Fristen er 1. juli
Du skal oplyse din virksomheds endelige over- eller underskud (resultat) senest den 1. juli 2021.
Du skal udfylde og godkende årsopgørelsen/oplysningsskemaet (tidligere selvangivelsen), selvom du ikke har andre oplysninger end dem, der står på dit servicebrev.
Du skal bruge oplysningsskemaet, hvis du:
- driver selvstændig virksomhed.
- har udenlandsk indkomst eller ejendom - læs mere under Udlandsforhold.
- har udlejet en bolig, som du ikke selv bor i.
- er kunstner og omfattet af indkomstudligningsordningen.
- har forskudt indkomstår.
- ejer anparter, som ikke er omfattet af anpartsreglerne.
Har du lige startet virksomhed?
Du kan finde vejledning og værktøjer målrettet nystartede virksomheder på vores side Start-up med skat.
Få værktøjer til din virksomheds regnskab og resultat
Guide: Sådan oplyser du din virksomheds resultat
Sådan gør du
Log på TastSelv Borger
med dit personlige NemID
- Tryk på Ret årsopgørelsen/oplysningsskemaet.
- Visse beløb vil være fortrykte. Tag stilling til, om de er korrekte. Ret de beløb, der skal rettes.
- Tryk Næste og oplys dit overskud i rubrik 111 eller dit underskud i rubrik 112. Tjek, om der er andre rubrikker, du skal udfylde.
- Rul ned til Regnskabsoplysninger og tryk Oplys. Indtast oplysningerne til de relevante rubrikker.
- Tryk Gem. Du vil nu blive spurgt, om du skal indberette for flere virksomheder. Skal du ikke det, så tryk Tilbage.
- Tag stilling til om, der er andre oplysninger, du skal indberette. Husk, at din årsopgørelse dækker både din virksomheds og din private økonomi.
- Tryk Næste og derefter Godkend.
- Du vil få vist en kvittering, når du er færdig med at rette årsopgørelsen, og derefter kan du se din årsopgørelse. (Hvis der er noget, der ikke stemmer, vil du blive bedt om at udfylde det manglende, før årsopgørelsen kan dannes.)
- På din årsopgørelse kan du se, om du har betalt for meget i skat og skal have penge tilbage, eller om du skal betale mere i skat.
Se videoen om, hvordan du oplyser din virksomheds resultat og udfylder oplysningsskemaet:
Se videoen om, hvordan du laver dit skatteregnskab og finder frem til de tal, du skal udfylde i oplysningsskemaet:
Regnskabsoplysninger
Udover virksomhedens resultat og renter, skal du også oplyse nogle regnskabsoplysninger. Hvis din omsætning er under 300.000 kr. kan du nøjes med at oplyse:
- Virksomhedens cvr-nr.
- Skyldig eller tilgodehavende moms, hvis du er registreret for moms.
- Om din virksomhed er fritaget for at afgive regnskabsoplysninger - det gør du i rubrik 301 og evt. 302.
- Oplysninger om revisorbistand.
Har din omsætning været over 300.000 kr., skal du oplyse flere regnskabstal. Du kan læse mere og finde hjælp til regnskabsoplysningerne i denne vejledning.
Du er stoppet som selvstændig eller med at udleje ejendom
Er du i løbet af 2020 stoppet med at drive virksomhed, udleje ejendom eller andet, der gav dig et oplysningsskema (tidligere kaldt udvidet selvangivelse), skal du stadig give oplysninger.
- Du skal i rubrik 71 oplyse, at din virksomhed er lukket og oplyse dit overskud i rubrik 111 eller underskud i rubrik 112.
- Du skal afmelde virksomhedens cvr-nummer på indberet.virk.dk.
- Du skal på din forskudsopgørelse for 2021 slette eventuelle beløb om selvstændig virksomhed i felt 221 eller felt 435 og andre felter, der er relevante for din virksomhed. Ellers risikerer du at skulle udfylde oplysningerne igen til næste år, inden der kan dannes en årsopgørelse til dig.
Ret din forskudsopgørelse
Læs om lukning af virksomhed
Hvis du vil ansøge om at udsætte oplysningsfristen
Du har mulighed for at søge om at få udsat din oplysningsfrist, hvis der er særlige forhold. Det kan du fra midten af marts frem til fristen 1. juli.
Hvis du overskrider fristen
Overskrider du fristen, skal du betale et skattetillæg på 200 kr. for hver dag, fristen overskrides, dog højst 5.000 kr. i alt. Hvis din skattepligtige indkomst ikke overstiger 531.000 kr. (2020), er skattetillægget 100 kr. for hver dag, du overskrider fristen, dog højst 2.500 kr. i alt.
Du kan søge om at blive helt eller delvist fritaget for skattetillægget, hvis din manglende oplysning skyldes særlige tilfælde.
Du skal så blandt andet oplyse, hvilke særlige tilfælde du mener, vi bør tage hensyn til, og vedlægge relevant dokumentation.
Søg om fritagelse for skattetillæg