Dato for udgivelse
16. november 2016
SKM-nummer
SKM2016.532.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
16-0946102
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Kontrolbestemmelser
Emneord
Skatterådspålæg, oplysningspligt
Resumé

Skatterådet fulgte SKATs indstilling om, at udvalgte pengeinstitutter og pengeoverførselsvirksomheder i medfør af skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, skulle meddele SKAT oplysninger om unavngivne virksomheders og personers pengeoverførsler til og fra udlandet.

Hjemmel

Skattekontrolloven § 8 D, stk. 1

Reference(r)

Skattekontrolloven § 8 D, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit A.C.2.1.1.5


Skatterådet har på mødet den 25. oktober 2016 behandlet en sag om indstilling til Skatterådet om pålæg af oplysningspligt efter skattekontrollovens § 8 D, stk. 1.

Formål

SKAT ønsker som led i et nyt projekt - benævnt Projekt Money Transfer III - at indhente oplysninger hos udvalgte pengeinstitutter og pengeoverførselsvirksomheder om unavngivne virksomheders og personers pengeoverførsler til og fra udlandet i henhold til skattekontrollovens § 8 D, stk. 1.

Formålet med projekt Money Transfer III er 

  • at finde ikke-beskattede indtægter og formuer skjult i udlandet,

  • at vise, at der er en opdagelsesrisiko, når man forsøger at skjule indtægter og formuer i udlandet,

  • at give SKAT adgang til nye oplysninger, og dermed et nyt datagrundlag, for udvælgelse af kontrolsager, og

  • at indhente viden om den globaliserede skatteyder. 

SKAT ønsker at indhente oplysninger om pengeoverførsler til og fra Danmark uden at afgrænse i forhold til lande. 

Baggrund

Projekt Money Transfer I

SKAT fik i maj 2009 Skatterådets tilladelse til at indhente data fra visse udvalgte pengeinstitutter og pengeoverførselsvirksomheder. Kontrolprojektet blev afsluttet 31. december 2013. 

Projekt Money Transfer II

SKAT fik i juni 2013 Skatterådets tilladelse til at indhente data fra visse udvalgte pengeinstitutter i Danmark. Kontrolprojektet forventes afsluttet 31. maj 2017. 

Grundlaget for udvælgelse af lande var med fokus på de tidligere såkaldte skattelylande eller skattelylignende lande.

På baggrund af erfaringerne fra Money Transfer I og II er det SKATs opfattelse, at indhentelse af oplysninger om pengeoverførsler fra alle lande vil give væsentlige indkomstkorrektioner og samtidig give en værdifuld viden om den globaliserede skatteyder.  

Hvem pålægges oplysningspligt

SKAT ønsker adgang til alle transaktioner hos en række udvalgte pengeinstitutter og pengeoverførselsvirksomheder.  

Indhentning af data og processen

Indhentning af data vil foregå efter aftale med det enkelte pengeinstitut og den enkelte pengeoverførselsvirksomhed, hvor SKAT vil redegøre for projektet, og de sikkerhedsmæssige aspekter i forbindelse med overlevering og opbevaring af dataene.  

Indhentningen af oplysningerne og det forventede udbytte skal naturligvis stå i forhold til den belastning, der påføres pengeinstitutterne og pengeoverførselsvirksomhederne ved at skulle afgive oplysningerne. Flere af pengeinstitutterne har erfaringer med at afgive data vedrørende transaktionerne fra fx Money Transfer I og II. Derudover er det SKATs formodning, at det vil gøre arbejdet enklere for pengeinstitutter og pengeoverførselsvirksomheder, når der ikke skal ske udsøgning på bestemte lande. 

Finansrådet

SKAT vil informere Finansrådet nærmere om projektet inden, der rettes henvendelse til de oplysningspligtige. 

Hvilke oplysninger indhentes

Samtlige pengeoverførsler ind og ud af Danmark. SKAT ønsker, i elektronisk form, at få udleveret detaljerede transaktionsoplysninger om alle pengeoverførsler ind og ud af Danmark.   

For hvilken periode indhentes oplysninger

SKAT ønsker data for perioden 1. juli 2013 - 31. december 2016. SKAT ønsker at sikre kontinuitet i data, i forhold til tidligere leverede data. 

Adgang, opbevaring og sletning af data hos SKAT

De data, der indhentes, opbevares i SKATs datawarehouse, hvor enhver adgang kræver speciel tilladelse, og enhver adgang til data bliver logget, således at det løbende kontrolleres, at der ikke sker uautoriseret adgang. 

Oplysningerne slettes, når de ikke længere skal anvendes til kontrolmæssige formål. 

Hvornår vil Skatterådet blive orienteret om resultatet af undersøgelserne

Skatterådet vil blive orienteret om resultaterne ved projektets afslutning.

Indstilling

Det indstilles til Skatterådet, at der i medfør af skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, meddeles SKAT tilladelse til at indhente ovennævnte oplysninger hos de udvalgte pengeinstitutter og pengeoverførselsvirksomheder om unavngivne personers og virksomheders pengeoverførsler ind og ud af Danmark i perioden 1. juli 2013 - 31. december 2016. 

Skatterådets beslutning

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling i sin helhed og meddelte således tilladelse til, at SKAT efter skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, indhenter oplysninger som angivet i indstillingen.