Dato for udgivelse
01 Mar 2013 11:21
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Dec 2012 11:04
SKM-nummer
SKM2013.161.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
2. afdeling, 185/2012
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Udlæg + Rettigheder og pligter - når man har gæld til det offentlige
Emneord
Familiefond, krav, uddeling, udlodning, vedtægt, ejendom
Resumé

Fogedretten havde foretaget arrest som udgående forretning uden underretning den 24. november 2011.

Der blev foretaget arrest i

-

As fordring på Fonden, 4.911.004 kr., der skulle udbetales den 25. november 2011.

-

2 Bankindeståender på hhv. 1.972,37 og 611,34 svenske kr.

-

As tilhørende faste ejendom, ...1

A kærede byrettens kendelse med påstand om at arresten ophævedes i sin helhed, subsidiært, at arresten i fordringen på udlodning af fondsmidler ophævedes.

Hun gjorde gældende, at udbetaling fra Fonden var kreditorbeskyttet også efter udbetalingen og anførte, at ydelsen måtte anses for en underholdsydelse eller en rentenydelse af en sådan karakter, som er omfattet af retsplejelovens § 512.

Østre Landsret ophævede fogedrettens arrest i udbetalingen fra Fonden, idet udlodningen fandtes at have en sådan karakter, at den var omfattet af udlægsfritagelsen i retsplejelovens § 512, stk. 3. I øvrigt blev kendelsen stadfæstet.

Højesteret udtalte, at retsplejelovens § 512 udgør undtagelser fra det almindelige udgangspunkt om, at udlæg kan foretages i hele skyldnerens formue, jf. lovens § 507.

Da A ikke har ret til en ydelse fra Fonden, som ikke kan kræves betalt til andre end hende personligt, blev fordringen ikke anset som fritaget for arrest i medfør af retsplejelovens § 631, stk. 2, jf. § 512, stk. 1.

Højesteret fandt endvidere, at udbetalingen heller ikke kunne fritages i medfør af retsplejelovens § 512, stk. 3.

Den af fogedretten foretagne arrest den 24. november 2011, som var blevet opretholdt ved kendelse af 11. januar 2012, i As fordring mod Fonden på kr. 4.911.044 kr. blev derfor fremmet.

Reference(r)

Retsplejeloven § 512

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-1 G.A.3.2.1.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-1 G.A.3.2.2.1.3.2.2


Højesterets kendelse af 20. december 2012, 2. afdeling 185/2012

Parter

SKAT
(kammeradvokaten ved advokat Finn Mejnertsen)

mod

A
(advokat Jan Schøtt-Petersen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Lene Pagter Kristensen, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben og Lars Hjortnæs

...........................

Byrettens kendelse af 24. november 2011, FS 350-8935/2011

Rekvirent SKAT mødte ved advokat Lars Berg Dueholm og advokatfuldmægtig Claus Bergelius Jensen

Skyldner A mødte ikke.

Der blev fremlagt: Rekvisition med bilag.

Påstande

Rekvirenten anmodede om foretagelse af arrest i henhold til den fremlagte rekvisition samt anmodede om, at forretningen blev foretaget uden forudgående underretning idet formålet ved forretningen vil forspildes.

Fogedrettens begrundelse og resultat

Fogedretten afsagde sålydende kendelse:

Under henvisning til det i rekvisitionen anførte, finder fogedretten, at betingelserne for foretagelse af arrest er opfyldt.

Rekvirenten har sandsynliggjort at der er et større skattekrav mod rekvisitus samt at det, navnlig ved den tilkendegivelse der er afgivet i advokat Jan Schøtt-Petersens brev af 5. oktober 2011, må befrygtes at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentlig forringet.

Ligeledes må det antages at formålet ved arrestforretningen vil forspildes såfremt rekvisitus modtager underretningen, hvorfor

B e s t e m m e s

Arrestforretningen fortages uden forudgående underretning.

Da rekvirenten er SKAT skal der ikke stilles sikkerhed.

Arrestforretningen blev herefter fortsat til følgende adresse og hvor der blev foretaget arrest med forbehold af 3. mands bedre ret i følgende:

Kl. 11.10 på adressen F1-bank. Her blev medarbejder ... antruffet og oplyst om fogedrettens kendelse. Der fandtes ikke nogle indeståender hvori der kunne foretages arrest.

Kl. 11.35 på adressen H1 Fond. Her blev ... og Økonomidir. ... antruffet og oplyst om fogedrettens kendelse. Der blev foretaget arrest i As fordring på Fonden der skulle udbetales den 25. november 2011. Beløbet blev oplyst til 4.911.004,00 kr.

Kl. 12.15 på adressen F2-Bank. Her blev medarbejder ... antruffet og oplyst om fogedrettens kendelse. Der foretoges arrest i to indeståender store 1.972,37 kr. og 611,34 svenske kroner.

K1.13.00 på adressen ...1, hvor ingen blev antruffet. Der foretages arrest i den faste ejendom ...1.

Advokat Jan Schøtt-Petersen blev om eftermiddagen telefonisk kontaktet af fogedretten og han oplyste, at han også i denne sag repræsenterer A. Han blev orienteret om arrestforretningen og fik oplyst, at han vil modtage kopi af rekvisitionen med bilag direkte fra rekvirenten samt en kopi af retsbogen så snart denne var renskrevet.

Sagen sluttet.

...........................

Østre Landsrets kendelse af 23. marts 2012, 10. afdeling nr. B-3864-11

A har kæret fogedrettens kendelse af 24. november 2011 (FS 350-8935/2011), hvorved der uden forudgående underretning blev foretaget arrest for SKATs tilgodehavende foreløbigt opgjort til 12.880.667 kr. hos A i hendes fordring på H1 Fond på 4.911,004,00 kr., i kontante indeståender hos F2-Bank og i hendes ejendom, beliggende ...1.

Ved kendelse af 11. januar 2012 opretholdt fogedretten arresten.

Påstande

A har nedlagt påstand om, at arresten ophæves i sin helhed, subsidiært at arresten i hendes fordring på udlodning af fondsmidler ophæves for den fulde fordring, mere subsidiært for et mindre beløb.

SKAT har nedlagt påstand om stadfæstelse

Sagens oplysninger

Kæremålet har været mundtligt forhandlet.

Ved brev af 1. august 2011 fra SKAT varslede SKAT ændringer af As skattepligtige indkomst for årene 2002 til 2010, som følge af, at hun blev anset for fuldt skattepligtig i Danmark.

Af Fundats for H1 Fond fremgår det om anvendelse af fondets indtægter blandt andet:

"...

VI. Anvendelse af fondets indtægter m.v.

§ 7

Stk. 1

Fondets årlige overskud efter fradrag af eventuelle henlæggelser efter § 23, anvendes til uddeling i overensstemmelse med reglerne i § 2 og §§ 9-11. Såfremt der i et år ikke skønnes at være behov for at anvende hele det disponible beløb til uddeling, overføres det overskydende beløb til uddeling i det følgende år.

    

Stk. 2

Bestyrelsens beslutning om anvendelse af de beløb, der er til disposition, skal så vidt muligt træffes så betids, at meddelelser om uddeling af fondsmidler kan afsendes til den/de respektive modtager/e umiddelbart før stifterens fødselsdag, den 26. november.

    

Stk. 3

Fondsbestyrelsen skal i øvrigt i sit skøn over anvendelsen af de til uddeling disponible beløb inden for de i § 2 angivne formål være frit stillet.

...

§ 9

Stk. 1

Af overskuddet efter fradrag af henlæggelser i henhold til § 23, skal der forlods afsættes et efter fondsbestyrelsens skøn passende beløb til uddeling som støtte til stifterens og hans hustrus descendens, jfr. herved stk. 4 nedenfor.

    

Stk. 2

Støtten til førnævnte personkreds ydes efter fondsbestyrelsens frie skøn, jfr. dog stk. 4 nedenfor. Støtten kan ydes såvel efter ansøgning fra de nævnte slægtninge som uden ansøgning. Støtten kan gives både i form af direkte uddeling af pengebeløb og i særlige tilfælde som lån på lempelige vilkår.

    

...

 
    

Stk. 4

De beløb, som uddeles i medfør af stk. 1-3, skal have en sådan størrelse, at den respektive modtager virkelig får gavn og glæde heraf. De beløb, som uddeles til stifterens descendens, skal hvert år andrage mindst 11 % af det til uddeling værende beløb til hver af stifterens 3 børn og/eller respektive descendens, med mindre den berettigede tiltræder andet. Hvis et af stifterens børn dør uden at efterlade sig descendens, fordeles denne slægtslinies part med halvdelen til de 2 øvrige slægtslinier. Er der kun en slægtslinie tilbage, skal der mindst uddeles 15 % af det beløb, der kan uddeles, til denne linie.

 § 10

Ud over den i § 9 omhandlede støtte påhviler det fondsbestyrelsen at yde bidrag til de i § 2 anførte almenvelgørende, almennyttige og humanitære formål

..."

A er barn af stifteren og medlem af fondsbestyrelsen. Et af stifterens øvrige tre børn er afgået ved døden uden at efterlade sig livsarvinger, hvorfor udlodningen til de to øvrige slægtslinier i henhold til fundatsens § 9, stk. 4, derefter årligt er sket med 16,5 %.

I årene 1997-2010 blev der årligt udloddet i henhold til fundatsens § 9, stk. 4, således at halvdelen af udlodningen tilfaldt A, mens den anden halvdel blev delt mellem As bror og hans børn. I disse år udgjorde As andel mellem 1.178.728 kr. og 7.995.145 kr. årligt.

Det er under behandlingen i Østre Landsret oplyst, at beslutning om udlodning i 2011 blev truffet af bestyrelsen i fondet den 11. oktober 2011, og at den del, som skulle uddeles til A, udgjorde 4.911.004 kr.

Hos F2-Bank havde A kontante indeståender store 1.972,37 kr. og 611,34 svenske kroner.

Ejendommen ...1, havde en offentlig ejendomsværdi på 7.750.000 kr. og var behæftet med prioritetsgæld på ca. 6.900.000 kr. I henhold til formidlingsaftale af 7. oktober 2011 blev ejendommen sat til salg for 12.500.000 kr.

Ved brev af samme dag fra advokat Jan Schøtt-Petersen til SKAT oplyste han, at ejendommen var sat til salg, og at A havde fjernet sine personlige ejendele og var rejst hjem til Sydeuropa.

Procedure

A har til støtte for sin påstand anført blandt andet, at betingelserne for at gennemføre arresten uden underretning ikke var til stede, hvorfor arresten bør kendes ulovlig.

SKAT var efter den 7. oktober 2011 bekendt med, at ejendommen var sat til salg, ligesom SKAT gennem en årelang efterforskning vidste, at udlodning af fondsmidlerne ville ske den 25. eller 26. november. SKAT havde således rig lejlighed til at indlevere arrestanmodningen så betids, at underretning kunne være sket til A. SKAT var i øvrigt bekendt med, at A var repræsenteret af advokat Schøtt-Petersen, som kunne være tilsagt ved telefonisk henvendelse. Underretning af A eller hendes advokat ville således ikke have medført en sådan forsinkelse af sagen, at formålet med arresten ville være blevet forspildt.

Det bestrides, at arresten var nødvendig, idet SKATs muligheder for senere at opnå dækning ikke ville blive forringet. SKAT har ikke anført nogen omstændigheder, der kan give anledning til at tro, at A ville unddrage sin formue fra retsforfølgning. Advokat Schøtt-Petersens brev af 7. oktober 2011 kan ikke tages til udtryk for dette. Det forhold, at hun satte ejendommen til salg og fjernede indboet, var blot for at sikre, at hun ikke også fremover ville blive anset for at være skattepligtig i Danmark. Betingelserne for at foretage arrest var derfor ikke til stede.

As fordring på udbetaling af udlodning fra fondet er beskyttet mod udlæg og arrest efter retsplejelovens § 512, stk. 1 og stk. 3, jf. § 631, hvorfor arresten i fordringen er ulovlig. Fondsbestyrelsen er i henhold til fundatsen forpligtet til hvert år til A og/eller hendes descendens at uddele 16,5 % af det til uddeling værende beløb. Fondsbestyrelsen kan ikke undlade at disponere i overensstemmelse med fundatsen. A har ikke et retskrav på at modtage underholdsydelser. Bestyrelsen kan bestemme, i hvilke tilfælde beløbene skal tilgå hende og i hvilke tilfælde hendes børn. Det må således lægges til grund, at fondsbestyrelsen bevilger understøttelsen efter overvejelse af, om understøttelsen skal gå til hende eller til hendes børn. A har ingen indflydelse på, hvem fonden skal udlodde til. Bestyrelsen kan bestemme, at beløbet skal til gå hende eller hendes descendens. Hun skal tiltræde, hvis bestyrelsen ønsker at betale hende en mindre andel end bestemt i fundatsen, men hun kan ikke bede bestyrelsen betale beløb til andre end hende selv.

Efter retsplejelovens § 512, stk. 1, kan udlæg ikke foretages i ydelser, der ikke kan kræves betalt til andre end den berettigede personligt. Udlæg kan således som udgangspunkt ikke foretages i gaver eller i andre ydelser med de omhandlede karakteristika. Da A ikke kan påvirke udlodningen, og da fondsbestyrelsen ikke kan ændre på formålet, men skal udbetale til A, er udbetalingen fra fondet kreditorbeskyttet.

Efter retsplejelovens § 512, stk. 3, er udbetalinger fra stiftelser kreditorbeskyttet, også efter udbetalingen er sket, i det omfang stiftelsen har et socialt velgørende formål og understøttelsen eller hjælpen har forbindelse hermed. Det er ikke er krav, at stiftelsen har et almenvelgørende formål, og heller ikke, at der er tale om en social foranstaltning. Det forhold, at udlodningen foretages årligt til en nærmere defineret personkreds, og at udlodningens størrelse på forhånd lader sig beregne, udelukker ikke anvendelse af § 512, stk. 3.

Ydelsen må anses for en underholdsydelse eller en rentenydelse af en sådan karakter, som omfattet af § 512. Fondskonstruktionen må sidestilles med en faktuel båndlæggelse, som efter gældende ret er effektiv også i relation til stifteren og de begunstigede kreditorer. Også ikke-udbetalte renter af båndlagt arv er kreditorbeskyttet.

Da fondsudbetalingen i øvrigt er As eneste indtægtskilde, vil arresten berøve hende livsgrundlag, hvorfor adgangen til arrest i fondsudlodning i hvert fald må begrænses, jf. retsplejelovens § 509, stk. 1. Den foretagne arrest har lagt beslag på hele hendes årsindtægt, hvorved hun er afskåret fra at forsørge sig selv og afholde udgifter.

Udlægsfritagelsen bør dække ejendomsudgifterne, ligesom der bør meddeles udlægsfritagelse i beløb til dækning af underhold, køb af mad, andre livsfornødenheder og opholdsudgifter. Det beløb, der fritages for udlæg efter denne bestemmelse, bør minimum udgøre 2.000.000 kr.

A har krav på at få tillagt sagsomkostninger på ikke under 400.000 kr. for begge instanser, samt tortgodtgørelse der som minimum må udgøre 100.000 kr., jf. retsplejelovens § 639.

SKAT har til støtte for sin påstand anført blandt andet, at arresten er lovligt foretaget og forfulgt, idet betingelserne for at foretage arrest i henhold til retsplejeloven § 627 var opfyldt. SKATs mulighed for senere at opnå dækning hos A ville være blevet væsentligt forringet, hvis der ikke var blevet foretaget arrest. A havde sat sin bolig i Danmark til salg, ligesom hun havde fjernet alle sine personlige ejendele. Hendes aktiver var således på vej til udlandet, ligesom hun selv tilkendegav at ville tage varigt ophold i udlandet. Det indgår i vurderingen, at udbetalingen fra fondet kunne forventes overført til en bank i Sydeuropa. Der er ikke indgået aftaler om inddrivelse af fordringer mellem Sydeuropa og Danmark.

At betingelserne var til stede understreges tillige af, at As konti i F1-Bank på tidspunktet for arrestforretningen var i underskud med flere millioner kr.

Betingelserne for at foretage arrest uden forudgående underretning er under disse omstændigheder, og navnlig da der er tale om store kontantbeløb, ligeledes til stede, jf. retsplejeloven § 631, stk. 2, jf. § 493, stk. 2.

Retsplejelovens § 509 kan ikke føre til, at en del af de arresterede aktiver frigives. Oplysningerne om, hvilke udgifter der er forbundet med ejendommen i ...1, er uden betydning, idet A ikke benytter ejendommen som fast bopæl. Hendes øvrige leveomkostninger og formueforhold er i øvrigt udokumenterede.

Udlodningen fra H1 Fond er ikke beskyttet mod kreditorforfølgning i medfør af retsplejelovens § 512, stk. 1. Bestemmelsen angår gensidigt bebyrdende kontrakter og gaveløfter. Der er ikke tale om en gensidigt bebyrdende kontrakt, og As fordring på fondet har ikke karakter af et gaveløfte. A og hendes bror har i henhold til fundatsen et retskrav hver på udbetaling af mindst 16,5 % af det til uddeling værende beløb årligt. Det beløb, der er foretaget arrest i, svarer netop til det beløb, som A har krav på, og som fondsbestyrelsen er forpligtet til at udbetale. Udbetalingen er således ikke et udslag af gavmildhed.

Stifterens hensigt med begunstigelsen af sine efterkommere kan ikke længere tillægges afgørende vægt, henset til at fondet blev stiftet i 1975, og til at fondets aktivmasse og årlige udlodninger er forøget væsentligt siden stiftelsen.

Udlodningen kan sidestilles med falden arv, som ikke er kreditorbeskyttet. I det omfang ydelsen er at anse som en gave, må situationen ses i lyset af retsplejelovens § 514. Herefter kræves båndlæggelse, for at en gave kan anses for kreditorbeskyttet. Der er i fundatsen ingen bestemmelse om båndlæggelse. Senest ved bestyrelsens beslutning om udlodning, den 11. oktober 2011, fik A en fordring på boet, og heller ikke på dette tidspunkt blev der truffet nogen bestemmelse om båndlæggelse.

Udlodningen fra fondet har i øvrigt ikke et sådant velgørende formål, at retsplejelovens § 512, stk. 3, finder anvendelse. Bestemmelsen angik efter sin oprindelige formulering understøttelse eller hjælp til trængende. Der var ved ændringen af formuleringen til den nugældende ordlyd ikke tilsigtet en ændring. A kan ikke anses for trængende i en sådan grad, at udbetalingen på 4.911.004 kr. fra fondet er beskyttet af denne bestemmelse, ligesom hendes formueforhold i øvrigt er uoplyste.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af fogedretten, tiltræder landsretten, at betingelserne for arrest var til stede, jf. retsplejelovens § 627, og at arrestforretningen kunne ske uden forudgående underretning.

Der foreligger ikke sådanne oplysninger om kærendes økonomiske forhold, der kan føre til, at de effekter, der er omfattet af arresten, er helt eller delvist nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem eller en beskeden levefod for A. Retsplejelovens § 509 kan derfor ikke føre til, at arresten helt eller delvist ophæves.

For så vidt angår arrest i fondsudbetalinger udtaler to dommere, Michael Kistrup og M. Stassen:

A er indsat i fundatsen som særligt begunstiget til et årligt beløb på ikke under 16,5 % af fondens overskud. Udlodningen kan således i henhold til fundatsen ikke ske til andre end hende personligt/hendes descendens, hvorfor beløbet er udlægsfritaget, jf. retsplejelovens § 512, stk. 1. Herefter skal, jf. retsplejelovens § 631, stk. 2, arresten ophæves for så vidt angår udbetalingen fra fonden på 4.911,004 kr.

En dommer, Christina Breinstrup, udtaler:

Ved fondsbestyrelsens beslutning den 11. oktober 2011 om udlodning til A opnåede A en fordring på fonden.

A er som descendent indsat som begunstiget til en fast årlig udlodning fra fonden, som dog efter bestyrelsens beslutning alternativt kan tildeles hendes descendens. Der er ikke i fundatsen angivet begrænsninger i As adgang til at råde over de beløb, der tilfalder hende. Det beløb, som kom til udbetaling til A for 2011, udgør det minimumsbeløb, som skulle udbetales i henhold til fundatsen. Der foreligger ingen oplysninger om, at der ved bestyrelsens beslutning er foretaget et individuelt skøn over hendes særlige forhold, eller at bestyrelsen i øvrigt har begrænset hendes rådighed. Fondsbestyrelsens beslutning om udlodning har ingen karakter af et gaveløfte.

Herefter, og da der ikke i øvrigt er anført omstændigheder, som kan begrunde, at ydelsen ikke kan kræves udbetalt til andre end A personligt, er ydelsen ikke omfattet af retsplejelovens § 512, stk. 1, hvorfor arresten kunne foretages i fordringen, jf. retsplejelovens § 631, stk. 2, jf. § 508.

Udlodningen har ikke en sådan karakter, at den er omfattet af udlægsfritagelsen i retsplejelovens § 512, stk. 3.

Jeg stemmer derfor for at stadfæste fogedrettens kendelse.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Afgørelse om betaling af sagens omkostninger træffes i forbindelse med justifikationssagen.

T h i   b e s t e m m e s

Fogedrettens kendelse ændres således, at arresten foretaget i fordring på H1 Fond på 4.911.004 kr. ophæves. I øvrigt stadfæstes kendelsen.

Kæreafgiften tilbagebetales.

..................................

Højesterets kendelse af 20. december 2012, 2. afdeling 185/2012

I tidligere instanser er afsagt kendelser af fogedretten den 24. november 2011, af Østre Landsrets 10. afdeling den 22. december 2011, af fogedretten den 11. januar 2012 og af Østre Landsrets 10. afdeling den 23. marts 2012.

Sagen angår for Højesteret alene spørgsmålet om, hvorvidt SKAT kan foretage arrest i As fordring på 4.911.044 kr. mod H1 Fond.

Påstande

Kærende, SKAT, har nedlagt påstand om, at den af fogedretten den 24. november 2011 foretagne arrest i As fordring mod H1 Fond på 4.911.044 kr. fremmes.

Indkærede, A, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Til supplement af oplysningerne i landsrettens kendelse er det for Højesteret oplyst, at A i 2011 har modtaget 150.000 kr. i vederlag for sit arbejde som bestyrelsesmedlem i H1 Fond samt 56.628 kr. i pension fra den Sociale Sikringsstyrelse. Det er endvidere oplyst, at As formue i Danmark består af den faste ejendom ...1, der er udbudt til salg for 10 mio. kr. Der er gæld i ejendommen for ca. 6 mio. kr. I Sydeuropa har A et beløb på ca. 2.500.000 kr. til rådighed. Hun har derudover en pensionsopsparing på Isle of Man, der består af aktier og obligationer. Pensionsopsparingen, der ikke giver løbende udbetaling, har på nuværende tidspunkt en værdi af ca. 10 mio. kr.

Anbringender

SKAT har supplerende anført, at forbuddet i retsplejelovens § 512, stk. 3, mod udlæg i krav på bl.a. understøttelse eller anden hjælp fra stiftelser eller andre velgørende institutioner efter bestemmelsens forarbejder må antages kun at gælde, hvis modtageren er trængende i den forstand, at modtageren har et reelt økonomisk behov for at modtage udlodningen. A har ikke dokumenteret at være økonomisk trængende, og en person, der som hende alene inden for de seneste 10 år har modtaget fondsudlodninger på mellem godt 3 mio. kr. og knap 7 mio. kr. årligt, vil normalt ikke kunne anses for at være økonomisk trængende.

Retsplejelovens § 512, stk. 3, er en specialregel i forhold til § 512, stk. 1, og lovgivers nøje afgrænsning i stk. 3 af udlægs- og arrestfritagelsen for så vidt angår udlodninger fra stiftelser og andre velgørende institutioner vil miste sin betydning, hvis udlodninger til personer, der ikke er trængende, kan være fritaget for udlæg og arrest efter § 512, stk. 1.

Såfremt Højesteret finder, at en fordring på en fondsudlodning efter omstændighederne kan være udlægsfritaget efter retsplejelovens § 512, stk. 1, gøres det gældende, at det følger af bestemmelsens forarbejder, at der ved vurderingen af, om en fordring er udlægsfritaget efter denne bestemmelse, skal lægges afgørende vægt på, om det har særlig betydning for fordringens debitor, hvem ydelsen skal erlægges til. Bestemmelsen har således til formål at beskytte yderen, ikke modtageren. Det er derfor afgørende, om fondens stifter har ønsket, at uddelingerne til A skulle være personlige og kun tilkomme hende og ikke hendes kreditorer og aftaleerhververe, eller om stifteren blot har villet sikre en årlig nettoforøgelse af hendes formue med et beløb svarende til udlodningen. Vedtægtens § 9, stk. 4, må forstås således, at det ikke har betydning for fonden, om det pågældende beløb skal betales til A, idet bestyrelsen efter denne bestemmelse har mulighed for med As samtykke at uddele den del af overskuddet, der ellers skulle uddeles til hende og/eller hendes efterkommere, til andre.

Der må også lægges vægt på, at A efter fondens vedtægt frit kan råde over udloddede beløb fra fonden. Individualforfølgning i en fondsudlodning kan ikke være afskåret, når skyldneren har ret til at disponere over udlodningen.

Det taler også for at tillade arrest, at udlodningen ville være blevet udbetalt til A dagen efter, at fogedretten foretog arresten, hvorefter udlodningen utvivlsomt ikke ville have været udlægsfritaget, samt at der var en konkret risiko for forstikkelse, bl.a. fordi A var ved at afhænde sine danske aktiver og var flyttet til Sydeuropa.

A har supplerende anført, at retsplejelovens § 512, stk. 3, ikke er en specialregel i forhold til stk. 1, men en selvstændig regel om udlægsfritagelse. Efter § 512, stk. 1, kan der ikke foretages udlæg - og dermed heller ikke arrest, jf. retsplejelovens § 631, stk. 2 - i retten til ydelser, som ikke kan kræves betalt til andre end den berettigede personligt, og det fremgår af forarbejderne, at der som altovervejende hovedregel ikke kan foretages udlæg i et gaveløfte. Det følger derfor af § 512, stk. 1, at der ikke kan foretages udlæg i As fordring mod fonden, idet fonden ifølge sin vedtægt er forpligtet til at uddele en vis nærmere bestemt andel af det beløb, der skal uddeles, til A og/eller hendes efterkommere.

A har ikke et retskrav på udlodning fra fonden. Det er bestyrelsen, der afgør, om A eller hendes børn skal modtage underholdsydelser. Det er ikke ligegyldigt for fonden, hvem der udbetales til, idet uddeling til A og/eller hendes efterkommere er en del af fondens formål.

Efter § 512, stk. 3, kan der heller ikke foretages udlæg i krav på pension eller i krav på understøttelse eller anden hjælp fra det offentlige eller fra stiftelser eller andre velgørende institutioner. Det afgørende for udlægsfritagelsen er alene, at de nævnte institutioner har et socialt velgørende formål, og at understøttelsen har forbindelse med dette formål. Fonden har et sådant socialt velgørende formål også i forhold til stifterens efterkommere. Den tidligere gældende regel, hvorefter ydelserne var udlægsfritaget, hvis de blev givet til "trængende", kan ikke fortolkes sådan, at der skulle være tale om kvalificeret trang. Det afgørende er, om der er tale om en underholdsydelse. Fonden blev etableret netop med det formål at sikre en rentenydelse, et underhold eller en ydelse svarende til en pensionsydelse til den eller de begunstigede, og derfor er As fordring på ydelsen fra fonden udlægsfritaget efter § 512, stk. 3. Det er - ligesom for pensionsydelser - ikke en betingelse for udlægsfritagelsen, at ydelser fra en fond har karakter af en social foranstaltning.

Den underholdsydelse eller rentenydelse eller understøttelse, som A modtager fra fonden, er således efter sin karakter omfattet af retsplejelovens § 512. Der er tale om en underholdsydelse, hvis omfang og karakter hun ikke har haft nogen indflydelse på, da fonden blev etableret, og hun har således ikke etableret et kreditorly, men nyder blot afkastet af en lovligt båndlagt formue.

Ved vurderingen af, om ydelsen fra fonden er udlægsfritaget, må fritagelsen efter retsplejelovens § 512 også ses i sammenhæng med udlægsfritagelsen for løn, jf. § 511, og for båndlagte gaver, jf. § 514. Der kan også henvises til arvelovens § 55, stk. 2, hvorefter der ikke kan gøres udlæg i ikke udbetalte renter af båndlagt arv, samt til retsvirkningslovens § 15, hvorefter bl.a. en rentenydelsesret ikke skal indgå i et ægtefælleskifte.

Retsgrundlaget

Efter retsplejelovens § 631, stk. 2, finder retsplejelovens § 512 også anvendelse ved foretagelse af arrest.

Retsplejelovens § 512, stk. 1, og stk. 3, 1. pkt., lyder således:

"...

§ 512. Udlæg kan ikke foretages i retten til ydelser, der ikke kan kræves betalt til andre end den berettigede personligt.

...

Stk. 3. Udlæg kan ikke foretages i krav på pension eller i krav på understøttelse eller anden hjælp fra det offentlige eller fra stiftelser eller andre velgørende institutioner, medmindre der er forløbet tre måneder fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt.

..."

Retsplejelovens § 512, stk. 1 og 3, svarer til § 512, stk. 1 og 3, i et lovudkast i betænkning nr. 634/1971 afgivet af et udvalg under Justitsministeriet. I betænkningen s. 83f, hedder det i udvalgets bemærkninger til lovudkastet bl.a.:

"...

Til stk. 1. En forpligtelse til at betale en pengesum berøres i almindelighed ikke af, om beløbet skal erlægges til den ene eller den anden. Ved visse ydelser kan det derimod være af betydning for yderen, hvem han skal erlægge til. Dette gælder især aftaler om brug af en ting eller en fast ejendom eller om personlig tjeneste. For leje af hus eller husrum bestemmer lejeloven, lovbekendtgørelse nr. 385 af 4. juli 1969, § 53, stk. 2, at lejeren ikke uden udlejerens samtykke må overlade brugen af det lejede eller nogen del deraf til andre end medlemmer af sin husstand. Heller ikke brugeren af løsøre vil i almindelighed være berettiget til at overlade brugen til andre. En arbejdsgiver kan, bortset fra visse tilfælde af overdragelse af en virksomhed, hvor indehaverens person ikke spiller større rolle for de ansatte, ikke pålægge en funktionær at træde i en anden arbejdsgivers tjeneste. Da det må anses for gældende ret, at en kreditor heller ikke kan gøre udlæg i rettigheder, der er således afhængige af den berettigedes person, at de kun kan fordres erlagt til ham, foreslår udvalget at give en udtrykkelig bestemmelse herom. I tilfælde af arbejdsgiverens konkurs kan de fleste af de her omhandlede kontrakter derimod fortsættes med konkursboet som part, jfr. F. eks. den gældende konkurslovs § 17 og konkurslovsudvalgets udkast §§ 51-61. Er det bestemt f. eks. i en lejekontrakt, at lejeren uden begrænsninger kan overdrage lejeretten, vil dette oftest betyde, at lejerens person ingen rolle spiller for udlejeren, og udlæg vil derfor kunne foretages i lejeretten, medmindre reglerne i udkastets § 509 er til hinder derfor.

§ 512, stk. 1, omfatter både gensidigt bebyrdende kontrakter og gaveløfter. Er en ydelse tilsagt som gave, men endnu ikke præsteret, vil udlæg i gavemodtagerens ret til at forlange ydelsen erlagt som hovedregel ikke kunne foretages.

...

Til stk. 3. Efter den gældende bestemmelse i § 513 kan udlæg ikke gives i ikke udbetalte pensioner og hermed i klasse stående understøttelser, som udredes af statskassen, kommunekasser eller andre offentlige kasser. Efter § 514, nr. 4, kan udlæg ikke gøres i understøttelse og hjælp til trængende, som gives af det offentlige, stiftelser eller andre veldædige indretninger. Selv om disse bestemmelser ikke udtrykkelig siger, at beskyttelsen kun vedvarer, indtil beløbet er udbetalt, er der dog ingen tvivl om, at dette er meningen.

Den foreslåede bestemmelse indeholder kun den ændring i den gældende retstilstand, at ikke blot pensioner fra det offentlige, men også pensioner fra private arbejdsgivere medtages under beskyttelsen...

...

Henstår pensionen eller understøttelsen i længere tid uden at blive hævet, kan de grunde, der fører til udlægsforbuddet, ikke mere anses for at være til stede. Udkastet har anset det for rimeligt at give pensionisten eller den understøttede en noget længere frist end lønmodtagere, jfr. udkastets § 511, stk. 1, og det foreslås derfor, at udlæg først kan foretages, når der er gået tre måneder fra forfaldsdagen. En tilsvarende regel foreslås ikke for underholdsbidrag, jfr. stk. 2, idet det heri reglen vil skyldes den bidragsskyldiges manglende evne eller vilje til at betale, at den forfaldne ydelse ikke er blevet betalt.

..."

I den tidligere gældende bestemmelse i retsplejelovens § 514, jf. lovbekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 1975, hed det bl.a.:

"...

§ 514. Undtagne fra eksekution er fremdeles: ... 4) understøttelse og hjælp til trængende, som gives af det offentlige, stiftelser eller andre veldædige indretninger,

..."

Denne bestemmelse byggede på Proceskommissionens udkast af juni 1877 til Lov om den borgerlige Retspleje. I udkastet til § 472 hedder det bl.a. (Proceskommissionens udkast s. 144):

"...

Undtagne fra Eksekution ere fremdeles: ... 4) Understøttelse og Hjælp til trængende, som gives af det offentlige, Stiftelser eller andre veldædige Indretninger, saavel som al Fattigdomsunderstøttelse

..."

I Proceskommissionens bemærkninger til udkastet til § 472 hedder det bl.a. (Proceskommissionens udkast s. 200):

"...

Hvad angaar de i § 472 omhandlede Fritagelser for Eksekution, stemme de under Nr. 1 og 5 nævnte ganske med hvad der maa anses for gældende Ret. De under Nr. 2-4 optagne Bestemmelser behøve neppe nogen Forklaring.

..."

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen for Højesteret drejer sig om, hvorvidt As fordring på 4.911.044 kr. mod H1 Fond er fritaget for arrest i medfør af retsplejelovens § 631, stk. 2, jf. § 512, stk. 1 og 3. A har ikke bestridt, at retsplejelovens øvrige betingelser for arrest i den pågældende fordring er opfyldt.

Reglerne i retsplejelovens § 512 udgør undtagelser fra det almindelige udgangspunkt om, at udlæg kan foretages i hele skyldnerens formue, jf. lovens § 507.

Vedrørende retsplejelovens § 512, stk. 1

Efter retsplejelovens § 512, stk. 1, kan der ikke foretages udlæg i retten til ydelser, der ikke kan kræves betalt til andre end den berettigede personligt.

Bestemmelsen tager efter sine forarbejder sigte på tilfælde, hvor det har betydning for yderen, hvem der skal betales til. Særligt om gaveløfter er det i forarbejderne anført, at der som hovedregel ikke kan foretages udlæg i gavemodtagerens ret til betaling, når gaveydelsen endnu ikke er præsteret.

Det fremgår af vedtægten for H1 Fond, at en nærmere fastlagt mindste procentdel af det årlige overskud, som fonden uddeler, skal uddeles til A som barn af stifteren og/eller hendes efterkommere, medmindre den berettigede tiltræder andet. Fonden skal ved sine uddelinger følge denne vedtægtsbestemmelse, og fondens uddeling til A har derfor ikke karakter af en gave.

Vedtægten indeholder ikke bestemmelser, som indebærer, at der gælder eller skal fastsættes begrænsninger i modtagernes adgang til at råde over beløb, som uddeles til dem. Højesteret finder endvidere, at der ikke er vedtægtsmæssigt grundlag for at antage, at det vil være i strid med fondens formål, såfremt en modtagers kreditorer foretager arrest eller udlæg i fordringen mod fonden.

Fritagelse for udlæg eller arrest kan derfor ikke begrundes i et hensyn til fonden.

Højesteret finder herefter, at A ikke har ret til en ydelse fra H1 Fond, som ikke kan kræves betalt til andre end hende personligt. Fordringen er derfor ikke fritaget for arrest i medfør af retsplejelovens § 631, stk. 2, jf. § 512, stk. 1.

Vedrørende retsplejelovens § 512, stk. 3

Efter retsplejelovens § 512, stk. 3, kan der ikke før tre måneder efter forfaldsdagen foretages udlæg i krav på pension eller i krav på understøttelse eller anden hjælp fra det offentlige eller fra stiftelser eller andre velgørende institutioner.

Højesteret finder, at denne bestemmelse efter sin ordlyd og forarbejder må forstås således, at den alene omfatter fordringer på uddeling fra en fond, hvis uddelingen hovedsagelig tjener til at skaffe modtageren midler til et rimeligt underhold. Det forhold, at bestemmelsen også omfatter udlægsfritagelse for pensionsydelser, der efter omstændighederne kan udgøre betydelige beløb, kan ikke føre til en anden forståelse.

Det fremgår som nævnt af vedtægten for H1 Fond, at en bestemt mindste procentdel af fondens årlige overskud skal uddeles til A og/eller hendes efterkommere, og det gælder uanset beløbets størrelse og de berettigedes økonomiske stilling. På denne baggrund og efter oplysningerne om As indtægts- og formueforhold og personlige forhold i øvrigt, finder Højesteret, at fondens uddeling ikke kan anses for hovedsagelig at tjene til at skaffe A midler til et rimeligt underhold.

Højesteret finder herefter, at As fordring mod H1 Fond ikke kan anses for omfattet af udlægsfritagelsen i retsplejelovens § 512, stk. 3. Fordringen er derfor heller ikke af denne grund fritaget for arrest, jf. retsplejelovens § 631, stk. 2.

Herefter, og da det, som A i øvrigt har anført, ikke kan føre til et andet resultat, tager Højesteret SKATs påstand til følge.

Afgørelse om sagsomkostninger ved dette kæremål træffes i forbindelse med afgørelsen af justifikationssagen.

T h i   b e s t e m m e s

Den af fogedretten den 24. november 2011 foretagne arrest, opretholdt ved fogedrettens kendelse af 11. januar 2012, i As fordring mod H1 Fond på 4.911.044 kr. fremmes.

Kæreafgiften tilbagebetales til SKAT.