Dato for udgivelse
19 Jun 2017 08:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
16 Feb 2017 08:32
SKM-nummer
SKM2017.403.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
B-1853-16
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Betalingsstandsning og konkurs
Emneord
Transfer, pricing, skøn, klage, indbragt, konkursfordring, sandsynliggjort, klarhed
Resumé

Landsretten stadfæstede et konkursdekret, som var afsagt på baggrund af en konkursbegæring, indgivet af SKAT mod et selskab. Konkursbegæringen hvilede på en fordring, som bestod dels af nogle transfer pricing-forhøjelser og dels af en afgørelse om hæftelse for ikke-indeholdt udbytteskat. At de af SKAT afsagte afgørelser, som konkursfordringen udsprang af, var indbragt for Landsskatteretten, kunne ikke medføre, at der ikke kunne afsiges konkursdekret. Heller ikke det forhold, at selskabet havde indbragt SKATs afslag på henstand for Landsskatteretten, afskar afsigelse af konkursdekret.

Reference(r)

Skattekontrollovens § 3 B

Konkurslovens § 17

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, C.D.11.12

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, G.A.3.4.1.3.1.1


Parter

H1 under likvidation (nu under konkurs)

(v/Adv. Leo Jantzen og advokat Arne Møllin Ottosen) 

Mod

SKAT

(Kammeradvokaten v/Adv. Jesper Saugmandsgaard Øe og Adv Sune Riisgaard)

Afsagt af landsdommerne

Ole Dybdahl, Peter Thønnings og Marianne Nørregaard (kst.)

Sagens baggrund og påstand

H1 under likvidation (nu under konkurs) har kæret Sø- og Handelsrettens Skifterets kendelse af 22. juni 2016 (Å 27/16-C) med påstand om, at konkursbegæringen nægtes fremme.

SKAT har påstået stadfæstelse.

Kæremålet har været mundtligt forhandlet den 10., 16. og 19. januar 2017.

Supplerende oplysninger 

Også for landsretten har parterne foretaget en omfattende gennemgang af faktum og jus med relation til de skatteretlige spørgsmål, der fortsat er under behandling i Landsskatteretten.

Der er endvidere fremlagt yderligere materiale til belysning af sagen, herunder blandt andet SKATs svar af 22. august 2016 på H1s indsigelser vedrørende SKATs sagsbehandling, oversigter udarbejdet af H1 vedrørende afstemning af mellemværende med G1 i henhold til agentaftalen af 1. juli 2007, kopier af overførselsdokumenter vedrørende overførsel mellem H1 og G1, hvoraf fremgår, at overførslen sker under henvisning til agentaftalen, dokument vedrørende "Functions performed by G1, Individuals performing G1 functions", efter det oplyste udarbejdet i 2012, med bilag, samt oplysninger vedrørende en række personer, som H1 har oplyst har udført arbejde for G1, der er indregistreret på Y1.

Endeligt er fremlagt SKATs efteranmeldelse af 5. januar 2017 vedrørende krav i konkursboet efter H1 med et beløb af i alt 73.724.142 kr.

Det er under sagen oplyst, at SKAT den 27. september 2016 har meddelt afslag på H1s ansøgning om henstand med selskabsskatten for 2008 og 2009 og udbytteskatten for 2010. H1 har ved skrivelse af 21. december 2016 påklaget afgørelsen til Skatteankestyrelsen. Efter den mundtlige forhandling er det blevet oplyst, at SKAT har foreslået skattekravet nedsat med ca. 2,7 mio. kr.

Parterne har indgivet påstandsdokumenter og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres anbringender for Sø- og Handelsretten som overordnet gengivet i Sø- og Handelsrettens kendelse.

Landsrettens begrundelse og resultat 

Det følger af skattekontrolloven § 3B, stk. 1, at skattepligtige, der er koncernforbundet med en juridisk person, i selvangivelsen skal afgive oplysninger om art og omfang af handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med ovennævnte juridiske personer (kontrollerede transaktioner). Det er ubestridt, at H1 og G1 er koncernforbundne.

Efter skattekontrollovens § 3 B, stk. 5, skal de selvangivelsespligtige udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat for de kontrollerede transaktioner. Den skriftlige dokumentation skal være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. også ligningslovens § 2.

I forarbejderne til bestemmelsen i skattekontrollovens § 3B anføres det (L 84, fremsat 1997/1998, s. 8 og 9) om kravene efter stk. 5 (dengang stk. 4) blandt andet følgende:

"Ifølge stk. 4 i den foreslåede § 3 B skal skattepligtige omfattet af stk. 1 udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat for kontrollerede transaktioner.

...

De skattepligtige skal som minimum redegøre for, hvorledes priser og vilkår for kontrollerede transaktioner rent faktisk er fastsat. Er pris og vilkår eksempelvis fastsat med udgangspunkt i tilsvarende priser og vilkår ved salg til uafhængige parter skal dette angives og eventuelle afvigelser herfra skal begrundes. Såfremt den skattepligtige ikke har tilsvarende salg til uafhængige parter og der endvidere ikke eksisterer sammenlignelige varer kan en alternativ løsning være at se på koncernens nettoresultatet. Dette nettoresultat fordeles indenfor koncernen efter de udførte funktioner. Den skattepligtiges andel i koncernens fortjeneste på den omhandlede vare skal med andre ord modsvare de funktioner den skattepligtige har udført vedrørende den omhandlede vare.

...

... Endvidere vil det i almindelighed blandt andet være hensigtsmæssigt at give oplysninger om:

1) De virksomheder, der er inddraget i de kontrollerede transaktioner,

2) arten af de pågældende transaktioner,

3) de funktioner, der udføres af de enkelte virksomheder (som f. eks. fabrikation, reklame, distribution, indkøb osv.) og om

4) den skattepligtige eller forbundne virksomheder har sammenlignelige transaktioner med uafhængige virksomheder (ikke kontrollerede transaktioner).

Hvis oplysninger om ovennævnte forhold ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at vurdere den interne prisfastsættelse, vil det være nødvendigt at give supplerende oplysninger. Der kan f. eks. være tale om finansielle oplysninger, ... om oplysninger om den udenlandske virksomheds transaktioner med andre forbundne virksomheder...

I en transfer pricing sag kan det være nyttigt at give oplysninger om hver enkelt virksomhed, der er involveret i den afhængige transaktion. Sådanne oplysninger kan være:

1) oversigt over virksomheden,

2) organisationsstrukturen,

3) ejerforholdene indenfor koncernen,

4) omfanget af salg og resultater i de seneste år forinden transaktionen og

5) omfanget af den skattepligtiges kontrollerede transaktioner med udenlandske virksomheder.

..."

Kravene til dokumentationen er uddybet i bekendtgørelse nr. 42 af. 24. januar 2006 om dokumentation af prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner.

Det følger samlet heraf, at H1 er forpligtet til at give oplysninger om sine transaktioner med G1. Dokumentationen skal opfylde de krav, der følger af ovennævnte regler. Såfremt den skattepligtige ikke har udarbejdet dokumentation i overensstemmelse med § 3B, stk. 5, finder lovens § 5, stk. 3, anvendelse, jf. § 3B, stk. 8. Efter § 5, stk. 3, skal skatteansættelsen i denne situation foretages skønsmæssigt.

Efter en gennemgang af på den ene side SKATs afgørelser af 18. december 2014 og 27. november 2015 med bilag samt de hertil fremførte synspunkter og på den anden side den af H1 fremlagte yderligere dokumentation og de fremførte modstående synspunkter, finder landsretten, at SKAT med den klarhed, der kræves efter konkurslovens § 17, har sandsynliggjort sine fordringer på selskabs- og udbytteskat for de omhandlede indkomstår.

Landsretten har herved blandt andet lagt vægt på, at dokumentationen vedrørende G1 reelt har været begrænset for eksempel med hensyn til spørgsmålet om G1's forretningsmæssige aktiviteter og transaktioner med andre forbundne virksomheder, herunder hvad der sker med de varer, der faktureres til G1, og hvem der er den endelige aftager af varerne. De af H1 fremlagte efterfølgende udarbejdede søgninger og analyser fra R1 og R2 kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Dokumentationen har videre i en række tilfælde indeholdt modstridende oplysninger for eksempel med hensyn til antal ansatte og nærmere oplysninger om disses ansættelsesforhold i G1, ligesom der efter dokumentationen består tvivl om forholdene omkring den tidsmæssige udstrækning af agentaftalen.

På den baggrund, og idet landsretten er enig i de grunde, som er anført i Sø- og Handelsrettens kendelse af 22. juni 2016, stadfæster landsretten Sø- og Handelsrettens afgørelse.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 under likvidation betale 125.000 kr. med tillæg af moms til SKAT. Ved fastsættelsen af beløbet har landsretten udover sagens værdi lagt vægt på sagens udfald og omfang samt den mundtlige forhandlings varighed.

T h i b e s t e m m e s :

Skifterettens kendelse stadfæstes.

Inden 14 dage betaler H1 under likvidation (nu under konkurs) til SKAT 156.250 kr. i sagsomkostninger.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.