Dato for udgivelse
01 Oct 2013 09:24
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
01 Oct 2013 09:24
SKM-nummer
SKM2013.691.SKAT
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
13-4778217
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Afdragsordninger og henstand + Indberetning, ind- og udbetaling samt modregning - i øvrigt
Emneord
Opkrævning, henstand, restskat, betalingsevne, inddrivelse, forskudsregistrering
Resumé

Som følge af tre landsskatteretskendelser kan der nu bevilges henstand med indregnede restskatter. Denne meddelelse fastlægger de nærmere retningslinjer herfor. Meddelelsen fastlægger også, at tidligere afgørelser, hvor der er givet afslag på ansøgning om henstand med indregnede restskatter, skal genoptages.

Reference(r)
  • KSL § 73 D
  • KSL § 61, stk. 3
Henvisning

Den Juridiske Vejledning, afsnit G.A.3.1.3.2 Henstand med indregnet restskat


Landsskatteretten har den 6., 10. og 18. september 2013 afsagt 3 kendelser vedrørende anvendelsesområdet for kildeskattelovens § 73 D i forbindelse med ansøgning om henstand med indregnede restskatter efter kildeskattelovens § 61, stk. 3.

Landsskatteretten træffer i disse sager afgørelse om, at der er en videregående adgang til at bevilge henstand efter § 73 D end hidtil antaget, jf. nedenfor.

SKAT ophævede ultimo 2012 SKM2007.660.SKAT og SKM2006.155.SKAT, idet der ikke fandtes at være hjemmel til at bevilge henstand med indregnede restskatter efter kildeskattelovens § 61, stk. 3.

Det var herefter SKATs vurdering, at der kun var mulighed for at bevilge henstand efter kildeskattelovens § 73 D. SKAT fortolkede bestemmelsen således, at henstand kun kunne komme i betragtning i ganske særlige tilfælde, og kun når forholdene i ganske særlig grad talte derfor. Forarbejderne til bestemmelsen nævner, at bestemmelsen tænkes administreret ganske restriktivt og fortrinsvis anvendt i tilfælde, hvor der foreligger myndighedsfejl, force majeure, eller force majeure lignende situationer.

Der blev i forbindelse med udsendelse af SKM2012.722.SKAT den 7. december 2012 gjort opmærksom på, at der fortsat skulle ske en vurdering af, om ansøger opfylder betingelserne for at få bevilget henstand efter § 73 D.

Som følge af at der ikke ansås at være hjemmel til generelt at bevilge henstand med indregnede restskatter i den gældende lovgivning, udover når forholdene i ganske særlig grad taler herfor, iværksatte Skatteministeriet lovgivningsarbejde, med henblik på at skabe den fornødne lovhjemmel. Denne lovhjemmel forventes at foreligge med virkning for indkomståret 2014.

Landsskatteretten kom som anført ovenfor frem til et andet resultat i ovenstående sager, idet Landsskatteretten også betragter økonomisk trang som et forhold, der i ganske særlig grad taler for henstand.

Landsskatterettens kendelser vil ikke blive indbragt for domstolene. Dette medfører, at der skal ske realitetsbehandling af de ansøgninger SKAT modtager vedrørende henstand med indregnede restskatter, og at der skal bevilges henstand efter nedenstående retningslinjer.

SKAT vil ligeledes genoptage de allerede behandlede sager, der umiddelbart har samme faktuelle indhold som de sager, som Landsskatteretten har truffet afgørelse i, hvor ansøger har fået afslag på henstandsanmodninger.

Ved vurderingen af, om en ansøger opfylder betingelserne for at få henstand med indregnede restskatter er det udgangspunktet, at Landsskatteretten lægger til grund, at der skal foreligge egentlig økonomisk nød for at opfylde betingelserne for at få bevilget henstand.

Af hensyn til håndteringen af disse sager vil det af praktiske grunde være den persongruppe, som SKAT ikke kan indgå betalingsordninger med eller ikke kan foretage lønindeholdelse hos, der skal bevilges henstand.

Herudover vil der ligeledes kunne bevilges henstand, hvis forholdene i øvrigt i ganske særlig grad taler derfor. Dette kan eksempelvis være ved alvorlig sygdom mv.

Det bemærkes, at der vil kunne bevilges henstand med den indregnede restskat for 2013, uanset at denne efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, anses for betalt.

Endelig bemærkes, at der skal foretages en konkret vurdering af, om ansøgeren opfylder betingelserne for at få bevilget henstand.

Dette styresignal er gældende for 2013. Ansøgning om henstand skal være modtaget hos SKAT inden udløbet af 2013.