Indhold

Dette afsnit handler om hvilke udbytter, der er omfattet af modeloverenskomstens artikel 10.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om udbytte
  • Gældsfordringer
  • Tynd kapitalisering
  • Real Estate Investment Trusts (REITs)
  • Maskeret løn
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Generelt om udbytte

Udbytte er udlodning af overskud fra de juridiske personer, der kan udlodde overskud, til de personer, der ejer andele i den juridiske person. I Danmark er det fx aktieudbytte og udbytte, som et anpartsselskab betaler til anpartshaverne. 

I udlandet kan de juridiske personer, ejerandelene i dem og udlodninger til ejerne have andre betegnelser.     

Udbyttets form

Udbytte kan bestå af kontanter men kan også bestå af fx bonusaktier, likvidationsprovenu og maskeret udlodning. Se punkt 28 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 10.

Danmark har taget forbehold om, at man i visse sammenhænge betragter fortjeneste ved salg af aktier som udbytte. Se punkt 79 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 10.

Typer af udbytte

Modeloverenskomstens artikel 10, stk. 3, beskriver udbytte som:

  • Indkomst af
  • aktier
  • "joussance"-aktier (udbyttebeviser)
  • "joussance"-rettigheder (udbytterettigheder)
  • mineaktier
  • stifterandele
  • andre rettigheder, som giver andel i fortjeneste
  • Indkomst af andre selskabsrettigheder, som beskattes ligesom aktieudbytte i det land, hvor det udloddende selskab er hjemmehørende.

Opregningen i første led af bestemmelsen er ikke udtømmende. Det er lovgivningen i det land, hvor den, der udlodder udbyttet, er hjemmehørende, der afgør, hvilke former for indkomst der falder ind under modeloverenskomstens artikel 10. 

Bemærk

Nogle af de typer af udbyttegivende rettigheder, der er nævnt i modeloverenskomstens artikel 10, stk. 3, er ikke kendt i dansk ret. Det gælder "joussance"-aktier og "joussance"-rettigheder; og mineaktier og stifterandele er ikke reguleret særskilt i dansk ret. Hvis det andet land heller ikke kender disse rettigheder eller skelner imellem dem, kan de være udeladt af DBO'ens artikel 10. Rettighederne er dog stadig omfattet af udbyttebestemmelsen, også hvis de ikke er nævnt.

Se også

Gældsfordringer

Modeloverenskomsten undtager udtrykkelig indtægt af gældsfordringer fra definitionen af udbytte. Gældsfordringer er fx obligationer, pantebreve og statsgældsbeviser. Indtægt af gældsfordringer benævnes normalt renter og omfattes af modeloverenskomstens artikel 11. Se modeloverenskomstens artikel 10, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.11 (artikel 11) om renter.

Tynd kapitalisering 

I koncernforhold kan renteindtægter af et lån også være udbytte i modeloverenskomstens forstand. Det forekommer, hvis nogen har ydet et lån på en sådan måde, at långiveren deltager i risikoen i låntagerens virksomhed. Dette kaldes for tynd kapitalisering. Se Den juridiske vejledning afsnit C.D.2.4.4.1.  Se også punkt 25 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 10.  

Real Estate Investment Trusts (REITs)

I nogle lande, fx USA og UK, er det almindeligt, at investeringer i fast ejendom foregår gennem en "Real Estate Investment Trust" (REIT). Når REITs udlodder overskud, er det udgangspunktet, at udlodningen udgør indkomst af fast ejendom. Udlodningen omfattes derfor af modeloverenskomstens artikel 6. Der kan dog argumenteres for, at udlodning til små investorer mere har karakter af udbytte. I punkt 67.1.-67.7. i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 10 er der en redegørelse for behandlingen af REITs.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.6 om indkomst af fast ejendom.

Maskeret løn

Når en aktionær arbejder for selskabet, kan der opstå tvivl om, hvorvidt en betaling til aktionæren er udbytte eller løn.

Eksempel

Et cypriotisk aktieselskab udbetalte dividende til piloter, der var aktionærer i selskabet. Piloterne arbejdede også for selskabet. Størrelsen af deres dividende var aftalt på forhånd ud fra deres anciennitet og arbejdsfunktioner. Størrelsen af dividenden afhang derimod ikke af selskabets omsætning eller økonomiske situation. Skatterådet fandt, at betalingerne skattemæssigt skulle anses for løn og ikke for udbytte. Se SKM2010.140.SR og SKM2010.141.SR.

Se også

Se også afsnit C.F.3.1.2 om begrænset skattepligt af lønindtægt og C.A.3.1 om løn- og honorarindtægter.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2010.140.SR og SKM2010.141.SR

Løn. Et cypriotisk aktieselskab udbetalte dividende til piloter, der var aktionærer i selskabet. Piloterne arbejdede også for selskabet. Størrelsen af deres dividende var aftalt på forhånd ud fra deres anciennitet og arbejdsfunktioner. Størrelsen af dividenden afhang derimod ikke af selskabets omsætning eller økonomiske situation. Skatterådet fandt, at betalingerne skattemæssigt skulle anses for løn og ikke for udbytte

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter