Dato for udgivelse
07 Mar 2017 09:24
Resumé

Fra 1. marts 2017 stiller SKAT krav om, at køretøjer, som angives via en månedsangivelse ved eksport, skal angives på månedsangivelsen 14 dage før de udføres.


Hvis I søger om at få udbetalt eksportgodtgørelse på et køretøj, som skal eksporteres, skal I angive køretøjet på månedsangivelsen 14 dage før, det udføres af Danmark.

Den nye proces gælder fra den 1. marts 2017.

SKAT har en frist på 14 dage til at indkalde et køretøj

Det betyder, at vi har en frist på 14 dage til at indkalde et køretøj til besigtigelse og/eller kræve, at køretøjet gennemgår et udvidet registreringssyn (toldsyn).

Fristen regnes fra den dag, hvor I angiver køretøjet på månedsangivelsen i Motorregistret.

Hvornår skal I udføre et køretøj?

I skal udføre køretøjet efter fristen på 14 dage, medmindre vi har stillet krav om besigtigelse og/eller toldsyn. 

Besigtigelsen og/eller toldsynet kan gennemføres efter fristens udløb. Hvis vi har krævet et køretøj besigtiget og/eller toldsynet, må køretøjet først udføres, når vi har godkendt det.  

Hvornår udbetaler vi eksportgodtgørelse?

Hvis vi har stillet krav om besigtigelse og/eller toldsyn, udbetaler vi først eksportgodtgørelsen, når køretøjet er godkendt, og er udført.

Hvorfor ny proces?

Den nye proces giver os mulighed for løbende at udtage køretøjer til besigtigelse og/eller toldsyn for at afgøre, om køretøjerne er i registreringsklar stand og for at kunne vurdere køretøjets handelsmæssige stand.

Love og regler

Reglerne for registrerede virksomheder (selvanmeldere) står i §§ 14-18 i Lovbekendtgørelse nr. 29 af 10. januar 2014 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (registreringsafgiftsloven).

Reglen om SKATs mulighed for at forlange et køretøj fremstillet til eftersyn, står i § 25 i registreringsafgiftsloven.

I kan finde registreringsafgiftsloven på skat.dk/afgiftslove.

I kan også læse mere på skat.dk.

Hvis I har spørgsmål

Har I spørgsmål til nyhedsbrevet, kan I kontakte os. Se skat.dk/kontakt.