Indhold

Dette afsnit beskriver hvilke bygninger m.m., der er afskrivningsberettigede, og hvilke der ikke er.

Afsnittet indeholder:

  • Definition af en bygning
  • Hovedregel
  • Undtagelser
  • Accessoriske bygninger mv.
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Se også afsnit

Definition af en bygning

Det fremgår hverken af lovteksten eller af forarbejderne til AL § 14, hvad der nærmere skal forstås ved begrebet "bygning".

Ved afgrænsningen af begrebet må der derfor tages udgangspunkt i en naturlig sproglig forståelse af en "bygning". Det må dog antages, at begrebet "bygning" udover egentlige bygninger også omfatter bygningsværker. I f.eks. SKM2014.815.LSR blev bl.a. en mole i en lystbådehavn anset for afskrivningsberettiget efter AL § 14, ligesom et stadionanlæg i SKM2015.194.SR kunne afskrives som en bygning.

I forbindelse med afgrænsning af begrebet "bygning" henvises der i SKM2009.479.VLR til Vurderingsvejledningens afsnit A.4.2, hvorefter kun "murede og støbte konstruktioner på og i jorden, i det omfang de er beregnet til forbliven på stedet", anses som bygninger eller bygningsbestanddele".

I SKM2009.479.VLR blev det afvist at anse et golfbaneanlæg for at være en bygning i afskrivningslovens forstand.

Husbåde anses for at være skibe i afskrivningslovens forstand og afskrives derfor som skibe og ikke som bygninger. Se SKM2003.418.LR og SKM2013.777.SR.

Hvis en "bygning" er flytbar, skal den efter omstændighederne afskrives som et driftsmiddel. Se således SKM2014.59.LSR, hvor pavillonmoduler skulle afskrives som driftsmidler. Ved afgørelsen lagde Landsskatten særlig vægt på en udtalelse fra SKAT dateret 23. november 2001. Ifølge  udtalelsen vil følgende forhold tale for, at afskrive et aktiv af denne type som et driftsmiddel:

  • Den fysiske placering er rent midlertidig
  • Aktivet er ikke bygget på stedet
  • Aktivet er flytbart
  • De indlagte installationer er midlertidige
  • Aktivet medtages ikke ved den offenlige vurdering    

I SKM2015.179.SR blev et uderum på 30 m2 til brug for gæsterne på en ejendom, hvor der blev drevet "bed and breakfast" anset for en bygning i afskrivningslovens forstand. Uderummet havde én væg af træ og tre vægge af glas. Desuden var taget af glas. Der var ikke formstøbt gulv, og det var oplyst, at uderummet ville kunne flyttes, hvis glasset blev afmonteret.

Nedbrændte bygninger

I SKM2007.876.VLR fandtes det ikke godtgjort, at nogle bygninger, som tilhørte en møbelfabrik, der var delvist nedbrændt i august 2000, var blevet anvendt erhvervsmæssigt i 2001 og 2002. Der kunne derfor ikke afskrives på bygningerne.

Hovedregel

AL § 14 afgrænser de bygninger, som der kan afskrives på.

Der er tale om en negativ afgrænsning, fordi der kan afskrives skattemæssigt på alle erhvervsmæssigt benyttede bygninger, der ikke anvendes til de formål, der opregnes i AL § 14, stk. 2. Se AL § 14, stk. 1.

Det er uden betydning for retten til at afskrive, om det er ejeren selv eller en lejer, der anvender bygningen til et afskrivningsberettiget formål. Se SKM2002.3.ØLR og Departementets kommentar i SKM2002.4.DEP.

Undtagelser

Bygninger, der ikke kan afskrives

Det afgørende for, om en bygning er omfattet AL § 14, stk. 2, er bygningens faktiske anvendelse, og ikke det formål, som var tiltænkt ved opførelsen. Se LSRM 1970, 150, hvor der ikke kunne forskudsafskrives på en bygning, der var opført med henblik på industriel anvendelse, men blev anvendt til andre formål. Landsskatteretten udtalte i SKM2017.63.LSR, at det er den konkrete anvendelse af en bygning, der er afgørende for, om der vil kunne afskrives efter AL § 14, og at det ingen betydning har, hvilken ejendomsvurdering ejendommen har.

Afskrivning kan, uanset bestemmelsen i AL § 14, stk. 1, ikke foretages på bygninger, der anvendes til

  1. kontor
  2. virksomhed som pengeinstitut, realkreditinstitut, kreditinstitut, garantifond, forsikringsselskab, værdipapircentral, fondsbørs, fondsmæglerselskab, samt lignende virksomhed inden for den finansielle sektor, herunder betalingsformidling
  3. drift af postvirksomhed, bortset fra bygninger, hvori der sker postsortering med industrielt præg
  4. beboelse eller dertil knyttede formål, bortset fra hoteller og campinghytter samt døgninstitutioner og bygninger, der er omfattet af lov om social service, og som udsættes for et tilsvarende slid, jf. dog nr. 5
  5. hoteller og plejehjem, der er opdelt i ejerlejligheder
  6. hospitaler, fødeklinikker, lægeklinikker og lægehuse, tandlægeklinikker, klinikker for fysioterapi samt anden virksomhed med sygdomsbehandling.

Se AL § 14, stk. 2.

Ad a) AL § 14, stk. 2, nr. 1

Begrebet kontorbygninger eller bygninger, der anvendes til kontor, afgrænses i praksis på samme måde som efter den tidligere afskrivningslov. Se AL § 14, stk. 2, nr. 1 og ovennævnte LSRM 1970, 150, hvor der blev nægtet afskrivning på lokaler, der blev udlejet til bank, ingeniørkontor, politistation, studenterkursus, posthus m.m.

Se også SKM2002.172.LSR og SKM2002.494.LSR, hvor der blev nægtet afskrivning på lokaler, der blev anvendt til henholdsvis ejendomsmæglervirksomhed og rejsebureau, da Landsskatteretten i begge tilfælde fandt, at der var tale om kontorlokaler.

Ad b) AL § 14, stk. 2, nr. 2

Der kan ikke afskrives på bygninger, der anvendes til virksomhed som pengeinstitut, realkreditinstitut, kreditinstitut, garantifond, forsikringsselskab, værdipapircentral, fondsbørs, fondsmæglerselskab (herunder børsmæglerselskab). Dette gælder også bygninger, der anvendes til lignende virksomhed inden for den finansielle sektor, herunder betalingsformidling. Se AL § 14, stk. 2, nr. 2.

Udtrykket lignende virksomhed inden for den finansielle sektor omfatter fx virksomhed som vekselerer og bankier.

I SKM2012.249.HR stadfæster Højesteret landsrettens dom, hvorefter der ikke kan afskrives på bygninger, der er anvendt til kursusvirksomhed, som ikke kan karakteriseres som selvstændig erhvervsvirksomhed.

Kursusvirksomheden havde derimod en sådan naturlig og nødvendig tilknytning til selskabets finansielle virksomhed, at den måtte anses for at være en integreret del af denne virksomhed. Den del af bygningen, som kursusvirksomheden blev drevet fra, måtte derfor anses for at være anvendt til finansiel virksomhed, som nævnt i AL § 14, stk. 2, nr. 2. Der kunne derfor ikke afskrives på bygningen.

Ad c) AL § 14, stk. 2, nr. 3

Der kan ikke afskrives på bygninger, der anvendes til postvirksomhed, medmindre der sker postsortering med industrielt præg i bygningerne. Se AL § 14, stk. 2, nr. 3. Ligningsrådet har i medfør af den tidligere AL § 18, stk. 2, givet tilladelse til afskrivning på postcentre, kredspostkontorer og på de områdepostkontorer og postekspeditioner, hvor der også sorteres og omdeles post og hvor der anvendes postcontainere til den interne transport. Rådet fandt, at bygningerne og/eller lokalerne kunne sidestilles med driftsbygninger inden for industri. Bestemmelsen i AL § 14, stk. 2, nr. 3, har til formål at videreføre den hidtidige retstilstand med hensyn til afskrivning på postbygninger.

Ad d) AL § 14, stk. 2, nr. 4

Der kan ikke afskrives på bygninger, der anvendes til beboelse eller hertil knyttede formål, bortset fra hoteller. Se AL § 14, stk. 2, nr. 4.

Der kan dog afskrives på campinghytter. Ved campinghytter forstås de hytter, der er omfattet af Campingreglementet, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 844 af 30. juni 2010. Det er dog kun stationære campinghytter, der kan afskrives som bygninger, da flytbare campinghytter afskrives som driftsmidler. Se TfS 1984, 413 LR.

En campinghytte, der var opført med henblik på varig forbliven på stedet, blev anset for at være en bygning og kunne afskrives som sådan. Se SKM2003.255.VLR.

Undtagelsesreglen om, at der kan afskrives på beboelsesbygninger, der anvendes som hotel, omfatter kun bygninger, der anvendes til egentlig hoteldrift. Der kan derfor ikke afskrives på bygninger, der anvendes til overnattende kursister på et uddannelsescenter. Se SKM2008.350.VLR.

Der kan afskrives på døgninstitutioner og bygninger, der er omfattet af lov om social service, og som udsættes for et tilsvarende slid. Se AL § 14, stk. 2, nr. 4. Med bygninger, der udsættes for et tilsvarende slid som døgninstitutioner, sigtes til bygninger, der uden at være døgninstitutioner, benyttes til døgnophold i form af opholdssteder eller boformer efter lov om social service. Det forhold, at en institutionsbygning er beliggende i udlandet, udelukker ikke afskrivning, hvis en tilsvarende bygning i Danmark ville være afskrivningsberettiget. Se SKM2002.157.LR, SKM2006.495.SR, SKM2007.224.SR og SKM2008.579.LSR, der alle handler om institutionsbygninger i udlandet.

Ad e) AL § 14, stk. 2, nr. 5

Der kan ikke afskrives på hoteller og plejehjem, som er opdelt i ejerlejligheder. Bestemmelsen er udelukkende rettet imod hoteller, der er udstykket på den måde, at hver enkelt lejlighed udgør en ejerlejlighed. Se AL § 14, stk. 2, nr. 5.

Et feriecenter, som var indrettet med en ejerlejlighed bestående af flere hotellejligheder og af centerdelen af et feriecenter med reception, restaurant, café, selskabs- og kursuslokaler samt kontorlokaler til brug for de nævnte driftsaktiviteter, kunne afskrives. Se SKM2007.284.SR.

Ad f) AL § 14, stk. 2, nr. 6

Der kan ikke afskrives på hospitaler, fødeklinikker, lægeklinikker, lægehuse, tandlægeklinikker, klinikker for fysioterapi samt på bygninger, der anvendes til anden virksomhed med sygdomsbehandling. Se AL § 14, stk. 2, nr. 6.

Der kan fx ikke afskrives på klinikker for kiropraktik og på høreklinikker. Se SKM2006.347.LSR.

Det er heller ikke muligt at afskrive på bygninger, der udlejes til drift af hospice efter AL § 14, stk. 2, nr. 6. Se SKM2010.58.SR. I den konkrete sag kunne bygningen dog afskrives efter AL § 25, da den lå på lejet grund. Se ligeledes SKM2017.719.SR

Der kan ikke afskrives på bygninger, der anvendes til ikke-lægeligt anerkendt virksomhed med sygdomsbehandling. 

Bestemmelsen omfatter kun sygdomsbehandling af mennesker. Dyreklinikker mv. kan derfor afskrives efter hovedreglen i AL § 14, stk. 1.

Ejeren kan ikke afskrive skattemæssigt på bygninger eller lokaler, der udlejes erhvervsmæssigt, når lejeren ikke anvender bygningen eller lokalerne. Se SKM2004.58.LSR.

Genoptagelse som følge af praksisændring  vedrørende afskrivning på erhvervsmæssigt benyttede bygninger vurderet som beboelsesejendomme - LL § 15 J, stk. 1

Efter LL § 15 J, stk. 1, kan ejere af ejendomme som nævnt i EVSL § 4, nr. 1-5 og 9-11, der tjener til bolig for ejeren, alene foretage fradrag for renter af indestående prioriterer samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter. Øvrige udgifter kan ikke fradrages, jf. dog LL § 15 K, stk 6 . Sidstnævnte bestemmelsen indeholder særlige fradragsregler for fredede bygninger. EVSL § 4, nr. 1-5 og 9-11,  omhandlede, således som bestemmelsen var affattet frem til den 1. januar 2018, hvor lov nr. 688 af 8. juni 2017 trådte i kraft, følgende bygninger:

  • Ejendomme, der kun indeholder én selvstændig lejlighed.
  • Tofamiliesejendomme, for hvilke ejendomsværdien efter VUL § 33, stk. 6, 1. og 2. pkt., fordeles på to selvstændige lejligheder.
  • Stuehuse til landbrugsejendomme m.v. med tilhørende grund og have, for hvilke ejendomsværdien og grundværdien efter VUL § 33, stk. 4, fordeles på ejendommens stuehus m.v. og på den øvrige ejendom.
  • Skovbrugsejendomme, for hvilke ejendomsværdien efter VUL § 33, stk. 7, 1. og 2. pkt., fordeles på den del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren, og på den øvrige ejendom.
  • Ejendomme, der indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og som i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, således at ejendomsværdien efter VUL § 33, stk. 5, 1. og 2. pkt., fordeles på den del, der tjener til bolig for ejeren, og på den øvrige del af ejendommen.
  • Ejendomme over 5.000 m2, der helt eller delvis er beliggende i landzone, for hvilke ejendomsværdien efter VUL § 33, stk. 8, fordeles på den del, der tjener til bolig for ejeren, og på den øvrige del af ejendommen.
  • Ejendomme, der er samnoterede med en vindmølleparcel, for hvilke ejendomsværdien efter VUL § 33, stk. 9, fordeles på den del, der knytter sig til ejerboligen, og på den del, der knytter sig til vindmølleparcellen.
  • Ejendomme af den i EVSL § 4, nr. 1-5, 9 og 10 nævnte art, der er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.

Den ovenfor nævnte bestemmelse i VUL § 33, afløstes med ikrafttrædelse pr. 1. januar 2018 af de tilsvarende bestemmelser i  EVL § 35.

Ifølge LL § 15 K, stk. 6, kan der dog for ejendomme nævnt i EVSL § 4, nr. 5 (det vil sige blandede ejendomme, som i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt) foretages fradrag for de faktiske driftsudgifter, der kan henføres til den del af ejendommen, der benyttes erhvervsmæssigt. Tilsvarende gælder ejendomme af den art, der er nævnt i EVSL § 4, nr. 5, som er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.

Der er således direkte hjemmel i LL § 15 K, stk. 6, til at foretage fradrag for de faktiske driftsudgifter, såfremt ejendommen efter den tidligere vurderingslov er vurderet som en blandet benyttet ejendom efter VUL § 33, stk. 5. Disse ejendomme er ejendomme, hvor den erhvervsmæssige benyttelse er væsentlig. En ejendom anses efter praksis for erhvervsmæssigt benyttet i væsentlig omfang, når værdien af de erhvervsmæssigt benyttede dele af bygninger og grund udgør 25 pct. eller mere af ejendommens samlede værdi.

Før indførelsen af ejendomsværdiskatten blev ejere af ejendomme beskattet af lejeværdien af ejendommen med mulighed for at foretage et standardfradrag, som skulle dække den del af udgifterne, der knyttede sig til den del af ejendommen, ejeren selv beboede.

Standardfradraget trådte i stedet for fradrag for vedligeholdelse, fradrag for udgifter til renovation, skorstensfejning, forsikringer, vej- og kloakafgifter, vandafgifter og bidrag til grundejerforeningen, samt eventuelle udgifter til administration af ejendommen.

I forbindelse med indførelsen af ejendomsværdiskatten i 1998 blev reglerne om standardfradraget ophævet, og LL § 15 J fik det indhold, den har i dag, hvor den begrænser muligheden for at foretage fradrag for faktiske driftsudgifter på ejendom omfattet af EVSL § 4, nr. 1-5 og 9-11.

Landsskatteretten har i afgørelserne med j.nr. 11-02821 og j.nr.13-5724046 taget stilling til muligheden for afskrivning på ejendomme vurderet som beboelse og omfattet af VUL § 33, stk. 8. Landsskatteretten har i sagerne ikke godkendt fradrag for de udgifter, der vedrørte ejendommen ud over prioritetsrenter. I afgørelsen med j. nr. 14-3226229 var ejendommen vurderet som en beboelsesejendom, men ejendommen blev faktisk anvendt erhvervsmæssigt og burde rettelig have været vurderet som et landbrug. I denne afgørelse godkendte Landsskatteretten fradrag for de faktiske driftsudgifter og afskrivninger på ejendommen.

Som følge af Landsskatterettens afgørelser i ovennævnte sager har det været SKATs opfattelse, at der ikke kunne afskrives på ejendomme, som var vurderet til beboelse, når ejendommen ikke var anvendt erhvervsmæssigt i væsentligt omfang og omfattet af den nu ophævede VUL § 33, stk. 5. Det vil sige, hvor der ikke var foretaget en ejerboligfordeling efter bestemmelsen i VUL § 33, stk. 5.

Såfremt ejendommen burde have været vurderet med en ejerboligfordeling, men fejlagtigt ikke var vurderet i overensstemmelse med den faktiske benyttelse, ville der dog være mulighed for afskrivning, jf. Landsskatterettens afgørelse med j.nr. 14-3226229.

Er den erhvervsmæssige anvendelse ikke væsentlig, og er der ikke foretaget en vurderingsfordeling, har der ikke været fradrag for de driftsudgifter, der kan henføres til den del af ejendommen, der anvendes erhvervsmæssigt. Det har været skatteforvaltningens opfattelse, at denne begrænsning af muligheden for at foretage fradrag for driftsudgifter også omfattede adgangen til at foretage fradrag for skattemæssige afskrivninger, jf. Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit C.C.2.4.4.1.

I SKM2016.364.LSR godkendte Landsskatteretten, at der kunne foretages skattemæssige afskrivninger på den erhvervsmæssigt benyttede del af bygningerne på en ejendom, der var vurderet som beboelse, men som delvist blev anvendt erhvervsmæssigt. Ejendommen var efter VUL § 33, stk. 8, vurderet som en beboelsesejendom med over 5.000 m2. Afgørelsen angik indkomstårene 2011, 2012 og 2013.

Landsskatteretten anfører følgende i begrundelsen for sin afgørelse:

"Afskrivninger er ikke oplistet blandt de udgifter, som det tidligere standardfradrag skulle træde i stedet for. Lovgiver har ikke ved ophævelsen af standardfradraget i 1998 givet udtryk for, at typen af udgifter, som skal afskæres med hjemmel i LL§ 15 J, skulle udvides. Landsskatteretten er derfor af den opfattelse, at retten til at afskrive på bygninger ikke begrænses af LL § 15 J."

Det er således Landsskatterettens opfattelse, at der kan foretages skattemæssige afskrivninger på erhvervsmæssigt benyttede bygninger, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål, jf. AL § 14, uanset om ejendommen er vurderet som en beboelsesejendom og omfattet af LL § 15 J, stk. 1.

Denne adgang til at foretage afskrivning på beboelsesejendomme omfattet af LL § 15 J, stk. 1, omfatter alle ejendomme nævnt i EVSL § 4, nr.1-5 og 9-11, som tjener til bolig for ejeren under forudsætning af, at der kan foretages afskrivning efter afskrivningslovens regler.  Afgørelsen betyder, at hvis bygningerne på en ejendom anvendes erhvervsmæssig og opfylder betingelserne for afskrivning efter afskrivningsloven, begrænses adgangen til afskrivning ikke af bestemmelsen i LL § 15 J. Det er således den konkrete anvendelse af en bygning, der er afgørende for, om der vil kunne afskrives efter AL § 14, mens det er uden betydning, hvilken ejendomsvurdering ejendommen har, se også SKM2017.63.LSR.

Fradrag for de faktiske løbende driftsudgifter på disse ejendomme vil dog stadig være begrænset af LL § 15 J.

Hvor skatteforvaltningens praksis tidligere har været, at både faktiske driftsudgifter og afskrivninger var begrænset for de ejendomme/den del af ejendommen, som tidligere var omfattet af standardfradraget, er den nye praksis, at det alene er driftsudgifterne på ejendommene, der er begrænset af LL § 15 J.

Såfremt ejendommens bygninger anvendes erhvervsmæssig og opfylder betingelserne for afskrivning efter afskrivningsloven, vil adgangen til afskrivning ikke begrænses af bestemmelsen i LL § 15 J.

Overskud og underskud af ejendomme nævnt EVL § 4, nr. 1-5 og 9-11, vil fortsat blive beskattet som kapitalindkomst, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 6, uanset adgangen til et foretage afskrivninger. Afskrivningerne kan derfor fratrækkes i kapitalindkomsten.

SKM2016.364.LSR indebærer en praksisændring og deraf følgende adgang til genoptagelse efter reglerne i SFL §§ 26 og 27.

I tilfælde hvor skatteforvaltningen har kendskab til, at der er nægtet afskrivning i henhold til den nu underkendte praksis, vil skatteforvaltningen genoptage sagerne af egen drift.

I øvrige tilfælde skal den skattepligtige selv rette henvendelse til skatteforvaltningen.

I henhold til SFL § 26, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår.

Hvis fristen i  SFL § 26, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 7, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den skattepligtige fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelsen af praksis.

Hvis betingelserne for afskrivninger og fradrag i øvrigt er opfyldt, kan der ske ekstraordinær genoptagelse af ansættelser fra og med indkomst 2011, der var det ældste år til bedømmelse i SKM2016.364.LSR.

Det fremgår af SFL § 27, stk. 2, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristen i SFL § 26, stk. 2.

Reaktionsfristen regnes fra offentliggørelsen af det nu ophævede styresignal SKM2017.11.SKAT på SKATs hjemmeside, dvs. den 5. januar 2017.

Anmodning om genoptagelse skal indgives til skatteforvaltningen, enten elektronisk via SKAT.dk eller til Skattestyrelsen, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om navn, adresse og CPR-nr. eller CVR-nr., ligesom der skal være vedlagt dokumentation. Se nedenfor.

Anmodningen om genoptagelse skal vedlægges dokumentation for, at de erhvervsmæssigt benyttede bygninger, er anvendt til et afskrivningsberettiget formål, jf. AL § 14, og at der ikke har været foretaget afskrivning på bygningerne i de år som ønskes genoptaget.

Herudover skal anmodningen om genoptagelse også indeholde en specifikation/dokumentation for afskrivningsgrundlaget. 

Accessoriske bygninger mv.

Uanset om en bygning eller nogle lokaler er omfattet af de bygningskategorier, som der ikke kan afskrives på efter AL § 14, stk. 2, nr. 1-3, kan der alligevel afskrives på dem, hvis de er beliggende i tilknytning til afskrivningsberettigede erhvervsmæssigt benyttede bygninger og tjener driften af den virksomhed, som de afskrivningsberettigede bygninger anvendes til. Se AL § 14, stk. 3.

Det fremgår af AL § 14, stk. 3, at der under samme betingelser kan der afskrives på udgifter til udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn eller lignende. Der kan ikke afskrives på udgifter til erhvervelse af grund. Se nedenfor om den særlige praksis for afskrivning på hegn.

Det er en forudsætning, for at et aktiv kan afskrives som accessorisk, at aktivet er af underordnet betydning i forhold til hovedaktiviteten i virksomheden.

Et golfbaneanlæg kunne ikke afskrives efter AL § 14, stk. 3. Landsretten fandt ikke, at golfbaneanlægget kunne anses for at tjene driften af de afskrivningsberettigede bygninger (klubhus, maskinhuse mv.), da der i begrebet "tjener driften" ligger, at det accessoriske aktiv skal være af underordnet betydning i forhold til hovedaktiviteten i virksomheden. Da golfbaneanlægget var udgangspunktet for den erhvervsmæssige aktivitet, og da brugen af klubhuset mv. kun skyldtes, at der spilles golf på golfbaneanlægget, var det derfor bygningerne, som måtte anses for at være accessoriske i forhold til golfaktiviteten, og ikke omvendt. Se SKM2009.479.VLR.

Det er altså en forudsætning for at afskrive efter AL § 14, stk. 3, at den accessoriske bygning eller de accessoriske lokaler tjener driften af den afskrivningsberettigede aktivitet i den bygning eller i de lokaler, som bygningen eller lokalerne er accessoriske i forhold til. Det er også en forudsætning, at der er en vis kvalificeret driftsmæssig tilknytning mellem bygningerne eller lokalerne.

Begrebet "en vis kvalificeret driftsmæssig tilknytning" indebærer, at en kontorbygning kan afskrives som accessorisk, hvis der i kontorbygningen udføres en driftsaktivitet i et kvalificeret omfang, som knytter sig til driftsaktiviteten i den afskrivningsberettigede bygning. Se LSRM 1977, 57, SKM2002.19.LR og SKM2006.762.LSR, der alle vedrører accessoriske kontorbygninger.

Skatterådet har udtalt, at der ikke er holdepunkter for at antage, at andre bygninger end dem, der er nævnt i AL § 14, stk. 3, nr. 1-3, kan afskrives som accessoriske. Se SKM2006.618.SR.

Følgende bygninger kan afskrives i det omfang, de opfylder de nævnte betingelser for at kunne anses for at være accessoriske:

  • Kontorbygninger og kontorlokaler, der er omfattet af AL § 14, stk. 2, nr. 1
  • Bygninger og lokaler til finansiel virksomhed, der er omfattet af AL § 14, stk. 2, nr. 2
  • Postbygninger, der er omfattet af AL § 14, stk. 2, nr. 3.

Se AL § 14, stk. 3.

Et selskab var ejer af en kæde af byggemarkedsforretninger og en kæde af trælastforretninger. Et af selskabets byggemarkeder og en af selskabets trælastforretninger lå i umiddelbar nærhed af en administrationsbygning, der tilhørte selskabet. Selskabet blev derfor anset for at være berettiget til at afskrive administrationsbygningen som accessorisk efter AL § 14, stk. 3, selv om administrationsbygningen varetog funktioner for alle selskabets kædeforretninger. Se SKM2006.762.LSR.

Derimod kan der ikke afskrives på

  • beboelsesbygninger, der er omfattet af AL § 14, stk. 2, nr. 4
  • hoteller og plejehjem opdelt i ejerlejligheder, der er omfattet af AL § 14, stk. 2, nr. 5
  • hospitaler og lægeklinikker mv., der er omfattet af AL § 14, stk. 2, nr. 6.

Dette gælder, selv om bygningerne eller lokalerne er accessoriske.

Bygningen eller lokalerne mv. skal ligge i umiddelbar tilknytning til en afskrivningsberettiget bygning, for at kunne afskrives som accessorisk. Dette krav kan fx opfyldes af en selvstændig kontorbygning. En afstand på 2,5 km anses ikke for at være i umiddelbar tilknytning. Se TfS 1996, 717 LSR.

I SKM2007.876.VLR fandtes det ikke godtgjort, at nogle bygninger, der tilhørte en møbelfabrik, der delvist nedbrændte i august 2000, var blevet anvendt erhvervsmæssigt i 2001 og 2002. Der kunne derfor ikke afskrives på bygningerne. Den ene af bygningerne blev delvist anvendt til kontor. Der kunne heller ikke afskrives på denne del af bygningen, da der kun kan afskrives på kontorbygninger, der ligger i tilknytning til andre afskrivningsberettigede bygninger eller lokaler efter AL § 14, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 1.

Bygninger eller lokaler, der tjener bygninger, der ikke er afskrivningsberettigede, kan heller ikke selv afskrives, selv om de pågældende bygninger eller lokaler ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i AL § 14, stk. 2. Det betyder, at der ikke kan afskrives på fx en kantine, et toilet, et receptionslokale eller et garderoberum i tilknytning til fx en kontorbygning eller en bygning, der anvendes af en finansiel virksomhed.

Der kan tilsvarende ikke afskrives på udgifter til udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn eller lignende, der er knyttet til en sådan ikke-afskrivningsberettiget bygning.

Der gælder dog den undtagelse, at der kan afskrives på garager og laboratorier, uanset om de tjener afskrivningsberettigede eller ikke-afskrivningsberettigede bygninger og lokaler. Det gælder dog ikke garager, der knytter sig til beboelsesbygninger, da sådanne garager anses for at være omfattet af ordene "eller hertil knyttede formål" og derfor allerede er undtaget fra retten til afskrivning efter AL § 14, stk. 2, nr. 4. Se SKM2006.381.HR.

Landsskatteretten har fundet, at en parkeringskælder i et butikscenter var accessorisk til centret, der både indeholdt afskrivningsberettigede og ikke-afskrivningsberettigede arealer. Parkeringskælderen kunne sidestilles med en garage. Da der, bortset fra ovennævnte undtagelse, også kan afskrives på garager, der knytter sig til ikke-afskrivningsberettigede bygninger og lokaler, blev fuld afskrivningsret på udgifter afholdt på parkeringskælderen godkendt. Se SKM2004.49.LSR.

En plansilo blev anset for at være en selvstændig bygning, der kan afskrives efter AL § 14, stk. 1. Køreflader, der blev anlagt i forbindelse med siloen, og som var etableret af materialer, der normalt bruges til vejfyld, anlæg af gårdsplads eller lignende på en landbrugsejendom, kan afskrives som accessoriske efter AL § 14, stk. 3. Se SKM2008.257.LSR.

Accessoriske anlæg

Som anført kan udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn og lignende under samme betingelser som bygninger og lokaler afskrives, hvis anlæggene er accessorisk knyttede til afskrivningsberettigede bygninger.

Et golfbaneanlæg anses ikke for at falde ind under opregningen af aktiver, der kan afskrives som accessoriske. Landsretten har taget stilling til dette og lagde i sin afgørelse vægt på, at golfbaneanlægget ikke som helhed kunne anses for at være sammenligneligt med de udtrykkeligt opregnede aktiver. Se SKM2009.479.VLR.

I SKM2003.233.LSR fandt Landsskatteretten, at et hegn kunne anses for at være en selvstændig bygning i afskrivningslovens forstand. Hegnet kunne derfor afskrives efter AL § 14, stk. 1. Det blev i SKM2015.362.BR lagt til grund, at denne praksis også omfatter vildthegn.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2012.249.HR

Et selskab, der var en del af en bankkoncern, ejede bl.a. en ejendom, hvoraf ca. halvdelen blev anvendt til kursuscenter. Selskabet afskrev på den del af ejendommen, der vedrørte kursuscentret. Landsretten fandt, at det måtte lægges til grund, at den undervisningsaktivitet, der foregik i kursuscentret, var en del af selskabets erhvervsmæssige virksomhed. Betingelsen i AL § 14, stk. 1 om, at en bygning skal være benyttet erhvervsmæssigt, var dermed opfyldt. Retten fandt også, at kursusvirksomheden ikke havde karakter af en selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, men derimod havde en sådan naturlig og nødvendig tilknytning til selskabet, at den måtte anses for at være en integreret del af selskabets virksomhed. Der kunne derfor ikke foretages afskrivning, som nævnt i AL § 14, stk. 2, nr. 2.

SKM2006.381.HR

En ejendom omfattede både en etageboligbebyggelse med beboelseslejemål og et garageanlæg. Der var ikke gennemgang mellem boligbebyggelsen og garageanlægget, og bygningerne havde ingen fælles bygningsbestanddele. Højesteret fandt, at der ikke var adgang til afskrivning efter den dagældende AL § 18, stk. 1 og 3, da garagen var placeret i tilknytning til beboelsesejendommen og dermed måtte anses for at være anvendt til formål knyttet til beboelsen. Højesteret kunne ikke tiltræde, at der forelå en administrativ praksis, der kunne føre til et andet resultat. Ingen afskrivning

Landsretsdomme

SKM2009.479.VLR

Landsretten fandt, at et golfbaneanlæg bestående af blandt andet "greens", "teesteder", "bunkers", "fairways", søer, stier m.m. ikke

  • kunne omfattes af begrebet "bygning" efter AL § 14, stk. 1
  • var omfattet af begrebet "udgravninger, veje, gårdspladser, parkeringspladser, hegn eller lignende" efter AL § 14, stk. 3, 2. pkt.
  • tjente til driften af afskrivningsberettigede bygninger (klubhus, maskinhuse mv.), da det accessoriske aktiv ikke opfyldte betingelsen om at være af underordnet betydning i forhold til hovedaktiviteten.

Landsretten kunne heller ikke tiltræde, at der kunne ske afskrivning efter regler for drænings- og vandingsanlæg for landbrugsbedrifter, ligesom jordfaste drænings- og vandingsanlæg heller ikke havde karakter af driftsmidler efter afskrivningslovens kapitel 2. Landsretten udtalte, at adgangen til at afskrive på erhvervsmæssigt benyttede aktiver er udtømmende reguleret af afskrivningsloven. Der kunne derfor ikke afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsretten tiltrådte herefter, at sagsøgeren i det hele var nægtet adgang til afskrivning på golfbaneanlægget. Ingen adgang til afskrivning.

SKM2008.350.VLR

En ejendom blev anvendt til overnattende kursister, der deltog i kurser med en normal varighed på tre måneder. Sagsøgeren, der som kommanditist ejede en ideel andel af bygningen, gjorde gældende, at ejendommen var omfattet af særreglen i AL § 14, stk. 2, nr. 4, hvorefter der kan afskrives på hotelejendomme, campinghytter mv., selv om de benyttes til en form for beboelse. Landsretten lagde imidlertid vægt på kursernes længde og tiltrådte herefter, at anvendelsen ikke havde karakter af hoteldrift. Landsretten fandt herefter, at der ikke kunne afskrives på den del af anskaffelsessummen, der kunne henføres til værelserne.

SKM2007.876.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskab, der drev virksomhed med møbelproduktion, var ophørt med at drive virksomhed i indkomståret 2000. Selskabet gjorde gældende, at virksomheden, efter at en fabriksbygning var nedbrændt i august 2000, var blevet videreført i Litauen. Skatteministeriet bestred, at selskabet havde genetableret virksomheden og gjorde hertil gældende, at virksomheden var overført til datterselskabet. Landsretten lagde, på baggrund af blandt andet oplysninger i selskabets årsregnskaber, til grund, at virksomheden var ophørt uden at blive genetableret i det pågældende indkomstår. Sagen drejede sig også om, hvorvidt bygninger, der ikke havde været omfattet af branden, havde været erhvervsmæssigt benyttet. Landsretten fandt ikke dette godtgjort. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2003.255.VLR

Skatteyderen drev en campingplads og foretog udlejning af bl.a. sommerhuse. Henset til at campinghytterne måtte anses for at være anskaffet og opført med henblik på varig forbliven på stedet, fandt landsretten ikke, at de kunne afskrives som driftsmidler. Skatteyderen blev heller ikke anset for at være berettiget til fradrag for vedligeholdelse af hytterne i videre omfang end godkendt af skattemyndighederne.

SKM2002.3.ØLR

Sagsøger fik adgang til at afskrive efter den dagældende AL § 18, stk. 1, på en ejendom, han havde udlejet, efter at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i spørgsmålet om kravet til erhvervsmæssig anvendelse af en udlejet ejendom.

Se skattedepartementets kommentar i SKM2002.4.DEP.

Byretsdomme

 

 

SKM2015.362.BR

Et vildthegn af stål blev anset for afskrivningsberettiget. Der var tale om et stålhegn, der skulle forhindre skovens dyr i at æde de nyplantede træer. Retten henviste til administrativ praksis, hvorefter der gives adgang til at afskrive på hegn efter afskrivningslovens § 14, stk. 1, om afskrivning på bygninger og anførte, at denne praksis på antages at omfatte afskrivning på vildthegn. 

Se også SKM2003.233.LSR

Landsskatteretskendelser

SKM2017.63.LSR

Landsskatteretten hjemviste spørgsmålet om, hvorvidt der kunne afskrives på en bygning i indkomstårene 2007-2010, til fornyet behandling i SKAT. I den forbindelse udtalte Landsskatteretten, at det er den konkrete anvendelse af en bygning, der er afgørende for, om der vil kunne afskrives efter AL § 14, og at det ingen betydning har, hvilken ejendomsvurdering ejendommen har.

SKM2016.364.LSR

En ejendom, der efter den tidligere gældende VUL § 33, stk. 8, var vurderet som en beboelsesejendom med over 5.000 m2 jord, blev delvist anvendt erhvervsmæssigt. Landsskatteretten fandt, at der kunne foretages skattemæssige afskrivninger på den del af driftsbygningerne, der blev anvendt erhvervsmæssigt. I sin begrundelse anførte Landsskatteretten bl.a., at afskrivninger ikke er oplistet blandt de udgifter, som det tidligere standardfradrag skulle træde i stedet for, og at lovgiver ikke ved ophævelsen af standardfradraget i 1998 har givet udtryk for, at typen af udgifter, som skal afskæres med hjemmel i LL § 15 J, skulle begrænses.

SKM2014.815.LSR

De dele af en lystbådehavn, der var konstrueret med spunsplader og betonelementer, herunder bl.a. en mole, blev anset for afskrivningsberettigede efter AL § 14, stk. 1. Derimod blev stenkastninger i et havnebassin ikke anset for bygningsværker i afskrivningslovens forstand.

SKM2014.59.LSR

Flytbare pavillionmoduler, der var beregnet til at blive placeret midlertidigt på stedet, skulle efter en samlet vurdering afskrives som driftsmidler. 

SKM2008.579.LSR

Et selskab havde som projektudbyder erhvervet en ejendom i England. Formålet var at indskyde den i et kommanditselskab med henblik på udlejning. Ejendommen blev anvendt som plejehjem for ældre. Det blev gjort gældende, at ejendommens værdi var steget i løbet af den periode på 8 måneder, der forløb mellem anskaffelsen af ejendommen og frem til projektets udbydelse. Selskabet havde imidlertid ikke behandlet værdistigningen som en del af afståelsessummen, men havde derimod indtægtsført beløbet som en honorarindtægt. Landsskatteretten kunne herefter ikke tiltræde projektudbyderens begæring om, at værdistigningen indgik i afskrivningsgrundlaget.

SKM2008.257.LSR

Landsskatteretten fandt, at plansiloer med tilhørende betonflader skulle anses som bygningsbestanddele. Hvis disse bygningsbestanddele har sammenhængende fysisk forbindelse til en eller flere bygninger, udgør afskrivningsgrundlaget for disse bygninger beregningsgrundlaget for straksfradrag. De anlagte køreflader var etableret af materialer, der normalt bruges til vejfyld, anlæg af gårdsplads eller lignende på en landejendom.
Plansiloen og kørefladerne blev derfor ikke anset for at have den fornødne fysiske sammenhæng med de oprindelige driftsbygninger, og de kunne derfor ikke anses som en bygningsbestanddel til disse. Kørefladens funktion kan ikke alene begrunde, at der er tale om en bygningsbestanddel. Plansiloen blev anset for at være en selvstændig bygning, der kan afskrives efter bestemmelsen i AL § 14, stk. 1. Retten anså udgiften til kørefladerne for at være accessorisk til driftsbygningerne. Udgiften kunne derfor afskrives efter AL § 14, stk. 3.

SKM2006.762.LSR

Ved fastlæggelsen af, om en kontorbygning kunne anses for at være en accessorisk bygning i afskrivningslovens forstand, måtte der tages udgangspunkt i lovens ordlyd, hvorefter bygningen skal

  • ligge i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede bygninger
  • tjene driften af den virksomhed, som de afskrivningsberettigede bygninger anvendes til.

Afskrivning på en accessorisk kontorbygning blev godkendt.

SKM2006.347.LSR

Der kunne ikke afskrives på indretning af lejede lokaler anvendt til høreklinik, fordi aktiviteten blev anset for at være omfattet af AL § 14, stk. 2, nr. 6, vedrørende "anden virksomhed med sygdomsbehandling".

SKM2004.58.LSR

Landsskatteretten fandt, at det var med rette, at skattemyndighederne havde afslået et selskabs anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen med henblik på at få godkendt skattemæssig afskrivning på selskabets forretningsejendom, der var udlejet, men som havde været ubenyttet i flere år.

SKM2004.49.LSR

Et selskab, der drev virksomhed med udlejning af et indkøbscenter, havde afholdt en række ombygnings- og forbedringsudgifter vedrørende både den afskrivningsberettigede og den ikke afskrivningsberettigede del af bygningen. Der blev kun godkendt forholdsmæssig afskrivning på udgifter vedrørende centrets fællesarealer. Udgifter vedrørende centrets parkeringskælder kunne afskrives fuldt ud efter reglerne om accessoriske anlæg.

SKM2003.233.LSR

Udgifter til opsætning af et trådhegn om en juletræsplantage kunne afskrives over en periode på ti år efter afskrivningslovens regler om afskrivning på bygninger. Hegnet blev anset for at være en selvstændig bygning i afskrivningslovens forstand.

Se også SKM2015.362.BR

SKM2002.494.LSR

Ifølge forarbejderne til den for indkomståret 1999 gældende afskrivningslov skal hidtidig praksis fortsætte, og gældende praksis med hensyn til, hvad der anses for at være kontor, må derfor være uændret. I den forbindelse blev det bemærket, at begrebet kontor, som dette er afgrænset efter Ligningsrådets og Landsskatterettens hidtidige praksis, omfatter virksomhed, der udbyder serviceydelser af kontormæssig karakter, også i tilfælde, hvor virksomheden har et ekspeditions-/butikslokale, hvor virksomhedens kunder kan henvende sig direkte fra gaden.
Landsskatteretten fandt derfor, at den omhandlede ejendom, der blev anvendt til rejsebureauvirksomhed, måtte anses for at være omfattet af undtagelsesbestemmelsen om kontorer. Der kunne derfor ikke afskrives på bygningen. Se AL § 14, stk. 2, nr. 1.

SKM2002.172.LSR

Landsskatteretten fandt, at den del af en ejendom, der blev anvendt til ejendomsmæglervirksomhed, på linje med et posthus og en bank, var omfattet af undtagelsesbestemmelsen om kontorer i AL § 14, stk. 2, nr. 1. Retten fandt derfor ikke, at lejemålet på i alt 305 m2 blev anvendt til formål, der var afskrivningsberettiget. Ikke afskrivningsberettiget formål.

TfS 1996, 717 LSR

Afstanden mellem nogle produktionsbygninger og den dertil knyttede administrationsbygning var 2,5 km. Kravet i afskrivningsloven, om at accessoriske bygninger skal være beliggende i umiddelbar nærhed af produktionsbygninger, var ikke opfyldt.

LSRM 1977, 57

Et selskab erhvervede en lagerbygning og en administrationsbygning. Selskabet havde afholdt udgifter til anlæg af veje og parkeringspladser samt indretning af haveanlæg i tilknytning til de erhvervede bygninger. Et amtsskatteråd havde ikke godkendt den accessoriske afskrivning fuldt ud, fordi rådet kun havde anset kantinen i administrationsbygningen for at tjene virksomhedens drift. Derudover havde rådet kun anset en rampe og ca. 45 pct. af udgifterne til anlæg af veje, parkering mv. for at være afskrivningsberettigede. Efter rådets opfattelse måtte bestemmelsen forstås sådan, at det kun var de kontorer og lokaler, der var nødvendige for, at driften i den afskrivningsberettigede bygning kunne fungere, der kunne afskrives. Selskabets advokat fremhævede, at afskrivningslovens ordlyd ikke gav basis for den af rådet indskrænkende fortolkning. Dernæst henviste han til, at det måtte følge af betænkning om skattefri afskrivning på bygninger mv. af den 5. marts 1968, at der ville være fuld afskrivningsret i et tilfælde som det foreliggende. Landsskatteretten tiltrådte advokatens argumentation for, at der i det foreliggende tilfælde kunne afskrives fuldt ud på administrationsbygning, veje, parkeringspladser, haveanlæg mv.

Se også SKM2002.19.LR og SKM2006.762.LSR.

LSRM 1970, 150

En skatteyder forskudsafskrev på en bygning, der agtedes udlejet til industrivirksomheder. Den planlagte udlejning kunne imidlertid ikke gennemføres. Bygningen blev herefter udlejet til formål, der ikke berettigede til afskrivning. Landsskatteretten udtalte, at det måtte anses for en naturlig forudsætning for at kunne forskudsafskrive, at bygningen senere blev anvendt til afskrivningsberettigede formål. Skattemyndighedernes ansættelse blev herefter stadfæstet.

Skatterådsafgørelser og Ligningsrådsafgørelser

xSKM2018.221.SRx

xEt rensningsanlæg, der rensede spildevand fra en hospital, blev ikke anset for anvendt til hospital, da det havde en rent teknisk/miljømæssig funktion.

Da rensningsanlægget tjente en selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, der leverede tjenesteydelser i form af rensning af spildevand, kunne det heller ikke anses for en accessorisk bygning til hospitalet, hvis primære virksomhed bestod i diagnosticering, behandling og helbredelse af patienter.

Da  rensningsanlægget således hverken kunne anses for hospital eller accessorisk til et hospital, kunne der foretages skattemæssige afskrivninger på rensningsanlægget.x

SKM2017.719.SR

Med henvisning til SKM2010.58.SR blev det lagt til grund, at et hospice kan anses for et hospital i afskrivningslovens forstand, og derfor er omfattet af AL § 14, stk. 2, nr. 6. Der kunne dog foretages skattemæssige afskrivninger med hjemmel i AL § 25, da bygningen lå på lejet grund.

 SKM2017.189.SR

En offentlig myndighed har udbudt koncessioner, der består i retten til at etablere og drive servicestationer på 9 navngivne rastepladser. Koncessionshaverne skal i henhold til de indgåede kontrakter opføre bygninger og anlæg og for egen regning og risiko i en 15 til 16-årig periode drive servicestationer på lejede grunde, der ligger langs motorvejene. Foruden leje skal koncessionshaverne betale en afgift pr. liter solgt brændstof til den offentlige myndighed, ligesom der skal betales en afgift af det øvrige salg. Koncessionskontrakten indeholder både en køberet for den offentlige myndighed til at købe serviceanlægget og en salgsret for koncessionshaveren til at sælge serviceanlægget til den offentlige myndighed. Tilbagekøbsprisen er fastsat til 40 % af anlægsudgifterne for frivillige anlæg, mens der ikke ydes betaling for obligatoriske anlæg.

Skatterådet bekræftede, at et koncessionsselskab (koncessionshaveren) kan anses som ejer i skattemæssig henseende af et serviceanlæg, således at der kan foretages skattemæssige afskrivninger på aktiverne ved serviceanlæggene, selv om koncessionskontrakten indeholder en køberet for den offentlige myndighed til at købe serviceanlægget og en salgsret for koncessionshaveren til at sælge serviceanlægget til den offentlige myndighed efter koncessionskontraktens udløb til en forud fastsat handelspris.

SKM2015.194.SR

Et stadionanlæg kunne afskrives som en bygning.

SKM2015.179.SR

En skattepligtig, der drev virksomhed med bed and breakfast fra en lejet ejendom med 4 værelser og 2 lejligheder, påtænkte at opføre et uderum på 30 m2 til brug for gæsterne. Uderummet havde én væg af træ og tre vægge af glas. Desuden var taget af glas. Der var ikke formstøbt gulv, og det var oplyst, at udehuset kunne flyttes, hvis glasset blev afmonteret. Skatterådet fandt, at der var tale om en bygning i afskrivningslovens forstand. Efter en konkret vurdering kunne den virksomhed, der blev drevet på ejendommen, ikke sidestilles med hoteldrift. Der blev herved især henset til den lave intensitet, antallet af værelser/lejligheder og muligheden for, at gæsterne lavede maden i de to lejligheder, samt fraværet af døgnbemandet reception eller andet personale på stedet. Desuden var der i forhold til traditionel hotelvirksomhed tale om begrænsede faciliteter. Da den virksomhed, der blev drevet fra ejendommen, havde karakter af udlejning til beboelse, kunne uderummet ikke afskrives som accessorisk til en afskrivningsberettiget bygning.

SKM2014.250.SR

Skure på 5,5 m. x 3 m., der hver indeholdt en diesel-nødgenerator, og hvis tag, vægge og gulv var af beton, kunne afskrives som bygninger efter AL § 14, stk. 1. 

SKM2013.777.SR 

Skatterådet svarede "nej" til, at nogle nærmere beskrevne husbåde kunne anses for fast ejendom. Hvis husbådene blev anvendt til udlejning, og udlejningen efter en konkret vurdering kunne anses for erhvervsmæssig, ville husbådene kunne afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2 om afskrivning på driftsmidler og skibe. 

SKM2010.58.SR

Skatterådet svarede nej til, at der kunne afskrives skattemæssigt på bygninger, der var udlejet til drift af hospice, da hospice efter AL § 14, stk. 2, nr. 6, måtte sidestilles med et hospital. Skatterådet bekræftede, at skattemæssige afskrivninger kunne foretages med hjemmel i AL § 25, da bygningerne lå på lejet grund.

Se også SKM2017.719.SR

SKM2007.284.SR

Skatterådet bekræftede, at der efter AL § 14, stk. 1, kunne afskrives på en ejerlejlighed, der bestod af otte hotellejligheder og centerdelen af et feriecenter med reception, restaurant, café, selskabs- og kursuslokaler samt kontorlokaler til brug for de nævnte driftsaktiviteter. Bestemmelsen i AL § 14, stk. 2, nr. 5, om, at der ikke kan afskrives på hoteller, der er opdelt i ejerlejligheder, fandtes kun at være rettet imod hoteller, der er udstykket på den måde, at hver enkelt lejlighed udgør en ejerlejlighed. Bestemmelsen fandtes derfor ikke at være til hinder for, at der kunne afskrives på den omhandlede ejerlejlighed.

SKM2007.224.SR

Skatterådet bekræftede, at der vil kunne afskrives på en bygning i Tyskland, der bliver benyttet til plejehjem i overensstemmelse med den tyske lovgivning og som udsættes for et slid, der ikke kan antages at være mindre end det slid, som danske plejehjem, omfattet af lov om social service, udsættes for.

SKM2006.618.SR

Et selskab, der afskrev på et bygningsanlæg med forhøjet sats, kunne ikke afskrive med forhøjet sats på bygninger, der var selvstændigt afskrivningsberettigede, under henvisning til at bygningerne knyttede sig accessorisk til det bygningsanlæg, der blev afskrevet med forhøjet sats.

SKM2006.495.SR

Efter en formålsfortolkning af AL § 14, stk. 2, nr. 4, har Skatterådet udtalt, at der kan afskrives på et plejehjem beliggende i Storbritannien. Skatterådet fandt, at plejehjemmet blev udsat for et slid, der er sammenligneligt med det slid, som danske plejehjem, omfattet af lov om social service, er udsat for.

SKM2003.418.LR

Ligningsrådet udtalte, at fire nærmere beskrevne husbåde måtte anses for at være skibe i afskrivningslovens forstand, da

  • de kunne flyde
  • de var beregnet til at kunne flyttes ved at bevæge sig gennem vand
  • de havde en vis størrelse
  • de kunne registreres i Skibsregisteret som skibe
  • de kunne belånes efter de regler, der gælder for skibe (sølovens regler for skibspant)
  • det løbende slid, som en husbåd udsættes for, er sammenligneligt med det slid, som et skib udsættes for.

SKM2002.157.LR

Ligningsrådet fandt ud fra en formålsfortolkning af AL § 14, stk. 2, nr. 4, at et plejehjem, der lå i Sverige, kunne afskrives. Plejehjemmet blev udelukkende anvendt til udlejning til plejekrævende ældre eller handicappede i henhold til svensk sociallovgivning. Ligningsrådet fandt også, at den svenske lovgivning svarer til de danske regler i lov om social service. Et plejehjem beliggende i Sverige, hvor udlejning kun sker til ældre og handicappede efter svensk sociallovgivning, anses derfor for at blive udsat for et slid tilsvarende det, der begrunder afskrivning på danske plejehjem efter AL § 14, stk. 2, nr. 4.

SKM2002.19.LR

To sammenhængende bygninger blev udlejet til en postsorteringsvirksomhed. Den ene bygning blev anvendt til postsortering, og den anden bygning blev anvendt til administration og kontor. Ligningsrådet blev spurgt, om kontorbygningen kunne afskrives efter reglerne om accessoriske bygninger. Kontorbygningen blev anvendt af postsorteringsvirksomheden til kundecenter vedrørende reklamationer omkring postomdelingen. Told- og Skattestyrelsens opfattelse af ordlyden i AL § 14, stk. 3, var, at

  • den accessoriske bygning skulle tjene driften af den afskrivningsberettigede aktivitet i de lokaler, som bygningen var accessorisk i forhold til
  • der med støtte i praksis er krav om en vis kvalificeret driftsmæssig tilknytning mellem bygningerne.

Anvendt på den foreliggende situation betød kravet om en vis kvalificeret driftsmæssig tilknytning, at der kunne opstilles et krav om, at administrationen i kontorbygningen i et kvalificerende omfang skulle tjene driften i postsorteringscentret. Ligningsrådet fandt i overensstemmelse med Styrelsens indstilling, at der var den fornødne driftsmæssige tilknytning, så der kunne afskrives på kontorbygningen efter AL § 14, stk. 3.

TfS 1984, 413 LR

Campinghytter til udlejning, der er opstillet uden støbning af fundament og som let kan flyttes, afskrives som driftsmidler efter afskrivningsloven.

Se tilsvarende i TfS 1984, 479 LR og TfS 1986, 370 LSR.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter