Når du skal beregne den told din virksomhed skal betale i forbindelse med import af varer fra lande uden for EU, skal du beregne den på baggrund af varernes toldværdi. Den told, virksomheden skal betale for varen, bestemmes som en procentsats af varernes toldværdi. Din virksomhed skal også angive toldværdien, selvom procentsatsen er 0.

Du skal bruge transaktionsværdimetoden, når du beregner en vares toldværdi. Metoden tager udgangspunkt i den pris, der er aftalt mellem køber og sælger (transaktionsværdien). Herefter justeres prisen efter nærmere fastsatte regler. Der skal fx tillægges udgifter til fragt og forsikring for transport fra lande uden for EU og frem til EU's ydre grænse. Der kan også være tilfælde, hvor prisen indeholder omkostninger, som der ikke skal beregnes told af, fx udgifter til indkøbsprovision.

For at kunne bruge transaktionsværdien, skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Der skal være indgået en aftale om et salg mellem køber og sælger, og salget skal indebære, at køber skal betale sælger for varerne. Det betyder, at fx gaver eller varer importøren har lånt eller lejet, ikke kan værdiansættes efter transaktionsværdimetoden.

  • Alle omkostninger skal kunne dokumenteres på fortoldningstidspunktet og det skal kunne dokumenteres, at en eventuel indbyrdes afhængighed mellem parterne ikke har påvirket prisen.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information om transaktionsværdimetoden, se Den juridiske Vejledning.

Hvis en varetransaktion ikke opfylder alle betingelserne, kan virksomheden ikke anvende transaktionsværdimetoden til beregning af varernes toldværdi. Varerne skal herefter værdiansættes efter de sekundære metoder.

Såfremt en af de sekundære metoder anvendes til fastsættelse af transaktionsværdien, kan der ikke gives bevilling til anvendelse af den forenklede beregningsmetode.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information om de sekundære metoder, se Den juridiske Vejledning.

Når du skal beregne en vares toldværdi, kan det i nogle tilfælde ske, at du ikke kan dokumentere alle udgifter på fortoldningstidspunktet. Det kan eksempelvis være udgifter til fragt fra leverandørens adresse og frem til varens indførsel i EU's toldområde. Det betyder, at du enten skal vente med at fortolde varerne indtil dokumenterne er klar, eller at du skal lave en forenklet angivelse, hvis betingelserne for dette er opfyldt.

I de tilfælde, hvor toldværdien ikke kan dokumenteres endeligt på fortoldningstidspunktet, kan Toldstyrelsen på visse betingelser i stedet give tilladelse til forenklet beregning af toldværdien.
Denne forenkling består i en aftale med toldmyndighederne i de pågældende lande, om hvordan de forskellige elementer, toldværdien består af, skal værdiansættes.

Vær opmærksom på, at det kun er muligt at aftale forenklinger i de tilfælde, hvor toldværdien beregnes efter den metode, der fremgår af EU’s Toldkodeks artikel 70 – også kaldet transaktionsværdimetoden. Det betyder, at der ikke kan gives bevilling til forenklet beregning af toldværdi, når varer værdiansættes efter de sekundære metoder. Det kan eksempelvis være, hvis den importerede vare er lånt eller lejet/leaset eller når man modtager gaver.

For at kunne få bevilling til forenklet toldværdiberegning, skal virksomheden dokumentere, at beregningen ikke fører til en værdi, som afviger væsentligt fra den toldværdi, der ellers ville blive beregnet.

Inden du søger en bevilling

Før du starter en ansøgning om en bevilling, skal du have følgende informationer:

  • Ansøger og eventuel repræsentants cvr-, EORI- og evt. AEO-nummer.
  • Stedet hvor hovedbogholderi føres og bogholderitype
  • Stedet hvor toldregnskabet føres og regnskabstype
  • Oplysninger om den eller de varer, som ansøgningen vedrører
    • En detaljeret varebeskrivelse
    • En varekode i henhold til den Kombinerede Nomenklatur (KN-kode).

Søg bevilling, der kun gælder i Danmark

Søger du om en bevilling, der kun skal gælde i Danmark, skal du bruge blanket 19.065 Forenklet beregning af toldværdi (CVA).

Søg bevilling, der gælder i flere EU-lande

Søger du om en bevilling, der skal gælde på tværs af flere EU-lande, skal du søge digitalt gennem Toldbevillingssystemet.

Ansøg om bevilling, der skal gælde i flere EU-lande

Læs vejledning til ansøgning om bevillingen

Mere information

For uddybende og fyldestgørende juridisk information om Forenklet beregning af toldværdi, se Den juridiske vejledning

Hvis du har ubesvarede spørgsmål eller har problemer med at komme videre i ansøgningsprocessen, kan du kontakte Toldstyrelsen.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.