Dato for udgivelse
30 Jan 2012 11:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 Jan 2012 14:00
SKM-nummer
SKM2012.58.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Svendborg, BS R3-605/2010
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten
Emneord
Gældsbrev, venskab, forventningsprincip, bevisbyrde, samme, parter
Resumé


Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder havde krav på rentefradrag i 2006 og 2007 i forbindelse med hævdede afdrag på rente i medfør af et gældsbrev oprettet i 1996. Byretten fandt, at låneforholdet var etableret mellem interessereforbundne parter, idet skatteyderen havde et langt og tæt venskab med gældsbrevets kreditor. Året forinden havde de to parter oprettet et gældbrev på samme beløb og tilsvarende vilkår, hvor sagsøgeren i stedet var kreditor, og den interesseforbundne part var debitor. Gældsbrevene blev efterfølgende overdraget til en række selskaber, hvori de to parter havde bestemmende indflydelse. Retten fandt, at bevisbyrden var skærpet som følge af interessefællesskabet og det udsædvanlige låneforhold. Retten fastslog herefter, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at der var tale om et reelt lån med en retlig forpligtelse til at betale renter, hvorfor skatteyderen ikke kunne få fradrag for de opgjorte renteudgifter.

Endvidere fandt retten, at kommunens tidligere godkendelse af et fradrag for betaling af rente på gældsbrevet for skatteåret 2000 ikke kunne føre til, at skatteyderen havde opnået en retsbeskyttet forventning om den skattemæssige behandling af de omtvistede renteudgifter.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.
  

Reference(r)
Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e
Ligningsloven § 5, stk. 1
  
Henvisning
Ligningsvejledningen 2012-1 A.E.1
Henvisning
Ligningsvejledningen 2012-1 A.E.1.4.4
Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-1 A.A.4

Parter

A
(Advokat Martin Bekker Henrichsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Thomas Dithmer)

Afsagt af byretsdommer

Gert Holst Matthiesen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet, om en skatteyder har krav på rentefradrag i forbindelse med angivelige afdrag på rente i medfør af et gældsbrev, herunder om hvorvidt kreditor i følge gældsbrevet er en interesseforbunden part.

Sagsøgeren, As påstand er, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at A for indkomståret 2006 har ret til rentefradrag med 35.000 kr. og for indkomståret 2007 har ret til rentefradrag med 30.000 kr.

Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Sagsfremstilling

Af gældsbrev, underskrevet den 20. august 1995 af A og SK, fremgår følgende:

"...

SK...

erkender herved

at skylde til

   
 

A

   
 

»Kr. 250.000.-«

   

hvilken kapital jeg betaler kontant til bemeldte kreditor eller ordre på følgende måde

   
 

på anfordring.

Den til enhver tid skyldige gæld forrentes indtil betalingsdagen fra d. 20.08.1995 at regne med 10% ... pr. anno, hvilken rente tillægges hovedstolen for det da forløbne tidsrum, tillige med opsamlede renter fra d. 20.08.1995.

..."

LI og ON har underskrevet dokumentet som vitterlighedsvidner.

Samme parter har den 11. juni 1996 underskrevet et i det væsentlige ligelydende gældsbrev, med samme hovedstol og rentesats, blot med A som debitor og SK som kreditor og med renteberegningens begyndelsestidspunkt fastsat til den 11. juni 1996. Dette gældsbrev indeholder endvidere en bestemmelse om, at der som sikkerhed for gældsbrevet transporteres sekundær pant i ejerpantebrev på 365.000 kr. i ...2, hvilket efterfølgende skete. LI og ON har også underskrevet dette gældsbrev som vitterlighedsvidner.

Efterfølgende blev gældsbrevet af den 11. juni 1996 overdraget successivt til følgende selskaber:

H1 S.m.b.A., stiftet i 1998 og registreret på adressen ... i ...2, som indtil den 1. juni 2005 var ejet af A. Bestyrelsen i selskabet bestod af SK, som var bestyrelsesformand, og i hvert fald A.

H2 S.m.b.A., registreret som hjemmehørende på As nuværende adresse, ...3. Selskabet blev stiftet den 3. maj 1999. Såvel SK som A var medlemmer af bestyrelsen, A senest som bestyrelsesformand.

H3 S.m.b.A, registrereret på SKs privatadresse, ...4. Stiftet den 31. maj 2004 af SK og med en bestyrelse bestående af A og SK, sidstnævnte som bestyrelsesformand.

Den 1. december 1998 blev gældsbrevet af den 11. juni 1996 overdraget til H1, for 50.000 kr., hvorved SK blev fyldestgjort. I forbindelse med overdragelsen blev forrentningen ændret til 2 % pr. måned.

Den 28. december 2006 blev gældsbrevet videretransporteret til H2 for 5.000 kr., og igen den 15. marts 2007 blev gældsbrevet overdraget til selskabet H3 for 5.000 kr.

Den 19. maj 1999 blev gældsbrevet af den 20. august 1995 overdraget til H2 for 50.000 kr., hvorved A blev fyldestgjort.

Skatteforvaltningen i daværende ...1 Kommune har for indkomståret 2000 undersøgt, om de fratrukne renter på 16.000 kr. vedrørende det af A udstedte gældsbrev var fradragsberettigede. Det kom skatteforvaltningen frem til var tilfældet. Det fremgår af et notat, at skatteforvaltningen har sammenholdt restgæld med indbetalinger og fratrukne renteudgifter, og på baggrund heraf har godkendt renterne.

SKAT nægtede ved kendelse af den 23. april 2008 A fradrag for renteudgifter på 35.000 kr. for skatteåret 2006 af hendes gæld til H1.

A påklagede afgørelsen til skatteankenævnet, der ved afgørelse af den 12. december 2008 opretholdt Skattecentrets afgørelse.

SKAT ændrede ved afgørelse af den 2. februar 2009 tilsvarende As skatteopgørelse, således at hun ikke fik anerkendt fradrag for renteudgifter for 2007 på 30.000 kr.

Såvel SKATs afgørelse af den 12. december 2008 som SKATs afgørelse af den 2. februar 2009 blev påklaget til Landsskatteretten, der ved kendelser af den 16. februar 2010 stadfæstede de underordnede skattemyndigheders afgørelser.

Nærværende sag er anlagt den 12. maj 2010.

Forklaringer

Der har været afgivet forklaringer af A og af vidnerne SK og ML.

A har forklaret, at det er hende, der har skrevet under på gældsbrevet af den 11. juni 1996, idet hun da skyldte SK 250.000 kr. Pengene blev lånt, mens hun og hendes mand boede i Sydeuropa. SK, som hendes mand kendte gennem en arbejdsrelation, holdt samtidigt ferie i nabovillaen. Hendes mand var alvorligt syg af sclerose og døde i 1989. SK hjalp hende med mange ting, herunder med at køre en autocamper hjem for hende fra Sydeuropa. Derved udviklede der sig et tæt venskab mellem dem. De har dog aldrig været gift eller været kærester. SK bor for sig selv, når han besøger hende. SK har en veninde, NG.

Foreholdt side 3 i gældsbrevet, bekræftede hun, at det er hende, der har skrevet under med accept ud fra de enkelte poster, som udgør kravet. Det er således rigtigt, at hun har modtaget 110.000 kr., og at der vedrørende de andre poster er sket betaling. Allongen er skrevet under i 1991. Beløbene i allongen blev lånt over en længere periode, idet hun ikke ønskede at oprette en kassekredit. SK tilbød at spæde til hendes økonomi, mens arvesagen vedrørende hendes mand kørte.

Hun og SK fik i 1991 hos en udenlandsk advokat oprettet et IOU-gældsbrev. Det blev destrueret, da nærværende gældsbrev blev oprettet.

Hun solgte huset i Sydeuropa i 1993, og nogle af pengene lånte hun samme år til SK til oprettelse af en klinik. Det var vedrørende de penge, gældsbrevet af den 20. august 1995 blev oprettet. Nettobeløbet fremkommer ved, at SK solgte sin klinik og fik 170.000 kr. herfor, som han gav hende. Der hører også en allonge til gældsbrevet af den 20. august 1995. De blev enige om, at opretholde de to modsatrettede fordringer mod hinanden. Hun mener, at grunden til, at de ikke udlignede de to beløb, er, at det var mest hensigtsmæssigt, fordi hun var involveret i en arvesag med tre børn fra hendes ægtefælles tidligere ægteskab.

SK og hun har begge deltaget i de tre selskaber.

Formålet med H1 var at købe og videresælge byggemateriale til G1, som hendes bror ejede. H1 fik i 1998/99 en række medlemmer, der skulle deltage i et bofællesskab. Meningen var, at de skulle erhverve en ejendom, som medlemmerne skulle bo i. Da der skulle stilles et depositum til parcellen, var der imidlertid ingen af medlemmerne, der havde penge. Projektet blev derfor ikke til noget. Hun er sikker på, at personerne nævnt i "Medlemsfortegnelse" var medlemmer af H1.

Det næste projekt, H1 skulle deltage i, var at købe sommerhuse og udleje disse gennem et bureau til turister. Sommerhusene blev aldrig købt, fordi de ikke turde binde an med det. De havde hverken tab eller indtægt i den forbindelse i selskabet. Herudover har H1 mistet en ejendom i ...5 og beskæftiget sig med at indføre produkter fra Asien.

Foreholdt referatet af H1s ekstraordinære generalforsamling den 15. december 2005 (bilag N) er det rigtigt, at der var 7 medlemmer til stede. Medlemmerne var NM, MT, SK, A, TO, LI og et yderligere medlem, hun ikke kan huske navnet på. ML kom senere. De passive medlemmer udtrådte i 2005.

Salget af gældsbrevet af den 11. juni 1998 til H1 skete, fordi SK havde brug for pengene. Det var en god investering.

Efterfølgende blev gældsbrevet solgt til H2, fordi SK blev alvorligt syg. Hun var ikke længere medlem af bestyrelsen i H1. Overførslen til H2 var en midlertidig foranstaltning med henblik på at have kontrol over aktivet i SKs fravær. Da gældsbrevet blev overført til H3, hvori denne var bestyrelsesformand, var SK blevet rask.

Grunden til, at de ikke førte gældsbrevet tilbage til H1, er, at der opstod problemer i forhold til myndighederne vedrørende et spørgsmål om moms.

I dag betaler de renter på hver deres gældsbrev, men gældsbrevene er afdragsfrie. De betaler afdrag, når de har lyst og vilje hertil.

Forholdt bilag 30 forklarede hun, at hun i maj 2005 solgte sit hus i ...2, der var hendes særeje. De 150.000 kr. i bilaget var en del af provenuet for salget.

SK har som vidne forklaret, at han er 85 år. Han kender A fra hendes mands tid. Han havde haft et samarbejde med hendes mand, der var teknisk direktør i G2. Efter samarbejdet var ophørt, så han ikke noget til BA i et stykke tid. Han hørte ad omveje, at BA var syg og var flyttet til Sydeuropa. På et tidspunkt rejste vidnet til Sydeuropa for at bo i et hus, der var ejet af hans onkel, men som stod tomt. Han blev overrasket over, at BA og A boede på nabogrunden. BA var da meget syg og kom rundt i en kørestol. De havde et godt naboforhold. BA døde i 1989 i Sydeuropa.

Foreholdt allongen til gældsbrevet af den 11. juni 1996 har vidnet forklaret, at posterne udgør nogle beløb, som A kom til at skylde ham. Han har betalt for alle beløbene. Han gjorde det, fordi A var blevet mødt af nogle krav fra BAs 4 børn af første ægteskab. De ønskede at smide hende ud af husene i Sydeuropa og ...2 og sælge autocamperen. A overvejede at oprette en kassekredit. Da hun skulle betale 18 procent i rente, tilbød han at betale de omkostninger, hun havde, mens arvesagen verserede, således at hun undgik at betale renterne. Han betalte blandt andet for en terrasse og en elektrikerregning.

Posten af den 12. juli 1990 sammenholdt med brevet af den 6. juni 1991 fra G3 samt "Statement of account" af den 28. juni 1991 fra Unibank (bilag 7) vedrører et provenu for salg af guldbarrer, som blev sat ind på As konto i Unibank. Der blev oprettet en IOU hos en udenlandsk advokat. Advokaten sagde, at det var lige så godt som et gældsbrev, og at hvis man præsenterede IOU'en, så var gælden forfalden ved påkrav.

Det er hans underskrift, der er påført gældsbrevet. Grunden til at de oprettede et gældsbrev var, at A fik en alvorlig kræftsygdom. Hun blev anbefalet at tage til Danmark og blive opereret, hvilket råd hun fulgte. Han syntes i den forbindelse, at IOU'en skulle ændres til et gældsbrev, og A var enig. Hvis A døde, kunne han med dags varsel kræve beløbet inddrevet.

Hun satte huset i Sydeuropa til salg og købte et hus i ...6. Det var enten i 1993 eller 1994. Da hun solgte huset i Sydeuropa, fik hun et større provenu udbetalt. Han stod da uden arbejde, men ønskede at gøre brug af sin viden om alternativ behandling i Sydeuropa. Han spurgte A, om han kunne låne nogle penge af hende til oprettelse af en klinik. Det var i 1993. Gældsbrevet af den 20. august 1995 har sammenhæng hermed. Beløbet i gældsbrevet vedrører de penge, som blev lånt til brug for klinikken. Det var nemmere at oprette to gældsbreve, end at lade beløbene udligne.

Han var med til at stifte H1 i 1998. Formålet var at få noget op at stå, der kunne tjenes penge på. Det skete blandt andet ved at importere produkter til den alternative branche, f.eks. apparatur og brikse. A havde endvidere en bror i Udlandet, der byggede huse. Da de erfarede, at han købte materialer i Danmark, tilbød de, at H1 kunne købe materialerne og videreformidle dem til udlandet. H1 var momsregistreret. De nåede aldrig at komme i gang med leverancerne til broderen, fordi han ikke kunne leve op til vidnets økonomiske betingelser.

H1 var også involveret vedrørende bofællesskabet i ...2. Meningen var, at de ville købe noget jord, hvorpå de kunne bygge at antal huse. Man skulle herefter have fordelen af fællesskabet ved fælles aktiviteter og fællesrum. Projektet kom aldrig op og stå, fordi medlemmerne ikke havde de penge, der skulle til. Personerne havde hver især betalt indskudskapital på 100.000 kr. hver.

H1 købte desuden sommerhuse ved vestkysten i Jylland med henblik på udlejning gennem Dansommer. Sommerhusene blev ikke udlejet i det tempo, de havde håbet på. Selskabet bakkede derfor ud af projektet uden tab. De har heller ikke tjent på det. Gældsbrevet af den 20. august 1995 blev solgt til H1 i 1998, fordi han skulle bruge penge.

Foreholdt bilag 37 har han forklaret, at de heri nævnte personer var medlemmer af selskabet H1.

Foreholdt bilag N har han forklaret, at det er rigtigt, at der var 7 medlemmer til stede. Han kan ikke huske navnene på de 7.

Han og A har aldrig været kærester eller lignende. De er gode venner. Han har en god "veninde" i NG. Forholdet til hende har bestået næsten 50 år.

Gældsbrevet blev overdraget til H2. Han kan ikke huske hvorfor. Det blev solgt videre til H3, fordi "så blev det i familien". Han gik ud fra, at det ville blive penge værd med tiden.

ML har som vidne forklaret, at H1 skulle drive erhverv, herunder sælge byggematerialer til et firma i udlandet, købe jord i ...2 og købe sommerhuse i Jylland. Ingen af delene blev til noget. Hun ved ikke, om det indebar indtægt eller tab for selskabet. Hun var medlem siden 2000 og har været i bestyrelsen siden 2004.

Foreholdt bilag 37 har vidnet forklaret, at personerne heri har været medlem af H1. Hun har hørt om alle som værende selskabsdeltagere og kender nogle af dem.

Hun var vist ikke med til det møde, der er beskrevet i bilag N.

Gældsbrevet af den 11. juni 1996 blev solgt til H2, fordi SK blev alvorligt syg.

Vidnet har forklaret, den sikkerhedsstillelse, der fremgår af bilag 56, efter hendes mening var lige så god som den, A tilbød i den tidligere ejendom.

A og SKs forhold til hinanden er, at de er gode, nære venner.

Parternes synspunkter

A har til støtte for sin påstand i sit påstandsdokument og under proceduren i det væsentligste gjort gældende, at der i begge indkomstår forelå et gældsforhold, reguleret af det i 1996 udstedte gældsbrev med tilhørende ændringer. A er i henhold til gældsbrevet forpligtet til at indfri det på anfordring, og gældsforholdet tilskrives renter i henhold til det i gældsbrevet herom anførte.

A har gjort gældende, at der er tale om et reelt gældsforhold, hvor lånet til hende oprindeligt er forøget af flere omgange og nedskrevet i et IOU-gældsbrev, der blev udarbejdet af en advokat i sydeuropa. Den bevisnød, hun nu er kommet i, da IOU'en for længst er gået tabt, skal ikke komme hende bevismæssigt til skade.

Det forhold, at A har betalt mere end 250.000 kr. til debitor på gældsbrevet understøtter med betydelig vægt for eksistensen af det underliggende gældsforhold.

A har fra november 2001 haft en berettiget forventning om, at låneforholdet som nedskrevet i gældsbrevet af den 11. juni 1996 efter skattemyndighedernes gennemgang, hvor låneforholdets eksistens og realitet fandtes godtgjort, ville blive/skal lægges til grund for ligningen for de efterfølgende indkomstår - herunder indkomstårene 2006 og 2007. Der foreligger ikke efterfølgende ændringer af det underliggende låneforhold og gældsbrevet, skal retten lægge skattemyndighedernes bevisresultat fra november 2001 til grund for afgørelsen af nærværende. Det bestrides, at den foretagne ligning såvel som Landsskatterettens kendelse fra 29. august 2005 er i strid med gældende ret, jf. SKM2006.553.HR.

A har i relation hertil subsidiært gjort gældende, at måtte retten mod forventning ikke finde, at skattemyndighedernes godkendelse af gældsbrevet og låneforholdet ved ligningen af indkomståret 2000 i efteråret 2001 må føre til, at det i nærværende sag er SKAT, der skal godtgøre, at der alligevel ikke er realitet i låneforholdet, må den bevisnød, som hun nu er kommet i forhold til at godtgøre dele af de oprindelige dellåneoptagelser fra 1990 og fremefter samt det oprindelige IOU-dokument, føre til, at hendes bevisbyrde på dette punkt anses for godtgjort med skattemyndighedernes gennemgang og accept af låneforholdet og gældsbrevet i 2001 eller mere subsidiært at bevisbyrden anses for løftet med de fremlagte bilag - dvs. en meget lempelig bevisbedømmelse. Til støtte herfor henvises til almindelige civilprocessuelle bevisbyrdeprincipper og forvaltningsretlige grundprincipper.

Da der for flere tidligere år er tilskrevet rente til gældsforholdet, som er tillagt hovedstolen, har A alene selvangivet de i 2006 og 2007 faktisk betalte renteudgifter, jf. ligningslovens § 5, stk. 1, jf. stk. 8.

Det forhold, at de tilskrevne renter efter gældsbrevet overstiger de betalte rentebeløb bevirker ikke, at der ikke er tale om et retligt forpligtende gældsforhold. A er forpligtet til at indfri gælden på anfordring.

Det gøres gældende, at A hverken er nærtforbunden/interesseforbunden med SK, der oprindeligt lånte A de 250.000 kr., eller med de efterfølgende stiftede selskaber H1, H2 eller H3.

SK og A er ikke i familie med hinanden, og det er uden betydning for vurderingen af, om der foreligger et interessefælleskab, at A og SK måtte have kendt hinanden i mange år og/eller begge måtte være deltagere i samme selskaber, jf. f.eks. SKM2006.241.VLR.

SK og A deler ikke fælles liv, således som hævdet af Skatteministeriet. De fremlagte print fra hjemmesiden understøtter da heller ikke dette postulat. Der er tale om fotografier, hvor mange mennesker er på - herunder SK på nogle. Da A deltog i SKs 82 års fødselsdag er en del af fotografierne fra denne lejlighed. Det bemærkes i øvrigt at A løbende udskifter og opdaterer indholdet på hjemmesiden.

SK har som medlem af bestyrelsen i H2 ind i mellem haft anledning til at overnatte i As ejendom i ...3, hvor selskabet har hjemsted. Som følge heraf, blev der mellem SK og A i 2007 indgået en aftale af den 2. april 2007. Det bemærkes, at SK ved sine besøg i ...3 oftest har været ledsaget af sin mangeårige veninde.

Videre bestrides det, at SK og A har fælles aktiviteter i regi af selskaberne H2, H3 og H1. A har opfordret Skatteministeriet til at dokumentere, hvilke økonomiske aktiviteter, SK og A efter ministeriets opfattelse måtte have i de tre selskabers regi, navnlig økonomiske aktiviteter, som ikke de øvrige medlemmer også deler. Denne opfordring har ministeriet ikke besvaret, og det gøres gældende at den manglende besvarelse skal tillægges processuel skadevirkning med den konsekvens, at retten skal lægge til grund, at der ikke foreligger økonomisk aktivitet mellem de tre selskaber og A og SK, som ikke de øvrige medlemmer deler.

Det bestrides overordnet, at A - eller SK som ministeriet ønsker at inddrage i sagen - har eller har haft ejerskab til eller bestemmende indflydelse over de omhandlede selskaber - H2, H3 og H1. Der er tale om civilretligt gyldige oprettede selskaber, hvis civileretlige stiftelse eller efterfølgende eksistens, må anerkendes af ministeriet, jf. f.eks. SKM2006.749.HR.

H1, H2 såvel som H3 er selvstændige juridiske personer, hvori A ikke har nogen bestemmende indflydelse, hvorfor der ikke foreligger interessefælleskab imellem de tre kreditorselskaber og A, jf. ligningslovens § 2, jf. f.eks. kursgevinstlovens § 4 og § 16. Det gøres hertil gældende, at der i modsætning til det af Landsskatterettens kendelse anførte er realitet i det omhandlede gældsforhold, samt at skattemyndighederne er bundet af de selskabsretlige realiteter, jf. U1998.1314H og SKM2006.749.HR. Det gøres yderligere gældende, at da disse selskaber ikke var stiftet, da låneforholdet blev indgået eller gældsbrevet stiftet, har disse selskaber ingen betydning for As forhold på lånetidspunktet eller på tidspunktet for gældsbrevets oprettelse.

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument og under proceduren gjort gældende, at frifindelsespåstanden overordnet støttes på, at A ikke har godtgjort, at der er tale om et reelt lån med en retlig forpligtelse til at betale renter. A kan derfor ikke få fradrag for de opgjorte renteudgifter.

Skatteyderens bevisbyrde skærpes, hvis låneforholdet er indgået mellem interesseforbundne parter, og/eller hvis det er usædvanligt, jf. f.eks. SKM2001.90.ØLR og SKM2007.90.HR. Det påberåbte gældsforhold er i nærværende sag indgået mellem interesseforbundne parter og er endvidere usædvanligt. Der påhviler derfor A en skærpet bevisbyrde.

Ifølge statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, er renter af prioriteter og anden gæld fradragsberettigede. Det er en betingelse for rentefradraget, at skatteyderen godtgør, at vedkommende er retligt forpligtet til at tilbagebetale og forrente gælden, jf. f.eks. SKM2001.90.ØLR og SKM2007.90.HR.

A har ikke dokumenteret, at der er betalt renter vedrørende det angivne gældsbrev i 2006 og 2007, som berettiger til et rentefradrag.

Interesseforbundne parter og usædvanlige lånevilkår

Skatteministeriet har gjort gældende, at A og SK er interesseforbundne parter på grundlag af deres mangeårige bekendtskab og fælles aktiviteter, herunder i relation til de tre i sagen involverede selskaber H2, H1 og H3.

Det omstridte låneforhold - gældsbrevet af 11. juni 1996 med A som debitor og SK som kreditor - er således indgået mellem interesseforbundne parter. Også efter selskabernes overtagelse af gældsbrevet, er der tale om et gældsforhold mellem interesseforbundne parter henset til As og SKs tilknytning til selskaberne. Interessefællesskabet underbygges af, at A har bestemmende indflydelse på alle tre selskaber, som gældsbrevet successivt er blevet overdraget til. Hun er et af to bestyrelsesmedlemmer i alle tre selskaber og formand med tegningsret for i hvert fald H2. Selskaberne har til formål at varetage medlemmernes økonomiske interesser, og de eneste dokumenterede medlemmer er SK og A.

Låneforholdet er desuden usædvanligt, idet A og SK året forinden oprettede et gældsbrev på samme beløb og tilsvarende vilkår, men med A som kreditor og SK som debitor. Det har formodningen for sig, at man i denne situation vil anse betalingen for en tilbagebetaling i stedet for at etablere et nyt lån.

Hertil kommer, at begge gældsbreve efterfølgende blev overdraget til et selskab, som parterne havde en fælles tilknytning til, at A ikke har betalt renter i overensstemmelse med gældsbrevets ordlyd, og at der gentagne gange er lavet vilkårsændringer og nedskrivninger, jf. f.eks. bilag 31 og 34, hvoraf fremgår, at der på en ekstraordinær generalforsamling i H3, afholdt den 27. december 2007, angiveligt, uden nogen yderligere begrundelse, skulle være besluttet at nedskrive gælden fra 1.122.810 kr. til 1.000.000 kr. samt at ændre renten til 2,4 % p.a.

Da der således er tale om interesseforbundne parter og et usædvanligt låneforhold, er As bevisbyrde for retten til det påståede rentefradrag skærpet. Begge disse forhold vil i sig selv skærpe bevisbyrden.

Manglende retlig forpligtelse

A har ikke godtgjort, at der er tale om et reelt lån med en retlig forpligtelse til at betale renter, og A kan derfor ikke få fradrag for de opgjorte renteudgifter. Der er tværtimod en række forhold, der taler for, at den nævnte gældsforpligtelse ikke er reel:

1.

For det første har A ikke dokumenteret, at hun har modtaget de 250.000 kr. fra SK, eller at SK har afholdt udgifter af denne størrelse for hende. Bilag 7, som er en samling af forskellige dokumenter, dokumenterer ikke modtagelsen af lånebeløbet. For så vidt angår kontoudtoget fra As konto i Unibank, der er en del af bilag 7, er der ikke - på trods af en opfordring herom - fremlagt en komplet udskrift og uden håndskrevne bemærkninger.

   

2.

For det andet udlånte A cirka 10 måneder tidligere et tilsvarende beløb på 250.000 kr. til SK. Vilkårene i de to påståede låneforhold svarede i øvrigt til hinanden, og gældsbrevene er stort set identisk udformet. Det har formodningen for sig, at parterne i en sådan situation i stedet ville anse As udlån til SK for en tilbagebetaling af lånet.

   

3.

For det tredje blev begge gældsbreve efterfølgende overdraget til H2, som parterne havde en fælles tilknytning til, og for så vidt angår A tillige overdraget til H1 og H3, som A og SK havde bestemmende indflydelse i. Gældsbrevet, hvor A er debitor, blev overdraget til H1 for 50.000 kr. Gældsbrevet blev senere overdraget videre for 5.000 kr., først til H2 og siden til H3. A og SK har bestemmende indflydelse i selskaberne og har således selv ansat værdien af gældsbrevet lavt, hvilket taler for, at der ikke kunne forventes en betaling af renter eller afdrag på gældsbrevet.

   

4.

For det fjerde har A ikke på noget tidspunkt afdraget den angivelige gæld, hvilket hun i øvrigt ifølge gældsbrevets ordlyd, heller ikke på noget tidspunkt har været forpligtet til. De fremlagte dags dato kvitteringer dokumenterer heller ikke dette. Det bemærkes i den forbindelse, at dags dato kvitteringen af 30. december 2006 tillige er underskrevet af A selv, hvilket understreger, at hun i princippet selv kunne udstede kvitteringen, uden at der fandt en betaling sted.

   

5.

Endelig har A ikke dokumenteret, at hun har afholdt de omstridte renteudgifter. Det følger af bilag 6, sammenholdt med bilag 15, 16 og 19, at A skulle betale kr. 2.000,- om måneden i renter fra den 1. maj 2000, hvor hovedstolen udgjorde 414.551,02 kr. For perioden 2000 til 2004 er der ikke fremlagt nogen dokumentation for betaling af renter, men alene fremlagt de årlige oversigter fra SKAT, hvoraf det fremgår, hvad der er selvangivet.

Den 16. december 2005 blev det besluttet, at der ikke skulle betales afdrag, men derimod skulle der betales 5 % i rente af hovedstolen, der pr. denne dato lød på 1.415.144 kr. For 2005 er fremlagt en oversigt over renter og afdrag betalt til H1, udarbejdet af H2. Dernæst er fremlagt et indsættelsesbilag fra Fionia Bank på 150.000 kr. indsat den 9. december 2005 af A. Af kontoudtoget fremlagt som bilag 55 fremgår imidlertid, at pengene er hævet igen tre dage senere. Af tekstfeltet fremgår, at pengene tilsyneladende er overført "til H2". Det er imidlertid ikke dokumenteret nærmere, hvor pengene er flyttet hen.

I 2005 og det meste af 2006 var H1 kreditor, idet gældsbrevet først blev overdraget til dette selskab. Der er imidlertid ikke dokumentation for, at der er sket nogen betaling af renter til dette selskab. A har fremlagt dags dato kvitteringer for betaling af rente til H1, men disse er udarbejdet af hende selv og kan ikke tillægges bevismæssig vægt.

Endelig er der fremlagt et uddrag af et kontoudtog for As konto i Danske Bank. Heraf fremgår, at der den 18. maj 2006 er hævet et beløb på 50.000 kr., hvor der med håndskrift er påført "til H1 - afdrag". Der foreligger imidlertid ingen dokumentation for, at beløbet er tilgået det af A kontrollerede selskab H1.

Den 28. december 2006 bliver gældsbrevet overdragt til H2 og den 15. marts 2007 videreoverdraget til H3. Som dokumentation for betaling af renter til H2 er fremlagt en skrivelse fra H1 til H2, udfærdiget af SK. Som dokumentation for betaling af renter til H3 er fremlagt en skrivelse fra H1 til H3, igen udfærdiget af SK. Det bestrides, at disse skrivelser dokumenterer betaling af renter til H2 og H3 .

Samlet har A således ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for, at der i 2006 og 2007 bestod et reelt gældsforhold, herunder er det ikke dokumenteret, at der er betalt nogen rente i henhold til gældsbrevet. A er derfor ikke berettiget til de omtvistede rentefradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Retsbeskyttet forventning

Skatteministeriet har bestridt, at A har opnået en retsbeskyttet forventning om den skattemæssige behandling af de omtvistede renteudgifter.

Efter retspraksis kan skattemyndighedernes adgang til at forhøje en skatteyders selvangivelse undtagelsesvist begrænses af, at myndighederne positivt har givet skatteyderen en berettiget forventning. Der stilles dog særdeles høje krav til kvalificeringen af forventningen, der f.eks. skal bero på en direkte og positiv tilkendegivelse.

Det forhold, at skattemyndighederne har godkendt As selvangivne renteudgifter i indkomståret 2000, betyder ikke, at hun derved har opnået en retsbeskyttet forventning om, at renterne også kan fradrages i andre indkomstår, jf. f.eks. TfS 1995.505 Ø, TfS 1997.100 H, SKM2002.201.VLR og SKM2002.229.HR, da der ikke ved godkendelsen af rentefradraget er taget stilling til realiteten i gældsforholdet eller rentebetalingen.

Hertil skal bemærkes, at A ikke oplyste skattemyndighederne om, at der var etableret et tilsvarende låneforhold, blot med SK som debitor. A oplyste heller ikke om interessesammenfaldet mellem A, SK og H1, som på dette tidspunkt var kreditor.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er ubestridt, at der mellem A og SK består - og på tidspunktet for oprettelsen af gældsbrevene af den 20. august 1995 og den 11. juni 1996 bestod - et langvarigt og tæt venskab mellem disse. Relationen mellem A og SK gav sig udtryk i SKs regelmæssige besøg og overnatninger hos A og i deltagelsen i ledelsen af de i sagen involverede selskaber H2, H1 og H3.

A og SK og ovennævnte selskaber, som gældsbrevet af den 11. juni 1996 senere successivt blev overdraget til, må derfor anses som interesseforbundne parter.

Det i sagen omstridte låneforhold - gældsbrevet af den 11. juni 1996 - er desuden usædvanligt, idet det i 1995 oprettede gældsbrev er indgået mellem samme parter, blot med A som kreditor og SK som debitor, vedrører samme beløb og har i det væsentlige samme vilkår. Låneforholdets usædvanlige karakter følger endvidere af, at der ikke ved gældsbrevene er fastsat en tilbagebetalingsordning, ved at der gentagne gange er sket vilkårsændringer og nedskrivninger og ved, at der ikke af A er betalt renter i overensstemmelse med gældsbrevets ordlyd.

Da der er tale om interesseforbundne parter og et usædvanligt låneforhold, påhviler der A en skærpet bevisbyrde for retten til de påståede rentefradrag.

Retten finder, at A ikke har godtgjort, at der er tale om et reelt lån med en retlig forpligtelse til at betale renter. Retten finder således ikke, at det på baggrund af forklaringerne afgivet af A og SK og de i bilag 7 indeholdte dokumenter er tilstrækkeligt godtgjort, at A har modtaget de 250.000 kr. fra SK, eller at SK har afholdt udgifter for hende svarende hertil. Der lægges i den forbindelse vægt på, at der 10 måneder før oprettelsen af gældsbrevet blev indgået en låneaftale med SK som debitor med et tilsvarende beløb og med stort set identiske vilkår. A og SK har ikke givet en tilfredsstillende forklaring på, at de 2 modsatrettede forpligtelser ikke blot blev udlignet. At gældsforpligtelsen ikke er reel, understøttes også af det forhold, at A aldrig har betalt afdrag på lånet, og at hun ikke har betalt renter i overensstemmelse med gældsbrevets ordlyd. Retten finder ikke, at det af A anførte, om kommunens godkendelse af et fradrag for betaling af rente på gældsbrevet for 2000, kan føre til andet resultat.

Retten finder endvidere under hensyn til den skærpede bevisbyrde, A er underlagt, ikke, at der ved de fremlagte kvitteringer, der dels er er underskrevet af SK på vegne af H1, dels af A selv på vegne af H2, de fremlagte årsopgørelser, der er baseret på As egne selvangivne oplysninger, eller kontoudskrifterne med bevægelserne på As konto, at det er godtgjort, at A har afholdt de omstridte renteudgifter.

Herefter og da retten finder, at A ikke har opnået en retsbeskyttet forventning om den skattemæssige behandling af de omtvistede renteudgifter ved kommunens godkendelse af As selvangivne renteudgifter i indkomståret 2000, er A ikke berettiget til at foretage fradrag for renteudgifter for indkomstårene 2006 og 2007 med henholdsvis 35.000 kr. og 30.000 kr.

Retten tager derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Da Skatteministeriet har vundet sagen, skal A betale sagens omkostninger til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand med 22.500 kr. Der er herved lagt vægt på sagens værdi og omfang, samt den til hovedforhandlingen medgåede tid. Retten finder imidlertid efter et konkret skøn - på grundlag af advokat Martin Bekker Henrichsens skrivelse af den 24. juni 2011 - heri at måtte fratrække et beløb på 7.800 kr. til dækning af As rimelige udgifter foranlediget af Skatteministeriets repræsentants udeblivelse fra hovedforhandlingen den 20. juni 2011 med meget kort varsel på grund af sygdom.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 14.700 kr.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter