Du kan betale via Netbank, Nets Leverandørservice, MobilePay og Visa/Dankort eller Dankort.

Indberet og betal i TastSelv Erhverv

Du kan betale via

  • Netbank
  • Nets Leverandørservice
  • Visa/Dankort eller Dankort
  • MobilePay

Netbank

Hvis du bruger netbank, skal du kopiere hele betalingslinjen og sætte den ind.

Betalingslinjen er den samme for alle betalinger til Skattekontoen. Når du har gennemført den første betaling, behøver du derfor ikke at kopiere betalingslinjen, hver gang du har indberettet.

Du kan altid finde betalingslinjen under menuen Stamoplysninger på din Skattekonto.

Forstå din betalingslinje:

Når du har indberettet i TastSelv Erhverv, får du en kvittering, hvor du kan se den betalingslinje, du skal bruge til indbetaling. Den kan fx se sådan her ud:

+71 000000xxxxxxxxx+yyyyyyyy

Betalingslinjen består af tre ting:

1) +71 er kortarten, der afgør typen af indbetalingskort.

2) 000000xxxxxxxxx er identifikationslinjen, der fortæller, hvilken virksomhed der indberetter.

3) +yyyyyyyy er kreditornummeret, der fortæller, hvem du indbetaler til.

Sæt betalingsdatoen til max fem hverdage før fristen

Når du betaler via netbank, skal du huske at sætte betalingen til at ske på selve fristdatoen, eller max fem hverdage før. Hvis du betaler tidligere, bliver pengene automatisk tilbagebetalt. Læs mere om 5 dages-reglen under overskriften ”Betal tidligst fem hverdage før fristen

Leverandørservice

Leverandørservice er en erhvervsbetalingsløsning fra Nets og kan bedst sammenlignes med Betalingsservice for private

Når du indberetter de forskellige skatter og afgifter, fx moms eller punktafgifter, kan du tilmelde hver enkelt skat eller afgift til leverandørservice.

Visa/Dankort eller Dankort

På Skattekontoen kan du betale et valgfrit beløb med dit Dankort eller Visa/Dankort:

  • Du kan højst betale 100.000 kr. ad gangen.

  • Betalingen sker d.d. (dvs. samme dag). Derfor er det vigtigt, at du tidligst betaler med dankortet fem hverdage før betalingsfristen. Hvis du betaler tidligere, bliver pengene automatisk tilbagebetalt. Læs mere om 5 dages-reglen – og hvordan du undgår at betale for tidligt – i afsnittet Betal tidligst fem hverdage før fristen.

Du kan få hjælp til, hvordan du betaler med Visa/Dankort under SkattekontoenTastSelv Erhverv.

MobilePay

På Skattekontoen kan du betale et valgfrit beløb, hvis du er tilmeldt MobilePay.

  • Du kan betale et valgfrit beløb. Vær dog opmærksom på, at beløbsgrænsen er afhængig af det betalingskort, som du har tilknyttet MobilePay.

  • MobilePay skal godkendes til internet-betalinger. Hvis du ikke har givet denne tilladelse, bliver du bedt om tilmelde dig, første gang du bruger MobilePay.

  • Du skal godkende betalingen via din mobiltelefon med MobilePay App'en, selvom du har brugt pc eller tablet til starte betalingen med.

  • Betalingen sker d.d. (dvs. samme dag). Derfor er det vigtigt, at du tidligst betaler via Mobilepay fem hverdage før betalingsfristen. Hvis du betaler tidligere, bliver pengene automatisk tilbagebetalt. Læs mere om 5 dages-reglen – og hvordan du undgår at betale for tidligt – i afsnittet Betal tidligst fem hverdage før fristen.

Du kan få hjælp til, hvordan du betaler med MobilePay under SkattekontoenTastSelv Erhverv.

Når du indberetter og betaler moms, A-skat, AM-bidrag mm. for din virksomhed, skal du huske at skelne mellem indberetningsfristen og betalingsperioden. Du må meget gerne indberette i god tid før fristen, men betalingen via Skattekontoen skal først ske til selve fristen, eller højest fem hverdage før.

Hvis du betaler tidligere – og der ikke er andre betalinger til forfald på din Skattekonto – bliver pengene automatisk tilbagebetalt. Ifølge Opkrævningsloven må myndigheder som Skattestyrelsen ikke beholde virksomhedernes penge mere end fem hverdage – derefter skal vi tilbagebetale dem.

Du har tre muligheder for at undgå for tidlig betaling – og for at vi derfor tilbagebetaler pengene:

Sæt betalingsdatoen til max fem hverdage før fristen

Hvis du betaler via netbank, kan du selv sætte betalingen til at ske på selve fristdatoen, eller max fem hverdage før.

Opret betalingsaftale ved Nets Leverandørservice

Du kan tilmelde virksomheden automatisk betaling via NETS Leverandørservice – så trækkes pengene automatisk først til fristen.

Hæv grænsen for udbetaling på virksomhedens Skattekonto

Du kan hæve udbetalingsgrænsen på virksomhedens Skattekonto (op til 200.000 kr.). Er beløbet, du indbetaler, mindre end udbetalingsgrænsen, bliver beløbet ikke tilbagebetalt. Læs mere ved at klikke på menuen ”Udbetalingsgrænse”, når du er logget ind på Skattekontoen.

Alle virksomhedens indbetalinger og udbetalinger indgår i en samlet saldo. Resultatet bliver enten, at virksomheden skylder penge (debetsaldo) eller har penge til gode (kreditsaldo) samlet set.

Derfor kan du ikke øremærke en betaling til en bestemt postering. De ældste posteringer, der ikke er overdraget til inddrivelse, bliver betalt først, enten ved at du sætter penge ind eller har penge til gode.

Du kan altid se på Skattekontoen, hvordan og hvornår en indbetaling er brugt, og hvordan en postering er betalt. Se detaljevisningen, som du får frem ved at trykke på den enkelte indbetaling eller postering.

Eksempler

Eksempel 1:

Hvis du indberetter moms med sidste rettidige betalingsdato den 1. i måneden, men uden at betale, og også indberetter A-skat rettidigt den 10. i måneden og samtidig betaler et beløb svarende til den indberettede A-skat, så anvendes indbetalingen ikke til A-skatten, men til momsen. Det sker, fordi momsen har sidste rettidige betalingsdato den 1. og A-skatten den 10. Hvis der er penge tilbage, når momsen er betalt, vil de gå til helt eller delvist at betale din A-skat.

Eksempel 2:

Du laver en negativ momsindberetning. Hvis din samlede saldo på skattekontoen er negativ, vil beløbet gå til at dække saldoen. Beløbet vil dække de ældste posteringer først, og du vil få en elektronisk modregningsmeddelelse i Meddelelsesarkivet i TastSelv Erhverv. Hvis din samlede saldo herefter er positiv, vil du få resten af pengene udbetalt.

Forstå rækkefølgen af dine betalinger

Der er to datoer, du skal kende:

  • Forfaldsdato: Den tidligst mulige dato, en postering kan blive betalt.
  • Betalingsfrist: Den seneste dato, en postering skal betales.

Når vi modtager din betaling, bliver pengene brugt til at dække posteringer, der står på kontoen og er klar til at blive betalt - det vil sige krav, som har overskredet forfaldsdatoen. Posteringer betales i kronologisk rækkefølge, så den forfaldne postering, der har den ældste betalingsfrist, betales først. Forfaldne posteringer kan blive betalt, uanset at betalingsfristen er fremtidig. Det vil sige, at alle posteringer under Aktuelle posteringer (der ikke er markeret med Inddrivelse) på Skattekontoens kontostatus betales først. Dernæst betales eventuelt registrerede forfaldne posteringer under Fremtidige posteringer.

Hvis din virksomhed efter betaling af alle registrerede forfaldne fordringer stadig har penge til gode (kreditsaldo), udbetaler vi beløbet, hvis betingelserne for udbetaling i øvrigt er opfyldt.

Din betaling er rettidig, hvis du betaler:

  • via netbank, og beløbet bliver trukket på din konto senest på dagen for udløbet af betalingsfristen, og betalingen er sket efter bankens forretningsbetingelser for overførsler.
  • via indbetalingskort senest på dagen for udløbet af betalingsfristen.
  • via Nets LeverandørService og har godkendt betalingstrækket på TastSelv Erhverv senest kl. 16 bankdagen før betalingsfristens udløb.
  • ved at bede din bank om at overføre beløbet, og beløbet overføres fra din konto til vores konto senest dagen for udløbet af betalingsfristen.

Du kan oprette en betalingsordning i TastSelv Erhverv, hvis du opfylder betingelserne:

  • Du må ikke have skattekontogæld, der er til inddrivelse.

  • Betalingsordningen kan ikke omfatte toldfordringer.
  • Du skal have overholdt eventuelle andre betalingsordninger på Skattekontoen inden for den sidste måned.

  • Din gæld skal være på mindst 800 kr.

  • Betalingsordningen kan højst gælde i et år.

  • Betalingsordningen skal starte senest 30 dage efter den er oprettet.

  • Du kan kun have en betalingsordning ad gangen.

  • Du kan ikke ændre din afgiftsperiode, når du opretter en betalingsordning.

  • Hvis du er blevet foreløbig fastsat, fordi du ikke har indberettet skat, moms eller afgift, skal du indberette de beløb, før du kan få oprettet en betalingsordning.

Du kan få hjælp til, hvordan du opretter en betalingsordning under SkattekontoenTastSelv Erhverv.

Sådan betaler du

Du skal bruge de indbetalingskort, som vi har sendt til dig. Hvis du ikke har fået indbetalingskort, skal du logge på TastSelv Erhverv under Skattekontoen og bruge betalingslinjen, som du finder under Stamoplysninger.

Du kan tilmelde betalingen til Betalingsservice. Tilmeldingsoplysningerne står på det aftalebrev, som du får fra Betalingsservice.

Renter

Der bliver beregnet renter efter de regler, der gælder for Skattekontoen. Renterne skal betales på betalingsordningens sidste rate og står på Skattekontoen under Fremtidige posteringer.

Vil du spare renter og betale beløbet på betalingsordningen før tid, skal du kontakte Skattestyrelsen på 72 22 28 00. Hvis du ikke kontakter os, skal du betale renter for hele perioden, selvom du betaler før tid.

Du skal overholde betalingsordningen

Hvis du ikke overholder betalingsordningens frister, sletter vi betalingsordningen og sender en rykker for hele gælden. Du vil først kunne oprette en ny betalingsordning 30 dage herefter. Hvis du i mellemtiden har fået skattegæld til inddrivelse, vil du ikke kunne indgå en ny betalingsordning.

Betal alle beløb på Skattekontoen til tiden

De beløb, som ikke er omfattet af betalingsordningen, skal du også betale til tiden. Ellers bliver din betalingsordning slettet. Hold derfor øje med din saldo på Skattekontoen og sørg for at betale til tiden. Det gælder også renter og gebyrer.

Modregning

Hvis du får penge til gode hos det offentlige, får du ikke pengene udbetalt, hvis du samtidig har gæld til det offentlige. I stedet bliver de brugt til nedbringe gælden. Det gælder også, selvom du overholder en betalingsaftale.

Hjælp til at oprette betalingsordning

Ring på telefon 72 22 28 00, hvis du skal have hjælp til at oprette betalingsordningen. Log på TastSelv Erhverv, inden du ringer. Så kan vi hurtigere hjælpe dig.

Gæld til inddrivelse

Du kan ikke indgå en betalingsordning, hvis du har skattegæld til inddrivelse. Hvis der på Skattekontoen står "poster sendt til inddrivelse", skal du kontakte Gældsstyrelsen for at få gælden betalt. Du kan kontakte dem på telefon 70 15 73 04.

Når du betaler fra en udenlandsk bankkonto, skal du bruge nedenstående IBAN-nummer, swift-kode og konto. Du skal derudover tilføje dit SE-nummer i kommentarfeltet.

Vær opmærksom på, at du kun kan indbetale beløb, som er omfattet af Skattekontoen. Du kan fx ikke indbetale beløb til dækning af motorafgifter via Skattekontoen.

Betal til os fra en udenlandsk konto

IBAN-nummer: DK87 0216 4069 1633 94
Swiftkode: DABADKKK
Konto: 02164069163394
Kontohaver: Skattestyrelsen
Kommentarfeltet: 8 cifret SE-nummer

Disse regler gælder ikke for told. Læs om renter af told nedenfor under Hvis din virksomhed ikke betaler told til tiden.

Rentetilskrivning

Hvis beløb ikke betales til tiden, løber der renter på fra sidste rettidige betalingsdato og frem til betalingstidspunktet. Det gælder også gebyrer.

  • Satsen er 0,7 procent om måneden (fra 1. januar 2018).
  • Renten revideres en gang årligt og næste gang ved udgangen af 2018.

Renter beregnes som en saldorente. I praksis vil det sige, at renten beregnes dagligt på baggrund af den skyldige saldo. Rentesatsen er fælles for alle krav, der indgår i saldoen. Den beregnede rente tilskrives en gang om måneden og indgår i den skyldige saldo.

Eksempel på renteberegning

Dato Saldo
12. september -11.000
10. september -22.000
1. september -10.000

For september bliver der beregnet rente på 0,7 procent:

  • af saldoen på 10.000 kr. i 9 dage fra og med den 2. til den 10.
  • af saldoen på 22.000 kr. i 2 dage fra og med den 11. til den 12.
  • af saldoen på 11.000 kr. i 18 dage fra og med den 13. til og med den 30.

Det beregnede beløb vil indgå i den rentebærende saldo fra den 30. september.

 

 

Hvis du ønsker at få opgjort din saldo inkl. renter pr. en bestemt dato, kan du ringe til os på 72 22 18 18.

Du kan ikke trække renten fra.

Rykkerproces og overdragelse til inddrivelse (gæld)

Du får en rykker, når du skylder over 5.000 kr.

  • Rykkeren sendes, så snart du skylder over 5.000 kr. I praksis betyder det efter 5 hverdage.
  • Rykkeren sendes på hele saldoen.
  • Når rykkeren sendes, opkræver vi samtidig et rykkergebyr på 65 kr.
  • Rykkeren udsendes med en frist på 8 hverdage.
  • Hvis vi efter yderligere 3 hverdage ikke har modtaget din betaling, så overdrager vi hele saldoen til inddrivelse.
  • Når et beløb bliver overdraget til inddrivelse, bliver posteringen markeret med "Inddrivelse" på Kontostatus og Kontoudtog.
  • Der beregnes renter på Skattekontoen helt frem til udgangen af måneden, uanset om beløbet allerede er overdraget til inddrivelse, for eksempel den 5. i måneden.
  • For ophørte virksomheder rykkes der for beløb på over 200 kr. Læs mere nedenfor under Bagatelgrænser for ophørte virksomheder.

Ny rentemetode på Skattekontoen fra den 1. maj 2016

Der er udviklet en ny metode til at beregne renter af toldfordringer på Skattekontoen. Den nye rentemetode er udviklet på grund af det nye EU toldkodeks.

Toldfordringer skal fremover beregnes med simpel rente. Det betyder, at der ikke må beregnes renter af renter. Desuden beregnes toldfordringer med deres egen rentesats.

Indtil den 1. maj 2016 blev alle renter beregnet dagligt på baggrund af den skyldige saldo. Rentesatsen var fælles for alle krav, der indgik i saldoen (dvs. både toldfordringer og alle andre krav omfattet af Skattekontoen). Den beregnede rente blev tilskrevet en gang om måneden og indgik i den skyldige saldo (dvs. renters rente).

Dette er stadigvæk gældende for alle andre krav end toldfordringer.

Der er nu to rentetyper på Skattekontoen:

  • Saldorente (ikke for told)

  • Toldrente (kun for told)

Ingen renteberegning på toldfordringer under 75 kr. (10 EUR):

Hvis den oprindelige toldfordring er under 75 kr., bliver der ikke beregnet renter af den.

Der beregnes dog stadig renter, hvis virksomheden delvis betaler sin toldfordring, og saldoen på den enkelte toldfordring ender under 75 kr.

Eksempel: Toldfordringen er på 150 kr. Virksomheden betaler 100 kr., så toldfordringen kommer ned under 75 kr. Der beregnes stadig renter af de 50 kr., der er tilbage af toldfordringen.

Ændring af toldrentesats hver måned

  • Rentesatsen for toldfordringer opdateres én gang månedligt til den rente, som er debetrente fra Nationalbanken + 2 procent point.

  • Opdatering sker hver den 1. i måneden. Nationalrenten har ikke ændret sig siden januar 2015.

Rykkerproces og overdragelse til inddrivelse (gæld)

Toldfordringer og andre fordringer håndteres efter samme rykkerproces, som før. Det vil sige:

Du får en rykker, når du skylder over 5.000 kr.

  • Rykkeren sendes, så snart du skylder over 5.000 kr. I praksis betyder det efter 5 hverdage.
  • Rykkeren sendes på hele saldoen.
  • Når rykkeren sendes, opkræver vi samtidig et rykkergebyr på 65 kr.
  • Rykkeren udsendes med en frist på 8 hverdage.
  • Hvis vi efter yderligere 3 hverdage ikke har modtaget din betaling, så overdrager vi hele saldoen til inddrivelse.
  • Når et beløb bliver overdraget til inddrivelse, bliver posteringen markeret med "Inddrivelse" på Kontostatus og Kontoudtog.
  • Der beregnes renter på Skattekontoen helt frem til udgangen af måneden, uanset om beløbet allerede er overdraget til inddrivelse, for eksempel den 5. i måneden.
  • For ophørte virksomheder rykkes der for beløb på over 200 kr. Læs mere nedenfor under Bagatelgrænser for ophørte virksomheder.

Når toldfordringer overdrages til inddrivelse, bliver der opkrævet renter på Skattekontoen frem til udgangen af måneden, og renteberegningen i Gældsstyrelsen starter fra den første dag i den næste måned.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.