Dato for udgivelse
25 Jun 2012 11:57
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11 Apr 2012 13:28
SKM-nummer
SKM2012.386.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Københavns Byret, BS 38A-1481/2011
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
Modregning og transport
Emneord
Retskraftig, danske, lov, lån
Resumé

  
Sagen vedrørte, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage modregning i sagsøgerens overskydende skat i henholdsvis 2003, 2010 og 2011, herunder om der bestod en retskraftig fordring mod sagsøgeren, eller om fordringen var forældet.

Sagsøgeren havde tilbage i 1971-1973 optaget tre statsgaranterede studielån, som staten indfriede i 1987 som følge af sagsøgerens misligholdelse af indgåede afdragsordninger. Skattemyndighederne forsøgte løbende på at inddrive fordringen, men sagsøgeren reagerede ikke på henvendelserne og var desuden i en længere periode bosiddende på en ukendt adresse i udlandet.

Da sagsøgerens gæld fortsat bestod i 2003, modregnede skattemyndighederne i sagsøgerens overskydende skat for indkomståret 2003. Der blev desuden foretaget modregninger i 2010 og 2011.

Sagsøgeren gjorde gældende, at modregningsbetingelserne ikke var opfyldt, dels fordi fordringen mod sagsøgeren var forældet, dels fordi skattemyndighedernes opgørelse af sagsøgerens gæld var forkert.

Retten fandt, at staten ved indfrielsen af sagsøgerens samlede studielån i 1987 fik et regreskrav mod sagsøgeren, som var omfattet af den 20-årige forældelse efter DL 5-14-4. Retten lagde på baggrund af bevisførelsen til grund, at sagsøgeren løbende var blevet påmindet om gælden, hvorved forældelsen løbende var blevet afbrudt. Fordringen mod sagsøgeren var herefter ikke forældet.

Endvidere fandt retten, at sagsøgeren ved underskrift af en tilbagebetalingsaftale i 1985 havde erkendt gældens størrelse, og at skattemyndighedernes efterfølgende opgørelse af lånets udvikling kunne lægges til grund. Sagsøgeren havde ikke heroverfor godtgjort, at der var fejl i skattemyndighedernes opgørelse af fordringen.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.
  

Reference(r)
Inddrivelsesloven § 1
DL 5-14-4 - Danske Lov (dagældende)
Forældelse af visse fordringer - 1908-Loven § 1 (dagældende)
  
Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-1 A.A.9
Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-1 A.A.9.12
Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-1 G.A.3.1.4.3.2

Parter

A
(Advokat Karsten Kallesø)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Heidi Jakobsen)

Afsagt af byretsdommer

Anette Burkø

Sagens baggrund og parternes påstande.

Denne sag, der er anlagt den 15. marts 2011, vedrører dels opgørelse af restgælden på et studielån optaget i 1971-1973, dels om skattemyndighederne var berettiget til at foretage modregning i 2003, 2010 og 2011, herunder om statens fordring var forældet på modregningstidspunktet.

Sagsøger, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at den i SKATs afgørelse af 10. marts 2010 opgjorte restgæld på sagsøgers studielån, stor 84.249,32 kr., som i sagens bilag 0 er ændret til 78.093,70 kr. pr. 18. juli 2011, udgør 0,00 kr., subsidiært et mindre beløb end 78.093,70 kr. pr. 18. juli 2011.

Sagsøger har endvidere nedlagt påstand om, at sagsøgte skal betale sagsøger 37.579,00 kr. med procesrente af 33.350,00 kr. fra den 9. februar 2010 og af 4.229,00 kr. fra den 18. juli 2011, subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysninger i sagen.

Der er enighed mellem parterne om, at kravet pr. 18. juli 2011 højst kan udgøre 78.093,70 kr. Kravet er nærmere opgjort således:

"...

 

Restgæld

Beregnede renter

Bortfaldne renter pr.
eller beløb.

Betalt/modregnet

28.10.87

100.788,95

     

31.12.87

102.835,10

2.046,15

31.12.01

 

31.12.88

114.459,43

11.624 33

31.12.01

 

31.12.89

126.048,23

11.588,80

31.12.01

 

31.12.90

139.717,71

13.669 48

31.12.01

 

31.12.91

152.662,60

12.944,89

31.12.01

 

31.12.92

165.041,44

12.378 88

31.12.01

 

31.12.93

177.876,70

12.835,26

31.12.01

 

31.12.94

189.143 80

11.267,10

31.12.01

 

31.12.95

197.461 38

8.317,58

31.12.01

 

31.12.96

205.759,67

8.298,29

31.12.01

 

31.12.97

212.525 79

6.766 12

   

31.12.98

219.548 99

7.023,20

   

31.12.99

225.092.38

5.543,39

   

31.12.00

230.131,83

5.039,45

   

31.12.01

131.718,61

6.557,50

104.970 72

 

31.12.02

130.995,69

6.043,20

6.766,12

 

24.07.03

89.804,20

**2.830,37

*4.096,86

39.995,00

31.12.03

91.772,51

4.798,68

   

31.12.04

95.138,32

3.365,81

   

31.12.05

98.281,47

3.143,15

   

31.12.06

101.424,62

3.143,15

   

31.12.07

105.580,83

4.156,21

   

31.12.08

108.778,11

5.165,59

1.968,31

 

31.12.09

111.364,60

5.952,30

3.365 81

 

09.02.10

78.186,83

**516,68

344,45

33.350,00

31.12.10

81.053,51

3.383,36

   

30.06.11

82.216,67

1.163,16

   

18.07.11

78.093,70

106,03

 

4.229,00

* beregnet forholdsmæssigt 7/12 af renterne for 1998 - hvilket var praksis på det tidspunkt.

** inkl. i årets renter nedenfor

...

Modregningen på 39.995 kr. har dækket 70 kr. i gebyr 28.940,25 kr. i renter og 10.984,75 kr. i afdrag.

Modregningen på 33.350 kr. har dækket 21.732,63 kr. i renter og 11.617,37 kr. i afdrag.

Modregning på 4.135,87 kr. har dækket renter og 93,13 kr. dækket afdrag.

..."

Forklaringer.

Der er under sagen afgivet forklaring af A.

A har forklaret blandt andet, at hun ikke kunne huske, hvor mange penge, hun oprindelig lånte. Man kunne dengang højst låne ca. 7.000 kr. om året. Hun studerede i Holland i 1984 eller 1985, men havde på det tidspunkt stadig adresse i Danmark. Derefter tog hun igen ophold i Danmark. Hun flyttede senere til England. Hun kunne ikke huske, om hun orienterede F1 Bank om sine adresseændringer.

Foreholdt, at den samlede gæld i aftale af 19. december 1985 om tilbagebetaling af studielån var opgjort til 79.761,82 kr. forklarede hun, at hun ikke da tænkte over renter eller hovedstol. Hun gik ud fra, at oplysningerne i dokumentet var korrekte. Hun hæftede sig ikke ved, at hovedstolen var angivet til 29.700 kr. Hun flyttede fra sin daværende mand, og de aftalte da, at hendes mand skulle indfri studielånet. Siden da havde hun ikke hørt noget fra hverken bank eller det offentlige. Hun gik ud fra, at det var indfriet. Hun hørte først noget igen i 2001.

Adspurgt af sagsøgte forklarede hun, at hun ikke meddelte banken, at hendes mand skulle indfri lånet. Hun troede bare, at det var bragt i orden. Hun studerede fra 1971 til 1985 afbrudt af midlertidige jobs, så hun havde ikke haft midler til at afdrage på lånet. Hun kunne ikke huske, om hun modtog årsopgørelser fra banken med oplysninger om lånene.

Parternes synspunkter.

Sagsøgers advokat har i påstandsdokument af 29. februar 201 anført følgende:

1.

Det gøres gældende, at mellemværendet er opgjort med udgangspunkt i en fejlagtig angivet hovedstol. I "Aftale om tilbagebetaling af studielån" (Bilag 4) er hovedstolen ved en fejltagelse angivet som kr. 29.700, selvom lånedokumenterne kun medfører, at hovedstolen kan være kr. 14.550. Det beror på en åbenbar fejltagelse, at kreditor har skrevet forkert i aftalen, og uanset at sagsøger har underskrevet aftalen, har sagsøgte ikke løftet sin bevisbyrde for, at hovedstolen skulle være mere end det, der fremgår af lånedokumenterne (Bilag 1 - 3).

   

2.

Det gøres gældende, at det ville være urimeligt og stride mod redelig handlemåde, jfr. Aftalelovens § 36, såfremt sagsøgte vil gøre tilbagebetalingsaftalen gældende for så vidt den del af hovedstolen ifølge denne kr. 29.700, der overstiger den ifølge lånedokumenterne dokumenterede hovedstol kr. 14.550, svarende til en difference på kr. 15.150. Dette gælder særlig under hensyn til de meget betydelige rentemæssige konsekvenser, det ville have, bestående i mere end en fordobling af renterne efter at fejlen blev begået.

   

3.

Det gøres gældende, at der alene gælder 20-årig forældelse for hovedstolen i henhold til lånedokumenterne, kr. 14.550, medens der gælder 5-årig forældelse for alle renter påløbet fra studielånenes forfaldsdag, den 15. januar 1987. Som følge heraf er gælden indfriet allerede med den første modregning den 24. juli 2003, jfr. Bilag 25. Det gøres i den forbindelse gældende, at "Aftale om tilbagebetaling af studielån" (Bilag 4) alene er en påmindelse om gælden, der afbryder den 20-årige forældelse, ikke en aftale, der skaber et nyt gældsforhold, og dermed omfatter de indtil dette tidspunkt påløbne renter. For så vidt angår indfrielsen af lånet pr. 28.10.1987 (Bilag 5) gøres gældende, at indfrielsen er sket i form af en transport af fordringen, hvoraf følger, at erhververen ikke kan få bedre ret end overdrageren, jfr. gældsbrevslovens § 27. Selvom Retten måtte komme frem til, at "Aftale om tilbagebetaling af studielån" skulle medføre, at renterne påløbet indtil denne aftale skulle blive omfattet af den 20-årige forældelse, så er i hvert fald de renter, der er påløbet i perioden mellem "Aftale om tilbagebetaling af studielån" og indfrielsen undergivet 5-årig forældelse.

   

4.

Til støtte for den selvstændige påstand om betaling af kr. 37.579 gøres gældende, at lånet var tilbagebetalt/forældet den 9. februar 2010, da sagsøgte foretog modregning for kr. 33.350 og ligeledes den 18. juli 2011, da sagsøger foretog modregning for kr. 4.229.

Vedrørende sagens omkostninger er det gjort gældende, at der har været en sådan usikkerhed med hensyn til beregningen af retsgælden m.v., at der bør tages hensyn dertil, såfremt sagsøgte måtte blive frifundet.

Sagsøgtes advokat har i påstandsdokument af 29. februar 2012 anført følgende:

Det gøres overordnet gældende, at modregningsbetingelserne var opfyldte, da sagsøgte foretog modregning i både 2003, 2010 og 2011, herunder at der bestod en retskraftig fordring mod sagsøgeren.

Derudover gøres det gældende, at kravet mod sagsøgeren kan opgøres som bilag A og bilag 0.

SKAT's modregningsadgang følger af inddrivelseslovens (Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nr. 1333 af 19. december 2008) § 9, stk. 1. Det er alene opfyldelsen af modregningsbetingelsen om retskraftighed, der består en tvist om.

Det gøres gældende, at der bestod en retskraftig fordring mod sagsøgeren på modregningstidspunkterne i 2003, 2010 og 2011, dels fordi sagsøgeren ikke på nogle af tidspunkterne havde indfriet sin gæld til sagsøgte, dels fordi kravet ikke var forældet.

Manglende indfrielse af gælden

Staten indfriede den 28. oktober 1987 sagsøgerens gæld på kr. 100.788,95, jf. transporterklæringen af 13. oktober 1987 (bilag 5), og staten overtog således kravet mod sagsøgeren som kautionist.

Det gøres gældende, at kravet mod sagsøgeren ved indfrielsen den 28. oktober 1987 kunne opgøres til kr. 100.788.95, fordi dette beløb fremgår af transporterklæringen (bilag 5), og beløbet stemmer overens med, at restgælden i tilbagebetalingsaftalen i 1985 (bilag 4) kunne opgøres til i alt kr. 79.761,82 pr. 19. december 1985.

Ved sin underskrift af tilbagebetalingsaftalen af 19. december 1985 (bilag 4) anerkendte sagsøgeren kravet og sammen med transporterklæringen af 13. oktober 1987 (bilag 5) udgør dette dokumentation for sagsøgtes krav. Heroverfor må sagsøgeren godtgøre, at kravet var opgjort forkert ved statens overtagelse af lånet, og at lånet ikke kan opgøres som i bilag A. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Forud for indfrielsestidspunktet havde staten ikke kendskab til lånet, hvorfor det er op til sagsøgeren at redegøre for lånets udvikling fra årene 1971-1987. Sagsøgeren har - trods opfordret hertil - ikke fremlagt de kontoudtog indeholdende opgørelser af kravet, som sagsøgeren modtog fra F1 Bank i årene 1971-1987 i henhold til dagældende rentekontrolordning. Derudover har sagsøgeren ikke fremlagt opgørelsen over tilskrevne renter fra 1987 og frem, som var vedlagt Finansstyrelsens brev af 24. oktober 2001 (bilag 9). Det gøres gældende, at det må komme sagsøgeren processuelt til skade, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, således at sagsøgeren heller ikke derved har løftet sin bevisbyrde for, at skattemyndighedernes opgørelse gælden kan tilsidesættes som forkert.

I øvrigt har sagsøgeren ikke efterfølgende reageret på de adskillige opgørelser af gælden, som hun har modtaget, hvilket ligeledes taler imod, at opgørelserne er forkerte.

Det gøres principalt gældende, at der ved statens indfrielse den 28. oktober 1987 opstod en nyt samlet regreskrav mod sagsøgeren, der var omfattet af den 20-årige forældelsesfrist i DL 5-14-4. Regreskravet er støttet på sagsøgerens optagelse af de statsgaranterede studielån, idet staten fik tiltransporteret kravet mod sagsøgeren efter, at kautionsforpligtelsen blev aktuel i 1987.

Efter det nye samlede krav opstod mod sagsøgeren i 1987, har sagsøgte løbende tilskrevet renter - og ladet visse renter bortfalde som følge af forældelse - hvorefter kravet mod sagsøgeren kan opgøres som i bilag A og bilag 0.

Subsidiært gøres det gældende, at selvom det lægges til grund, at F1 Bank anførte en forkert hovedstol i tilbagebetalingsaftalen (bilag 4), er den opgjorte restgæld i tilbagebetalingsaftalen på kr. 79.761,82 korrekt. Til støtte herfor gøres for det første gældende, at sagsøgeren har underskrevet tilbagebetalingsaftalen (bilag 4) og derved anerkendt kravets størrelse. Hvis kravet havde været opgjort forkert, burde sagsøgeren have reageret over for opgørelsen i aftalen.

Dertil kommer, at selvom det lægges til grund, at hovedstolen var kr. 14.550,00 (og ikke kr. 29.700,00), kan gælden opgøres til kr. 79.761,82 som i tilbagebetalingsaftalen (bilag 4), idet der i de pågældende år var en høj rentesats.

...

Det er ikke muligt for sagsøgte at lave en præcis opgørelse over lånets udvikling på grund af manglende dokumentation fra sagsøgerens side. Ud fra de tilgængelige oplysninger har sagsøgte udarbejdet et overslag over lånets udvikling i perioden fra 1971-1987:

...

På den baggrund bestrides det, at sagsøgte ved indfrielsen i 1987 har betalt et større beløb end skyldigt i henhold til de af sagsøgeren optagne lån.

Det bestrides, at sagsøgerens forskellige beregninger i bilag 22, bilag 25 eller bilag 27 er korrekte, idet der er anvendt forkerte forudsætninger for beregningen af sagsøgerens restgæld. I bilag 22 er det forudsat i opgørelsen af lånets udvikling fra 1998-2010, at der primo 1998 var en restgæld på kr. 14.550,00, hvilket er forkert, da der forud herfor var tilskrevet renter på lånet, som ikke var forældet.

Opgørelsen i bilag 25 - der angiveligt erstatter opgørelsen i bilag 22 - anvender et beregningsgrundlag på kr. 49.376,40 pr. 28. oktober 1987, men sagsøgeren har ved sin underskrift af tilbagebetalingsaftalen (bilag 4) anerkendt, at kravet pr. 19. december 1985 udgjorde kr. 79.761,82. Desuden bestrides det, at renterne blev forældet som opgjort af sagsøgeren, idet sagsøgte løbende har forfulgt kravet mod sagsøgeren.

I bilag 27 anvender sagsøgeren et beregningsgrundlag pr. 28. oktober 1987 på kr. 64.611,82, hvilket der - henset til sagsøgerens anerkendelse af kravet på kr. 79.761,82 pr. 19. december 1985 - ej heller ikke er grundlag for.

På baggrund af ovenstående gøres det sammenfattende gældende, at der bestod en retskraftig fordring mod sagsøgeren som opgjort i bilag A og 0. Sagsøgte har ikke løftet sin bevisbyrde for, at sagsøgte var afskåret fra at foretage modregning i 2003, 2010 og 2011.

Forældelse

Det gøres overordnet gældende, at der bestod en retskraftig fordring mod sagsøgeren på modregningstidspunkterne i 2003, 2010 og 2011, idet der ikke var indtrådt forældelse udover, hvad der fremgår af sagsøgtes opgørelse i bilag A og 0. Sagsøgte har således taget højde for forældede renter.

Var kravet forældet på modregningstidspunktet i 2003?

Det gøres - som nævnt ovenfor - principalt gældende, at tilbagebetalingsaftalen (bilag 4), der er underskrevet af sagsøgeren, er en anerkendelse fra sagsøgeren om, at kravet mod sagsøgeren var på kr. 79.761,82. Ved sagsøgerens erkendelse af gælden den 19. december 1985 blev hele kravet omfattet af den 20-årige forældelsesfrist. Herefter blev kravet først forældet i 2005, hvorfor kravet ikke var forældet i 2003.

Det bestrides således, at tilbagebetalingsaftalen skulle være undergivet femårig forældelse.

Subsidiært gøres det gældende, at kravet ikke var forældet på modregningstidspunktet i 2003 udover de bortfaldne renter, som SKAT har nedskrevet kravet med, selvom renterne måtte være undergivet 5-årig forældelse. Sagsøgte har løbende afbrudt forældelsesfristen ved forsøg på inddrivelse og fremsendelse af påmindelser til sagsøgeren.

I årene 1971-1987 modtog sagsøgeren årsopgørelser fra F1 Bank, som banken var forpligtet til at fremsende i henhold til rentekontrolordningen. Årsopgørelserne må betragtes som en påmindelse af gælden, hvorfor forældelsen herved blev afbrudt løbende.

Ved statens indfrielse af lånet overtog staten inddrivelsen og fremsendte forældelsesafbrydende påmindelser til sagsøgeren, jf. brev til sagsøgeren af 28. marts 1988 til sagsøgerens engelske adresse (bilag F) samt brev af 3. september 1991 (bilag G), hvorefter forældelsesfristen blev afbrudt frem til 2011. Endvidere fremsendte sagsøgte brev til sagsøger af 23. august 2001,jf. bilag 6, hvorefter forældelsen igen blev afbrudt.

Forældelsesfristen i DL 5-14-4 gælder fortsat for dette krav, hvorefter kravet ikke er forældet på modregningstidspunktet i 2003 i henhold til forældelsesloven.

Sammenfattende gøres det gældende, at sagsøgte løbende har afbrudt forældelsesfristen, hvorfor statens modregningskrav ikke var forældet den 24. juli 2003, hvor der blev foretaget modregning.

Det bestrides herefter ligeledes, at mellemværendet mellem parterne blev endeligt udlignet i 2003.

Var kravet forældet på modregningstidspunktet i 2010 og i 2011?

Det gøres gældende, at restgælden på modregningstidspunktet i 2010 og 2011 er som opgjort i bilag A og bilag 0, hvorfor der bestod et krav mod sagsøgeren på modregningstidspunkterne i 2010 og 2011.

Sagsøgte har løbende forfulgt kravet mod sagsøgeren og fremsendt påmindelser om gælden, jf. ovenfor. Derudover har sagsøgte fremsendt skrivelse af 23. august 2001 (bilag 6) samt årsopgørelser for indkomståret 2002 (bilag 11), for indkomståret 2003 (bilag 13), for indkomståret 2004 (bilag 14), der alle må anses som fristafbrydende påmindelser i henhold til DL 5-14-4. Endvidere har sagsøgeren modtaget årsopgørelser fra indkomstårene 2005-2009 enten ved almindelige post eller ved at hente opgørelserne i sin elektroniske skattemappe.

På den baggrund gøres det gældende, at der ikke indtrådt forældelse den 9. februar 2010 eller den 18. juli 2011, hvorfor sagsøgte var berettiget at foretage modregning.

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse.

Der er fremlagt kopi af studielånsdokumenter, hvoraf fremgår, at sagsøger den 1. oktober 1971 optog et studielån på 7.200 kr., den 9. oktober 1972 forhøjede det til 14.850 kr., at hun den 4. januar 1973 skrev under på, at hovedstolen var nedskrevet med 3.350 kr., og at hun for perioden 1. september 1973 til 31. januar 1974 optog yderligere 3.050 kr. i studielån.

Der er endvidere fremlagt kopi af en tilbagebetalingsaftale, hvor sagsøger den 19. december 1985 underskrev en aftale om tilbagebetaling af studielån, hvor gældens størrelse da var beskrevet således, at hovedstol udgjorde 29.700 kr. og påløbne renter til den 30. september 1985 udgjorde 50.061,82 kr., i alt 79.761,82 kr.

Sagsøgte indfriede den 13. oktober 1987 lånet med 100.788,95 kr. Det er ubestridt, at dette beløb udgør 79.761,82 kr. med tillæg af renter fra tilbagebetalingsaftalens indgåelse til indfrielsen.

Sagsøger har i 2001 i et brev til Finansstyrelsen refereret til sin gamle gæld som oprindelig stor 14.850 kr. og har under denne sag præciseret, at hun mener, at der er tale om en fejl, når hovedstolen i gælden er anført til 29.700 kr.

Retten lægger vægt på, at sagsøger den 19. december 1985 underskrev en aftale med angivelse af gældens hovedstol til 29.700 kr. Det forhold, at der alene af sagsøger er fremlagt oprindelige lånedokumenter, der kan begrunde en hovedstol på 14.550 kr. kan tyde på, at der muligvis er sket en fejl i opgørelsen af den samlede hovedstol i 1985. Retten finder imidlertid, at sagsøgte som udgangspunkt på baggrund af As anerkendelse af gældens opgørelse i 1985, kan henholde sig dertil, og retten finder ikke, at sagsøger, der først i 2010 har præciseret, at hun gør gældende at hovedstolen er fejlagtigt opgjort i aftalen fra 1985, i fornødent omfang har godtgjort, at hovedstolen rettelig var 14.550 kr.

Det lægges derfor til grund, at hovedstolen i 1985 udgjorde 29.700 kr.

Det fremgår af de oprindelige lånedokumenter sammenholdt med aftalen om tilbagebetaling af studielån, at der er tale om optagelse af:

"...

Studielån

(med statsgaranti iflg. lov om "Ungdommens uddannelsesfond" jfr. undervisningsministeriets bekendtgørelser af 14. juni 1967 og 19. juni 1967

..."

og under aftalens punkt 2 er det blandt andet anført:

"...

Ved ovennævnte garantierklæring indestår Dansk Studiefond på statskassens vegne som selvskyldnerkautionist for tilbagebetaling af ovennævnte lån eller dettes restgæld tillige med renter, omkostninger mv. i overensstemmelse med bestemmelserne i undervisningsministeriets bekendtgørelse af 19. juni 1967.

..."

Da Statskassen den 28. oktober 1987 indfriede sagsøgers samlede studielån med 100.788,95 kr. inklusiv renter og omkostninger, fik statskassen herefter et regreskrav mod sagsøger, der hviler på den oprindelige aftale om studielånet, hvor garantien indgik som et led i aftalen. Dette samlede krav er efter de dagældende forældelsesregler ikke omfattet af 1908-loven, hvorfor det fulde indfrielsesbeløb omfattes af en 20-årige forældelse efter DL 5-14-4. Sagsøger findes ved underskrivelsen af tilbagebetalingsaftalen den 19. december 1985 at have erkendt gældens størrelse, og forældelsesfristen regnes derfor fra denne aftales dato.

Retten lægger til grund, at F1 Bank, hvor sagsøger havde optaget studielånet, i årene 1971-1987 fremsendte opgørelser i henhold til rentekontrolordningen. Retten har herved lagt vægt på, at banken var forpligtet hertil, og at sagsøger ikke kan huske, om hun har modtaget sådanne oplysninger, samt at det beror på sagsøgers forhold, at der er gået så lang tid, før kravet kunne inddrives. Ved modtagelsen af årsopgørelserne er sagsøger blevet påmindet om gælden, hvorfor forældelsen herved blev afbrudt løbende. Retten lægger endvidere til grund, at staten i forbindelse med indfrielsen af lånet fremsendte et brev til sagsøgeren af 28. marts 1988 til sagsøgerens engelske adresse, hvor man anmodede sagsøger om at afvikle lånet, samt på ny et brev med samme formål af 3. september 1991. Staten anses således for ved disse breve ligeledes at have afbrudt forældelsen. Endvidere blev forældelsen på ny afbrudt ved Finansstyrelsens brev til sagsøger af 23. august 2001, hvor man på ny anmodede om tilbagebetaling af lånet. Derefter har sagsøger modtaget årsopgørelser siden januar 2002 med oplysning om restgældens sammensætning, først på papir og siden 2005 i hvert fald elektronisk. Retten finder på denne baggrund, at sagsøgtes krav på hovedstolen ikke har været forældet på modregningstidspunktet i 2003, 2010 og i 2011, og at sagsøgtes krav på renter ikke er forældet ud over i det af sagsøgte anerkendte omfang.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand 30.000 kr. Retten har ved fastsættelsen af passende udgift til advokatbistand taget udgangspunkt i middelværdien i de gældende takster, som retten ikke har fundet grundlag for at fravige.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte med 30.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter