Regninger på 8.000 kr. og derover inklusive moms skal du betale digitalt (fx med dankort eller via netbank). Ellers risikerer du at skulle betale skat og moms af beløbet, hvis sælgeren snyder med skat og moms.

Hvis du har betalt kontant, kan du sikre dig ved at gemme regningen eller give besked om kontanthandlen via TastSelv senest 14 dage efter, du har betalt.

Reglerne gælder kun, når du køber ydelser fra virksomheder.

Log på og send besked om kontanthandel

Hvis du har købt ydelser for 8.000 kr. eller mere, og sælgeren ikke har betalt skat og moms af beløbet, kan Skattestyrelsen kræve, at du betaler moms og skat af den del af beløbet, som du har betalt kontant.

Men du kan sikre dig ved enten:

  • at betale digitalt
  • at få en regning for købet, når du betaler kontant
  • at oplyse om kontante køb i TastSelv

Sådan er reglerne

Reglerne gælder kun ved køb af ydelser fra virksomheder (fx installation af tv eller køb af køretimer) og gælder ikke rene varekøb (fx hvis du køber et tv og selv installerer det).

Betaler du digitalt, vil du aldrig komme til at betale, hvis sælgeren snyder med moms eller skat.

Betaler du digitalt, kan du ikke komme til at hæfte for sælgers eventuelle snyd med skat og moms.

Du kan foretage en digital betaling på følgende måder:

  • Med betalingskort (fx dankort)
  • Med indbetalingskort i banken
  • Via netbank
  • Via MobilePay

Betaler du kontant, kan du sikre dig mod at skulle betale for sælgers eventuelle snyd ved enten at kunne vise regningen for købet eller sende besked om købet via TastSelv.

Oplys om kontantkøbet via TastSelv

Du skal oplyse om det kontante køb senest 14 dage efter, du har betalt, dog senest en måned efter du modtog regningen.

Sådan gør du:

  1. Log på med dit NemID
  2. Vælg Kontakt
  3. Vælg Skriv
  4. Vælg Indsend - Indberet til os og derefter Indberet kontanthandel
  5. Skriv besked og tryk Send

Få en regning for kontantkøbet

Du kan også sikre dig mod at betale for sælgers snyd, hvis du kan vise en regning for købet.

Regningen skal indeholde oplysninger om:

  • Det betalte beløb
  • Betalingsdato
  • Virksomhedens CVR-nummer
  • Virksomhedens navn
  • Fakturanummer
  • Faktureringsdato

Hvis du fast får leveret en ydelse (fx telefon, rengøring, husleje, køretimer, revision eller har en vedligeholdelsesaftale), hvor hver enkelt regning er på mindre end 8.000 kr. inklusive moms, kan du stadig komme til at betale for snyd, hvis regningerne til den enkelte leverandør til sammen er på 8.000 kr. og derover på et år.

Eksempel 1:

Hvis du får gjort rent for 1.000 kr. om måneden, svarer det til 12.000 kr. på et år, og du skal derfor sørge for at betale digitalt.

Eksempel 2:

Din datter tager kørekort, som du betaler. Grundpakken koster 9.000 kr., og otte ekstra køretimer koster 3.200 kr.  Det svarer til 12.200 kr. for en sammenhængende ydelse. Du skal derfor sørge for at betale digitalt.

Hvis det er en udenlandsk virksomhed, der udfører arbejde for dig, skal du, ud over at betale digitalt, bede om dokumentation for, at virksomheden står i Registeret for Udenlandske Tjenesteydere, RUT (erhvervsstyrelsen.dk).

Hvis du ikke får denne dokumentation, skal du give besked til Arbejdstilsynet senest tre dage efter, at arbejdet er gået i gang, ellers risikerer du en bøde på 10.000 kr.

Kontakt Arbejdstilsynet (amid.dk)

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.