Dato for udgivelse
26 Apr 2017 08:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
03 Apr 2017 07:41
SKM-nummer
SKM2017.307.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 10J-3413/2015
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Godkendt, offentlig vej, indregistreres, biludstilling, godkendelse, tilbagekaldelse, låst, syn, medarbejder
Resumé

G1 godkendte den 12. juni 2014 en bil til kørsel på offentlig vej. Godkendelsen var en fejl, idet bilen var ombygget i en sådan grad, at den ikke lovligt kunne indregistreres til kørsel i Danmark, og Trafikstyrelsen traf derfor den 24. juli 2014 afgørelsen om at tilbagekalde godkendelsen.

En medarbejder hos SKAT så den 9. august 2014 bilen på en biludstilling. Medarbejderen kunne genkende bilen, idet han tidligere havde været involveret i en sag om tilbagekaldelse af bilens godkendelse. Den 21. august 2014 sendte han Trafikstyrelsen en mail, hvori han gjorde styrelsen opmærksom på dette.

Trafikstyrelsen besvarede den 22. august denne mail og anførte, at: "[...] vi er i gang igen med at inddrage godkendelsen [...] Jeg har bedt IK kontakte dig, idet vi skal have SKAT's hjælp til at få låst det her køretøj i [Det Centrale Motorregister]".

Til trods for at godkendelsen af bilen var inddraget, blev bilen den 1. september 2014 solgt til SM, der samme dag blev registreret som ejer af bilen.

Den 15. september 2014 anmodede Trafikstyrelsen SKAT om at "låse" bilen i Det Centrale Motorregister, hvilket SKAT gjorde samme dag.

SM solgte den 3. oktober 2014 bilen til sagsøgeren, der efterfølgende blev orienteret om, at bilen ikke lovligt kunne indregistreres til kørsel i Danmark. Sagsøgeren anlagde herefter sag mod SKAT med påstand om, at SKAT skulle tilpligtes at anerkende, at SKAT skal erstatte ham det tab, der følger af, at bilen ikke må benyttes på offentlig vej.

Retten fandt ikke, at SKAT burde have "låst" bilen i Det Centrale Motorregister ved modtagelsen af Trafikstyrelsens mail af 22. august 2014, og retten fandt det derfor ikke bevist, at SKAT havde handlet ansvarspådragende.

Reference(r)

Bekendtgørelse om registrering af køretøjer § 2

Registreringslovens § 1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, E.A.8.5 


Parter

A

(v/Adv. Claus Bonnez

Mod

SKAT

(Kammeradvokaten v/Adv. Christian Vang)

Afsagt af byretsdommerne

Nana Blach, Anne Horstmann og Beth von Tabouillot

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 29. december 2015, drejer sig om, hvorvidt sagsøgte, SKAT, har begået ansvarspådragende fejl ved først den 15. september 2014 i Køretøjsregistret at have "låst" det køretøj, sagsøgeren, A, købte den 3. oktober 2014, og om SKAT i bekræftende fald skal erstatte As tab. Begrebet "låst" er et begreb, der er anvendt af parterne, og som efter det oplyste er ensbetydende med, at der ikke uden myndighedernes medvirken kan foretages omregistrering af køretøjets ejerforhold og registrering af godkendelse ved syn.

A har nedlagt påstand om, at SKAT tilpligtes at anerkende, at SKAT skal erstatte A det tab, der følger af, at det af A den 3. oktober 2014 købte motorkøretøj med stelnummer ...21 ikke var godkendt af Trafikstyrelsen og derfor ikke må benyttes på offentlig vej.

SKAT har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 3.

Det køretøj, som nærværende sag drejer sig om, er en Replica Ferrari, der er et ombygget køretøj, der minder om en Ferrari med undervogn mv. fra andet bilmærke og med ombygget frontparti og tagkonstruktion ved brug af et "... Kit" af glasfiber.

Trafikstyrelsen blev efter en henvendelse opmærksom på det omhandlede køretøj og traf den 27. november 2012, efter at høring af den daværende ejer var foretaget, afgørelse om at inddrage godkendelsen af køretøjet.

Køretøjet blev på trods af Trafikstyrelsens inddragelse af godkendelsen på ny godkendt ved et førstegangs registreringssyn den 12. juni 2014 hos G1 uden anmærkninger.

Ved e-mail af 3. juni 2014 erkendte G1, at køretøjet fejlagtigt var godkendt og anmodede Trafikstyrelsen om at inddrage godkendelsen.

Trafikstyrelsen konstaterede, at køretøjet var overdraget til en ny ejer, og den 24. juli 2014 traf Trafikstyrelsen, efter at høring af den nye ejer var foretaget, afgørelse om at inddrage godkendelsen af køretøjet.

Ved e-mail af 21. august 2014 rettede NC fra SKAT henvendelse til Trafikstyrelsen:

"...Jeg var den 09.08.2014 ren privat til bilshow på torvet i Y1-by. Der så jeg denne bilmærke - Ferrari, som jeg syntes virkede bekendt. Jeg har tidligere taget billeder af bilen her i SKAT og har også snakket med SK om denne bil. Jeg kan huske, at den var godkendt på ukorrekt grundlag og det fremgår også af de tidligere synsrapporter, at der manglede dokumentation for diverse ting. Nu er bilen på gaden og ejeren ønsker, at sælge den så vidt jeg kunne forstå på ham, men hvad der er blevet af sagen, er den blevet godkendt på korrekt vis?..."

Trafikstyrelsen ved VH svarede på NCs e-mail den 22. august 2014:

"...Bilen er i juni blevet godkendt for tredje gang ved G1, så vi er i gang igen med at inddrage godkendelsen på ny.

Jeg har bedt IK kontakte dig, idet vi skal have SKATs hjælp til at få låst det her køretøj i DMR, så det ikke kan registreres før TS er blevet hørt - det er helt tydeligt i denne sag, at flere synsmedarbejdere ikke kan se forskel på Ferrari og en "bilmærke", og endvidere har demonstreret manglende kendskab til regler om replicabiler og regler om ombygning af biler."

Køretøjet blev imidlertid, på trods af at godkendelsen var inddraget, solgt til SM, som blev registreret som ejer af køretøjet den 1. september 2014.

Den 15. september 2014 sendte Trafikstyrelsen ved IK følgende e-mail til NC i SKAT:

"...Vi har tidligere talt om dette køretøj.

Vi har efter at vi havde taget beslutning om at inddrage godkendelsen, fundet ud af at den er blevet ejerskiftet og går nu i gang med en ny høring af den ny ejer.

Trafikstyrelsen skal hermed anmode om at køretøjet låses i DMR, med bemærkning om at Trafikstyrelsen skal kontaktes inden nogen ændringer kan foretages: ejerskifte /godkendelse af syn med videre.

"Bilmærke", replica ferrari model ... Stelnr. ...21."

Køretøjet blev "låst" i Køretøjsregistreret af SKAT ved NC den 15. september 2014.

SM indrykkede den 29. september 2014 en salgsannonce for køretøjet i dba.dk. Det fremgår af annoncen blandt andet, at køretøjet var nysynet, og at køretøjet var "100% lovlig".

Trafikstyrelsen var blevet bekendt med, at SM var blevet registreret som ejer af køretøjet den 1. september 2014 og foretog i forbindelse med processen med inddragelse af godkendelsen en partshøring af SM ved brev af 3. oktober 2014, hvoraf fremgår, at Trafikstyrelsen agtede at inddrage godkendelsen af køretøjet.

Den 3. oktober 2014 solgte SM køretøjet for 160.000 kr. til A.

Køretøjet var "låst" i Køretøjsregisteret på dette tidspunkt. Køretøjet blev "låst op" den 6. oktober 2014 af en medarbejder fra SKAT, og A lod køretøjet omregistrere til sig selv i Køretøjsregistreret og registreringsattest blev udstedt til A.

Køretøjet blev på ny "låst" i Køretøjsregistreret den 20. oktober 2014.

I brev af 23. juni 2015 til A anførte Trafikstyrelsen, at køretøjet ikke kunne godkendes, og at køretøjet fejlagtigt var blevet godkendt af flere synsvirksomheder.

Parternes synspunkter

A har i det væsentligte procederet i overensstemmelse med påstandsdokumentet, hvoraf fremgår blandt andet:

"

- sagsøgte er ansvarlig for driften og opdateringen af motorregisteret,

- allerede 9. august 2014 opdagede en medarbejder hos sagsøgte, at bilen måske var "godkendt på et ukorrekt grundlag", og at aktuelle ejer "ønskede at sælge" bilen,

- først den 21. august 2014 meddelte sagsøgtes medarbejder sine iagttagelser i en mail til Trafikstyrelsen,

- sagsøgte er ansvarlig for sine medarbejderes langsommelighed og fejl,

- sagsøgte fik af Trafikstyrelsen allerede den 22. august 2014 anmodning om at "låse" bilen,

- det var på det relevante tidspunkt alene sagsøgte, der havde adgang til at "låse" køretøjer i motorregisteret og således ikke også for eksempel Trafikstyrelsen,

- bilens sælger fik 1. sep. 2014 bilen omregistreret og fik tillige udstedt registreringsattest af sagsøgte,

- sælger har således haft rimelig grund til at tro at bilen var godkendt og lovlig, da hun solgte den til sagsøger,

- havde sagsøgte "låst" bilen 22. august 2014, ville sælger ikke kunne få den omregistret til sig selv, hvorfor sagsøger under handlen ville være blevet advaret om, at noget var galt,

- sagsøgte begik en ansvarspådragende fejl ved ikke at "låse" bilen før den 15. sep. 2014,

- sælger ville have været afskåret fra at få køretøjet omregistreret, hvis sagsøgte havde "låst" det inden 1. september 2014,

- sagsøgte begik en fejl ved 1. september 2014 at udstede registreringsattest til sælger,

- der er årsagssammenhæng mellem sagsøgers tab og SKATs forsinkede "låsning" af bilen,

- en bil, der ikke må benyttes på offentlig vej, er væsentligt mindre værd, end en tilsvarende, der må benyttes på offentlig vej,

- det er almindeligt kendt, at muligheden for indregistrering har væsentlig betydning for værdien af et motorkøretøj,

- mangler ved registreringsattester kan have en afgørende betydning for værdien af et motorkøretøj,

- der er årsagssammenhæng mellem sagsøgtes fejl og sagsøgers tab,

- det er påregneligt for sagsøgte, at borgere kan lide tab som følge af fejl ved registrering,

- sagsøger købte bilen i tillid til, at den lovligt kunne benyttes på offentlig vej,

- sagsøger har givet sælger og sagsøgte en berettiget forventning om, at køretøjet lovligt måtte benyttes på offentlig vej,

- sagsøger har udvist culpa ved ikke at holde motorregisteret korrekt opdateret om bilen,

- betingelserne for at pålægge sagsøgte erstatningsansvar er opfyldt."

SKAT har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumentet, hvoraf fremgår blandt andet:

"SKAT er ikke erstatningsansvarlig for det tab A måtte have lidt ved at have købt en bil, der ikke var godkendt til kørsel inden for færdselslovens område.

Det følger af dansk rets almindelige erstatningsbetingelser, at SKAT alene kan ifalde et erstatningsansvar, hvis der foreligger et ansvarsgrundlag, hvis der er årsagssammenhæng, og hvis der er indtrådt et erstatningsretligt relevant tab.

A har gjort gældende, at SKAT burde have "låst" bilen i Motorregisteret allerede den 22. august 2014.

A har ikke påvist nogen retlige normer for, at SKAT skulle have "låst" bilen i Motorregistret tidligere end den 15. september 2014. At bilen ikke blev "låst" tidligere, kan derfor ikke tilregnes SKAT som ansvarspådragende.

Skulle denne manglende "låsning" udgøre et ansvarsgrundlag, bestrider SKAT imidlertid, at der er årsagssammenhæng mellem den manglende "låsning" og den skade, A har lidt.

Det er ubestridt, at bilen blev "låst" i Motorregisteret den 15. september 2014 og forblev "låst" indtil efter A den 3. september 2017 købte den. Det er endvidere ubestridt, at A ikke undersøgte Motorregistret, inden han købte bilen. Havde han undersøgt registret, ville han have opdaget, at bilen var "låst".

Selv hvis SKAT - som A hævder, at de burde - havde "låst" bilen den 22. august, ville det ikke have gjort nogen forskel, idet han ikke undersøgte, hvad der stod i registret, men blot henholdt sig til en "ældre" godkendelse fra den 12. juli 2014.

Der er derfor ikke årsagssammenhæng mellem As tab ved at have købt en mangelfuld bil og det forhold, at SKAT ikke låste bilen tidligere end den 15. september 2014.

Hertil kommer, at der ikke er nogen årsagssammenhæng mellem det forhold, at bilen ikke var "låst" den 12. juni 2014, og at G1 godkendte bilen. G1 har erkendt, bilen blev godkendt ved en fejl, og at denne fejl udelukkende beroede på G1s forhold (bilag E)

Endeligt har ordningen med registrering i Motorregistret ikke til formål at værne As interesse i ikke at blive påført et tab ved at have købt en bil, der ikke lovligt kan anvendes inden for færdselslovens område, og som derfor er mangelfuld. SKAT er derfor - under ingen omstændigheder - erstatningsansvarlig for det tab, han måtte have lidt som følge af manglen.

En registreringsattest er ikke et slags gyldighedsbevis. At man får forevist en registrerings-attest giver således ikke én en retsbeskyttet forventning, om at bilen på det tidspunkt, hvor attesten forevises, lovligt kan anvendes inden for færdselslovens område."

Rettens begrundelse og afgørelse

Af lovbekendtgørelse nr. 16 af 9. januar 2013 om registrering af køretøjer § 1, stk. 1 og 2, fremgår blandt andet, at registrering af køretøjer sker i et for hele landet fælles register (Køretøjsregisteret), hvori der registreres oplysninger om hvert enkelt køretøj og om køretøjets tilhørsforhold. Endvidere fremgår det af dagældende bekendtgørelse nr. 20 af 15. januar 2013 om registrering af køretøjer § 2, stk. 1, at SKAT forvalter Køretøjsregisteret. Af bekendtgørelsens § 46, stk. 2, fremgår, at et køretøj, der skal godkendes efter bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer, skal registreres med denne godkendelse, før køretøjet tages i brug på færdselslovens område.

Af lovbekendtgørelse nr. 959 af 24. september 2012 om godkendelse og syn af køretøjer § 1, stk. 1, fremgår blandt andet, at et køretøj skal være typegodkendt eller godkendt ved syn, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område. Endvidere fremgår det af bekendtgørelse nr. 516 af 1. januar 2012 om godkendelse og syn af køretøjer § 53, at hvis det efter godkendelsen konstateres, at godkendelsesgrundlaget ikke har været i orden, kan Trafikstyrelsen bestemme, at køretøjet skal indkaldes til syn, eller at dets godkendelse skal inddrages.

Det er ubestridt, at det omhandlede køretøj, forud for As erhvervelse af dette, fejlagtigt blev godkendt ved syn den 12. juni 2014, og at Trafikstyrelsen herefter ved en afgørelse af 24. juli 2014 tilbagekaldte godkendelsen i medfør af bekendtgørelse nr. 516 af 1. januar 2012 om godkendelse og syn af køretøjer § 53.

Det er endvidere ubestridt, at en medarbejder hos SKAT, NC, blev opmærksom på køretøjet ved et bilshow den 9. august 2014, at NC i anledning heraf den 21. august 2014 rettede henvendelse til Trafikstyrelsen ved VH, at VH besvarede henvendelsen den 22. august 2014, at Trafikstyrelsen ved IK rettede henvendelse til SKAT den 15. september 2014, at SKAT samme dag "låste" køretøjet i Køretøjsregisteret, og at køretøjet herefter var "låst" frem til den 6. oktober 2014. Det er endelig ubestridt, at det forhold, at køretøjet var "låst" i Køretøjsregisteret indebar, at der ikke uden myndighedernes medvirken kunne foretages omregistrering af køretøjets ejerforhold og registrering af godkendelse ved syn.

A har gjort gældende, at SKAT er ansvarlig for sine medarbejderes langsommelighed og fejl, og at SKAT har handlet culpøst ved ikke på et tidligere tidspunkt end sket at have opdateret oplysningerne om køretøjet i Køretøjsregisteret og derved forhindret, at køretøjet den 1. september 2014 blev registreret med en ny ejer, SM, der den 3. oktober 2014 solgte køretøjet til A.

Efter bevisførelsen, herunder indholdet af mailkorrespondancen mellem SKAT og Trafikstyrelsen, finder retten ikke grundlag for at fastslå, at SKAT ved modtagelsen af Trafikstyrelsens mail af 22. august 2014 burde have "låst" køretøjet i Køretøjsregisteret eller i øvrigt ændret registreringsforholdene vedrørende køretøjet. Der er herved lagt vægt på, at Trafikstyrelsens mail af 22. august 2014 efter sin ordlyd ikke kan forstås som en anmodning til SKAT om straks at "låse" køretøjet eller i øvrigt opdatere oplysningerne om køretøjet i Køretøjsregisteret, men må forstås som en meddelelse om, at Trafikstyrelsen på dette tidspunkt endnu ikke havde tilbagekaldt godkendelsen af køretøjet, men havde indledt en proces vedrørende inddragelse af godkendelsen, og at SKAT skulle afvente henvendelse fra en medarbejder i Trafikstyrelsen, IK, vedrørende "låsning" af køretøjet i Køretøjsregisteret. Herefter havde SKAT ikke anledning til at foretage sig yderligere allerede den 22. august 2014, men måtte afvente Trafikstyrelsens afgørelse i medfør af bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer § 53 og meddelelse herom. Det bemærkes i tilknytning hertil, at det efter bevisførelsen ikke kan lægges til grund, at SKAT var bekendt med Trafikstyrelsens afgørelse af 24. juli 2014, eller at SKAT i øvrigt havde anledning til at reagere på et tidligere tidspunkt end sket. Det forhold, at en medarbejder fra SKAT tilfældigt og i privat regi blev opmærksom på køretøjet ved et bilshow den 9. august 2014 kan ikke føre til et andet resultat.

På denne baggrund, og efter bevisførelsen i øvrigt, er det ikke bevist, at SKAT har handlet ansvarspådragende i forbindelse med forvaltningen af oplysningerne om det omhandlede køretøj i Køretøjsregisteret. Allerede af denne grund tages SKATs påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til SKAT. Sagsomkostningerne fastsættes til 30.000 kr., som vedrører udgifter til advokatbistand inklusive moms. Der er ved fastsættelsen af beløbet ud over det oplyste om sagens værdi henset til sagens karakter og forløb.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

SKAT frifindes.

A skal inden 14 dage betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til SKAT.

Sagomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter