Indhold

Dette afsnit gennemgår den tidligere Told- og Skattestyrelses notat om grundlaget for beregning af afgift af overskudsvarme, der afsættes.

Afsnittet indeholder:

  • Notat fra Told- og Skattestyrelsen
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Notat fra Told- og Skattestyrelsen

Den tidligere Told- og Skattestyrelse udarbejdede i 1999 et notat om bl.a. grundlaget for beregning af afgift af overskudsvarme, der afsættes. Notatet er stadig aktuelt, bortset fra de historiske satser, ligesom der heller ikke længere skal ske nedsættelse af CO2-afgiften for processer omfattet af proceslisten.

Notatet har følgende indhold:

  • Overskudsvarme skal i denne sammenhæng forstås som varme, som udnyttes fra en produktionsproces. Det er en ubetinget forudsætning for anvendelsen af de særlige regler, at udnyttelsen af overskudsvarmen ikke medfører et forøget brændselsforbrug.
  • Overskudsvarmereglerne er sammenfaldende for de forskellige brændsler. Den særlige ordning for olie, kul og elektricitet for anlæg, hvor etableringen er påbegyndt før 6. april 1995, og hvor der er søgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse af varmeleverancen inden samme dato, finder dog ikke anvendelse for naturgas.

De udstedte tilladelser gælder kun så længe, der ikke er sket væsentlige ændringer i de faktiske forhold, som forelå ved udstedelsen af tilladelse til afgiftsgodtgørelse af varmeleverancen.

Det er derudover ikke fundet relevant at beskrive disse regler nærmere i dette notat.

  • Afgiften af overskudsvarmen beregnes ud fra den målte varmemængde. Denne mængde skal måles i forbindelse med nyttiggørelsen, dog senest når varmen forlader virksomhedens bygninger.
  • Afgiften af overskudsvarme betales ved, at virksomhedens adgang til afgiftsgodtgørelse nedsættes. Afgiften udgør (i 1999) 47,50 kr. pr. gigajoule (GJ). For varme, der afsættes til eksempelvis et fjernvarmenet, udgør nedsættelsen dog højest 45 pct. (1999-sats) af vederlaget for varmen.

Af forarbejderne til reglerne fremgår det, at der ved det samlede vederlag forstås både vederlag, som afregnes i forhold til den leverede mængde varme, og faste bidrag.

Dette skal efter styrelsens opfattelse forstås således, at vederlaget omfatter alle omkostninger for varmeaftageren forbundet med leveringen af overskudsvarme fra virksomheden.

Udgangspunktet for beregningen af vederlaget er den situation, hvor virksomheden har opsat et anlæg til nyttiggørelse af overskudsvarmen og derefter afsætter varmen til et varmeselskab. Der sker herefter betaling for varmen i forhold til leverancen. Det er Skattestyrelsens hidtidige praksis, at ved overvæltning af overskudsvarmeafgiften bliver afgiften en del af vederlaget. Afgiftens maksimale andel af vederlaget skulle dermed efter hidtidig praksis beregnes af vederlaget inkl. afgift. Skatterådet har imidlertid ændret denne praksis ved SKM2017.647.SR, hvorved overskudsvarmeafgiften ikke skulle beregnes af vederlaget inkl. afgift. Se SKM2017.647.SR. Skattestyrelsen overvejer ved redaktionens slutning de nærmere konsekvenser for praksis på baggrund af denne sag.

I nogle tilfælde betales der et fast bidrag, fx til administration eller til vedligeholdelse af anlægget. Dette bidrag skal fordeles på den årlige varmemængde, sådan at vederlaget kommer til at omfatte alle udgifter for varmeaftageren, ved at få varmen leveret til det sted, hvor leverancen anses for at ske. Dette følger af bemærkningerne til L 210 af 6. april 1995, vedtaget som lov nr. 418 af 14. juni 1995.

  • Hvis investeringen i (og evt. driften af) anlægget til udnyttelsen af overskudsvarmen betales af varmeaftageren, og altså ikke af virksomheden, vil det typisk modsvares af, at der vil kunne aftales en lavere pris for varmen. De samlede omkostninger forbundet med, at der sker nyttiggørelse, er imidlertid de samme.

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmeaftageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren på et sted uden for virksomhedens produktionsbygninger, vil skulle indregnes i vederlaget. Begrundelsen for dette er, at fastlæggelsen af vederlaget for varmen i modsat fald ville blive afhængig af den kontraktmæssige fordeling mellem virksomheden og varmeaftageren af udgiften til nyttiggørelsen af varmen og ikke, som forudsat i lovgivningen, af den reelle pris, som varmeaftageren betaler for varmen i leveret stand.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det følger af SKM2017.511.SR, at ovenstående ikke gælder i tilfælde, hvor en varmeaftager får foræret varme gratis, og alene betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren. Det samme gør sig gældende i forhold til reinvesteringer i og vedligeholdelse af disse anlæg. Det er en betingelse, at de pågældende anlæg ikke har en værdi for virksomheden, dvs. at

  • virksomheden ikke opnår noget overskud ved varmeaftagerens betaling,
  • anlægget ikke reducerer eller erstatter virksomhedens omkostninger til procesudstyr til brug for køling,
  • virksomheden ikke kan bruge udstyret til andre formål end at nyttiggøre og levere overskudsvarme til den pågældende varmeaftager, og
  • virksomheden ikke efterfølgende kan sælge anlægget med en fortjeneste.

De udgifter, som afholdes og/eller refunderes til etablering og reinvesteringer af anlægget hos virksomheden, skal kunne dokumenteres. 

Det følger endvidere af SKM2017.511.SR, at salg af rettigheder til indrapportering af energibesparelser, som er relateret til nyttiggørelse af overskudsvarme, ikke skal anses som en del af vederlaget for levering af overskudsvarme, hvis prisen herfor er sat til markedsprisen eller derunder.

Skatterådets praksis i SKM2010.737.SR er forsat gældende. I det bindende svar fandt Skatterådet, at overskudsvarme blev foræret bort uden modydelse. Det fremgår af sagens faktiske forhold, at en virksomhed H1 havde etableret en forsyningsledning med varmt vand fra virksomhedens produktionsanlæg til virksomhedens lager, der lå geografisk adskilte. Forsyningsledningen gik gennem en nabovirksomheds grund. Nabovirksomheden og andre virksomheder i området blev tilbudt at kunne tilslutte sig rørledningen, forudsat de selv betalte for tilslutningen og ledte vandet tilbage 5 grader koldere, end de modtog det. Ved tilslutningen ville virksomheden H1 spare et mindre beløb til bortkøling af overskudsvarmen. Skatterådet fandt under de foreliggende omstændigheder ikke, at spørger modtog nogen modydelse i form af et vederlag. Etableringen af forsyningsledningen var ikke som i SKM2017.511.SR afhængig af, om der reelt var andre, der modtog overskudsvarmen.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2010.705.ØLR

Et fjernvarmeværk brugte energi til stilstandsvarme og tankopvarmning i spids- og reservelastvarmecentraler.

Energiforbruget blev anvendt til

  • at opvarme vandet i kedlerne, når centralerne ikke var i drift, for hurtigere at kunne starte centralerne op og for at undgå tæring af kedlerne
  • opvarmning af olietanke, så olien kunne holdes flydende med henblik på hurtig opstart af centralerne.

Landsretten fandt, at energiforbruget, der blev registreret særskilt, ikke kunne anses for at være anvendt til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, således at virksomheden havde krav på tilbagebetaling af afgift efter MINAL § 11, stk. 2, og de tilsvarende bestemmelser i elafgiftsloven, kulafgiftsloven og gasafgiftsloven.

Se også SKM2011.474.SKAT. Udmelding af praksisændring/
genoptagelse.

Landsskatteretskendelser

SKM2006.352.LSR

Et slagteri anvendte overskudsvarme fra et køleanlæg til at forvarme vandværksvand inden det passerede varmevekslerne til videre brug. Selskabet blev anset for berettiget til godtgørelse efter ELAL § 11, stk. 9, for den del, der var medgået til køleprocessen efter fradrag efter reglerne om overskudsvarme.

 

Skatterådet

xSKM2019.318.SRx

Skatterådet kunne bekræfte, at vederlagsbeskatningen efter elafgiftslovens § 11, stk. 9, kun skal opgøres ved indregning af investeringer i varme-genindvindingssystemet (særlige installationer nødvendig for genindvinding af overskudsvarme) til udnyttelse af overskudsvarmen.

SKM2017.647.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger kunne få godtgjort elafgiften af forbruget fra en varmepumpe, som blev anvendt til nedkøling af sprit. Det skyldtes, at varmepumpen blev anvendt som led i spørgers produktion. Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at der ikke skulle betales overskudsvarmeafgift af overskudsvarmeafgiften.

Det bindende svar ændrer Skattestyrelsens praksis. Skattestyrelsen overvejer ved redaktionens slutning de nærmere konsekvenser af det bindende svar.
SKM2017.511.SR Skatterådet fandt, at spørger ikke modtog vederlag for en varmeleverance af overskudsvarme, hvorfor der ikke skulle ske reduktion af det godtgørelsesberettigede beløb efter ELAL § 11, stk. 9. Spørger forærede i sagen overskudsvarmen gratis til en fjernvarmevirksomhed. Spørger fik dækket sine udgifter til nyttiggørelsen af overskudsvarmen gennem salg af rettigheder til indrapportering af energibesparelser, og fjernvarmevirksomheden var forpligtet til at betale spørger for de udgifter, der ikke blev dækket gennem spørgers salg af energibesparelserne. Skattestyrelsen har som følge af SKM2017.511.SR udsendt styresignalet SKM2018.582.SKTST
SKM2016.506.SR Skatterådet bekræftede, at et selskab ikke skulle betale overskudsvarmeafgift for energi fra spildevand, idet spørger ikke betalte et vederlag til selskabet for udnyttelse af energien, som blev leveret til spørgers vekslerstation. Skatterådet lagde vægt på, at samtlige udgifter til etablering af varmegenindvindingsanlægget afholdes, efter at varmen måtte anses for at være leveret til spørger på spørgers vekslerstation. Der var dermed tale om levering af varme til spørger på et sted uden for selskabets produktionsbygninger.

SKM2015.589.SR

Skatterådet bekræftede i spørgsmål nr. 1, at nyttiggjort elbaseret varme fra virksomhedens produktionsanlæg er overskudsvarme.

Skatterådet kunne ikke bekræfte:

  • at varme fra forbrug af LPG-gas, der anvendes ved forbrænding af spritdampe, og som leveres som fjernvarme, er overskudsvarme (spørgsmål nr. 2)

  • at varme fra forbrænding af emballageaffald, der leveres som fjernvarme, er overskudsvarme (spørgsmål nr. 3)

  • at der ikke skal betales overskudsvarmeafgift af overskudsvarme, der leveres som fjernvarme, jf. svaret på spm. nr. 1 (spørgsmål nr. 4)

  • at selskabet først skal betale overskudsvarmeafgift fra det tidspunkt, hvor selskabet modtager en overskudsandel (spørgsmål nr. 5)

  • at selskabet maksimalt skal betale 33 pct. i overskudsvarmeafgift af overskudsandelen fra varmeværket (spørgsmål nr. 6).

SKM2018.589.SR er i et vist omfang forældet for så vidt angår spørgsmål 2 og 4. Således har Skatterådet ændret praksis ved SKM2017.511.SR , SKM2016.7.SR og SKM2017.585.SR. Det bindende svar, SKM2017.511.SR , omhandler "vederlag" for overskudsvarme. De bindende svar SKM2016.7.SR og SKM2017.585.SR omhandler varme fra miljømæssige renseforanstaltninger, som kunne anses som overskudsvarme. Skattestyrelsen har som følge af ovennævnte bindende svar udsendt to styresignaler, SKM2018.582.SKTST og SKM2018.583.SKTST

SKM2014.37.SR

En virksomhed udnytter overskudsvarme fra en proces, og overskudsvarmen måles separat. Skatterådet bekræfter, at overskudsvarmen skal afgiftsberigtiges efter gasafgiftslovens § 10, stk. 9. Skatterådet bekræfter ligeledes, at reglerne om overskudsvarme også finder anvendelse på udnyttet overskudsvarme, når overskudsvarmen efterfølgende på virksomheden "boostes" for at opnå højere temperatur. Vederlaget for varmen, som er brugt til "boostning", skal ikke indgå i beregningen af vederlaget for overskudsvarmen.

SKM2010.737.SR

Spørgeren ville lede 25° C vand gennem en 150 m lang rørledning fra sit kølesystem til en lagerbygning.

Spørger ville lade nabovirksomheden tilslutte sig rørledningen og dermed give adgang til det varme vand.

Andre interesserede nabovirksomheder ville få samme tilbud.

Spørger betingede sig, at nabovirksomhederne selv skulle betale for tilslutningen, og at de leder vandet tilbage 5 grader koldere end de modtager det.

Det fremgår af ELAL § 11, stk. 9, at den samlede godtgørelse af elafgift nedsættes med 46,30 kr. pr. GJ i det omfang, det varme vand efterfølgende nyttiggøres. Hvis varmen afsættes udgør nedsættelsen dog højst 32,5 % af det samlede vederlag for varmeleverancen.

Afgiften af overskudsvarme er lavere end afgiften af anden varme. Det fremgår af forarbejderne til L 210 af 6. april 1995, at beskatningen af overskudsvarme er balanceret imellem to hensyn: Dels at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af overskudsvarme, dels at sikre sig imod egentlig produktion af overskudsvarme i ulige konkurrence med den almindelige varmeproduktion.

Baggrunden for, at udnyttelse af overskudsvarme afgiftsbelægges (eller reelt, at tilbagebetalingen af elafgift af virksomhedens energiforbrug til procesformål nedsættes ved udnyttelse af overskudsvarme, der leveres fra virksomheden eller som virksomheden selv bruger til rumvarmeformål) er derfor blandt andet at undgå en afgiftsbetinget fremstilling af overskudsvarme.

SKAT fandt i den foreliggende sag ikke, at spørger ville modtage noget vederlag for den overskudsvarme, som de ville lade nabovirksomheder udnytte.

SKAT lagde herved vægt på, at spørger under de foreliggende omstændigheder ikke ville modtage nogen modydelse i form af et vederlag.

På den baggrund fandt SKAT ikke, at det, at spørger forærer 25 grader varmt vand væk til nabovirksomheder, har afgiftsmæssige konsekvenser i form af begrænsning af tilbagebetalingen af elafgift.

Som sagen var oplyst, ansås forholdet ikke at have skattemæssige konsekvenser for spørger.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter