Indhold

Afsnittet beskriver reglerne om fradrag i forbindelse med momssvig.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

  • Afsnit D.A.10.1.1.3 om svig i forbindelse med EU-handel og spørgsmålet om momsfritagelse (ML § 34, stk. 1, nr. 1)
  • Afsnit D.A.11.1.4.2 om, at der ikke er fradrag for moms, som ikke skal betales efter momsloven.
  • Afsnit D.A.11.1.6.3 om EU-handel og spørgsmålet om fradrag for erhvervelsesmoms (ML § 37, stk. 2, nr. 2.
  • Afsnit D.A.13.9 om solidarisk hæftelse i momskarrusel (ML § 46, stk. 10 og 11).

Regel

Skattestyrelsen kan efter EU-domstolens praksis nægte en afgiftspligtig person fradragsret, hvis den pågældende har deltaget i en leveringskæde, og et andet led i leveringskæden har begået momssvig i forbindelse med en transaktion i kæden. Det er en betingelse for, at Skattestyrelsen kan nægte fradrag, at Skattestyrelsen på grundlag af objektive forhold kan godtgøre, at den afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at transaktionen var led i svig begået af en virksomhed i et andet led i leveringskæden.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-531/17, Vetch

Artikel 143, litra d), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem og dette direktivs artikel 143, stk. 1, litra d), som ændret ved Rådets direktiv 2009/69/EF af 25. juni 2009, skal fortolkes således, at retten til fritagelse for merværdiafgift ved indførslen som omhandlet i disse bestemmelser ikke kan nægtes den importør, der er udpeget eller anerkendt som betalingspligtig for denne afgift, som omhandlet i artikel 201 i direktiv 2006/112, i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor dels modtageren af denne overførsel inden for Fællesskabet efterfølgende begår svig i forbindelse med en efterfølgende transaktion, og denne svig ikke har tilknytning til nævnte overførsel, og der dels ikke foreligger oplysninger, der gør det muligt at fastslå, at importøren vidste eller burde vide, at denne efterfølgende transaktion var led i svig begået af modtageren.

C-159/14, “Koela-N" EOOD

Momssystemdirektivets artikel 14, stk. 1, skal fortolkes sådan, at artiklen er til hinder for, at skattemyndighederne anser leveringen for ikke at være foretaget - med den virkning, at køberen nægtes fradragsret - med den begrundelse, at køberen ikke selv har fået varen tilsendt, fordi leverandøren i stedet har sendt varen til kundens kunde. Tilsvarende er Momssystemdirektivets artikel 14, stk. 1, til hinder for, at skattemyndighederne anser leveringen for ikke at være foretaget - med den virkning, at køberen nægtes fradragsret - med den begrundelse, at køberens leverandør har benyttet en underleverandør, som har sendt varen til køberen.

Det forhold, at en forudgående leverandør i omsætningskæden har undladt at samararbejde med skattemyndighederne, eller det forhold, at de omhandlede varer ikke er blevet omladet, udgør ikke i sig selv objektive indicier, der er tilstrækkelige til at fastslå, en afgiftspligtig person i et senere led omsætningskæden vidste eller burde have vist, at den transaktion, som personen ønsker fradrag for, var et led i en momsunddragelse.  Disse to forhold er ikke desto mindre objektive indicier, som kan tages i betragtning i forbindelse med en samlet vurdering af alle forhold og faktiske omstændigheder med henblik på at fastslå, om den nævnte afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at transaktionen var et led i en momssunddragelse.

Kendelse (på fransk og bulgarsk), dog domskonklusion på dansk.

De forenede sager C-131/13, C-163/13 og 164/13, Schoenimport "Italmoda" Mariano Previti vof m.fl.

Det påhviler de nationale myndigheder og domstole at nægte en afgiftspligtig person ret til fradrag eller fritagelse for moms eller tilbagebetaling heraf i forbindelse med en levering inden for Fællesskabet, også selv om der ikke findes bestemmelser i national ret, som foreskriver, at sådanne rettigheder skal nægtes, hvis det på grundlag af objektive forhold fastslås, at denne afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at vedkommende ved den transaktion, der påberåbes som grundlag for den omhandlede rettighed, medvirkede til momssvig begået inden for rammerne af en leveringskæde.

En afgiftspligtig person, som vidste eller burde have vidst, at vedkommende ved den transaktion, der påberåbes som grundlag for ret til fradrag eller fritagelse for moms eller tilbagebetaling heraf, medvirkede til momssvig begået inden for rammerne af en leveringskæde, kan nægtes disse rettigheder, uanset at denne svig er blevet begået i en anden medlemsstat end den medlemsstat, i hvilken disse rettigheder er blevet gjort gældende, og at denne afgiftspligtige person i den sidstnævnte medlemsstat har opfyldt de formelle betingelser i henhold til national lovgivning for at kunne opnå disse rettigheder.

C-285/11, Bonik EOOD

Selskabet blev genstand for en afgiftskontrol. Som følge af denne kontrol fandt de bulgarske afgiftsmyndigheder, at der ikke forelå beviser for gennemførelsen af de leveringer af hvede og solsikker inden for Fællesskabet, som selskabet havde angivet som værende blevet foretaget til et rumænske selskab. Myndighederne fandt derfor, at de fakturerede leveringer skulle pålægges bulgarsk moms.

For at sikre sig, at det bulgarske selskabs køb af hvede og solsikker faktisk havde fundet sted, gennemførte de bulgarske afgiftsmyndigheder en supplerende kontrol hos såvel selskabets leverandører som hos disses underleverandører.

Denne kontrol gjorde det ikke muligt at fastslå, at underleverandørerne faktisk havde leveret varer til selskabets leverandører. Myndigheder udledte heraf, at de leverandørerne ikke rådede over tilstrækkelige mængder varer til at foretage leveringerne til selskabet, og de konkluderede, at der ingen faktisk levering havde fundet sted mellem leverandørerne og selskabet. Myndighederne nægtede derfor selskabet fradrag for købsmoms.

Domstolen udtaler, at det fremgår af ordlyden af artikel 168, litra a), i direktiv 2006/112, at det for at udøve fradragsretten for det første er en forudsætning, at den berørte er en afgiftspligtig person som omhandlet i dette direktiv, og for det andet, at de varer og ydelser, der påberåbes til støtte for denne ret, bliver anvendt i et efterfølgende led af den afgiftspligtige person i forbindelse med dennes egne afgiftspligtige transaktioner, og at disse varer og ydelser er blevet leveret af en anden afgiftspligtig person i et forudgående led.

Det tilkommer den forelæggende ret at foretage en samlet vurdering af alle forhold og faktiske omstændigheder i denne sag, hvilket skal ske i henhold til de nationale bevisregler, med henblik på at fastlægge, om selskabet kan udøve en fradragsret på grundlag af leveringerne af varer. Hvis det følger af denne vurdering, at de i hovedsagen omhandlede leveringer af varer faktisk er blevet foretaget, og at selskabet i et efterfølgende led har anvendt disse varer i forbindelse med sine afgiftspligtige transaktioner, kan selskabet i princippet ikke nægtes fradragsretten.

Selskabet kan dog alligevel nægtes fradragsretten. Det kræver imidlertid, at den forelæggende ret finder, at de kompetente afgiftsmyndigheder i tilstrækkelig grad har godtgjort, at der foreligger objektive forhold, som gør det muligt at konkludere, at selskabet vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er blevet påberåbt til støtte for fradragsretten, var led i svig begået af leverandøren eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere eller efterfølgende led i leveringskæden.

For så vidt angår den situation, hvor der rent faktisk ikke har fundet en transaktion sted, se evt. afsnit D.A.11.1.4.2 om, at momsen skal være korrekt opkrævet.

Se evt. tillige domstolens domme i C-642/11, Stroy trans EOOD, C-643/11, LVK - 56 EOODC-18/13, Maks Pen EOOD, C-107/13, FIRIN OOD og C-277/14, PPUH Stehcemp, samt domstolens kendelser i C-572/11, Menidzherski biznes reshenia OOD, og C-33/13, Marcin Jagiello.

.

C-324/11, Gábor Tóth

Momssystemdirektivet og princippet om afgiftsneutralitet skal fortolkes således, at de er til hinder for, at skattemyndighederne nægter en afgiftspligtig person retten til at fradrage købsmomsen for modtagne ydelser, med den ene begrundelse, at fakturaudstederens licens til at drive enkeltmandsvirksomhed er blevet inddraget af skattemyndighederne, inden han har leveret de pågældende ydelser eller udstedt den tilsvarende faktura, hvis denne faktura indeholder alle de oplysninger, som kræves i henhold til direktivets artikel 226, herunder navnlig de oplysninger, som er nødvendige for at identificere den person, der har udstedt disse fakturaer, og arten af de leverede tjenesteydelser.

Momssystemdirektivet skal fortolkes således, at det er til hinder for, at skattemyndighederne nægter en afgiftspligtig person retten til at fradrage købsmomsen for modtagne ydelser, med den begrundelse, at udstederen af fakturaen for disse ydelser ikke har anmeldt de arbejdstagere, som han beskæftiger, uden at nævnte myndighed på grundlag af objektive forhold godtgør, at denne afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er blevet påberåbt til støtte for retten til fradrag, var led i svig begået af den nævnte fakturaudsteder eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere led af forsyningskæden.

Momssystemdirektivet skal fortolkes således, at den omstændighed, at den afgiftspligtige person ikke har undersøgt, om der består et retsforhold mellem de arbejdstagere, som er beskæftiget på byggepladsen, og udstederen af fakturaen, eller om denne udsteder havde anmeldt disse arbejdstagere, ikke er en objektiv omstændighed, der gør det muligt at konkludere, at modtageren af fakturaen vidste eller burde vide, at den pågældende deltog i en transaktion, der var led i momssvig, hvis modtageren ikke var i besiddelse af indicier, som begrundede en mistanke om, at der forelå uregelmæssigheder eller svig i nævnte udsteders sfære. Der kan derfor ikke nægtes ret til fradrag på grund af denne omstændighed, når de materielle og formelle betingelser i direktivet for udøvelsen af fradragsretten er opfyldt.

Når skattemyndighederne fremlægger konkrete indicier for, at der foreligger svig, er Momssystemdirektivet og princippet om afgiftsneutralitet ikke til hinder for, at den nationale ret ud fra en samlet bedømmelse af samtlige omstændigheder i den foreliggende sag kontrollerer, om fakturaudstederen selv har foretaget den pågældende transaktion. I en situation som den, der foreligger i hovedsagen, kan retten til fradrag dog kun nægtes, når skattemyndighederne på grundlag af objektive forhold har godtgjort, at modtageren af fakturaen vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er blevet påberåbt til støtte for retten til fradrag, var led i svig begået af fakturaudstederen eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere led af forsyningskæden.

De forenede sager C-80/11 og C-142/11, Mahagében kft og Péter Dávid

EU-domstolen har i dommen udtalt, at Momssystemdirektivets artikel 167, artikel 168, litra a), artikel 178, litra a), artikel 220, nr. 1), og artikel 226 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national praksis, hvorefter afgiftsmyndigheden nægter en afgiftspligtig person retten til fradrag for moms med den begrundelse, at udstederen af fakturaen eller en af fakturaudstederens leverandører har handlet ulovligt. Medmindre myndigheden på grundlag af objektive forhold godtgør, at den pågældende afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at transaktionen var led i svig begået af den nævnte fakturaudsteder eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere led af forsyningskæden.

Domstolen udtaler videre i dommen i C-80/11 og C-142/11, at artikel 167, artikel 168, litra a), artikel 178, litra a), og artikel 273 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national praksis, hvorefter afgiftsmyndigheden nægter retten til fradrag med den begrundelse, at den afgiftspligtige person ikke har sikret sig, at udstederen af fakturaen var afgiftspligtig, rådede over varerne og kunne levere dem samt havde opfyldt sin pligt til at angive og indbetale momsen.

Når de materielle og formelle betingelser i direktivet for udøvelse af fradragsretten er opfyldt, er artiklerne ligeledes til hinder for, at afgiftsmyndigheden nægter retten til fradrag med den begrundelse, at den afgiftspligtige person foruden fakturaen ikke er i besiddelse af dokumenter, der kan godtgøre, at de ovennævnte betingelser om sælges indbetaling af salgsmoms mv., er opfyldt.

Afgiftsmyndigheden kan dog nægte fradrag, hvis den afgiftspligtige person er i besiddelse af indicier, som begrunder en mistanke om, at der foreligger uregelmæssigheder eller svig i fakturaudsteders sfære.

Efter Skattestyrelsens opfattelse omhandler dommen en situation, hvor varerne eller ydelserne rent faktisk bliver leveret. Men hvor fakturaudstederen eller dennes underleverandør enten udeholder omsætning eller misbruger en anden virksomheds identitet (kaprer et momsnummer).

Se evt. også domstolens kendelse i sag C-446/15, Signum Alfa Sped (kendelse på fransk og ungarsk).

C-438/09, Boguslaw Juliusz Dankowski

Et medlemsland kan ikke have en generel lovbestemmelse, der udelukker ret til fradrag af moms, der er betalt af en afgiftspligtig til en anden afgiftspligtig, kun fordi sidstnævnte ikke er registreret med hensyn til denne afgift. Det var i sagen ubestridt, at de omhandlede ydelser var blevet udført af en erhvervsdrivende i det foregående omsætningsled, og at disse ydelser var blevet anvendt i det efterfølgende omsætningsled af køber i forbindelse med dennes afgiftspligtige transaktioner. Dommen fastslog, at den i sagen omhandlede køber af ydelser har ret til fradragsret for momsen af købet, fordi fakturaerne vedrørende disse køb indeholdt alle de oplysninger, som kræves i henhold til fakturareglerne, navnlig de oplysninger, som er nødvendige for at identificere den person, der har udstedt disse fakturaer, og arten af de leverede tjenesteydelser.

De forenede sager C-439/04, Axel Kittel, og C-440/04, Recolta Recycling SPRL

Artikel 17 i 6. momsdirektiv er til hinder for en bestemmelse i national ret, hvorefter annullation af en købsaftale i henhold til en national civilretlig bestemmelse, hvorefter aftalen er en nullitet, fordi den er i strid med den offentlige orden på grund af sælgerens ulovlige formål, for den afgiftspligtige person indebærer tab af retten til at fradrage købsmomsen, når en levering er foretaget til en afgiftspligtig person, som ikke vidste eller burde have vidst, at den omhandlede transaktion var led i den svindel, som sælgeren har begået. Spørgsmålet, om aftalens nullitet skyldes svindel med moms eller andre former for svig, er i den forbindelse uden betydning.

Når det derimod på baggrund af objektive kriterier er fastslået, at der er foretaget levering af en vare til en afgiftspligtig, som vidste eller burde have vidst, at han ved sin erhvervelse deltog i en transaktion, der var led i momssvig, tilkommer det den nationale ret at nægte at indrømme den pågældende afgiftspligtige ret til fradrag.

De forenede sager C-354/03, C-355/03 og C-484/03, Optigen Ltd, Fulcrum Electronics Ltd og Bond House Systems Ltd.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelserne, at de pågældende transaktioner blev udført som led i en række leveringskæder. Uden at de sagsøgende selskaber i hovedsagen var bekendt hermed, optrådte der en erhvervsdrivende, som forsvandt uden at betale moms til afgiftsmyndighederne. I nogle tilfælde en erhvervsdrivende, som anvendte et "kapret" momsnummer, dvs. et nummer, der tilhørte en anden virksomhed. Der var med andre ord tale om "karruselsvig".

Ifølge de britiske myndigheder udføres "karruselsvig" i princippet på følgende måde:

  • Et selskab (A), som har hjemsted i en medlemsstat, sælger varer til et selskab (B), som har hjemsted i en anden medlemsstat.
  • Selskab B, som er den erhvervsdrivende, der har undladt at svare moms, eller som har anvendt et "kapret" momsnummer, videresælger varerne med tab til et bufferselskab (C), som har hjemsted i den anden medlemsstat. Hermed kan de efterfølgende salg foretages med fortjeneste. Selskab B er momspligtig for købet af varerne, men da det har benyttet dem til momspligtige transaktioner, er det også berettiget til at fradrage denne moms som indgående moms. Det er ganske vist momspligtigt for udgående moms, der er faktureret selskab C, men det forsvinder, før det betaler beløbet herfor til statskassen.
  • Selskab C sælger på sin side de pågældende varer til et andet bufferselskab (D) i den anden medlemsstat, idet det betaler statskassen den fakturerede udgående moms efter at have fradraget den betalte indgående moms osv., indtil et selskab i den anden medlemsstat eksporterer disse varer til en tredje medlemsstat. Denne udførsel er momsfritaget, men det eksporterende selskab er dog berettiget til tilbagebetaling af den indgående moms, der er betalt ved køb af de pågældende varer. Når køberen er selskab A, er der tale om egentligt "karruselsvig".

Processen kan gentages.

Retten for en afgiftspligtig person, som foretager transaktioner, med hensyn til hvilke der ikke i sig selv er begået momssvig, til at fradrage købsmomsen, kan ikke berøres af, at der i den leveringskæde, som disse transaktioner indgår i, uden at den afgiftspligtige ved eller kan vide det, findes en anden transaktion, som ligger før eller efter den afgiftspligtiges egen transaktion, og som er behæftet med momssvig.

Den anvendte definition på "karruselsvig" svarer til definitionen på "momskarrusel" i afsnit D.A.13.9 om solidarisk hæftelse i momskarrusel.

Højesteretsdomme

xSKM2019.231.HRx

xSagens hovedproblemstilling angik spørgsmålet om, hvorvidt SKAT på objektivt grundlag kunne kræve indgående moms tilbagesøgt på leasingaktiver erhvervet af et leasingselskab, allerede fordi leasingaktiverne ikke eksisterede.

Leasingselskabet gjorde bl.a. gældende, at tilbagesøgning ikke kunne ske som følge af, at leasingselskabet var i god tro om aktivernes eksistens, idet leasingselskabet havde modtaget en leveringserklæring fra leasingtageren.

Højesteret bemærkede, at det er en betingelse for fradrag efter momslovens § 37, stk. 2, nr. 1, af afgift af varer, der er solgt til en virksomhed, at varerne faktisk er blevet leveret. Da det måtte lægges til grund, at de entreprenørmaskiner, som sagen angik, ikke eksisterede, var der ikke sket levering, og derfor kunne der ikke ske fradrag for den betalte moms.

Højesteret fandt endvidere, at der ikke var en sådan tvivl om forståelse af EU-retten, at der var anledning til at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen begrundet i, at EU-Domstolen i dom af 27. juni 2018 i de forenede sager C-459/17 og C-460/17 (SGI & Valériane) havde udtalt, at fradragsretten var knyttet til den faktiske levering, og at der ingen fradragsret opstår, når den faktiske gennemførelse af leveringen ikke har fundet sted, herunder at det er tilstrækkeligt, at myndighederne godtgør, at de transaktioner, som fakturaen vedrører, ikke faktisk er blevet gennemført.

Skatteministeriet fik herefter medhold i, at den af leasingselskabet fratrukne indgående moms skulle tilbagebetales.

Landsretten og forudgående Landsskatteretten var nået til det modsatte resultat.

Leasingselskabet havde nedlagt subsidiær påstand om tilbagebetaling af udgående moms vedrørende de leasingydelser, som leasingtageren havde betalt i en periode forud for leasingtagerens konkurs.

Det var under sagen ubestridt, at leasingselskabet ikke havde udstedt kreditnotaer omfattende den salgsmoms, der var anført på de fakturaer, som anmodningen om tilbagebetaling vedrørte.

Højesteret bemærkede, at da leasingselskabet på fakturaerne havde anført moms, og momsen var opkrævet og betalt af leasingtageren, var det efter momslovens § 52 a, stk. 7 (tidligere § 52, stk. 7) en betingelse for at undlade at indbetale moms, der er opkrævet i en situation, hvor der ikke skulle betales moms, at fejlen berigtiges over for aftagerne af varerne eller ydelserne, og da berigtigelse ikke var sket, var der ikke krav på tilbagebetaling af momsen.

Skatteministeriet blev herefter frifundet for den subsidiære påstand.x

xSe evt. afsnit D.A.11.1.4.2 om, at momsen skal være korrekt opkrævet.x

Byretsdomme

SKM2018.196.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger havde ret til fuldt fradrag for købsmoms af virksomhedens generelle omkostninger. Sagsøger, der var gået konkurs, var blandt andet baseret på en ”bedragerisk forretningsmodel” i form af leasing af fiktivt software. Her ud over havde sagsøger haft en mindre aktivitet med udvikling af software.

Retten afviste, at de generelle omkostninger udelukkende var afholdt som led i sagsøgers momspligtige aktivitet. Retten fandt derimod, at udgifterne ligeledes vedrørte den såkaldt ”bedrageriske forretningsmodel” i form af leasingkarruseller, der ifølge kurator udgjorde 99 % af sagsøgers samlede omsætning. Retten fandt derfor ikke, at udgifterne udelukkende var benyttet i virksomhedens momspligtige leverancer og afslog som følge heraf fuldt momsfradrag. Retten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn over sagsøgers delvise fradrag fastlagt til 1 % - bortset fra et af Skatteministeriet anerkendt beløb - idet retten ganske enkelt anså det for urealistisk, at sagsøger havde afholdt omkostninger på 83.752.588 ekskl. moms, når henses til at selskabets reelle omsætning i samme periode alene udgjorde kr. 12.191.000.

Sagsøger havde her ud over nedlagt påstand om, at opgørelsen over sagsøgers fiktive omsætning skulle reduceres med den konsekvens, at købsmomsen vedrørende selskabets reelle leverancer skulle forhøjes tilsvarende. Bortset fra et af Skatteministeriet anerkendt beløb fandt retten ikke, at sagsøger havde dokumenteret, at var tale om reelt afholdte udgifter.

Se evt. afsnit D.A.11.1.4.2 om, at momsen skal være korrekt opkrævet.

SKM2012.530.BR

Fakturaer udstedt til sagsøgeren af en på udstedelsestidspunktet ikke-momsregistreret virksomhed.

Byretten fandt, at det alene var købsmomsen af varer og ydelser, der var leveret til virksomheden, der var fradragsberettiget, og at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at betingelserne for fradrag var opfyldt. Da sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at de omhandlende fakturaer var betalt inklusiv moms, og da ingen af de fremlagte fakturaer opfyldte kravene i momsbekendtgørelsens § 40 (nu § 58), fandt retten, at det var med rette, at SKAT havde nægtet sagsøgeren fradrag for købsmoms.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter