Indhold

Dette afsnit handler om gebyr der opkræves, hvis fortoldning sker uden for Toldstyrelsens officielle åbningstider.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Formål
  • Gebyrberegning
  • Skriftlig rekvisition
  • Regulering af gebyret

Lovgrundlag

Reglerne om betaling af gebyrer for toldekspeditioner uden for Toldstyrelsens officielle åbningstider findes i TBEK §§ 133-136.

Formål

Reglerne skal sikre, at fortoldning af varer kan ske uden for Toldstyrelsens ekspeditionstid. Ekspedition uden for åbningstiden sker mod betaling af et gebyr pr. person der rekvireres til at forestå toldforretningen, hvis det kræves, at medarbejdere fra Toldstyrelsen er fysisk til stede.

Gebyrberegning

Gebyret beregnes på grundlag af en timepris på ►539◄ kr. pr. person, der rekvireres. Gebyret beregnes pr. påbegyndt 15 minutter. Herudover beregnes 7 minutter til henholdsvis åbning og/eller lukning af ekspeditionsstedet, når toldekspeditionen ikke sker i umiddelbar tilknytning til de almindelige åbningstider.

Hvis en rekvireret toldforretning af årsager, der ikke kan henføres til Toldstyrelsen, påbegyndes senere end det tidspunkt der er rekvireret, beregnes gebyret fra det tidspunkt, der er anført i rekvisitionen.

Skriftlig rekvisition

Hvis rekvirenten ønsker toldforretninger udført uden for åbningstiden, skal der i rimelig tid, inden åbningstiden ophører, sendes en skriftlig rekvisition.

Regulering af gebyrer

Gebyr for toldekspeditioner uden for åbningstiden reguleres efter PSL § 20.