Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for opgørelse ved flere affaldslinjer med videre.

Afsnittet indeholder:

  • Flere affaldslinjer med videre
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Flere affaldslinjer med videre

Hvis et anlæg består af flere affaldslinjer, skal den afgiftspligtige mængde opgøres for hver linje.

For anlæg med flere affaldslinjer, hvor al den fremstillede damp fra forbrændingen af affald i den enkelte linje leveres til en fælles dampskinne for produktion af både varme og elektricitet, skal den afgiftspligtige mængde som hovedregel opgøres samlet for de linjer, der er tilsluttet dampskinnen. 

Det er hovedreglen, at opgørelsen skal ske pr. anlæg/kedel, hvis en virksomhed har flere anlæg/kedler. Hovedreglen kan undtagelsesvis afviges, hvis det ikke er muligt at foretage en selvstændig beregning, og det kan sandsynliggøres, at afvigelsen fra hovedreglen ikke vil medføre et andet resultat.

Ovenstående gælder også ved opgørelse af afgiftsgrundlaget for tillægsafgiften.

Vestre Landsret har i SKM2018.5.VLR fundet, at affaldsvarmeafgiften skulle opgøres efter KULAL § 5, stk. 3, i et tilfælde, hvor damp, der stammede fra en affaldskedel og fra en gasturbine, via en dampskinne blev ledt videre til en fælles dampturbine, der producerede el og varme. Ved redaktionens slutning overvejer Skattestyrelsen konsekvenserne af dommen.

Eksempel

Et affaldsforbrændingsanlæg består af 2 affaldslinjer, hvoraf det ene anlæg udelukkende producerer varme og det andet anlæg både elektricitet og varme.

Disse 2 anlæg skal opgøres hver for sig.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2018.5.VLR

Sagens spørgsmål var, hvorvidt H1 ved beregning af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift skulle anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas, således at der i afgiftsmæssig henseende var tale om ét kraftvarmeanlæg, eller om selskabet ikke kunne anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas og derfor i afgiftsmæssig henseende skulle betragtes som to kraftvarmeanlæg.

Landsretten tiltrådte, at kraftvarmeværket i afgiftsmæssig henseende skulle betragtes som ét anlæg, der fyrrede med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas.

Landsrettens dom stadfæster byrettens dom. Se SKM2017.217.BR

Skattestyrelsen overvejer ved redaktionens slutning konsekvenserne af dommen.

Byretsdomme

SKM2017.217.BR

Sagen handlede om et kraftvarmeværk, der består af en affaldsfyret forbrændingsenhed og en gasturbineenhed. Den producerede damp føres via en fælles dampskinne til en dampturbine, hvor der produceres el og varme.

Byretten fandt, at kraftvarmeværket i afgiftsmæssig henseende skal betragtes som et anlæg, der fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler.

Byrettens dom ændrer Landsskatterettens afgørelse. Se SKM2015.790.LSR  

Sagen blev indbragt for Vestre Landsret, som stadfæstede byrettens dom. Se SKM2018.5.VLR

Landsskatteretskendelser

SKM2016.453.LSR

LSR tog stilling til opgørelse af afgiftstilsvar vedrørende affaldsvarmeafgift og tillægsafgift for to forskellige forbrændingsanlæg. Det ene anlæg leverede damp og varmt vand til en ekstern virksomhed, der anvendte dampen og det varme vand til produktion af el og fjernvarme. En del af den leverede varme blev bortkølet, efter at den var overført til fjernvarmevandet. Den bortkølede varme kunne ikke fradrages ved opgørelsen af affaldsvarmeafgiften. Det andet affaldsforbrændingsanlæg producerede el og fjernvarme ved forbrænding af affald i affaldsovne og gas i en gaskedel. Affaldsvarmeafgiften og tillægsafgiften skulle opgøres separat for affaldsovnene. Affaldsforbrændingsenheden/-anlægget kunne ligeledes ikke anses for et varmeproducerende anlæg alene, og affaldsvarmeafgiften skulle opgøres efter § 5, stk. 3, 2. og 3. pkt. og tillægsafgiften skulle opgøres efter § 5, stk. 8, 2.-6. pkt. Ved opgørelsen af affaldsvarmeafgift og tillægsafgift skulle der ikke medregnes gas anvendt på gaskedlen.

SKM2015.790.LSR

Landsskatteretten fandt, at et kraftvarmeværk, der består af et affaldsfyret forbrændingsanlæg og et gasturbineanlæg med udstødningskedel, i afgiftsberegningsmæssig forstand skal opfattes som 2 anlæg.

Byretten har den 24. januar 2017 ændret Landsskatterettens afgørelse. Se SKM2017.217.BR 

Skatterådet

SKM2018.210.SR

Sagen handlede om, hvorvidt et kraftvarmeværk med to ovne til forbrænding af affald, biomasse og olie, efter opførelsen af et fælles røggaskondenseringsanlæg, som nyttiggjorde overskudsvarmen i røggassen fra ovnene, kunne betragtes som ét anlæg. Dette havde betydning for opgørelse af affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift. Skatterådet kunne bekræfte, at de to ovne afgiftsmæssigt kunne betragtes som ét anlæg, da det var den endeligt produceret varme, som var afgiftspligtig, hvilket var afgørende for bedømmelsen af, om der var tale om et eller flere anlæg. Samtidig handlede sagen om, hvorvidt røggaskondenseringsanlægget med en indbygget bypass-option, hvorved røgen fra den ene ovn ville kunne føres uden om røggaskondenseringsanlægget, stadig kunne betragtes som ét anlæg. Skatterådet kunne også bekræfte dette, da bypass-optionen var til brug i de situationer, hvor den ene ovn ikke var i gang som følge af service.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter