede transaktioner), ved opgørelsen af den skatte-eller udlodningspligtige indkomst skal anvende priser og vilkår i overensstemmelse med hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter (armslængdeprincippet).

Det følger af Højesterets dom af 18. november 2004, offentliggjort i SKM2005.5.HR, at der ved vurderingen af, om en transaktion mellem interesseforbundne parter er i overensstemmelse med ligningslovens § 2, skal foretages en sammenligning med, hvad der under tilsvarende omstændigheder og på tilsvarende vilkår kunne være opnået, hvis transaktionen var foretaget med en uafhængig tredjemand.

Idet der i øvrigt er enighed mellem parterne om, at der ikke foreligger et marked for handler med vand- eller spildevandsvirksomheder, eller at der er sammenlignelige handler, der kan tjene til belysning af handelsværdien for vand- eller spildevandsvirksomheder, må værdien på armslængde efter ligningslovens § 2 fastsættes på anden vis i overensstemmelse med, hvad der ville have været aftalt mellem uafhængige parter under tilsvarende omstændigheder og på tilsvarende vilkår.

I denne forbindelse følger det af Højesterets dom af 7. juni 1996, offentliggjort i TfS 1996, 496 H, at der ved overdragelse af en virksomheds brugte driftsmidler mellem parter med en fælles interesse i en høj værdiansættelse ikke er krav på skattemæssig godkendelse af en salgspris, der er højere end, hvad der kunne forventes opnået i forbindelse med et samlet salg af virksomheden til en uafhængig køber. Ved fastsættelsen af værdierne af de overdragne aktiver på armslængde må der således stilles krav om, at der tages hensyn til den begrænsende effekt, den gældende sektorlovgivning har, på den konkrete vand- og spildevandsforsyningsvirksomheds samlede værdi.

For så vidt angår praksis for værdiansættelse i indkomståret 2007, er det ubestridt, at SKAT i to konkrete afgørelser af henholdsvis 6. februar og 1. marts 2007 har godkendt, at opgørelsen af værdien af driftsmidler til den nedskrevne genanskaffelsesværdi kan anses for at svare til driftsmidlernes handelsværdi ved opgørelsen af driftsmidlernes afskrivningsgrundlag efter selskabsskattelovens § 5 D. Endvidere blev det ved Landsskatterettens utrykte kendelse af 4. december 2007 på baggrund af en syns-og skønsrapport godkendt, at restværdien for et varmeværks ledningsnet i henhold til selskabsskattelovens § 5 D kunne opgøres under hensyntagen til dets art, alder, stand og prisniveau i det pågældende indkomstår, der var til prøvelse.

Eksistensen af en praksis, hvorefter handelsværdien kun kan opgøres til den nedskrevne genanskaffelsesværdi, og SKAT dermed er afskåret fra at udøve et selvstændigt værdiskøn over handelsværdien af aktiver, der ikke handles på det åbne marked, efter en anden metode end opgørelsen til den nedskrevne genafskaffelsesværdi, kan på det foreliggende grundlag hverken udledes enkeltvist eller samlet af Landsskatterettens kendelse og/eller SKATs øvrige afgørelser. SKAT handlede således ikke i strid med det forvaltningsretlige lighedsprincip ved konkret at anvende en DCF-model ved opgørelse af værdien af selskabets afskrivningsgrundlag for distributionsnettet og produktionsanlægget.

For så vidt angår SKATs adgang til at korrigere selskabets selvangivne afskrivningsgrundlag efter ligningslovens § 2, kan en opgørelse af værdien af de enkelte aktiver i Y1 Kommunes vand- og spildevandsforsyning, herunder distributionsnettet og produktionsanlæg, til den nedskrevne genanskaffelsesværdi som udgangspunkt ikke uden videre anses for at være et retvisende udtryk for værdien af virksomhedens konkrete aktiver på armslængdevilkår. Der er herved henset til, at det ikke er et realistisk alternativ til køb af den pågældende virksomhed for en uafhængig køber at anlægge en tilsvarende virksomhed fra grunden, og til at en opgørelse af værdien af de enkelte aktiver til den nedskrevne genanskaffelsesværdi ikke kan anses for at tage tilstrækkeligt højde for den begrænsning af virksomhedens samlede værdi, der følger af den gældende sektorlovgivning på området.

Dernæst kan hverken DANVAs prisbog, G1’s prisbog eller de regulatoriske indgangsværdier (POLKA-værdien) uden videre lægges til grund for en fastlæggelse af handelsværdien af de konkrete aktiver i Y1 Kommunes vand- og spildevandsforsyning. Der er herved henset til, at både DANVAs prisbog og G1’s prisbog efter det oplyste var baseret på generelle priser for hvert enkelt aktiv, som en forsyningsvirksomhed normalt ejede, og til at DANVAs prisbogs oprindeligt blev lavet med henblik på at skabe et indbyrdes sammenligningsgrundlag for effektiviteten mellem de enkelte vandforsyningsvirksomheder. For så vidt går de regulatoriske indgangsværdier er disse udtryk for tekniske værdier, der alene opgøres med henblik på beregningen af det takstmæssige prisloft for selskabets vand- og afledningsbidrag i henhold til den gældende sektorlovgivning. Ingen af de pågældende metoder inddrager i værdiansættelsen som parameter, hvad en uafhængig og økonomisk rationel køber – uanset om denne er omfattet af den gældende sektorlovgivning eller ej – ville være villig til at betale for den pågældende virksomhed, og på det foreliggende grundlag er det således ikke godtgjort, at de konkrete værdier opgjort efter henholdsvis DANVAs eller G1’s Prisbog eller de regulatoriske indgangsværdier kan anses for et retvisende udtryk for en handelsværdi for Y1 Kommunes vand-og spildevandsforsyning på armslængdevilkår efter ligningslovens § 2.

På denne baggrund og idet der således ikke er tilstrækkeligt redegjort for den difference, der er mellem værdien i vurderingsberetningen og den selvangivne værdi af afskrivningsgrundlaget eller de øvrigt opgjorte værdier, har SKAT haft grundlag for at foretage en korrektion af det selvangivne afskrivningsgrundlag efter ligningslovens § 2.

For så vidt angår SKATs valg af metode til fastsættelse af armlængdeprisen efter ligningslovens § 2, fremgår det af Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 5 til L 150 og L 151 af 14. april 2009, at den overordnede hensigt med den politiske aftale af 1. februar 2007, der lå til grund for henholdsvis vandsektorloven og følgeloven (ændringslov nr. 460 af 12. juni 2009), var at opnå en mere professionel og effektiv drift af vandsektoren, og at dette bedst kunne opnås ved et krav om, at driften skulle ske i selskabsform med en almindelig beskatning, hvilket ville tvinge vand- og spildevandsforsyningerne til at tænke mere professionelt.

I denne forbindelse må det anses for at være i overensstemmelse med forudsætninger bag den politiske aftale fra 2007, at en armslængdepris på den kommunale vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed i skattemæssig henseende ved overdragelsen til selskabet blev fastsat efter DCF-modellen, der ifølge FSRs notat om værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele fra 2002 var blandt de mest benyttede værdiansættelsesmodeller i praksis.

Endvidere må værdiansættelsen af en vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed efter en DCF-model metodisk anses for velegnet til at give et realistisk bud på en armslængdepris for vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed, idet der ved en værdiansættelse af aktiverne efter en DCF-model tages udgangspunkt i, hvor effektivt virksomheden generer en pengestrøm i den løbende drift under den gældende sektorlovgivning, herunder ”hvile-i-sig-selv”-princippet og det efterfølgende prisloft, hvilket må antages at have værdi hos en uafhængig køber, der selv er omfattet af den gældende sektorlovgivning.

For så vidt angår SKATs konkrete anvendelse af DCF-modellen, må der ved fastsættelsen af afkastkravet i forbindelse med beregningen henses til, hvilket afkastkrav der er sædvanligt for vand- og spildevandsbranchen, uanset om dette afkastkrav måtte være mindre end den risikofri rente, idet den primære interesse under den gældende sektorlovgivning for en køber af en vand- eller spildevandsvirksomhed ikke kan anses for at være en forrentning af den pågældende investering. En køber af en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed kan således ikke sidestilles med en almindelig investor, der har investering i risikofri statsobligationer som alternativ til investering i en vandeller spildevandsforsyningsvirksomhed.

Idet selskabet ikke har fremlagt et andet budget, end det SKAT havde til rådighed ved sin beregning, og idet Landsskatteretten ikke på det foreliggende grundlag kan tiltræde selskabets synspunkt om, at afkastkravet ved en beregning efter en DCF-model kan sættes til 0 %, eller at cash flowet i denne sammenhæng skal inflationsreguleres, må Landsskatteretten fastholde den af SKAT opgjorte værdi på armslængde af de overdragne aktiver og derved stadfæste SKATs opgørelse af afskrivningsgrundlaget for selskabets distributionsnet og produktionsanlægget.”

Som det fremgår af Landsskatterettens afgørelse, traf SKAT afgørelse i sagen den 21. september 2011.

Forud herfor havde SKAT ved brev af 1. maj 2011 fremsendt forslag til afgørelse (”agterskrivelse”) til H1.

Ved brev af 18. maj 2011 meddelte selskabets revisor fra revisionsfirmaet R1, at selskabet var af den opfattelse, at de skattemæssige indgangsværdier burde forhøjes svarende til de regulatoriske indgangsværdier. Det anførtes samtidig, at selskabet ønskede et møde, såfremt SKAT ikke tog påstanden herom til følge.

Den 20. juni 2011 meddelte revisor ved mail til SKAT, at selskabet var ”indstillet på, at der kan bortses fra fristen den 1. august 2011 med henblik på udsendelse af afgørelse.”

Ved mail af 21. juni 2011 anmodede revisor på vegne af selskabet om ”udsættelse af ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fra den 1. august 2011 til den 1. oktober 2011”.

Det fremgår af selskabets selvangivelse for 2008, at selskabet ved spørgsmål om, hvorvidt selskabet ”tilhører kredsen af skattepligtige omfattet af skattekontrollovens § 3 B om kontrollerede transaktioner” har svaret ”ja”.

Af SKATs sagsfremstilling af 21. september 2011 fremgår bl.a. følgende:

”1. Fastsættelse af skattemæssige indgangsværdier

Brev fra Revisionsfirmaet R1 af 16. marts 2011.

Ad. 1. Skattemæssige indgangsværdier.
De skattemæssige indgangsværdier for H1 er opgjort på grundlag af værdiansættelsesrapporter udarbejdet af G1. Rapporterne tager udgangspunkt i anlæggenes genanskaffelsesværdi pr. 31. august 2006. Det vil sige, de priser som H1 skulle have betalt for at erhverve de respektive anlæg i samme stand m.v. pr. denne dato. Der er i forbindelse med opgørelsen af de skattemæssige indgangsværdier gennemført en korrektion hertil, henset til de afskrivninger, som ville være gennemført i perioden fra den 31. august 2006 til udskillelsesdatoen den 2. januar 2007.

SKAT skønner, at den bedste måde at fastlægge handelsværdien for selskabets skatterelevante aktiver på er, at tage udgangspunkt i en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode, idet der herved bliver henset til den spcifikke lovmæssige regulering af indkomsten som gælder for H1.

Indkomsten skal opgøres på det grundlag, som måtte forventes på tidspunktet for den skattemæssige stiftelse. SKAT har derfor indkaldt dokumentationsmateriale til fastlæggelse af selskabets forventede fremtidige indkomster. Det indkaldte dokumentationsmateriale omfatter:

  • Foreliggende lang- og kortsigtede budgetter for H1, udarbejdet på overdragelsestidspunktet den 2. januar 2007, eller i umiddelbar nærhed af tidspunktet for overdragelsen og
  • Konkurrencestyrelsen i henhold til prisloftsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 143 af 9. februar 2010) godkendte budgetter.

H1 har ved dets repræsentant R1 indsendt budget for 1. september 2006 (starten af selskabets 1. regnskabsår – i 6. mdr.) til og med 2016. SKAT har skønnet værdien af ledningsnet og produktionsanlæg ved anvendelse af nedenstående metode. Ved metoden er der særlig henset til at indkomsten langsomt vil blive udfaset (henfalder), når der til ikke indregnes nye investeringer:

  1. Opgørelse af et års repræsentative pengestrøm ved skattepligtens begyndelse. Pengestrømmen henføres til driftsmidlerne.
  2. Fastlæggelse af, hvordan pengestrømmene vil henfalder i takt med driftsmidlernes regnskabsmæssige afskrivning (henfaldsperioden)
  3. Fastlæggelse af diskonteringsfaktor (WACC) til tilbagediskontering af de opgjorte fremtidige pengestrømme
  4. Beregning af den amortiserede skattefordel (”TAB”, Tax Amoritification Benefit)
  5. Beregning af værdien på baggrund af ovennævnte punkt 1-4.

Ad 1: De opgjorte pengestrømme
Ved fastsættelse af en handelspris på et givent tidspunkt tages normalt udgangspunkt i de oplysninger som var tilgængelige på tidspunktet for transaktionens gennemførelse.

Det for SKAT fremlagte budget viser et resultat af vand- og spildevandsaktiviteterne for 2007, på 57.045.000 kr. Der er herved taget hensyn til omsætning, produktionsomkostninger og administration og set bort fra tømningsordningen.

SKAT er ikke i stand til at vurdere i hvilket omfang den budgetterede lønsomhed/omsætning reelt ligger inden for hvile-i-sig-selvprincippet. Konkurrencestyrelsen opgør i prisloftsafgørelserne af 15. oktober 2010 på spildevandsområdet og 22. oktober 2010 på drikkevandsområdet, at der pr. 31. december 2009 er en samlet ”overdækning” på 59.971.790 kr., hvilket styrelsen regulerer vandpriserne med over en 10 årig periode, hvilket er den længste periode styrelsen har hjemmel til. På denne baggrund anser SKAT en tiendedel af overdækningen, 5.997.179 kr., for at være et forsigtigt skøn over den del af omsætningen som i 2007 ikke kunne oppebæres inden for hvile-i-sig-selv-princippet.

Med henblik på at estimere en pengestrøm fra driften/cash flow, jf. TP værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1. tages udgangspunkt i budgets ovenfor anførte resultat på 57.045.000 kr. minus skønnet overdækning 5.997.179 kr. i alt 51.047.821 kr. Da selskabet stiftes 2. januar 2007 kan dette flow med rimelighed anses at hidrøre fra selskabets kapacitet primo 2007.

Den samlede repræsentative pengestrøm, som en køber maksimalt måtte kunne henføre til de eksisterende driftsmidler ved skattepligtens indtræden, skønnes herefter at svare til den nævnte estimerede pengestrøm på 51.047.821 kr.

SKAT henfører denne tilnærmede pengestrøm alene til de vanskeligt værdisatte driftsmidler (ledningsnet og produktionsanlæg). Dette overestimerer i princippet den beregnede handelsværdi af disse aktiver. SKATskønner at dette er acceptabelt ud fra en konkret helhedsvurdering.

Ad 2: Opgørelse af henfaldsperioden
Ifølge årsrapporterne afskrives distributionsanlæg lineært over den forventede brugstid, som opgives at ligge mellem 25 og 100 år. Renseanlæg afskrives for forskellige kategorier med henholdsvis 40, 30 og 15 år. Gennemsnittet af de forventede levetider skønnes på denne baggrund at være 59,5 år, hvilket tidsrum anvendes som henfaldsperioden for den repræsentative pengestrøm. Ved skønnet er der taget hensyn til anlæggenes relative vægt med udgangspunkt i genanskaffelsesværdierne.

Beregningen er foretaget således:

Beregning vægtet henfaldstid

År

SA værdi

Vægtet år (afrundet)

Distributionsnet 25-100 år, gns:

62,5

1.824.044.883

57,1

Renseanlæg 15,

30 og 40 år, gns:

28,3

170.893.581

2,4

1.995.938.464

59,5

Ad 3: Opgørelse af diskonteringsfaktor
Diskonteringsfaktoren er fastsat som en WACC, Weighted Average Cost of Capital, jf. TP værdiansættelsesvejledningens afsnit 4.1.2, idet en uafhængig køber principielt vil forvente et afkast af sin investering.

Der er ved beregningerne taget udgangspunkt i følgende parametre:

Skattesats: 25 % som var skattesatsen i 2007.
Satsen anvendes i budgettet ved opgørelsen af nette cash flow’et og i beregningen af diskonteringsfaktoren, jf. TP Værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1.2.7 samt nedenfor.

En formindskelse af skattesatsen vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

Risikofri rente: 3,889 %, hvilket er renten på en statsobligation (stående lån), løbetid 10 år på datoen for værdiansættelsen, jf. TP Værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1.2.2.

En formindskelse af den risikofrie rente vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

Risikopræmie: 4,5 %
Risikopræmien er en aktieinvestors forventede merafkast i forhold til en investering af statsobligationer. Præmien er målt på mange måder og bevæger sig efter SKATs opfattelse mellem 4 og 5 % i Danmark. I forhold til H1 findes ikke grundlag for at fravige SKATs normale anbefalinger, jf. TP Værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1.2.3.

En formindskelse af risikopræmien vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

Betaværdi: 0,5
Betaværdien er et mål for den systematiske risiko, jf. TP Værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1.2.4. En betaværdi på 0 udtrykker en risikofri investering. En betaværdi under 1 udtrykker en risiko mindre end en veldiversificeret portefølje og omvendt for en betaværdi over 1.

FSRs faglige notat om den statsautoriserede revisors arbejde i forbindelse med værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele af december 2002 (FSRs faglige notat), angiver, under ”Common sence metoden” i afsnit 8.2.2.7, at ved en lav driftsmæssig risiko og en lav finansiel risiko, findes beta i et interval mellem 0,4 og 0,6.

SKAT skønner at betaværdien for en vandvirksomhed i almindelighed kan ansættes til 0,5. Som det fremgår af FSRs faglige notat er dette en usædvanlig lav værdi, som dog findes forsvarlig under hensyntagen til vandselskabernes ejerforhold.

Gældsandel: 12 %
I åbningsbalancen udgør langfristet gæld 11,8 % af aktivmassen.

SKAT skønner at gældsandelen kan ansættes i overensstemmelse med åbningsbalancen.

En forøgelse af gældsandelen vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

Samlet set beregnes diskonteringsfaktoren (WACC’en) til 5,75233 %, der afrundes til 5,7 %.

Ad 4: Den værdi af de skattemæssige afskrivninger (TAB).
TAB er en summarisk tilbagediskonteret værdi af skattebesparelse ved skattemæssig afskrivning på de værdiansatte driftsmidler. Beløbet beregnes iterativt ud fra formlen:

Værdi * afskrivningssats * skattesats / (afskrivningssats + diskonteringsfaktor).

Ved den anvendte iterative tilgang indregnes ”skattefordel af skattefordel” indtil yderligere beløb er uvæsentlige.

Ad 5: Den beregnede værdi
De fundne parametre er anvendt i en samlet beregning af driftsmidlernes værdi som i uddrag kan vises således (kolonnerne for årene 3 til 58 inklusive samt rækker med beregning af TAB er undertrykt):

År

1

2

59

60

Pengestrøm eksisterende driftsmidler

51.047.821

50.189.874

1.286.920

428.973

Skat heraf

-12.761.955

-12.547.469

-321.730

-107.243

Netto pengestrøm

38.285.866

37.642.406

965.190

321.730

Diskonteringsfaktor

0,946

0,895

0,038

0,036

Diskonteret

36.221.254

33.692.047

36.660

11.561

Opsummeret NPV

480.952.670

Tab 1

97.913.817

Tab 2

19.993.595

Tab 3

4.058.142

Tab 9

          289

Beregnet værdi

603.891.508

Den samlede værdi af driftsmidler (distribution) er således 603.895.508 kr., hvilket udgør 94,2 % af den regnskabsmæssige værdi ved stiftelse af selskabet, men kun 30,3 % af det selvangivne beløb.”

3. Syn og skøn
Der er enighed mellem parterne om, at de udsagn, der er kommet til udtryk i de af skønsmanden, lektor NC, Y5, afgivne skønserklæringer i sag B-107-15, G2 mod Skatteministeriet, tillige skal indgå i sagen vedrørende H1, hvorfor skønserklæringerne fra sagen vedrørende G2 gengives nedenfor. De konkrete værdier, der fremgår af erklæringerne, vedrører dog alene G2.

Af den af NC afgivne skønserklæring af 5. december 2016 fremgår bl.a. følgende:

”SPØRGSMÅL A – SKATTEMINISTERIET
Skønsmanden bedes oplyse og begrunde, hvorvidt der består et almindelig frit marked for køb og salg af vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder, herunder redegøre for om ikke-kommunalt ejede virksomheder vil erhverve sådanne virksomheder.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Ved besvarelsen har jeg lagt til grund, at et ”frit marked” er et marked, hvor handel, i dette tilfælde med vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder, foregår på markedsøkonomiske betingelser.
Prisen bestemmes derfor som en funktion af udbud og efterspørgsel for den pågældende slags virksomheder. Markedsaktørernes motiver er primært styret af krav om et markedsmæssigt afkast af den investerede kapital. ”Ikke-kommunalt ejede virksomheder” er forstået som ”ikke-offentligt ejede virksomheder”.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
Jeg har undersøgt markedet for køb og salg af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder” i perioden fra 1. januar 2007, herunder overdragelse af disse virksomheder. Dette er sket ved en gennemgang af offentlig tilgængelig dokumentation, herunder virksomhedernes årsrapporter og hjemmesider.
Undersøgelsen har udelukkende omfattet markedet i Danmark.
Besvarelse:
På grundlag af den gennemførte undersøgelse, har jeg i perioden fra 1. januar 2007 udelukkende identificeret overdragelse af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder” fra og til offentligt ejede virksomheder. Jeg har således ikke identificeret overdragelser til ”ikke-offentligt ejede virksomheder”.
De overdragelser, der er gennemført i perioden fra 1. januar 2007 er udelukkende sket i forbindelse med etablering af nye selvstændige vand- og spildevandsvirksomheder således, at den/de fortsættende virksomheder uændret varetager den hidtidige forsyningspligt.
Vederlæggelsen er i samtlige tilfælde sket således, at de hidtidige ejere af de enkelte vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder som vederlag modtager en andel af den/de fortsættende virksomheder, der på tidspunktet for overdragelsen, værdimæssigt svarer til de hidtidige regnskabsmæssige indre værdier ... I perioden fra 1. januar 2007 er jeg ikke bekendt med, at der er gennemført udbud af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder”. Jeg er heller ikke bekendt med, at der har været efterspørgsel efter sådanne virksomheder.
På grundlag heraf konkluderer jeg, at der på nuværende tidspunkt ikke er et almindeligt frit marked for køb og salg af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder”.
Som følge af ”hvile i sig selv princippet”, er det endvidere min opfattelse, at ikke offentligt ejede virksomheder ikke have incitamenter til at erhverve sådanne virksomheder…

SPØRGSMÅL B – SKATTEMINISTERIET
Skønsmanden bedes oplyse og begrunde, om der eksisterer et almindeligt frit marked for køb og salg af aktiverne i en fungerende vandforsynings-eller spildevandsvirksomhed, herunder redegøre for om der er købere af sådanne aktiver, der ikke driver vand- og spildevandsvirksomhed.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Af årsrapporterne for vandforsynings- eller spildevandsvirksomhederne fremgår det, at de ejer en række forskellige aktiver. Besvarelsen af spørgsmålet afhænger derfor af aktivtypen og aktivets alternative anvendelse for en eventuel køber.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
Til besvarelsen af spørgsmålet har vi taget udgangspunkt i åbningsbalancen pr. januar 2007 for G2 og de aktivtyper der fremgår heraf.
Jeg har i besvarelsen set bort fra at aktiverne kan have en scrapværdi, f.eks. i forbindelse med genindvinding af råmaterialerne.
Vurderingen har udelukkende omfattet markedet i Danmark.
Besvarelse:
For den del af spørgsmålet der vedrører et almindeligt frit marked for køb og salg af aktiverne i en fungerende vandforsynings- eller spildevandsvirksomhed, henvises til bevarelsen af spørgsmål A. Heraf fremgår det, at der på nuværende tidspunkt ikke er et almindeligt frit marked for køb og salg af vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder.
Med hensyn til købere, der ikke driver vand- og spildevandsvirksomhed, afhænger svaret af mulighederne for alternativ anvendelse af den enkelte aktivtype:

  • For grunde og bygninger vil der være et almindeligt frit marked. Dette gælder dog ikke for bygninger der specifikt designet til håndtering af vand- og spildevandsaktiviteter.
  • Produktions-og distributionsanlæg: Disse aktiver er snævert knyttet til den konkrete anvendelse i vandforsynings- eller spildevandsvirksomhed. Der eksisterer derfor ikke et almindeligt frit marked.
  • Andre anlæg, driftsmateriel og inventar: Det beror på en individuel vurdering af de enkelte aktiver, om der er et almindeligt frit marked. Dette vil f.eks. være tilfældet ved biler og kontorinventar.
  • Tilgodehavender. Dette beror på en individuel vurdering af de enkelte aktiver om der er et almindeligt frit marked. Dette vil f.eks. være tilfældet for tilgodehavender hos kunder.

SPØRGSMÅL C – SKATTEMINISTERIET
Skønsmanden bedes oplyse og begrunde, om en uafhængig investor, der overvejer at erhverve en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed, vil hense til prisloftsreguleringen i sektoren.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Ved en ”uafhængig investor” forstås en ”ikke-offentligt ejet virksomhed”, der drives med et krav om markedsmæssigt afkast af den investerede kapital som det ses på et ”frit marked”. Endvidere har en ”uafhængig investor” på tidspunktet for investeringsbeslutningen ingen forpligtelser eller relationer til sælger, der påvirker investeringsbeslutningen.
Det er forudsat, at en eventuel erhvervelse skal ske under forudsætning af fortsat drift, jf. kravene i vandforsyningsloven.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
Jeg har foretaget en gennemgang af relevant lovgivning og anden regulering i forbindelse med vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder.
Besvarelse:
Vandforsyningsloven med tilhørende bekendtgørelser begrænser mulighederne for at vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed kan generere overskud og dermed udbetale udbytte til aktionærerne. Endvidere kan der i virksomhederne kun ske en opsparing, der er formålsbestemt i forhold til vand- og spildevandsaktiviteter.
De nævnte forhold vil naturligt indgå i en potentiel uafhængig investors overvejelser. Da en del af disse begrænsninger kan tilskrives prisloftet, vil en uafhængig investor hense hertil.

SPØRGSMÅL D – SKATTEMINISTERIET
I tilknytning til besvarelsen af spørgsmål C bedes skønsmanden redegøre for, om prisloftsreguleringen vi påvirke den pris, som en uafhængig investor ville betale for en sådan virksomhed.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Ved en ”uafhængig investor” forstås en ”ikke-offentligt ejet virksomhed”, der drives med et krav om markedsmæssigt afkast af den investerede kapital som det ses på et ”frit marked”. Endvidere har en ”uafhængig investor” på tidspunktet for investeringsbeslutningen ingen forpligtelser eller relationer til sælger, der påvirker investeringsbeslutningen.
Det er forudsat, at en eventuel erhvervelse skal ske under forudsætning af fortsat drift, jf. kravene i vandforsyningsloven.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
Jeg har foretaget en gennemgang af relevant lovgivning og anden regulering i forbindelse med vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder.
Besvarelse:
Der findes flere forskellige måder at værdiansætte en virksomhed på i et ”frit marked”. Der kan i den forbindelse henvises til en omfattende litteratur og praksis i forbindelse med værdiansættelse af virksomheder i købs-og salgssituationen.
Et fælles kendetegn for disse værdiansættelsesmetoder er, at virksomhedens indtjeningsevne og/eller evnen til at generere et positivt cash flow har betydning for værdiansættelsen. Da prisloftreguleringen begrænser indtjening/overskudsgenerering og/eller evnen til evnen til at generere et positivt cash flow, vil dette påvirke den pris som en uafhængig investor ville betale for en sådan virksomhed.

SPØRGSMÅL E - SKATTEMINISTERIET
Skønsmanden anmodes om at oplyse om og redegøre for, om den af SKAT anvendte metode (DCF) er egnet til at fastsætte handelsværdien af de overdragne aktiver?
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
I modsætning til spørgsmål B tolker jeg her ”de overdragne aktiver” som en helhed af nettoaktiver. Det vil sige, at ”de overdragne aktiver” omfatter samtlige de aktiver og forpligtelser, der indgår i åbningsbalancen pr. 1. januar for G2, vurderet som en helhed.
”Handelsværdien af de overdragne aktiver” er opfattet som det vederlag, der skal erlægges ved overdragelsen af disse aktiver og forpligtelser, fra Y6 Kommune til G2.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
Besvarelsen er baseret på en gennemgang af litteraturen omkring DCF…
Vi har endvidere fortolket § 26 i ”Bekendtgørelsen om prisloftregulering m.v. af vandsektoren” således, at et eventuelt overskud fra driften skal anvendes til selskabets forsyningsaktiviteter eller til nedsættelse af forbrugerpriserne. Dette betyder, at selskabet har en bunden reguleringsmæssig anvendelse af et eventuelt overskud. Tilsvarende gælder for et eventuelt likviditetsmæssigt overskud, jf. samme bekendtgørelse § 24.
Besvarelse:
Et væsentligt element i DCF modellen er det fremtidige ”frie cash flow”. Det ”frie cash flow” defineres som den likviditet som genereres udover det, der skal reinvesteres i virksomheden eller bevares i denne… Ud fra denne definition kan der på grund af de regulatoriske krav ikke genereres et ”frit cash flow”. Endvidere opererer enhver DCF-model med en diskonteringsfaktor, som bl.a. omfatter det risikofrie afkast i den investerende virksomhed samt en risikopræmie. Anvendelsen af sådanne begreber er ikke meningsfulde i en situation, hvor virksomheden ikke tillades at generere frie cash flows.
Som følge heraf er DCF modellen ikke egnet til at fastsatte handelsværdien af de overdragne aktiver.

SPØRGSMÅL F - SKATTEMINISTERIET
Såfremt skønsmanden finder en anden metode til opgørelsen af værdien af de indskudte aktiver mere velegnet, anmodes skønsmanden om at redegøre herfor og i den forbindelse ansætte handelsværdierne af aktiverne.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Ovenfor under besvarelsen af spørgsmål E konkluderede jeg, at DCF-modellen er uegnet som metode med henblik på at fastsætte handelsværdien af de overdragne aktiver.
Jeg fortolker nærværende spørgsmål derhen, at såfremt der ikke kan anvises metoder til at fastlægge ”handelsværdien” af de indskudte aktiver, så ønskes der alternativer hertil.
Regnskabslitteraturen og -reguleringen indeholder en lang række af surrogater for værdibegreber, som kan tages i anvendelse, når det konstateres, at det ikke er praktisk (eller teoretisk) muligt at anvende det foretrukne og mest pålidelige/informative værdibegreb i en given situation.
Efter min opfattelse, er dette situationen i besvarelsen af dette spørgsmål.
Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål A, er vederlæggelsen i samtlige tilfælde sket ved at den hidtidige ejer af de enkelt vand- og spildevandsvirksomheder har modtaget en andel af den fortsættende sammenlagte enhed, der på tidspunktet for overdragelsen, værdimæssigt svarer til de hidtidige værdier.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
Jeg har gennemgået er del af de gennemførte overdragelser af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder” fra 1. januar 2007, herunder overdragelsen af G2 til G3 pr. 1. januar 2012. Gennemgangen er udelukkende baseret på offentligt tilgængeligt materiale, herunder vurderingsberetninger, årsrapporter og informationer tilgængelig på virksomhedernes hjemmesider.
På grundlag heraf har jeg foretaget en analyse af de værdiansættelser, der er lagt til grund ved beregning af vederlaget.
Besvarelse:
Et valg af et alternativt værdibegreb bør efter mit skøn være styret af indholdet af de regulatoriske krav, som er gældende for et vandforsyningsselskab.
Som anført ovenfor under besvarelsen af spørgsmål C, begrænser vandforsyningsloven mulighederne for at generere overskud og dermed udbetale udbytte til aktionærerne. Derfor skal værdiansættelsen afspejle den reelle takstpolitik. Hvile-i-sig-princippet medfører, at de regnskabsmæssige afskrivninger/skattemæssige afskrivninger på de indskudte aktiver skal ske med udgangspunkt i en værdimåling, der gør det muligt at generere en omsætning, der er tilstrækkelig til at skabe et økonomisk råderum til reinvesteringer (herunder vedligehold) i forsyningsanlægget med henblik på at bevare evnen til at opfylde formålet om vandforsyning.
På denne baggrund konkluderer jeg derfor, at en måling af de indskudte aktiver til en eller anden form for genanskaffelsespriser er mere velegnet. Men det er nødvendigt, at målingen af genanskaffelsespriser tager hensyn til det henfald/slitage etc., siden den oprindelige anlægget blev etableret.
Min konklusion harmonerer med den metode og de anvisninger, der gives i ”Vejledning til udarbejdelse af reguleringsmæssig åbningsbalance, Forsyningssekretariatet, 17. februar 2010”, i det følgende benævnt ”regulatorisk værdiansættelse”.
På basis af den værdiregulering, der er foretaget i årsrapporten for 2010 for G2, kan en regulatorisk værdiansættelse primo 2010 fastsættes på følgende måde:

Grunde og bygninger

Prod.anlæg

Distrib.anlæg

Driftsmat.inventar

Anlæg u. udførelse

I alt

Saldo 31. december 2009

13.755

8.537

101.555

0

471

124.318

Reguleringsmæssig opskrivning

1.584

4.341

74.077

0

0

80.002

Regulatorisk saldo 1. januar 2010

15.339

12.878

175.632-

0

471

204.320

På basis af bevægelserne på materielle anlægsaktiver, som de fremgår af årsrapporterne for 2007 – 2009, kan til tilnærmet regulatorisk værdi pr. 1. januar 2007 opgøres på følgende måde:

Regulatorisk saldo 1. januar 2010

15.339

12.878

175.632

0

471

204.320

Tilbageførsler:

 

 

 

 

 

 

Overførsler 2007-2009

0

0

-5.378

0

5.378

0

Tilgang 2007-2009

0

-1.757

-9.459

0

-5.849

-17.065

Afgang 2007-2009

0

0

3.467

1.320

0

4.787

Tilbageførte afskrivninger på afgang

0

0

-108

0

0

-108

Afskrivninger 2007-2009

1.196

1.978

7.230

50

0

10.454

Nedskrivninger 2007-2009

2.614

0

0

0

0

2.614

Regulatorisk saldo 1. januar 2007

19.149

13.099

171.384

1.370

0

205.002

Baseret på ovenstående tilnærmet beregning kan den regulatoriske saldo pr. 1. januar 2007 opgøres til ca. mio. kr. 205.
En mere præcis opgørelse af den regulatoriske værdi pr. 1. januar 2007 kan foretages på grundlag virksomhedens detailregistreringer og den Excel-model, der er beskrevet i Forsyningssekretariatets vejledning af 17. februar 2010.
Sammenfattende er det dermed min konklusion, at de indskudte aktiver i G2 pr. januar 2007 bør indregnes i åbningsbalancen med et beløb i niveau af mio. kr. 200.

SPØRGSMÅL 1 – G2
Skønsmanden anmodes om at anslå markedsprisen for de af sagen omhandlede driftsmidler ved et salg til en uafhængig, relevant køber under hensyn til driftsmidlernes stand på tidspunktet for overdragelsen af distributions- og produktionsanlægget fra Y6 kommune til selskabet.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Ved en ”uafhængig køber” forstås, jf. spørgsmål C, en ”ikke-offentligt ejet virksomhed”, der drives med et krav om et markedsmæssigt afkast af den investerede kapital som ses på et ”frit marked”. Endvidere har en ”uafhængig investor” på tidspunktet for investeringsbeslutningen ingen forpligtelser eller relationer til sælger, der påvirker investeringsbeslutningen.
Jeg har endvidere opfattet driftsmidlerne som en helhed og derfor ikke vurderet de enkelte aktiver. For en markedsmæssig vurdering af de enkelte aktiver henvises til besvarelsen af spørgsmål B.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
I besvarelsen af spørgsmål A ovenfor konkluderer jeg, at ”der på nuværende tidspunkt ikke er et almindelig frit marked for køb og salg af ”vand- og spildevandsvirksomheder”. Der eksisterer derfor ikke noget erfaringsbaseret datagrundlag til fastsættelse af markedsprisen for driftsmidlerne.
Da virksomheden samtidig, som konkluderet i besvarelsen af spørgsmål E ovenfor, ikke genererer et ”frit cash flow”, udelukker dette en indkomst og/eller cash flow baseret værdiansættelse.
Besvarelse:
Da der aktuelt ikke eksisterer et marked for driftsmidlerne betragtet som en helhed og da forudsætningerne for en indkomst og/eller cash flow baseret værdiansættelse ikke er opfyldt, foreligger der ikke det nødvendige grundlag for at kunne anslå en markedspris ved et salg til en uafhængig køber.

SPØRGSMÅL 2 – G2
Ved anvendelsen af armslængdeprincippet skal der foretages en sammenligning mellem vilkårene mellem interesseforbundne parter og ikke interesseforbundne parter. Dette forudsætter, at der eksisterer et sammenligningsgrundlag i en eller anden tilgængelig form, dvs. at sammenligningsgrundlaget er identisk eller at der kan korrigeres for eventuelle forskelle.
Skønsmanden anmodes om at vurdere og begrunde, om man konkret og henset til hvile-i-sig-selv princippet meningsfuldt kan tale om et marked for driftsmidlerne i andre situationer end dem, hvor køber (investor) selv har en forsyningspligt.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Jeg fortolker ”driftsmidlerne” som de samlede aktiver, der er nødvendige til varetagelse af forsyningspligten. Jeg har således forudsat, at køber tillige overtager forsyningsforpligtelsen.
Besvarelse:
I bevarelsen af spørgsmål A ovenfor konkluderer jeg, at der på nuværende tidspunkt ikke eksisterer et almindeligt frit marked for køb og salg af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder”.
På denne baggrund og under hensyntagen til de aktuelle regulatoriske krav anser jeg det i praksis ikke for meningsfuldt at tale om et marked for de samlede driftsmidler i andre situationen end dem, hvor køber (investor) selv har forsyningspligten.

SPØRGSMÅL 3 – G2
Af de almindelige skatteretlige principper følger, at ethvert skattesubjekt skal beskattes af alle sine skattepligtige indtægter. Såfremt der foretages transaktioner mellem to skattesubjekter, og transaktionerne ikke er på armslængde vilkår, vil der være mulighed for korrektion. Der er med andre ord sket en »skjult« overførsel af en indtægt fra ét skattesubjekt til et andet.
På den baggrund anmodes skønsmanden om at vurdere,
i. hvad der for kommunen kan antages at udgøre en acceptabel mindstepris for driftsmidlerne, hvis kommunen skulle afhænde driftsmidlerne til en uafhængig tredjemand på tidspunktet for overdragelsen af vand- og spildevandsforsyningen fra Y6 kommune til selskabet, og
ii. om selskabet på den baggrund har opnået en rabat ift. uafhængig køber.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Jeg forudsætter, at den uafhængige køber af driftsmiler og forsyningsanlæg samtidig overtager forsyningsforpligtelsen i henhold til lovgivningen.
Når der i spørgsmålets anden del tales om ”en rabat”, så forudsætter jeg, at sammenligningsgrundlaget for opgørelse af eventuel rabat, er det beløb, som G2 i selvangivelsen for 2007 selvangiver som saldo for driftsmidler, dvs. mio. kr. 203.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
Under besvarelsen af spørgsmål 1 konkluderede jeg, at ”der aktuelt ikke eksisterer et marked for driftsmidlerne betragtet som en helhed” og at der ikke foreligger ”det nødvendige grundlag for at anslå en markedspris.”
Besvarelse:
Forud for stiftelsen af G2 havde Y6 Kommune en forsyningspligt og til afdækning af denne, var der anskaffet en række driftsmidler. Der er således en direkte sammenhæng mellem forsyningspligten og det økonomiske offer, dvs. de udbetalinger, som Y6 Kommune historisk set har præsteret for at anskaffe de nødvendige driftsmidler og anlæg.
Som følge af afhændelse til en uafhængig tredjemand fjernes forsyningspligten fra kommunen, fordi en uafhængig køber både overtager driftsmidlerne og forsyningsforpligtelsen.
Det er mit skøn, at den acceptable mindstepris, set med en kommunal beslutningstagers øjne, vil svare til ca. mio. kr. 200, som opgjort ovenfor under besvarelsen af spørgsmål F.
Jeg anlægger det synspunkt, at ca. mio. kr. 200 er udtryk for det beløb, som Y6 Kommune burde have haft som et aktiv i balancen i kommunens årsregnskab. Som følge heraf tolker jeg, at ca. mio. kr. 200, er det beløb, som kommunen på daværende tidspunkt ikke havde ”overvæltet” (via afskrivninger) på vandforbrugerne i form af indtægter for levering af vand til kommunens borgere.
Jeg er i denne forbindelse opmærksom på, at dette på daværende tidspunkt ikke var ”almindelig kommunal regnskabspraksis” at have sådanne anlæg aktiveret, hvilket imidlertid ikke rykker ved min konklusion.
Det er i forlængelse heraf også mit skøn, at der ikke vil være tale om en rabat i skatteretlig henseende, idet G2 selvangiver værdien af driftsmidler og anlæg mv. til mio. kr. 203.

SPØRGSMÅL 4 – G2
Hvis det antages, at DCF-modellen rent faktisk skal anvendes ved værdiansættelse af aktiverne, anmodes skønsmanden om at vurdere hvilket afkastkrav, der er sædvanligt for vand- og spildevandsbranchen.
Det skal ved besvarelsen lægges til grund, at køberen har en forsyningspligt og er underlagt hvile-i-sig-selv princippet.
Skønsmanden anmodes om at oplyse, om det ved besvarelsen gør en forskel, om forsyningspligten pålægges som følge af erhvervelsen af aktiverne.
Skønsmanden anmodes endvidere om at oplyse, om det ved besvarelsen gør en forskel, om parterne havde en forventning om, at en ny og friere regulering var forestående.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
DCF antages at være defineret i overensstemmelse med almindelig anerkendte begreber. Dette betyder, at tælleren repræsenterer det ”frie cash flow” og nævneren diskonteringsrenten (afkastkravet). Der henvises til fodnote 3, 4 og 5 til spørgsmål E.
Besvarelse:
Under henvisning til besvarelsen af spørgsmål E genererer virksomheden ikke et ”frit cash flow”. Som følge heraf er afkastkravet uden betydning for en eventuel beregning.

SPØRGSMÅL 5 – G2
Skønsmanden anmodes om at vurdere og begrunde hvilket cash-flow, der bør anvendes på værdiansættelsestidspunktet ved anvendelse af DCF-modellen.
Besvarelse:
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål E anser vi ikke DCF modellen for egnet til at fastsætte handelsværdien af de overdragne aktiver. Den primære årsag er at der ikke genereres et ”frit cash flow” i virksomheden.

SPØRGSMÅL 6 – G2
Skønsmanden anmodes om at vurdere og begrunde, om et cash-flow efter DCF-modellen skal inflationskorrigeres, i det omfang det anvendte cash-flow er opgjort i faste priser.
Besvarelse:
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål E ovenfor, anser jeg ikke DCF-modellen for egnet til at fastsætte handelsværdien af de overdragne aktiver. Den primære årsag er at der ikke genereres et ”frit cash flow” i virksomheden. På baggrund af denne konklusion er spørgsmålet om eventuel inflationskorrigering ikke relevant.

SPØRGSMÅL 7 – G2
Skønsmanden anmodes om at vurdere og begrunde hvilken henfaldsperiode, der vil skulle lægges til grund ved anvendelse af en DCF-model.
Besvarelse:
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål E ovenfor, anser jeg ikke DCF-modellen for egnet til at fastsætte handelsværdien af de overdragne aktiver. Den primære årsag er at der ikke genereres et ”frit cash flow” i virksomheden. På baggrund af denne konklusion er spørgsmålet om henfaldsperioden ikke relevant.

SPØRGSMÅL 8 – G2
Skønsmanden anmodes om at vurdere og begrunde, hvorvidt aktiver erhvervet fra en uafhængig sælger inden for eksempelvis det seneste år forud for udskillelsen (og hvor der således er konstateret en markedspris), kan værdiansættes til de således konstaterede markedspriser, eller om aktiverne skal indgå ved en værdiansættelse efter DCF-modellen.
Besvarelse:
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål E ovenfor, anser jeg ikke DCF modellen for egnet til at fastsætte handelsværdien af de overdragne aktiver. Den primære årsag er at der ikke genereres et ”frit cash flow” i virksomheden. Jeg har endvidere i besvarelsen af spørgsmål F ovenfor anført, at jeg vil ansætte ”handelsværdien” af aktiverne pr. 1. januar 2010 med udgangspunkt i vejledningen udarbejdet af Forsyningssekretariatet.
For det seneste år forud for adskillelsen, hvilket vil sige kalenderåret 2006, vil forskellen mellem anskaffelsesprisen (markedsprisen) og handelsværdien året efter sandsynligvis være begrænset. Anskaffelsesprisen (markedsprisen) vil derfor umiddelbart kunne anvendes til værdiansættelse af aktiverne.

SPØRGSMÅL 9 – G2
Skønsmanden anmodes om at oplyse og begrunde, om og hvor stor en forskel ministeriets forudsætning om, at en kommune "ikke [kan] overdrage en vandforsyningsforpligtelse uden samtidig at overdrage det eksisterende forsyningsanlæg. Og en uafhængig køber vil ikke erhverve forpligtelsen til at levere vand uden samtidig at erhverve det eksisterende anlæg", har for handelsværdien af de aktiver, som sagen handler om.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet: Jeg har forstået spørgsmålet på følgende måde:
Hvilken betydning har det for handelsværdien af aktiverne hvis de overdrages uden forsyningspligt i forhold til udgangspunktet hvor de overdrages sammen med forsyningspligt?
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
I besvarelsen af spørgsmål F har jeg anført, at de indskudte aktiver i G2 pr. januar 2007 bør indregnes i åbningsbalancen med et beløb i niveau af mio. kr. 200. Denne situation svarer til udgangspunktet for spørgsmålet, hvor aktiverne overdrages sammen med forsyningspligten.
Dette er sammenholdt med besvarelsen af spørgsmål B, hvor det er vurderet, om der er købere af aktiverne, der ikke driver vand- og spildevandsvirksomhed.
Jeg har besvaret spørgsmålet på dette grundlag, uanset at jeg i besvarelsen af spørgsmål 2 har anført: ”Under hensyntagen til de aktuelle regulatoriske krav anser jeg det i praksis ikke for meningsfuldt at tale om et marked for de samlede driftsmidler i andre situationen end dem, hvor køber (investor) selv har forsyningspligten.”
Besvarelse:
I besvarelsen for spørgsmål B, har jeg for hele gruppen af produktions- og distributionsanlæg anført, at der ikke eksisterer et almindeligt frit marked. Begrundelsen er, at der ikke er en alternativ anvendelse for disse aktiver.
Som følge heraf vurderer jeg, at disse aktiver har en handelsværdi på kr. 0, når køber ikke driver vand- og spildevandsvirksomhed, og når der ses bort fra en eventuel scrapværdi.

SPØRGSMÅL 10 – G2
Hvis skønsmanden vurderer, at aktiverne har en lavere markedsværdi, hvis de alene kan erhverves samtidig med, at man påtager sig en forsyningspligt, anmodes skønsmanden om at oplyse og begrunde, om den forskel afspejler en forskel i aktivernes værdi, eller om den afspejler en rabat eller præmie eller lignende for, at køber samtidig påtager sig forsyningspligten.
Besvarelse:
Af besvarelsen af spørgsmål 9 fremgår det, at jeg er af den opfattelse, at aktiverne har en lavere værdi hvis, de overdrages uden forsyningspligt. Jeg vurderer således ikke, at aktiverne har en lavere værdi hvis de overdrages sammen med forsyningspligten.

SPØRGSMÅL 11 – G2
Hvis skønsmanden vurderer, at DCF-modellen kan anvendes ved værdiansættelse af aktiverne, anmodes skønsmanden om at oplyse og begrunde, hvad der konkret er en korrekt beta-værdi i lyset af G2´S risikoprofil? Ved besvarelsen anmodes skønsmanden om at præcisere, om det yderligere indgår som et moment, om G2’S virksomhed udøves på et monopollignende marked.
Besvarelse:
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål E ovenfor, anser jeg ikke DCF modellen for egnet til at fastsætte handelsværdien af de overdragne aktiver. Den primære årsag, er at der ikke genereres et ”frit cash flow” i virksomheden. Som følge heraf kan der heller ikke relevant, at bedømme, hvad der er en korrekt beta-værdi.

SPØRGSMÅL 1.A – SKATTEMINISTERIET
I tilknytning til selskabets spørgsmål 1 anmodes skønsmanden om at oplyse om og redegøre for, hvorvidt det er sædvanligt, at købere, der varetager ideelle interesser, betaler mere for de aktiver, som anvendes i forbindelse med virksomhedsudøvelsen, end købere, der ikke varetager ideelle interesser.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Jeg har forstået ”ideelle interesser” som erhvervsmæssige værdier, der ikke kan opgøres i penge eller effektivitet.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
Besvarelsen er baseret på kendskab til håndteringen af indkøb i en række forskellige interesseorganisationer, herunder virksomheder der er omfattet af reglerne for offentligt udbud…
Besvarelse:
Interesseorganisationer, herunder virksomheder der er omfattet af reglerne for offentligt udbud, betaler sædvanligvis ikke mere for aktiver, som anvendes i forbindelse med virksomhedsudøvelsen, end andre købere.
Derfor er det mit skøn, at det ikke er sædvanligt, at købere, der varetager ideelle interesser, betaler mere for de aktiver, end andre købere.

SPØRGSMÅL 2.A – SKATTEMINISTERIET
I tilknytning til selskabets spørgsmål 2 bedes skønsmanden om at oplyse om og redegøre for, hvorvidt det gør nogen forskel for besvarelsen, om sælger har en forsyningspligt, der overdrages sammen med aktiverne.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
I besvarelsen af spørgsmål 2 har jeg fortolket ”driftsmidlerne” som de samlede aktiver, der er nødvendige til varetagelse af forsyningspligten. Jeg har således i spørgsmål 2 forudsat, at køber tillige overtager forsyningsforpligtelsen.
Nærværende spørgsmål har jeg forstår på den måde, at køber ikke overtager forsyningspligten.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
I besvarelsen af spørgsmål 2 anførte jeg, at ”under hensyntagen til de aktuelle regulatoriske krav anser jeg det i praksis ikke for meningsfuldt at tale om et marked for de samlede driftsmidler i andre situationen end dem, hvor køber (investor) selv har forsyningspligten”.
Besvarelse:
Da jeg i praksis ikke anser det for meningsfuldt at tale om et marked for de samlede driftsmidler i andre situationen end dem, hvor køber (investor) selv har forsyningspligten, er svaret på nærværende spørgsmål:
Det gør ingen forskel på besvarelsen spørgsmål 2, om sælger har en forsyningspligt, der overdrages sammen med aktiverne.

SPØRGSMÅL 4.A – SKATTEMINISTERIET
Skønsmanden anmodes om at oplyse om redegøre for, hvilken betydning det har for besvarelsen af selskabets spørgsmål 1 og 4, at sælgeren af aktiverne er pålagt en forsyningspligt, og at denne forsyningspligt overdrages i sammenhæng med aktiverne.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
I besvarelsen af spørgsmål 1 har jeg anført, at der aktuelt ikke eksisterer et marked for driftsmidlerne betragtet som en helhed og da forudsætningerne for en indkomst og/eller cash flow baseret værdiansættelse ikke er opfyldt, foreligger der ikke det nødvendige grundlag for at kunne anslå en markedspris ved et salg til en uafhængig køber.
I besvarelsen af spørgsmål 4 er anført, at da virksomheden ikke genererer et ”frit cash flow”, er afkastkravet uden betydning for en eventuel beregning.
Besvarelse:
Da der aktuelt ikke eksisterer et frit marked for driftsmidlerne betragtet som en helhed, og da forudsætningerne for en indkomst og/eller cash flow baseret værdiansættelse ikke er opfyldt, herunder anvendelsen af DCF modellen, har det ingen betydning for besvarelsen af spørgsmål 1 og 4, at forsyningspligten overdrages i sammenhæng med aktiverne.

SPØRGSMÅL 5.A – SKATTEMINISTERIET
Såfremt skønsmanden finder, at der bør anvendes et andet cash-flow end det af SKAT anvendte, anmodes han om at uddybe baggrunden herfor.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Jeg har forstået ”et andet cash-flow” således, at det skal overvejes om der er alternative opgørelsesmuligheder for det frie cash flow, som er en forudsætning for DCF-modellen.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
I besvarelsen af spørgsmål 5 har jeg anført, at der ikke genereres et ”frit cash flow” i virksomheden.
Besvarelse:
Da der ikke genereres et ”frit cash flow” i virksomheden, og da dette er en forudsætning for anvendelse af DCF modellen, er der ikke alternative opgørelsesmuligheder.

SPØRGSMÅL A/B 1 - G2
Hvis skønsmanden oplyser, at det kun er kommunalt ejede virksomheder, der vil erhverve vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder, og at der ikke består et almindeligt frit marked for køb og salg af sådanne virksomheder eller aktiver i sådanne virksomheder, anmodes skønsmanden om at oplyse og begrunde, om der findes andre markeder, som kan anvendes som sammenligningsgrundlag. Dvs. om armslængdeprisen kan udfindes med udgangspunkt i en anden form for forsyningsvirksomhed eller lignende, hvor køber er en kommunalt ejet, uafhængig virksomhed (dvs. en virksomhed der ikke skal opnå profit), og som har en forsyningspligt.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Ved besvarelsen har jeg lagt til grund, at et ”frit marked” er et marked, hvor handel, i dette tilfælde med vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder, foregår på markedsøkonomiske betingelser.
Prisen bestemmes derfor som en funktion af udbud og efterspørgsel på den pågældende slags virksomheder. Markedsaktørernes motiver er primært styret af krav om et markedsmæssigt afkast af den investerede kapital.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
Undersøgelsen har udelukkende omfattet markedet i Danmark.
Besvarelse:
Der findes en række andre former for forsyningsvirksomhed, der er offentligt ejet, eksempelvis virksomheder inden for fjernvarme og bygas. Disse virksomheder er i lighed med ”vand- og spildevandsvirksomheder” undergivet en række regulatoriske restriktioner, der på detailniveau kan være forskellige fra den regulering, der gælder for vand- og spildevandsvirksomheder.
Det er mit skøn, at der ikke findes markeder for sådanne virksomheder eller sådanne aktiver, der kan anvendes som sammenligningsgrundlag med henblik på at estimere armslængdepriser for vand- og spildevandsvirksomheder.

SPØRGSMÅL C.1 – G2
I tilknytning til besvarelsen af spørgsmål C anmodes skønsmanden oplyse og begrunde, om prisloftsreguleringen er så usædvanligt et vilkår, at ingen uafhængig erhvervsmæssig køber ville erhverve en virksomhed under de vilkår, og om der derfor skal ses bort fra prisloftsreguleringen ved fastsættelsen af aktivernes markedsværdi ved anvendelsen af DCF-metoden.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet: Jeg har ved besvarelsen af spørgsmålet lagt til grund, at den nuværende praksis for den regulatoriske administration af prisloftsreguleringen fastholdes.
Besvarelse:
Under besvarelsen af spørgsmål C anført jeg, at Vandforsyningsloven med tilhørende bekendtgørelser begrænser mulighederne for at vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed kan generere overskud og dermed udbetale udbytte til aktionærerne. Endvidere kan der i virksomhederne kun ske en opsparing, der er formålsbestemt i forhold til vand- og spildevandsaktiviteter.
De nævnte forhold vil naturligt indgå i en potentiel uafhængig investors overvejelser. Da en del af disse begrænsninger kan tilskrives prisloftet, vil en uafhængig investor hense hertil.
Jeg vurderer, at prisloftreguleringen er så usædvanligt et vilkår, at ingen uafhængig erhvervsmæssig investor vil erhverve en virksomhed under de vilkår. Samtidig er det ikke relevant at se bort fra prisloftreguleringen uanset om DCF-metoden eller en anden metode anvendes til værdiansættelse af aktivernes markedsværdi.

SPØRGSMÅL E.1 – G2
Hvis skønsmanden finder, at DCF-metoden er egnet som værdiansættelsesmetode jf. spørgsmål E, anmodes skønsmanden om at oplyse og begrunde, om handelsværdien for de overdragne aktiver så skal fastsættes ved brug af en WACC på "0".
Besvarelse:
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål E ovenfor, anser jeg vi ikke DCF modellen for egnet til at fastsætte handelsværdien af de overdragne aktiver.
Den primære årsag er at der ikke genereres et ”frit cash flow” i virksomheden.
Derfor er størrelsen på WACC’en ikke relevant i denne sammenhæng.”

Skønsmanden har den 30. august 2017 afgivet supplerende skønserklæring, hvoraf fremgår bl.a. følgende:

”SPØRGSMÅL SS 1 – G2
På denne baggrund anmodes skønsmanden om at bekræfte, at der med ”et alternativt værdibegreb” i besvarelsen af spørgsmål F menes ”en alternativ værdiansættelsesmetode”.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
I spørgsmål F er anført ”… en anden metode til opgørelse af værdien …”. I besvarelsen af spørgsmål F er anført ”… et alternativt værdiansættelsesbegreb …”.
Ved besvarelsen har jeg lagt til grund, at det er de to ovennævnte forhold, anført i citationstegn, der skal sammenholdes.
Besvarelse:
I forhold til besvarelsen af spørgsmål F kan det bekræftes, at ”… et alternativt værdiansættelsesbegreb …” umiddelbart kan erstattes med ”… en anden metode til opgørelse af værdien …”.

SPØRGSMÅL SS 2 – G2
Skønsmanden anmodes om at bekræfte, at han ansætter handelsværdierne af aktiverne til 200 mio. kr., og at dette således er udtryk for den værdi, man ville blive enige om ved en handel mellem uafhængige parter.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål B kan der for enkelte aktivtyper være en alternativ anvendelse. Dette betyder, at der for disse aktivtyper kan være et almindeligt frit marked. For disse aktivtyper vil det være muligt at fastsætte en handelsværdi.
I besvarelsen af spørgsmål SS 2 er der set bort fra muligheden for at ansætte en handelsværdi for de enkelte aktivtyper. Aktiverne er således set under et i forhold til deres aktuelle anvendelse i en vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
I besvarelsen af spørgsmål A konkluderede jeg:
” … at der på nuværende tidspunkt ikke er et almindeligt frit marked for køb og salg af vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder”.
Denne konklusion blev anvendt som grundlag for besvarelsen af spørgsmål F og underbygget af følgende bemærkning under forståelse af spørgsmålet:
”… at såfremt der ikke kan anvises metoder til at fastlægge ”handelsværdien” af de indskudte aktiver, så ønskes der alternativer hertil”.
De nævnte forhold er lagt til grund ved besvarelsen af spørgsmål SS 2.
Besvarelse:
Der eksisterer ikke et almindeligt frit marked for køb og salg af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder”. Som følge heraf kan der ikke fastsættes en handelsværdi for aktiverne.
Den værdi der fremgår af besvarelsen af spørgsmål F er således ikke handelsværdien, men en værdi fastsat på grundlag af ”en alternativ værdiansættelsesmetode”, jf. ovenstående spørgsmål SS 1.
Jeg kan således ikke bekræfte, at handelsværdierne kan ansættes til kr. 200 mio. ved en handel mellem uafhængige parter.

SPØRGSMÅL SS 3 – G2
Skønsmanden anmodes om at bekræfte,

  • at besvarelsen af spørgsmål 8 specifikt vedrører den i spørgsmålet beskrevne situationen, samt
  • at besvarelsen ikke ændrer ved besvarelsen af spørgsmål F, hvorefter en ansættelse af værdien af de indskudte aktiver til en eller anden form for genanskaffelsespriser er mere velegnet end den af SKAT anvendte metode. Besvarelse:

Det kan bekræftes, at besvarelsen af spørgsmål 8 specifikt vedrører den i spørgsmålet beskrevne situation.
Det kan endvidere bekræftes, at besvarelsen af spørgsmål 8 ikke ændrer ved besvarelsen af spørgsmål F.
Det kan således også bekræftes, at en værdiansættelse af de indskudte aktiver til en eller anden form for genanskaffelsesværdi er mere velegnet end den af skat anvendte metode.

SPØRGSMÅL SS 4 – G2
Hvis skønsmanden besvarer Skatteministeriets spørgsmål SS IC, anmodes skønsmanden om at besvare spørgsmålet igen og i denne forbindelse inddrage følgende forudsætninger, såfremt skønsmanden vurderer, at de er relevante:

  • Over den 40-årige ejerperiode er der brugt midler på vedligehold og forbedring af de underliggende aktiver, og i taleksemplet skal disse summer lægges oven i de 70 mio. kr.
  • Da skønsforretningen vedrører handelsværdien på overdragelsestidspunktet, skal der tages hensyn til prisudviklingen fra 1970 til 2010, og dette skal dermed afspejles i ”Skatteministeriets nedskrivningssaldi”. Det bemærkes i denne forbindelse, at skønsmanden skal ansætte handelsværdien og ikke den nedskrevne anskaffelsessum.
  • Vedrørende Skatteministeriets ”dåbsgavebetragtning” bemærkes, at alle aktiver blev nulstillet ved vandreformen, uanset om de var afskrevet 100 % eller 2 %.
  • Hvis skønsmanden vurderer, at Skatteministeriet derudover skaber en hybrid ved sammenblanding af omkostningsbaserede og indtægtsbaserede modeller ved at bede om en diskontering, anmodes skønsmanden om at redegøre for dette.

Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Jeg forstår spørgsmålet således, at de enkelte ”bullets” kun skal inddrages i besvarelsen, såfremt jeg finder dem relevante.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
I tilknytning til besvarelsen af spørgsmål SS IC blev anført, at datagrundlaget er baseret på en gennemgang af gennemførte overdragelser af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder” fra 1. januar 2007, herunder overdragelsen af G2 til G3 pr. 1. januar 2012.
Jeg har således ikke direkte lagt de forhold, der er nævnt i de enkelte ”bullets”, til grund for besvarelsen af spørgsmål SS IC.
Besvarelse:
På baggrund af ovenstående anser jeg ikke de forhold, der er nævnt i de enkelte ”bullets” for relevante i forhold til forståelsen af besvarelsen af spørgsmål SS IC.

SPØRGSMÅL SS 5 – G2
Skønsmanden anmodes om at præcisere, om selve berigtigelsen (en brutto- /nettobetragtning) er relevant for besvarelsen af spørgsmål SS IF, herunder hvorfor og med hvilken konkret virkning.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Jeg har ikke inddraget berigtigelsen af købesummen som en del af forudsætningerne for værdiansættelsen. Dette skal ses i sammenhæng med, at det i forståelsen af spørgsmålet er præciseret, at der ikke er et almindeligt frit marked for køb og salg af vand- og spildevandsvirksomheder.
Som det fremgår af forståelsen af spørgsmål F, er berigtigelsen af overdragelser af vand- og spildevandsvirksomheder fra 1. januar 2007, udelukkende sket ved at den hidtidige ejer har modtaget en andel af det fortsættende selskab, der på tidspunktet for overdragelsen, værdimæssigt svarer til de hidtidige værdier. Ved etableringen af G2, er Y6 Kommune således blevet vederlagt med aktier i selskabet.
Besvarelse:
Ved besvarelsen af spørgsmål SS IF er berigtigelsen af købesummen ikke anset for relevant i forhold til fastlæggelse af værdien af G2’S aktiver på overdragelsestidspunktet.

SPØRGSMÅL SS IA - SKATTEMINISTERIET
Skønsmanden bedes oplyse, om Skatteministeriets opfattelse af besvarelsen af spørgsmål F er korrekt, nemlig at skønsmanden ikke har udtalt sig om metoder til at fastlægge en handelsværdi, men derimod om metoder til at finde et andet tal, som vil kunne indregnes i en regnskabspost.
I benægtende fald bedes skønsmanden redegøre for og komme med eksempler på, at uafhængige parter har villet betale det beløb for aktiverne ved en virksomhedsoverdragelse, som også indbefatter forsyningsforpligtelserne, der fremkommer ved en regulatorisk beregning efter den i besvarelsen af spørgsmål F angivne metode.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
I spørgsmål F anvendes udtrykket ”de indskudte aktiver”. Skønsmanden konkluderer derfor, at spørgsmål F ønskes besvaret i et selskabsstiftelses-scenarie. Skønsmanden har gennemset Vurderingsberetning med tilhørende udkast til åbningsbalance pr. 1. januar 2007 for G2 under stiftelse.
På side 1 under overskriften Stifters underskrifter anføres:
”De lovgivningsmæssige rammer for vandsektoren vil fra 2009 blive fastlagt med udgangspunkt i den politiske aftale af 1. februar 2007 om serviceeftersyn af vandsektoren. Et af elementerne heri er en prisloftregulering med en fastsat grænse for, hvor meget priserne må stige. Værdiansættelsen i åbningsbalancen er foretaget i forventning om, at den kommende prisregulering fortsat muliggør konsolidering af forsyningen samt giver økonomisk råderum til gennemførelse af re-og nyinvesteringer.
Under hensyntagen til ovenstående anser vi derfor den af os ansatte værdi af de indskudte nettoaktiver i G2 under stiftelse for mindst at svare til vederlaget herfor.
Åbningsbalancen er opgjort i overensstemmelse med den danske årsregnskabslovs indregnings- og målekriterier. Vi anser den valgte regnskabspraksis for hensigtsmæssig, således at åbningsbalancen giver et retvisende billede af selskabets aktivitet samt de aktiver og passiver, der indskydes i G2”
På side 3 konkluderer vurderingsmanden:
”Det er vores opfattelse, af værdien af den indskudte virksomhed mindst svarer til det fastsatte vederlag, herunder den pålydende værdi af de aktier, der skal udstedes, med tillæg af overkurs”
Under overskriften ”supplerende oplysninger” anfører vurderingsmanden endvidere:
”Som anført under stifters underskrifter er værdiansættelsen af anlægsaktiver i åbningsbalancen foretaget i forventning om, at den kommende prisregulering fortsat muliggør konsolidering af forsyningen samt giver økonomisk råderum til gennemførelse af re- og nyinvesteringer.”
På side 6 under overskrifterne Regnskabspraksis, Regnskabsgrundlag, Balancen, Materielle anlægsaktiver:
”Materielle anlægsaktiver måles til kostpris med fradrag af akkumulerede af- og nedskrivninger”
Materielle anlægsaktiver er indregnet i åbningsbalancen med mio. kr. 125. Skønsmanden bemærker endvidere, at vurderingsberetningen med tilhørende udkast til åbningsbalance ikke indeholder omtale af forhold, som måtte være resultatet af et regnskabsmæssigt skøn. Skønsmanden finder det bemærkelsesværdigt, at vurderingsberetningen med tilhørende udkast til åbningsbalance ikke indeholder omtale af væsentlig usikkerhed ved værdiansættelsen.
Skønsmanden anser indregningen af materielle anlægsaktiver med mio. kr. 125 for at være et regnskabsmæssigt skøn.
Jeg har forstået, at Skatteministeriets tolker besvarelsen af spørgsmål F på følgende måde:

  • At det beregnede tal på 200 mio. kr. er en alternativ værdi, som ikke svarer til handelsværdien.
  • De 200 mio. kr. er derimod et beløb, som efter skønsmandens opfattelse kan indgå i selskabets regnskab.

Besvarelse:
Besvarelsen af spørgsmål F er baseret på den forståelse, ”at såfremt der ikke kan anvises metoder til fastlæggelse af ”handelsværdien” af de indskudte aktiver, så ønskes alternativer hertil.
Som følge heraf kan det bekræftes, at jeg ved besvarelsen af spørgsmål F ikke har udtalt mig om metoder til fastlæggelse af handelsværdien.
Jeg har derimod udtalt mig om alternativer (surrogater) hertil. Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål F anser jeg en eller anden form for genanskaffelsespriser for et velegnet alternativ. Dette er i øvrigt i overensstemmelse med de muligheder, der fremgår af ÅRL §41, stk. 2. Se endvidere nærmere herom i besvarelsen af spørgsmål SS IC.
Derfor kan det også bekræftes, at jeg har udtalt mig om en metode ” til at finde et andet tal, som vil kunne indregnes i en regnskabspost.”

SPØRGSMÅL SS IB - SKATTEMINISTERIET
Skønsmanden bedes oplyse, om det er korrekt forstået, at skønsmanden har indlagt en forudsætning om, at der var en uafhængig tredjemand, som ville overtage virksomheden på det pågældende tidspunkt, men at skønsmanden mener, at der faktisk ikke findes en sådan tredjemand.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Ved en ”uafhængig tredjemand” forstås en ikke-offentligt ejet virksomhed, der drives med et krav om et markedsmæssigt afkast af den investerede kapital som ses på et ”frit marked”. Endvidere har en ”uafhængig tredjemand” på tidspunktet for investeringsbeslutningen ingen forpligtelser eller relationer til sælger, der påvirker investeringsbeslutningen.
Besvarelse:
Det er korrekt forstået, at jeg i besvarelsen af spørgsmål 3 har indlagt en forudsætning om, at der var en uafhængig tredjemand, som ville overtage virksomheden på det pågældende tidspunkt.
Det er ligeledes korrekt forstået, at jeg på det pågældende tidspunkt ikke mener, at der faktisk findes en sådan tredjemand.

SPØRGSMÅL SS IC - SKATTEMINISTERIET
På baggrund af ovenstående anmodes skønsmanden om at give en begrundet redegørelse for, hvorvidt den for kommunen acceptable mindstepris ved salg til en uafhængig tredjemand er (a) den nedskrevne anskaffelsespris, (b) den regulatoriske værdi, (c) den nedskrevne genanskaffelsespris eller (d) et fjerde beløb.
Ved besvarelsen bedes skønsmanden også redegøre for, hvorvidt der skal tages højde for en diskonteringsfaktor ved beregningen af den for kommunen acceptable mindstepris, fordi kommunen kun kan oppebære indtægten løbende over aktivernes resterende levetid.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
G2 blev etableret 1. januar 2007 ved indskud af en bestående virksomhed, G4, der var en del af Y6 Kommune. Af åbningsbalancen for G2 pr. 1. januar 2007 fremgår det, at de materielle anlægsaktiver er værdiansat til ”kostpris med fradrag af akkumulerede af- og nedskrivninger.” Dette resulterede i en bogført værdi pr. 1. januar 2007 på mio.kr. 125, som der er redegjort ovenfor under besvarelsen af spørgsmål SS IA.
Jeg skal præcisere, at kostprisen og de akkumulerede af- og nedskrivninger efter min opfattelse er baseret på et regnskabsmæssigt skøn foretaget af stifterne. Det skyldes, at der på tidspunktet for etableringen ikke var registreringer i G4, der kunne dokumentere kostpris og anskaffelsestidspunkt. På tidspunktet for etableringen forelå der således ikke et anlægskartotek for G4 eller for andre dele af Y6 Kommune, hvilket blev bekræftet ved mail af 18. august 2016 fra G2. Kravet om anlægskartotek blev først indført med virkning fra regnskabsåret 2007.
I motivationen for spørgsmålet anvendes begrebet ”dåbsgaven”. Jeg opfatter ”dåbsgaven” som den opskrivning, der blev foretaget i G2, da de regulatoriske værdier blev kendte. Opskrivningen fremgår af årsrapporten for G2 for 2010 og udgør mio.kr. 80.
Effekten af ”dåbsgaven” er, at der foretages årlige afskrivninger på opskrivningen. Disse afskrivninger har G2 mulighed for at opkræve hos forbrugerne via højere vandpriser. Det opkrævede beløb har en bunden anvendelse jf. BEK nr. 143 af 9/2/2010. Det opkrævede beløb kan således ikke udbetales til ejerne, f.eks. i form at udbytte.
Indtil de regulatoriske værdier blev kendte, var de materielle anlægsaktiver værdiansat til ”kostpris med fradrag af akkumulerede af-og nedskrivninger.”, jf. Årsrapport for 2009 for G2, hvilket svarer til den praksis der blev fastlagt i forbindelse med udarbejdelse af åbningsbalancen pr. 1. januar 2007.
Med virkning fra 2010 er den regnskabsmæssige værdiansættelse i G2 ændret således, at materielle anlægsaktiver anskaffet før 1. januar 2010 værdiansættes til de regulatoriske værdier. Materielle anlægsaktiver anskaffet efter 1. januar 2010 værdiansættes til ”dagsværdi med fradrag af akkumulerede afskrivninger”.
Med hensyn til ”dagsværdien” skal bemærkes, at der i henhold til årsregnskabsloven (ÅRL) er etableret følgende prioriterede praksis for fastsættelse af denne:

  1. Hvis der eksisterer et velfungerende marked for de pågældende aktiver anvendes salgspriserne (dagsværdi) som grundlag for værdiansættelsen, jf. ÅRL § 37, stk. 1.
  2. Hvis dette ikke er tilfældet, kan en tilnærmet salgsværdi beregnes ved hjælp af almindeligt accepterede værdiansættelsesmetoder, jf. ÅRL § 37, stk. 1.
  3. Hvis en tilnærmet salgsværdi ikke kan beregnes kan genanskaffelsesværdien anvendes, jf. ÅRL § 41, stk. 2.

Under henvisning til besvarelsen af SS 2, hvor det konkluderes, at der ikke eksisterer der ikke et almindelig frit marked for køb af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder”, kan salgspriserne således ikke umiddelbart fastlægges (prioritet 1).
På trods af at DCF modellen er en almindeligt accepteret værdiansættelsesmetode, er den, som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål E, ikke egnet til at fastsætte handelsværdien (prioritet 2).
Under hensyn hertil er det i besvarelsen af spørgsmål F anført, at en eller anden form for genanskaffelsespriser vil være mere velegnet (prioritet 3).
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
Under henvisning til besvarelsen af spørgsmål SS IB er der på nuværende tidspunkt ikke en køber i form af en uafhængig tredjemand, ligesom der ikke eksisterer et ”frit marked” for vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder. Som følge heraf foreligger der ikke et markedsbaseret datagrundlag der kan lægges til grund for besvarelsen.
I besvarelsen af spørgsmål F er anført:
Jeg har gennemgået er del af de gennemførte overdragelser af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder” fra 1. januar 2007, herunder overdragelsen af G2 til G3 pr. 1. januar 2012.
Gennemgangen er udelukkende baseret på offentligt tilgængeligt materiale, herunder vurderingsberetninger, årsrapporter og informationer tilgængelig på virksomhedernes hjemmesider.”
På grundlag heraf har jeg foretaget en analyse af de værdiansættelser, der er lagt til grund ved beregning af vederlaget. Vederlaget består af Y6 Kommunes aktiepost i G4.
Jeg har endvidere gennemgået praksis for værdiansættelse af kapitalandele i kommunale regnskaber. Baseret på denne gennemgang kan det konstateres, at kapitalandele værdiansættes til den regnskabsmæssige indre værdi, hvilket også sker i Y6 Kommunes regnskab.
Effekten af at Y6 Kommune værdiansætter kapitalandele til den regnskabsmæssige indre værdi er, at af den bogførte egenkapital i G2 optræder med en tilsvarende værdi i det kommunale regnskab.
Besvarelse:
På grundlag af en gennemgang af en del af de gennemførte overdragelser af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder” kan det konstateres, at de selskaber, hvor der er en kommunal aktionær, har indarbejdet den regulatoriske værdiregulering i årsrapporterne. Værdiansættelsen i de kommunale regnskaber er således sket i overensstemmelse med ”Vejledning til udarbejdelse af reguleringsmæssig åbningsbalance, Forsyningssekretariatet, 17. februar 2010”.
Da kommunerne sædvanligvis værdiansætter kapitalandele til den regnskabsmæssige indre værdi baseret på ejerandelen, betyder dette, at den regulatoriske værdi-regulering medfører en tilsvarende opskrivning i det kommunale regnskab.
På denne baggrund forekommer det ikke sandsynligt, at en kommune (kommunalbestyrelse) ville have interesse i at påføre sig selv et regnskabsmæssigt tab ved at sælge en vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed, til en pris, der ligger under den regnskabsmæssige indre værdi.
Denne værdi er en kombination af ”(b) den regulatoriske værdi” for materielle anlægsaktiver anskaffet før 1. januar 2010 og ”dagsværdi med fradrag af akkumulerede afskrivninger” for anskaffelser efter denne dato.
Under hensyntagen til at nærværende sag vedrører skatteansættelsen for G2 for 2007, vil der udelukkende være tale om materielle anlægsaktiver anskaffet før 1. januar 2010.
Som følge heraf skønner jeg, at den acceptable mindstepris for en kommune vil være ”(b) den regulatoriske værdi”.

Spørgsmål SS ID - Skatteministeriet
Såfremt skønsmanden mener, at den for kommunen acceptable mindstepris ved salg til en uafhængig tredjemand er et beløb, som er højere end (a) den nedskrevne anskaffelsespris, dvs. enten (b) den regulatoriske værdi, (c) den nedskrevne genanskaffelsespris eller (d) et fjerde beløb, som er højere end den nedskrevne anskaffelsespris – bedes skønsmanden redegøre for, hvordan den for kommunen acceptable mindstepris kan være højere end den pengestrøm, som kommunen maksimalt kan opnå.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Af besvarelsen til spørgsmål SS IC fremgår det, at:
”Som følge heraf skønner jeg, at den acceptable mindstepris for en kommune er ”(b) den regulatoriske værdi”.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
I besvarelsen af spørgsmål E er anført, at DCF modellen ikke er egnet til at fastsætte handelsværdien af de overdragne aktiver. Begrundelsen herfor er, at der på grund af de regulatoriske krav ikke genereres et ”frit cash flow”.
I forlængelse heraf fremkom jeg i besvarelsen af spørgsmål F med en ”anden metode til opgørelse af værdien”. Denne besvarelse er yderligere begrundet i ovenstående spørgsmål SS IC.
Besvarelse:
Da en cash flow baseret værdiansættelse ikke er egnet til at fastsætte handelsværdien, giver det ingen mening at sammenholde en eventuel værdiansættelse baseret herpå, med de resultater der kan fremkomme ved anvendelse af andre metoder.
Skønsmanden skønner således ikke, at den for kommunen acceptable mindstepris overstiger de i spørgsmålet nævnte værdier.

SPØRGSMÅL SS IE - SKATTEMINISTERIET
Skønsmanden anmodes dog om at bekræfte, at kommunens faktiske nedskrevne anskaffelsessum på overdragelsestidspunktet udgjorde et lavere beløb end 200 mio. kr.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Principielt kan spørgsmålet ikke besvares, da vi ikke kender de faktiske historiske anskaffelsessummer og af-og nedskrivninger herpå, jf. besvarelsen af spørgsmål SS IA.
Skønsmændenes fremgangsmåde ved besvarelse af spørgsmålet samt datagrundlag:
Der foreligger ikke et anlægskartotek med registreringer af anskaffelsessummer (historisk kostpris) og akkumulerede afskrivninger på overdragelsestidspunktet.
Der foreligger dog en specifikation af den skattemæssige åbningsbalance pr. 1. januar 2007, jf. mail af 18. august 2016 fra G2.
Endvidere foreligger ”Vurderingsberetning med tilhørende udkast til åbningsbalance pr. 1. januar 2007”. I denne er anført, at ”Materielle anlægsaktiver måles til kostpris med fradrag af akkumulerede af-og nedskrivninger.”
Besvarelse:
På grundlag af specifikationen af den skattemæssige åbningsbalance og beskrivelsen af værdiansættelsen i ”Vurderingsberetning med tilhørende udkast til åbningsbalance pr. 1. januar 2007”, skønner jeg, at den nedskrevne anskaffelsessum på overdragelsestidspunktet udgjorde et lavere beløb end 200 mio. kr.

SPØRGSMÅL SS IF - SKATTEMINISTERIET
Hvad udgjorde værdien af G2’s aktiver på overdragelsestidspunktet, når der ved værdiansættelsen tages højde for, at G2 samtidig overtog forpligtelsen til at drive vandforsyningsvirksomhed.
Ved besvarelsen skal det lægges til grund, at køber skulle drive virksomheden under hensyntagen til reguleringen i prisloftbekendtgørelsen, at dåbsgaven ikke kunne udnyttes i 2007, at dåbsgaven heller ikke kunne udnyttes af kommunen, at der ikke kunne identificeres uafhængige parter, som ville være villige til at købe aktiverne, og at der ikke er nogen alternative udnyttelsesmuligheder for aktiverne.
Skønsmandens forståelse af spørgsmålet:
Den omstændighed at det i spørgsmålsformuleringen præciseres, at der ved værdiansættelsen samtidig skal tages højde for, at G2 samtidig overtog forpligtelsen, giver skønsmanden anledning til at præcisere følgende: Skønsmanden finder ikke, at den samtidige overtagelse af forpligtelsen bør påvirke værdiansættelsen (i nedadgående retning). Begrundelsen er den, at selskabet i forbindelse med overtagelse af forpligtelsen samtidig fik overdraget retten til at overvælte afskrivningerne på anlæggene på vandforbrugerne.
Advokat Sune Risgaard har på Skatteministeriets vegne ved mail af 25. august 2017 til skønsmanden og G2 meddelt, at det er en fejl, at der i spørgsmålet er henvist til en prisloftbekendtgørelse, som ikke var i kraft i 2007. I stedet burde der være henvist til den dagældende vandforsyningslovs § 52 A, som i 2007 havde følgende ordlyd:
”§ 52a Ved levering af vand fra et alment vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger, administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til ny-investeringer. Desuden kan et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter til rådgivning af sine kunder om vandbesparelser, finansiering af vandbesparende foranstaltninger samt deltagelse i vandværkssamarbejder og lignende. Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget. Der kan endvidere indregnes udgifter til dækning af gebyrer, jf. § 52 c og § 35 i lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand mellem almene vandforsyningsanlæg.
Stk. 3. Miljø-og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af indskudskapital.”
Bestemmelsen lovfæstede et ”hvile i sig selv”-princip i lighed med prisloftbekendtgørelsen, hvilket skønsmanden har lagt til grund ved besvarelsen af spørgsmålet.
Da der, som anført i tilknytning til besvarelsen af spørgsmål F, ikke kan anvises metoder til fastlæggelse af ”handelsværdien”, er der anvendt alternativer hertil. I besvarelsen af spørgsmål F er det endvidere anført, at en anden metode til opgørelse af værdien bør være styret af de regulatoriske krav, som gælder for et vandforsyningsselskab.
Besvarelsen af spørgsmål SS IF er baseret på følende forudsætninger:

  • at køber skulle drive virksomheden under hensyntagen til reguleringen i den dagældende vandforsyningslov,
  • at dåbsgaven ikke kunne udnyttes i 2007,
  • at dåbsgaven heller ikke kunne udnyttes af kommunen

Det forhold, at det i spørgsmål SS IF specifikt er nævnt, at ”… G2 samtidig overtog forpligtelsen til at drive vandforsyningsvirksomhed”, forudsætter at aktiverne anvendes til deres hidtidige formål, og udelukker dermed alternative udnyttelsesmuligheder.
Det sidste forhold, ”at der ikke kunne identificeres uafhængige parter, som ville være villige til at købe aktiverne”, er en konsekvens af, at der ikke er et almindeligt frit marked for køb og salg af vand- og spildevandsvirksomheder. Dette forhold var ligeledes en forudsætning for besvarelsen af spørgsmål F. Besvarelse:
På overdragelsestidspunktet 1. januar 2007 må det indledningsvis konstateres, at følgende forhold var gældende:
(1) At der ikke foreligger en handelsværdi fastsat på et almindeligt frit marked (dagsværdi) jf. besvarelsen af spørgsmål A.
(2) De faktiske historiske anskaffelsespriser var ikke kendte jf. besvarelsen af spørgsmål SS IA.
(3) Der forelå ikke regulatoriske værdier dvs. vægtede (50%/50%) kalkulerede anskaffelsespriser og genanskaffelsespriser.
(4) Dåbsgavebetragtningen var ikke relevant.
(5) Y6 Kommune var i besiddelse af en beskrivelse af de materielle anlægsaktiver herunder den fysiske stand, etableringstidspunkter etc.
I besvarelsen af spørgsmål SS IC blev oplistet følende værdibegreber i prioriteret rækkefølge:
(a) Salgspriser (dagsværdi).
(b) En beregnet tilnærmet salgsværdi.
(c) Genanskaffelsesværdi.
Man kunne anlægge den betragtning, at såfremt de faktiske historiske anskaffelsespriser var kendte, så ville kommunens økonomiske offer bestå i, at kommunen overdrog retten til at overvælte de faktiske historiske anskaffelsespriser på vandforbrugerne til G2. Da de faktiske historiske anskaffelses er ukendte, er betragtningen ikke relevant, jf. besvarelsen af spørgsmål SS IA.
Som anført tidligere, er en værdiansættelse til salgsværdi (a) eller en eller anden form for beregnet kapitalværdi (b) ej heller en farbar vej.
I mangel af en bedre værdiansættelsesmetode, finder skønsmanden, at anvendelse en eller anden form for genanskaffelsesværdi på overdragelsestidspunktet er den eneste praktiske mulighed. Genanskaffelsesværdien bør reflektere anlæggenes daværende stand, alder etc.
På det foreliggende grundlag er skønsmanden ikke i stand til at estimere et beløb, som repræsenterer en eller anden form for genanskaffelsesværdi.”

4.  Forklaringer
Der er i sag B-107-15 afgivet forklaring af skønsmand, lektor NC, Y5. Som nævnt ovenfor i pkt. 3 er der enighed mellem parterne om, at de udsagn, der er kommet til udtryk i skønserklæringerne i sag B-107-15, G2 mod Skatteministeriet, tillige kan indgå i sagen vedrørende H1, hvorfor skønsmandens forklaring gengives i det følgende:

NC har vedstået skønserklæringen af 5. december 2016 og den supplerende skønserklæring af 30. august 2017 og har i tilknytning til besvarelsen af spørgsmål A og B forklaret, at der ikke findes et marked for hverken en virksomhedsoverdragelse eller en aktivoverdragelse af distributions- og produktionsanlæg inden for vandforsyningsområdet. Det er i den forbindelse uden betydning, om virksomhedsoverdragelsen eller aktivoverdragelsen sker samtidig med overdragelse af forsyningspligten/forsyningsretten.
Hverken virksomheden eller aktiverne har derfor en handelsværdi. Baggrunden herfor er, at forretningen ifølge lovgivningen skal hvile i sig selv. Af samme årsag har G2 som selskab betragtet heller ikke et økonomisk incitament til at erhverve distributionsanlægget. Ved at erhverve distributionsanlægget får selskabet ganske vist både ret og pligt til at levere vand, men der må ikke være indtjening på leverancerne.

DCF-metoden, der har dannet grundlag for skattemyndighedernes værdiansættelse i sagen, bygger på, at der ved værdiansættelsen foretages en prognose over den tilbagediskonterede værdi af det fremtidige forventede cash flow på aktivet. Diskonteringsfaktoren inddrager blandt andet det risikofrie afkast – traditionelt forstået som den 10-årige statsobligationsrente – og en nærmere fastsat risikopræmie. Som anført i besvarelsen af spørgsmål E er en indkomstbaseret model som DCF-metoden efter hans opfattelse ikke anvendelig inden for vandforsyningsområdet, hvor det ikke er tilladt at have et frit cash flow, og hvor det derfor heller ikke giver mening at anvende en diskonteringsfaktor. Dette skyldes, at vandforsyningsområdet er omfattet af hvile-i-sig-selv-princippet og den i tilknytning hertil indførte prisloftsregulering. Som følge af reguleringen på vandforsyningsområdet har G2 således som selskab betragtet ikke i sig selv et økonomisk incitament til virksomhedsdriften.

Ved besvarelsen af spørgsmål 3 har han ikke taget udgangspunkt i oprindelige anskaffelsespriser med senere afskrivninger. Dette skyldes, at der på grund af den tidligere kommunale regnskabspraksis ikke findes sikre og komplette data om de historiske kostpriser i forbindelse med etablering af anlæggene, herunder i form af anlægskartoteker. Hvis sådanne historiske kostpriser havde været tilgængelige, ville de have været udtryk for ”det kommunale offer”, det vil sige for de afskrivninger, der ikke var foretaget endnu. Afskrivninger har til formål at sikre, at man helt eller delvist kan genanskaffe nedslidte anlæg. En afskrivning på de rene kostpriser giver imidlertid ikke det tilstrækkelige råderum til genanskaffelser, der kan ligge mange år frem i tid. Derfor giver det bedre mening at tage udgangspunkt i en omkostningsbaseret metode, hvor der lægges vægt på genanskaffelsespriser frem for kostpriser, således som det er sket ved hans besvarelse af spørgsmål E og F. Et årsregnskab eller et perioderegnskab kan ikke anvendes til at fastlægge, hvad et aktiv er værd. Der kan ikke sættes lighedstegn mellem en historisk kostpris og en nedskrevet genanskaffelsespris, og besvarelsen af spørgsmål 3 bygger heller ikke herpå.

Ved skønnet over den acceptable mindstepris på 200 mio. kr. har han indlagt den hypotetiske forudsætning i spørgsmålet, at der kan ske salg til en uafhængig tredjemand, og han har lagt til grund, at kommunens økonomiske offer ved salg til denne hypotetiske, uafhængige tredjemand samtidig med, at kommunen frigøres for forsyningspligten, kan opgøres som anført i besvarelsen af spørgsmål F. De 200 mio. kr. er udtryk for de indtægter fra vandleverancer, som kommunen på daværende tidspunkt ikke via afskrivninger havde overvæltet på vandforbrugerne. Dette beløb burde kommunen have haft som et aktiv i balancen i kommunens årsregnskab forud for overdragelsen.

Det kunne nok fremgå tydeligere af besvarelsen af spørgsmål F, at opgørelsen på 200 mio. kr. i mangel af bedre muligheder er inspireret af en værdiansættelse med udgangspunkt i de regulatoriske forhold og således er baseret på en hybrid af historiske kostpriser og genanskaffelsesværdier baseret på POLKA-værdier og ikke ”rene” nedskrevne genanskaffelsesværdier. Ved at inddrage POLKA-værdierne tages der ved værdiansættelsen højde for de særlige regulatoriske krav, som vandforsyningsområdet er underlagt gennem hvile-i-sigselv-princippet og prisloftsreguleringen.

I forhold til sin forståelse af grundlaget for besvarelsen af spørgsmål SS IC er han enig i, at G2 ved udarbejdelse af vurderingsberetningen har anvendt den beregningsmetode, der fremgår af pkt. 5 i R3’s notat af 3. december 2007. Af pkt. 5 i R3’s notat fremgår det således, at der er foretaget en nedskrivningstest med udgangspunkt i et justeret skøn over genindvindingsværdien (impairment-nedskrivning), jf. årsregnskabslovens § 42. Der er således ikke som anført i grundlaget for hans besvarelse af spørgsmålet, og i modsætning til, hvad der fremgår af indledningen til vurderingsberetningen, taget udgangspunkt i nedskrevne kostpriser. Revisor synes således i mangel af et anlægskartotek at have foretaget et skøn. Han undrer sig over, at dette ikke fremgår tydeligere af vurderingsberetningen.

Den ”dåbsgave”, som vandselskaberne modtog i tilknytning til lovændringerne i 2009, udgøres af forskellen mellem de nedskrevne anskaffelsessummer og de nedskrevne genanskaffelsessummer. Ønsket var at få lagt de regulatoriske værdier ind som et aktiv, således at der i selskaberne kom til at ligge en opsparing til anlægsinvesteringer ved opgørelsen af afskrivningsgrundlaget. Den reelle værdi af ”dåbsgaven” afhænger derfor af størrelsen af de skattemæssige indgangsværdier og således af, hvordan disse opgøres. Det kan ikke anføres, at værdien af ”dåbsgaven” for G2’S vedkommende svarer til den opskrivning med 80 mio. kr., der er foretaget i årsrapporten for 2010.

Som led i sine undersøgelser har han ikke set eksempler på, at DCF-modellen uden for landets grænser er blevet anvendt i forbindelse med værdiansættelser i tilknytning til virksomheder eller aktiver, der drives under lignende forudsætninger som hvile-i-sig-selvprincippet.

De øvrige overdragelser på vandforsyningsområdet, som han har undersøgt til brug for besvarelsen af spørgsmål SS IC, har alle ligget efter lovændringerne i 2010. Mere generelt kan det herom anføres, at kommunerne ud fra en skattemæssig betragtning ikke vil have nogen interesse i en høj værdiansættelse. Værdiansættelsen vil dog have betydning i forhold til muligheden for at foretage afskrivninger.

Hvis POLKA-værdierne ikke var kendt, ville han ved værdiansættelsen tage udgangspunkt i genanskaffelsesværdier.

Det må i forhold til besvarelsen af spørgsmål SS IE anses for sikkert, at den nedskrevne anskaffelsessum på overdragelsestidspunktet udgjorde et lavere beløb end 200 mio. kr.

I forhold til besvarelsen af spørgsmål SS ID er det naturligvis korrekt, at den for kommunen acceptable mindstepris ikke kan være højere end den pengestrøm, som kommunen maksimalt kan opnå, men det er heller ikke den forudsætning, som han har indlagt ved besvarelsen af spørgsmålet, hvor det er lagt til grund, at den acceptable mindstepris for en kommune er den regulatoriske værdi. På dette grundlag indeholder besvarelsen derfor reelt ikke en stillingtagen til de enkelte led i det stillede spørgsmål.

For så vidt angår spørgsmål SS IF skal besvarelsen af dette spørgsmål særligt læses i lyset af, at man på overdragelsestidspunktet ikke kendte de historiske kostpriser. Havde disse været kendt, ville de have udgjort det naturlige udgangspunkt for værdiansættelsen. Som anført i skønserklæringen er en værdiansættelse til salgsværdi eller en beregnet kapitalværdi heller ikke anvendelig, jf. årsregnskabslovens § 37, stk. 1 og 2. Det betyder derfor, at der efter hans opfattelse reelt alene er mulighed for at anvende en værdiansættelsesmetode, der tager udgangspunkt i genanskaffelsesværdierne på overdragelsestidspunktet under inddragelse af vandforsyningsanlæggenes alder, stand mv., jf. årsregnskabslovens § 41, stk. 2.
Det forhold, at ledningsnettet på et tidspunkt i fremtiden skal udskiftes med de deraf følgende større afskrivningsmuligheder, er ikke en omstændighed, der vil føre til en højere prisfastsættelse.

Den værdiansættelse, som fremgangsmåden i besvarelsen af spørgsmål SS IF fører frem til, er ikke udtryk for en handelsværdi, men er et surrogat herfor. POLKA-værdierne danner efter hans opfattelse et godt udgangspunkt for en værdiansættelse, og det er også disse værdier, der har dannet grundlag for hans beregninger i besvarelsen af spørgsmål F.

Alt andet lige vil nedskrevne genanskaffelsesværdier føre til en højere værdiansættelse end nedskrevne anskaffelsesværdier.

Som det var tilfældet ved besvarelsen af spørgsmål 8, har G2 som selskab betragtet ikke et økonomisk incitament til at erhverve distributionsnettet til aktivernes POLKA-værdier.

Samlet set vil han fastholde, at DCF-modellen er uegnet til at danne grundlag for værdiansættelsen i forbindelse med overdragelser af virksomheder og aktiver på vandforsyningsområdet på grund af den særlige reguleringsordning på dette område. Forsøger man alligevel at anvende DCF-modellen, er hovedproblemet, at der ikke er noget frit cash flow at tilbagediskontere ved anvendelsen af modellen.

Det skøn, som skattemyndighederne har udøvet i deres afgørelse, kan næppe siges at bygge på en handelsværdi, og det udøvede skøn er efter hans opfattelse heller ikke udtryk for et velegnet surrogat til en handelsværdi. Han er enig i den formel for DCF-modellen, der fremgår af SKATs vejledning om transfer pricing mv. fra 2009, og formlen kan også anvendes, hvis værdien for frit cash flow sættes til nul kr. I en sådan situation vil værdien af aktivet eller virksomheden i alle tilfælde blive nul kr.

Den værdi, der blev fastlagt i hans besvarelse af spørgsmål F, er som tidligere nævnt ikke udtryk for en handelsværdi, men derimod for et surrogat hertil.

5.  Det retlige grundlag for sagen
Vandforsyningslovens § 52 a, stk. 1, og § 53, stk. 1

Kommunal forsyningsvirksomhed er undergivet et hvile-i-sig selv-princip.

På området for vandforsyning blev princippet lovfæstet med vandforsyningslovens § 52 a, der blev indført ved lov nr. 479 af 1. juli 1998. § 52 a, stk. 1, der gjaldt almen vandforsyning, havde i 2007 følgende ordlyd, jf. lovbekendtgørelse nr. 71 af 17. januar 2007:

”§ 52. Ved levering af vand fra et alment vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger, administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til ny-investeringer. Desuden kan et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter til rådgivning af sine kunder om vandbesparelser, finansiering af vandbesparende foranstaltninger samt deltagelse i vandværkssamarbejder og lignende. Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget. ...”

Vandforsyningslovens § 53, stk.1, bestemte blandt andet:

”§ 53. Kommunalbestyrelsen fastsætter anlægs- og driftsbidrag ved levering af vand fra den kommunale vandforsyning. Anlægs- og driftsbidrag til andre almene vandforsyningsanlæg skal godkendes af kommunalbestyrelsen i den kommune,
hvor vandet forbruges, efter indstilling fra anlæggets ejer.”

Vandsektorloven og samleloven
Den 26. februar 2009 fremsatte miljøministeren lovforslag nr. L 150 til lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold (herefter vandsektorloven) samt lovforslag nr. L 151 til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om vandforsyning, lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. og forskellige andre love (herefter samleloven). Lovforslag nr. L 151 indeholdt herunder forslag til ændring af selskabsskatteloven.

I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 150 hedder det om baggrunden for lovforslaget blandt andet:

”Af regeringens udspil ”Grøn markedsøkonomi mere miljø for pengene” fra april 2003 fremgik, at vandsektorens organisering skulle gennemgås med henblik på at vurdere, om sektoren kan opnå øget omkostningseffektivitet, og om der kan skabes mere konkurrence i sektoren.

Baggrunden herfor var Konkurrenceredegørelsen 2003, som pegede på et betydeligt effektiviseringspotentiale inden for vandsektoren, som redegørelsen anslog til over 1 mia. kr. årligt, hvis alle forsyningsvirksomheder og vandselskaber kan gøres lige så effektive som de bedste i branchen. Samtidig blev der påvist store forskelle på, hvad forbrugerne betaler for vand- og spildevandsforsyning. Det Økonomiske Råds halvårsrapport fra 2004 pegede også på betydelige effektiviseringsmuligheder i vandsektoren.

Konkurrenceredegørelsen vurderede, at der ikke er et tilsvarende effektiviseringspotentiale for de private, forbrugerejede vandforsyningsselskaber. En række af de forbrugerejede vandforsyningsselskaber er traditionelt blevet drevet med fokus på lave takster. Der vurderes derfor ikke at være samme effektiviseringsmuligheder i de private vandforsyningsselskaber som i resten af vandsektoren.

På grundlag af Konkurrenceredegørelsen 2003 blev der nedsat et embedsmandsudvalg under Miljøstyrelsens formandskab med deltagelse af Erhvervsog Byggestyrelsen, Konkurrencestyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Skatteministeriet med henblik på at gennemføre en analyse af vandsektorens organisation og regulering. Embedsmandsudvalgets anbefalinger blev i efteråret 2005 offentliggjort i form af et idéoplæg med titlen ”Serviceeftersyn af vandsektoren”.

Samtidig blev 10 notater udarbejdet i forbindelse med at embedsmandsudvalgets arbejde blev offentliggjort. Idéoplægget var i perioden 13. oktober 2004 til 1. december 2005 udsendt i høring til en række organisationer og myndigheder.

På baggrund af idéoplægget og de modtagne høringssvar blev der den 1. februar 2007 indgået forlig mellem Folketingets partier, bortset fra Det Radikale Venstre, om en aftale for en mere effektiv vandsektor.

Den politiske aftale om den fremtidige regulering og organisering af vandsektoren bygger på følgende elementer
-   at kravene til miljø, sundhed og forsyningssikkerhed skal fastholdes,
-   at vandsektorens effektiviseringspotentiale skal udnyttes til gavn for forbrugerne og miljøet,
-   at den økonomiske regulering skal understøtte effektiviseringen af sektoren,
-   at der ikke tilsigtes en ændring af ejerforholdene i vandsektoren,
-   at der er behov for økonomiske midler til at imødegå investerings-og fornyelsesbehov, bl.a. også til teknologiudvikling,
-   at der skal ske en klar adskillelse af drifts-og myndighedsansvar,
-   at gennemskueligheden i vandsektorens forhold skal øges, herunder også i grundlaget for, hvordan de vandpriser, som forbrugerne betaler, fastsættes,
-   at den eksisterende regnskabsmæssige adskillelse mellem aktiviteter forbundet med vand- eller spildevandsforsyning skal fastholdes, og
-   at overskuddet skal fastholdes i vandsektoren.”

Om vandsektorens forhold anføres det i forslagets almindelige bemærkninger blandt andet:

”…
Sektorens anlæg er opbygget gennem en lang årrække og repræsenterer en værdi på flere hundrede milliarder kroner.”

Under bemærkningerne til lovforslagets § 18, som omhandler vandselskabers deltagelse i anden virksomhed, er endvidere anført blandt andet:

”Vandselskaber er monopolvirksomhed i den forstand, at forbrugerne ikke frit kan vælge leverandør. Takstopkrævningen i vandselskaberne er reguleret af bestemmelserne om, hvilke udgifter der kan indregnes i taksterne, og de foreslåede bestemmelser om et prisloft over taksterne. Vandselskabernes tilknyttede aktiviteter udøves i modsætning til vandselskabets hovedvirksomhed på et konkurrenceudsat marked med private aktører.”

Lovforslagene blev med visse ændringer den 12. juni 2009 vedtaget som henholdsvis lov nr. 469 (vandsektorloven) og lov nr. 460 (samleloven).

Vandsektorloven trådte i kraft den 1. juli 2009, jf. lovens § 31, stk. 1, dog således at visse bestemmelser, herunder kravet om udskillelse af kommunale vand- og spildevandsforsyninger i selskabsform, først trådte i kraft den 1. januar 2010, jf. herved lovens § 31, stk. 2. Samleloven trådte i kraft den 1. januar 2010, jf. lovens § 16, stk. 1, dog således at visse bestemmelser som angivet i bestemmelsens stk. 2 trådte i kraft samtidig med vandsektorloven den 1. juli 2009.

Vandsektorlovens § 15, stk. 1-3, bestemmer følgende:

”§ 15. Kommuner kan kun deltage i aktiviteter forbundet med vand- eller spildevandsforsyning omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, hvis aktiviteterne udøves i et eller flere selskaber, som drives i aktie- eller anpartsselskabsform, jf. dog § 32. Vederlag i forbindelse med stiftelse af aktie- eller anpartsselskaber omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, må udelukkende bestå af aktier eller anparter i det nystiftede selskab.
Stk. 2. Miljøministeren kan, når ganske særlige omstændigheder taler for det, bestemme, at mindre vandforsyningsanlæg eller mindre omfattende vandforsyningsaktiviteter helt eller delvis skal undtages fra kravet om organisering i aktie- eller anpartsselskabsform.
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om opgørelsen af vandselskabernes reguleringsmæssige åbningsbalance til brug for Forsyningssekretariatet, herunder værdiansættelsen af vandselskabernes aktiver og passiver og afskrivninger herpå samt aktivernes levetid.”

I bemærkningerne til om § 15, stk. 3, hedder det:

”Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 15, stk. 3, har baggrund i, at det til brug for benchmarkingen er nødvendigt at kunne inddrage afskrivningerne for at få et retvisende billede af selskabernes effektivitet. Det er derfor vigtigt, at afskrivningerne sker på et ensartet grundlag, og at principper for opgørelse af værdier og aktivernes levetider fastsættes ensartet. Det er nødvendigt, at aktivernes værdier, investeringsbehov m.v. bliver identificeret og synliggjort ud fra ensartede kriterier. Et ensartet grundlag vil endvidere gøre det muligt år for år at overvåge, om vandselskaberne gennemfører en tilstrækkelig forbedring og fornyelse af infrastrukturen. I samarbejde med branchen og KL udarbejdes et bilag til en bekendtgørelse, der skal omfatte de relevante komponenter med fastsættelse af enhedspris og levetid for hver komponent til brug for fastsættelsen af den reguleringsmæssige åbningsbalance. Miljøministeren fastsætter derfor regler om opgørelsen af den reguleringsmæssige åbningsbalance og om fastlæggelse af levetider for individuelle typer af aktiver. De nævnte opgørelser fastlægges i samarbejde med branchen.”

Vandforsyningsvirksomhed drevet i kommunalt regi var efter § 3, stk. 1, nr. 2, i den hidtil gældende selskabsskattelov (lovbekendtgørelse nr. 1037 af 24. august 2007) undtaget fra skattepligt. Anden vandforsyningsvirksomhed kunne ligeledes være undtaget fra skattepligt i medfør af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, der var sålydende:

Ӥ 3. Undtaget fra skattepligten er:

4) Havne, herunder lufthavne, der er åbne for offentlig trafik, samt gas-, vand- og fjernvarmeværker, når adgangen til leverance fra værket står åben for alle inden for det område, hvori værket arbejder, alt for så vidt havnens eller værkets indtægter, bortset fra normal forrentning af en eventuel indskudskapital, ifølge vedtægtsmæssig bestemmelse udelukkende kan anvendes til havnens eller værkets formål. Betingelserne i 1. pkt. er opfyldt, selv om en havn eller lufthavn udøver aktivitet, der falder uden for formålet, såfremt disse aktiviteter udøves i et skattepligtigt datterselskab.”

Dette blev ændret ved samlelovens § 9, som blandt andet indeholder følgende bestemmelse om, hvilke selskaber og foreninger hjemmehørende her i landet der efter selskabsskattelovens § 1 er skattepligtige:

”I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af 3. april 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, indsættes som nr. 2 h:
”2 h) vandforsyningsselskaber, der er omfattet af § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, og spildevandsforsyningsselskaber, hvorved i denne lov forstås selskaber m.v., der for andre og mod betaling behandler og transporterer spildevand. Skattepligten gælder uanset vand- henholdsvis spildevandsforsyningsselskabets organisationsform. Indregistrerede aktieselskaber omfattes dog af nr. 1. Hvis aktivitet som nævnt i 1. pkt. udøves af et interessentskab, et kommanditselskab eller et kommanditaktieselskab, beskattes henholdsvis interessenterne, komplementaren og kommanditisterne efter reglerne i denne bestemmelse,””

Selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, blev samtidig ændret, således at bestemmelsen ikke længere omfattede vandværker, og der blev i samme stykke som nr. 4 a) indsat en bestemmelse om, at vandselskaber, der ikke er omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, under visse betingelser er undtaget fra skattepligt. Adgangen til skatteundtagelse var herefter forbeholdt mindre, ikke-kommunale vandselskaber, som efterlever hvile-i-sig-selv-princippet, og hvis leverancer står åbne for enhver inden for det geografiske område, som vandselskabet dækker.

Ved samleloven blev også vandforsyningslovens §§ 52 a og 53 justeret, men hvile-i-sig-selv-princippet blev ikke ophævet.

I de almindelige bemærkninger til forslaget til samleloven (lovforslag nr. L 151) anføres blandt andet:

”2.4.1. Gældende ret
Efter de gældende regler er vandværker skattefri. Vandværker, der drives i kommunalt regi er skattefri efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen omfatter vandværker ejet direkte af kommunen og den situation, hvor vandværket er organiseret som et interessentskab efter den kommunale styrelseslovs § 60, dvs. med kommuner som deltagere.

Andre vandværker er skattefri efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4. Skattefriheden er betinget af, at leverancer fra værket står åben for alle inden for det geografiske område, som værket dækker. Det er også en betingelse, at værkets indtægter, bortset fra normal forrentning af en eventuel indskudskapital, efter vedtægterne kun kan bruges til værkets formål. Vandforsyningerne må kun opkræve beløb hos forbrugerne svarende til, hvad det koster at drive forsyningen. Skattefritagelsen omfatter vandforsyninger, hvori indgår et vandværk (vandindvindingsanlæg og rensning af vand til drikkevand).

2.4.2. Den foreslåede ordning
I skattelovgivningen indføres der generelt skattepligt for vandforsyninger, der direkte eller indirekte er ejet af en kommune og vandforsyninger, der leverer over 200.000 m³ vand årligt. Afgrænsningen svarer til den foreslåede § 2, stk. 1, i forslaget til lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold.

Konsekvensen er, at den hidtidige skattefrihed for vandforsyninger ophæves for så vidt angår de store forsyninger og de kommunalt ejede forsyninger. Skattepligten er ens uanset organisationsform. Det betyder, at alle skattepligtige vandforsyningsselskaber beskattes efter reglerne for aktieselskaber. De vandforsyninger, der i dag drives i kommunalt regi, vil også blive skattepligtige.
Det gælder vandforsyninger, der drives som en del af den kommunale forvaltning, da de efter forslag til lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold skal udskilles til selskaber eller overdrages til tredjemand. Endvidere gælder det f.eks. også eksisterende fælleskommunale vandforsyninger, der er organiseret som interessentskaber, idet kommunen som interessent omfattes af skattepligten, for så vidt angår denne virksomhed.

For de vandforsyninger, der hidtil har været skattefri efter reglen i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, men som bliver omfattet af den foreslåede regel om skattepligt, finder reglen i selskabsskattelovens § 5 D anvendelse. Aktiver, der er i behold ved overgangen til skattepligt, skal dermed fastsættes til handelsværdien. Reglen i selskabsskattelovens § 5 D finder endvidere anvendelse, hvor en kommune, som interessent m.m. i en vandforsyningsvirksomhed, overgår fra skattefrihed efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2, til skattepligt efter den foreslåede regel om skattepligt.

De små vandforsyninger omfattes ikke af den nye incitamentsstruktur, men skal fortsætte under ”hvile i sig selv”-princippet. Det foreslås derfor, at de små vandforsyninger fortsat skal kunne være skattefri. Betingelserne skal også efter skattereglerne være, at de som hidtil fungerer under ”hvile i sig selv”princippet.

3.1. De økonomiske konsekvenser for det offentlige

Det forventes ikke, at selskaberne i vandsektoren giver et skattemæssigt overskud på hverken kort eller mellemlangt sigt som følge af forslaget om skattepligt. Dermed forventes den foreslåede skattepligt for selskaberne ikke at lede til nogen umiddelbar provenuvirkning. Det skyldes, at selskaberne har store afskrivninger umiddelbart efter skattepligtens indtræden som følge af åbningsbalancerne.

På langt sigt kan forslaget lede til et merprovenu. Såfremt selskaberne ikke aktivt er opmærksomme på muligheden for at nedjustere vandpriserne, kan forslagets varige virkning blive et provenu i størrelsesordenen 0,1 mia. kr. årligt. Skønnet er baseret på opgørelser af sektorens nuværende omkostningsstruktur og investeringsomfang, vandprisen samt forventningen til effektiviseringspotentialet på over 1 mia. kr. årligt som følge af forslaget.”

I bemærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 1 (indsættelse af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 h), hedder det blandt andet:

”For de vandforsyninger og spildevandsforsyninger, der hidtil har været skattefri, men som bliver omfattet af den foreslåede regel i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 h, om skattepligt, skal der for de aktiver, som er i behold ved overgangen til skattepligt, ske en opgørelse til handelsværdi, jf. selskabsskattelovens § 5 D. Den fastsatte handelsværdi vil danne grundlag for en eventuel afskrivningsadgang og en eventuel avanceopgørelse.

For de vandforsyninger, der er organiseret som aktie- eller anpartsselskaber, og som hidtil har været skattefri efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, men som bliver skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, som følge af de forslåede ændringer, skal der tilsvarende for de aktiver, der er i behold ved overgangen til skattepligt, ske en opgørelse til handelsværdi, jf. selskabsskattelovens § 5 D. Den fastsatte handelsværdi vil danne grundlag for en eventuel afskrivningsadgang og en eventuel avanceopgørelse.

I forhold til afskrivningsloven vil vandværker, rensningsanlæg, vandledninger og kloaknet være at anse for driftsmidler. En mindre del af vandværkerne og rensningsanlæggene (murværk og lignende) vil dog formentlig skulle anses for bygningsanlæg.

For vandforsyninger vil det derfor være relevant at sondre mellem aktiver, der medgår til produktion af vand og aktiver, der medgår til distribution af vand.

Til aktiver som medgår til produktion af vand anses f.eks. råvandsledninger og værker, beholderanlæg, behandlingsanlæg, udpumpningsanlæg og el-anlæg .
Til aktiver, der medgår til distribution af vand anses f.eks. ledninger og stikledninger samt trykforøgerstationer, andre bygningsværker på ledningsnettet og afregningsmålere.

Derudover vil der også skulle udskilles eventuelle administrations-og værkstedsbygninger. Af hensyn til den skattemæssige vurdering af åbningsbalancen bør ledningsnettet opdeles i City/By/Land-city består af den indre bykerne og by af bolig- og byområder, der ikke opfylder city-definitionen. Endvidere bør ledningsnettet opdeles i de to dimensioner over/under 200 mm. Opdelingen i City/By/Land er alene relevant i forhold til åbningsbalancen.

For spildevandsforsyninger vil det være relevant at udskille aktiver i bygninger, ledninger og brønde, veje og pladser samt sparebassiner/laguner. Ledningsnettet bør opdeles i City/By/Land og med en angivelse af rørdimensioner. Også her er opdelingen i City/By/Land alene relevant i forhold til åbningsbalancen.”

Folketingets Miljø-og Planlægningsudvalg anmodede under behandlingen af lovforslagene ved spørgsmål nr. 5 af 3. april 2009 om lovforslag nr. L 150 og nr. L 151 miljøministeren om at kommentere en henvendelse af 1. april 2009 fra Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA).

DANVAs henvendelse indeholdt blandt andet følgende spørgsmål:

”Kan selskaberne anvende nedskrevne genanskaffelsesværdier som skattemæssige indgangsværdier? Hvis ikke, hvorledes skal bemærkningerne til § 9 i Samleloven til en skattemæssig opdeling i city/by/land m.v. forstås?”

Skatteministerens bidrag til miljøministerens besvarelse af dette spørgsmål lyder således:

”Skattemæssige forhold i øvrigt
DANVA spørger til skattemæssige indgangsværdier.

Hvilke værdier, der skal anvendes ved forsyningernes overgang til skattepligt eller overgang til en anden skattepligtsbestemmelse, inklusive den foreslåede nye bestemmelse for vand- og spildevandsforsyninger, følger af reglerne i selskabsskattelovens §§ 5 B-D. Hovedreglen er, at aktiverne skal sættes til handelsværdien på overgangstidspunktet. Er overgangen omfattet af selskabsskattelovens § 5 C, indtrædes i aktivernes oprindelige anskaffelsessum og de hidtidige afskrivninger. Disse regler gælder, uanset om overgangen sker før eller efter den 1. januar 2010. Som det fremgår, kan forsyningerne ikke anvende nedskrevne genanskaffelsespriser som sådan, som indgangsværdier. Det vil kræve, at det kan dokumenteres, at det således opgjorte beløb svarer til aktivets handelsværdi.

Henvisningen i bemærkningerne til opdelingen city/by/land/ går på, at handelsværdien kan være påvirket heraf.”

Et 2. udkast af 4. juli 2008 til lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold havde forinden fremsættelsen af lovforslag nr. L 150 i Folketinget været sendt i høring, og Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (FSR) afgav i et brev af 18. august 2008 et høringssvar. Heri bemærkede FSR blandt andet:

Skattemæssige åbningsbalancer
Det fremgår af bemærkningerne til § 8 i forslag til lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, at ”Selskabernes reguleringsmæssige åbningsbalance kan samtidig danne grundlag for de skattemæssige indgangsværdier”.

Ovenstående bemærkning, som må antages at være af særdeles stor praktisk betydning for de involverede selskaber, kan ikke genfindes i de skattemæssige bestemmelser eller bemærkningerne hertil. Med henblik på at undgå misforståelser mv. kan det overvejes at indsætte en særlig overgangsbestemmelse – i lighed med overgangsbestemmelserne ved elselskabernes overgang til skattepligt – hvorved det lovfæstes, at vandsektoren kan anvende de reguleringsmæssige åbningsbalancer som skattemæssige åbningsbalancer.”

Overgangsbestemmelserne for elselskaber, som FSR henviste til i sit brev, var selskabsskattelovens § 35 O, hvorefter elselskaber, der fra og med 1. januar 2000 overgik til beskatning efter nogle nærmere angivne bestemmelser i loven, blandt andet fik mulighed for at foretage afskrivninger på eksisterende driftsmidler på grundlag af genanskaffelsesværdien korrigeret for restlevetid og korrigeret for inflation/prisstigninger.

Der havde inden fremsættelsen af lovforslag nr. L 150 endvidere den 13. januar 2009 været afholdt møde i forligskredsen om en mere effektiv vandsektor med deltagelse af miljøministeren.

Af et referat af mødet, dateret 14. januar 2009, udarbejdet af Miljøpolitisk Sekretariat fremgår blandt andet:

”Ad 2: Beskatning
Miljøministeren redegjorde kort for, at det ikke er hensigten, at der skal betales skat i nævneværdigt omfang, men at beskatning er et middel til at sikre, at forsyningerne er effektive. Hensigten er, at forsyningerne i stedet for at generere et skattepligtigt overskud enten skal foretage de fornødne investeringer eller sætte taksten ned.

Det blev understreget, at spørgsmålet om beskatning skal ses i sammenhæng med spørgsmålet om værdiansættelsesmetode, idet den skitserede kompromismodel vil give forsyningerne øgede muligheder og mindske sandsynligheden for, at der vil skulle betales skat.

Der var i kredsen enighed om spørgsmålet om beskatning, idet dette skal ses i sammenhæng med valget af værdiansættelsesmetode.”

Den passus fra bemærkninger til § 8 i 2. udkast til lovforslag, som FSR havde citeret i sit høringssvar, genfindes ikke i det fremsatte lovforslag nr. L 150 eller i lovforslag nr. L 151.

Med hjemmel i vandsektorlovens kapitel 4 blev der etableret et Forsyningssekretariat, der blandt andet fik til opgave at fastsætte et prisloft for vandforsyning og et prisloft for spildevandsforsyning.

En arbejdsgruppe bestående af R3, DANVA, FVD, en række vandselskaber, COWI, Konkurrencestyrelsen og By- og Landskabsstyrelsen har udarbejdet et pris-og levetidskatalog (POLKA) indeholdende standardpriser og standardlevetider for vandselskabernes anlægsaktiver. Endvidere offentliggjorde Forsyningssekretariatet ”Vejledning til udarbejdelse af reguleringsmæssig åbningsbalance” af 17. februar 2010 med oplysninger om, hvorledes et vandselskab udarbejder den reguleringsmæssige åbningsbalance, hvilket hovedsageligt sker på baggrund af pris- og levetidskatalogets værdier (POLKA-værdier). Det er under sagen oplyst, at POLKA-værdien er gennemsnittet af en nedskreven genanskaffelsesværdi og en nedskreven estimeret anskaffelsesværdi for et anlægsaktiv. Disse er endvidere benævnt ”regulatoriske indgangsværdier”.

Ligningslovens § 2
Ligningslovens § 2 om, hvorledes den skattepligtige indkomst skal opgøres i forbindelse med kontrollerede transaktioner, blev indført ved lov nr. 432 af 26. juni 1998. Bestemmelsen lovfæstede det såkaldte armslængdeprincip.

Bestemmelsens stk. 1 havde på daværende tidspunkt følgende ordlyd:

Ӥ 2.Skattepligtige, der
1)   kontrolleres af fysiske eller juridiske personer eller
2)   kontrollerer juridiske personer eller
3)   er koncernforbundet med en juridisk person eller
4)   har et fast driftssted beliggende i udlandet eller
5)   er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark,
skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med ovennævnte fysiske og juridiske personer og faste driftssteder (kontrollerede transaktioner) i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.”

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (lovforslag nr. L 101, fremsat den 2. juni 1998) anføres navnlig følgende om armslængdeprincippet:

”Lovfæstelse af armlængde princippet
Af de almindelige skatteretlige principper indeholdt i statsskattelovens §§ 4-6 følger, at ethvert skattesubjekt kun skal beskattes af sine egne indtægter, men skal beskattes af alle sine skattepligtige indtægter. Af disse principper er hidtil blevet udledt, at såfremt der foretages transaktioner mellem to interesseforbundne skattesubjekter, der ikke er sket på armslængde vilkår, vil der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst være mulighed for at skattemyndighederne kan korrigere denne, således at indkomsten kommer til at svare til, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var sket på armslængde vilkår.

Disse principper svarer til de grundlæggende OECD-principper for transfer pricing, dvs. handel mellem interesseforbundne parter over grænserne.

Ved låneforhold mellem interesseforbundne parter, hvor den beregnede rente afviger fra, hvad der ville have været fastsat mellem to uafhængige parter, er der hidtil sket korrektion af denne rente. Den 11. februar 1998 afsagde Højesteret imidlertid en dom i en sag vedrørende rentekorrektion, der stiller spørgsmålstegn ved selve adgangen til at foretage rentekorrektion (HD af 11. februar 1998, gengivet i TfS 1998, 199).

Efter Højesterets dom er der behov for en lovfæstelse af det almindeligt anerkendte princip om anvendelse af armslængde vilkår ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for transaktioner mellem interesseforbundne parter.

Lov nr. 131 af 25. februar 1998, Lov om ændring af skattekontrolloven og skattestyrelsesloven (Oplysningspligt vedrørende koncerninterne transaktioner), der blev vedtaget den 3. februar 1998 vedrører transaktioner mellem interesseforbundne parter over landegrænserne (L 84). Ved loven blev der indført en udvidet selvangivelsespligt samt en pligt til at udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for priser og vilkår for koncerninterne transaktioner. Lovens formål er at øge skattemyndighedernes mulighed for at sikre korrekt prisfastsættelse og dermed korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomst ved koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne.

Loven berører imidlertid ikke de materielle regler for armslængde princippet. Loven forudsætter, at skattemyndighederne har adgang til at korrigere priser og vilkår, såfremt disse ikke svarer til, hvad uafhængige parter ville have fastsat i en lignende situation.

Det er et internationalt anerkendt princip, at interesseforbundne parter skal handle på armslængde vilkår. OECD har udsendt retningslinier om hvilke principper og fremgangsmåder, som internationalt kan anerkendes ved ligningen i transferpricing sager. Disse retningslinier er baseret på armslængde princippet. Samtlige OECD-lande herunder Danmark – har tilsluttet sig disse retningslinier. De nye danske regler indført ved lov nr. 131 af 25. februar 1998 om ændring af skattekontrolloven og skattestyrelsesloven er således også i overensstemmelse med OECD's retningslinier.

Lovforslagets bestemmelse om en lovfæstelse af armslængde princippet vil få virkning på en række forskellige områder. Interesseforbundne parter kan indgå aftaler eller foretage andre dispositioner på tilsvarende vis som alle andre, medmindre der på et særligt område er et udtrykkeligt forbud herimod, jf. eksempelvis det selskabsretlige forbud mod aktionærlån.”

I lovforslagets bemærkninger til ligningslovens § 2, stk. 1, hedder det videre:

”Kravet om anvendelse af pris og vilkår for de kontrollerede transaktioner ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i overensstemmelse med hvad der kunne have været opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, omfatter skattepligtige, der kontrolleres af fysiske eller juridiske personer, eller kontrollerer juridiske personer, eller er koncernforbundet med en juridisk person, eller har et fast driftssted i udlandet eller er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark. De skattepligtige, der kan være omfattet, er fysiske personer, selskaber, fonde, dødsboer, faste driftssteder m.v.

Afgrænsningen af de skattepligtige, der er omfattet af den foreslåede nye § 2 i ligningsloven, svarer til den afgrænsning af skattepligtige, der er foretaget i skattekontrollovens § 3 B, som indført ved lov nr. 131 af 25. februar 1998. Til forskel fra skattekontrollovens § 3 B forudsætter den foreslåede § 2 imidlertid ikke et grænseoverskridende element (undtagen for så vidt angår faste driftssteder). Ved handel mellem to interesseforbundne parter, der begge er skattepligtige i Danmark, vil de begge have pligt til ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst at fastsætte pris og vilkår for deres handel i overensstemmelse med, hvad der kunne have været opnået, hvis handelen var foregået mellem to uafhængige parter. Den foreslåede bestemmelse omfatter forudsat begge parter er skattepligtige i Danmark såvel sælger som køber i et handelsforhold, långiver som låntager i et låneforhold m.v.

Den angivne kreds tilsigter at omfatte de generelle interessefællesskaber indenfor erhvervsforhold. Der kan imidlertid være konkrete situationer, hvor eksempelvis en værdiansættelse er styret af, at to uafhængige parter har manglende skattemæssigt modstridende interesser. Ifølge praksis kan skattemyndighederne i sådanne situationer korrigere eksempelvis en værdiansættelse, der er begrundet i parternes konkrete interessesammenfald, jf. TfS 1996, 496 H og 497 H, eller en fordeling af en overdragelsessum begrundet i parternes konkrete interessesammenfald, jf. TfS 1993, 32 V. Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre denne praksis.”

Ligningslovens § 2, stk. 1, havde på tidspunktet for stiftelsen af H1 følgende ordlyd, jf. herved lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006 med senere ændringer:

Ӥ 2. Skattepligtige,
1)   hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse,
2)   der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer,
3)   der er koncernforbundet med en juridisk person,
4)   der har et fast driftssted beliggende i udlandet, eller
5)   der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark,
6) …
skal ved opgørelsen af den skatte- eller udlodningspligtige indkomst anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med ovennævnte fysiske og juridiske personer og faste driftssteder (kontrollerede transaktioner) i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. Med juridiske personer i 1. pkt., nr. 1, sidestilles selskaber og foreninger m.v., der efter danske skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, men hvis forhold er reguleret af selskabsretlige regler, en selskabsaftale eller en foreningsvedtægt.”

Bestemmelsens sidste punktum blev indført ved lov nr. 308 af 19. april 2006, hvorved tilsvarende bestemmelse blev indført i skattekontrollovens § 3 b.

Selskabsskattelovens § 5 D
Selskabsskattelovens § 5 D indeholdt på tidspunktet for stiftelsen af H1 blandt andet følgende bestemmelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1745 af 14. december 2006:

”§ 5 D. Hvis et selskab eller en forening m.v. overgår fra at være undtaget fra skattepligt efter § 3, stk. 1, nr. 1 – 18, til at blive skattepligtig efter § 1, får overgangen virkning for selskabets eller foreningens skattepligt på tidspunktet for påbegyndelsen af den virksomhed, der begrunder skattepligten, eller på det tidspunkt, hvor virksomheden anses for skattepligtig. Skatteansættelsen finder første gang sted for det indkomstår, jf. § 10, som den første indkomstperiode udgør uden hensyn til dennes længde. Den første indkomstperiode kan udgøre op til 18 måneder.
Stk. 2. I det indkomstår, der er grundlaget for den første skatteansættelse, indgår maskiner, inventar og lignende driftsmidler samt skibe, som selskabet eller foreningen m.v. ejer før overgangen til skattepligt, i saldoværdien efter afskrivningslovens regler med deres handelsværdi på dette tidspunkt omregnet til kontantværdi.

Stk. 7. På andre afskrivningsberettigede aktiver, som er anskaffet før overgangen til skattepligt, foretages afskrivning på grundlag af deres handelsværdi på dette tidspunkt omregnet til kontantværdi.”

Skatteforvaltningslovens § 26
Skatteforvaltningslovens § 26, jf. lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011, indeholdt blandt andet følgende bestemmelser:

”Frister m.v. vedrørende indkomst-og ejendomsværdiskat

Ordinær ansættelse

§ 26. Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt.

Stk. 5. Fristerne efter stk. 1 og 2 udløber først i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af § 3 B i skattekontrolloven eller § 13 i tonnageskatteloven, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner.”

Bestemmelsen var tidligere indeholdt i skattestyrelseslovens § 35. Den forlængede frist i stk. 5 blev indført sammen med skattekontrollovens § 3 B i 1998, jf. herom nedenfor.

Skattekontrollovens § 3 B
Skattekontrollovens § 3 B om oplysningspligt ved koncerninterne transaktioner blev indsat ved lov nr. 131 af 25. februar 1998. Bestemmelsens stk. 1 havde på daværende tidspunkt følgende ordlyd:

Ӥ 3 B. Skattepligtige, der
1)   kontrolleres af udenlandske fysiske eller juridiske personer eller
2)   kontrollerer udenlandske juridiske personer eller
3)   er koncernforbundet med en udenlandsk juridisk person eller
4)   har et fast driftssted beliggende i udlandet eller
5)   er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark, skal i selvangivelsen afgive oplysninger om art og omfang af handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med ovennævnte udenlandske fysiske og juridiske personer og faste driftssteder (kontrollerede transaktioner). § 1, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.”

Ved samme lov blev der indsat følgende bestemmelse i den dagældende skattestyrelseslov
§ 35, stk. 1, 4. pkt.:

”For skattepligtige omfattet af skattekontrollovens § 3 B udløber fristerne i 1.-
3. pkt., for så vidt angår de kontrollerede transaktioner, i det 6. år efter indkomstårets udløb.”

I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 84, fremsat den 14. november 1997, er det blandt andet anført, at formålet med lovforslaget var at øge skattemyndighedernes mulighed for at sikre korrekt prisfastsættelse og dermed korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomst ved koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne (transfer pricing).

Ved lov nr. 408 af 1. juni 2005 blev skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, udvidet til også at omfatte indenlandske kontrollerede transaktioner.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (lovforslag nr. L 120, fremsat den 2. marts 2005), blandt andet, at udvidelsen skete med henblik på at sikre, at reglerne om oplysnings- og dokumentationspligt vedrørende koncerninterne transaktioner var i overensstemmelse med EU-retten.

I lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 1 (ændring af skattekontrollovens § 3 B, stk. 1), hedder det i relation til udvidelsen blandt andet:

”Det foreslås, at oplysningspligten udvides til også at omfatte indenlandske kontrollerede transaktioner.

Kravet om afgivelse af oplysninger ved selvangivelsen om samtlige kontrollerede transaktioner vil efter forslaget omfatte skattepligtige, hvorover fysiske eller juridiske personer udøver bestemmende indflydelse, skattepligtige, der udøver bestemmende indflydelse over juridiske personer, skattepligtige der er koncernforbundne med juridiske personer, skattepligtige der har et fast driftssted beliggende i udlandet og skattepligtige, der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark.

De kontrollerede transaktioner, der er skal gives oplysning om ved selvangivelsen, omfatter alle forbindelser mellem parterne.”

Ved lov nr. 308 af 19. april 2006 blev der i skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, blandt andet indsat følgende bestemmelse:

”Med juridiske personer i nr. 1 sidestilles selskaber og foreninger m.v., der efter danske skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, men hvis forhold er reguleret af selskabsretlige regler, en selskabsaftale eller en foreningsvedtægt.”

Tilsvarende bestemmelse blev samtidig indsat i ligningslovens § 2, stk. 1:

”Med juridiske personer i 1. pkt., nr. 1, sidestilles selskaber og foreninger m.v., der efter danske skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, men hvis forhold er reguleret af selskabsretlige regler, en selskabsaftale eller en foreningsvedtægt.”

Om baggrunden for blandt andet disse ændringer hedder det i lovforslagets almindelige bemærkninger (lovforslag nr. L 116, fremsat den 14. december 2005) navnlig:

”I de senere år har flere danske og udenlandske kapitalfonde opkøbt danske koncerner. Opkøbet foretages gennem et til lejligheden oprettet dansk holdingselskab – eventuelt med en høj grad af lånefinansiering og dermed betydelige renteudgifter i det danske holdingselskab/targetselskab. Herved nedbringes umiddelbart den skattepligtige indkomst i Danmark i den pågældende koncern.

Kapitalfondene (private equity fondene) er typisk organiseret som kommanditselskaber. Ifølge dansk skatteret betragtes kommanditselskaber ikke som selvstændige skattesubjekter, men som skattemæssigt transparente enheder. Det er dermed de enkelte deltagere, der er skattepligtige. Det indebærer, at de danske værnsregler vedrørende tynd kapitalisering, armslængdeprincippet og kildeskat på renter til skattelylande, der har til formål at begrænse skatteplanlægning vedrørende gæld til koncernforbundne selskaber (kontrolleret gæld), ikke kan anvendes.

Årsagen er, at kapitalfonden ikke er et selvstændigt skattesubjekt og at ingen af investorerne ejer mere end 50 pct. af kapitalen/stemmerne i holdingselskabet. De gældende værnsregler forudsætter nemlig, at én skattepligtig (eller tilsvarende udenlandsk enhed) ejer mere end 50 pct. af kapitalen/stemmerne (direkte eller indirekte).

De gældende regler for kontrolleret gæld, hvis formål er at begrænse mulighederne for skatteminimering i internationale koncerner, er derfor ikke anvendelige på kapitalfonde.

Det foreslås, at de skattetransparente enheder i forhold til værnsreglerne om transfer pricing og tynd kapitalisering m.fl. sidestilles med selvstændige skattesubjekter. Dette medfører, at transaktioner mellem en kapitalfond og dets datterselskab er omfattet af transfer pricing reglerne, samt at gæld fra kapitalfonden anses for at være koncernintern gæld i reglerne om tynd kapitalisering og kildeskat på renter, selvom kapitalfonden ikke er et selvstændigt skattesubjekt. Kapitalfondene sidestilles dermed med blandt andre aktieselskaber.

2.   De gældende regler

Ligningslovens § 2 de materielle transfer pricing regler
Interesseforbundne parter skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvende priser og vilkår for deres transaktioner, der svarer til de priser og vilkår, som uafhængige parter ville fastsætte for tilsvarende transaktioner (armslængdeprincippet). Kravet om anvendelse af armslængdeprincippet i forhold til priser og vilkår for kontrollerede transaktioner omfatter såvel indenlandske som grænseoverskridende transaktioner.

Skattepligtige:

  1. hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse,
  2. der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer,
  3. der er koncernforbundet med en juridisk person
  4. der har et fast driftssted beliggende i udlandet, eller
  5. der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark,

er omfattet af bestemmelsen. Ved koncernforbundne juridiske personer forstås juridiske personer, hvor samme kreds af aktionærer har bestemmende indflydelse. Juridiske personer omfatter kun selskaber mv., der udgør et selvstændigt skattesubjekt begrebet omfatter således ikke skattemæssigt transparente enheder.”

På tidspunktet for stiftelsen af H1 havde skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, blandt andet følgende ordlyd:

Ӥ 3 B.Skattepligtige,
1) hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse,

skal i selvangivelsen afgive oplysninger om art og omfang af handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med ovennævnte fysiske og juridiske personer og faste driftssteder (kontrollerede transaktioner). Med juridiske personer i nr. 1 og stk. 3 sidestilles selskaber og foreninger m.v., der efter danske skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, men hvis forhold er reguleret af selskabsretlige regler, en selskabsaftale eller en foreningsvedtægt. § 1, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.”

SKATs vejledning ”Transfer Pricing; kontrollerede transaktioner; værdiansættelse”

SKAT har udarbejdet vejledningen ”Transfer Pricing; kontrollerede transaktioner; værdiansættelse” af 21. august 2009. Af vejledningen fremgår om DCF-modellen blandt andet følgende:

”4.1 DCF-modellen

DCF er en forkortelse for "Discounted Cash Flow". En diskonteret pengestrøm. DCF-modellen er en indkomstbaseret værdiansættelsesmodel, hvor værdien af en virksomhed, et aktiv eller et forretningsprojekt opgøres som den tilbagediskonteret værdi af de forventede fremtidige frie pengestrømme, der kan henføres til det pågældende værdiansættelsessubjekt.

Den hyppigste anvendte form for DCF-model måler værdien på selskabsniveau (långivers- og ejers synsvinkel) og modellen kan under antagelse om konstant afkastkrav i fremtiden vises som:

EV = Estimeret værdi (både egenkapital og rentebærende gæld)

FCF = Frit cash flow til selskabet (både ejere og långivere)
WACC = Vejede gennemsnitlige kapitalomkostninger (både ejere og långivere)”

6.   Procedure
H1 har i påstandsdokument af 30. oktober 2017 fremsat følgende anbringender til støtte for påstandene, idet henvisninger til ekstrakt og materialesamling ikke er medtaget:

”1. SAGSFREMSTILLING
H1 har indbragt Landsskatterettens afgørelse af 26. juni 2014 for domstolene.

Sagen handler om, hvorvidt SKATs afgørelse af 21. september 2011 er ugyldig som følge af forældelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, samt hvorledes de skattemæssige indgangsværdier for selskabets driftsmidler skal fastsættes i forbindelse med overdragelsen af vand- og spildevandsforsyningen fra Y1 Kommune til selskabet.

Selskabet blev stiftet den 2. januar 2007 med regnskabsmæssig virkning fra 1. september 2006. Selskabet blev stiftet af Y1 Kommune ved apportindskud af kommunens vandforsynings- og spildevandsaktiviteter.

SKAT har forhøjet selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2007 som konsekvens af nedsættelsen af den skattemæssige saldo for selskabets ledningsnet samt afskrivningsgrundlaget for selskabets produktionsanlæg. SKAT mener ikke, at den selvangivne værdi af selskabets distributions- og produktionsanlæg på henholdsvis kr. 1.825.044.883 og kr. 170.893.581 i forbindelse med selskabsstiftelsen i 2007 er udtryk for aktivernes handelsværdi.

Y1 Kommune har selvangivet de skattemæssige indgangsværdier til nedskrevne genanskaffelsesværdier. SKAT har i modsætning hertil på baggrund af et skøn fastsat den efter SKATs opfattelse markedsmæssige værdi på baggrund af en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode (DCF-modellen).

Landsskatteretten har ved afgørelse af 26. juni 2014 som nævnt stadfæstet SKATs afgørelse. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Landsskatteretten samtidig afsagde lignende afgørelse i en række yderligere sager for andre vandselskaber i samme situation, som ligeledes er indbragt for domstolene, således at nærværende sag er en del af et større sagskompleks.

2. ANBRINGENDER
2. 1 Ugyldighed
Selskabet gør overordnet og principalt gældende, at SKATs afgørelse af 21. september 2011 er ugyldig som følge af forældelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Udskillelsen af henholdsvis vand- og spildevandsforsyningen fra Y1 Kommune til selskabet kan ikke anses for at være omfattet af ligningslovens § 2, idet Y1 Kommune ikke er tillagt selvstændig skattesubjektivitet. Den udvidede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, jf. skattekontrollovens § 3 B, kan således ikke finde anvendelse.

2.1.1 Ligningslovens § 2 finder ikke anvendelse
Landsskatteretten anser overdragelsen af vand- og spildevandsforsyningsvirksomheden fra Y1 Kommune til selskabet for reguleret af ligningslovens § 2.

Af Landsskatterettens præmisser fremgår, at Landsskatteretten baserer anvendelsen af ligningslovens § 2 på en antagelse om, at Y1 Kommune er en juridisk person med selvstændig skattesubjektivitet.

Dette er imidlertid ikke tilfældet. Allerede derfor er overdragelser af vand- og spildevandsforsyningen fra kommunerne til de af kommunen ejede vandselskaber ikke omfattet af ligningslovens § 2.

I henhold til selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2, er kommuner undtaget fra skattepligt. Anvendelsen af såvel ligningslovens § 2 som skattekontrollovens § 3 B forudsætter derimod netop, at der er tale om skattepligtige juridiske personer. Begge bestemmelser starter således med ”Skattepligtige”.

Begge parter skal være skattepligtige
Ligningslovens § 2 blev indført ved lov nr. 432 af 26. juni 1998 med det formål at lovfæste armslængdeprincippet for transaktioner mellem interesseforbundne parter. Skattekontrollovens § 3 B blev indført ved lov nr. 131 af 25. februar 1998 indeholdende en række dokumentations- og oplysningspligter i relation til grænseoverskridende transaktioner. Skattekontrollovens § 3 B blev senere ændret ved lov nr. 408 af 1. juni 2005, således at bestemmelsen omfattede samme forhold som ligningslovens § 2.

I de oprindelige forarbejder til ligningslovens § 2 fremgår:

”Ved handel mellem to interesseforbundne parter, der begge er skattepligtige i Danmark, vil de begge have pligt til ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst at fastsætte priser og vilkår for deres handel i overensstemmelse med, hvad der kunne have været opnået, hvis handelen var foregået mellem to uafhængige parter. Den foreslåede bestemmelse omfatter – forudsat begge parter er skattepligtige i Danmark – såvel sælger som køber i et handelsforhold, långiver som låntager i et låneforhold m.v.”

Det er således ikke tilstrækkeligt, som anført af SKAT og Landsskatteretten, at den anden part blot er en ”juridisk person”.

Dette er ligeledes senere bemærket ved ændringen af bl.a. ligningsloven i lov nr. 308 af 19. april 2006:

”Juridiske personer omfatter kun selskaber mv., der udgør et selvstændigt skattesubjekt – begrebet omfatter således ikke transparente enheder”.

Ved lovændringen blev der gennemført en udvidelse af anvendelsesområdet for ligningslovens § 2 og skattekontrollovens § 3 B, som herefter også skulle omfatte selskaber og foreninger uden selvstændig skattesubjektivitet, der reguleres af en selskabs- eller foreningsvedtægt.

Idet kommunerne reguleres af lov om kommunernes styrelse, er kommunerne imidlertid ikke omfattet af denne udvidelse og således heller ikke på denne baggrund omfattet af ligningslovens § 2. Udvidelsen underbygger ligeledes, at terminologien ”juridisk person” efter bestemmelserne ikke omfatter enhver juridisk person uden hensyntagen til dennes skattesubjektivitet.

Det fremgår tillige af de oprindelige forarbejder samt Den Juridiske Vejledning pkt. C,D.11.1.2.1, at det er samme kreds af skattepligtige, der er omfattet af armslængde-princippet i ligningslovens § 2 og oplysnings-og dokumentationspligten i skattekontrollovens § 3 B.

Dette er også bekræftet i et bindende svar af 22. juni 2005 fra SKAT, hvoraf det direkte fremgår, at en kommune ikke er omfattet af ligningslovens § 3 B som følge af kommunens manglende selvstændige skattesubjektivitet.

Det kan ikke føre til et andet resultat, at kommunerne fsva. Begrænsede aktiviteter konkret er gjort skattepligtige, jf. bl.a. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2f og nr. 2h. Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2f blev indsat ved lov nr. 452 af 31. maj 2000 (elselskabers overgang til almindelig skattepligt m.v. – elreformen), og det fremgår af bemærkningerne hertil, at kommuner som hovedregel ikke er omfattet af skattekontrollovens bestemmelser:

”Kommuner er juridiske personer. Som en konsekvens af, at kommuner bliver skattepligtige, bliver de også omfattet af reglerne i skattekontrolloven. Hvor udtrykket juridiske personer er anvendt i skattekontrolloven dækker dette ligeledes også kommuner, der skal skatteansættes af indtægt ved at drive eldistributionsnet og indtægt ved produktion af elektricitet ved affaldsforbrænding (elnæringsvirksomhed).”

Udgangspunktet er herefter, at kommunerne ikke er omfattet af skattekontrollovens § 3 B og derfor heller ikke af ligningslovens § 2. SKATs afgørelse er således truffet uden det fornødne hjemmelsgrundlag.

Tilsvarende anlægger både Landsskatteretten og SKAT en omvendt – og dermed forkert – fortolkning af kommunernes skattepligt, idet Landsskatteretten og SKAT tager udgangspunkt i undtagelsen om den begrænsede skattepligt fsva. Net-og vandforsyningsvirksomhed. Hovedreglen vedrørende kommunernes skattepligt fremgår derimod, som anført ovenfor, af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2, hvorefter kommunerne generelt er undtaget skattepligt.

SKATs praksis
Det fremgår ligeledes klart af SKATs egen praksis, at SKAT indtil 2011 ikke har anvendt ligningslovens § 2 ved fastlæggelsen af de skattemæssige indgangsværdier for forsyningsvirksomheder, jf. SKM2011.651.SR, hvor SKAT udtaler:

”For de vandforsyninger og spildevandsforsyninger, der tidligere har været skattefri men som blev omfattet af reglen om skattepligt, finder reglen i selskabsskattelovens § 5 D anvendelse. Aktiver, der er i behold ved overgangen til skattepligt, skal som udgangspunkt fastsættes til handelsværdien. Den fastsatte handelsværdi vil danne grundlag for en eventuel afskrivningsadgang og en eventuel avanceopgørelse.”

Det er ubestridt, at SKAT i mindst to sammenlignelige sager fra 2007 – som begge vedrører fastlæggelsen af skattemæssige indgangsværdier for vandselskaber udskilt fra en kommune – har lagt til grund, at værdiansættelsen skal gennemføres under anvendelse af nedskrevne genanskaffelsespriser, og at SKATs afgørelser er hjemlet i selskabsskattelovens § 5 D.

Som også tidligere anført er selskabet vidende om, at SKAT har foretaget ligningsmæssige gennemgange af de skattemæssige åbningsbalancer i andre sammenlignelige sager uden at SKAT har stillet krav om anvendelse af en DCF-model.

Det skal fremhæves, at Landsskatteretten anser denne praksis for ubestridt, jf. Landsskatterettens afgørelse, og at hverken SKAT eller Skatteministeriet har fremlagt dokumentation, som afkræfter eksistensen af en praksis om anvendelsen af selskabsskattelovens § 5 D frem for ligningslovens § 2.

Det er således på baggrund af ovenstående dokumenteret af selskabet, at ligningslovens § 2 ikke kan finde anvendelse.

Det følger da også af SKATs faktiske optræden, at SKAT selv var af den opfattelse, at § 2 ikke fandt anvendelse, jf. straks efterfølgende.

2.1.2 Forældelse
Idet overdragelsen af vand- og spildevandsforsyningen fra Y1 Kommune til selskabet ikke er omfattet af ligningslovens § 2 eller skattekontrollovens § 3 B, finder den udvidede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 ikke anvendelse.

SKATs afgørelse af 21. september 2011 vedrørende indkomståret 2007 er således forældet og dermed ugyldig, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, idet ansættelsesfristen udløb den 1. august 2011.

SKAT har heroverfor gjort gældende, at der mellem parterne blev aftalt en fristforlængelse af den ordinære ansættelsesfrist.

Selskabet bestrider dette særligt henset til,

  • At det af mails til SKAT fremgår, at anmodningen om fristforlængelse er initieret af SKAT og ikke selskabet,
  • At det kan lægges til grund, at der ikke har foregået nogen dokumenteret sagsbehandling af anmodningen hos SKAT, ligesom SKAT ikke har besvaret denne, hvilket SKAT efterfølgende har erkendt,
  • At det er selskabets klare opfattelse, at SKAT undervejs i sin behandling af sagen ændrede opfattelse af hjemmelsgrundlaget for ansættelsesændringen. SKAT har uden nærmere argumentation blot bestridt dette,
  • At SKATs antagelse om, at SKAT har indrømmet fristforlængelse allerede derved, at ansættelsesændringen er fremsendt efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist, er åbenbart meningsløs.

Det bemærkes, at SKAT ikke har nogen dokumentation for forløbet, det være sig telefonisk eller notater i øvrigt.

2.1.3 Sammenfatning
Y1 Kommune er ikke et selvstændigt skattesubjekt og overdragelsen af vand- og spildevandsforsyningen fra Y1 Kommune til selskabet er således ikke omfattet af ligningslovens § 2. På denne baggrund kan den udvidede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 ikke finde anvendelse. Der foreligger derudover ikke aftalt fristforlængelse.

SKATs afgørelse af 21. september 2011 vedrørende indkomståret 2007 er forældet og dermed ugyldig efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

2.2 Skattemæssige indgangsværdier
Omdrejningspunktet for nærværende sag – og tillige de yderligere sager i sagskomplekset – er fastsættelsen af de skattemæssige indgangsværdier for selskabets driftsmidler i forbindelse med overdragelsen af vand- og spildevandsforsyningen fra Y1 Kommune til selskabet.

Det gøres gældende, at Skatteministeriet har bevisbyrden for, at disse overdragelser ikke er sket på de for selskabet gældende særlige markedsvilkår, og at denne ikke er løftet. Det er yderligere selskabets opfattelse, at de nedskrevne genanskaffelsesværdier er udtryk for den korrekte værdiansættelsesmetode, som ligeledes underbygges af SKATs egen praksis.

2.2.1 Forarbejder og provenu
Det fremgår af de oprindelige forarbejder til vandsektorloven og konsekvensændringsloven, at der ikke ved vandsektorens overgang til skattepligt forventedes et skatteprovenu på hverken kort eller langt sigt, jf. de almindelige bemærkninger punkt 3.1. til lovforslag nr. 151 af 26. februar 2009:

”Det forventes ikke, at selskaberne i vandsektoren giver et skattemæssigt overskud på hverken kort eller mellemlangt sigt som følge af forslaget om skattepligt. Dermed forventes den foreslåede skattepligt for selskaberne ikke at lede til nogen umiddelbar provenuvirkning, Det skyldes, at selskaberne har store afskrivninger umiddelbart efter skattepligtens indtræden som følge af åbningsbalancerne.

På langt sigt kan forslaget lede til et merprovenu. Såfremt selskaberne ikke aktivt er opmærksomme på muligheden for at nedjustere vandpriserne, kan forslagets virkning blive et provenu i størrelsesordenen 0,1 mia. kr. årligt. Skønnet er baseret på opgørelser af sektorens nuværende omkostningsstruktur og investeringsomfang, vandprisen samt forventningen til effektiviseringspotentialet på over 1 mia. kr. årligt som følge af forslaget.”

I direkte modstrid med forarbejderne medfører SKATs korrektioner ved anvendelse af DCF-modellen i nærværende samt tilsvarende sager netop, at selskabet og branchen i det hele taget bliver skattebetalende allerede på kort sigt.

2.2.2 SKATs bevisbyrde
Det fremgår forudsætningsvis af forarbejderne til skattekontrolloven, at skattemyndighederne skal løfte bevisbyrden for, at de interne transaktioner ikke er foretaget på armslængde-vilkår.

Med lovforslaget blev der indført dokumentationskrav. Ved manglende opfyldelse af kravene kan SKAT skønsmæssigt fastsætte den skattepligtige indkomst vedrørende de kontrollerede transaktioner. Dermed indførtes regler svarende til, hvad der gælder for så vidt angår en manglende opfyldelse af regnskabskravene i mindstekravsbekendtgørelsen.

Situationen er herefter i tilfælde af manglende dokumentation, at såfremt den skattepligtige er af den opfattelse, at ændringen er uberettiget, skal den skattepligtige godtgøre, at transaktionen er foretaget på armslængdevilkår. Dette betyder, at bevisbyrden alt efter omstændighederne kan skifte mellem den skattepligtige og skattemyndighederne.

I andre situationer, dvs. situationer der ikke vedrører dokumentationskrav, er der derimod ikke ændret på bevisbyrdereglerne.

Bevisbyrdereglerne for de kontrollerede transaktioner adskiller sig således ikke principielt fra andre tilfælde på skatterettens område. Særligt skal det fremhæves, at der ikke gælder nogen forhåndsformodning for, at transaktionerne ikke er foretaget i overensstemmelse med armslængde-vilkåret, jf. ovennævnte forarbejder og cirkulære nr. 84 af 15. maj 1998 om transfer pricing-regler til de statslige og kommunale skattemyndigheder, punkt 4.4.

Det er således forkert, når Skatteministeriet gør gældende, at det kan påhvile skatteyderen at godtgøre markedsmæssigheden af de aftalte overdragelsessummer.

I den af Skatteministeriet påberåbte højesteretsdom UfR1998.1299H kunne en aftalt overdragelsessum ikke uden videre lægges til grund som ejendommens reelle handelsværdi, da den aftalte overdragelsessum væsentligt oversteg den værdi, der accepteredes i skatteadministrativ praksis. Bevisbyrden påhvilede således Skatteministeriet, som dog konkret havde løftet bevisbyrden for, at transaktionen ikke var foretaget på armslængde-vilkår.

I TfS1999.463H oversteg overdragelsessummen for en ejendom ”væsentligt den værdi, som i skatteadministrativ praksis vedrørende ejendomshandel mellem interesseforbundne parter normalt uden dokumentation accepteres som udtryk for ejendommens handelsværdi”. På den baggrund – fraværet af dokumentation – måtte skatteyder godtgøre, at overdragelsessummen ikke oversteg den pris, hvortil ejendommen kunne sælges til tredjemand.

I UfR2003.2141H (SKM2003.318.HR) lagde Højesteret efter bevisførelsen til grund, at salgssummen på 610.000 kr. ved salget til en interesseforbunden part var væsentligt lavere end anparternes handelsværdi. ”Skattemyndighederne var derfor berettiget til skattemæssigt at korrigere salgssummen” (vores understregning).

Det følger således af langvarig, fast praksis, herunder SKM2012.92.HR, at skattemyndighederne har bevisbyrden for, at interne transaktioner ikke er foretaget på armslængde-vilkår.

Dette medfører henset til det allerede anførte i denne sag og det nedenstående, at Skatteministeriet har bevisbyrden for, at de selvangivne værdier (nedskrevne genanskaffelsesværdier) ikke i den konkrete sammenhæng er et rimeligt udtryk for handelsværdier.

Denne bevisbyrde har Skatteministeriet ikke løftet, jf. hertil det følgende.

2.2.3 Værdiansættelse
2.2.3.1 Hjemmel
Selskabet gør overordnet til støtte for de subsidiære påstande gældende, at lovgiver har forudsat, at selskabsskattelovens § 5 D skal finde anvendelse på opgørelsen af de skattemæssige indgangsværdier ved omdannelsen af de kommunale vand- og spildevandsforsyninger til selskabet, og at selskabets aktiver som følge heraf skal opgøres til handelsværdien.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 460 af 12. juni 2009 (konsekvenser af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold), at de aktiver, som er i behold hos spildevandsforsyninger, der hidtil har været drevet i kommunalt regi og derfor har været skattefrie, ved overgangen til skattepligt skal værdiansættes til handelsværdien efter selskabsskattelovens § 5 D.

Henset til, at kommuner ikke kan drive spildevandsforsyning, jf. udskillelseskravet i vandsektorlovgivningens § 15, stk. 1, må det på baggrund heraf have været lovgivers intention, at selskabsskattelovens § 5 D tillige har skullet finde anvendelse ved de kommunale udskillelser til aktieselskaber. Det må endvidere lægges til grund, at lovgiver har været af den opfattelse, at selskabsskattelovens § 5 D allerede finder anvendelse ved den skattemæssige værdiansættelse ved udskillelse af kommunale spildevandsforsyninger, idet der ikke med konsekvensloven skete en ændring af bestemmelsen. Udskillelsen af vand- og spildevandsforsyningen fra Y1 Kommune til selskabet i 2007 må således anses for omfattet af selskabsskattelovens § 5 D.

Såfremt landsretten ikke finder, at selskabsskattelovens § 5 D finder direkte anvendelse, gøres det gældende, at bestemmelsen kan anvendes analogt. Dette er baseret på årsagernes lighed mellem de situationer, som umiddelbart reguleres af bestemmelserne, dvs. hvor samme skattesubjekt overgår fra skattefrihed til skattepligt, og nærværende situation, hvor den skattefrie vand- og spildevandsvirksomhed overgår til skattepligt som følge af selskabsdannelsen. I denne forbindelse må selskabsskattelovens § 5 D anses for at være lex specialis i forhold til skattefrie enheders overgang til beskatning, hvor ligningslovens § 2 er en general bestemmelse, som ikke oprindeligt var tænkt anvendt til regulering af disse særlige situationer.

TP-vejledningen
SKATs værdiansættelsesmodel er funderet i TP-vejledningen fra 2009 (Transfer Pricing; kontrollerede transaktioner, værdiansættelse af 21. august 2009).

TP-vejledningen udgør selvsagt ikke nogen hjemmel og vedrører i øvrigt allerede efter sit eget udtrykkelige udsagn alene værdiansættelser omfattet af ligningslovens § 2, jf. vejledningens afsnit 1.2 (MS s. 481, andet underafsnit):

”Resultatet fremstår som SKATs opfattelse af, hvordan man i praksis værdiansætter virksomheder og virksomhedsandele, og hvilken dokumentation, der må anbefales at foreligge, for at SKAT kan vurdere, hvorvidt en værdiansættelse er udtryk for armslængdevilkår, jf. ligningslovens § 2.

Det bemærkes, at vejledning og anbefalinger i denne rapport kun er relevante ved værdiansættelse mellem interesseforbundne parter. Rapporten er endvidere– som udgangspunkt – udelukkende relevant i relation til nedenstående tre transaktionstyper mellem interesseforbundne parter.”

I tilknytning hertil bemærkes videre, at selv i det omfang TP-vejledningen skulle finde anvendelse, ville det følge af vejledningen, at der skal anvendes en omkostningsbaseret og ikke en indkomstbaseret værdiansættelse, som anvendt af SKAT, jf. vejledningens afsnit 3.3.

2.2.3.2 Selskabets værdiansættelsesmetode
Nedskrevne genanskaffelsesværdier

Selskabet gør overordnet gældende, at værdiansættelsen af selskabets driftsmidler skal ske ved anvendelse af nedskrevne genanskaffelsesværdier, og at disse værdier udtrykker markedsprisen for samme driftsmidler, hvilket er i overensstemmelse med SKATs dagældende anvisninger og praksis, jf. afsnit 0 nedenfor.

Der skal således gennemføres en værdiansættelse af aktiverne aktiv for aktiv ved anvendelse af nedskrevne genanskaffelsespriser, som pr. definition er udtryk for, hvad det vil koste at anskaffe et givent aktiv i en given stand på det omhandlede tidspunkt. Resultatet bliver derfor de konkrete handelsværdier, hvilket ikke er tilfældet ved anvendelsen af SKATs tillempede DCF-model.

I modsætning til den af SKAT anvendte DCF-model, er der således tale om en omkostningsbaseret værdiansættelsesmetode, hvor de enkelte aktivers genanskaffelsesværdi nedskrives lineært over aktivets forventede økonomiske og fysiske levetid.

En sådan værdiansættelsesmetode tager netop højde for det særlige marked, som klagerne opererer inden for, jf. det følgende.

DANVAs værdiansættelsesmodel
Selskabet gør til støtte for den subsidiære påstand gældende, at selskabets afskrivningsgrundlag skal opgøres efter DANVAs værdiansættelsesmodel. Denne opgørelse er baseret på nedskrevne genanskaffelsesværdier og udgør således den mest korrekte metode til fastsættelse af aktivernes handelsværdi, idet disse værdier er udtryk for, hvad det ville koste at erhverve et aktiv i handel og vandel uden at have et konkret sammenligningsgrundlag.

DANVA udarbejdede i 2007 samt for tidligere år en prisbog, hvori vand- og spildevandsforsyningsvirksomhedernes aktiver blev prisestimeret. Priserne angav en standardpris for hvert enkelt aktiv, som en forsyningsvirksomhed normalt ejede. Prisbogen blev oprindeligt udarbejdet for at kunne sammenligne de enkelte vandvirksomheders effektivitet. Der forelå således i 2007 et ensartet grundlag for værdiansættelserne af vandvirksomhedernes aktiver. Selskabet har ikke selvangivet på grundlag af DANVAs værdiansættelsesmodel, men anser som nævnt denne model for at udgøre den mest korrekte metode til fastsættelse af aktivernes handelsværdi.

Regulatoriske indgangsværdier
Til støtte for den mere subsidiære påstand gør selskabet gældende, at selskabets afskrivningsgrundlag skal opgøres på baggrund af de regulatoriske indgangsværdier godkendt af Forsyningssekretariatet. Der er på dette grundlag skabt en ensartet og objektiv værdiansættelsesmodel, hvor myndighederne har elimineret forsyningsselskabernes mulighed for fejlansættelser mv. De regulatoriske indgangsværdier er således et korrekt udtryk for aktivernes handelsværdi, og der er hermed foretaget en gennemgribende myndighedsskabt værdiansættelse af vandsektorens aktiver på aktivniveau, som i kraft af deres indregning i de fremtidige takster har skabt en selvstændig handelsværdi for aktiverne.

G1’s korrigerede værdiansættelse
I mangel af et konkret og tilgængeligt sammenligneligt grundlag ved selskabets selvangivelse for 2007 valgte selskabet at bestille en vurdering af selskabets aktiver hos G1. Den af G1 anvendte model ved den konkrete værdiansættelse er i lighed med DANVAs værdiansættelsesmodel baseret på nedskrevne genanskaffelsespriser. Til støtte for den mest subsidiære påstand gør selskabet således gældende, at selskabets afskrivningsgrundlag skal opgøres på baggrund af den korrigerede værdiansættelse fra G1 som lagt til grund ved selvangivelsen for selskabet i 2007.

Handelsværdi og reguleret virksomhed
SKAT gjorde bl.a. på baggrund af Skatteministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 5 fra DANVA af 1. april 2009 til lov nr. 460/2009 gældende, at nedskrevne genanskaffelsesværdier kun finder anvendelse ved fastlæggelsen af skattemæssige indgangsværdier, hvis det klart kan dokumenteres, at værdierne svarer til aktivernes handelsværdi.

Dette svar udtrykker blot det allerede gældende krav til transaktioner mellem interesseforbundne parter om, at disse skal være på markedsvilkår, og er således ikke som udlagt af SKAT et bevis på, at anvendelsen af nedskrevne genanskaffelsesværdier ikke er mulig.

I det omfang DCF-modellen ikke desto mindre findes anvendelig, kan selskabet dog tiltræde Landsskatterettens præmisser, hvorefter der ved værdiansættelsen må henses til,

”hvilket afkastkrav der er sædvanligt for vand- og spildevandsbranchen, uanset om dette afkastkrav måtte være mindre end den risikofri rente, idet den primære interesse under den gældende sektorlovgivning for en køber af en vand- eller spildevandsvirksomhed ikke kan anses for at være en forrentning af den pågældende investering. En køber af en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed kan således ikke sidestilles med en almindelig investor, der har investering i risikofri statsobligationer som alternativ til investering i en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed.”

SKATs synspunkt, hvorefter ”handelsværdien” altid, rigoristisk og uden hensyntagen til konteksten skal fastlægges ud fra et åbent marked og aktører, som handler med egen profitmaksimering for øje, bestrides.

”Handelsværdien” er konceptuelt alene meningsfuld som et udtryk for, hvad en konkret virksomhed/et aktiv kan forventes at indbringe ved salg på det for netop den virksomhed/det aktiv relevante marked og dermed for de konkrete sælgere (her: selskabet) i forhold til de realistisk tænkelige købere (her: andre regulerede virksomheder), som udgør købersiden af markedet.

Inden for vandsektoren gælder som allerede fremhævet det helt specielle, at den regulatorisk fastsatte indtjeningsramme også definerer klagernes ”kommercielle” indtjeningsmuligheder og afkast (”0”).

Allerede derfor er det meningsløst at sammenligne det hypotetiske afkast af aktiver i en virksomhed i et marked med fri prisdannelse med ”afkastet” inden for vandsektorens regulerede virksomheder.

Af samme grund vil alene ”regulerede købere” være relevante som købere af selskabets aktiver/virksomhed, mens almindelige investorer ikke er relevante.

De relevante investorer til selskabets aktiver er derfor for så vidt alle ”irrationelle” i sammenligning med en traditionel markedsinvestor, da de regulerede investorer netop ikke profitmaksimerer. Dette særkende for fastsættelsen af salgsværdier mellem forsyningsselskaber, som opererer efter et ”hvile-i-sigselv-princip”, og som udgør et afgrænset marked for omsætningen af de relevante forsyningsaktiver, er også fremhævet af Erhvervs-og Selskabsstyrelsen i Styrelsens notat om regnskabsaflæggelse i forsyningsvirksomheder underlagt prisregulering.

Den korrekte referencetransaktion
Det af Skatteministeriet anførte vedrørende bl.a. ligningslovens § 2 og OECD-modellens artikel 9 kan ikke tiltrædes, og de anførte citater anvendes fuldstændig misvisende.

Såvel OECD-kommentaren og citatet fra Jens Wittendorff vedrører kvaliteten af referencetransaktioner for den transaktion, som undersøges.

Referencetransaktionerne for kommercielle transaktioner (transaktioner foretaget med profitmaksimering for øje) skal selv være kommercielle transaktioner, og udsagnene omhandler således ikke den situation, hvor den transaktion, der undersøges, eller det relevante marked, ikke er en traditionel kommerciel transaktion, henholdsvis et traditionelt marked. Det anførte fastlægger blot, at en kommerciel transaktion ikke kan testes med en ikke-kommerciel transaktion.

Omvendt kan en ikke-kommerciel transaktion/marked ikke testes med en kommerciel transaktion/marked, hvilket netop er, hvad SKAT forsøger, og en opretholdelse af SKATs tilgang vil derfor også være i strid med det almindelige forvaltningsretlige forbud mod skøn under regel.

I forarbejderne til lovfæstelsen af armslængdeprincippet i ligningslovens § 2 udtales da også om lov nr. 131 af 25. februar 1998 (oplysningspligt vedrørende koncerninterne transaktioner), at ”[l]oven forudsætter, at skattemyndighederne har adgang til at korrigere priser og vilkår, såfremt disse ikke svarer til, hvad uafhængige parter ville have fastsat i en lignende situation(vores understregning).

Værdiansættelsen af selskabets aktiver skal således ske under iagttagelse af det specifikke marked for selskabets aktiver og under hensyntagen til den subjektive værdi for mulige købere – her andre regulerede virksomheder.

Illustrerende for princippet om den subjektive værdi for mulige købere kan henvises til TfS2008.396H (SKM2008.211.HR), hvor Højesteret fandt, at aktier i mangel af et egentligt marked skulle ansættes til værdien for den konkrete skatteyder (kurs 42), ikke til den generelle markedsværdi (0).

Det af SKAT tidligere anførte vedrørende afskrivningslovens § 1 og selskabets manglende status som erhvervsdrivende i henhold til afskrivningsloven må afvises som åbenbart irrelevant. Selskabets virksomhed drives inden for den ramme, som legalt er fastsat herfor, herunder at der ikke er mulighed for nogen forrentning, og det er utvivlsomt forudsat, at selskabets virksomhed er erhvervsmæssig i skatteretlig forstand.

En værdiansættelse af selskabets aktiver i overensstemmelse med selskabets påstande savner derfor ikke ”økonomisk fornuft”, men er i nøje overensstemmelse med den specifikke kontekst og det specifikke marked, som værdiansættelsen skal foretages indenfor.

Det er tværtimod SKATs tilgang, som medfører et resultat i modstrid med fornuften – økonomisk og i øvrigt.

Der foreligger med SKATs tilgang nærmest, og med et udtryk lånt fra et andet retsområde, ”materiel atypicitet” – altså en situation, hvor faktum umiddelbart efter en ordlydsfortolkning er omfattet af en bestemmelse, men hvor man ud fra en fornuftig læsning må finde, at forholdet ikke meningsfuldt kan omfattes.

SKATs skøn fremstår dermed også i sammenhængen som åbenbart urimeligt og udøvet på et forkert grundlag og må tilsidesættes.

Regnskabsmæssige værdier
SKAT gør gældende, at der består et misforhold mellem selskabets regnskabs- og skattemæssige værdi af anlægsaktiverne, som efter SKATs opfattelse medfører, at de skattemæssige indgangsværdier ikke svarer til aktivernes handelsværdi.

Denne forskel er dog udelukkende et resultat af den tidligere usikkerhed omkring, hvorledes klagernes regnskabsmæssige værdier skulle fastlægges forud for vedtagelsen af vandsektorloven. De regnskabsmæssige værdier er således ud fra det regnskabsmæssige forsigtighedsprincip værdiansat til skønnet kostpris beregnet på baggrund af aktivernes restlevetid med udgangspunkt i estimerede nedskrevne kostpriser, dvs. de estimerede oprindelige nedskrevne anskaffelsessummer eller minimumsværdier. Åbningsbalancerne er således baseret på, hvad der ville have været bogførte værdier i kommunerne, såfremt kommunerne havde været underlagt årsregnskabsloven, og der er således ikke foretaget en regnskabsmæssig vurdering af aktivernes dagsværdi.

2.2.3.3 SKATs værdiansættelsesmetode
SKAT har ved sin skønsmæssige ansættelse af anlægsaktivernes værdi anvendt en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode baseret på DCF-modellen.

Det fastholdes, at en værdiansættelse under anvendelse af DCF-metoden ikke er relevant, og at værdiansættelsen i overensstemmelse med hidtidig praksis, de konkrete omstændigheder gældende specifikt for selskabet og de klart tilkendegivne politiske forudsætninger på området skal ske til nedskrevne genanskaffelsespriser.

Selskabet gør således gældende, at en DCF-model ikke kan anvendes ved værdiansættelse af en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed, allerede fordi der ikke knytter sig et frit cash flow til virksomheden eller dennes aktiver. Ethvert overskud, som måtte opstå i en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed, skal ultimativt henføres og tilbagebetales til forbrugerne såvel ud fra prisloftsreguleringen som hvile-i-sig-selv princippet. En ejer af en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed kan således ikke oppebære et afkast. Afkastkravet er en forudsætning for at kunne anvende en DCF-model til værdiansættelse.

Måtte landsretten imidlertid fortsat finde, at DCF-metoden faktisk kan anvendes, gør selskabet af de samme grunde gældende, at parametrene i SKATs DCF-beregninger må justeres.

Som omtalt har Landsskatteretten netop påpeget, at der ved fastsættelsen af afkastkravet må henses til, hvilket afkastkrav der er sædvanligt for vand- og spildevandsbranchen, uanset om dette afkastkrav måtte være mindre end den risikofri rente, da den primære interesse under den gældende sektorlovgivning for en køber af en vand- eller spildevandsvirksomhed ikke kan anses for at være en forrentning af investeringen.

Henset til fraværet af et investeringsmæssigt afkast inden for vandsektoren, og som et helt afgørende element i DCF-modellen, skal WACC således rettest sættes til 0 %. Dermed værdiansættes aktiverne ud fra deres faktiske ”indtjeningsevne”.

Selskabet skal i denne sammenhæng fremkomme med nogle bemærkninger, som illustrerer konsekvensen af justeringer af parametrene i DCF-modellen, herunder særligt afkastkravet.

Afkastkravet bør netop sættes til ”0”, svarende til det afkast en investor opnår ved at investere i en reguleret vandforsyningsvirksomhed. SKAT har ikke i sin beregning inflationskorrigeret det cash flow, som danner grundlag for SKATs beregning.

De værdier, som fremkommer ved de påviste korrektioner, svarer i øvrigt til de POLKA-værdier, som finder anvendelse for sektoren fra 2010, jf. bekendtgørelse nr. 143 af 09/02/2010 om prisloftregulering m.v. af vandsektoren.

Skatteministeriet har anført, at POLKA-værdierne ikke kan anvendes ved værdiansættelse efter ligningsloven § 2, da de er ”fastsat efter helt andre kriterier end markedsprisen”. Dette bestrides, og af de ovenstående grunde er det tværtimod selskabets opfattelse, at værdiansættelse efter disse principper netop er velegnet til at reflektere de anførte særlige markedsforhold i vandsektoren.

2.2.4      Administrativ praksis
SKATs afgørelse er i strid med hidtidig administrativ praksis i sammenlignelige sager, idet der som eksempler kan anføres:

  • G10, revisionsrapport af 2. maj 2006
  • Landsskatterettens kendelse vedrørende G11 (2007), jr. Nr. 2-1-1811-1199
  • G12
  • SKM2011.298.SR vedrørende G13
  • SKATs afgørelse af 8. februar 2007
  • SKATs afgørelse af 1. marts 2007
  • Bindende svar af 21. november 2011, j.nr. 11-152640

Selskabet er yderligere bekendt med, at der i andre, tilsvarende sager verserende for Landsskatteretten er henvist til bl.a.:

  • G7
  • G8
  • Bindende svar af 30. juli 2009
  • Y7-by, vejbelysning
  • G9

SKAT forsøger at bortse fra disse mange afgørelser, men har ikke påvist, at de nævnte afgørelser skulle være ulovlige, herunder påvist eksistensen af nogen modgående praksis eller i øvrigt noget grundlag for ikke at tillægge afgørelserne vægt. Det bindende svar SKM2011.220.SR, som påberåbt af SKAT, er ikke ranghøjere end Landsskatterettens 2007-kendelse, og tilsyneladende er det bindende svar i øvrigt afsagt uden inddragelse af den nævnte administrative praksis og ligger tillige tidsmæssigt senere.

SKAT har begrundet sit postulat om, at hidtidig praksis er ulovlig, med at hidtidig praksis fører til ”det groteske resultat, at en køber af aktiverne alene vil få en afkastningsgrad på 1%”. SKAT har derudover anført, at det er ”absurd at forestille sig en uafhængig part købe disse aktiver til en pris, der med sikkerhed giver ham et markant mindre afkast end sikre statsobligationer.” Et lignende anbringende er fremsat over for landsretten.

Selskabet bemærker hertil, at argumentationen er cirkulær, idet den forudsætter, at SKATs synspunkt om den relevante sammenlignelige køber som fremført i forhold til klagerne er korrekt, hvilket som anført ovenfor og i klagernes tidligere indlæg netop ikke er tilfældet.

Yderligere tilsiger eksistensen af de mange tidligere afgørelser, hvor SKAT netop ikke anvender en DCF-model, i sig selv at DCF-modellen ikke er anvendelig, og at afgørelserne er udtryk for SKATs erkendelse af uanvendeligheden af modellen i praksis.

Særligt for så vidt angår Landsskatterettens kendelse fra 2007 (jr. Nr. 2-11811-1199) bemærkes, at Landsskatteretten ikke overhovedet forholder sig til eksistensen af dette præjudikat, ud over et generelt udsagn om, at der ikke kan udledes eksistensen af nogen praksis hverken ”enkeltvis eller samlet af Landsskatterettens kendelse og/eller SKATs øvrige afgørelser”.

Det forekommer også nærliggende at antage, at der eksisterer endnu flere konkrete afgørelser, som yderligere bekræfter eksistensen af en administrativ praksis i modstrid med det standpunkt, som Skatteministeriet nu indtager.

2.2.5 Syn og skøn
Syn og skøn anvendes, når der i forbindelse med en retssag opstår spørgsmål, hvis besvarelse kræver en særlig sagkundskab, som en dommer ikke er i besiddelse af. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at få en fagperson til at bedømme forholdene som en del af bevisførelsen i sagen.

I forbindelse med sagen vedrørende G2 (24. afd. nr. B-107-15) er der udmeldt syn og skøn, og skønsmand NC har foretager en faglig vurdering, som er uddybet i en skønsrapport og en supplerende skønsrapport, som der er enighed om tillige kan indgå i sagen vedrørende H1.

Skønsmandens lægger ved besvarelsen til grund, at der på nuværende tidspunkt ikke er et almindeligt frit marked for køb og salg af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder”, samt at ikke offentligt ejede virksomheder ikke har incitamenter til at erhverve sådanne virksomheder som følge af ”hvile i sig selv princippet”.

Skønsmanden har efterfølgende oplyst, at der i skønsrapporten ved besvarelsen af spørgsmål 3 er indlagt en forudsætning om, at der var en uafhængig tredjemand, som ville overtage virksomheden på det pågældende tidspunkt, og at han på det pågældende tidspunkt ikke mener, at der faktisk findes en sådan tredjemand.

Der er således ved metodevalg og værdiansættelsen i skønsrapporten taget højde for de forhold, som SKAT (og nu Skatteministeriet) tilsyneladende tillægger vægt ved skønsudøvelsen, men som SKAT altså har vurderet forkert.

Skønsmandens hovedkonklusion er nemlig, at den af SKAT anvendte metode er uegnet til at fastsatte handelsværdien af de overdragne aktiver, og at en mere velegnet værdiansættelsesmetode ville være genanskaffelsesprisen, dog under hensyn til henfald/slitage etc., siden den oprindelige etablering.

De klare besvarelser understøtter således entydigt G2’s og H1’s anbringende om, at der skal anvendes nedskrevne genanskaffelsesværdier.

Selve værdiansættelsen i skønserklæringen understøtter ligeledes G2’s beløbsmæssige påstand og også H1’s påstande.

2.2.6 Sammenfatning
Sammenfattende gøres det gældende vedrørende værdiansættelsen, at Skatteministeriet har bevisbyrden for, at de selvangivne værdier ikke i den konkrete sammenhæng er et rimeligt udtryk for handelsværdierne. Denne bevisbyrde har Skatteministeriet ikke løftet.

Selskabets faktiske værdiansættelse er i overensstemmelse med SKATs dagældende anvisninger og praksis, og der kan ikke meningsfuldt ske værdiansættelse under anvendelse af en DCF-model, når henses til den særlige regulering, som selskabet var og er underlagt, herunder i særdeleshed ”hvile-i-sig-selv” princippet.

Dette er også bekræftet ved det af landsretten udmeldte syn og skøn.

Eksistensen af de mange tidligere afgørelser, hvor SKAT netop ikke anvender en DCF-model, tilsiger i sig selv at DCF-modellen ikke er anvendelig, og afgørelserne er udtryk for SKATs erkendelse af modellens uanvendelighed.

Selskabets faktiske værdiansættelser er tillige i nøje overensstemmelse med de klart tilkendegivne politiske forudsætninger på området.

Selv hvor det antages, at en DCF-model er anvendelig, er SKATs beregninger ikke retvisende, og bl.a. skal WACC i beregningen rettest sættes til 0 %, når henses til fraværet af et investeringsmæssigt afkast inden for vandsektoren.

SKATs skøn er således åbenbart urimeligt og udøvet på et forkert grundlag og skal tilsidesættes.”

H1 har under hovedforhandlingen procederet i overensstemmelse hermed. Selskabet har til støtte for den under hovedforhandlingen nedlagte mest subsidiære påstand anført, at der bør ske hjemvisning, såfremt landsretten ikke finder grundlag for at tage selskabets øvrige påstande til følge, idet SKATs skøn er åbenbart urimeligt og udøvet på et forkert grundlag.

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 30. oktober 2017 fremsat følgende anbringender, idet henvisninger til ekstrakt og materialesamling ikke er medtaget:

”Anbringender
Ministeriets frifindelsespåstand støttes overordnet på, at værdien af de af kommunen indskudte aktiver i vand- og spildevandsselskabet skal fastsættes ved et skøn. Selskabet har ikke godtgjort, at skønnet kan tilsidesættes.

Over for H1’s principale påstand gør Skatteministeriet gældende, at SKATs afgørelse af 21. september 2011 ikke er truffet efter udløbet af de i skatteforvaltningslovens § 26 angivne frister.

H1 er omfattet af reglerne om den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, hvorfor fristen for at ændre selskabets skatteansættelse først udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb. Hertil kommer, at end ikke den ordinære ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, er udløbet, idet det konkret blev aftalt, at fristen for at foretage ansættelse blev forlænget, jf. bestemmelsens stk. 1, 4. pkt.

Der er dermed ikke grundlag for at tage H1’s principale påstand til følge.

2. Skatteministeriets hovedsynspunkter
Aktiverne skal indgå i H1’s (herefter H1 eller selskabet) og G2’s  skattemæssige åbningsbalance til deres markedsværdi, jf. ligningslovens § 2.

Markedsværdien er den pris, som aktiverne ville kunne indbringe, hvis de blev solgt i en handel mellem to uafhængige parter.

Det ligger fast, at aktiverne ikke kan sælges brugte – hverken hver for sig eller samlet. Det ligger også fast, at man ikke kan tjene på at eje dem.

Det følger af dansk retspraksis og OECD’s Transfer Pricing Guidelines, at der er flere forskellige metoder, som kan bruges til at finde markedsprisen. Ifølge disse metoder kan man enten se på faktiske handelspriser (CUP-metoden) eller også kan man se på, hvad man kan tjene på at købe aktiverne og hvad man derfor gerne vil betale for dem. Men det er fælles for alle disse metoder, at de netop skal finde den pris, som aktiverne ville kunne sælges for i en handel mellem to uafhængige parter.

Faktum i de to prøvesager er, at der ikke en markedspris for de aktiver, som indgår i vandselskabernes skattemæssige åbningsbalance.

Det er umuligt at sælge gamle brugte vand- og kloakrør, som ligger nedgravet i Y6 Kommune og i Y1 Kommune. Ingen ekstern part vil være interesseret i at købe sådanne rør. Der er altså ikke noget marked for de brugte rør nedgravet i jorden.

Rørene kan alene bruges til at drive vandforsyningsvirksomheden i Y6 Kommune og vand- og spildevandsforsyningsvirksomheden i Y1-by.

Faktum er, at de regulatoriske regler fastslår, at man ikke må tjene penge på at drive disse former for virksomhed. Der kan altså heller ikke tjenes penge på at eje og bruge aktiverne. Derfor er der heller ikke nogen uafhængige parter, som vil være interesserede i at købe forsyningsvirksomhederne i Y6-by og Y1-by.

I sagen vedrørende G2 har skønsmanden bekræftet, at der ikke er et marked for sådanne brugte aktiver, jf. bl.a. besvarelsen af Skatteministeriets spørgsmål A.

Når der ikke er noget marked for sådanne brugte nedgravede ledninger, kan de pågældende aktiver altså ikke sælges til en uafhængig part. Derfor har aktiverne ikke nogen markedsværdi. Det påhviler vandselskaberne som dem der ønsker at foretage et fradrag (afskrivning) at bevise, at de har ret til et sådant fradrag, jf. U 2016.3592 H og U 2004.1516 H (SKM2004.162.HR).

Denne bevisbyrde har selskaberne ikke løftet.

Der er flere forhold i sagen, som fører til, at SKAT har været berettigede til skønsmæssigt at nedsætte de værdier, som fremgår af H1’s skattemæssige åbningsbalance.

Transaktionens to parter – selskabet og kommunen – havde begge interesser i, at den skattemæssige værdiansættelse blev så høj som muligt. Værdien er altså fastsat mellem interesseforbundne parter.

Værdien i den skattemæssige åbningsbalance er derfor også fastsat, så den udgør et meget betydeligt højere beløb end den værdi, som de selvsamme aktiver er værdiansat til i selskabets årsrapport. De skattemæssige værdier – som danner grundlag for de skattemæssige afskrivninger – er ca. 1,14 milliarder kr. højere end H1’s egne regnskaber viser, at aktiverne skulle være værd for selskabet.

I den skattemæssige åbningsbalance har selskabet anvendt aktivernes nedskrevne genanskaffelsesværdier. Det har selskabet altså gjort, selvom de værdier, der fremgår af selskabets egne regnskaber er langt lavere.

Det fremgår også af højesteretspraksis og af fortolkningsbidrag vedr. ændringen af selskabsskatteloven, at de nedskrevne anskaffelsesværdier ikke svarer til aktivernes markedspris.

SKAT har altså været berettigede til skønsmæssigt at nedsætte værdierne. SKAT har foretaget dette skøn. Det er herefter H1, som skal godtgøre, at SKATs skøn skal tilsidesættes.

Det kræver, at selskabet kan begrunde, at en anden og højere værdi er mere rigtig end den værdi, som SKAT er kommet frem til.

Denne bevisbyrde har selskabet ikke løftet.

Det kan ikke kritiseres af vandselskaberne, at SKAT har baseret værdiansættelsen på en indkomstbaseret model, som minder om DCF-modellen. DCF-modellen er helt almindelig at bruge til værdiansættelse, når der ikke er nogen faktiske markedspriser at sammenligne med.

Modellen fører frem til, at H1’s aktiver havde en værdi på ca. 604 mio. kr. For G2 fører modellen frem til en værdi på 45 mio. kr.

SKATs skøn er derfor gunstigt for selskaberne. Derimod anvender begge vandselskaberne G2 og H1 selv mange forskellige tal.

G2 anfører i årsrapporten, at aktivernes værdi var 125 mio. kr. I den skattemæssige åbningsbalance er værdien opgjort til ca. 230 mio. kr. I den skønserklæring, der er udarbejdet i sagen vedr. G2, er værdien opgjort til 200 mio. kr., men der er herom anført, at dette ikke svarer til aktivernes handelsværdi.

På samme måde har H1 medtaget sine aktiver til ca. 660 mio. kr. i regnskabet mens den værdi, som er medtaget i den skattemæssige åbningsbalance udgør hele 1,8 mia. kr. Tilmed påstår H1, at den skattemæssige værdi skal ansættes til ca. 3,9 mia. kr. eller ca. 3,7 mia. kr. eller ca. 3,0 mia. kr.

H1 påstår altså, at selskabet skal have ret til at foretage skattemæssige afskrivninger på et beløb, som er mere end dobbelt så stort som det beløb, der er medtaget i selskabets egen selvangivelse og næsten 6 gange så stort som det beløb, selskabets egen revisor har medtaget i regnskaberne.

For ingen af disse forskellige værdier, som selskaberne bruger er det godtgjort, at der skulle være tale om handelsværdier, eller at værdierne skulle være mere rigtige end SKATs værdiansættelser.

Sagen er derimod, at selskaberne aktiver ikke ville kunne sælges. Det siger skønsmanden også sagt i sagen vedr. G2. Derfor har aktiverne ingen markedsværdi.

3. Markedsværdien af aktiverne i H1
De værdier af de indskudte aktiver, som H1 har selvangivet, udtrykker ikke aktivernes handelsværdi.

Det følger af armslængdeprincippet i ligningslovens § 2, stk. 1, at markedsværdien af aktiverne er den pris, som kunne være opnået, hvis aktiverne på det pågældende tidspunkt var blevet solgt mellem uafhængige parter. Dette er også i overensstemmelse med de retningslinjer, der fremgår af OECD TPG.

I overensstemmelse hermed, fremgår det også af højesteretspraksis, at der i almindelighed lægges afgørende vægt på faktiske konstaterede handelspriser, når det skal vurderes, hvilken markedsværdien et aktiv har, jf. blot eksempelvis UfR 2016.191 H (SKM2015.615.HR), UfR 2011.839 H (SKM2011.15.HR), UfR 2003.2141 H (SKM2003.318.HR) og UfR 2000.1071 H.

Når det skal vurderes, hvilken markedsværdi H1’s aktiver havde på opgørelsestidspunktet, er det derfor afgørende hvilken pris, som aktiverne kunne sælges for i en handel mellem uafhængige parter.

Forholdet er imidlertid, at H1’s aktiver slet ikke kunne sælges til uafhængige parter. Der fandtes således ikke – og der findes fortsat ikke – nogen uafhængige parter, som ville være interesserede i at købe aktiverne.

Det skyldes de to forhold, som er anført under de indledende bemærkninger ovenfor.

Det er ganske åbenbart, at der ikke er nogen uafhængig part, som ville købe Y1 Kommunes brugte og nedgravede vand- og spildevandsforsyningsledninger. Der vil ikke være noget formål med at købe disse brugte nedgravede forsyningsledninger. Selv hvis der var et formål, ville det ikke være realistisk at grave ledningerne op – og det ville heller ikke kunne betale sig for hverken køberen eller for Y1 Kommune.

De brugte forsyningsledninger tjener derfor udelukkende et formål i forbindelse med varetagelsen af vand- og spildevandsforsyningsvirksomheden i Y1 Kommune.

”Hvile i sig selv”-princippet medfører imidlertid, at det ikke er muligt at tjene penge på at drive vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed. Derfor er der ikke nogen uafhængige parter, som ville være interesserede i at købe en sådan virksomhed og herunder overtage de pågældende aktiver.

Når der ikke er nogen, der vil købe aktiverne, så er aktivernes markedsværdi maksimalt nul.

Det fremgår også af de skønserklæringer, som blev udarbejdet i den tilsvarende sag vedr. G2, at aktiverne ikke havde nogen markedsværdi.

I besvarelsen vedr. G2 anfører skønsmanden bl.a., at han ikke er bekendt med, at der i perioden fra 1. januar 2007 har været gennemført udbud af vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder eller at der har været efterspørgsel efter sådanne virksomheder, jf. besvarelsen af Skatteministeriets spørgsmål A.

I besvarelsen konkluderer skønsmanden, at der ikke er et almindeligt frit marked for køb af sådanne virksomheder, jf. ekstrakten i G2, side 586. Endelig anfører skønsmanden, at det er hans opfattelse, at som følge af ”hvile i sig selv”-princippet vil ikke offentligt ejede virksomheder ikke have incitamenter til at erhverve vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder.

I overensstemmelse hermed fremgår bl.a. følgende af skønsmandens besvarelse af G2’s spørgsmål SS2:

Der eksisterer ikke et almindeligt frit marked for køb og salg af ”vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder”. Som følge heraf kan der ikke fastsættes en handelsværdi for aktiverne.

Ligeledes har skønsmanden i besvarelsen af Skatteministeriets spørgsmål SSIB anført, at der ikke findes nogen uafhængig tredjemand, som ville overtage aktiverne på det pågældende tidspunkt.

Det er imidlertid ikke kun skønsmanden, der er af den opfattelse, at aktiverne ikke vil kunne sælges.

I R2’s evaluering af vandsektorloven fra 2013 … anføres således bl.a. følgende:

En afledt konsekvens af hvile-i-sig-selv-princippet er, at det effektivt forhindrer, at private kommercielle aktører involverer sig i ejerskab af danske forsyningsselskaber. Der er således ingen kommercielle aktører, der er interesseret i at overtage eller bidrage til finansieringen af vandselskaber, når disse ikke må generere nogen form for afkast til investorerne.

R2 anfører endvidere følgende:

Afskaffelse af hvile-i-sig-selv-princippet vil – uanset om det kobles med prislofter eller anden form for indtægtsramme – betyde, at det bliver muligt at optjene og hjemtage ekstraordinære effektiviseringsgevinster til ejerne, og dermed vil der opstå interesse fra private kommercielle aktører i at finansiere, eje og drive udvalgte danske vandselskaber.

R2 er således af samme opfattelse som skønsmanden og Skatteministeriet – nemlig at ”hvile i sig selv”-princippet medfører, at der ikke er nogen mulige købere til vandforsyningsvirksomhederne.

Når aktiverne ikke kan sælges er deres markedsværdi nul – eller lavere.

3.1 Værdiansættelsesmodeller
I nogle situationer er det ikke praktisk muligt at identificere nogen faktiske handler, der er gennemført mellem uafhængige parter og som kan danne grundlag for en vurdering af markedsprisen.

I så fald må det overvejes, hvilken værdi aktiverne vil have for en eventuel køber, jf. UfR 1998.1110/2 H. Sagen drejede sig om værdiansættelsen af gældsbreve, som var udstedt i forbindelse med, at en revisor udtrådte af et revisionsinteressentskab. Højesteret anførte, at gældsbrevet ikke var bestemt til eller egnet til omsætning på et almindeligt marked, og at det ville være særdeles svært at sælge til udenforstående. Højesteret fandt derfor, at det afgørende for værdien var, hvilken værdi som gældsbrevet måtte skønnes at have for køberen, dvs. den udtrådte revisor. I dommen var det er marked, men ikke et almindeligt marked. I nærværende sag er det slet ikke et marked.

Når der ikke er faktisk sammenlignelige handler (såkaldt CUP) findes der økonomiske modeller, som kan bruges til at estimere en pris, som det må forventes, at aktiverne ville kunne sælges til. Der er som regel tale om indkomstbaserede modeller. Den mest anvendte model, er den såkaldte DCF-model, jf. ligeledes FSRs notat om værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele.

Forenklet udtrykt estimerer DCF-modellen markedsprisen ved at sammenholde den indtjening, som man kan opnå, hvis man køber aktiverne, med det afkastkrav, som en investor vil have, hvis han skal købe aktiverne.

Den værdi, som DCF-modellen leder frem til, er altså – igen forenklet udtrykt – et beløb, som en investor ville kunne tjene på at købe aktivet og som han derfor også er villig til at betale for dette. Hvis investoren ikke kan tjene på aktiverne, så bliver resultatet af DCF-beregningen, at aktiverne ikke har nogen som helst værdi.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at DCF-modellen blot er en anden metode, som kan anvendes til at komme frem til en handelspris, dvs. den pris, som aktivet ville kunne indbringe i en handel mellem uafhængige parter.

DCF-modellen kan altså være relevant at bruge, når der er det rent praktiske problem, at det ikke er muligt at identificere nogen faktiske sammenlignelige handler mellem uafhængige parter, som kan bruges til at vurdere aktivernes markedsværdi.

At det netop i disse situationer kan være relevant at anvende DCF-modellen fremgår også af retspraksis, herunder praksis fra Højesteret.

I UfR 2015.2550 H (SKM2015.296.HR) skulle Højesteret tage stilling til værdiansættelsen af nogle aktier i et selskab, som var blevet overdraget mellem interesseforbundne parter. Under sagen havde der været syn og skøn vedr. værdien. Skønsmanden havde anvendt DCF-modellen til at værdiansætte aktierne. Det var imidlertid afgørende for DCF-beregningen, om værdien af nogle kundekontrakter skulle medregnes. Hvis de skulle medregnes, blev resultatet af DCF-beregningen på 930.000 kr. hvilket lå meget tæt på SKATs skøn.

Af Højesterets præmisser fremgår bl.a. følgende:

”Efter skønsmandens erklæring lægges det til grund, at der for den relevante periode ikke er oplysninger om sammenlignelige aktiesalg mellem uafhængige parter, og at handelsprisen derfor ikke kan fastsættes på grundlag af sådanne salg.
(…)
Højesteret finder, at kundekontakterne også ville have haft betydning ved salg til tredjemand, og at G5 ikke har godtgjort, at der ved salg til tredjemand ikke kunne være opnået en pris svarende til den, der fremgår af skønsmandens besvarelse af spørgsmål 3 (ca. 930.000 kr.).

Højesteret tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af aktiernes værdi, og stadfæster derfor dommen.”

Det fremgår altså af dommen, at det i fraværet af en faktisk handelspris var relevant at se på skønsmandens værdiansættelse, som var foretaget ved hjælp af DCF-modellen. Der kan bl.a. også henvises til UfR 2012.3599 H (SKM2012.571.HR) og SKM2017.200.ØLR (anket).

DCF-modellen er altså relevant, hvis der ikke er nogen faktiske handler at sammenligne med. Det er netop tilfældet for H1’s aktiver. Derfor kan det heller ikke kritiseres, at SKAT er gået frem efter denne model.

Ved anvendelse af DCF-modellen beregnes markedsprisen som nævnt som et estimat af, hvad en investor kan tjene på at eje aktiverne.

Da man ikke kan tjene penge på at eje H1’s aktiver, så fører også DCF-modellen til, at aktiverne ikke havde nogen markedsværdi, dvs. at aktivernes værdi var nul.

DCF-modellen ændrer naturligvis ikke på, at det ikke er muligt at tjene penge på aktiverne, sådan som både R2 og skønsmanden i sagen vedr. G2 har anført. Lige så lidt kan DCF-modellen ændre på, at der ikke findes nogen uafhængige parter, som vil være villige til at købe aktiverne, sådan som skønsmanden også har anført i sagen vedr. G2.

Den værdiansættelsesmetode, der i dansk retspraksis i anden række er accepteret til at fastsætte en markedspris fører altså også til, at der ikke er en markedspris.

SKAT er ved anvendelse af en model der minder om DCF-modellen kommet frem til, at H1’s aktiver havde en salgsværdi på ca. 604 mio. kr., jf. SKATs sagsfremstilling, E373. Henset til, at der ikke er nogen der vil betale noget for aktiverne, er der ganske åbenlyst tale om en meget lempelig værdiansættelse.

Når SKAT er kommet frem til et beløb på 604 mio. kr. skyldes det, at der i værdiansættelsen ikke er taget højde for, at det foreløbige overskud, som H1 kunne generere, skulle geninvesteres i virksomheden. SKAT har altså ikke taget højde for, at overskuddet ikke kunne udloddes og at det derfor ikke var muligt at tjene penge på at investere i vand- og spildevandsforsyningsvirksomheden. For så vidt angår SKATs beregning henvises til det i svarskriftet anførte.

Det er derfor, at SKAT er kommet frem til, at aktiverne havde en markedsværdi på 604 mio. kr. SKATs beregning ændrer imidlertid ikke på, at man ikke kunne tjene penge på at købe aktiverne, og at de derfor ikke kunne sælges til nogen, sådan som R2 har anført og som skønsmanden også har anført i sagen vedr. G2.

3.2 Nedskrevne genanskaffelsespriser
H1 har selvangivet værdien af aktiverne til deres nedskrevne genanskaffelsesværdi. Den nedskrevne genanskaffelsesværdi er et regnskabsteknisk begreb. Genanskaffelsesværdien er den værdi, som det ville koste at genanskaffe aktiverne på vurderingstidspunktet. Denne genanskaffelsespris skal derefter nedskrives med samme procent, som de faktiske aktiver er blevet afskrevet med frem til vurderingstidspunktet.

Den nedskrevne genanskaffelsesværdi er ikke udtryk for aktivernes handelsværdi i sagen. Det skyldes, at der heller ikke er nogen uafhængig part, som ville være villig til at købe aktiverne til deres nedskrevne genanskaffelsesværdi.

At et aktivs nedskrevne genanskaffelsesværdi helt generelt ikke er det samme som aktivets handelsværdi fremgår også af Højesterets præmisser i UfR 1996.1148 H. Skattemyndighederne havde skønsmæssigt nedsat den værdi hvormed nogle aktiver indgik i et skattemæssigt afskrivningsgrundlag i forbindelse med et sale and lease back arrangement. Værdien var oprindeligt opgjort til 30 mio. kr. Højesterets flertal forstod værdiansættelsen på den måde, at der var lagt vægt på, hvor lang tid de pågældende aktiver kunne udnyttes i den pågældende virksomhed. Herom anførte flertallet:

Dette kan imidlertid ikke tages som udtryk for, at der ved salg af driftsmidlerne i 1983 til en uafhængig køber kunne opnås en pris på 30 mio. kr.

Skattemyndighederne havde nedsat værdien til halvdelen, dvs. 15 mio. kr. Dette var sket ved at ændre på nogle af de parametre, som var indgået i selskabets egen beregning af aktivernes nedskrevne anskaffelsesværdi.

Flertallet fandt ikke, at der var holdepunkter for at fastslå, at dette skøn kunne tilsidesættes, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet. Flertallet lagde altså vægt på, at der ikke forelå oplysninger i sagen, som viste, at skattemyndighedernes skøn var lavere end markedsprisen. I sale and lease back arrangementet var derimod en klausul, som betød, at aktiverne på et senere tidspunkt kunne købes tilbage for blot 3 mio. kr.

Det fremgår ligeledes af skatteministerens svar på en henvendelse til miljø-og planlægningsudvalget, jf. L 150, svar på spørgsmål 5, som er gennemgået nærmere nedenfor, at den nedskrevne genanskaffelsesværdi generelt ikke er udtryk for markedsværdien.

I sagen vedr. G2 har skønsmanden også utvetydigt tilkendegivet, at den nedskrevne genanskaffelsesværdi af G2’s aktiver ikke svarer til aktivernes handelsværdi, jf. besvarelsen af G2’s spørgsmål SS2.

Det fremgår også af skønsmandens besvarelse af Skatteministeriets spørgsmål SSIA, at de nedskrevne genanskaffelsespriser ikke svarer til aktivernes handelsværdi. Skønsmanden har derimod tilkendegivet, at der alene er tale om ”et andet tal, som vil kunne indregnes i en regnskabspost”.

En nedskreven genanskaffelsesværdi er altså alene et regnskabstal og kan ikke anvendes som udtryk for handelsværdien i skatteretlig henseende.

Det er også klart, allerede fordi det vil forudsætte en nøje sammenhæng mellem de rent regnskabstekniske afskrivninger, som foretages i bogføringen, og udviklingen i den pris, som aktiverne kan sælges til. En sådan sammenhæng eksisterer hverken i almindelighed – blot eksempelvis kan nogle helt nye aktiver straksafskrives allerede på anskaffelsestidspunktet, selvom de stadig ville kunne sælges til anskaffelsesprisen – eller i H1’s tilfælde, hvor aktiverne slet ikke kan sælges.

De nedskrevne genanskaffelsesværdier kan altså ikke anvendes som udtryk for aktivernes markedspris. De nedskrevne genanskaffelsesværdier og markedsprisen har ikke noget med hinanden at gøre. Der var heller ikke nogen faktiske handler mellem uafhængige parter, som kunne danne grundlag for en vurdering af markedsprisen.

Derfor var SKATs model, som minder om DCF-modellen, den bedst egnede metode til at opgøre aktivernes markedspris. SKAT har imidlertid ikke taget hensyn til, at ”hvile i sig selv”-princippet medfører, at der ikke kan tjenes penge på aktiverne.

Derfor førte SKATs beregning til et resultat, som var langt højere end aktivernes handelsværdi, der var nul. Derfor er SKATs skøn meget lempeligt.

Det ændrer ikke på, at aktiverne ikke havde nogen markedsværdi, at forsyningsrørene var nødvendige for, at H1 kunne varetage forsyningsvirksomheden. Blot fordi et aktiv har en nytteværdi internt i virksomheden, betyder det ikke, at aktivet kan sælges, jf. ligeledes UfR 1996.1148 H.

At der ikke er nogen sammenhæng mellem aktivernes nytteværdi i virksomheden og aktivernes handelsværdi er også meget klart i denne sag, hvor det ikke var muligt at tjene penge på at drive virksomheden. Den nytteværdi, som aktiverne havde, medførte altså ikke nogen økonomisk værdi.

Det ændrer heller ikke på, at aktiverne ikke kunne sælges, at Y1 Kommune formentlig har afholdt betydelige omkostninger til at anskaffe og etablere det kommunale forsyningsnetværk. I UfR 2017.1214 H blev der eksempelvis afholdt flere udgifter på et hus end hvad der kunne dækkes ved et salg til markedspris.

Endelig kan Y1 Kommunes eventuelle egne indtægtsmuligheder ved at beholde vand- og spildevandsforsyningsvirksomheden heller ikke ændre på, at der ikke var nogen uafhængige parter, som ville købe virksomheden eller dennes aktiver.

3.3 H1 har ikke løftet sin bevisbyrde i sagen
SKAT har været berettigede til skønsmæssigt at nedsætte de selvangive værdier af aktiverne. Selskabet har ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte det af SKAT udøvede skøn.

3.3.1 SKAT har været berettiget til at foretage en skønsmæssig nedsættelse
Der er flere forskellige forhold, som fører til, at SKAT har været berettigede til skønsmæssigt at nedsætte de selvangivne værdier.

For det første er værdiansættelsen af aktiverne sket mellem interesseforbundne parter, som begge havde interesse i en så høj skattemæssig værdiansættelse som muligt. Den aftalte overdragelsessum kan derfor ikke uden videre lægges til grund, jf. UfR 2003.2141H (SKM2003.318.HR), UfR 1998.1299H og UfR 1996.1148 H.

For det andet har dette interessefællesskab netop udmøntet sig i en skattemæssig værdiansættelse, som i meget betydelig grad overstiger de værdier, som de selvsamme aktiver er opgjort til i H1’s eget regnskab.

H1 var på tidspunktet for apportindskuddet endda klar over, at de selvangivne værdier ikke udtrykte handelsværdien af de pågældende aktiver. H1 har således i den regnskabsmæssige åbningsbalance pr. 1. september 2006 værdiansat selskabets materielle anlægsaktiver (grunde, bygninger, distributionsnet, produktionsanlæg og andre anlæg under udførelse) til at repræsentere en værdi af sammenlagt 660 mio. kr.

De samme aktiver mente selskabet i forbindelse med opgørelsen af den skattemæssige saldoværdi på stiftelsestidspunktet den 2. januar 2007 havde en værdi af lidt mere end 1,8 mia. kr. Den selvangivne skattemæssige værdi er altså 1.140 mio. kr. højere end den af H1 selv fastsatte regnskabsmæssige værdi eller godt tre gange så høj.

Selskabets egen revisor er altså nået frem til en værdi i årsrapporten, som er meget lavere end den værdi, som H1 har selvangivet.

For det tredje har H1 i forbindelse med klagebehandlingen for Landsskatteretten i virkeligheden har erklæret sig enig med SKAT i klagen, hvad der kan forekomme overraskende sagsanlægget taget i betragtning. H1 anerkender således, jf. 25. maj 2012, indlægget side 15, 3. og 4. afsnit:

"Værdien af H1 som selskab er dermed yderst begrænset, og det vil være overordentligt vanskeligt at finde en køber, som vil overtage selskabet med økonomisk vinding for øje…."

For det fjerde fremgår det af den regnskabsmæssige opgørelse på 660 mio. kr., at H1 her anvendt nedskrevne anskaffelsespriser.

Ved opgørelsen af de skattemæssige værdier har H1 derimod anvendt til de nedskrevne genanskaffelsespriser, som altid vil give et højere beløb.

Sådanne nedskrevne genanskaffelsesværdier svarer ikke til aktivernes markedsværdi. Selskabet har altså værdiansat den skattemæssige værdi på grundlag af et forkert princip, jf. også skatteministerens svar på en henvendelse til miljø-og planlægningsudvalget, jf. L 150, svar på spørgsmål 5 (lov nr. 460 af 12. juni 2009 omtalt ovenfor):

"… … Hovedreglen er, at aktiverne skal sættes til handelsværdien på overgangstidspunktet. Er overgangen omfattet af selskabsskattelovens § 5 C, indtrædes i aktivernes oprindelige anskaffelsessum og de hidtidige afskrivninger. Disse regler gælder, uanset om overgangen sker før eller efter den 1. januar 2010. Som det fremgår, kan forsyningerne ikke anvende nedskrevne genanskaffelsespriser som sådan, som indgangsværdier. Det vil kræve, at det kan dokumenteres, at det således opgjorte beløb svarer til aktivets handelsværdi."

Allerede fordi det af selskabet valgte princip er forkert, så bliver SKAT nødt til at udøve et skatteskøn over værdien.

Endelig er det for det femte selskabet, som påstår sig berettiget til et fradrag (afskrivning) og som derfor også bærer bevisbyrden for, at et sådant fradrag er berettiget, jf. UfR 2016.3592 H og UfR 2004.1516 H (SKM2004.162.HR).

Det er derfor klart, at SKAT har været nødsaget til at udøve et skøn over handelsværdien af H1’s aktiver, idet de selvangivne størrelser ikke udtrykker en armslængdepris for de aktiver, som blev apportindskudt i selskabet, jf. ligningslovens § 2.

SKAT har foretaget et skøn over aktivernes markedsværdi.

Det er herefter selskabet, som skal godtgøre, at SKATs skøn kan tilsidesættes, jf. UfR 2016.191 H (SKM2015.615.HR). Det forudsætter, at selskabet kan komme med en begrundet påstand om, at et andet og højere beløb er mere rigtigt end den værdi, som SKAT har skønnet, jf. UfR 1996.1148 H.

Denne bevisbyrde har selskabet ikke løftet.

3.3.2 De af H1 påståede beløb er ubegrundede
På trods af dette åbenbare misforhold mellem den værdi, som aktiverne kan sælges for (0,kr.), den værdi som aktiverne er medtaget i regnskaberne til (660 mio. kr.) og den selvangivne værdi (1,8 milliarder kr.) har H1 tilmed nedlagt påstand om, at selskabets skattemæssige indgangsværdier fastsættes endnu højere.

Selskabet ønsker således værdierne fastsat til i alt 3.939 mio. kr. Selskabet vil altså have fradrag for et beløb, der er 3.278 mio. kr. højere end den af H1 selv fastsatte regnskabsmæssige værdi eller næsten seks gange højere.

Beløbet er endda mere end dobbelt så højt som det beløb H1 selvangav.

H1 har mere subsidiært nedlagt påstand om, at selskabets skattemæssige indgangsværdier fastsættes til i alt 3.802 mio. kr. Mest subsidiært har selskabet nedlagt påstand om, at de skattemæssige indgangsværdier fastsættes til 3.036 mio. kr.

Så vidt ses har H1 ikke nedlagt en påstand, der modsvarer de – ellers meget høje – selvangivne værdier.

H1 har ikke begrundet, hvorfor handelsværdien skulle overstige de regnskabsmæssige værdier med alt fra 360-500 % i en situation, hvor der ikke er nogen der kan tjene penge på aktiverne og hvor der derfor heller ikke er nogen der er interesserede i at købe dem.

3.3.3 Skønserklæringen i G2
I sagen vedr. G2 har der været gennemført syn og skøn. Skønsmanden har i den sag erklæret, at der ikke findes et marked for den form for aktiver.

3.3.4 Erhvervs- og Selskabsstyrelsens notat af 18. maj 2011
H1 henviser i stævningen på side 14 til Erhvervs-og Selskabsstyrelsens notat af 18. maj 2011 om regnskabsaflæggelse i forsyningsvirksomheder.

I notatet vurderer styrelsen, at der ikke ses at være noget umiddelbart krav om gennemførelse af nedskrivningstests for forsyningsselskaber, jf. årsregnskabslovens § 42. Baggrunden for, at det i notatet konkluderes, at der ikke er behov for en efterfølgende nedskrivningstest, er:

"For forsyningsselskaberne er der det særlige forhold, at der efter selskabets erhvervelse af forsyningsnettet eller enkeltaktiver som udgangspunkt ikke er indtrådt begivenheder, som giver indikation på værdiforringelse."

Samtidig anføres det:

"Den - i disse selskaber helt særlige - indikation på værdiforringelse, eksisterer allerede på erhvervelsestidspunktet af aktivet, som følge af de særlige regler for afkast på den investerede kapital."

Styrelsen er altså enig i, at der er en "værdiforringelse" allerede på erhvervelsestidspunktet.

Notatet støtter dermed Skatteministeriets synspunkt om, at indgangsværdien skal fastsættes i overensstemmelse med det fremtidige afkast og dermed under hensyntagen til de særlige rammer, som vandforsyningsvirksomhederne opererer under.

Herudover bemærkes det, at det i notatet anførte ikke kan tages til indtægt for, at der i skattemæssig henseende (ligningslovens § 2) er belæg for at opgøre handelsværdier ved anvendelse af afkastkrav, der ligger lavere end den risikofri rente (den 10-årige statsobligationsrente).

3.3.5 Provenuskønnet i forbindelse med vedtagelsen af samleloven
I stævningen på side 8 anfører H1, at der ikke i forbindelse med samlelovens vedtagelse (samlelov vedrørende konsekvenserne af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold (lov nr. 460 af 12. juni 2009) var forventet et skatteprovenu af betydning. SKATs korrektioner i denne sag medfører i modstrid hermed, at der allerede vil blive tale om skattebetaling på kort sigt.

Motiverne til samleloven udelukker selvsagt ikke skattebetaling (FT 2008/09, Tillæg A, side 4690):

"Det forventes ikke, at selskaberne i vandsektoren giver et skattemæssigt overskud på hverken kort eller mellemlangt sigt som følge af forslaget om skattepligt. Dermed forventes den foreslåede skattepligt for selskaberne ikke at lede til nogen umiddelbar provenuvirkning. Det skyldes, at selskaberne har store afskrivninger umiddelbart efter skattepligtens indtræden som følge af åbningsbalancerne.

På langt sigt kan forslaget lede til et merprovenu. Såfremt selskaberne ikke aktivt er opmærksomme på muligheden for at nedjustere vandpriserne, kan forslagets varige virkning blive et provenu i størrelsesordenen 0,1 mia. kr. årligt. Skønnet er baseret på opgørelser af sektorens nuværende omkostningsstruktur og investeringsomfang, vandprisen samt forventningen til effektiviseringspotentialet på over 1 mia. kr. årligt som følge af forslaget."

Skattebetaling forudsættes således at indtræde, såfremt forsyningsselskaberne ikke foretager prisjusteringer.

Et skøn over provenuets størrelse har heller ikke nogen videre betydning, hvis nogen overhovedet, for fortolkningen. Efter lovforslaget skal der anvendes handelspriser, altså priser i handler mellem uafhængige parter. Dette værdiansættelsesprincip er selvsagt ikke fraveget i lovforslaget i øvrigt, heller ikke i provenubemærkningerne.

At lovgiver ikke med lovgivningspakken har haft intentioner om, at vand- og spildevandssektoren aldrig skal betale skat følger endvidere af Skatteministerens svar af 3. juli 2012 på spørgsmål nr. 698:

"I spørgsmålet antydes det, at hensigten fra politisk hold har været, at vandsektoren ikke skulle betale skat. Dette på trods af, at man i den politiske aftale af 1. februar 2007 om en mere effektiv vandsektor udtrykkeligt aftalte, at vandsektoren skulle gøres skattepligtig. Vandsektorloven og den tilhørende konsekvenslov er en udmøntning af denne politiske aftale.

Jeg tillader mig at gå ud fra, at der har været en mening med dette punkt, og at meningen ikke har været, at skattepligten samtidig skulle gøres indholdsløs ved at kombinere skattepligten med regler, som har til hensigt at sikre, at vandsektoren ikke skal kunne komme til at betale skat."

H1’s revisor har efter anmodning fra DANVA udarbejdet et notat med beregninger over, hvad det betyder for branchen generelt, hvis selskabernes indgangsværdier skal beregnes efter en DCF-metode. Notatet er udarbejdet i samarbejde med R3, som fører og har ført en række lignende sager vedrørende vand- og spildevandsforsyningsselskaber.

H1 har i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen alene vedlagt DANVAs brev af 6. marts 2012, hvori uddrag af notatet fremgår.

SKAT har ikke efterprøvet beregningerne, herunder forudsætningerne, hvilket også ville være umuligt ud fra de informationer, SKAT har.

Underbilag 14 til notatet viser, at 4 af de 12 selskaber ikke kommer til at betale skat frem til 2037. De resterende 8 selskaber kommer til at betale skat med 314,5 mio. kr. frem til 2037. Heraf udgør 134,2 mio. kr. betaling fra ét selskab. Om dette ene selskab bemærkes følgende i underbilag 12:

"Den markant større konstante skattebetaling skyldes primært at selskabet ikke har foretaget fulde skattemæssige afskrivninger i 2007 2010 samt at en del af den opkrævede indtægtsramme anvendes til at afdrage på anlægslån optaget før overgangen til prisloftsreguleringen." (min understregning)

Hvis det lægges til grund, at 100 mio. kr. ud af dette selskabs "skattebetaling" på 134,2 mio. kr. skyldes de to nævnte særlige forhold, er skattebetalingen for de 12 selskaber 214,5 mio.

Det fremgår af underbilag 14, at de 12 selskabers andel af "Polka-værdier" i branchen udgør 5,4 %. Hvis de 12 selskaber er repræsentative, udgør den samlede skattebetaling for branchen frem til og med 2037 3,972 mia. kr. Det svarer til godt 140 mio. kr. pr år fra 2010 til 2037.

Som oven for citeret forventedes et skatteprovenu i størrelsesordenen 0,1 mia. kr. årlig, forudsat at vandselskaberne ikke er opmærksomme på at nedjustere deres priser, hvilket ikke er langt fra de nævnte 140 mio. kr.

Endnu mere centralt er det, at selskabet standpunkt er i klar strid med lovgivers ønske om via skattepligten at effektivisere branchen. Som det fremgik af citatet fra lovmotiverne, var der en forventning om et effektiveringspotentiale på over 1 mia. kr. årligt.

De sager, der verserer og har verseret for Landsskatteretten, og som er medtaget i underbilag 2 vedrører nok en uenighed om afskrivningsgrundlaget på nok 7-8 mia. kr. Igen forudsat, at de 12 selskaber er repræsentative, svarer dette til et samlet afskrivningsgrundlag for branchen på ca. 130-150 mia. kr.

Branchen vil til og med reelt være skattefri i de næste 250-300 år baseret på den ovennævnte skattebetaling for branchen på 3,972 mia. kr. frem til 2037. Med en skatteprocent på 25 % svarer dette til et afskrivningsgrundlag på 16 mia. eller afskrivninger på knap 500 mio. kr. årligt frem til 2037.

Det må på den baggrund konkluderes, at hvis provenuvurderingen mv. i lovmotiverne støtter nogen af parterne i sagen, så er det Skatteministeriet.

3.3.6 Ligningslovens § 2 og selskabsskattelovens § 5 d
H1 gør gældende, at ligningslovens § 2 ikke regulerer forholdet, idet Y1 Kommune ikke er en "juridisk person" i bestemmelsens forstand (stævningen, side 3).

Det bestrides, jf. bemærkningerne nedenfor om skattekontrollovens § 3 B i afsnit 3.5.1. Det fremhæves i den forbindelse, at afgrænsningen af begrebet "juridiske personer" er ens i de to bestemmelser.

H1 påberåber sig selskabsskattelovens § 5 D eller dennes analogi (stævningen side 10).

Selskabslovens § 5 D finder imidlertid ikke anvendelse på overdragelsen.

Selskabsskattelovens § 5 D er en generel bestemmelse om fastsættelse af skattemæssige indgangsværdier i forbindelse med et selskabs, en forenings mv.'s overgang fra skattefri aktivitet til skattepligtig aktivitet. Imidlertid omfatter selskabsskattelovens § 5 D i indkomståret 2007 alene tilfælde, hvor det samme subjekts aktivitet skifter fra skattefrihed til skattepligt, og altså ikke, hvor en aktivitet, der er skattefri for en kommune, overdrages til en juridisk person, der er skattepligtig af aktiviteten.

Der er ikke grundlag for en analog anvendelse, idet der er tale om et forhold, der direkte reguleres af ligningslovens § 2.

Herudover har H1 indsigelse ikke betydning. Selskabet erkender således i stævningen på side 10, at aktiverne ved overdragelsen skal værdiansættes til handelsværdien.

3.4 H1’s praksisindsigelse
H1 gør gældende, at anvendelsen af en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode inden for vandsektoren er udtryk for en skærpelse af praksis. H1 gør i den forbindelse gældende, at praksis ikke kan ændres med tilbagevirkende kraft. H1 har til støtte for praksissynspunktet henvist til et antal afgørelser. Selskabet har dog ikke fremlagt de afgørelser m.v., som der er henvist til.

De afgørelser, som forelå for Landsskatteretten, er fremlagt som bilag … Skatteministeriet kan på grund af bestemmelserne om tavshedspligt hverken be- eller afkræfte eksistensen af yderligere afgørelser. Selskaberne blev derfor i svarskriftet opfordret til at fremlægge evt. yderligere afgørelser, såfremt H1 havde kendskab til sådanne. Dette er ikke sket.

SKAT fastlægger armslængdeprisen efter ligningslovens § 2 efter den eller de værdiansættelsesmetode(r), der i den konkrete situation skønnes at udtrykke handelsværdien. SKAT har ikke anvendt en praksis ved værdiansættelse af aktiver i forsyningsvirksomheder, hvorefter der generelt skulle anvendes nedskrevne genanskaffelsesværdier. Indkomstbaserede værdiansættelsesmetoder benyttes meget ofte af SKAT ved værdiansættelse af virksomheder.

Motiverne til vandreformen viser jo også ganske klart, at en værdiansættelse i henhold til nedskrevne genanskaffelsesværdier som udgangspunkt ikke kan accepteres i skattemæssig henseende, jf. skatteministerens besvarelse af henvendelsen fra DANVA, som er citeret ovenfor i forbindelse med gennemgangen af retsgrundlaget (L150, svar på spørgsmål 5). Skatteministerens besvarelse underbygger dermed, at der ikke bestod den af H1 hævdede praksis.

Selskabet har heller ikke ved henvisning til Ligningsvejledningen eller lignende kunnet godtgøre eksistensen af den hævdede administrative praksis.

De foreliggende administrative vejledninger (SKATs TP vejledning om værdiansættelse af kontrollerede transaktioner fra august 2009 og SKATs vejledning om vandværkernes værdiansættelse fra juni 2011) oplyser intet om en tidligere praksis med det af selskabet hævdede indhold. Tværtimod fremgår det af TP vejledningen om værdiansættelse, at SKAT i det væsentligste er enig i FSR's notat om værdiansættelse fra 2002, der som nævnt primært beskriver indkomstbaserede værdiansættelsesmetoder.

Allerede af den grund har H1 ikke godtgjort eksistensen af den hævdede administrative praksis. Og da bevisbyrden for, at der har foreligget den hævdede administrative praksis, påhviler selskabet, kan det ikke få medhold i synspunktet herom, jf. eksempelvis U.2011.3305H (SKM2011.587.HR).

Højesteret har bl.a. i U.2011.3305H (SKM2011.587.HR) fastslået, at praksis skabes af afgørelser fra de overordnede myndigheder. En række af de afgørelser, som H1 har henvist til og påberåbt sig (stævningen side 18, E36), er allerede af den grund irrelevante. Det gælder også for så vidt angår de afgørelser, der er fremlagt som bilag V.

En skatteyder kan alene påberåbe sig en fast administrativ praksis, så langt som denne går. Afgørelser vedrørende andre områder skaber således ikke en fast administrativ praksis, jf. U2010.780H (SKM2010.166.HR) og U2009.1436H (SKM2009.229.HR). Den utrykte kendelse fra Landsskatteretten, der er fremlagt som bilag U, kan dermed ikke skabe en fast administrativ praksis i forhold til H1, idet sagen vedrørte et kraftvarmeselskab.

Hertil kommer, at ingen af de påberåbte afgørelser m.v. er udtryk for en principiel stillingtagen fra SKATs side, hvilket er et krav for, at der i det hele taget kan være en fast administrativ praksis, jf. U.2011.3305H (SKM2011.587.HR).

Endvidere bemærkes det, at selv hvis H1 havde dokumenteret en fast administrativ praksis for de overordnede myndigheder, vil en sådan praksis være klart ulovlig at anvende i selskabets sag, jf. Den juridiske vejledning, pkt. A,A.7.1.3 (version 2014-2, E449). Når dette er tilfældet, kan H1 ikke påberåbe sig en sådan administrativ praksis, hvis eksistens til og med er bestridt, jf. UfR 2015.3383H (SKM2015.479.HR) og UfR 2017.1474 H. (SKM2017.286.HR)

Fælles for de fremlagte og de af H1 påberåbte afgørelser er endelig, at de ikke tager stilling til, hvilken værdiansættelsesmetode der generelt er den korrekte. Afgørelserne går ud på at finde en pris, og det er det, de skal.

Afgørelserne fastslår ikke, at det i afgørelsen anvendte princip er det eneste, der kan anvendes, endsige at dette skulle være praksis. Der er ingen af afgørelserne, der fastslår, at den anvendte værdiansættelsesmetode er den eneste mulige eller den eneste korrekte metode. Administrative afgørelser, der ikke indeholder en egentlig stillingtagen til dette tema, kan ikke danne grundlag for en fast og bindende administrativ praksis, der forpligter SKAT til at anvende en given værdiansættelsesmetode, jf. U.2014.478H.

Sammenfattende har H1 dermed ikke løftet den på selskabet påhvilende bevisbyrde og påvist eksistensen af den hævdede praksis i 2007.

3.5 Ugyldighedsindsigelsen
Over for H1’s principale påstand gør Skatteministeriet gældende, at SKATs afgørelse af 21. september 2011 ikke er truffet efter udløbet af de i skatteforvaltningslovens § 26 angivne frister.

H1 er omfattet af reglerne om den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, hvorfor fristen for at ændre selskabets skatteansættelse først udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb. Hertil kommer, at end ikke den ordinære ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, er udløbet, idet det konkret blev aftalt, at fristen for at foretage ansættelse blev forlænget, jf. bestemmelsens stk. 1, 4. pkt.

Der er dermed ikke grundlag for at tage H1’s principale påstand til følge.

3.5.1 Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5
Den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, er betinget af, at der er tale om en kontrolleret transaktion, der involverer en skattepligtig omfattet af § 3 B i skattekontrolloven.

H1 gør i stævningen gældende (s. 3, sidste afsnit og s. 4), at begge parter i den kontrollerede transaktion skal være skattepligtige efter skattekontrollovens § 3 B, og at Y1 Kommune derfor ikke er omfattet af bestemmelsen.

Der er ikke i skattekontrollovens § 3 B krav om, at begge parter i den kontrollerede transaktion er skattepligtige. Da H1 utvivlsomt er skattepligtig, og da Y1 Kommune utvivlsomt er en juridisk person, er betingelserne for at anvende den forlængende ligningsfrist således opfyldt.

Bestemmelsen pålægger forpligtelser over for skattepligtige. Bestemmelsen kræver dermed, at den ene part – den der efter bestemmelsen pålægges nogle oplysnings- og dokumentationskrav – er skattepligtig. Der er ingen tvivl eller tvist om, at H1 er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Efter ordlyden er det ikke en betingelse, at den anden part i den kontrollerede transaktion er skattepligtig, det være sig til Danmark eller andetsteds. Det er således efter ordlyden af stk. 1, nr. 1, tilstrækkeligt, at den anden part er en ”juridisk person”. Det forskellige ordvalg med henholdsvis ”skattepligtige” og ”juridiske personer” viser, at det efter ordlyden ikke er et krav, at den juridiske person er skattepligtig.

Allerede af den grund er der ikke anledning til at tage H1’s principale påstand til følge.

I skattekontrolloven blev § 3 B indsat ved lov nr. 131 af 25. februar 1998. Bestemmelsen omfattede på dette tidspunkt ikke indenlandske transaktioner:

Skattepligtige, der
1)kontrolleres af udenlandske fysiske eller juridiske personer eller

skal i selvangivelsen afgive oplysninger… …
(min understregning)

Bestemmelsens dagældende formulering gør det klart, at der ikke kan indfortolkes et krav om, at begge parter i den kontrollerede transaktion er skattepligtige danske subjekter. De juridiske personer, som bestemmelsen omfattede på dette tidspunkt, var jo udenlandske. Om de udenlandske personer er skattepligtige efter udenlandske regler – være sig juridisk eller blot faktisk – er slet ikke relevant. Hensynet bag § 3 B er jo også at sikre dansk skatteprovenu, hvorfor det selvsagt er uden betydning, hvordan den udenlandske part beskattes i sit hjemland, om overhovedet.

Et af bestemmelsens formål er jo netop at ramme situationer, hvor den udenlandske part slet ikke beskattes, fx selskaber i skattelylande.

At skattekontrollovens § 3 B ikke stiller krav om, at begge parter i den kontrollerede transaktion er skattepligtige til Danmark, fremgår også af motiverne til lov nr. 408/2005 om ændring af skattekontrolloven, skattestyrelsesloven, ligningsloven og tonnageskatteloven. Ved loven blev skattekontrollovens § 3 B ændret til også at omfatte indenlandske transaktioner. I bemærkningerne til den ændrede affattelse af skattekontrollovens § 3 B fremgår det bl.a. (FT 2004/05, tillæg A, side 4917):

”Kravet om afgivelse af oplysninger ved selvangivelsen om samtlige kontrollerede transaktioner vil efter forslaget omfatte skattepligtige, hvorover fysiske eller juridiske personer udøver bestemmende indflydelse, skattepligtige der yder bestemmende indflydelse over juridiske personer, skattepligtige der er koncernforbundne med juridiske personer, skattepligtige der har et fast driftssted beliggende i udlandet, og skattepligtige der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark.” (mine understregninger)

Motiverne opstiller således heller ikke et krav om, at der skal være tale om transaktioner mellem to skattepligtige parter. Tværtimod omtaler motiverne ”skattepligtige” og ”juridiske personer”. Det forskellige ordvalg – der altså går igen i motiverne – viser, at det ikke er et krav, at den juridiske person er skattepligtig.

Skatterådets afgørelse gengivet i SKM2008.107.SR er i overensstemmelse hermed. I sagen blev en selvejende statsinstitution anset for at være omfattet af begrebet ”juridisk personer” i skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 1. Staten og dens institutioner er ellers undtaget fra skattepligt efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 1. Afgørelsen viser tydeligt, at der ikke – i strid med ordlyden af skattekontrollovens § 3 B – kan indfortolkes et krav om, at den kontrollerede transaktion skal foregå mellem to skattepligtige personer.

H1 har i stævningen (side 5, 1. afsnit) henvist til et bindende svar afgivet af SKAT, i juni 2005, hvori myndigheden angav at være af den opfattelse, at en kommune ikke var omfattet af begrebet ”juridisk person” i ligningslovens § 2. Som begrundelse herfor er det alene angivet, at den pågældende kommune ikke var skattepligtig.

Afgørelsen er ikke forenelig med ordlyden af ligningslovens § 2 (som på dette punkt er sammenfaldende med skattekontrollovens § 3 B). Der er heller ikke støtte i forarbejderne til ligningslovens § 2 for resultatet. Afgørelsen er endelig uforenelig med den trykte afgørelse fra Skatterådet, som netop er gennemgået. Afgørelsen er dermed uden betydning for sagen.

Dele af den juridiske litteratur er enig i, at det ikke er et krav for at være omfattet af skattekontrollovens § 3 B og ligningslovens § 2, at parterne begge er skattepligtige. Jeg henviser til Jakob Bundgaard i Skatteret og Civilret, 2006, side 579 og Henrik Dam Rette indkomstmodtager – allokering og fiksering, 2005, side 199.

Sammenfattende kan det konstateres, at efter ordlyden af skattekontrollovens § 3 B er en kontrolleret transaktion mellem en kommune og et aktieselskab ejet af kommunen omfattet af bestemmelsen. Dette resultat understøttes af lovens forarbejder, Skatterådets praksis samt juridisk litteratur i øvrigt.

Herefter gælder den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, hvilket betyder, at SKATs kendelse af 21. september 2011 er rettidig.

H1 bestrider så vidt ses ikke, at Y1 Kommune er en juridisk person. Kommunen er efter H1’s opfattelse imidlertid ikke omfattet af skattekontrollovens § 3 B, idet kommuner ikke som udgangspunkt har selvstændig skattesubjektivitet, hvilket er en afgørende forudsætning i afgrænsningen i anvendelsesområdet for de to bestemmelser (stævningen side 3-4).

Der er som nævnt intet i ordlyden af skattekontrollovens § 3 B, der understøtter H1’s synspunkt om, at begge parter i den kontrollerede transaktion skal være skattepligtige. Der findes heller ikke støtte for H1’s synspunkt i motiverne til ændringsloven, der bevirkede, at indenlandske transaktioner blev omfattet af bestemmelsen, jf. omtalen heraf ovenfor.

Der er dermed ikke belæg for H1’s indskrænkende fortolkning af begrebet ”juridisk person” i skattekontrollovens § 3 b og ligningslovens § 2 til kun at omfatte skattepligtige juridiske personer.

I stævningen (side 4, 2. afsnit) har H1 henvist til motiverne til indførslen af ligningslovens § 2 (lov nr. 468 af 26. juni 1998). H1 citerer i den forbindelse en passage fra motiverne og konkluderer, at ligningslovens § 2 – og dermed også skattekontrollovens § 3 B – alene finder anvendelse på selskaber m.v., der har selvstændig skattesubjektivitet.

Forarbejderne til ligningslovens § 2 understøtter imidlertid ikke et synspunkt om, at Y1 Kommune, der er en juridisk person, ikke skulle være omfattet af begrebet ”juridisk person” i skattekontrollovens § 3 B og ligningslovens § 2. Der er således ikke i motiverne støtte for en antagelse om, at begrebet ”juridisk person” forudsætter, at der er tale om en skattepligtig juridisk person.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det (FT 1997/98, Tillæg A, side 2459):

”Til § 1

Til stk. 1-3:
Kravet om anvendelse af pris og vilkår for de kontrollerede transaktioner ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i overensstemmelse med hvad der kunne have været opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, omfatter skattepligtige, der kontrolleres af fysiske eller juridiske personer, eller kontrollerer juridiske personer, eller er koncernforbundet med en juridisk person, eller har et fast driftssted i udlandet eller er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark. De skattepligtige, der kan være omfattet, er fysiske personer, selskaber, fonde, dødsboer, faste driftssteder m.v.

Afgrænsningen af de skattepligtige, der er omfattet af den foreslåede nye § 2 i ligningsloven, svarer til den afgrænsning af skattepligtige, der er foretaget i skattekontrollovens § 3 B, som indført ved lov nr. 131 af 25. februar 1998.

Forarbejderne til ligningslovens § 2 angiver ikke, at der skal være tale om transaktioner mellem to skattepligtige parter. Tværtimod for også disse motiver omtaler ”skattepligtige” og ”juridiske personer”. Motiverne til ligningslovens § 2 viser endda endnu tydeligere, at der bevidst er tale om en sondring mellem ”skattepligtige” og ”juridiske personer”, idet motiverne indeholder en definition på, hvilke ”skattepligtige” der kan være tale om.

Det citat, som er gengivet i stævningen (side 4, 2. afsnit), er indeholdt i det næste afsnit fra motiverne, der i sin helhed er sålydende (FT 1997/98, Tillæg A, side 2459):

Afgrænsningen af de skattepligtige, der er omfattet af den foreslåede nye § 2 i ligningsloven, svarer til den afgrænsning af skattepligtige, der er foretaget i skattekontrollovens § 3 B, som indført ved lov nr. 131 af 25. februar 1998. Til forskel fra skattekontrollovens § 3 B forudsætter den foreslåede § 2 imidlertid ikke et grænseoverskridende element (undtagen for så vidt angår faste driftssteder). Ved handel mellem to interesseforbundne parter, der begge er skattepligtige i Danmark, vil de begge have pligt til ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst at fastsætte pris og vilkår for deres handel i overensstemmelse med, hvad der kunne have været opnået, hvis handelen var foregået mellem to uafhængige parter. Den foreslåede bestemmelse omfatter forudsat begge parter er skattepligtige i Danmark såvel sælger som køber i et handelsforhold, långiver som låntager i et låneforhold m.v.

Citatet viser ikke – som H1 synes at forudsætte – at begge parter i den kontrollerede transaktion skal være skattepligtige. Motiverne viser blot, at der kan foretages korrektioner over for begge parter i en kontrolleret transaktion, hvis begge er skattepligtige.

H1 henviser endvidere til motiverne til lov nr. 308 af 19. april 2006 om ændring af bl.a. ligningsloven. Det citat, der er optrykt i stævningen på side 4, 6. afsnit, er fra lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor der er et afsnit om ligningslovens § 2. Her er det angivet, at juridiske personer kun omfatter selskaber mv., der udgør selvstændige skattesubjekter – begrebet omfatter således ikke skattemæssigt transparente enheder.

En kommune udgør utvivlsomt ikke en transparent enhed som et kommanditselskab. Der er dermed ikke tvivl om, at en kommune udgør en juridisk person og dermed er omfattet af bestemmelserne.

Ændringsloven kan ikke tages til indtægt for, at begrebet ”juridiske personer”, der altså ikke omfatter transparente enheder, samtidig kræver, at subjektet er skattepligtig. Bemærkningerne om, at der skal være tale om et selvstændigt skattesubjekt, retter sig alene mod sondringen mellem selvstændige skattesubjekter og transparente enheder, hvilket kommer klart til udtryk i motiverne.

Denne grænsedragning volder ofte problemer ved interessentskaber, kommanditselskaber mv., jf. bl.a. Den juridiske vejledning, afsnit C,D..1.1.12 (version 2014-2). I nærværende sag er der imidlertid ikke tvivl om, at Y1 Kommune udgør et selvstændigt skattesubjekt.

H1 har endelig på side 5 i stævningen (2. afsnit) henvist til motiverne til lov nr. 452 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige skattelove (elselskabers overgang til almindelig skattepligt m.v. – elreformen). Ved loven blev der indsat bestemmelser i selskabsskatteloven, det gjorde kommuner skattepligtige for visse elaktiviteter, som kommunen ikke udskilte i selvstændige selskaber.

Af de særlige bemærkninger til ændringerne i selskabsskatteloven fremgår det, at ligningsbestemmelserne i skattekontrolloven også finder anvendelse i forhold til skattepligtige kommuner. Endvidere er det angivet, at hvor juridiske personer er anvendt i skattekontrolloven, dækker dette også kommuner, der skal skatteansættes ved udøvelse af visse elaktiviteter.

De citerede bemærkninger i stævningen kan ikke tages til indtægt for, at skattekontrollovens § 3 B udelukkende omfatter transaktioner mellem skattepligtige parter. Forarbejderne har til formål at præcisere, at ligningsbestemmelserne i skattekontrolloven også kan anvendes i forhold til kommuner, der driver visse elforsyningsaktiviteter. Der er ikke belæg for at slutte, at ændringsloven skulle have til hensigt at indskrænke, hvad der er omfattet af begrebet ”juridisk person”, navnlig ikke da bemærkningerne vedrører bestemmelser i selskabsskatteloven.

Sammenfattende har H1 dermed ikke med sine indsigelser påvist et grundlag for en indskrænkende fortolkning af begrebet ”juridisk person” i skattekontrollovens § 3 B og ligningslovens § 2 til kun at omfatte skattepligtige juridiske personer.

Det bemærkes i den forbindelse, at H1 selv har anset transaktionerne mellem Y1 Kommune og selskabet for omfattet af ligningslovens § 2 og skattekontrollovens § 3 B. Det fremgår således af H1’s selvangivelser for 2008 og 2009, at felt nr. 59 i selvangivelsen er afkrydset med ”Ja”. Herved svarer H1 bekræftende på, at selskabet tilhører kredsen af skattepligtige omfattet af skattekontrollovens § 3 B om kontrollerede transaktioner.

H1 gør som nævnt gældende, at betingelserne for at anvende skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, ikke er opfyldt, idet Y1 Kommune ikke er omfattet af begrebet ”juridiske personer”, som angivet i skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 1, idet kommunen ikke er skattepligtig.

Kommuner er imidlertid skattepligtige. Tillige af den grund foreligger der en kontrolleret transaktion omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, uanset om H1 måtte have ret i det anførte skattepligtskrav, hvad selskabet imidlertid heller ikke har.

Efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2, er kommuner undtaget fra skattepligten ”jf. dog stk. 7 og § 1, stk. 1, nr. 2 f og 2 h”. § 1, stk. 1, nr. 2 f , omhandler kommuner, der driver netvirksomhed mv. Delvis skattepligtige subjekter er også skattepligtige. Dette står i modsætning til de enheder, der er transparente i skattemæssig henseende, jf. nedenfor.

Y1 Kommune er således skattepligtig, hvorfor bestemmelsen i skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 1, finder anvendelse, som også anført i Landsskatterettens kendelse:

”En kommune må således på lige fod med de øvrige i § 1 nævnte selskaber og foreninger mv. betragtes som en juridisk person med selvstændig skattesubjektivitet, der blot efter § 3 er undtaget skattepligt for al anden virksomhed end den, der er nævnt i § 1”.

Der er således to selvstændige grunde til ikke at tage H1’s principale påstand til følge, idet den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, finder anvendelse.

3.5.2 Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 – den ordinære ligningsfrist
Skatteministeriet gør videre – i tredje række – gældende, at den ordinære ligningsfrist i § 26, stk. 1, ikke var udløbet på afgørelsestidspunktet, idet der var aftalt frist om forlængelse af ansættelsen frem til den 1. oktober 2011, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 4. punktum.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 4. punktum, skal fristen for at foretage ansættelsen forlænges fra den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb, såfremt det har betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser. I praksis administreres bestemmelsen lempeligt, hvilket bl.a. fremgår af bemærkningerne til den tidligere gældende tilsvarende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, 2. pkt. (FT 2002/03, tillæg A, side 4594).

I nærværende sag er agterskrivelse fremsendt den 1. maj 2011 og således i overensstemmelse med fristen i skatteforvaltningslovens § 26.

SKAT modtog efterfølgende den 20. juni 2011 en mail fra R1, hvori det angives, at selskabet er ”indstillet på, at der kan bortses fra fristen den 1. august 2011 med henblik på udsendelse af afgørelse”.

E-mailen dokumenterer, at H1’s ønskede yderligere tid og materiale fra SKAT med henblik på at varetage sine interesser. H1 tilkendegav eksplicit i den forbindelse sin accept af, at fristen for afsendelse af kendelse følgelig blev udsat, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 4. pkt.

H1 anmodede herefter ved e-mail af 21. juni 2011 fra R1 til SKAT om, at fristen for at foretage ansættelsen blev forlænget fra den 1. august 2011 til den 1. oktober 2011. H1 har altså selv ment, at en frist havde betydning for selskabets mulighed for at varetage sine interesser.

SKAT havde intet grundlag for at tilsidesætte H1’s opfattelse af, hvad der tjente H1’s interesser. Det er vanskeligt at forestille sig, at en skatteyder efterfølgende kan få medhold i en ugyldighedsindsigelse ved at hævde, at en sådan fristforlængelse alligevel ikke tjener hans interesser.

Allerede fordi H1 har anmodet om en forlængelse af 1. augustfristen for ansættelsen, og fordi H1 ikke, efter at en frist påstås sprunget, som følge heraf kan træde tilbage, er SKATs ansættelse foretaget rettidigt.

I praksis anses en anmodning om fristforlængelse for implicit at foreligge, såfremt en skatteyder anmoder om mødeafholdelse eller lignende efter udløbet af den ordinære frist for udsendelse af kendelse, jf. SKM2010.131.ØLR.

Afsendelsen af kendelsen i september 2011 er derfor rettidig, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at H1 modtog yderligere materiale med henblik på bedømmelse af den af SKAT foreslåede forhøjelse.

H1 har i stævningen bestridt, at der mellem parterne blev aftalt en fristforlængelse af den ordinære ansættelsesfrist.

H1 har i den forbindelse bl.a. henvist til, at anmodningen om fristforlængelse blev initieret af SKAT og ikke selskabet. Det bestrides. Det fremgår derimod klart af e-mailen fra R1 på vegne selskabet af 21. juni 2011, at det er selskabet, der anmoder om en fristudsættelse.

Videre henviser H1 bl.a. til, at e-mailen af 21. juni 2011 ikke er besvaret fra SKATs side. SKAT kan, som nævnt i sagsfremstillingen, ikke konstatere, at udsættelsesanmodningen direkte er besvaret. Den manglende besvarelse fra SKATs side bevirker efter H1’s opfattelse, at SKAT ikke har gennemført en dokumenteret sagsbehandling af anmodningen hos SKAT.

Allerede fordi, at der foreligger en anmodning om fristforlængelse, er H1’s synspunkt forkert. Landsrettens ovennævnte dom illustrerer, at der ikke engang behøver at være en anmodning om fristforlængelse, for at bestemmelsen finder anvendelse. Alene vanskeligheder ved at finde et egnet mødetidspunkt inden fristen for afsendelse af kendelse udgør implicit en anmodning om fristforlængelse.

Det er så meget desto mere klart, at en egentlig anmodning om at bringe bestemmelsen i anvendelse naturligvis er tilstrækkelig til at udsætte kendelsesfristen. Anmodningen er i øvrigt imødekommet – SKATs afgørelse blev jo først udsendt efter den 1. august 2011. Afgørelsen er dog afsendt indenfor den aftalte frist, som var 1. oktober 2012.

Hertil kommer, at det allerede dagen før var aftalt og bekræftet pr. e-mail, at ansættelsesfristen skulle forlænges fra den 1. august 2011.

SKATs afgørelse er dermed, selv hvis den almindelige ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, gælder, truffet rettidig.

Tillige af den grund kan H1’s principale påstand ikke tages til følge.”

Skatteministeriet har under hovedforhandlingen procederet i overensstemmelse hermed og har til støtte for frifindelsespåstanden over for den under hovedforhandlingen nedlagte mest subsidiære påstand fremsat de samme anbringender.

7. Landsrettens begrundelse og resultat
Selskabets principale påstand (ugyldighed)
H1’s påstand om ugyldighed rejser i første række spørgsmålet om, hvorvidt skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, finder anvendelse på skattemyndighedernes korrektioner, idet fristen for ændring af en ansættelse af indkomst-eller ejendomsværdiskat efter denne bestemmelse først udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb, mens det følger af hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at fristen udløber i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, er det afgørende, om Y1 Kommunes apportindskud i H1 i forbindelse med selskabsstiftelsen i 2007 er omfattet af skattekontrollovens § 3 B om kontrollerede transaktioner, idet det i øvrigt er ubestridt, at SKATs ændring af 21. september 2011 af selskabets skatteansættelse for indkomståret 2007 er sket inden udløb af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Det er under sagen for landsretten af selskabet navnlig anført, at det efter forarbejderne til skattekontrollovens § 3 B er en forudsætning, at den juridiske person, der kontrollerer en skattepligtig, selv er skattepligtig.

Skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, var oprindeligt begrænset til at omfatte koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænser, men blev i 2005 udvidet til også at omfatte indenlandske kontrollerede transaktioner, uden at lovgiver i forbindelse med lovændringen udtalte særlige forbehold i forhold til begrebet ”juridisk person”. Ændringen af skattekontrollovens § 3 B og ligningslovens § 2 ved lov nr. 308 af 19. april 2006 tog sigte på at imødegå muligheden for, at kapitalfonde, der i forbindelse med virksomhedsopkøb her i landet organiserer sig som kommanditselskaber, i kraft af denne selskabsforms skattemæssige transparens kunne omgå de danske værnsregler, herunder blandt andet armslængdeprincippet. Landsretten finder hverken efter den oprindelige formulering af skattekontrollovens § 3 B, de ovenfor omtalte ændringer af bestemmelsen eller forarbejderne hertil grundlag for at fortolke bestemmelsen således, at det er en yderligere forudsætning for anvendelsen, at den juridiske person, som udøver kontrol over en skattepligtig, selv er skattepligtig.

Y1 Kommune er en juridisk person, og apportindskuddet i H1 mod modtagelse af aktier i selskabet må anses for en ”økonomisk transaktion”, hvorved bemærkes, at der efter forarbejderne til skattekontrollovens § 3 B ikke er grundlag for at fortolke dette begreb snævert eller indskrænkende. Det er i øvrigt ubestridt, at Y1 Kommune i sin egenskab af ejer af selskabet har kontrolleret dette.

Herefter og da det, selskabet i øvrigt har anført om indholdet af elreformen i 2000, ikke kan føre til et andet resultat, finder landsretten, at transaktionen har været omfattet af skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 1, hvorefter SKATs ændring den 21. september 2011 af skatteansættelsen er foretaget rettidigt, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

På denne baggrund frifindes Skatteministeriet for selskabets principale påstand.

Indledende bemærkninger om selskabets subsidiære anerkendelsespåstande
H1 har under sagen for landsretten nedlagt tre subsidiære påstande, der alle vedrører værdiangivelser, som er højere end de selvangivne værdier. Efter den subsidiære påstand (DANVAs værdiansættelsesmodel) påstås værdierne samlet fastsat til ca. 3,9 mia. kr., efter den mere subsidiære påstand (de regulatoriske værdier/POLKA-værdierne) påstås værdierne fastsat til ca. 3,7 mia. kr., og efter den yderligere subsidiære påstand (G1’s værdiansættelsesmodel) påstås værdierne fastsat til ca. 3 mia. kr. Selskabet har i påstandsdokumentet oplyst, at den korrigerede værdiansættelse fra G1 er lagt til grund for selvangivelsen for selskabet i 2007, hvilket ligeledes fremgår af revisionsfirmaet R1’s brev af 16. marts 2011, gengivet i SKATs sagsfremstilling. Den samlede værdi af ledningsnet og produktionsanlæg er dog selvangivet til knap 2 mia. kr.

Det fremgår af de nedlagte påstande og anbringenderne til støtte herfor, at den subsidiære påstand (DANVA) og den yderligere subsidiære påstand (G1) – på samme måde som de selvangivne værdier – baserer sig på nedskrevne genanskaffelsesværdier, og differencen mellem den subsidiære og yderligere subsidiære påstand beror alene på forskelle i prisfastsættelsen af aktiverne, der herefter er nedskrevet efter samme model.

Uanset selskabets indbyrdes prioritering af de nedlagte påstande finder landsretten, at det i første række er relevant at vurdere, om de nedskrevne genanskaffelsesværdier, som er indeholdt i både de selvangivne værdier og den subsidiære og den yderligere subsidiære påstand, må antages at svare til produktionsanlæggenes og ledningsnettenes handelsværdi, og herunder om SKAT har haft grundlag for at tilsidesætte selvangivelsen og fastsætte værdien skønsmæssigt.

Selskabets subsidiære og yderligere subsidiære påstand (nedskrevne genanskaffelsesværdier)
Formålet med vandsektorloven og samleloven har navnlig været at effektivisere forsyningsvirksomheder inden for vandsektoren til gavn for forbrugerne. Som led i indfrielsen af målsætningen om en mere effektiv sektor blev det bestemt, at kommunale vand- og spildevandsforsyninger pr. 1. januar 2010 skulle udskilles i selskabsform, og der blev generelt indført skattepligt for vandselskaberne. Reglerne gælder også for vandselskaber, der er stiftet før den 1. januar 2010, hvilket parterne er enige om. Spørgsmålet om overgangen til skattepligt og de provenumæssige konsekvenser heraf er omtalt i forslaget til samleloven og i skatteministerens bidrag til miljøministerens svar på spørgsmål 5 fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

Det følger af det ovenfor anførte om fortolkningen af skattekontrollovens § 3 B, at Y1 Kommunes apportindskud i H1 udgør en kontrolleret transaktion. Transaktionen er derfor også omfattet af ligningslovens § 2, og værdien af H1’s ledningsnet og produktionsanlæg i selskabets skattemæssige åbningsbalance skal derfor opgøres i overensstemmelse med armslængdeprincippet i ligningslovens § 2. Landsretten bemærker herved, at selskabsskattelovens § 5 D efter sin ordlyd vedrører de af loven omfattede juridiske personers overgang til skattepligt og dermed ikke en udskillelse af kommunal vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed i et aktieselskab, der er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk.1, nr. 1. Bemærkningerne i forarbejderne til samleloven om anvendelsen af selskabsskattelovens § 5 D svarer til det her anførte.

Ligningslovens § 2 blev ikke ændret eller fraveget i forbindelse med vedtagelsen af vandsektorloven og samleloven. Værdien skal således fastsættes i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter, dvs. handelsværdien, jf. også gennemgangen ovenfor af forarbejderne til samleloven, hvorved der generelt blev indført skattepligt for vandforsyningsvirksomheder.

Landsretten lægger efter bevisførelsen, herunder skønsmandens besvarelse af blandt andet spørgsmål A, A/B 1 og SS 2 i sagen vedrørende G2, til grund, at der intet marked er for handel med vandforsynings- eller spildevandsforsyningsvirksomheder eller sådanne forsyningsvirksomheders aktiver, og at der ikke findes tilsvarende eller lignende transaktioner, som kan danne grundlag for en vurdering af handelsværdien af H1’s ledningsnet og produktionsanlæg.

Spørgsmålet er herefter, om de nedskrevne genanskaffelsesværdier, som H1 har påberåbt sig i den subsidiære og yderligere subsidiære påstand, må antages at svare til ledningsnettenes og produktionsanlæggenes handelsværdi.

Hverken ordlyden af ligningslovens § 2 eller bestemmelsens forarbejder giver svar på, om nedskrevne genanskaffelsesværdier under visse omstændigheder kan antages at svare til handelsværdien.

På baggrund af skatteministerens bidrag til miljøministerens svar på spørgsmål 5 fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg finder landsretten imidlertid at måtte lægge til grund, at det i forbindelse med vedtagelsen af vandsektorloven og samleloven ikke var hensigten, at nedskrevne genanskaffelsesværdier uden videre skulle kunne anvendes i vandselskabernes skattemæssige åbningsbalancer som udtryk for driftsaktivernes handelsværdi. I besvarelsen er det således anført, at anvendelse af nedskrevne genanskaffelsesværdier ”vil kræve, at det kan dokumenteres, at det således opgjorte beløb svarer til aktivets handelsværdi”.

I samme retning taler, at der i forbindelse med vandselskabernes overgang til skattepligtig aktivitet ikke blev indført en bestemmelse svarende til bestemmelsen i selskabsskattelovens § 35 O, hvorved elselskaberne ved overgangen til skattepligtig aktivitet fik mulighed for blandt andet at foretage afskrivninger på eksisterende driftsmidler på grundlag af genanskaffelsesværdien korrigeret for restlevetid og inflation eller prisstigninger.

Af skønsmandens besvarelse af spørgsmål SS 2, jf. spørgsmål F, i sagen vedrørende G2 og skønsmandens forklaring for landsretten fremgår, at skønsmandens fastsættelse af værdien af aktiverne i G2 til 200 mio. kr., baseret på ”en alternativ værdiansættelsesmetode”, ikke er udtryk for, at han har vurderet, at nedskrevne genanskaffelsespriser svarer til aktivernes handelsværdi, eller at handelsværdien har været omkring 200 mio. kr. Det følger tværtimod af skønserklæringen og skønsmandens forklaring for landsretten, at der intet marked er for handel med vandforsyningsvirksomheder eller sådanne forsyningsvirksomheders aktiver.

Yderligere er værdien af ledningsnettene og produktionsanlæggene i H1’s årsrapport for 2007 alene fastsat til samlet ca. 593 mio. kr., mens værdien af aktiverne i selskabets skattemæssige åbningsbalance er opgjort til knap 2 mia. kr., og i den subsidiære og yderligere subsidiære påstand til henholdsvis ca. 3,9 mia. kr. og ca. 3 mia. kr. Der er således tale om en meget betydelig beløbsmæssig afvigelse mellem den regnskabsmæssige og den skattemæssige opgørelse af værdierne og yderligere en meget betydelig difference til opgørelserne efter den subsidiære og yderligere subsidiære påstand. Dette understøtter, at en opgørelse af værdierne til nedskrevne genanskaffelsesværdier ikke efter nogen af de anvendte prismæssige udgangspunkter kan anses for at give et retvisende billede af aktivernes handelsværdi.

På den anførte baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af Landsskatteretten, har selskabet ikke dokumenteret, at de værdier, der fremkommer ved anvendelse af nedskrevne genanskaffelsesværdier som opgjort i den subsidiære og yderligere subsidiære påstand, svarer til ledningsnettenes og produktionsanlæggenes handelsværdi, og de påberåbte værdier kan derfor ikke anses for at være fastsat på armslængdevilkår.

Herefter frifindes Skatteministeriet for selskabets subsidiære og yderligere subsidiære påstand.

Selskabets mere subsidiære påstand (regulatoriske indgangsværdier)
For så vidt angår selskabets mere subsidiære påstand, hvorefter den skattemæssige værdi af aktiverne er opgjort på baggrund af de af Forsyningssekretariatet godkendte regulatoriske indgangsværdier (POLKA-værdier), bemærkes, at disse værdier, som er indeholdt i pris- og levetidskataloget, ikke fandtes på tidspunktet for H1’s indskud af forsyningsvirksomhedens aktiver i H1.

På baggrund af forarbejderne til vandsektorloven og samleloven sammenholdt med FSR’s høringssvar vedrørende 2. udkast til forslag til lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold finder landsretten at måtte lægge til grund, at det i forbindelse med vedtagelsen af de to love ikke var hensigten, at de regulatoriske indgangsværdier uden videre skulle kunne udgøre vandselskabernes åbningsbalancer i skattemæssig henseende.

På denne baggrund, og da selskabet ikke har løftet sin bevisbyrde for, at aktivernes regulatoriske indgangsværdier svarer til handelsværdien, jf. herved blandt det forhold, at der mellem selskabets egen vurdering af aktivernes værdi i regnskabet og værdierne efter den mere subsidiære påstand er en difference på ca. 3,1 mia. kr., frifindes Skatteministeriet tillige for selskabets mere subsidiære påstand.

Selskabets mest subsidiære påstand (hjemvisning)
Det følger af det ovenfor anførte, at skattemyndighederne har været berettiget til at tilsidesætte selskabets selvangivelse og i stedet fastsætte ledningsnettenes og produktionsanlæggenes handelsværdi skønsmæssigt.

Landsretten bemærker herved, at der ved de administrative afgørelser, som selskabet har påberåbt sig, ikke er ført bevis for en fast administrativ praksis, hvorefter den nedskrevne genanskaffelsesværdi skal anses for at svare til handelsværdien, jf. ligningslovens § 2.

Det spørgsmål, der herefter står tilbage, er, om H1 har godtgjort, at SKATs skøn skal tilsidesættes, enten fordi det er udøvet på et forkert eller mangelfuldt grundlag, som har været egnet til at påvirke resultatet af skønnet, eller fordi skønnet i øvrigt har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Indledningsvis bemærker landsretten herom, at H1 ved de påberåbte administrative afgørelser heller ikke har ført bevis for en fast administrativ praksis, som har forpligtet SKAT til ikke at tage udgangspunkt i en indtægtsbaseret værdiansættelsesmodel ved den konkrete skønsmæssige ansættelse af handelsværdien af ledningsnet og produktionsanlæg.

Herefter udtaler landsdommerne Ole Dybdahl, Taber Rasmussen, Ib Hounsgaard Trabjerg og Benedikte Holberg:

Efter skønsmandens besvarelse af spørgsmål A, A/B 1 og SS 2 i sagen vedrørende G2 lægges det som anført ovenfor til grund, at der intet marked er for handel med vand- eller spildevandsforsyningsvirksomheder eller sådanne forsyningsvirksomheders aktiver, og at der ikke er oplysninger om sammenlignelige salg mellem uafhængige parter, hvorfor handelsprisen ikke kan fastsættes på grundlag af sådanne salg.

Der er ingen anvisninger i forarbejderne til samleloven på, hvordan handelsværdien nærmere udfindes i en situation som den foreliggende, hvor det må lægges til grund, at der ikke består et marked.

Selskabet har nedlagt påstande om anerkendelse af, at værdien skal opgøres til de nedskrevne genanskaffelsesværdier eller de regulatoriske indgangsværdier, hvilket landsretten finder at måtte afvise, idet denne metode ikke giver et retvisende billede af aktivernes værdi i den konkrete sag, jf. nærmere ovenfor. Selskabet har ikke peget på en alternativ værdiansættelsesmetode.

SKAT har ved den skønsmæssige fastsættelse af ledningsnettenes og produktionsanlæggenes handelsværdi, som er stadfæstet af Landsskatteretten, i mangel af oplysninger om faktiske sammenlignelige handler taget udgangspunkt i en DCF-model, der ifølge notat udarbejdet i december 2002 af FSR (”Fagligt notat om den statsautoriserede revisors arbejde i forbindelse med værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele”) er en af de mest udbredte værdiansættelsesmodeller, når der ikke er faktiske handler at sammenligne med.

Ved DCF-modellen, som er en indkomstbaseret model, og som er nærmere beskrevet i SKATs vejledning ”Transfer Pricing; kontrollerede transaktioner; værdiansættelse”, jf. ovenfor under pkt. 5, estimeres markedsprisen ved at sammenholde den indtjening, som kan opnås ved at købe aktiverne, med det afkastkrav, som en investor vil have, hvis vedkommende skal købe aktiverne.

Skatteministeriet har for landsretten gjort gældende, at anvendelsen af DCF-modellen reelt fører til, at aktiverne ikke havde en markedsværdi, idet det som følge af hvile-i-sig-selvprincippet ikke er muligt at tjene penge på at eje aktiverne. Når SKAT er nået frem til at opgøre aktiverne til ca. 604 mio. kr., skyldes det, at der i værdiansættelsen ikke er taget højde for, at det foreløbige overskud, som selskabet kunne generere, ikke kunne udloddes, men skulle geninvesteres i virksomheden. SKATs skøn, der er stadfæstet af Landsskatteretten, indebærer således efter Skatteministeriets opfattelse en for selskabet meget lempelig afgørelse.

Skønsmanden i sagen vedrørende G2 har i sin erklæring, jf. blandt andet spørgsmål E, og under afhjemlingen for landsretten erklæret, at DCF-modellen ikke er egnet til at fastsætte handelsværdien af de overdragne aktiver, idet der ikke kan genereres et frit cash flow i virksomheden, og idet det derfor ikke giver mening at anvende en model, der opererer med en diskonteringsfaktor, som blandt andet omfatter det risikofrie afkast i den investerende virksomhed.

Skattemyndighedernes anvendelse af DCF-modellen, der er baseret på en forudsætning om, at der genereres et overskud i virksomheden, der kan udloddes til ejerne, kan give anledning til overvejelser om, hvorvidt der ved den konkrete skønsmæssige ansættelse af handelsværdien af ledningsnet og produktionsanlæg er taget tilstrækkeligt hensyn til de særlige forhold, der gælder på det regulerede marked for vandforsyningsvirksomhed.

Landsrettens flertal bemærker i den forbindelse, at Skatteministeriets synspunkt om, at aktiverne reelt er uden økonomisk værdi, idet det som følge af hvile-i-sig-selv-princippet ikke er muligt at tjene penge på at eje aktiverne, ikke kan tiltrædes. Det er således i forarbejderne til vandsektorloven og samleloven forudsat, at sektorens anlæg samlet set repræsenterer betydelige værdier, ligesom forholdets natur tilsiger, at funktionsduelige ledningsnet og produktionsanlæg til vandforsyning og spildevandsforsyning har en økonomisk værdi.

Det er herefter spørgsmålet, om skønnet er udøvet på et forkert eller mangelfuldt grundlag, som konkret har været egnet til at påvirke værdiansættelsen, eller om skønnet konkret har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Bevisbyrden herfor påhviler selskabet.

En anvendelse af DCF-modellen kan ikke antages i sig selv at være i strid med bestemmelserne om skattepligt i samleloven eller forarbejderne hertil, ligesom selskabet som nævnt ovenfor ikke har ført bevis for en fast administrativ praksis, som forpligter SKAT til ikke at tage udgangspunkt i en indtægtsbaseret værdiansættelsesmodel.

Landsrettens flertal finder, at selskabet ikke ved bevisførelsen har sandsynliggjort, at skattemyndighedernes vurdering er forkert. Det bemærkes herved, at skønsmanden alene har udtalt sig om metodevalget, ikke om den konkrete værdiansættelse af selskabets aktiver.
Selskabet har ikke peget på alternative værdiansættelsesmetoder, og der foreligger ikke oplysninger om anskaffelsespriser for ledningsnet og produktionsanlæg. Selskabet, der er part i en af en lang række prøvesager, har endvidere ikke fremlagt oplysninger til belysning af den generelle betydning for sagerne i komplekset af anvendelsen af DCF-modellen.

Der er samtidig en række omstændigheder, der bestyrker, at den foretagne værdiansættelse ikke er for lav i forhold til handelsværdien.

Skønsmanden har i sagen vedrørende G2 i sine erklæringer, jf. blandt andet besvarelsen af spørgsmål A og SS 1B, og under afhjemlingen for landsretten udtalt, at der ikke er et almindeligt frit marked for køb og salg af vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder, og at der ikke findes en uafhængig tredjemand, som ville overtage virksomheden på det relevante tidspunkt.

Uanset at det ikke kan tiltrædes, at ledningsnettene og produktionsanlæggene er helt uden økonomisk værdi, taler det forhold, at der ikke er et marked for handel med vandselskaber eller disses aktiver, for en forsigtig vurdering af handelsværdien.

Hertil kommer, at aktiverne i selskabets skattemæssige åbningsbalance er fastsat til et betydeligt højere beløb (ca. 2 mia. kr.), end de samme aktiver er værdiansat til i selskabets årsrapport for 2007 (ca. 593 mio. kr.), og differencen mellem de regnskabsmæssige værdier og værdierne i henhold til de tre subsidiære påstande er endnu større. Der er således en difference mellem selskabets egen vurdering af aktivernes værdi i regnskabet og værdierne i den skattemæssige åbningsbalance på ca. 1,4 mia. kr., og forskellen mellem de regnskabsmæssige værdier og værdierne i henhold til de tre subsidiære påstande er henholdsvis 3,3 mia. kr., 3,1 mia. kr. og 2,4 mia. kr. De regnskabsmæssige værdier er desuden ca. 10 mio. kr. lavere end skattemyndighedernes skøn.

Det fremgår yderligere af SKATs sagsfremstilling af 21. september 2011, pkt. 3, at SKAT ved opgørelsen af diskonteringsfaktoren har anvendt en risikofri rente på 3,889 %, hvilket var renten på en statsobligation (stående lån) med en løbetid på 10 år på tidspunktet for værdiansættelsen. Det fremgår endvidere af pkt. 1 i.f., at de opgjorte pengestrømme alene er henført til ledningsnet og produktionsanlæg, hvilket ifølge SKAT i princippet overestimerer den beregnede handelsværdi af disse aktiver. SKAT har samtidig ikke – som påpeget af Skatteministeriet for landsretten – taget højde for, at det overskud, der genereres i virksomheden, ikke kan udloddes, hvilket yderligere taler i retning af, at det udøvede skøn konkret indebærer en gunstig vurdering for selskabet.

Landsrettens flertal finder på den anførte baggrund, at det ikke er godtgjort af selskabet, at der ved et salg af aktiverne til en uafhængig tredjemand – f.eks. et andet vandselskab – kunne opnås en højere pris end skønnet af skattemyndighederne. Det kan således ikke antages, at det skøn, som skattemyndighederne har foretaget vedrørende værdiansættelsen af aktiverne, hviler på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Flertallet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af de i sagen omhandlede aktiver og stemmer derfor for at frifinde Skatteministeriet.

Landsdommer Morten Christensen udtaler:
SKAT har ved den skønsmæssige fastsættelse af produktionsanlæggenes og ledningsnettenes handelsværdi, som er stadfæstet af Landsskatteretten, taget udgangspunkt i en DCF-model, der efter det af Skatteministeriet oplyste er helt almindelig at anvende til værdiansættelse, når der ikke er faktiske markedspriser at sammenligne med. Efter skønsmandens forklaring og besvarelse af spørgsmål 4 i sag B-107-15 vedrørende G2 samt indholdet af DCF-modellen som nærmere beskrevet i SKATs vejledning ”Transfer Pricing; kontrollerede transaktioner; værdiansættelse” lægger jeg til grund, at i tilfælde, hvor en virksomhed eller et aktiv ikke genererer et frit cash flow, vil virksomhedens eller aktivets estimerede værdi ifølge modellen være nul kr.

Der er enighed mellem parterne om, at driften i H1 ikke kan generere et frit cash flow, fordi et eventuelt driftsoverskud efter hvile-i-sig-selv-princippet ikke må udloddes til ejeren, men skal geninvesteres i forsyningsvirksomheden eller anvendes til takstnedsættelser. Den estimerede handelsværdi af selskabets produktionsanlæg og ledningsnet vil ifølge DCF-modellen således være nul kr., hvilket for så vidt understøttes af skønsmandens svar på flere af de stillede spørgsmål navnlig om, at der intet marked er for handel med sådanne aktiver inden for vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed.

Det fremgår imidlertid af forarbejderne til vandsektorloven, at sektorens anlæg har repræsenteret en værdi på flere hundrede milliarder kroner, ligesom det i forarbejderne til samleloven er forudsat, at vandselskabernes åbningsbalancer ville omfatte betydelige værdier, som selskaberne også i skattemæssig henseende ville kunne afskrive på. Dette skal sammenholdes med, at skatteministerens bidrag til besvarelse af spørgsmål 5 fra Miljø-og Planlægningsudvalget, herunder navnlig bemærkningen om, at ”opdelingen city/by/land/ går på, at handelsværdien kan være påvirket heraf”, ligeledes forudsætter, at ledningsnet m.v. ikke i det hele er værdiløst.

Jeg er derfor enig med landsrettens flertal i, at selskabets produktionsanlæg og ledningsnet må anses for at have en positiv værdi også efter armslængdeprincippet i ligningslovens § 2.

På denne baggrund er DCF-modellen som udgangspunkt uegnet til estimering af handelsværdien af H1’s aktiver, jf. også principperne i Højesterets dom af 19. august 2008 (UfR 2008, s. 2523), hvor Højesteret ”efter anlæggets karakter” afviste, at driftsøkonomiske betragtninger kunne danne udgangspunkt for erstatningsopgørelsen i en sag om erstatning efter planlovens § 49 for en kommunes overtagelse af en svømmehal på lejet grund, der var blevet omfattet af en bevarende lokalplan, og hvor en skønsmand havde vurderet, at anlægget ikke havde nogen handelsværdi, blandt andet fordi svømmehallen havde givet et årligt driftsunderskud.

SKAT har i denne sag desuagtet anvendt DCF-modellen til at værdiansætte ledningsnettene og produktionsanlæggene, men har ved beregningerne – i stedet for et frit cash flow – med udgangspunkt i et budget for 1. september 2006 til og med 2016, som blev fremsendt af selskabets repræsentant, anvendt selskabets budgetterede resultat. Som anført af Skatteministeriet under sagen for landsretten, har SKAT herved ikke taget højde for, at overskuddet ikke kan udloddes. Endvidere har skønsmanden ved besvarelsen af spørgsmål E i sag B-107-15 vedrørende G2 og under afhjemlingen erklæret, at den anvendte DCF-model ikke er egnet til at estimere værdien af G2’S distributionsnet, ligesom han under afhjemlingen har oplyst, at han som led i sine undersøgelser ikke har set eksempler på, at DCF-modellen uden for landets grænser er blevet anvendt i forbindelse med værdiansættelser i tilknytning til virksomheder eller aktiver, der drives under lignende forudsætninger som hvile-i-sig-selv-princippet.

Jeg finder derfor, at SKATs konkrete anvendelse af DCF-modellen er usædvanlig, og det er ikke belyst, hvad det budgetterede resultat rent faktisk udtrykker i den anvendte model.

Dernæst bemærker jeg, at H1’s prissætning i forhold til forbrugerne, som indirekte indgår som et væsentligt parameter i SKATs beregningsgrundlag, er sket i et marked, hvor der ikke kan antages at have været effektiv konkurrence. Det fremgår således af forarbejderne til vandsektorloven, at vandselskaber er monopolvirksomhed i den forstand, at forbrugerne ikke frit kan vælge leverandør, og at det i Konkurrencestyrelsens Konkurrenceredegørelse 2003 blev påvist, at der har været store forskelle på, hvad forbrugerne betaler for vand- og spildevandsforsyning.

Det fremgår endvidere af forarbejderne til vandsektorloven, at det i Konkurrenceredegørelse 2003 blev vurderet, at der ikke var et lige så stort effektiviseringspotentiale for private, forbrugerejede vandforsyningsselskaber som i den øvrige del af vandsektoren, idet det bemærkedes, at en række af de forbrugerejede vandforsyningsselskaber traditionelt er blevet drevet med fokus på lave takster.

Det må således på den ene side antages, at sektoren, der ikke har været undergivet effektiv konkurrence, ikke hidtil har anvendt ensartede principper for budgetlægning og prissætning. SKATs modificerede anvendelse af DCF-modellen må, således som sagen foreligger oplyst, på den anden side antages at indebære, at et vandselskab, der ved sin budgetlægning inden for rammerne af hvile-i-sig-selv-princippet har haft fokus på lave takster og dermed måtte have et mindre effektiviseringspotentiale, alt andet lige opnår et lavere skattemæssigt afskrivningsgrundlag for sine driftsaktiver end et vandselskab, der inden for rammerne af hvile-i-sig-selv-princippet har haft fokus på at genere et overskud f.eks. til brug for fremtidige anlægsinvesteringer og derfor har maksimeret sine takster.

SKATs metodevalg i forbindelse med skønsudøvelsen fremstår på baggrund af det ovenfor anførte ikke sagligt begrundet eller i overensstemmelse med et af vandsektorlovens og samlelovens centrale formål, hvorefter selskabsgørelsen og den generelle skattepligt i sammenhæng med de øvrige incitamentsstrukturer skulle virke som incitament for gunstigere priser til gavn for forbrugerne.

Efter en samlet vurdering finder jeg det derfor godtgjort, at SKATs skøn er udøvet på et forkert eller mangelfuldt grundlag, der har været egnet til at påvirke værdiansættelsen, uden at det efter de foreliggende oplysninger i øvrigt entydigt kan konkluderes, hvorvidt dette har medført et mere eller mindre lempeligt resultat for H1, end hvis skønnet ikke var udøvet på grundlag af DCF-modellen som sket. Den omstændighed, at selskabet ikke har peget på et mere velegnet princip til brug for værdiansættelsen, og at der ikke foreligger oplysninger om anskaffelsespriser, kan for mig at se ikke føre til en anden bedømmelse, idet skønsudøvelsen påhviler skattemyndighederne.

Selvom de af SKAT skønsmæssigt fastsatte handelsværdier omtrent svarer til den samlede værdi af produktionsanlæg og ledningsnet ifølge selskabets årsregnskab for 1. september 2006 til 31. december 2007, finder jeg endvidere, at Skatteministeriet ikke i fornøden grad har sandsynliggjort, at den konkrete anvendelse af DCF-modellen har været uden betydning for fastsættelsen af aktivernes handelsværdi.

På denne baggrund stemmer jeg for at ophæve Landsskatterettens kendelse og hjemvise sagen til fornyet behandling ved skattemyndighederne. Således som sagen er forelagt og procederet, finder jeg ikke grundlag for i forbindelse hermed at angive nærmere retningslinjer for skattemyndighedernes konkrete skønsudøvelse.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet, således at Skatteministeriet frifindes.

H1 har tabt sagen og skal derfor betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 1.500.000 kr., jf. retsplejelovens § 312, stk. 1. Beløbet dækker udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens betydning og principielle karakter navnlig taget hensyn til, at sagen er blevet hovedforhandlet over tre retsdage, og at det omfattende syn og skøn, der er blevet optaget til brug for behandlingen af B-107-15, også er indgået under denne sag. Ved omkostningsfastsættelsen er der desuden lagt vægt på, at sagen er blevet hovedforhandlet i forbindelse med B-107-15, og at Skatteministeriet under begge sager har været repræsenteret ved de samme advokater.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t :

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 inden 14 dage betale 1.500.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter