Dato for udgivelse
15 Nov 2012 11:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 Jul 2012 15:07
SKM-nummer
SKM2012.647.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Helsingør, BS 1-1087/2011
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber + Eftergivelse og gældssanering
Emneord
Aktier, myndighedsfejl, særlige, omstændigheder
Resumé

I 2008 var sagsøgerens avance ved salg af aktier blevet nedsat som følge af, at SKAT fandt, at aktierne ikke kunne indskydes skattefrit i det sagsøgende selskab. Sagsøgeren klagede over denne afgørelse og fik medhold ved Landsskatteretten. Herefter blev sagsøgerens avance forhøjet til det selvangivne med den følge, at sagsøgeren skulle betale kr. 51.101,- i rente efter selskabsskattelovens § 30, stk. 5. Sagsøgeren gjorde gældende, at sagsøgeren havde krav på at få eftergivet dette rentebeløb efter inddrivelseslovens § 13, stk. 6, [lov om inddrivelse af gæld til det offentlige] dog således at der blev fradraget den rente, som sagsøgeren kunne have oppebåret ved at placere det udbetalte beløb på en bankkonto. Retten bemærker, at adgangen til eftergivelse efter forarbejderne til lov nr. 1333 af 19. december 2008 var blevet udvidet. Herefter henviste retten til, at det af forarbejderne til selskabsskattelovens § 30 fremgår, at formålet med rentebestemmelsen er at undgå, at en skatteyder spekulerer i at opnå en billig kredit ved at udskyde indbetalinger til SKAT. Retten fandt herefter, at det ville være urimeligt, at selskabet skulle bære et tab, der alene er en følge af SKATs ændringer af selskabets indkomstansættelser.

Retten lagde vægt på, at selskabet havde selvangivet korrekt og indbetalt alle opkrævede beløb rettidigt, at selskabet ikke havde haft mulighed for at undgå udbetaling af den overskydende skat, og at selskabet ikke ved at handle på anden måde end sket havde kunnet undgå det økonomiske tab.

Retten fandt herefter, at der forelå sådanne omstændigheder, der i særlig grad taler for, at de opkrævede renter eftergives i et omfang, der svarer til skatteyderens tab. Retten bemærkede endvidere, at der hverken i lovteksten eller i de ovenfor citerede bemærkninger til inddrivelseslovens § 13, stk. 6, er holdepunkter for, at bestemmelsen ikke skulle kunne finde anvendelse i en sådan situation.

Reference(r)
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 13, stk. 6
Selskabsskatteloven § 30, stk. 5
  
Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-2 G.A.3.1.6.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-2 G.A.3.1.6.2.2.3


Parter

H1 ApS
(Advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Anders Sparholt Jørgensen)

Afsagt af byretsdommerne

Ulla Ingerslev, Morten Larsen og Torben Hvid

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 23. juni 2011, har sagsøgeren, H1 ApS, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at eftergive sagsøger påløbne renter med 44.310.15 kr. vedrørende indkomståret 2004, subsidiært at Skatteministeriet tilpligtes at eftergive et beløb mindre end 44.310,15 kr.

Som mere subsidiær påstand har H1 ApS påstået, at Skatteministedet skal anerkende, at sagsøger skal eftergives påløbne renter vedrørende indkomståret 2004, og at den beløbsmæssige størrelse af eftergivelsen hjemvises til SKAT.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagen vedrører et spørgsmål om, hvorvidt der er grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse om at nægte eftergivelse af et rentekrav jf. lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 13, stk. 6. Landsskatteretten har tidligere ved kendelse af 6. april 2011 stadfæstet SKATs afgørelse.

Sagen er behandlet under medvirken af 3 dommere, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3.

Sagens omstændigheder

H1 ApS indleverede sædvanlig selvangivelse for indkomståret 2004 og modtog på grundlag heraf årsopgørelse. Ved afgørelse af 17. juli 2008 ændrede SKAT selskabets skatteansættelse for indkomståret, idet SKAT nedsatte selskabets avance ved salg af aktier med 1.203.772 kr. SKAT begrundede ændringen med, at avancen ved salget af aktier i selskabet G1 A/S ikke skulle beskattes i H1 A/S, men hos selskabets hovedanpartshaver, A.

Nedsættelsen af aktieavancen medførte, at selskabet ved årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2004, der blev udskrevet den 17. september 2008, fik udbetalt en overskydende skat på 378.532 kr. med tillæg af renter på kr. 74.191, i alt 452.723 kr.

H1 ApS påklagede SKATs afgørelse til Landsskatteretten, der ved kendelse af 18. august 2010 gav selskabet fuldt medhold, således at avancen ved afståelsen af aktierne skulle beskattes hos selskabet - og ikke hos A. SKAT forhøjede herefter selskabets skattepligtige indkomst med kr. 1.203.772 kr. til det oprindeligt selvangivne.

Selskabets årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2004 blev udskrevet den 16. september 2010 i overensstemmelse med Landsskatterettens kendelse. Årsopgørelsen medførte et krav om tilbagebetaling af det beløb, der i 2008 var blevet udbetalt som overskydende skat, men med tillæg af renter på 125.292 kr. Da SKAT ved udbetalingen af den overskydende skat havde udbetalt 74.191 kr. i renter, udgjorde SKATs nettorentekrav 51.101 kr.

Selskabet anmodede SKAT om eftergivelse af rentebeløbet, hvilket SKAT afslog. Selskabet indbragte afslaget for Landsskatteretten, der den 6. april 2011 stadfæstede SKATs afslag.

Oplysningerne i sagen

Det er ubestridt, at opgørelsen af rentekravet på 51.101 kr. er korrekt og i overensstemmelse med selskabsskattelovens § 30, stk. 2, og stk. 5. Spørgsmålet i sagen er alene, om der foreligger sådanne særlige forhold, at selskabet har krav på, at rentekravet skal eftergives, jf. inddrivelseslovens § 13, stk. 6.

Selskabets advokat har på baggrund af oplysninger fra selskabets bank beregnet, at selskabet i den periode, hvor beløbet har været til selskabets disposition, har oppebåret en forrentning på akkumuleret 1,5 %, svarende til 6.790,85 kr. Det beløb, der nu påstås eftergivet, svarer til den opkrævede rente, 51.101 kr., med fradrag af den oppebårne rente, 6.790,85 kr. Kammeradvokaten har bestridt rigtigheden og relevansen af denne opgørelse.

Der er ikke i øvrigt under sagen tvist om de faktiske omstændigheder, og der har derfor ikke været bevisførelse under hovedforhandlingen.

Parternes synspunkter og argumentation

H1 ApS´s advokat har anført, at den oprindelige udbetaling af det overskydende skattebeløb alene skyldes SKATs fejlagtige retlige vurdering. Da selskabet i hele forløbet har gjort indsigelse mod udbetalingen, gøres det gældende, at der ikke skal betales renter af tilbagebetalingsbeløbet. Dette gælder specielt, da renten efter § 30 langt overstiger den rente, som selskabet i denne periode har kunnet placere pengene til. Selskabet påføres således et økonomisk tab på grund af forhold, der alene kan henføres til SKATs forhold. Selskabet har ingen skyld i det passerede. Det er muligt efter skatteforvaltningslovens § 51 at søge om henstand med uretmæssigt opkrævet restskat, medens klagesagen verserer, men der findes ikke i gældende skatteforvaltningslov - eller i øvrigt - bestemmelser, hvor skatteyder kan nægte at modtage uretmæssigt udbetalt overskydende skat for dermed at undgå rentebelastningen, når skatteyder til sin tid får medhold og skal tilbagebetale beløbet. Dette må betegnes som en "systemfejl" i lovgivningen.

Det fremgår af motiverne til den nye inddrivelseslov fra 2008, at det var hensigten, at der skal kunne ske eftergivelse i videre omfang end efter de tidligere gældende eftergivelsesbestemmelser. Det gøres gældende, at der uanset om loven i øvrigt måtte fortolkes forholdsvis restriktivt, er tilstrækkelig grundlag for og hjemmel til at eftergive renterne i denne sag.

Den fejlagtige retsanvendelse kombineret med den oven for nævnte "systemfejl", må føre til, at der enten må anses for at foreligge myndighedsfejl eller særlige forhold i øvrigt. Dette støttes yderligere af, at SKATs medarbejder i e-mail af 5. oktober 2010 til Skatteministeriets Departement, har angivet, at SKAT selv har fundet renteopkrævningen "ikke helt rimelig".

Renten efter kildeskatteloven og selskabsskatteloven er fastsat således, at skatteydere ikke kan opnå en besparelse ved at anvende for sent betalt skat som en kredit, men dette passer ikke på en situation som den foreliggende, hvor der på intet tidspunkt foreligger mora fra skatteyders side.

Kammeradvokaten har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at det forhold, at selskabet har skullet betale renter efter skattelovgivningens almindelige regler ikke medfører, at selskabet har krav på, at SKATs skøn vedrørende eftergivelse skal tilsidesættes. Det taler afgørende imod, at selskabet har krav på eftergivelse, at SKAT alene har fulgt reglerne vedrørende forrentning af såvel for lidt indbetalt skat som for meget indbetalt skat. Selskabet har således som modydelse for de opkrævede renter fået rådighed over beløbet kr. 452.723 i perioden 17. september 2008 til 16. september 2010. Det bemærkes i øvrigt, at hovedanpartshaveren, A, ville have haft krav på tilbagebetaling af et hos ham opkrævet beløb med renter, hvis A efter SKATs afgørelse havde indbetalt dette beløb. A valgte imidlertid at søge om henstand, hvorfor der ikke opstod et sådan rentekrav.

Det bestrides, at der foreligger myndighedsfejl eller andre særlige forhold, hvorfor selskabet ikke har krav på eftergivelse af rentekravet.

For så vidt angår spørgsmålet om myndighedsfejl gøres det gældende,

-

at SKAT efter selskabsskattelovens § 30, stk. 5 var forpligtet til at udbetale den omhandlede restskat på baggrund af SKATs afgørelse af 17. juli 2008, ligesom selskabet modtog renter af den indbetalte skat på kr. 74.191 i den forbindelse.

 

-

at det forhold, at SKATs retlige vurdering efterfølgende ændres af en klageinstans ikke udgør en myndighedsfejl, medmindre der foreligger en klar fortolkningsfejl, hvilket ikke er tilfældet.

Over for selskabets synspunkt om, at det er urimeligt at opkræve renterne, har Kammeradvokaten anført, at det opkrævede rentebeløb er fastsat i overensstemmelse med gældende lovgivning, og at de i forarbejderne til lovens § 13, stk. 6 beskrevne eksempler på særlige forhold har en helt anden karakter end rentekravet i nærværende sag. De særlige omstændigheder, der er nævnt i forarbejderne, er således, at skyldneren vil kunne opnå en væsentlig varig forbedring af sin situation ved eftergivelse, og indsamlinger eller legater til godgørende formål. Det forhold, at SKATs afgørelse efterfølgende ændres, ses ikke at have nogen som helst lighed med de nævnte eksempler.

Opkrævning af rente er udtryk for, at det for selskabet har haft en værdi at have været i besiddelse af pengene. Renten er fastsat direkte i lovgivningen, og hvis man mener, at denne rente er for høj, er det ikke domstolene, men lovgivningsmagten der bør rettes henvendelse til.

Det bestrides, at det skulle have nogen betydning, hvilken rente selskabet eventuelt opnåede af det udbetalte beløb, eller hvordan selskabet i øvrigt anvendte dette beløb. Det bemærkes i øvrigt, at det er udokumenteret, at selskabet gennem hele perioden havde et beløb på kr. 452.723 stående som indestående på sin bankkonto.

Det bestrides i øvrigt, at Landsskatterettens afgørelse i nærværende sag skulle være i strid med lighedsgrundsætningen.

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten lægger til grund, at H1 ApS har lidt et tab, idet de renter, der er opkrævet med restskatten, væsentligt overstiger, hvad H1 ApS kunne opnå i forrentning af beløbet i den periode, hvor selskabet kunne disponere over det udbetalte og senere genopkrævede beløb.

Retten bemærker med hensyn til størrelsen af tabet, at selskabets advokat i processkrift I af 12. januar 2012 opgjorde en skønnet renteindtægt og nedsatte påstanden i konsekvens heraf. Den 13. januar 2012 indleverede Kammeradvokaten et processkrift. Processkriftet, der indledes med "Sagsøgerens processkrift I giver anledning til følgende bemærkninger: ... ", indeholdt ingen bemærkninger til opgørelsen af selskabets nedsatte påstand, og herunder heller ikke til selskabets opgørelse af rentetabet. Kammeradvokaten har først i sit påstandsdokument bestridt opgørelsen og dens relevans. Selskabet var på dette tidspunkt afskåret fra uden udsættelse af sagen at imødegå Kammeradvokatens synspunkter, og retten lægger derfor selskabets opgørelse af tabet til grund.

I forslaget til Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov nr. 1333 af 19. december 2008, er der i lovforslagets specielle bemærkninger til § 13, stk. 6, anført følgende:

"...

Desuden foreslås bestemmelsen i stk. 6 justeret med henblik på en udvidelse af anvendelsesområde. Med den ændrede formulering er det hensigten, at bestemmelsen skal kunne anvendes til eftergivelse i videre omfang end hidtil. Eftergivelse skal efter forslaget således kunne ske i situationer, hvor der er særlige forhold, der taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke kan ske efter de øvrige regler om eftergivelse. Den nuværende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold foreslås opretholdt. Herudover kan særlige forhold f eks. også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse.

..."

Der er ikke grundlag for at fastslå, at SKAT har handlet ansvarspådragende ved den ændring af selskabets skatteansættelse, der fandt sted den 17. juli 2008, og som førte til udbetaling af overskydende skat. Der foreligger således ikke nogen myndighedsfejl, der kan begrunde eftergivelse.

Det følger imidlertid af forarbejderne til selskabsskattelovens § 30, at formålet med rentebestemmelsen er at undgå, at en skatteyder spekulerer i at opnå en billig kredit ved at udskyde indbetalinger til SKAT. Det vil på den baggrund være urimeligt, at selskabet skal bære et tab, der alene er en følge af SKATs ændringer af selskabets indkomstansættelser.

Retten har lagt vægt på, at selskabet har selvangivet korrekt og indbetalt alle opkrævede beløb rettidigt, at selskabet ikke har haft mulighed for at undgå udbetaling af den overskydende skat, og at selskabet ikke ved at handle på anden måde end sket har kunnet undgå det økonomiske tab.

Der foreligger derfor omstændigheder, der i særlig grad taler for, at de opkrævede renter eftergives i et omfang, der svarer til skatteyderens tab. Hverken i lovteksten eller i de ovenfor citerede bemærkninger til inddrivelseslovens § 13, stk. 6 er der holdepunkter for, at bestemmelsen ikke skulle kunne finde anvendelse i en sådan situation.

Med denne begrundelse, og da de skattemæssige konsekvenser for selskabets hovedaktionær er uden betydning i denne sammenhæng, afsiges der dom i overensstemmelse med selskabets principale påstand.

Rettens bemærkninger om sagens omkostninger:

Skatteministeriet har tabt sagen og skal derfor erstatte de udgifter, som sagen har påført H1 ApS.

Der er ikke oplyst andre udgifter end retsafgiften og udgiften til advokat. Retsafgiften udgør 500 kr. og udgiften til advokat fastsættes til 20.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal eftergive sagsøgte, H1 ApS, påløbne renter med 44.310.15 kr.

Inden 14 dage skal Skatteministeriet betale 20.500 kr. i sagsomkostninger til H1 ApS.

Sagsomkostningerne forrentes efter Rentelovens § 8a.