Dato for udgivelse
18 Oct 2011 16:00
Til
Importører mv.
Sagsnummer
11-220567
Ved spørgsmål, kontakt
Skattecentre med toldopgaver + 72 22 18 18
Resumé

Rådets forordning 1541/98 er ophævet ved vedtagelse af Europa-parlamentet og Rådets forordning 955/2011. Dermed bortfalder kravet om fremlæggelse af oprindelsesdokumentation i forbindelse med import af tekstilvarer. Dette gælder fra og med den 24. oktober 2011. 


Europa-parlamentet og Rådet har vedtaget forordning nr. 955/2011 om ophævelse af Rådets Forordning 1541/98 om dokumentation for oprindelse af visse tekstilvarer. Dette betyder, at fra og med den 24. oktober 2011 er der ikke længere noget krav om at der fremlægges oprindelsesbevis eller en erklæring på fakturaen om varernes oprindelse for tekstilvarer ved fortoldning.

Bortfaldet af kravet om fremlæggelse af dokumentation for oprindelsen betyder, at der fra den 24. oktober 2011 ikke længere skal angives varebestemmelse ”P” i toldsystemets rubrik 44.3 samt ej heller angives certifikatkode i rubrik 44.2 for tekstilvarer i forbindelse med fortoldningen.

Bemærk, at der  ikke er ændringer af kravet til importører om, at der skal fremlægge indførselstilladelse for visse tekstilvarer med oprindelse i landene Usbekistan, Hviderusland (Belarus) og den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea). Der henvises til Erhvervs- og Byggestyrelsen for nærmere regler herom.

Importøren skal ligeledes stadig angive de importerede varers oprindelsesland i toldsystemets rubrik 34.

Denne ændring har heller ikke nogen betydning for krav om oprindelsesbeviser ved anmodning om fortoldning til præferencetold.