Den nye ejer skal omregistrere eller afmelde køretøjet inden tre uger. Bliver det ikke gjort, kan sælger bede Motorstyrelsen afmelde køretøjet.

Du kan omregistrere dit nye køretøj på tre måder:

Omregistrer et køretøj i Motorregistret

Når du har solgt et køretøj, har køber tre uger til at omregistrere (ejer-/brugerskifte) eller afmelde køretøjet. Indtil køretøjet er omregistreret, er det dig som sælger, der betaler afgifter og ansvarsforsikringer på bilen.

Tjek, om køretøjet er blevet afmeldt

  1. Log på TastSelv med NemID.
  2. Vælg Motor og Motorregistret.
  3. Vælg Administration og derefter Vis borger/virksomhedsoplysninger.
  4. Du kan se dine Aktuelle og Historiske køretøjer. Når et køretøj er afmeldt, eller du ikke længere står som ejer, står det under Historiske.

Hvis køber ikke har omregistreret eller afmeldt køretøjet

Har køber ikke omregistreret (ejer-/brugerskiftet) eller afmeldt køretøjet inden tre uger, kan du bede Motorstyrelsen om at afmelde det i en af motorekspeditionerne eller ved at skrive til os.

Skriv til os for at afmelde køretøjet:

  1. Log på TastSelv.
  2. Vælg Kontakt og så Skriv til os.
  3. Vælg Bil og motor, så Registrering og nummerplader og derefter Afmeld køretøj.
  4. Skriv en besked i feltet.
  5. Vedhæft en slutseddel.
  6. Tryk Send.

En slutseddel skal indeholde:

  • Salgsdato
  • Sælgers navn
  • Købers navn og adresse
  • Købers fødselsdato (valgfri)
  • Købers kørekortnummer (valgfri)
  • Sælgers og købers underskrifter
  • Køretøjets stelnummer og mærke eller registreringsnummer

Afmeld køretøjet i en af vores motorekspeditioner:

Henvend dig i en af vores motorekspeditioner og medbring en slutseddel.

Afmeldelsen sker den dag, vi har modtaget din henvendelse, dog tidligst tre uger efter salgsdatoen. Har du ikke en slutseddel, regner vi fristen på tre uger, fra vi har modtaget din anmodning.

Det koster 60 kr. at afmelde et køretøj ved personlig betjening.

Som køber har du ansvaret for at omregistrere eller afmelde dit nye køretøj.

Omregistrer i Motorregistret

Som ny ejer kan du omregistrere et køretøj i Motorregistret. Du skal bruge køretøjets registreringsattest og dit NemID.

Lastbiler, traktorer, motorredskaber, sættevogne, traktorpåhængsvogne, påhængsredskaber og køretøjer med ønskenummerplader kan du ikke omregistrere i Motorregistret. Her skal du i stedet gå til en nummerpladeoperatør eller en af vores motorekspeditioner.

Sådan omregistrerer du i Motorregistret:

  1. Log på TastSelv med NemID.
  2. Vælg Motor og Motorregistret.
  3. Vælg Registrering og Privat ejer/brugerskifte. Tryk derefter Start bruger-/ejerskifte.
  4. Skriv registrerings- eller stelnummer.
  5. Lås køretøjet op med kontroltal eller kodedel 1 og 2 fra registreringsattesten.
  6. Tilknyt eventuelt andre brugere eller ejere, som har givet fuldmagt.
  7. Vælg forsikringsselskab og vælg Anmod om forsikring (i sjældne tilfælde skal du indtaste forsikringsbevisnummer).
  8. Vælg Godkend registrering.
  9. Betal.
  10. Vælg Videre og print kvitteringen.

Du får en ny registreringsattest med posten i løbet af 14 dage. Opkrævningen af periodiske afgifter bliver sendt til den primære bruger af køretøjet.

Du kan ikke fortryde eller ændre din registrering, når du har godkendt. Taster du forkert, må du betale for et nyt ejer-/brugerskifte.

Fuldmagt til tilføjelse af sekundær ejer eller flere brugere

Hvis du som ny primær ejer skal registrere en anden person som sekundær ejer eller primær eller sekundær bruger af køretøjet, skal vedkommende først logge på og give dig en fuldmagt.

Sådan opretter du en fuldmagt

Den nye primære bruger eller nye sekundære ejer/bruger skal:

  • Logge på TastSelv med NemID.
  • Vælge Motor og Motorregistret.
  • Vælge Registrering, Mine fuldmagter og derefter Opret ny.
  • Indtaste registreringsnummer eller stelnummer.
  • Vælge, om du skal være ejer eller bruger af køretøjet og derefter vælge Opret.

Fuldmagten gælder kun til det specifikke køretøj og udløber efter 24 timer. Du kan slette den igen under Mine fuldmagter.

Omregistrer hos nummerpladeoperatør eller vores motorekspeditioner

Du skal medbringe:

  • Registreringsattest
  • Oplysning om et forsikringsselskab, der er online, eller et forsikringsbevis
  • Billedlegitimation
  • Fuldmagt, hvis du kommer på vegne af en anden

Du betaler et tillæg på 100 kr. for personlig betjening i vores motorekspeditioner. Nummerpladeoperatører tager typisk også et gebyr.

I vores motorekspeditioner kan du betale med kontanter, Dankort eller Visa/Dankort.

Find nummerpladeoperatør eller en af vores motorekspeditioner.

Fuldmagt, hvis du kommer på vegne af en anden

Hvis du ikke er ejer af køretøjet, skal du have en fuldmagt fra ejeren med og vise legitimation. Skal der registreres en anden person som bruger, skal du også have en fuldmagt med fra den nye bruger.

En fuldmagt bør indeholde:

  • Navn og CPR-nummer på den, som møder op.
  • Navn og CPR-nummer på den, som giver fuldmagten.
  • Det der gives fuldmagt til.
  • Dato og underskrift.

Læs om registreringsafgift for særlige køretøjer under "Nedsat registreringsafgift for særlige køretøjer".

Du kan være registreret som ejer og bruger af knallerter og i visse tilfælde som ejer af for eksempel kørestolsbusser, men du må ikke blive registreret som bruger af andre køretøjer end knallerter.

Du skal omregistrere dit køretøj hos en nummerpladeoperatør eller i en af vores motorekspeditioner.

Du skal have foretaget syn på køretøjet:

  • Ved ejerskifte, hvis køretøjet ikke løbende er godkendt ved periodisk syn
  • Når køretøjet har været afmeldt i mere end et år
  • Når køretøjet er registreret i udlandet
  • Hvis periodisk syn ikke er overholdt

Find nummerpladeoperatør eller en af vores motorekspeditioner.

Syn og køretøjer (fstyr.dk)

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.