Hvis du kører lastbil, bus eller taxa, firmakørsel, sygetransport eller anden særlig kørsel, gælder der særlige regler for at få nummerplader.

1. Kontakt os inden registrering

For de fleste køretøjer med nedsat eller ingen registreringsafgift (køretøjer med klausul) skal du kontakte os i Motorstyrelsen, før du kan få køretøjet registreret.

  1. Send en mail til motorekspedition@motorst.dk. Skriv klausulnavn og -nummer i emnefeltet på din mail.
  2. Vedhæft blanket 21.022: Anmeldelse om afgiftsfritagelse eller afgiftsnedsættelse.
  3. Ved taxa eller hyrevogn skal du i stedet vedhæfte blanket 21.015: Anmeldelse - Taxikørsel eller sygetransport fx taxabevilling eller andet bevis for fritagelse.
  4. Vedhæft særlige tilladelser eller andet supplerende materiale.

Du får en mail med kopi af dit kvitteringsbillede i løbet af cirka to hverdage.

2. Betal eventuel registreringsafgift

Er der registreringsafgift på dit køretøj, skal du betale den, før du kan købe nummerplader.

3. Registrer køretøjet

Du kan nu købe nummerplader og få køretøjet registreret hos en nummerpladeoperatør eller i en af vores motorekspeditioner.

Du skal medbringe:

  • Den kvittering, du har fået.
  • ID med billede.
  • Oplysninger om forsikringsselskab.
  • Særlige tilladelser/dokumenter relateret til typen af køretøjet.

Find nummerpladeoperatør eller vores motorekspeditioner.

For at få nummerplader til en bus, skal du have en tilladelse til buskørsel fra Trafikstyrelsen. Vis den til nummerpladeoperatøren eller i en af vores motorekspeditioner, når du køber nummerplader.

Det bliver skrevet på din registreringsattest, at dit køretøj er anmeldt til buskørsel. Du skal altid medbringe registreringsattesten eller en kopi under kørslen.

Skal du registrere en bus med klausul, for eksempel en plejehjems- eller institutionsbus, skal du henvende dig til os, inden du kan få nummerplader.

Reglerne om buskørsel (trafikstyrelsen.dk)

Du skal have en tilladelse til buskørsel fra Trafikstyrelsen. Den skal du fremvise til nummerpladeoperatøren eller i vores motorekspedition.

Taxi- og limousinekørsel (trafikstyrelsen.dk)

Ved registrering af en lastbil skal du angive, om du kører med gods mod betaling (godskørsel for fremmed regning), eller om du kun kører firmakørsel.

Regler om godskørsel (trafikstyrelsen.dk)

Kører du med gods mod betaling (godskørsel for fremmed regning), skal du ved registreringen af lastbilen fremvise en tilladelse fra Trafikstyrelsen.

Lastbiler til vejgodstransport med en tilladt totalvægt på 12 ton eller derover skal desuden betale vejbenyttelsesafgift (vejafgift) fra den dag, lastbilen registreres.

Hent tilladelse fra Trafikstyrelsen (trafikstyrelsen.dk)

Vejbenyttelsesafgift (Den juridiske vejledning)

Fra og med den 1. januar 2017 skal blokvogne registreres i Motorregistret ved et registreringssyn og have gule plader.

Bekendtgørelse om særtransport (retsinformation.dk)

Allerede registrerede blokvogne

Hvis blokvognen er godkendt ved syn senest 31. december 2016, kan der fortsat udleveres en blokvognsnummerplade til den.

For at kunne få en blokvognsnummerplade skal du først have en blokvognsattest. Den får du hos en synsvirksomhed, der kan godkende blokvogne.

Når du har attesten, kan du hente blokvognspladerne i en af vores motorekspeditioner eller få dem tilsendt ved at følge denne vejledning:

  • Skriv din virksomheds cvr-nummer på blokvognsattesten.
  • Send attesten til nummerplader@motorst.dk med emnet Blokvogn i emnefeltet eller til Motorstyrelsen, Nykøbingvej 76, Bygning 45, 4990 Sakskøbing.
  • Vi sender et girokort til dig. Når vi kan se din betaling, sender vi blokvognsattesten og blokvognspladen til dig.

Du får typisk tilladelse til at køre med blokvogn i 14 måneder. Når tilladelsen udløber, skal du ansøge om en ny.

Blokvogne kan synes og godkendes på en eksisterende blokvognsplade indtil udgangen af 2017. Det vil sige, at nummerpladen kan godkendes i 14 måneder fra den 31. december 2017.

Herefter skal alle blokvogne registreringssynes og have gule plader.

Find motorekspedition

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.