En bindende tariferingsoplysning (BTO) er en bindende afgørelse af, hvilken varekode i Toldtariffen en bestemt vare har (varens tarifering).

En varekode bruges sammen med varens oprindelse til at finde ud af, hvilken toldsats varen er pålagt.

Du skal søge digitalt om en BTO for en varekode via den nye virksomhedsportal EU Customs Trader Portal.

Søg bindende afgørelse om en varekode (BTO)

For at du kan søge om en bindende tariferingsoplysning via portalen skal du sikre, at din virksomhed har et EORI-nummer, er sat op til at modtage den nødvendige kommunikation gennem systemet og evt. er tildelt de korrekte roller og rettigheder.

Find alle vejledninger til, hvordan du får adgang til og bruger EU Customs Trader Portal.

En bindende tariferingsoplysning (BTO) er en bindende afgørelse af, hvilken varekode i Toldtariffen en bestemt vare har (varens tarifering). En varekode bruges blandt andet til at fastslå, hvilke toldsatser der skal betales for varen ved import til EU, og om der er andre betingelser, der skal opfyldes for at varen lovligt kan indføres. Det kan fx være fremlæggelse af et dyrlægecertifikat eller en importlicens. En BTO kan dermed være til at sikre kendskabet til de økonomiske konsekvenser (den tarifmæssige toldsats), før transaktionen sættes i gang.

Du kan altid få hjælp til at finde den rette varekode i søgeværktøjerne  eVITA, Taric og Tariferingsforordninger eller ved at henvende dig til Toldstyrelsen, men dette er kun vejledende.

Læs mere om varekoder.

En BTO er bindende for både toldmyndighederne og virksomheden, der har fået en BTO.

Den gælder og er bindende i hele EU, uanset hvilken medlemsstat den er udstedt i. Det betyder, at en dansk BTO kan fremlægges, hvis den konkrete vare ønskes fortoldet i eller udført fra fx Tyskland. Toldmyndighederne i det pågældende medlemsland har dog ret til at forlange en BTO oversat til landets eget sprog.

Hvem gælder en BTO for?

Det er kun den virksomhed, der har modtaget en BTO, der kan benytte sig af den.

En BTO udstedt til en anden modtager kan dog give dig en vis indikation af, hvad varekoden er for en tilsvarende eller lignende vare og kan være med til at kvalificere din ansøgning. Hvis du anvender den bestemte varekode mindskes risikoen for, at du bruger en forkert varekode i forbindelse med import eller eksport af varer. Du kan søge i gældende BTO'er ved hjælp af søgefunktionen i den europæiske database EBTI.

Hvor længe gælder en BTO?

En BTO gælder i tre år. Når din BTO udløber, kan du søge om at få den genudstedt.

Du skal være opmærksom på, at din BTO gælder seks år, hvis den er udstedt før 1. maj 2016.

Angiv dit BTO-nummer i fortoldningen

På fortoldningen skal du angive samtlige BTO-numre på BTO'er, som du har ansøgt om og fået, hvis de har relevans for fortoldningen.

Referencenummeret angives i rubrik 44.2 med certifikatkode C626 i Importsystemet, efterfulgt af det pågældende BTO-nummer. Nummeret begynder med DK efterfulgt af tal.

Danmark er ved at implementere EU’s toldkodeks, som digitaliserer hele toldområdet i EU. Det betyder bl.a., at alle BTO-relaterede procedurer fra 1. oktober 2019 håndteres elektronisk via EU’s nye virksomhedsportal EU Customs Trader Portal. Den nye portal gør det bl.a. muligt at ansøge om og modtage meddelelser om BTO-afgørelser via portalen.

EU Customs Trader Portal håndterer kontakten mellem ansøgeren og toldmyndigheden. Du kan gøre følgende i portalen:

  • Oprette en ny ansøgning om bindende tariferingsoplysninger
  • Modtage meddelelser, fx hvis din BTO-afgørelse ikke længere er gyldig, eller hvis toldmyndigheden har brug for flere oplysninger om den vare, som skal tariferes
  • Bladre i og få adgang til dine BTO-afgørelser. Du skal dog være opmærksom på, at du muligvis ikke kan se din virksomheds BTO’er fra før 1. oktober 2017 i det nye system. Du kan få disse oplysninger ved at henvende dig til Toldstyrelsen.

For at komme i gang med at bruge portalen skal du:

  1. Bruge virksomhedens EORI-nummer
  2. Sætte din bruger op til at modtage meddelelser
  3. Have den nødvendige rolle og rettighed
  4. Logge på EU Customs Trader Portal

Hvis du oplever problemer med at logge på portalen, kan du prøve at bruge en anden browser.

BTO'er udstedes af Toldstyrelsen. For at søge om en BTO skal du logge på EU Customs Trader Portal og udfylde en ansøgning om bindende tariferingsoplysning. Dette kræver, at du har de rette rettigheder og har sat din bruger op til at modtage meddelelser gennem systemet.

Find alle vejledninger til, hvordan du får adgang til EU Customs Trader Portal og udfylder din ansøgning.

Din ansøgning må kun omfatte én vare. Det er vigtigt, at du beskriver varen, varens fremstilling, sammensætning og anvendelse så detaljeret som muligt og vedlægger så meget dokumentation for sammensætningen som muligt. Det kan fx være en analyseattest med relevante oplysninger for tariferingen, brochurer, datablade og tekniske specifikationer. Hvis det er muligt, skal du sende en prøve af varen. For næringsmidler skal du sende min. 2 x 250 gram af varen. Du skal sende vareprøven til:

Toldstyrelsen
Slet Parkvej 1
8310 Tranbjerg J
Att.: Bindende Tarifering

Hvis du fremlægger dokumenter på andet end dansk, skal du være opmærksom på, at vi kan kræve at få dem oversat til dansk.

I din ansøgning skal du også oplyse, hvorfor du ønsker en BTO, herunder om det fx drejer sig om import fra eller eksport til lande uden for EU. Der skal være tale om import- eller eksportforretninger, som du har til hensigt at oprette.

Som ansøger kan du anmode om, at fabrikationsdetaljer m.v. holdes fortrolige i BTO'en.

Har du spørgsmål?

  • Om adgang til EU Customs Trader Portal og EBTI, så kontakt 72 22 12 12
  • Inden du sender en ansøgning, så kontakt 72 22 12 12
  • Efter du har sendt en ansøgning, så kontakt bto@toldst.dk
  • Til din afgørelse, så kontakt bto@toldst.dk 

Toldmyndigheden skal træffe en afgørelse inden for 120 dage. Dette kan dog forlænges med 30 dage. Sagsbehandlingsfristen kan overskride 120 + 30 dage i særlige tilfælde, hvor vi venter på nødvendige analyser. Hvis vi venter på yderligere oplysninger fra virksomheden, eller hvis problemstillingen er forelagt Kommissionen, tæller den tid ikke med i forhold til tidsfristen.

I tilfælde af systemnedbrud på EU Customs Trader Portal, skal du udfylde og indsende blanket 14.021.

Find ansøgningsblanketten til bindende tariferingsoplysning og en vejledning til at udfylde blanketten.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se den juridiske vejledning.