Dato for udgivelse
16 Jan 2012 13:52
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 Dec 2011 11:03
SKM-nummer
SKM2012.28.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Svendborg, BS R7-322/2011
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man ønsker en sag genoptaget + Fradrag og afskrivninger
Emneord
Selvvalgt, underkendelse, praksis, midlertidig, skoleophold, arbejdssted, tjenestested
Resumé

Byretten fastslog, at som følge af at A ikke havde indbragt Landsskatterettens afgørelse af 13. maj 2009 inden for den i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, anførte frist, kunne retten alene tage stilling, om der som følge af Højesterets dom af 5. januar 2009 er sket en sådan underkendelse af praksis, at A har krav på at få Landsskatterettens kendelse genoptaget.

Retten fastslog endvidere, at A ikke har været på tjenesterejse under sit ophold på H1.1-skolen, ligesom retten ikke fandt, at det er opholdet på skolen, der har medført, at A ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Retten fandt derfor ikke, at højesteretsdommen havde ændret på en praksis, som vedrørte As situation, og som kunne begrunde en genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7.
  

Reference(r)
Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 7
Ligningsloven § 9 A, stk. 7
  
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-2 A.A.8.2.3.9
Henvisning
Ligningsvejledningen 2011-2 A.B.1.7.1
Henvisning
Ligningsvejledningen 2011-2 A.F.1.1.1
Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.1.2


Parter

A
(Advokat Morten Søndergaard Olsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat H.C.Vinten)

Afsagt af kst. byretsdommer

Kim Ottesen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om hvorvidt Landsskatterettens kendelse af 19. januar 2009 skal genoptages.

Kendelsen som vedrører perioden 2002-2004 nægter sagsøgeren, A ret til at selvangive ligningsmæssige fradrag for rejseomkostninger i medfør af ligningslovens § 9 og § 9 A.

Sagsøgeren, As, påstand er, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal tilpligtes at anerkende, at Landsskatterettens kendelse af 13. januar 2009 skal genoptages.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

A blev pr. den 1. september 2002 optaget på H1.1-skolen i ...2. Inden da var han ansat hos H1 i ...9.

I brev af 11. juli 2002 fra H1 til A hedder det blandt andet:

"...

Du har tidligere modtaget besked om, at du er optaget på fuldmægtigliniens grunduddannelse. I fortsættelse heraf forflyttes du hermed pr. 1. september 2002 til H1, Personale- og Udviklingsafdelingen, ...1.

..."

I brev af 7. oktober 2003 fra H1 til A hedder det blandt andet:

"...

I forbindelse med afslutningen af fuldmægtiguddannelsens 2. teoriperiode forflyttes du med virkning fra den 29. marts 2004 fra H1 til den regionale H1 i ...3, som indtil videre bliver dit organisatoriske tjenestested.

..."

I Landsskatterettens kendelse af 13. januar 2009 hedder det i afsnittet

"Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse":

"...

Det lægges til grund, at H1.1-skolen i ...2 anses for arbejdssted i forbindelse med uddannelsen til fuldmægtig. Der lægges herved vægt på, at deltagelse i uddannelsen på skolen, der er løbende og længerevarende, er pålagt af arbejdsgiveren som et led i tjenesten.

Landsskatteretten anser efter en konkret vurdering ikke klageren for berettiget til fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at det ikke er usædvanligt at rejse frem og tilbage mellem ...3 og ...1 dagligt. Klageren har haft flextid, hvilket ikke var tilfældet i Metrosagerne (SKM2005.492.ØLR). Da der er godkendt fradrag for befordring i weekends, stadfæstes de påklagede ansættelser.

..."

A indbragte ikke Landsskatterettens afgørelse for domstolene.

Den 5. januar 2009 afsagde Højesteret den i SKM2009.333.HR gengivne dom.

A anmodede den 30. november 2009 Landsskatteretten om at genoptage Landsskatterettens kendelse af 13. januar 2009. Ved kendelse af 18. februar 2010 imødekom Landsskatteretten ikke As anmodning. I Landsskatterettens kendelse under afsnittet

"Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse"

hedder det:

"...

Bestemmelserne om genoptagelse af en sag, som Landsskatteretten har afgjort, fremgår bl.a. af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"...

Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller told- og skatteforvaltningens bestemmelse hvis:

...

7) Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved dom, en landsskatteretskendelse, eller en praksisændring er offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den skattepligtige fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelsen af praksis.

..."

Retten har besluttet, at anmodningen om genoptagelse ikke kan imødekommes. Ved afgørelsen har retten lagt vægt på, at Højesteret i sin dom har anført, at afgørelsen af, om en arbejdstager i forbindelse med en midlertidig udsendelse til et andet arbejdssted end det sædvanlige har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, skal træffes efter en konkret bedømmelse, hvor der ikke alene skal tages hensyn til afstanden og transporttiden, men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder bl.a. arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner til den ansatte, og at der ved vurderingen af afstanden og transporttiden ikke kan opstilles en generel regel om, at der skal lægges vægt på transporttiden i bil, hvis dette fører til den korteste transporttid.

Det fremgår af SKM2009.650.SKAT, at såfremt det valgte transportmiddel er i overensstemmelse med arbejdsgiverens instruktion herom, og transportudgiften hertil er betalt af arbejdsgiveren, skal det vurderes, om det ved benyttelse af dette transportmiddel ikke har været muligt for den ansatte at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Retten er fortsat af den opfattelse, at klageren efter en konkret vurdering har haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, således at klageren ikke ses omfattet af den gruppe, som er omfattet af dommen, og som kan begrunde en genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7.

..."

Ved stævning modtaget den 17. maj 2010 anlagde A sag mod Skatteministeriet med samme påstand som i nærværende sag. Den 14 marts 2011 afviste retten sagen, da A ikke rettidigt indbetalte retsafgift. Ny stævning blev indleveret 21. marts 2011.

Af Cirkulære om tjenesterejseaftalen 2000 fremgår det i § 3.

"Tjenesterejse. Definition"

at

"...

For at der kan tales om en tjenesterejse forudsættes,

- at rejsen er et nødvendigt led i tjenesten, og

- at den af tjenestestedet godkendes som en tjenesterejse.

..."

I notat af 6. september 2002 til eleverne på fuldmægtiguddannelsen hedder det vedrørende As hold blandt andet:

"...

Hold 2 - 1. år.

Hold 02 består af to hold.

Eleverne på det ene hold har i hele skoleåret tjenestested i H2,...1.

...

Der kan ikke ydes rejse- og befordringsgodtgørelse i forbindelse med skoleopholdene.

..."

Af en fremlagt udskrift fra www.krak.dk fremgår det, at afstanden mellem adressen på H1, Personale og Udviklingsafdelingen, ...1, og adressen på H1.1-skolen, ...2, er 4 km. og at rejsetiden er 5 minutter.

Sagsøgeren boede i hele den i sagen omhandlede periode på ...5 i ...3.

Forklaringer

A har forklaret, at han var ansat i ...9 i ca. 1½ år, inden han begyndte på H1.1-skolen i ...1. Da han søgte job ved H1, blev han tilbudt en stilling som konsulent i ...9, hvilket han sagde ja til. Der var ikke ledige stillinger i ...3. Han fik "godtgjort" transporttiden ved at arbejde hjemme og ved at arbejde i toget. Han fik godskrevet sin rejsetid som arbejdstid. Det var hans forventning, at hans ansættelse i ...9 var midlertidigt, og han regnede med at få en stilling tættere på hjemmet. Hans intention var at komme på fuldmægtiguddannelsen på et internt hold. Han mente sig sikker på at komme på uddannelsen. Han og hans daværende kone havde ikke bil i den pågældende periode. Parkeringsforholdene ved skolen var ringe. Der var ikke mange parkeringspladser. Han var derfor ikke klar over, hvor folk parkerede. Deres faste mødetid var klokken 8.20. Enkelte dage mødte de dog klokken 9.10, når underviseren kom fra Jylland eller Fyn. Dette var dog meget sjældent. Det var ikke muligt at få en parkeringsplads, hvis man ankom kl. 8.10. Man måtte så parkere på ... Det ville tage mellem 15 minutter og ½ time at finde en parkeringsplads. Han var ikke omfattet af en flextidsordning, mens han gik på skolen. Man skulle møde til de fastsatte mødetider. Mødetiderne fremgår af de som bilag 6, 7 og 8 fremlagte skemaer. De dage, hvor der står "FRI" ud for klokken 08.20-09.05, var de dage, hvor underviseren kom fra Jylland eller Fyn. Ud over undervisningstimerne havde man fra skolens side en forventning om, at eleverne forberedte sig. De fik at vide af skolen, at der måtte påregnes mellem 2 og 5 timers forberedelse hver dag. Det var både lektielæsning og studiegrupper med løsning af opgaver i grupperne. Opgaveløsningen foregik på skolen, når det var gruppeopgaver. Det var generelt gruppeopgaver, de lavede, og mange af eksamenerne var gruppebaserede. Under skoleopholdet overnattede han hos sin kusine i ...7. Hun døde i 2009. Han overnattede ikke hos sin kusine i de få tilfælde, hvor han havde fri dagen efter, hvilket han ikke har taget fradrag for. Det tog ca. 45 minutter til en time hver vej at komme fra skolen til ...7. På det pågældende tidspunkt gik der ikke bus fra ...8 Station til ...2, hvor skolen lå. Han har udarbejdet hjælpebilag 1, som viser hans rejsetid ved den kortest mulige rute med offentlige transportmidler. Var han færdig senere, ville det ikke ændre på rejsetiden.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument gjort følgende gældende:

"...

Sagsøger gør overordnet gældende, at A er berettiget til at få genoptaget Landsskatterettens kendelse af 13. januar 2009 som følge af Højesterets dom af 5. januar 2009 og SKAT's efterfølgende genoptagelsescirkulære SKM2009.650.SKAT.

Sagsøger er for indkomstårene 2002 - 2004 berettiget til de selvangivne ligningsmæssige fradrag for rejseomkostninger, jf. ligningslovens §§ 9 og 9A.

Arbejdsstedet hos H1 skal i relation til ligningsloven anses for et midlertidigt arbejdssted. As rejser til og fra det midlertidige arbejdssted skal anses for tjenesterejser med deraf følgende konkret vurdering af muligheden for at overnatte på sin sædvanlige bopæl uden skelen til transporttiden i bil til og fra tjenestestedet.

Det gøres følgelig gældende, at A ud fra en samlet bedømmelse af sine arbejds- og bopælsforhold ikke havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Der skal ved denne vurdering lægges vægt på den samlede, daglige transporttid på ikke mindre end 6 - 7 timer, en undervisningsuge på 37 timer og dertil hørende lektielæsning og studiegruppe på ugentligt 10 - 25 timer, at A ikke havde bil til rådighed i de pågældende indkomstår, og at A ikke var ansat på flextid.

I bedømmelsen skal også arbejdsmiljøhensyn indgå, herunder arbejdsmiljølovens krav om mindst 11 sammenhængende timers hviletid inden for hver periode af 24 timer, hvilket A ikke ville have ved daglig transport til/fra uddannelsesstedet.

Det gøres i anden række gældende, at selvom der ikke måtte være tale om en tjenesterejse, da opfylder sagsøger fortsat betingelserne for at foretage fradrag for rejse- og befordringsudgifter, idet sagsøger på grund af afstanden mellem bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke har haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Som dokumenteret ved hjælpebilag 1 kan det lægges til grund, at transporttiden med offentlige transportmidler var 6 timer og 57 minutter.

Tilsvarende kan det på baggrund af de som bilag 8 og 11-13 fremlagte bilag sammenholdt med bilagene 14 og 15 lægges til grund, at daglig transport med bil mellem sædvanlig bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke kan foretages på mindre end 4 ½ time, og reelt 5 timer, hvis A vil sikre sin ankomst ved undervisningens begyndelse. Afstanden kan opgøres til 161 km hver vej.

Ud fra en konkret bedømmelse af sagsøgers forhold, herunder den lange afstand og transporttid samt den af arbejdsgiver forudsatte forberedelsestid på gennemsnitligt ikke under 2 - 5 timer om dagen sammenholdt med, at sagsøger faktisk har overnattet ude i den pågældende periode, må det føre til, at sagsøger har været berettiget til fradrag for rejse- og befordringsudgifter.

Som følge heraf, skal Skatteministeriet anerkende, at Landsskatterettens kendelse af 13. januar 2009 skal genoptages.

..."

Skatteministeriet har i sit sammenfattende processkrift gjort følgende gældende:

"...

Sagsøgers faste arbejdssted var H1s personale- og udviklingsafdeling i ...1.

H1.1-skolen var beliggende tæt på ...1; helt præcist 4 kilometer.

Der er således ikke tale om, at han er på tjenesterejse, og dette medfører, at han havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Hans rejse fra bopælen til ...2 skal derfor løses efter reglerne om selvvalgte rejser. Om det under en sådan rejse er muligt for A at overnatte på hans sædvanlige bopæl afgøres efter praksis ud fra en objektiv vurdering af, om A ved hjælp af det hurtigste almindelige befordringsmiddel - normalt bil - uanset om skatteyderen har rådighed over en bil og under hensyn til hans arbejdstid og arbejdssted - vil kunne overnatte på bopælen, jf. SKM2005.318.HR, SKM2006.482.ØLR, SKM2009.333.HR, SKM2009.650.SKAT, og SKM2011.401.ØLR.

Efter denne praksis vil en samlet transporttid på over 6 timer om dagen, såfremt der er tale om normal arbejdstid uden særligt belastende arbejde, ikke kunne føre til, at man er på rejse.

Det bemærkes, at praksis vedrørende selvvalgte rejser ikke var et tvistepunkt og derfor ikke blev ændret eller tilsidesat ved højesteretsdommen i SKM2009.333.HR.

Som det fremgår af Landsskatterettens kendelse af 18. februar 2010, er sagsøger ikke omfattet af den gruppe, som er omfattet af dommen, og som kan begrunde en genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7.

Det bemærkes videre, at der jo efter loven ikke er en almindelig adgang til at få genoptaget sin skatteansættelse, og slet ikke når der foreligger en landsskatteretskendelse fra 2009 (bilag 1), som ikke blev indbragt for domstolene.

Selvom det lægges til grund, at der er tale om en tjenesterejse fra ...1 til H1.1-skolen på ...2, og at dette er et midlertidigt arbejdssted, opfylder sagsøgeren ikke rejsebegrebets krav om, at det er udsendelsen til det midlertidige arbejdssted, der skal medføre, at sagsøger ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, at en endelig administrativ afgørelse ikke kan indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter afgørelsen er truffet. Af samme lovs § 27, stk. 1, nr. 7 fremgår det blandt andet, at en ansættelse af en indkomstskat efter anmodning fra den skattepligtige kan ændres, hvis hidtidig praksis er endelig underkendt ved en dom. Da A ikke har indbragt Landsskatterettens afgørelse af 13. januar 2009 inden for den i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3 anførte frist, kan retten derfor alene tage stilling til, om der som følge af Højesterets dom af 5. januar 2009 er sket en sådan underkendelse af praksis, at A har krav på, at få Landsskatterettens kendelse af 19. januar 2009 genoptaget. Der kan således alene ske en prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 18. februar 2010.

Retten lægger efter H1s brev af 11. juli 2002 og brev af 7. oktober 2003, begge til A, til grund, at hans faste tjenestested i den i sagen omhandlede periode var ved H1, Personale og udviklingsafdelingen med adresse på ...1. Under hensyn hertil og til det i notatet af 6. september 2002 anførte vedrørende tjenestested og godtgørelse og det oplyste om afstanden mellem H1 og H1.1-skolen finder retten ikke, at A har været på tjenesterejse under sit ophold på skolen i den omhandlede periode, ligesom retten ikke finder, at det er opholdet på skolen, der har medført, at han ikke har haft mulighed for at overnatte på sin bopæl.

Det fremgår af præmisserne i den af A påberåbte højesteretsdom, at Højesteret for så vidt angår arbejdstagere på tjenesterejse udtaler, at der ved afgørelsen af om den pågældende i forbindelse med en midlertidig udsendelse til et andet tjenestested har mulighed for at overnatte på sin sædvanlig bopæl skal træffes efter en konkret bedømmelse, hvori der skal indgå en række faktorer, som eksemplificeres af højesteret.

Da A som anført ikke i den omhandlede periode har været på tjenesterejse, således at hans ret til fradrag skal afgøres under hensyn til, at hans rejser har været selvvalgte, finder retten ikke, at den påberåbte højesteretsdom har ændret på en praksis, som omhandler As situation, der kan begrunde en genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.

A skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 22.000 kr. Beløbet, der er inklusive moms, dækker omkostninger til advokat, herunder omkostninger til udarbejdelse af ekstrakt.

Retten har herved lagt vægt på sagens resultat og værdi.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger med 22.000 kr. til sagsøgte, Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter